Fire & Ice ~Camille~

Camille sad med hovedet lidt til den ene side og betragtede Ventor.
Hvilke hemmeligheder gemte der sig i ham mon? For en ting havde hun lært efterhånden..
Ting var aldrig hvad de så ud til ! Og alle havde de hemmeligheder.
Et lille smil blev sendt afsted til ham... " hmmm...giv,mig historien i hovedtræk...og så lidt mere detaljeret, der hvor det er vigtigt" lød hendes bestilling, og på den måde havde hun jo sådan set givet Ventor en mulighed for at fortælle den, helt som han ønskede.

han kiggede kort på hende med et lidt spørgende blik, hun så vidst virkelig ud til at ville lytte, og de fleste han havde mødt ville ellers aldrig lytte, eller høre på ham overhovedet, men hvem ved, måske falder hun i søvn efter et halvt sekundt efter han begynder sin historie.

et let smil blev stadig på hans læbe og han kiggede kort på hende og der efter ind i ilden ''som du ved kommer jeg jo ikke her fra, da jeg kommer fra et sted tidligere kendt som jorden, og der opvoksede jeg sammen med familien, super hyggeligt og alt det der, men da underworld tror jeg denne verden hedder kom for tæt på vores kolapsede vores verden og nogle af dens befolkning med sig, så vidt jeg ved, men det gør de fleste her fra vel, uanset ender det med at mig og min mor også min fader bosætter sig i nærheden af en skov og lever det, super lækkert, og hyggeligt masser af stilhed og fred og ro og alt det der, men da jeg kom på en alder af, åh.. det må havde været 8 år kom nogle mænd eller også var det kvinder, de var kutteklædte og pågreb min mor og min fader hvor de blev ført ind til en landsby og brændt på bålet, mens blikket fra min far var på mig i menneske mængden og ordne fra en af de kutteklædte mænd råbte SE DENNE DEMON TILBEDER HAN SKAL BRÆNDES I ALT HANS AFKOM OG DET SAMME SKAL DENNE SOM HAR FÅET DENNE DEMONISKE VIRUS I SIG! også begyndte flammerne stille brænde dem mens min far stod stille som om at flammerne ikke ville røre ham og han kiggede på mig og hviskede med munden at jeg skulle løbe hvor jeg vendte mig om og løb ind i skoven og jeg hørte 2 mænd sagde STOP HAM!! og jeg var kun 8 år den gang, så nu ved du min triste historie, altid på flugt fra hvem end der slog mine forældre ihjel og det er nu 10 sommere siden'' hans blik lod kort på hende og der efter på flammerne med et let suk fra hans læber og blikket på hende blev lagt igen

Men Camille faldt ikke i søvn, ikke så meget som en power nap blev det til.
Faktisk var hun beæret over at Ventor overhovet ville dele sin sistorie, og sin baggrund med hende. Så hun lyttede og selv om hun fra tid til anden, havde lyst til at bryde ind med en bemærkning eller en kommetar, lod hun ham fortælle- uden afbrydelser.
Hun blev...rørt...naturligvis.
Årh herre gud, han havde jo været en lille dreng blot.Ikke meget ældre end Eric og hendes Mira.Camille rystede på hovedet.
" hvem var de...eller rettere er de?... Ved du det?" hviskede hun nærmest.

En anden ting havde slået hende i Ventors beretning.
Han var fra jorden, altsår den almindelige verden, som hun og Tristan også kom fra.
Men Ventor troede troede at jorden var gået under? Den havde det fint, bortset fra den var så...hadsk.Når man kom fra Jorden til Underworld, skete det gennem en hemmelig portal, som ikke mange kunne få til at åbne sig.
Guderne måtte vide, hvorfor den åbnede sig, uden brok for Tristan og hende...enda flere gange, men hun mente at Sakref på en eller anden måde havde givet portalen besked om at de måtte komme og gå, som de så fit.

Ventor havde bare været otte år, måske kunne han slet ikke huske at have været igennem en portal? Måske han havde fortrængt det, fordi det havde været helt traumatisk, og så ville hun ikke ære den der rippede op i det hele....ikke lge med det samme anyway.

" jeg er også derfra...jorden...nærmere et sted der hed Deploratus" sagde hun med et lille opmuntrende smil.

han kiggede lidt undrende på hende og vidste ikke helt hvad han skulle svare han havde jo ikke nogle ide om hvem de var, og hellere ikke hvad de var, men om de var menneske ville han tro, men måske ligefrem engle som mente de gjorder en god gerning men han vidste jo ikke engang hvad engle var, hans blik lod stadig på hende men da hun nævnte hun også var fra jorden kunne han ikke tro sine egne øjne, en anden fra sin verden men navnet, deploratus sagde ham intet ''okay, hvordan var det?'' sagde han kort, han sov jo den gang hans mor og far kom igennem portalen ind til underworld, og skulle finde et nyt hjem væk fra den verden de selv var kommet fra og håbede at dette var bedre.

Camille smilede...
" Hmmm hvordan var det? ....alle har deres spøgelser at slås med Ventor.Min opvækst har også efterladt ar.Men...jorden var engang et skønt sted...det er den nok stadig, men den del der hedder Deploratus er blevet...forfærdelig...et negativt sted, hvor risikoen for at blive slået ihjel er overvældende stor" forklarede hun.
" Men...jeg mødte min ...kæreste...der, og han er her i Underworld med mig nu" sagde hun ,for ligesom at løfte stemningen lidt.
Faktisk var det stadig underligt at skulle kalde Tristan for sin kæreste, det var nyt...og de var stort set aldrig sammen, grundet arbejde og travlhed....så det efterlod hende i en lidt sjov limbo.Men ikke desto mere, kunne hun ikke forstille sig livet uden ham, som en del af det...somehow.
" Ventor...er du egenlig glad for at være her? Jeg mener dit...liv....er du glad og har det godt?" hun synes hun fornemmede lidt sørgmodighed over ham....og det ville hun rigtig gerne ændre på hvis hun kunne.

han kiggede kort på hende og kunne i fatte at hun påstod at deploratus, som det hed skulle være det samme sted som den jord han selv kom fra, men måske fortalte hun ham det for at berolige hans tanker, men da hun fortalte om at hun selv havde fået et par ar fra fortiden kunne han forstå at hun havde haft det svært og den verden han kendte ikke eksitere længere det var blevet forpæsted, giftig for ham selv, og leve her i underworld virkede jo ikke så slemt, der var jo skove og floder til at opbygge et nyt hjem og en ny begyndelse. . . .

''jeg har det udemærket her, det er næsten min opvoksted, men stadig nyt, da jeg føler at man er kommet til et andet hjem efter at havde flyttet sin adresse og nu skal vænne sig til tanken om at leve der på trods det er som at være i et andet hjem som ikke tilhøre en selv, men jo jeg har det udemærket, lever skam lidt her og der men stadig er der nye ting jeg bliver nød til at leve efter, men hvordan har deres liv ellers været, og tanken om at leve i en anden verden som ikke er der hvor de selv er kommet fra?'' sagde han kort og glemte alt om bålet som var ved at brænde gryden over...

Det var svært...det her med forskellige dimensioner og verdener.
Det var som alle steder man opholdte sig, på en eller anden måde havde flere lag, ik?

E pust af bekymring ramte hendes ansigt, ved Ventors spørgsmål.
Hun regnede jo ikke med at blive her for evigt...Tristan og hun...de skulle jo hjem igen, det var da sådan aftalen havde lydt, da de tog hertil.
Derhjemme havde hun Zean, arbejde, et lille sæt af venner...og Tristan havde hele hans dusørjæger biks og et hold venner og hans band! Det skulle jo blot være en ferie her...men nu....hun havde fået forpligtigelser...Mira, Eric, Aleck...hun kunne jo ikke rejse fra dem? Alt slaveriet var ikke bragt til ophør...og Tristan, han havde fået et hel lille familie og en masse arbejde. Hun så næsten forfærdet på Ventor, da sandhede gik op for hende,,,,ligesom SÅ meget i hendes liv, havde hun fået sat sig lige mellem to stole, mellem to umulige valg...HVORFOR skete det ALTID for hende?
" Det er død skræmmende" sagde hun ærligt..." Og jeg laver hele tiden så mange fejl" tilføjede hun med et lille svagt smil.
" Man må jo bare gøre sit bedste og fokuserer på de gode ting, istedet for al det man savner, ik"

hendes stemme virkede sød, og venlig hvilket ventor godt kunne li, men der var en snær fornemmelse af furstration eller splittet sind, men tankerne om hvad han vurderede om hende stoppede da han lugtede at der var noget galt, hans blik lod igen på gryden hvor efter han lyftede låget og så vandet var klar til at blive brugt til sin urte ret, mens han nu gik ind og tog et par få krøderier, kødet fra et kaniner samt skære bræt og et bord til at kokkere, som han ligeså stille foldet ud, han tog sin jagt kniv og skar kødet fra kaninen ud og tilføjede det i gryden mens blikket på de forskellige urter og krøderier stod som en valgt frit mulighed om at blive taget og tilføjet i retten, hans blik kom nu kort på camille ''hvad vil de fortrække? en lidt krydret kød suppe eller stærk?'' sagde han kort med et let smil, mens han nu lod blikket på hesten som stod og drak lidt vand og der efter kiggede omkring for at sikre der ikke var andre som skulle dukke op og overaske dem.

ventor smilede lidt og vendte tilbage til emnet som de nu var igang med ''og jo selvfølgelig skal man fokusere på nogle gode minder, men nogle dårlige kan også være nødvendige for at sætte de gode minder højere i sin farvorit bog i tankerne'' sagde han kort og smilede let.

Det var en fornøjelse at de Ventor arbejde.
Camille have altid haft en lille svaghed for mænd ' i køkkenet' , ikke fordi hun selv var doven og håbløs i et...eller jo, håbløs var hun...men doven kunne man ikke skyde hende i skoene, faktisk arbejede hun nok mere hårdt end mange, uden at tage den store læn for det...andet end en glad og tilfreds sjæl...og det var jo også vigtigt at have.
Det var nok mere...at det på en måde beviste ( og der med gjore hende tryg) at alle mænd ikke var som hendes far, for han havde aldrig i hele sit liv sat fod i køkkenet.
" stærk...bare giv den noget krudt " smilede hun til Ventor.
Han så ud til at have ganske fint styr på det hele.
" laver du tit mad?" Hun var lidt nysgerrig...men hvis situationen var omvendt, ville hun sikkert leve at brød,ost og frugt...og aldrig stå og lave mad, som han gjore.

Ventor begyndte stille at hakke de forskellige kryderier og urter for at kunne forberede suppen, samt sikre at han tilberedte dem ordenligt, hans blik lod stille på hende, mens tankerne blev angående hvor mange år han havde lavet mad selv ''et par år, så jo jeg laver jo for det meste mad for mig selv, da jeg kun køber urter som holder sig i flere år, samt giver maden en let og krydret, så man kan vel kalde mig en omvandrene kok'' sagde han stille og smilede lidt hvor efter blikket blev tilbage på maden og lod et par hurtige snit og hældte kryderierne ned i retten hvor efter han gik ind i teltet og kom ud med en gryde ske for at røre rundt i retten blot for at sikre at det ikke brændte på.

" Det dufter i hvert fald himmelsk" komplimenterede hun, og nød synet af ham der kræsede lidt om maden.
Flere mænd kunne lære lidt af det. Hun var helt sikker på at Tristan aldrig ville stå og hygge sig med af kryddere en steg, han havde simpelt hen for meget krudt i røven til det, og kunne han slippe afsted med det , limede han nok Camille fast i køkkenet....problemet med det var bare, at det nok var det rum i huset hun allermindst ville være i....med mindre de drak en øl...eller noget vin, og slappede af.

Hun fik en ide..." Du Ventor...jeg kender denne her fyr Arason....du burde tage en snak med ham...jeg tror i kunne gavne hinanden en smule...og hvem ved, måske kunne du få lyst til at blive hænende her...lidt længere tid" hun kastede et smil afsted til ham.

ventor smilede lidt ''tak, men jeg tror stadig den mangler lidt salt'' sagde ventor stille og lod blikket ind mod teltet, han vidste at hans far havde lagt lidt salt der hjemme før dagen skete, og der nu kun var en smugle tilbage, men han kunne jo ligeså godt bruge det til denne lejlihed, det var jo ikke hver dag man fik besøg, var det?, hans blik lod nu på hende kort og lod drysse en smugle salt ned i retten, for at få kødets smag frem så den ikke var helt så død kedelig, mens ventor stadig smilede lidt, han nyd at lave mad, han fandt det hyggeligt, men da Camille nævnede arason faldt Ventor's nysgerrighed ''hvem er det?'' sagde ventor stille og rørede lidt rundt i gryderetten mens blikket på retten blev, for at sikre det ikke brændte på, og det varede nok ikke længe før retten var færdig, ''og tak, selvom jeg ikke ligefrem er en 'mestre kok', men jeg takker for deres smigren'' sagde ventor stille og gengav camille's smil

Hun kunne ligefrem fornemme , at Ventor hyggede sig med maden, og derfor skabte en dejlig atmosfærde omkring sig.Eller måske var han bare sådan?
I hvert fald begyndte det at dufte lifligt, og Camille snusede ind en ekstra gang.
" Arason....er en fyr med...indflydelse, og han deler mine holdninger og tanker omkring slaveri.Og...han er ikke bange for....handling. Jeg tror i ville kunne finde en god allieret i hinanden, hvam ved?"
Camille ville ikke oplyse at Arason var clanleder...ikke fordi hun manglede tillid til Ventor, overhovedet, men mere fordi det ikke var hendes sted at gøre det.
Arason selv måtte informerer, hvis han fandt det relevant, men hun kunne nu gidt rænke sig de to fyre tog sig en snak. Måske kunne der komme et godt samarbejde og nogle gode handlinger ud af det?

nu hvor ventor kom i tanke om det syntes han at arason mindet ham om noget, men måske var det en ven af mai, demonen som fandt Ventor og tog sig af ham i 2 år, men forlod ham... måske vidste camilla om mai, men det var sikkert intet det kunne umuligt være den samme mai, men hvem ved, måske er verden lille som man tror.

''men hvordan skulle han være en stor allierede, jeg nyder fint at være i naturen samt at sælge mine vare inde for jagt, medmindre arason skulle være interesseret i skind og frisk kød'' sagde ventor stille og smilede lidt, mens han rørte stille rundt i gryden, men måske ville det ikke være så tosset med en allierede i disse mørke tider, og hvem ved måske ville Ventor kunne li Arason, ''hvordan er arason?'' sagde ventor lidt efter med lidt nysgerrige øjne lagt på hende.

Camille sad lidt og tænkte..,alle havde så meget baggage at trækkes rundt med.
Hvorfor var det aldrig en glad baggage ?
Hun blev faktisk lidt nysgerrig på Ventor...hvad havde denne her mand...rar og venlig, selv efter et halv kikset overfald, oplevet...hvad var hans historie.
Med et blidt smil, rullede ordene fra hendes læber.
" Den tykke version....ikke noget med at undlade kapitler" bad hun imens hun ikke slap ham med øjnene.