No please, why don’t you give me a crippling headache? - Chester <3

Ubærlig, ulidelig og intet mindre end uudholdelig; det var tre gode tillægsord at bruge til at beskrive den hovedpine, der pludseligt havde bosat sig bag panden på Celeste. Hendes venstre hånd blev løftet, så hun kunne presse midter- og pegefinger mod sin tinding, da hun slog døren op til hendes hjem; en stor og luksuriøs villa, som hun delte med en vampyr, der var næsten ti gange så gammel som hende. Hun lukkede hoveddøren i, efter hun var trådt helt ind i hjemmet, med en vis form for svækket forsigtighed, hvorefter hun lukkede øjnene hårdt sammen og brugte sin højre arm til at støtte sig kort op ad det dyrebare, udskårne træværk, der var hoveddøren til deres hjem. Hovedpinen synes kun at blive værre for hvert øjeblik. Hun vidste bare ikke hvorfor. Endnu.
Celeste havde spenderet hele hendes morgen, eftermiddag og det meste af hendes aften på at tage del i diverse møder, der omhandlede de berygtede undergrunds kampe, der fandt sted i læ for den civile omverden. Hun havde først opdaget disse kampe for fem år siden, hvor hun øjeblikkeligt havde set en stor mulighed; bring det frem i det offentlige lys og kapitaliser. Fem år efter, og nu var der endelig fremskridt med hendes plan. Den åbenlyse forklaring til hendes smerter var udmattelse fra at skulle diskutere med ældre herrer, der stadig ikke kunne vise hende den gensidige respekt i at se en kvinde som ligeværdig. Men udover de påtrængende smerter, så spredte en følelse af træthed over hendes muskler under huden på hende. Det var ikke en følelse, som hun havde ofte, men når den blandede cocktail af voldsom hovedpine og en svækket krop blev blandet sammen, så kendte hun årsagen. Det var ikke ualmindelige bivirkninger for hende, når der var en ren sjæl i nærheden; og hun vidste præcis, hvor vedkommende befandt sig.
Regndråberne dryppede stadig ned langs hendes blonde lokker, da hun med faste skridt stormede ovenpå mod hendes bofælles soveværelse som destination. Vejret udenfor var ubarmhjertigt og havde efterladt hendes humør negativt. Hun var drivvåd med smerter og en umådelig træthed over sig, som kun synes at blive værre, jo tættere hun kom på soveværelset. Vreden brummede dybt i hendes brystkasse, og de faste skridt, der gav genklang gennem gangene grundet hendes højhælede, resulterede i, at hendes blonde hår fik dækket det meste af hendes ansigts venstre side til. Da hun endelig nåede frem, fik hun samlet de sidste, fysiske kræfter hun havde og tog hårdt fat om håndtaget, hvorefter hun skubbede døren op med en så voldsom ihærdighed, at den ramte væggen og gav et brag fra sig. Synet, der mødte hendes højre øje, fik hende til at holde vejret og bekræftede hendes mistanke; Chester lå så nydeligt i sin seng med en engel på skræv med sine læber presset intenst mod hendes i en dans om euforisk dominans. Et slør af dyb, rød og glødende raseri tog plads på Celeste’s stadig fugtige ansigt. Uden at slippe den indånding, som hun holdt inde, traskede hun stedfast mod sengen, hvor forræderen og tæven lå. Hendes højre hånd tog et pinefuldt greb om hårlokkerne på englen, hvorefter hun rev til. Et øredøvende skrig for andre fyldte rummet, men Celeste’s sanser var svækket; hun havde kun ét mål, og det var at slæbe englen ned ad trapperne, som var hun en pose kartofler, og derefter smide hende ud ad hoveddøren med en håndfuld af hendes hår i grebet som det eneste resterende af hendes tilstedeværelse i Celeste’s hjem. Og hun fuldførte dét vision til punkt og prikke.
Englens skrig fandt aldrig en ende under hele optoget, men det stoppede ikke Celeste i hendes handlinger. Hendes samvittighed havde forladt hende i det øjeblik, hun så en anden kvinde på, hvad der var hendes.
”Step foot on my property again, and I will rip you limb from limb” og så smækkede hun døren i. Hendes stemme var rolig, lav og intimiderende, men det mindskede ikke seriøsiteten af truslen, hvilket også kunne afspejles i pigens reaktion til hendes ord. Et strejf af håb ramte hende; måtte englen dø af hypotermi.
En lettelse spredte sig langsomt, men sikkert, gennem hendes krop. Pesten var ude. Nu skulle hun bare håndtere koleraen. Dog kunne hun ikke gøre det med den hovedpine, der stadig rungede kraftigt og bestemt, så hun begav sig mod køkkenet med de samme faste skridt som før, med hænderne formet som næver svingende ved hendes sider, hvorefter hendes søgen på den første vinflaske startede. Hun skulle forberede sig. Lyden af kolera kunne høres tydeligere og tydeligere for hvert sekund.

Chester have haft en fremragende dag. Men så igen, hvornår havde han ikke det? Det var sjældent at han ikke havde en dag, som han syntes havde været god, for problemer kendte han ikke noget til - udover dem han selv skabte.
Denne her dag havde været ekstra fremragende, og dette var mest af alt grundet vejret. Der havde været tæt overskyet og regnet det meste af dagen, hvilket betød, at Chester næsten helt ubekymret kunne bevæge sig udenfor selv når natten ikke stod på. Og Chester elskede at jage om dagen, når der endelig var mulighed for det. Der var flere folk, flere muligheder og meget mere kaos, når det endelig blev opdaget at en morder var i blandt dem.
Chester endte dog slet ikke med at få myrdet denne dag. Eller jo, han fik lige snuppet en mand på gaden om morgenen og tømt ham, men han havde ikke fået jaget, hvilket jo var hele pointen med at drikke blod. Det var jo kedeligt at drikke blod for bare drikke blod. Mennesker gik på fine restauranter for virkelig at nyde deres mad. Chester skulle jage for virkelig at kunne nyde sit blod. At jage involverede for det meste spydige kommentarer, skræmmende lege og en form for tortur. Men denne her gang havde det været anderledes. Ikke fordi Chester havde planlagt det, han havde faktisk planlagt en hel torturrutine, som han ønskede at prøve af. Men så mødte han en englepige. Og hun duftede absolut vidunderligt. Hvilket betød at hendes blod måtte være mindst lige så godt. Nu var det bare sådan at hun virkede som en af de piger, der ikke havde oplevet et tegn af ondskab i sit liv, og sådan nogle englepiger var ikke sjove at torturere – de græd bare i gennem det hele. Der var ingen kamp i dem. Desuden så var det netop sådan en pige, sukkersød og uskyldig, der var sjov at jage på en anden måde.

Kemien havde været der fra det sekund Chester introducerede sig selv til hende. Det var nu ikke så specielt, Chester havde kemi med de fleste, hvis han ønskede det. Det var også så typisk at sådan nogle søde piger, fanget hele deres liv af dem der ville ”beskytte dem”, var fuldstændig forgabt i mænd, der ikke lagde skjul på sin vilde side. Det gav vel dem mod til selv at vise deres vilde side. Det gjorde det i hvert fald med denne englepige. Så naiv som hun var for verden omkring sig, naiv og stupid, valgte hun at tage med vampyren hjem og så snart de trådte ind, var de i gang. Trøjen blev allerede smidt i indgangen, hendes kjole røg kort efter på trappen, og lige efter var de i sengen. Chester med hænderne på hendes hofter som hun sad på ham og forgabt i hendes kys. Hendes duft blev kun mere og mere uimodståeligt og Chester skulle kæmpe for ikke bare at bide ned med hende omgående. Det ville han ikke, nu ville han lige have en anden nydelse ud af det først.
En nydelse, han så ikke fik lov til at opleve, for lige pludselig var englen ikke længere over ham. I stedet fyldte hendes skrig luften, som Celeste med et godt greb om hendes hår, rev hende ud af rummet. Chester havde ikke en gang bemærket hendes hjemkomst, han havde været alt for optaget englen. Derfor gik der også et sekund, hvor han, støttende op på albuerne, stirrede chokeret efter hende, mens hun slæbte englen ud af rummet og nok også ud af huset. Chokket blev dog hurtigt erstattet af irritation og hurtigt var Chester op for at, med frustreret bevægelser, hive bukser på. Selvfølgelig. Selvfølgelig kunne han ikke en gang få lov til at tage et bytte med hjem. Han skulle virkelig til at få købt sig et morderhus. Så Celeste ikke kunne ødelægge alle hans planer.

Hans trøje var nedenunder og Chester havde ikke tid til at skulle gå sit rod i gennem for at finde en ny, så han skyndte sig bare ud fra sit værelse og efter dødssynden. Men for sent, for med intet blod i sit system, måtte han bruge sin menneskelige fart, og selvom man kunne høre på hans trampen ned af trappen at han skyndte sig – og var vred – kom han ned efter at hans englepige var blevet smidt ud i regnen. Celeste var allerede ude i køkkenet og Chester trampede derind.
”What the hell, Cel?” udbrød han det sekund han trådte ind i køkkenet. Han blev stående i åbningen indtil og så på Celeste med tydeligt irritation. Han råbte ikke endnu men stemmen var hævet og som Cel nu kendte ham, ville hun godt kunne høre, at han ikke var langt fra at springe.
”That girl you just threw out – ” Han lavede en fakt med strakt arm i mod den vej hvor hoveddøren var, uden at se væk fra Cel, ” – was my dinner. I haven’t had a drink all day!”
Han strøg en hånd i gennem sit hår, der lå hulter til pulter på hans hoved efter omgangen med pigen. Ikke så meget for at sætte det på plads som for at prøve at holde noget frustration tilbage. Det gik ikke specielt godt.
”I don’t just barge in and beat up some guy you have over. Even though he’s probably a douche,” tilføjede han så selvom han egentlig godt vidste at det var en løgn. Men han var sur og ville skælde Celeste ud. Hun skyldte ham noget engleblod, det gjorde hun! ”What the hell were you thinking?”

Det tog ikke lang tid, før hun fandt en flaske med rødt, berusende indhold, som hun nok ville tømme inden for et kort stykke tid. Flasken, som hun så som den ultimative redning i dét øjeblik, havde gemt sig bagerst i et af køkkenskabene. Hun huskede ikke, hvorfor den netop havde befundet sig dér, da hun ellers plejede at placere dem, så de var lette at komme til. Med alt hendes foretagende, så ville ingen bebrejde hende for at have et behov for en berusende væske, blot så hun kunne få nogle sølle timers lukøje. Tanken, at flasken muligvis havde været til en speciel lejlighed, strejfede hende, nu hvor den var gemt væk sådan, men ligegyldigheden vejede tungere end lysten til at finde svar på flaskens lokation.
Chester dukkede op i døråbningen i det sekund, Celeste havde placeret flasken på køkkenøen, der stod mellem dem. Hun kiggede slet ikke på ham, selvom han begyndte at geare op til en diskussion med hans toneleje og ord. Hun åbnede blot flasken, løftede en finger, der indikerede, at han lige skulle give hende et sekund og/eller tie stille, hvorefter hun førte den op til munden, og lod den mørkerøde væske hælde mellem hendes læber og glide ned gennem hendes hals. Fem lange og store slurke efter og så placerede hun flasken tilbage på bordpladen, der var skåret af ekstrem dyrt materiale, med en mild form for aggressivitet, og en højlydt klang fra glasflaskens kollidering gav genlyd gennem køkkenvæggene som resultat. Hun stirrede blot på flasken med et næsten beundrende blik og plantede hendes håndflader mod den kolde kant af bordpladen. Vinen var bitter. Hun fangede hendes underlæbe med den øverste række af hendes tænder, og prøvede blot at nyde smagen lidt endnu, før hun måtte tage hånd om situationen, der skulle til at udspille foran hende. Med let hævede bryn og et blik, der gik fra at beundre en god flaske vin til et udfordrende ét, kiggede hun op og hen mod Chester. Fandme nej, om han skulle hæve stemme af hende.
"I was thinking that that girl I just threw out," startede hun ud for at latterliggøre hans tidligere udmelding, "gave me a headache" svarede hun ham. Der lå en nonchalance over hendes toneleje og noget andet, der gav udtrykket af, at hun ikke gav en fuck. Hun gav et let træk på hendes skuldre og et skævt og yderst flabet smil tog plads på hendes læber, der allerede var blevet farvet en kraftigere nuance af rød grundet vinen.
"You not having a drink all day means, that you haven't done shit all day, hun kiggede hen mod flasken og greb fat om den igen, "so whilst I have been cooped up with mind numbing meetings to benefit both of us," hun tog endnu en slurk, "you bring that disgrace into our home, when you damn well know I cant endure it," hun smækkede flasken mod bordpladen igen og fandt hans blik, "so if you want a drink and a wild night; leave and go fuck yourself" afsluttede hun.

Hun greb fat om halsen på flasken og begav sig hen på den anden side af køkkenøen, tættere på ham. Hun havde stadig samme ansigtsudtryk; nonchalant og urokkelig i hendes stand. Hun fnyste blot af hans billige forsøge på at skamme hende.
"And you know why you don't barge in, Chessie?" det retoriske kunne tydeligt mærkes i hendes spørgsmål. Hun begav sig hen mod ham, men holdte nødvendigvis ikke øjenkontakten hele vejen, "because I pride myself enough to not give out my body to whoever. In comparison to some of us" sagde hun med en klar hentydning i hendes ord; selv fanden vidste, at hun ikke inviterede hvem som helst ind i deres hjem. Hendes anden sætningen var timet med, at hun strøg forbi ham (og med vilje fik skubbet hans overarm med hendes skulder), da hun afsluttede sætningen. Hun begav sig ud mod entréen endnu engang, denne gang med retning mod deres stue, hvor hun kunne sætte sig ved pejsen og drikke sig klar til få timers søvn.

Chester havde ellers planer om at brokke sig videre, indtil han fik svar, men så løftede Celeste sin finger op. Han tav ikke, fordi han var høflig og ville vente på, at hun fik en tår af sin vin. Nej, det var fordi at den ene bevægelse kun gjorde ham så rasende, at han blev nødt til at holde sin mund for ikke at råbe. Så derfor stod han blot og stirrede på hende med næverne knyttet og sammenpressede læber. Hans brystkasse hævede sig og sank igen tydeligt.
Hun satte endelig flasken ned. Chester var ligeglad med, om hun gjorde det hårdere end hun burde. Han havde det selv med at ødelægge ting, når han var vred. Hvilket han også var lige nu, men han prøvede at holde det inde så godt så muligt - hvilket var umådeligt svært - for ikke at Celeste den fornøjelse. Hvilket også betød, at han stadigvæk ikke råbte op, men i stedet afslørede noget indædt frustration, da han svarede hende.
"Oh yeah?" sagde han, "Well, she was about to give me something entirely different and I was kinda looking forward to that"
Celeste gav sig til at sige, at Chester intet havde lavet hele dagen og Chester havde med det samme fingeren hævet og en åbnet mund for at forsvare sig selv, men hun talte videre, hvilket sammen med hendes flabede smil, kun fik det til at koge endnu mere inde i ham. Det var ironisk - normalt var det Chester, der var den flabede og ligeglade. Men Celeste vidste bare hvilke knapper, hun skulle trykke på.
"You're the one who doesn't want me around at meetings!" udbrød han helt forbavset over at det hun sagde, "What am I supposed to do all day? Lie in bed and wait for you? Play maid and clean the house?"

Han så på køkkenbordet, hvor hun før stod, i mens hun passerede ham. Han var meget tæt på bare at eksplodere. Til sidst, da hun havde ramt hans overarm og havde sagt sine endelig ord, greb han fat i hende. Ikke noget voldsomt, ikke noget Celeste ikke kunne klare, men et hårdt greb om hendes håndled for at tvinge hende til at stoppe op. Han tog en kort dyb indånding og sank en klump mens han strammede i kæben, for at forsøge at køle sig selv mere ned.
"The sky was overcast," sagde han mere fattet, mere køligt. Han så stadig ikke på hende, "I went outside to hunt. I found an attractive nice-smelling angel girl. And I had fun. Until you came home and ruined it."
Han slap hende igen for at selv gå forbi hende, ind for at hente sin trøje. Det var ret tydeligt på hans bevægelser, at han var på vej væk. Han kunne ikke klare at være et sekund mere sammen med hende.  
"Here's something that might surprise you," sagde han og trak trøjen over hovedet. Han greb sin jakke, åbnede døren og vendte sig i mod Celeste igen. "You're not worth waiting for."
Og med de ord trådte han ud i regnvejret og sørgede for at smække døren godt og grundigt efter sig. For fanden altså.

---

Det var kun nogle timer efter, at Chester så sørgede for at smække døren op. Denne her gang var det så mindre med vilje og mere fordi han mistede kontrollen over den som han prøvede at åbne den forsigtigt op. Chester var fuld. Det burde heller ikke komme som en overraskelse for nogen, for der var to gode måder for en dysfunktionel vampyr at skubbe sine følelser væk – at drikke og at slå ihjel. Chester havde formået at slå to fluer i et smæk. I kroen var der en gruppe af unge fulde mænd, der ikke fik levet til at se dagslyset. Den enes mands hoved var Chester ikke en gang sikker på hvor blev af.
Så nu kom Chester hjem med en ånde stinkende af alkohol og en trøje plettet til med blod.
”Oh shit,” mumlede han for sig selv, da døren ramte væggen og lavede et brag. Han smed derefter sin jakke – han prøvede at ramme stumtjeneren men den faldt i stedet på gulvet – og slentrede i mod stuen.
”I’m sorry, Cel, didn’t mean to wake you up,” råbte han ind i gennem huset for når man var fuld gav det god mening at råbe op for at undskylde for at have vækket en. Og så var Chester lidt flabet selv som fuld. Men i modsætning til før, så var han flabet nu fordi han var i godt humør. Han havde stadigvæk vej i mod stuen, selvom hans gang var klodset og ubalanceret. Men i stuen havde de en hjemmebar og Chester var ikke færdig endnu.

Et lille power trip begyndte at kilde i spidsen på den finger, som hun havde brugt til at lukke munden på den kære vampyr. Havde det ikke været fordi, at hun havde haft presset en flaskeåbning mod munden, så havde hun nok fået et frydefuldt smil på læberne, men det virkede ikke synderligt praktisk, da flaskens indhold så ville spille ned langs hendes mundvige, glide videre ned langs hendes hals og ende med at plette hendes ellers fine skjorte, der gjorde diverse overtalelse umådeligt nemmere at håndtere. Ja, det ville jo være en skam. Selvom den eneste, som hun egentligt gerne ville have skulle bide mærke til hendes yderst provokerende påklædning, aldrig gjorde, så ville hun aldrig indrømme over for sig selv, at manglen på en kompliment, et beundrende blik, eller måske endda bare et par vandre øjnene efterlod en dårlig smag i munden på hende og noget ukendt; en form for sørgmodighed? Men igen. Det ville hun aldrig indrømme, hverken for sig selv, for slet ikke at snakke om nogen andre. Men det skulle selvfølgelig ikke stoppe hende fra at give en let latter fra sig over hans ord.
"I bet she was!" sagde hun med en falsk begejstring og et glimt i øjet, der ikke tegnede op til noget godt, "After all, it doesn't take much to get you excited". Hvis blot hun kunne læse hans tanker; vide, hvad der foregik oppe i hoved på ham, efter hendes ord. Åh, det ville havde tilfredsstillet hende mere end meget andet, denne verden kunne tilbyde hende!
"It's not that I don't want you there, darling. But with your temper, I can't allow it. Not to mention the fact, that a fighter shouldn't be involved that closely with the organisation since it would spark rumours of favouritism" hun forklarede det til ham, som var han et barn, og hun var hans værge; gennem sammenbidte tænder og en stigende irritation i stemmen, "But now that you mention it yourself, I wouldn't object to a clean house" hun gav et let træk på skuldrene og løftede øjenbrynene i takt. Han var altid så umådeligt spydig med hans ord, når han snakkede til hende, så hvorfor ikke gengælde for én gang underholdnings skyld? Normalt ville hun være for stolt til at falde på hans niveau, men ikke nu. Ikke efter hans gerninger mod hende, "Do you know where the supplies are, or do I need to help you with that too? afsluttede hun legende. Glimtet i hendes øjne blev pludseligt legesygt.

Celeste nåede ikke specielt langt, før hun kunne mærke et fast greb om hendes håndled. På trods af den tunge og tydeligt pressede atmosfære mellem dem, så vidste hun, at ligegyldigt, hvad de skændtes om, hvad end den ene havde sagt, eller gjort, så kunne han aldrig finde på at skade hende fysisk. Dette var i hvert fald, hvad hendes opfattelse af deres relation var. Dog betød det ikke, at det greb, som han nu havde om hendes venstre håndled, ikke gjorde ondt på hende. Hun havde været optaget hele dagen og havde ikke taget sig tiden til at bringe folk i fordærv, hvilket i stedet havde efterladt hende væsentligt svækket. Og så med en engel hovedpine oveni, takket være den altid hensynsfulde Chester. Men selvfølgelig var det ikke nok. Han var ikke færdig med at dele ud af alle hans gode gerninger. Selvfølgelig skulle han, en stærk vampyr, der deltog- og til og med var mester- i gadekamp, tage et stramt, fast greb om hendes håndled. Hendes strammede øjeblikkeligt kæben, mest af alt for at holde et hvæs tilbage, men også fordi nu var hun aggressiv.
"Chester..." hendes stemme var advarende, men han havde allerede sluppet hendes håndled. Hun lod blot armen falde slapt ned langs hendes side og nægtede at anerkende den ømhed, der med det samme overtog det areal, som hans stramme greb tidligere havde dækket. Hun kiggede ikke på ham, hendes blik var stadig stedfast og målrettet mod stuen, hvor hun var på vej hen, før hun blev standset på voldsom manér. Det var ikke før, at han ytrede sine afsluttende ord, at hendes blik hurtigt kiggede mod hans retning, men hun blev blot mødt af en smækket dør. Hendes underlæbe dirrede pludseligt, og hun kunne mærke én enkel tåre forme sig i venstre øjenkrog. Hendes højre hånd var optaget af vinflasken, så hun måtte mostre de sidste kræfter i det nu sårede håndled sammen og tørre den unødvendige vandplet væk fra hendes øje. Den havde ikke plads dér.
"Like you ever waited.." mumlede hun dystert for sig selv og fortsatte hendes gågang med stuen. Da hun ankom, slog hun sig ned i en lænestol, der var placeret så perfekt over for pejsen, hvorefter hun tømte resten af flaskens indhold på få minutter. Hun nåede ikke at betragte de dansende flammer længe, før en overmægtig døsighed overvældede hendes krop.



Et højt gisp forlod hendes læber, da et højt brag pludseligt rungede gennem hele villaen. Hun kunne høre den fjerne stemme, der tilhørte Chester, hvorefter et mindre dunk kunne høres ude fra gangen. Hun sukkede dybt; selvfølgelig kom han hjem fuld. Hun gemte kort ansigtet i hænderne og gned blidt ved dem for at fjerne noget af det søvn, der har taget boplads i hendes øjenkroge for en kort stund. Hellere det end saltvand. Hun løftede blikket hen mod gangen, da hun hørte ham råbe en undskyldning, der var tiltalt hende. Hun gav endnu et dybt suk fra sig, for hun vidste præcis, hvor han var på vej hen. Det var trods alt ikke første gang, at hun var blevet nødsaget til at håndtere en fuld Chester, der knap nok kunne gå på sine egne to ben. Hvordan han overhoved fandt hjem en gang i mellem var et under for hende.
Hun rejste sig blot op, lagde armene over kors og ventede hans forventede ankomst ved døråbningen.

Chester havde allerede slentret i mod stuen, hvilket betød, at Celeste hurtigt kunne se ham i døråbningen, og han derfor også hurtigt kunne se hende. Nå, hun var vågen. Det var forhåbentligt ikke, fordi han havde råbt.
Et smil voksede sig over hans læber og afslørede hans fine og en anelse røde hugtænder, da han så hende. Som om det morede ham, at hun stod der med armene over kors og dømte ham og egentlig også fordi han var glad for at se hende. Smilet strakte sig fra kind til kind, da han med få skridt var henne ved hende. Han så ned på hende i nogle sekunder, måske endda nogle sekunder hvor hun ville tale, men han lyttede ikke efter. I stedet for bukkede han sig ned mod hende og tog sine hænder frem til hendes ansigt. Han tulrede med hendes kinder ([For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]) med små baby-lyde følgende. Så grinede han, rettede sig op igen og med et kast med den ene arm begav han sig i mod baren igen.
”Man!” udbrød han i sin latter, ”What a night.”
Han nåede hen til baren og støttede sig op af den, i mens han gik om bag den. Han så ikke på Celeste mere, hvilket mere var fordi, han prøvede at fokusere sit blik på glassene. Det hele var lidt sløret dog men Chester var en erfaren dranker, så han var vant til at navigere sig rundt med et svækket syn. Han fik grebet fat i et af deres dyreste brede krystalglas.
”There was happy hour down at the pub and people just… Went nuts,” fortalte han begejstret i mens han hældte noget, han gik ud fra, var whisky, op i glasset, lidt mere op end man normalt ville skænke.
”And these guys. Humans,” forsatte han som om han skulle til at fortælle en god joke. Eller i hvert fald hvad han mente var en god historie. Han svingede ud med den arm, der ikke holdt et glas i mens han fortalte det. Nu var han også vendt i mod Celeste, for han fortalte jo historien til hende.
“They asked me to join them in their” Han knipsede et par gange i et forsøg på at huske hvad spillet hed. Han kunne ikke huske det. Det var ikke fordi hans hjerne fungerede optimalt i øjeblikket. ”card… game. And I was like:” – han udstødte en kort latter over deres stupiditet. – ”"You know I’m a vampire right?” and they just didn’t care!”
Endnu en gang lo han og rystede på hovedet, før han endelig tog en sip af sin drink. Faktisk var sip noget af en underdrivelse, han tog en slurk af sin whisky. Han skar ikke grimasse af det dog, men nu havde han også drukket i over 100 år. Han svajede dog let, han havde lidt svært ved at stå sikkert på sine egne ben, og måtte sænke den ene hånd for at støtte sig til baren.
Han afsluttede sin historie i et henkastet toneleje før han tog en slurk til: ”Anyways, we played for a while, I won, and then I killed them.”
Det her var næsten en rutine. Ikke at Chester tænkte over det lige nu. Men det var et typisk mønster – de ville komme op at skændes, Chester ville skride i vrede og så komme hjem fuld og i strålende humør. Dagen efter ville de oftest være venner igen. Medmindre Chester virkelig havde dummet sig, så kunne der godt gå nogle dage, hvor han skulle være ekstra sød. Det var nu alligevel også ret ofte.
Problemet var bare, at det her skete lidt for hyppigt. Ikke at de skændtes mere end de plejede, men Chester var hurtigere til at forlade kampen og gå ned at drikke. Det var mere regel end undtagelse, at han kom fuld hjem på det seneste. Selv for en vampyr kunne det umuligt være sundt. Men han havde en hel masse tanker i hovedet, der kredsede rundt, spekulationer, især efter hans nærdødsoplevelse, som han endnu ikke havde fortalt Celeste om – han havde bare ikke lyst til at indrømme for nogen, hvor svag han havde været i det øjeblik. Og så var det en del nemmere at drikke sine tanker væk i stedet for rent faktisk at reflektere over dem.
Han smilede til Celeste, et sødt næsten uskyldigt smil, før han tog endnu en slurk af sin whisky. Nu var der kun en bundsjat tilbage.
”Sorry if I woke you up,” sagde han men hans undskyldning blev hurtigt ødelagt, da han tilføjede på en pokkers flabet og pokkers charmerende måde: “Did you dream about me?”

Da Chester endelig dukkede op i døråbningen, kunne hun mærke en form for lettelse sprede sig over hende. Ja, han havde blod på trøjen, og hans tænder viste sig også at være tilsmurte, men i det mindste vidste hun, at det ikke var hans blod, og at han dermed ikke havde formået at gøre skade på sig selv under hans fordrukne tur i den skumle nat. I det mindste havde han fået noget føde, hvilket hun også havde håbet, mest af alt for hans eget vedkommende. Hun havde trods alt forpurret hans planlagte aftensmad. Da han begyndte at tage nogle skridt i mod hende, stod hun stadig urokkeligt ved hendes placering foran den lænestol, som hun havde taget sig en lur på få sekunder tidligere.
"You seem happy again" sagde hun tørt, selvom hun tydeligt kunne se på ham, at han slet ikke registrerede hendes ord. Pludseligt havde han fanget hendes kinder i hans hænder, som formåede at dække næsten halvdelen af hendes ansigt. Hun fortrak en mine, lænede sig væk fra hans greb og daskede hans hænder væk fra hendes ansigt. Det var da også en yderst ubehagelig gestus.
"Stop that" sagde hun med en bestemt tone. Den var ikke hård, men den indikerede dog, at hun ikke fandt hans drilleri morsomt. Hendes arme hang nu langs hendes sider, i mens hun betragtede hans gågang mod baren. Hun lyttede tålmodigt til hans fortælling om hans tur ude i natten uden at sige et ord. Hun vendte sig dog mod hans retning og søgte hans blik, men han virkede mere interesseret i at nedgradere hans lever med stigende hastighed. Noget, der kunne mindes om en bekymret mine, tog form på hendes ansigt. Det var ikke tydeligt, da hun ikke viste noget tydelig tegn på en konkret reaktion, men den snigende bekymring kunne anes i hendes øjne. En fuld Chester var en glad Chester. Det ærgrede hende blot, at han ikke også kunne være det på samme måde, når han var ædru.
Hun tog de forbandede skridt hen mod ham efter hans version af en undskyldning, selvom hun ellers havde lovet sig selv, at hun ikke ville døje med ham mere for den aften. Dog kunne hun ikke ignorere det stik i hjertet hun følte, når hun så ham i sådan en følsom tilstand. Hun følte sig ansvarlig for ham. Hun passe på ham, havde hans ryg; ligeså vel, som han havde hendes. Hun kunne ikke vende en kold skulder til ham, når han knap nok var i stand til at stå oprejst uden støtte.
Hun nåede foran ham, men baren stod stadig mellem dem; adskilte dem fra hinanden. En sikker barriere mellem de to. Hun rakte dog ud og tog glasset fra ham, hvorefter hun stillede den på bardisken foran dem. Derefter fandt hun hans blik igen. Hendes stedfaste blik mod hans døsige.
"Would you stop drinking for tonight, if I told you that I did?" spurgte hun med en let og overbærig stemme. Det var ingen pointe i at prøve at opdrage ham med en hård tone, når han allerede var i et stadie som nu, så hun ville ikke engang prøve. Dog sendte hun ham et svagt smil og det stedfaste blik ændrede sig til et varmt ét.

Chester lagde ikke mærke til hendes bekymring. Det var der flere årsager til. For det første så han ikke rigtigt på hende, men på sin drink. For det andet var han fuld. For det tredje var han på ingen måde selv bekymret. Han var i fantastisk humør, og han følte selv, at han havde det godt, så det faldt ham slet ikke ind, at der skulle være noget at være bekymret for. For det fjerde kunne han ikke forstille, at nogen ville være bekymret for ham. Det var ikke fordi han havde gjort sig fortjent til det, hvilket han havde det fint med. Det var hans jo eget valg, konsekvenserne for sine handlinger. Han havde det også bedre med at folk frygtede ham end elskede ham. Det betød blot bare, at han ikke så nogen grund til hvorfor nogen ville være bekymret for ham. Hvorfor nogen ville ønske at han var glad. Det var egentlig noget, der var gået op for ham under hans møde med døden – Der var ingen han ønskede skulle være ved ham i døden, ingen som han tænkte ville have savnet ham, hvis Emery ikke havde reddet ham. Han havde som sådan altid vidst det men det var først der at det virkelig slog ham.
Og de tanker var simpelthen nemmere at drikke væk. Udover nu, hvor Celeste tog hans drink ud af hans hånd. Der var ikke meget i den tilbage, men han havde haft planer om en ekstra portion – eller flere ekstra portioner – og det ønskede Celeste vist ikke skulle være en mulighed. Han kunne bare tage et nyt glas fra baren men i stedet lænede han sig med armene på bardisken. Både så han kom tættere på Celeste men også så han fik en bedre støtte til at holde sig selv oppe.
”So that’s a yes?” spurgte han med et glimt i øjet, som kun en fuld flirtende person kunne have. Han tænkte ikke på at drikke videre, men det var fordi at Celeste trods alt var langt mere spændende end alkohol.
Sådan stod han så og så på hende med et smil, som var han en knægt, der lige havde fået at vide, at en pige kunne lide ham – begejstret, drømmende og en anelse rastløs. Øjeblikket blev dog hurtigt brudt for så rømmede Chester på sig og fik usikkert rettet sig op igen, for rastløs var han jo.
”I dream about you,” sagde han så uden nogen tøven overhovedet. Hans smil udviklede sig til et kort grin som han tilføjede, ”A lot.”
Han tænkte ikke over, at han sagde det. I hans hoved lød det sikkert rigtigt charmerende og gav mening i sammenhængen. Ædru ham ville dog ikke sætte pris på det, når han vågnede op med pinlige minder oven i tømmermændene. Hvis han altså kunne huske det. For nu sagde han det dog, som talte han om vejret, og ikke som om han lige havde erkendt, at han havde hende i tankerne selv når han sov. Derfor havde han heller intet problem med at uddybe det.
”Good things, mostly, though,” sagde han og endnu en gang lænede han sig over bardisken, som blokerede hans vej til Celeste, ”Most of the time, very good things”
Det kunne helt sikkert lyde forførende, hvis ikke det var fordi det kom ud slørret og med et fnis som om han fortalte en joke og ikke afslørede sine ”meget gode” drømme om Celeste.
Som han lænede sig over, ramte svimmelheden ham. Han havde i gennem det hele haft dårlig balance men havde ikke selv bemærket det før nu. Han greb sig til hovedet og pustede ud som om det ville hjælpe. Han plejede ellers at klare alkohol bedre. Var han ved at blive for gammel? Nej, det var sikkert bare noget dårlig blod. Eller det sagde han i hvert fald for sig selv for sandheden var nok at Chester havde drukket for meget. Måske var det på tide at drømme om Celeste igen. Men lige nu var det meget sjovere at snakke med hende om det.

Et blik, der var en god blanding af charmerende og udfordrende, tog plads på hendes læber og sendt i Chesters' retning, da han lænede sig frem mod hende. Hun søgte en brøkdel af en ædru tilstedeværelse i hans blik, men blev nød til at konkludere, at alle versioner af en ædru Chester var fløjet over alle bjerge, og havde ikke til hensigt at dukke op, før morgen. Dog løftede hun den højre hånd og fangede hans hage mellem tommel- og pegefinger, hvorefter hun skød sin egen hage en smule længere frem mod ham. Som om hun havde til hensigt at give ham et kys. Dog var der stadig sikre centimeter mellem deres læber.
"No, darling, that's a request for you to stop drinking" svarede hun ham flabet og slap grebet om hans hage. Hun lod hånden falde henover hendes venstrehåndled, men fortrød hurtigt, da en skarp smerte skød gennem hendes arm. Man kunne ikke se det i hendes ansigtsudtryk, men hun havde glemt alt om hans tidligere greb om det venstre håndled, der havde efterladt den utroligt øm. Da han rømmede sig og rettede sig op, tog hun chancen ved at kigge ned mod hendes hænder, for at tjekke op på det sårede håndled, som hun dækkede med den højre hånd. Dog var det ikke et kønt syn, der mødte hende. Nuancer af blå, brun og lilla spredte sig henover hendes hudoverflade. Dog prisede hun sig lykkelig for, at Chester ikke havde opdaget det endnu. Nu skulle hun bare sørge for, at han ikke så det resten af aften, og derefter finde en undskyldning til næste morgens' Chester, der uden tvivl ville være præget af tømmermænd. Hun fjernede diskret sin venstre hånd fra bardisken og lod den hænge ind mod hende. Altså, begge hendes albuer var plantet på bardisken, men den venstre hånd hang udover kanten, og den højre var placeret på modsatte albue. Det var en helt afslappet stands, men den gemte på en mindre hemmelighed.
Hendes blik var stadig sænket mod disken, da han ytrede sin tilståelse. Hendes bryn løftede sig få millimeter, og hendes underlæbe blev pludseligt fanget mellem den øverste og hendes tænder. Dén havde hun ikke set komme. Hendes blik fandt først hans, da han lænede sig indover bardisken igen. Hendes højre mundvige skød en smule mod vejret, på trods af, at hendes underlæbe var stadig fandet. Hendes blik afslørede ikke hendes overraskede reaktion, men det gjorde hendes hjertebanken. En rask banken, som han forhåbentligt var for fuld til at registrere, med hans forhøjede hørelse.
"What is your definition of good things, huh?" spurgte hun. Hendes stemme var rar tålmodig, men tonen bag det hele var en udfordrende. Et spil af omvendt psykologi; du tør ikke at fortælle. Og med Chesters personlighed, så ville han afsløre med det samme. Man skulle blot tvivle på hans mod.
Hendes blik ændrede sig en smule, da han tog sig til hoved. Bekymringen fandt plads i hendes øjne igen, og hun blev nødsaget til at rette sig op og placere sin højre hånd mod hans venstre kind.
"Alright. I will enjoy one glass og liquor with you, if you take a seat at the fire with me," sagde hun og vippede hoved hen mod pejsen og de to lænestole bag hende. Hun tog fat om hans glas og rettede sig op igen, hvorefter hun tog et enkelt skridt tilbage, "you choose the bottle" afsluttede hun med et blink med det ene øje og et skævt smil, fordi hun var igang med at stjæle hans glad, hvorefter hun tog nogle flere skridt bagud, stadig med front mod ham og løftede hans glas mod hendes læber og slugte hans sidste tår. Hun havde trods alt færdiggjort en hel flaske vin alene og kunne egentligt godt bruge lidt mere alkohol i systemet.

Hans øjne gled ned på hendes læber,s om hun nærmede sig ham, fuldstændig klar til at kysse hende. Det havde han jo ikke kunne gøre, da hun kom hjem, der havde ventet sig et skænder i stedet for. Dette var dog ikke unormalt. De havde det med at skændtes først og så kysse bagefter. Det gjorde vel også det hele mere spændende men nogle gange kunne man godt undre sig over, om de kunne lade være med at skændtes i første omgang. Dette tvivlede Chester på. Det var bare sådan han var - provokerende og temperamentsfuld, præcist lige som Celeste. Hans talent var at gøre folk vrede på ham.
Hun endte så med ikke at kysse ham, og Chester brugte det meste af sit fokus på at komme sig over det til og på ikke at få overbalance ved at læne sig ind mod en person der pludselig ikke var der mere og så skulle det igen nævnes at han var fuld. Så han lagde på ingen måde mærke til at Celeste var i kort smerte. I stedet rettede han sig op og talte videre, stadig med et frisk smil.

Han havde ikke tænkt på hvad hans ord havde betydet - det at han drømte om Celeste. For Chester gav det blot mening for ham i situationen og desuden var det jo sandheden - han drømte om hende alt for ofte. Til tider var det frustrerende, især hvis han havde endt i seng med en anden eller var i en diskussion med hende og ikke ønskede at drømme om hende. Og til tider var det lige hvad han havde brug for. Selvfølgelig valgte Chester ikke at tænke over, hvad drømmene betød, end ikke som ædru. Det var nemmere at børste det væk med at han bare brugte meget tid med hende og at drømme intet betød. Og alligevel syntes han lige nu, at det var vigtigt for Celeste at vide det.
Heldigvis reagerede Celeste positivt på det. Ikke at Chester lagde mærke til hendes små reaktioner som hendes forøget hjertebanken og skyggen af et smil på hendes læber. Men hun udfordrede ham til at fortælle hende mere om det, hvilket var en udfordring Chester omgående tog i mod. Og ikke nok med det, så ville hun lade ham drikke mere. Det lovede til at blive en god aften. Chester lagde bestemt ikke mærke til hendes bekymring og smilet på hans læber kom blot tilbage da hun lagde hånden på hans kind.
Og så var hun væk fra ham, drillende, med hans glas i hånden, og det var ikke noget Chester kunne modstå.
"Well, I'm sure you can figure out some of the good things I'm talking about," sagde han med en snert af forførende drilleri, hvilket gjorde det tydeligt, hvad han hintede til. Sådan nogle drømme om Celeste havde han aldrig noget i mod - de seksuelle. Det var dem, der omhandlede de små, hverdagsting som frustrerede ham. Hvorfor i alverden var det sådan nogle ting han havde i tankerne? Og blev så glad for i sine drømme?
Lige nu var han dog ikke sur over det og talte videre med et bredt smil.
"But some of them are just... nice," sagde han i mens han bevægede sig over på den anden side af baren, vaklende, "Us, talking, cuddling" - han lavede en lille gestus af at 'kramme sig selv' som for at imitere det at putte - "you laughing. Just... nice things"
Han greb flasken af den dyre whisky, som han før havde hældt op i glasset, for nu var den åben og den smagte forrygende. Han begav sig i en afslappet gang i mod Celeste som om han ikke selv kunne mærke hvor svimmel han var.
"It makes the thought of going to bed a bit more appealing if you catch my drift," nåede han lige at sige med et glimt i øjet. Så charmerende han var... lige indtil han ikke længere kunne finde ud af at gå. Den ene fod røg forkert foran den anden, så han spændte ben for sig selv og pludselig var han på vej i mod jorden. Flasken røg ud af hans hænder og flækkede i hundrede stykker på gulvet længere henne, så den dyre drink sivede ned i trægulvet. Chester nåede ikke en gang at opdage at han havde ramt gulvet, før han lå der. Det gjorde ikke ondt men alligevel brugte han tid på at ømme sig før Celeste var henne for at hjælpe ham om. Her gik det op for Chester hvor fuld han egentlig var - hvor pinligt at Celeste blev nødt til at hjælpe ham.
"Arh shit," mumlede han i mens han langsomt kom op på benene igen. Nu smilede han ikke længere, "Maybe I should-"
Han tav. Dette var fordi at Celeste, der desværre var blevet nødt til at hjælpe ham, havde brugt begge arme til det. Hvilket betød at Chester nu havde fuldt åsyn til det hæslige mærke på hendes håndled.
"What's this?" spurgte han, hans stemme var nu helt seriøst. Både faldet og synet af Celestes skade virkede som en spand isvand i ansigtet. Han greb fat i hendes arm, meget forsigtigt siden hun i forvejen havde ondt, og undersøgte mærket med en let rynket pande.
Man kunne se på hans blik, da det gik op for ham, hvor mærket kom fra. Isvandet var blevet til et slag i stedet for. Han så på Celeste med et halvt forbavset og halvt bekymret blik. "Did I do this to you?"

Celeste var stoppet op fra hendes baglæns gågang og stod blot stille med front mod Chester for at betragte hans underholdende kropssprog og lytte til hans spændende ord, som han brugte til at forklare, hvordan hun optrådte i hans drømme. Hendes læber krusede op i et skævt smil, og et fnys, der indikerede, at hun ikke kunne tro, hvad der udspillede for øjnene af hende, forlod hendes næsebor. Dog forvandlede det skæve smil sig til et oprigtigt smil, da han fortsatte med at fortælle. Hun lod en mild latter slippe ud og rystede på hoved af ham, da han begyndte at holde sig selv; perfekt timing, da hendes latter var det næste, han nævnte, hvilket fik hende til at slå blikket ned mod hendes støvler, hvorefter hun fangede sin underlæbe mellem den øverste række af hendes tænder.
Fordrukken snak er ædru tanker. Var det ikke, hvad man plejede at sige? Celeste kendte personligt ikke sandhedens sandsynlighed bag talemåden, men hun kunne alligevel ikke få sig selv overbevist om, at hans tilståelser var hundrede procent oprigtige. Det lød jo ikke som ham. Nej, det havde absolut ingen relevans til den Chester, som hun kendte. Den Chester, som hun havde kendt gennem fem lange år, ville aldrig indrømme sådan nogle ting. Selv ikke foran hende. Hun havde endda en nærende idé om, at han nok heller ikke var i stand til at have sådan nogle tanker. Og da slet ikke om hende. Hun vidste personligt selv, hvor hendes holdninger, følelser og andet lå i forhold til ham. Hun kendte ikke til hans, men hun var da sikker på, at hvad end han stod og fortalte hende i øjeblikket, så kunne det da umuligt være oprigtigt. Han prøvede blot at sige de rigtige ting, så han kunne ende i hendes seng i aften. Eller omvendt. Men alligevel varmede hans ord ét eller andet bag hendes brystkasse. Hun vidste ikke hvad, men det virkede efterhånden til, at han var den eneste, der vækkede en mystisk varme i hende.
Celeste kiggede op mod Chester, da han snakkede videre, og nåede lige at se ham vælte omkuld over sine egne ben. Hun gav et gisp fra sig og slap instinktivt whiskyglasset i hendes højre hånd, som faldt ned mod gulvet og gik i utallige stykker ligesom whiskyflasken, hvorefter hun skyndte sig hen ved hans side.
"Ches!" udråbte hun bekymret, da hun nåede hen til ham. Hun rystede på hoved af ham, da han ømmede sig. Hun var skam godt klar over, at han ville komme helskindet fra et mindre fald, som han sikkert ikke engang havde bemærket øjeblikkeligt. Hun fik dog rejst ham op og holdte stadig om hans hænder, da hun begyndte at ryste på hoved af ham igen. Hun skulle til at påpege, hvor klodset han var, men endte i stedet med at stivne øjeblikkeligt, da han spurgte, hvad dét var, og tog fat om hendes arm for at inspicere hendes sårede håndled nærmere an. Pludseligt formede der sig en nervøs klump i halsen på hende, som hun slugte, hvorefter hun roligt hev sin arm til sig, gemte håndledet ind mod hende mave, og sendte ham et beroligende smil, der skulle dække over hendes nervøsitet.
"It's nothing. Honestly, Ches, I'm fine, sagde hun uden at lade det betryggende smil famle. Hun slap hans venstre hånd, som hun havde haft i hendes højre, og førte den op til hans kind for at fange hans blik med hendes, så han ikke behøvede at kigge på det hæslige mærke, "It wasn't on purpose" afsluttede hun og begyndte at ae hans kind blidt med hendes tommelfinger.
"Let's just get another bottle from the bar and drink by the fire place" sagde hun med en falsk, munter tone for at prøve at få ham på andre tanker. Det sidste han havde brug for var dårlig samvittighed. Det plejede alligevel aldrig at gå godt med alkohol.

Chester var ædru nu. Eller ikke helt ædru, selvfølgelig, han havde drukket en del, både af drinks og af blod med alkohol i. Men synet af Celestes misfarvede håndled havde været nok til hans tanker ikke længere var slørede og hans blik var helt klart som han undersøgte det med nøje. Det var tydeligt fingermærker om hende. Hans fingre. Han havde slet ikke bemærket, at han havde grebet så hårdt fat om hende men i skænderiets hede gav det mening. Han havde virkelig lyst til at smadre noget i situationen, slå ned i et eller andet, men med hende? Jo, han kendte alle hendes knapper og han pressede glædeligt på dem alle. Ligesom hun også gjorde ved ham. Det var dét de gjorde. De provokerede hinanden, prikkede til hinanden og skændtes konstant. Men aldrig ville han skade hende. Troede han.
Celeste tog hånden til sig og han så op på hende i stedet for, med et lige så bekymret blik som før. Hendes reaktion kom bag på ham – hvorfor sagde hun, at det var fint? Hvorfor kunne hun ikke bare skælde ham ud? Hun havde intet problem med det, da han tog en engel med hjem. Dét at hun ikke skældte ham ud gjorde ham kun mere sikker på, at han virkelig havde gjort noget forkert.
“No it’s not! It’s not nothing,” Han lavede en lille håndfakt i mod hendes håndled, som hun så havde gemt væk, som for at understrege sin pointe. Det viste også tydeligt hans frustration, ikke overfor hende men overfor sig selv. Under hans nærdødsoplevelse havde han indset, at der kun var én person han muligvis kunne putte ind under kategorien kærlighed. Og den person havde han selvfølgelig skadet, for det var det han gjorde.  
Han havde ikke fået sig selv til at se væk fra det gemte håndled, indtil hun så lagde en hånd på hans kind. Det tvang ham til at se på hende og høre på, hvad hun sagde. Han svarede ikke, men kun fordi han ikke vidste, hvad han skulle sige. Hans forpinthed kunne dog tydeligt læses på ham som hans let adskilte læber prøvede at formulere hvordan han havde det med det hele. Men han vidste godt at selv hvis han vidste hvordan han skulle sige det, ville han aldrig få sig selv til det.
Han var ligeglad nemlig med, at det ikke var med vilje. Det var faktisk hele problemet. Han havde mistet kontrollen. Og havde man kendt Chester bare gennem ét møde vidste man at han ønskede kontrol. Så kunne det godt være, at han elskede kaos, men han elskede at skabe kaos i andre folks liv. Ikke i sit eget. Det var også en måde at føle sig i kontrol. Og sådan fungerede det bare ikke med Celeste. Ikke bare nu, hvor han havde mistet kontrollen og skadet hende. Men også med de drømme han havde om hende og hans tanker og følelser. Intet af det var i hans magt længere, og hvis ikke det var fordi han nød sin tid med hende for meget, havde han for længst løbet væk.

Celeste foreslog at de blot skulle glemme om hendes håndled og drikke videre. En hver anden aften havde Chester villigt grebet en ny flaske. Men ikke denne aften. Ikke med alle de tanker i hans hoved og med hendes blå og lilla hud, der fangede hans blik som lys i mørke.
”I… I don’t want to that,” sagde han og rynkede panden, som om han ikke kunne tro sine egne ord. Hvilket han næsten heller ikke kunne, det kom lige så meget bag på ham som det nok ville gøre på Celeste.
Hvis Celeste ikke allerede havde givet slip på hans ansigt ville han med et lille ryst på hovedet slippe fri fra hende. Kun for at prøve at række ud efter hendes arm igen, dog blidt og ikke pressende, han kunne bare ikke lade være med at ville studere det. Virkelighedsgøre det.
”Cel, I’m so sorry.” Det kom nærmest ud som en hvisken. Chester var ikke en mand til at undskylde. Dummede han sig, ville han mere gøre op for det i gaver og gestusser. Det var nemmere end at indrømme sine fejl. Men her var fejlen for stor til at kaste bort. Desuden var han fuld og fuld gjorde en ærlig og Chester var ærligt ærgrende over at have skadet hende. Han så fra såret op på hende. ”I didn’t think about how much it could hurt you”
Celeste havde helt ret i at dårlig samvittighed ikke gik godt med alkohol. Det gik heller ikke godt med generelt selvhad og en eksistentiel krise, hvilket alle var ting Chester bar i denne periode af sit liv. Og som det perfekte prik over i’et, så kunne Chester ikke lade være med at tænke over hvor ynkelig han lød som han undskyldte til hende. En del af ham sagde at han ikke skulle undskylde – det var en svaghed. Sådan havde det altid været. Til sidst besluttede han sig for at nok var nok. Han var træt af denne her nat.
”Actually, maybe I should just go to bed,” mumlede han. Hvis han havde fået lov til at få hendes arm, slap han den nu.
Han passerede dødssynden og begav sig i mod trapperne til overetagen, en anelse slingrende. Helt ædru var han ikke, men han var ædru nok til at kunne mærke hvordan alkoholen i hans blod påvirkede hans balanceevne. Det stoppede ham dog ikke fra at forsøge at komme i seng uden at behøve at se tilbage mod Celeste. Han havde været patetisk nok for én aften til at ville bede om hjælp.