✣ Confusion is always the most honest response (Chester) xxx

Selv hvis han forsøgte at elske det - så var det at vende tilbage til hverdagen ikke voldsomt interessant. Lejemord - mord der på en eller anden måde var acceptabelt. Ikke voldsomt underholdende længere. Det var begrænset hvor kreativ man kunne være på et job med visse rammer omkring sig - det var oven i købet på trods af at han faktisk havde mere eller mindre frie tøjler. Men ofte var person han var efter slet ikke den han havde lyst til at slå ihjel. Det var sikkert derfor han havde fanget sig selv i udskyde endnu et job. Han vidste godt at Sean ikke ligefrem satte pris på det. Men - så længe det blev gjort før eller siden, så længe han kunne bekræfte at jobbet var gjort næste gang han stod ansigt til ansigt med Sean, så var der vel ingen problemer i det.

Det var sikkert også bare fordi alting her var det samme. Hele tiden. Samme dufte, samme væsner, samme kedelige rutine. Som han modsat Reign altså ikke kunne lære at sætte pris på. Han havde brug for det uforudsigelige. Han sad fast - sad fast i en irritation over hvad der foregik mellem ham og Tatia, hvad der foregik mellem ham og Reign. Alting var så forvirrende at det egentlig bare havde udviklet sig til en irritation. Alle de gange han efterhånden havde mistet sin kontrol på grund af sin forvirring. Det var efterhånden dulmet hen og var blevet til en kontrol hvilede i rastløshed. Han havde måske bare brug for at komme væk. Langt væk. Også for at være sikker på at der ingen var efter ham længere. Paranoia var en ting - men når det faktisk bundede i at være rigtig forfulgt. Det var jo noget helt andet.

Han lod blikket glide over de få væsner der bevægede sig rundt. Det var tidligt på aftenen, så de fleste var på vej hjem. Eller også var de på vej ud. Razor var lidt ligeglad. Han sad egentlig bare på en stolpe ikke langt fra parken med blikket flakkende rundt på dem der passerede. Nærmest usynlig for manges øjne. Hvilket han for en gangs skyld nød. Det var rart. Så ville de ikke se ham komme hvis han pludselig fik lyst til at male byen rød. Underligt nok var det slet ikke den fornemmelse han havde i fingrende. Hans krop var rastløs efter at der skulle ske noget. Men det var ikke mord den hungrede efter. Det var ikke blod - ikke at den ville være utilfreds hvis det skete. Men det var ikke det der var øverst på listen. Han vidste ærlig talt ikke hvad det helt præcis var han manglende. Men noget. Desuden havde han brød som han kunne gumle i hvis han gik hen og blev sulten. Hvilket han faktisk blev ved tanken om det. Et underligt brød - mærkelige orange dutter var blandet i dejen. For at være ærlig ville han aldrig ha troet han kunne lide det - men Reigns arbejde i bageren for hvad der føltes som en evighed siden havde givet ham en kærlighed til brød. Og kokken i hjemmet ved Sean var heller ikke elendig til at bage så det var sådan set meget godt. Han vippede kort lidt med sine fødder som dinglede ud over kanten på stolpen før han så bare lod blikket glide rundt - stoppede munden med små næsten krumme agtige stykker. Han smuldrede måske også lidt ned på jorden. Lidt med vilje fordi der rendte fugle rundt på jorden og nuppede krummerne lige så hurtigt som de faldt.
" Eat.. Eeeeeat.. Then you'll get fat, and there will be sooooo much more deliciousness to eat from your little bodies.. " Sagde han så bare og lod kort hovedet glide på skrå.
" I'm going mental... Eating bread and threatening birds. Thats like - hello 7 year old Razor.. " Sagde han så bare og rystede hurtigt på hovedet. Forfærdeligt! Hvad skulle der ikke blive af ham.

Chester havde det ikke alt for godt på det seneste. Faktisk var det her nok den værste periode af sit liv han nogensinde havde været i. Det var nu egentlig også den eneste dårlige periode, han nogensinde havde været i. Han havde været i gennem hårde tider før, jo, men han havde altid fundet positive ting i det for sådan var han - der var ingen grund til at hænge fast i problemer. Hvis ting blev dårlige, så smuttede ham. Problemet nu var bare at han ikke havde lyst til at smutte fra det sted hvor de dårlige ting kom fra. Det var nemlig fra den klan, han var en del af, eller rettere sagt arbejdede for, som der var problemer med. Okay, han var problemet. Nogle af kvinderne i klanen var ved at være godt trætte af, at han hele tiden skabte problemer for dem, især på det seneste, hvor han havde roddet sig ud i noget ballade med en anden klan. Og Chester kunne ikke bare stoppe med at lave ballade, det var en alt for stor del af ham. Det var alt for sjovt. Men det havde gjort at nogle medlemmer af klanen begyndte at stille spørgsmålstegn om en mand overhovedet burde få lov til at arbejde for dem. Det gjorde også at Chesters forhold til Valeria var mere presset for hun var jo lederen af klanen. Udover dette havde han denne her frustrerende skytsengel der hele tiden var i nakken af ham og skulle komme og skælde ham ud, hver gang han havde sat hende i livsfare. Var det ikke hendes job? Det var han ret så sikker på.

Nu var han på tur igen. Der havde været overskyet det meste af dagen så han havde nydt ikke at være fanget inde på sit værelse velvidende at hvis solen nu skulle komme frem, ville Izzy nok på en eller anden mirakuløs måde komme og redde ham. Det var en god ting ved at have en skytsengel - man var praktisk talt udødelig.
Han havde faktisk ikke lavet så meget ballade i dag. Han havde ikke en gang slået noget ihjel! Han ville vente til senere hen hvor der ikke var så mange mennesker. Han havde også haft nogle problemer med at blive eftersøgt rundt omkring og han ønskede ikke at skulle have nogle vagter rendende.
Han havde lige gået en tur i parken, set efter om nogle virkelig fangede hans interesse men forgæves, da han så endelig hørte en stemme, der fik ham til at standse op. Stemmen var et stykke væk, men på grund af hans gode hørelse, der kom med sin race, kunne han sagtens høre hvem det var og hvad personen sagde. Det smil, der hvilede på hans læber, voksede og han kunne ikke lade være med at grine for sig selv mens han rystede på hovedet af Razor. Det var lang tid siden han sidst have hørt ham, men han var bestemt ikke glemt. Chester havde godt nok efterladt ham uden at give ham nogen måde at finde ham på, men det var fordi han vidste at de på en eller måde nok skulle finde hinanden. Det havde de gjort tre gange nu og det her var den fjerde. Hvilket var perfekt timing, for han var lige, hvad Chester kunne trænge til.
Hans blik søgte efter ham og hurtigt fandt han ham, siddende uden for parken på en stolpe. Hurtigt var Chester henne ved ham med sin vampyrfart og stod ved siden af ham, vendt i mod ham.
"I would have loved to meet 7 year old Razor. What a crazy kid he must have been," sagde han med et glimt i øjet, "Oh and the bird-threatening-thing. I think it's great. At least now you get to threaten someone who might actually be afraid of you."
Han lo, halvt over sin gode humor, halvt fordi han lige nu stod ved en person som han ikke havde set i alt for længe. Han lagde armen om ham og ruskede let i ham.
"Long time no see, my friend. What have you been up to? How's that stab-wound healing? Last time I saw you, you were basically dying. Might have been my fault but still, you look a lot better now."
Han slap ham igen men kun for at træde hen for at stå foran ham i stedet for. Hans smil var bredt så hans skarpe tænder kunne ses. Det var tydeligt at han var begejstret for at se Razor. Den knægt var lige hvad han havde brug for. Mon ikke de kunne få et vildt eventyr sammen så Chester kunne glemme alle sine problemer? Det håbede han i hvert fald på.
Derfor tøvede han heller ikke med at invitere Razor videre med sig.
"Let's go," sagde han og lavede et kast med armen den ene vej, "Somewhere. Not here. Let's go crash a party and then make our own kind of party out of it. Or something similiar to that. Let's go hunt."
Det sidste blev sagt lavere, næsten som en spændt hvisken, som han trådte tættere på Razor. Han ventede bare på et ja. Han kunne ikke forstille sig at Razor kunne sige andet. Så han så frem til at få en meget sjovere aften end han før havde forventet.

Han stoppede endnu et stykke brød i munden før han kort sukkede lidt. Men reagerede så da en velkendt stemme pludselig brød hans indre dialog og han så op - nærmest i et sæt. Ikke fordi han havde fået et chok, men nok en mindre overraskelse. Det var ikke en han havde hørt eller set længe - alt for længe. Razor var stille et øjeblik før han så bare kneb øjnene lidt sammen. " Oh really? You must be half bird then - scared you once.. " Sagde han så bare, med et lille uskyldigt men nærmest stolt smil. Han kunne så bare ikke helt lade være med at grine lidt og rystede kort lidt på hovedet. " But no - they're actually not at all scared of me.. " brokkede han sig så bare og vippede lidt med benene. Fuglene trissede stadig bare rundt som om de ikke var der, men stadig med en nærmest tiggen efter mere brød.
" I.. " Sagde han kort og hans hånd fandt vejen til Chesters hår - kun for at 'puffe-skubbe' ham lidt ud af sit rysteri. " Have not been doing anything - what so ever. In a way.. But! " Sagde han så og sendte Chester et smil før han rejste sig op - stadig placeret på pælen. Han hev kort lidt op i sin trøje og lod fingrene glide over arret der havde dannet sig. " It's pretty cool - fits perfectly with all the others. " Sagde han så bare med et smil og trak sin trøje ned igen.
" I have a piece of Chester - that says alot, you usually kill the people you plan on killing.. " Sagde han så bare drillende før han kort overvejede det lidt. Det var et af de ar som faktisk havde mere end bare en kedelig kamp med en tilfældig bag sig. Det var et eller andet sted rart at se Chester igen - der var noget over ham som gav lidt mere i liv, ikke fordi andre i hans liv ikke gjorde - men det var måske en anden side af Razor der fik lov at være til stede når Chester var der. Der var intet der skulle holdes tilbage.

Alligevel skubbede Chesters spontanitet til ham. Ud og lave ravage - det var mere fristende end noget andet lige nu. Han skævede sig kort over skulderen mod husene ikke langt fra hvor han var. Mod husene som hvor et af dem holdt en af aftenens opgaver. Han bed sig kort lidt i læben og var helt sikkert for længe om at svare.
" I'm actually working.. " mumlede han så bare kort lidt og kastede resten af brødet på jorden til fuglene som med det samme nærmest angreb og sloges om det. Ikke fordi det ligefrem hjalp på ikke at blive overtalt til at springe med på Chesters idé. Han havde enormt meget lyst til det. Et lille smil bredte sig om hans læber, et smil der langsomt blev mere og mere lusket. Tanken om en Sean der ikke ville være tilfreds hvis han kom tilbage uden jobbet gjort - ikke fristende. Men det kunne han arbejde med - det var jo ikke fordi den mand udgjorde en større trussel. Razor var ikke bange for ham, og respekten kom og gik som den ville.
" But then again... A hunt, that is waaaay more tempting.." Sagde han så bare lidt før han hoppede ned fra pælen. " Bad influence Chester.. Baaaaad! " Han puffede kort til ham, dog med et smil om læberne. Han rystede så bare lidt på hovedet. " Where to? I heard this new place opened up in Firewood Village? Maybe we should... Say hello? " Han lod hovedet glide lidt på skrå. Han måtte kunne gøre det uden at miste sin kontrol i blodtørst - uden at blive distraheret af hvad han egentlig burde have lavet. Uden at - stop Razor! Han rystede kort på hovedet. Gøre ikke tænke - det var sådan det skulle være.

" And you gotta tell me.. Where the hell have you been? It's like you disappeared completely.. " Sagde han så lidt og lod blikket hvile mod Chester et øjeblik. Meget klar til at komme afsted, såfremt hans idé var en der kunne accepteres. Han rettede sig kort lidt op. Egentlig virkede det sikkert som længere tid siden de sidste havde set hinanden end det egentlig var - men det ændrede jo ikke på det. Ikke pip havde han hørt eller set fra Chester. Men selvfølgelig, det galt også den anden vej rundt. Razors liv var ikke som han kort havde sagt - ingenting. Han oplevede ting konstant og hele tiden og det gjorde hans hoved til et værre rod.

Chester lo over Razors modsvar, men sagde ikke noget til det. Det var egentlig sandt nok, Razor var en af de få personer der også direkte havde fået frygt op i Chester. Det var også en af de ting, der var spændende ved ham. Det hele skulle jo ikke altid være en dans på roser.
"Not doing anything for 2 months seems way too boring for someone like you," sagde han og rynkede let panden af ham for at vise sin forvirring over det. Måske var det kun med Chester at Razor kom ud i ballade men han tvivlede på det. Men han nåede ikke at tænke yderligere over det, da hans fokus hurtigt kom videre hen på Razors ar. Han fulgte ham med øjnene som han rejste sig op på stolpen og puffede lige til nogle duer der kom for tæt på hans sko. Han trådte tættere på for at kunne se ordentligt på arret og hans smil voksede sig større.
"Wow, it looks great," sagde han uden sarkasme. Han var stolt af sit arbejde. Det kunne godt være at han ikke var i stand til at slå Razor ihjel men i det mindste fik han ramt ham godt.
Han nikkede overvejende til det Razor sagde. "That's true. You're one of the lucky ones. You get to be stuck with me instead." Han lænede sig kort sidelæns op af stolpen med albuen som støtte og så op på Razor med et stort smil, før han så trådte ind foran stolpen i stedet for at fortælle sin plan.

Chesters dag var lige reddet. Det var ikke fordi han ikke selv kunne finde noget at slå ihjel eller torturere, men det var bare lidt sjovere hvis han havde en med sig. Især hvis den person var Razor. Han ville aldrig glemme den nat hvor de mødtes og endte med at tage på jagt sammen. Udover det faktum at de blev angrebet af en vampyrjæger, så var det en af de sjoveste aftener i Chesters lange liv. Han håbede at han kunne få en lige så sjov aften nu hvor han stødte ind i Razor igen.
Det var også derfor at han så lettere utilfreds ud, da Razor sagde at han skulle arbejde.
"Working? I didn't know you had a job. As what, bird-feeder?" Han puffede igen til en due. Hold da op, de havde godt nok ingen frygt for dem. Han så op på Razor igen.
"I'm sure that whatever job you have, it's not for you," sagde han og smilet kom tilbage på hans læber, en smule mere lusket nu, "You'd much rather hang out with me. Go on an adventure and make some chaos. That's a lot more like the Razor I know."
Da Razor så hoppede ned fra stolpen, knyttede Chester sin ene næve i luften med et spændt "Yes!" og grinte som han blev puffet til.

Han var allerede ved at gå, uden at vide hov rde egentlig skulle hen. Da Razor så talte igen standsede han og vendte sig mod ham igen. Han ville bare gerne væk fra den by han havde brugt hele dagen i, så han var med det samme om bord på Firewood Village.
"That's a great idea, it's been too long since last time I stopped by. Firewood Village, here we go." Han tænkte lidt over det han lige sagde. Han havde vel egentlig ikke rigtigt været derhenne siden Razor havde angrebet ham. Ikke af nogen stor årsag, mest fordi at det var nemmere at begå en masse mord i en større by end Firewood Village.
Han gav sig med det samme til at gå igen og forventede selvfølgelig at Razor fulgte ham. Han traskede afslappet med hænderne i lommerne og lignede en der kunne begynde at fløjte når som helst. Det gjorde han dog ikke da Razor stillede ham et spørgsmål. Han så hen på ham og trak kort på skuldrene.
"I've been just about everywhere. I've gone on adventures and pissed a lot of people off... some of them a bit too much" Han rynkede kort panden men rystede så på hovedet. "You know I could ask you the same thing. It's not like I avoided you. And since you've been doing nothing and I've been doing everything, it's weird that we're just bumping into each other now."
Han så lige frem igen og drejede rundt om et hjørne for at komme til en af vejene, der førte ud af byen.
"But anyways - it doesn't really matter where I've been. I'm here now and I'm ready to save your evening."
Han så på Razor med det samme glimt i øjet som før. Han havde egentlig ikke travlt med at komme til Firewood Village. Jo, han var en anelse tørstig og ivrig efter at slå ihjel, men nu elskede både ham og Razor at snakke, så at blot at have en samtale med ham skadede heller ikke. Men så igen - Selv sidste gang hvor de begge to var døende havde Chester ikke noget i mod at hænge ud med ham. Det sagde alligevel en del om hvor ligeglad han var med hvad de egentlig lavede.

" Ha.. Ha.. Veeery funny! " Sagde han kort og rystede på hovedet. " That's why they're not scared - They're friends you know. I sit here on my precious buttom every night and feed birds. Just to make sure someone will miss me the day I die. Which I by the way did not long ago. But then I sort got brought back.. " Han rynkede panden lidt. " Did you know - that drowning is hella painful. Imagine your throat on fire - with acutal flames, not just that tingeling feeling you get when you play a little too close to fire - no no.. " Han rystede hurtigt på hovedet men fik så bremset sig selv i sin sætning. Gåturen var allerede begyndt - hvilket måtte betyde at Chester vidst ingen indmeldinger havde omkring at tage til Firewood Village. Der var vidst heller ikke så langt, eller også var det bare fordi det var en tur Razor efterhånden havde taget så tit at han nærmest glemte hvor langt der var.
" But you're right - I would actually prefer to hang with you.. " Sagde han så bare lige kort før han rodede sig lidt i håret. Fugle var i sidste ende slet ikke så underholdende. Der var Chester meget mere værd at bruge sin tid på - pænere at glo på. Og han svarede rent faktisk når man sagde noget.
" Soooooo.. In your doing of everything, does that mean you left a little 'I miss Razor-This could've been great with Razor' in there somewhere? I mean - You did say eeeeverything. " Han lod hovedet glide lidt på skrå og holdt et lidt drillende blik mod Chester. Han rettede så bare blikket lidt frem.
" If that isn't the case - I gotta admit, I'm proud.. 'Cause I'm quite unforgetable. " Tilføjede han så bare hurtigt før han kort hoppede op på en bænk, hvis ryglæn han balancerede på. " You can't keep saving me - Sooner or later I'll have to close a door in your face and tell you to never speak to me again. Unless you learn how to ask me out on a real killer mission first.. " Sagde han så og hoppede ned igen.

Han svingede kort lidt med sine arme og lod blikket glide rundt på omgivelserne mens de gik afsted. Der gik ikke voldsomt lang tid før det allerede nærmede sig stedet. Razor havde ikke været der før, men han havde hørt om det - og synes da helt klart det var værd at tjekke ud. Meget gerne lave noget ravage - nu var det jo ligesom det der var planen. Det ville heller ikke være et ordentlig møde med Chester hvis der ikke blev spildt bare en lille smule blod.
" Fiiiiiiirewood Village.. I've only seen one fire here.. No thats not true, I sat something on fire once - but that was different. " Han kneb kort øjnene lidt sammen før han kort pillede lidt ved bunden af sin trøje. Han lyttede så bare kort lidt rundt før han hev fat i Chester og trak ham med ned af en anden gade. " This was - to our neeeeew kingdom! Sort of - We don't have crowns.. " Sagde han så lidt og slap vampyren igen før et lille grin forlod ham.
" Theeeere it is! " Han pejede frem mod stedet før han så bare kort luntede et lille stykke, men kun for at få baglæns med blikket rettet mod Chester. " I'm brilliant! I didn't even know where it was - and yet! There it is - aaaaah! Thank god for my precious existence! " ;
" I have one rule though.. " Sagde han så lidt. " I know rules normally dosen't reeeeally matter - but, this tiny one does. Two particular shapeshifters and one human are off limits. Not that I'm expecting them to actually be there - but you know, you never know.. " Han trak kort lidt på den ene skulder før han så bare overvejede det en smule. Tydeligt med et tænkende udtryk. Det var ikke nu han skulle gå hen og få kolde fødder. Normalt ville det have været uden tøven at han var faret afsted med et grin og et nærmest manisk blodtørstigt udtryk - men Razor var nu igen ikke helt den samme som han altid havde været. Det var desværre færre og færre dage der var sådan.
" Or maybe rules are stupid.. I don't know - is it stupid? I kinda really hate rules - and now I'm the one making them. Jeez.. " knurrede han så bare lidt og rystede kort lidt på hovedet. Han rettede blikket lidt ned mod stedet. The crypt - det skulle nok blive sjovt. Forhåbentlig. Ugh! Han burde lade være med at tøve så meget i noget vidste ville blive en fest.

Chester spærrede øjnene op over Razors ord. Halvt overrasket, for det var ikke hver dag man hørte at sin ven havde været død, men også halvt fascineret. Nu havde Chester selv oplevet døden før, dengang han var menneske, så at høre om Razors oplevelse med det var alligevel ret spændende. Også hans forklaring om at drukne - Chester havde egentlig undret sig over hvordan det føltes.
"What- You can't just say that you've done nothing and then go ahead and tell me you drowned," sagde han dog med et smil på læberne der viste hvor interessant han fandt det. Han virkede ikke det mindste bekymret, men hvorfor skulle han også være det? Razor var jo tydeligvis i fin stand. "How did you survive? Or well you didn't, obviously, but how did you come back to life?"
Emnet kom over på ham og han fnøs over Razors ord. Dog var det et fnys blandet med en latter.
"Of course I've missed you. Believe it or not but there aren't many killers out there as mental as you that actually want to hunt with me. Most of them can't stand my provocative behavior, which I really don't understand. I think it's a part of my charm."
Hans smil ændrede sig, da Razor sagde, at han ikke altid kunne komme og 'redde ham'. Da hybriden hoppede ned ved siden af ham igen, stoppede Chester op og lagde armen om Razors talje for at trække ham tættere på sig.
"Oh Razor," sagde han med en drillende stemme og lænede sig tættere på ham. Han sænkede stemmen som han sagde: "You know you wouldn't be able to do that." Før han slap ham igen og gav sig til at gå videre. De havde jo et sted at skulle hen.

Chester havde igen hænderne i lommerne, mens Razor og ham gik mod stedet, som han stadig ikke vidste, hvad var. Han gad nu heller ikke at spørge ind til det. Han ville jo se det, når de nåede til det og så var det altid sjovt at blive overrasket. Og nu kunne Chester jo også lave ballade hvor som helst - om det var et marked, et kloster, ja hvad som helst. Så længe der var folk, behøvede man ikke andet.
Alligevel sagde han: "I really hope this place is worth it. There's always way too much excitement about new places. Most times they turn out to be like everything else."
Han så overvejende ud over Razors fortælling om Firewood Village før han sagde: "You know, I've never actually sat something on fire in Firewood Village. What a missed opportunity. That's a thing to add to my bucket list."
Razor trak pludselig i ham og han lod sig selvfølgelig rive med. Så snart de havde skiftet retning og gået et lille stykke, så han det nye sted. Selv uden at Razor havde peget på det, vidste han at det var nyt. Der hang et stort skilt udenfor der hvor der stod "Just opened" og med datoen hvorpå det officielt var åbnet op. Der var allerede godt gang i det. Chester kunne lugte alkoholen herfra, men det var ikke så kraftigt igen. Det var også tidligt på aftenen så folk var ikke gået helt kolde endnu. Mange af dem var sikkert ikke en gang påvirket. Men det var også ligemeget, det var heller ikke nødvendigt for at få et godt mord.
Razor gav sig til at prale over sin stedsans og Chester kunne ikke lade være med at ryste på hovedet af ham.
"Don't get too full of yourself, that's my job. Firewood Village isn't that big of a city. We could have walked around it in just a few minutes and you still would've found it."

Han var ved at sætte farten op og gjorde sig klar til at komme ind på natklubben, som han bevægede sig mod den, men standsede op så snart Razor sagde at han havde en regel. Smilet forsvandt fra Chesters læber og han så på ham med et forvirret blik. Fordi Razor bestemt ikke virkede som en person der hverken lavede regler eller fulgte regler. Han rynkede panden som han fortalte ham hvad reglen gik ud på, tydeligvis utilfreds. Chester brød sig ikke om at få at vide, hvem han måtte og hvem han ikke måtte slå ihjel. Han brød sig generelt ikke om folk der bestemte over ham. Og han havde oplevet alt for ofte på det seneste at få presset regler om netop sådan nogle ting over hovedet. Først måtte han ikke gøre dette, så måtte han ikke slå den person. Til sidst ville det jo ende med at han ikke en gang måtte drikke blod.
Men han sagde ikke noget og Razor fortsatte, hvor det lød som om han begyndte at tvivle på sig selv og den regel han lige havde sat i verden. Det fik Chester til at se mere undrende på ham, overvejende måske endda. Noget havde ændret sig med Razor siden sidst de mødtes, tydeligvis. Det virkede som om han var i splid med sig selv på en eller anden måde. Det var ikke noget Chester ville gå i dybden med for ærlig talt var han ligeglad. Hvad han dog kom frem til var at Razor manglede en god dosis mørke og det var Chester her til at give ham.
Så smilet kom frem på hans læber og han trak på skuldrene som om reglerne ikke betød noget for ham.
"Rules are pretty stupid, I must say," sagde han, "But three people I can't kill out of a whole bunch - I think I'll survive. I'm guessing I've met the human before but you gotta point out the two shapeshifters if you see them. I don't want to end up with a knife in my neck... again."
Han gav sig til at gå igen, stadig med blikket vendt mod Razor.
"I won't let one silly rule ruin our night of fun. Come on," Han lavede et kast med hovedet, nikkede til dørmanden med et smil, som, hvis man kendte ham, vidste var det smil han brugte når han legede med tanken om at spille uskyldig, og så gik han ind.

Der var høj, live-musik, der spillede fra et orkester, og det resulterede i at en masse var ude på dansegulvet. Chester var dog ikke meget for at danse lige nu, han ville lige have overblik over det hele. Finde ud af hvordan de skulle ødelægge folkets aften og derved gøre deres forrygende. Han greb fat om Razors håndled og trak ham hen til baren, som var på den anden side af baren, lige overfor indgangen. Der var en del folk deroppe allerede, men stedet var også nyt og populært, så der var kun en højstol fri. Chester valgte at stå op.
"So what would you like? Mead? Wine? I could go for a dark beer."
Dette sagde han mens han fik øjenkontakt med bartenderen, der virkede til at have fået fat i det. Så vendte han sig om med ryggen til baren, så han nu havde et fint blik over natklubben. De kunne tage flere steder hen - bordene, dansegulvet og så havde han vist også fanget at der var en baggård. Men hans blik faldt på orkesteret. Hans smil var en smule lumsk, som om han tænkte på noget, han ikke burde.
"Did you know I can play the violin? I'm actually really good," sagde han med blikket hvilende mod an af de unge herrer der spillede violin. Han var okay, han gjorde sit bedste for at følge med de andre, men det var tydeligt for Chester at dette var hans første live-job. Måske også hans sidste.

Pludselig at være så tæt på Chester - well, slet ikke dårligt. Han lod blikket hvile mod vampyrens ansigt et øjeblik før et lille skævt smil bredte sig over hans læber. Måske havde han ret. Der var ikke meget der talte for at Razor skulle kunne finde på at smække en dør i ansigtet på Chester. Så skulle tingene virkelig synke dybt, men det havde de vidst allerede og det var jo ikke sket endnu. " Probably not.. " Mumlede han så bare lidt og var hurtigt med igen efter Chester havde sluppet ham igen.
" But! I did find it! " Sagde han så bare hurtigt med et lille grin. Bare lige for at understrege det. Lidt stolt måtte man vel gerne være. Okay - Razor kendte Firewood Village rimelig godt, så hvis han ikke havde kunne finde det var det nærmest noget at være pinlig over frem for at være stolt over at kunne finde det.

Razor lod blikket glide rundt da de trådte indenfor. Chester havde da heldigvis ikke brokket sig over Razors regel. Ikke engang kommenteret yderligere på det. Hvilket var helt igennem super duber - så slap han for at skulle argumentere mere for sin sag. Mest fordi det irriterede ham at han overhovedet havde sagt det - eller nævnt det eller overvejet det. At det var nødvendigt. Han havde ikke brug for folk i sit liv til at stille spørgsmålstegn ved hvem han var. Han var en koldblodig morder - de havde da ikke regler!
Nu hvor Chester havde valgt at stå op - sprang Razor da bare op på stolen og lod den dreje en enkelt omgang. " Wine.. Gedr.. Taste like pee.. I'll haaaave.. Just make me someting sweet.. " Sagde han så bare da han et øjeblik fik øjen kontakt med bartenderen der efter Chesters bestilling bragte vampyren en mørk øl. Razor vippede kort lidt med sin ene fod men rettede så blikket lidt mod Chester.
" Your provocative behavier is growing on me - I kinda like it. Which is why I'm gonna compromise a little. Now that I picked the spot to have fun - you might as well get to crossed that fire thingy of your list. But only if you promise to make it epic. I mean, not just like a candle lit afternoon - no no no no.. Mind blown - and hot.. " Han nikkede kort lidt nogle gange. Han kunne godt lide Chester - på mange måder. Men især det at han var lige glad med mere eller mindre alting. Det var befriende på så mange måder. Han skulle bare lade det smitte af på sig så han selv kunne vende lidt tilbage til det tanke sæt. Det tankesæt hvor tanker ikke rigtig var tanker før de var ord og gerninger ikke kom fra tanker men impulsive handlinger.
Han slog kort øjnene lidt op før han rettede blikket mod vampyren igen. " You've got to be kiddin' right? The violin? " Han lod hovedet glide på skrå men overvejede det så bare lidt før han rettede sig lidt op.
Han rynkede panden en smule før han så bare rystede lidt på hovedet med et lille grin. " Noooo.. You don't mean that do you? " Han skævede kort mod dem der spillede musik før han overvejede det lidt. " Well.. If you're telling the truth - You gotta show me. " Sagde han så bare med et trak på skuldrende og et lille halv drillende smil om læberne. Han snuppede sin drik da den blev stillet på bordet foran ham men vendte sig så om og skævede rundt i rummet mens han sippede til hvad de fleste nok ville mene var en alt for sød drik.

" But - first.. The rule is out of order. Neither one of them is here anyway sooo. " Han rystede bare lidt på hovedet. Før han skævede lidt rundt på folk. Det var egentlig utroligt hvordan mange valgte at bruge deres aftener. Razor forstod det godt lidt - at kunne forsvinde ind i en anden verden ved hjælp af alkohol. Jo, det gjorde man gerne fra tid til anden. Hvis end ikke mere ofte end det. " This place. I think it's okay.. Actually - but after tonight.. " Sagde han så lidt og rettede blikket tilbage mod Chester. " It's gonna be legendary." Tilføjede han så med et smil om læberne. Han drak det sidste af sin drink i en stor - måske to store tåre, før han drejede rundt på stolen og lod kort fingrende tromme lidt på bordpladen. Alt for mange hjerteslag i et rum til at man ikke blev helt rastløs. Han var meget stille et øjeblik - sad egentlig mest bare og lukkede alt ude bortset fra lyden af blod der pumpede rundt i folks kroppe. En farlig form for hypnose.
Han bed sig kort lidt i læben før et dæmonisk udtryk formede sig frem over hans ansigt. " Alright.. " Sagde han så lidt før han rejste sig op på stolen og et øjeblik efter stod han på bar bordet som han bevægede sig ned af.
" Hey kid! Get down from there! " Lød det fra bartenden i det han svingede et viskestykke over sin skulder. Razor rettede blikket mod bartenderen. " Just because I'm tiny as fuck, dosen't mean I'm a kid you know.. " Sagde han så bare kort før han rystede lidt på hovedet. Han snuppede en tilfældig flaske med alkohol fra bag disken og et par glas. Før han så bevægede sig tilbage til hvor Chester var og satte sig på stolen han for kort siden havde forladt. Dog hoppede han helt ned kort efter. " Alright - lets go tooooo that way! " Han pejede en tilfældig retning som virkede til at føre et sted hen som virkede en smule mindre 'vi danser op af hinanden' stemning. Ikke at der var noget galt med det - men Razor ville have en drink mere og den krævede at der var et mere diskret sted at skænke den, medmindre de allerede nu havde tænkt sig at skabe et postyr uden lige.

Han fik sin øl overraskende hurtigt i forhold til hvor mange folk der var. Ikke at han klagede, det var ikke rigtigt noget at klage over, det kom bare bag på ham at bartenderen var så hurtig. De plejede altså at være så pokkers langsomme. Det var en af de dårlige ting ved natklubber. Derfor fortrak Chester at finde en person at drikke fra i stedet for. Men nu ville han lige starte ud med en øl. Han tog en stor slurk af den lige da han fik den, mens Razor gav sig til at tale om hans provokerende opførsel. Komplimenterede den endda. Han var en af de få til at gøre det. Endnu en grund til hvorfor det var så sjovt at være sammen med ham - Chester kunne irritere ham næsten så meget han ville uden at han ville blive sur. Ikke en gang Valeria kunne holde ham ud efter en god omgang provokation, hvorimod Chester kunne være ved at slå Razor ihjel og de endte alligevel med at blive venner.
Han så så overrasket på Razor hans forslag. Hans overraskede blik endte dog ud i et smil.
"I thought you knew me better," sagde han, "I make everything epic."
Han så igen udover klubben, tænkende, for nu begyndte nogle planer at forme sig for ham. "We just need to wait for the right moment. That's the important part of every epic plan."
Han tog endnu en stor slurk af sin øl, før blikket faldt hen på den unge violinist. Tre slurke tilbage og så var den allerede tom. Det var godt nok en lille øl i forhold til prisen. Men så igen, Chester havde ikke i tankerne at han faktisk ville komme til at skulle betale for det.
Han grinede over Razors overraskelse.
"I'm not kidding at all. I've played the violin for 283 years. And the piano for longer." Razor sagde så at han ikke kunne mene det og han grinede højere, morede sig over hans forbavselse. "I really do. I had to do something to make time pasts. 700 years is a really long time."
Han skiftede vægt fra den ene fod til den anden og lænede sig mere op af baren. Hans lumske smil kom frem igen da Razor sagde at han skulle vise det for ham.
"I will," svarede han, "But again: At the right moment."

Razor sagde at reglen ikke gjaldt alligevel, hvilket Chester ikke reagerede på, men indeni jublede han. Det var et godt tegn - han begyndte at se, at regler ikke var nødvendige. Faktisk var de en stopper for den sjov, de skulle til at have. Det kaos de skulle skabe...
Han tog drak mere af sin øl og nikkede så anerkendende til Razors ord. "Legendary. That's the word Iv'e been looking for. Us together, how couldn't this end out legendary?"
Hybriden virkede derefter træt af at stå op ved baren, hvilket Chester godt kunne forstå - nu skulle der også til at ske noget. Han drak det sidste af sin øl og lod krusset stå, da bartenderen råbte efter Razor. Han blandede sig ikke, for han så ud til at håndtere det fint. I stedet ventede han på at Razor havde snuppet det han ville og gik så mod det sted som han pegede, afslappet og ligeglad med den frustrerede bartender bag dem.
"If it makes it any better, I don't think you seem like a kid," sagde han og rynkede så lidt på panden. "I mean.. I'm screwed up in many ways. But how gross would it be if I actually saw you as a kid." Han trak lidt på skuldrene og satte sig ned ved en af bordene,
som på mirakuløs vis var tom - dem der havde været der før ville ud på dansegulvet. "Anyways. I'm several hundred years old but look twenty. Age and apperance have nothing to do with anything."
Han tog flasken ud af Razors hænder og tog proppen af, før han tog en slurk af det, siden de ingen glas havde. Det var stærkt, men Chester var vant til at drikke, så udover at kort skære en grimasse reagerede han ikke på det.
"Out of all the bottles you could have stolen, you took one of the cheapest," klagede han men det stoppede ham nu ikke fra at tage en stor slurk til.

Bartenderen var hurtigt henne ved dem, sammen med noget der virkede som en dørvagt, begge med et surt blik.
"Listen, I can't have young boys go around stealing in this club," sagde han med armene over kors, "Either you pay for what you took or I'm gonna have to kick you out."
Chester latter kom ud som en fnys, hvilket fik bartenderen til at blive helt rød i hovedet.
"You think this is funny?"
"Hilarious, really," svarede Chester og rejste sig op. Han klappede bartenderen på skulderen og så tilbage på Razor med et smil. Det sadistiske blink var kommet frem i hans øjne.
"He's all yours," sagde han til hybriden, og så gik han med bartenderen forfjamsket kiggende efter ham. Han gik dog ikke særlig langt. Han forlod i hvert fald ikke natklubben. Nej, han gik blot op til orkesteret. Direkte op til dem, uden så meget som at tøve med at træde op på deres område. Han tøvede heller ikke, da han nåede hen til den unge violinist, som han før havde haft øjnene på, og brækkede nakken på ham. Et dunk lød, da hans lig ramte jorden, men Chester nåede lige at gribe violinen. Orkesteret stoppede alle med at spille og stirrede chokeret på Chester. Han så forvirret ud tilbage.
"What are you doing?" spurgte han lettere irriteret, "You have a whole bunch of people wanting to dance. Go on, play!"
Han viftede af dem med armene og lagde selv violinen til rette under sin hage. Orkesteret måtte have taget det som en trussel for de gav sig langsomt til at spille igen. Heldigvis var det en festlig dansesang, for ellers ville Chester ikke have spildt tid på at spille med. Men det gjorde han og han spillede egentlig godt. Det var bartenderen dog ligeglad med.
"That's it!" råbte han, "Get them out of here!"
Så med Chester til at spille festligt musik i baggrunden med et hunderæd orkester, sprang dørmanden på Razor i et forsøg på at få ham smidt ud, naiv for hvor stærk en lille "dreng" som ham kunne være.

Ingen tvivl om at Chesters violin talent kunne vente til det rette øjeblik. Timing var en god ting. Og selvom de begge var impulsive var det ikke altid de farede frem i første og bedste tanke. Hvert fald ikke længere - Razor havde gjort sådan før hen, men det var efterhånden blevet skubbet en smule til side. Sikkert fordi han havde fået en masse andre ting i sit liv som også tog tid til sig frem for kun at slå ihjel og eksistere. Epic - Legendary. Det var to ting en aften med Chester og Razor ikke kunne være uden. Det kunne komme i alle former og størrelsen - men garantien var der. Han sendte kort Chester et skævt smil da han bare sådan uden videre snuppede flasken fra ham.
" Don't kill your talents with alcohol - wouldn't miss it because of that.." Sagde han så bare med en kort rysten på hovedet. " Old indeed.. " Sagde han så bare drillende med et lille grin. " And yet - still a piece of delicious not edible meat.. What a shame. " Han lod blikket glide op og ned af Chester før han så bare hævede lidt et bryn. Tja, at han ikke så Razor som et barn var vel heldigt nok. Især fordi han ikke var et barn. At han havde tendens til at opføre sig som et var en anden side af sagen. " Cheapest? - Oh okay, Mr. Fancy.. I'll get you a different more expensive one later. " Sagde han så bare med et grin før han lod sig dumpe ned på stolen. Han skævede dog så bare kort lidt mod bartenderen, der virkede ufatteligt utilfreds med det hele.

Razor rynkede bare kort panden lidt før han rettede blikket mod Chester. Smilet om hans læber voksede, men ikke det naturligt søde og uskyldige. Nej noget meget dæmonisk og farligt. Han skævede så lidt mod bartenderen og sendte ham et lidt sigende blik. Det var dog Chester der de næste sekunder havde Razors opmærksomhed. Vampyren spillede rent faktisk violin - og det lød faktisk overraskende godt. Han kneb kort øjnene lidt sammen før et skævt smil bredte sig over hans læber. Han nåede lige akkurat at springe væk fra stolen før dørmanden kom væltende med mål for at gribe fat i ham. Han udnyttede dørmandens forvirring til at banke mandens hoved ned mod bordpladen ved baren og slå ham lidt ud af kurs. Han væltede nærmest ned mellem stolene og væltede en øl ud over et par der ellers tidligere havde siddet og haft godt gang i noget flirteri.
" Whoooopsies.. My bad.. " Sagde han så bare med et lille grin og rodede sig kort lidt i det mørke hår. Hans blik faldt hen på vampyren igen før han i et hurtigt hop var oppe på barbordet igen. Bartenderen var kommet fri fra stolene og med en blødende pande bevægede han sig usikkert efter Razor som marcherede afsted med flasken i hånden hen over bordet. Han snuppede et glas som han skænkede alkohol i før han rettede blikket mod bartenderen. " Hold it! " Sagde han hurtigt i samme bevægelse som han placerede spidsen af en kniv op ved mandens hals. Razor skævede kort mod en pige der begyndte at græde i panik og væltede bag over. Blev folk da aldrig klogere. Razor sendte manden et lille smil før han så bare lavede et hurtigt men rent snit hen over halsen på dørmanden. Han nåede knap nok at reagere med lyd før han faldt ned på knæ og tog sig til halsen. Razor sprang efter og lod sit glas fange en del af det blod der løb ud fra mandens hals. Kun for at tage en tår af glasset. " The perfect cocktail - you should put it on the menu.. " Sagde han så bare før han rettede blikket mod bartenderen. Han var pludselig ikke så høj i hatten længere. Kunne til forveksling ligne et spøgelse - helt bleg.

Han lod så bare blikket glide rundt på folk der var stoppet med at danse for at enten forsvinde ud fra stedet eller glo for åben gab.
" People! This is a party - have fun.. Jeez. " Han rettede så blikket lidt mod Chester med et lille grin. " Right.. " Sagde han så før han drak noget mere af glasset. Duften af blod var dog nærmest den der fangede ham mest - selvom han drak det så var det duften der spillede hans sanser et pus og trak ham længere og længere ind i sit dæmoniske jeg. Han forsøgte at holde sin kontrol hvor den skulle være - men det var svært. Der foregik så meget omkring ham, så meget der var så fristende. At han havde alkohol i kroppen gjorde det nok ikke bedre. Han var ikke ligefrem en person der kunne klare voldsomt meget alkohol før han var godt påvirket. Hvis kontrollen over sin blodtørst - blod lyst.. ville overmande ham ville selv Chester ikke være sikker i hans selskab. Han kunne mærke hvordan en nærmest summende lyd lukkede af for fornuften og gjorde smilet om hans læber faretruende at se på ham. Han drejede kort kniven rundt mellem sine fingre men lod så næsen vise ham mod bartenderen igen.
" You're to slow - waaay toooo slooow.. " Sagde han så og var tilbage på barbordet. " Maybe this just isn't your night.. " hviskede han så bare lidt da han lænede sig ned mod manden der trådte tilbage mod modsatte side af baren. Mod bordpladen der der forhindrede ham i at komme væk. Små lyde forlod manden og han anede tydeligvis ikke hvad han skulle gøre. Også måske alligevel - for det var Razor der måtte smage smerten som den næste da en flaske blev smadret på siden af hans hoved og slog ham til gulvet et øjeblik. Dog ned bag baren så han nu stadig var på samme side som bartenderen. Han tog sig til hovedet og blinkede et par gange med øjnene før han så bare grinte lidt.
" I'm not allowed drinking from the bottle.. But you? You're allowed slaming it all over the floor.. Jeez.. Get your priorities straight.. " Sagde han så bare i en knurrende tone før han snuppede et glasskår fra gulvet og var hurtigt efter bartenderen der forsøgte at komme væk. Blodet der løb ned over den ene side af Razors hoved var ikke noget han bed mærke i. Sure det gjorde hans fokus en smule ved siden af - men slet ikke nok til at slå ham ud af legen. Dørmanden var død - bartenderen var den næste - medmindre selvfølgelig Chester havde planer om at gøre det af med den gruppe unge mænd der var trådt ind fra baggården - sikkert for at se hvad der foregik inden døre - alt den raballer. Men de virkede også til at stå op for stedet. Sørge for at dem der lavede ballade ville komme udenfor i en fart.

"As if anything could make my talents fade away," sagde han, bevidst om at han havde sagt talenter i flertal. For han havde mange talenter, hvis han nu selv skulle sige det. Han var generelt bare god til de fleste ting, han forsøgte. Nok fordi han aldrig gad at gøre de ting, han ikke var god til. Som at sy eller vise hensyn. Det var ikke noget, han fandt interessant. Det var kedeligt at være dårlig til noget.
Han lo over Razors lettere specielle kompliment - dem var han vant til og ærlig talt satte han pris på det. Det var lige hans kommunikere på, og så var det aldrig skidt at få komplimenter.
"I'm like a good scotch. I get better with age."
Mere nåede han ikke at kommentere på, før bartenderen nåede hen til dem og den rigtige fest begyndte.

Nu var han i gang med at spille violin, glimrende, ja perfekt. Næsten 300 års øvelse gjorde alligevel noget. Det hjalp måske også at de andre var for nervøse til at spille helt perfekt, i modsætning til ham der blot lod sig rive med af hvad han mente, var festligheder. Og når man var vant til at gøre noget i flere hundreder år, blev man også rimelig god til at multitaske. Så mens Chester spillede violin, fulgte han Razor rundt med øjnene for at holde øje med hvad han havde gang i, hvordan han tacklede situationen. Han tacklede den forrygende, hvis man spurgte Chester. Men nu var han vist heller ikke den mest objektive dommer. De andre i natklubben virkede ikke at bryde sig om, hvad Razor gjorde. En pige og flere begyndte at græde højlydt og skrige da Razor skar halsen over på den irriterende dørmand, hvor Chester derimod havde svært ved at holde et grin tilbage. Udover det så var han fikseret på Razors glas, så meget at han næsten glemte at spille violin. Duften af blod, der ramte hans næsebor, gjorde ham rastløs og en del mere ufokuseret.
Det endte med at han kom til at ramme en forkert tone for første gang i mange år, noget han ikke var glad for. Han standsede, stirrede på violinen, næsten forskrækket over lyden der kom fra den. Og så smed han den ind i gruppen af de dansende mennesker med så meget kraft han kunne. Kastet stammede trods alt fra en vampyr, så da det ramte nogle af personerne, ramte det dem hårdt nok til at slå dem i jorden. Chester var ikke sikker på at det slog dem ihjel, men det var nok til at mere blod fyldte rummet, hvilket fik smilet tilbage på hans læber. Han gav cello-spilleren et godt, broderligt klap på ryggen, før han hoppede ned fra scenen igen. Folk var kloge nok til at trække sig væk fra ham. Kaosset var allerede i gang - folk der var rædselslagen, hvilket altid var sjovt, for de reagerede alle forskelligt. Nogle prøvede at flygte, andre stivnede fuldstændig. De sjoveste var dem der prøvede at kæmpe igen, men der virkede ikke til at være mange af dem her.
Bartenderen var henne ved Razor, så ham kunne Razor få æren af at slå ihjel, selvom Chester nok ville have elsket at torturere ham selv - han kaldte ham en 'young boy' og det var nok ikke ment som en kompliment, og så var det altid sjovere at torturere sådan nogle irriterende typer, så man kunne komme ud med nogle frustrationer. Men Chester var fokuseret på noget andet lige nu - der var en ung mand, en falden engel, som var blevet ramt af violinen og derfor blødte fra sin tinding. Chester havde altid haft en ting for falden engel blod, måske var det fordi de mindede så meget om engle men ikke var lige så forfærdelige at skulle høre på. Den faldne var ved at prøve at sætte sig op efter slaget sammen med nogle andre, der også var væltet, men dem var vampyren ligeglad med. Han gik blot direkte hen til den unge mand, greb fat i hans skjorte og trak ham op at stå. Han smilede til ham, et djævelsk smil.
"Auch, that looks like it hurts. If it makes it any better, I didn't mean to hit you specifically. Though I'm glad I did - you smell wonderful" sagde han med blikket på hans sår. Han slap ham for at tage sin finger op til hans ansigt hvor flere dråber blod gled ned. Den faldne var fuldstændig stivnet, han var en af de typer skrækslagne. Da blodet havde ramt Chesters finger, slikkede han det uden at fjerne sine mørke øjne fra den faldne, der rystede svagt.
"Hm, and you taste just as good," sagde han og pegede så på hans hals mens han hævede øjenbrynene. "You mind if I..?"
Han lod spørgsmålet hænge i luften, ligeglad med svaret og greb fat i manden igen. Hans skulle lige til at bide fast i ham, han havde allerede blottet sine tænder, da Razor bliver ramt af en flaske og slået i gulvet. Godt nok så var han ret sikker på, at Razor sagtens kunne håndtere mere end det, han havde trods alt overlevet et angreb fra Chester selv, men det fik ham alligevel til at slippe sit offer og begynde at bevæge sig derhen af - til hvis nu noget gik galt og ham bartenderen havde brug for en ekstra omgang tæsk.

Han nåede dog ikke lang, før han hørte nogen råbe efter ham. Han vendte sig om og midt blandt mængden af skræmte folk, stod der en gruppe unge mænd - et menneske, to varulve og en sjæledæmon. De var lige den type folk som Chester havde ledt efter.
De råbte en helt masse ting, noget med at han var et monster og at ham og hans ven burde smutte før de gjorde noget de ville fortryde. Chester lyttede ikke rigtigt efter, han lyttede mere til deres hjerter og hvordan blodet pumpede rundt i deres kroppe. Det var lang tid siden han havde smagt varulveblod. Det var ærlig talt ikke noget for ham men det var altid noget man kunne gå rundt og sige til folk - at man havde jaget en varulv.
Han rystede blot på hovedet af dem og tog derefter sit håndled op til munden for at bide to dybe huller ned i sig selv. Det var nok til at standse mændene i deres råberi af ren forvirring over hvad i alverden den vampyr havde gang i.
Chester holdt den ene finger i vejret for som hint til at de skulle have tålmodighed.
"Wait for it," sagde hen og så begyndte blodet fra hans sår at svæve op i luften til en lille bold. Der kom ikke så meget igen, for hans sår helede hurtigt, men nok til at det kunne dele sig i to kugler. Så, med et ryk i håndledet, fløj de to kugler ind i hver sin mund på mændene, tvang dem til at sluge det. De så alle lettere forbavset ud hvorefter Chester lavede en fagt ned af sig selv.
"Now you may attack me."
De var modige, dumdristige. Nogle rigtige helte. De trak alle sammen en kniv, uvidende om, hvad Chester nu kunne gøre ved dem. Eller få dem til at gøre mod sig selv. Med nogle fakter med armene, som han lavede, blev to af mændene nødt til at kaste deres arme rundt i nogle uelegante bevægelser. De var forskrækket til overhovedet at kæmpe mod de ufrivillige bevægelser og før de vidste af det, havde de stukket deres makkere ned og derefter sat kniven i hinanden. Chester klappende underholdt, og skulle lige til at tage varulven, der nok stadig var i liv, med en kniv i maven, op, da han endelig huskede hvad han egentlig var på vej til. Han var på vej hen mod Razor. Det var trods alt ham han var kommet hertil med. Det ville være skidt hvis han blev dræbt mens Chester havde for travlt med at drikke blod.

Det var næsten ærgerligt at musikken stoppede. Det var typisk - folk kunne aldrig noget når stemningen eskalerede til hvad den havde gjort nu. Det var som om at deres evne til sjov gik helt i stå. Hvorfor? Lidt musik i baggrunden kunne da ikke gøre skade. I sidste ende kunne det være den gestus der have redet deres liv. Medmindre selvfølgelig et held i uheld som Chesters kasten med violinen havde efterladt sig. Han rystede kort lidt på hoveet og holdt et stift blik mod bartenderen der panisk gik baglæns. " You've got nowhere to run - and even if you did.. I'll always be faster than you.. " Knurrede han så bare, dog i en nærmest latterfyldt knurren før han sprang på bartenderen. Ingen grund at lade ham skabe mere kaos end hvad Chester og Razor havde tænkt sig. Han havde desuden lige slået ham i hovedet med en flaske og det måtte han da så sandelig bøde får. Razor bed fat i mandens overarm efter at have fået ham i gulvet ved at stikke glasskåret dybt i mandens lår. Grebet han havde fat med sine tænder fik hurtigt revet både trøje og hud fra hinanden før det dæmoniske udtryk for alvor dansede sin vej hen over Razors ansigt.
" I know for a fact that loosing a lot of blood isn't really that enjoyable - but you seem like the kind of guy who wouldn't mind a little inner tornado of discomfort.. " Sagde han så bare stille før han skævede mod blodet der fossede ud af mandens arm, og det samme ved hans ben. " Ofcourse hanging you upside down would be even better - keeps you awake.. " Han sendte manden et lille smil før han så bare rejste sig og slikkede sig kort om munden. Han sprang op på barbordet hvor han sad på hug og lod hans nærmest dyriske blik flakkede rundt efter sit nye mål. Ud af øjenkrogen fangede han Chester og få øjeblikke var hans blik rettet fuld ud mod vampyren der havde en fornøjelse med en gruppe der tydeligvis ikke anede hvem de havde med at gøre. Razor kunne ikke helt lade være med at smile. I det mindste var der et ansigt der indtil videre var nok til at holde ham bare en smule i kontrol. Også selvom dæmonen boblede lidt under overfladen og det var et spørgsmål om øjeblikke før den vandt.

Razor lod hovedet glide lidt på skrå og fulgte vampyren lidt med blikket som han trådte tættere på. Han bed sig kort lidt i læben før smilet om hans læber voksede en lille smule for hvert skridt der blev taget. Razor kunne godt selv mærke adrenalinen der pumpede rundt i hans krop - nogle gange følte han sig som en panisk mus når det kom til farten hans hjerte havde når tingene var over det hele. Dog synes han det var fantastisk - en rus han elskede. Der var vel en grund til at dette var noget han aldrig blev træt af at lave.
" I.. Did not know - that that was, one of your incredible talents. " Sagde han så lidt og puffede kort til vampyren da han var tæt nok på til at det var muligt. " That was..." Sagde han så bare lidt og lod blikket glide over Chesters ansigt. " Very impressive.. " Han rettede sig så bare kort lidt op før han spejdede blikket lidt rundt. Folk havde helt klart taget afstand. Razor overvejede et øjeblik om man burde holde sig i nærheden af døren - bare lige for at gøre det den tand sværere for folk at stikke halen mellem benene og løbe ud. " Now.. Don't waste angel blood for my sake.. " Sagde han så bare i en halv spindende tone helt tæt ved Chesters øre før han kort nappede ham i huden på øret. Hans blik var dog rettet mod en mand i den anden ende af rummet. Et skarpt blik. Og det tog ikke mange sekunder før hans udtryk ændrede sig fra det ene øjeblik til det andet.

Måske var det ikke bare forvirrende situationer eller følelsesladet øjeblikke der bragte dæmonen frem i ham. Blod, kamp og andres dårlige intentioner kunne tydeligvis også gøre det. Han var hurtigt væk fra barbordet og med retning mod manden der stod og kæmpede for at få et stol ben revet fri fra en stol - Så kunne man da ikke afsløre sine planer på en mere åbenlys måde.
" You know - killing a vampire isn't just about the right weapon.. " Sagde han så bare kort og skubbede manden væk før han selv uden problemer fik stol benet fri. Han fulgte manden med blikket da han fangede sin balance op af nærmeste væg som han hurtigt fik vendt ryggen til for at se på Razor.
" I know! I just.. " - Ynkede manden sig - tydeligt i chok over at han var blevet opdaget i sin handling.
" You just what.. exactly? " Spurgte Razor så bare og kneb øjnene sammen. Han drejede stol benet rundt i sin hånd før han så bare i et par skridt var henne ved manden og havde boret den gemmen maven på ham lige i det manden skulle til at svare.
" Way to easy.. " knurrede han stille før han sendte manden et smil. Det var lige så kriblede under hans hud som han rev stol benet fri fra manden og lod ham falde til jorden. En kvinde kom løbende, en der tydeligvis kendte manden der netop var blevet slået ihjel. Men kun fik bare et hårdt slag på siden af hovedet med stol benet og røg til jorden i gråd. Han kunne ikke helt lade være med at grine men rettede så bare blikket tilbage mod Chester - vampyren.
" Seems like nobody here is capable of killing a vampire.. " Sagde han så bare kort før han trak lidt på skuldrende. " I mean - almost.. " træbenet blev igen drejet rundt i hans hånd før han fangede det i et stramt greb. Dog ikke fordi han havde planer om at bruge det - nej det var mere et greb om sig selv. Han bed kort tænderne lidt sammen - han havde vel ikke planer om at gå efter Chester? Han skævede lidt mod stol benet før han så bare kort rynkede panden lidt. Tanken var der - lokkende. Det var alt for tæt på - han måtte ikke lade det tage helt over. Hvis det endte med alt som det plejede? Det ødelagde alting, han ødelagde alting. Han knurrede lavt for sig selv - nærmest til eget forsvar over sig selv. " Screw it.. " bed han så bare til sidst og smed det fra sig og satte kurs mod døren. Det var så tæt på at duften af blod ville kvæle hans fornuft og trække ham ind i et greb der kun handlede om død og ødelæggelse. Han kendte det alt for godt, nåede han først derhen var der ingen vej tilbage og for at være ærlig - så orkede han ikke endnu en kamp mod Chester. Hvis han nu kunne komme ud af det inden det gik galt.

Da han nåede hen til Razor, var hans sædvanlige smil kommet frem på hans læber igen. Det havde været lidt forsvundet gennem alt kaosset, men det hele var blevet lidt roligt igen - lidt for hurtigt, hvis man spurgte Chester. Men det var der hvor Razor og Chester var så gode for hinanden. De skabte blot mere kaos, hvis nødvendigt. Og selvom de fleste personer nu havde været kloge nok til at begynde at flygte, så ville flere komme til. Vagter, folk der var nysgerrige eller ville spille helte. Ingen kunne holde sig helt væk fra drama. Især ikke mennesker.
Han nåede helt op til baren og blev puffet. Han trak let på den ene skulder som om det han havde gjort var ingenting - selvom han udemærket godt vidste, hvor god han var. "That's me. I'm very impressive. And that's just one of the instruments I can play. If you really want to be impressed you should hear me playing the banjo."
Hans blik gled endnu en gang udover rummet. Det var svært at holde sit fokus på Razor i længere tid af gangen. Ikke fordi han var et dårligt syn, men der skete bare så mange andre ting omkring dem, der var lige så fangende som ham.
Razors nappen i hans øre fik hårene til at rejse sig i nakken af ham. Det var sjældent at nogen kunne have den effekt på Chester, men nu var drengen heller ikke ligesom alle andre. Det var ikke fordi at han ville sige, at han havde kontrol over Chester, det var der ikke nogen der havde, men han påvirkede ham på en anden måde end andre gjorde. Det var spændende. Men også yderst irriterende. Et skævt smil kom frem på hans læber over hans ord.
”Fine by me” svarede han og ventede ikke på Razor, før han på blot et sekund var henne ved den faldne igen. Efter at Chester havde skubbet ham på gulvet, havde han rejst sig op og var nu på vej til at liste sig ud af klubben i håb om at vampyren havde glemt alt om ham. Det havde han egentlig også, men Razor havde mindet ham om det igen og blodet fyldte stadig lokalet med en bittersød duft, som faldne engle havde det med at dufte af.
Med sin fart, var Chester hurtigt foran ham. ”Oh, leaving so soon?” spurgte han med et blik, der skulle virke til at ærgre sig og underlæben skudt frem, ”You can’t do that, we’re just getting started. Or well, we as in Razor and I. No, your evening is just about to end.”
Før manden nåede at svare ham, bed Chester ned i ham. Der kom ikke meget lyd fra ham, desværre, ikke andet end få klynk, og han kæmpede heller ikke igen. Men Chester var på en måde ligeglad. Ved det her, var det smagen han kom fra. Den søde englesmag med en snert af bitterhed fik det til at sitre gennem hele hans krop. Han blev så grebet af smagen, at han alt for hurtigt havde tømt den faldne for blod. Han smed liget fra sig og tørrede sig om munden med håndryggen. Ikke at det hjalp – han havde sådan set revet en mans hals op og dykket sit hoved ned i det, så han havde blod over hele hagen og rundt om munden og på tøjet. Det kunne han ikke bare tørre væk. Hele hans krop var varm efter at blive fuld op af nærende blod og Chester var sikker på, at det her nok skulle blive en god aften.

Han kom så endnu en gang i tanker om at Razor egentlig også var i gang med et mord. Vist med en mand, der havde tænkt sig at prøve slå vampyren ihjel. Chester vendte lige opmærksomheden derhen til at se ham bore et stoleben op i maven på ham. Han nikkede anerkendende til det og da kvinden, der kom løbende, så fik et slag i hovedet med det samme stoleben, kunne han ikke holde en høj latter tilbage. Han klappede begejstret over Razors vold.
”Bravo – extra-ordinary performance. Really truly entertaining.” Det var ikke sarkastisk. Han mente det skam. Det var alt for lang tid siden at han havde jaget med en der forstod sig på at mixe kreative og ren og skær koldblodige mord. Det er ikke sjovt hvis man kun gør den ene ting. Så bliver det alt for nemt kedeligt.
Han rystede let på hovedet for at give Razor ret i at ingen her var i stand til at dræbe en vampyr men tænkte så lidt over det. ”Actually I think quite a few could kill a vampire – they just can’t kill me.” Hans blodige smil bredte sig ud til at blive mere selvsikkert, men det blev svagere igen kort efter. Det gjorde det, fordi Chester godt kunne se hvordan Razors greb strammede sig om stolebenet. Og selvom Chester synes at Razor var en guttermand, så stolede han bestemt ikke på ham. Han havde prøvet at slå ham ihjel et par gange før, og de var måske venner nu, men Chester kendte ikke nok til Razors ustabile personlighed til at vide om det hele tiden ville være sådan.
”Hey Razor – you okay there?” Han lød rimelig afslappet, men det var også sjældent at han ikke gjorde det. Han betragtede Razor for at se, om han kunne læse ham og tog et skridt nærmere, men nåede ikke mere, før smed våbenet fra sig og begav sig mod døren.
”Wha- hey, hey!” Så hurtig som Chester nu var, var han henne ved siden af Razor. ”Where are you going? Didn’t you hear what I just said to that guy, I drank off?”
Han trådte ind foran Razor og gik baglæns foran ham. Der var stadig et smil på hans læber og han spredte armene ud som en gestus til alt det kaos de havde skabt. ”We’re just getting started.”
De nåede hen til døren. Chester stillede sig foran den med en arm der blokerede udvejen. Det var stadig muligt for Razor at komme forbi ham, han var ikke så stor igen, men det var forsøget værd. Hvis han gik forbi ham, ville Chester bare blive ved med at følge efter ham.
”Unless you have some place better to destroy of course. In that case, lead the way. There’s not much to do in here anyways. We could always wait for the guards to show up and play with them. Or you know, tear this place down.”
Han opdagede at han bare plaprede og kom væk fra, hvad han faktisk ville sige. Det var typisk ham. Han rystede derfor på hovedet. ”What I’m trying to say is; Why are you in such a rush to get out of here?”

En af de ting Razor fandt så interessant og underholdende ved Chester var den sarkasme der lå over ham mere eller mindre hele tiden. Til tider var det en smule forvirrende fordi man ikke helt vidste om han egentlig mente hvad han sagde sarkastisk eller ej - men samtidig var det helt igennem perfekt fordi det satte det ekstra i gang i ens hoved. Man skulle finde ud af ham, selvom man på forhånd vidste at det var en umulig opgave. Heldigvis tvivlede Razor ikke længere på at Chester faktisk synes om hans selskab. Det var nok også derfor han valgte at tilbringe tid med ham igen og igen - det var sjovt. Der var ikke det de ikke kunne finde på og selvom de var forskellige så havde de ting til fælles der fik det hele til at kunne fungere. Mange mente nok at alle psykopater fungerede sammen, men det var langt fra tilfældet - faktisk skete det sjældent. Bare fordi man havde en tankegang der i mange tilfælde var den sammen som en anden. Betød det ikke nødvendigvis at man fungerede i selskab med hinanden.
Men det fungerede mellem Chester og Razor - hvordan? Det var der nok ingen der i virkeligheden helt vidste. Men lige nu var der ingenting der fungerede for Razor. Det boblede rundt inden i ham med en vrede han ærlig talt frygtede en smule ville gå ud over Chester. Alle andre var lidt ligegyldigt - men at kaste sin ukontrollerbare dæmon ud over vampyren var ikke smart. Selvom han lige så godt kunne få det overstået ligesom han havde gjort overfor alle andre der faktisk betød noget for ham. Det var nærmest som en test. Som om dæmonen i Razor testede dem, ville de blive selvom han mistede kontrollen og næsten slog dem ihjel? Eller lod dem slå ihjel. Det var utroligt. Man kunne så sige at Razor i forvejen næsten havde slået Chester ihjel og han var der jo stadig, så at teste ham ville være spild af tid. Pfft! Hvorfor skulle det overhovedet være noget i den retning? Det var da helt sikkert bare Razors forskruede hoved og dumme følelser der kom i vejen og gjorde at hans i forvejen manglende kontrol bare gik helt i stykker.

" I'm fine! " knurrede han bare kort og gik videre. Han skævede kort mod Chesters fødder da vampyren valgte at træde ind foran. Dog gled hans blik bare op over hans krop og mod hans ansigt et øjeblik efter. " You don't wanna get in my way right now.. " Sagde han så bare og bed tænderne lidt sammen. Han knugede kort fingrende omkring bunden af sin trøje før han så bare rystede lidt på hovedet. " Move.. I need to get out okay.. Right now! " Han rynkede brynene lidt men rystede så bare lidt på hovedet. Chester skulle ikke stå i vejen. Lige nu var det ikke fordi Razor var bange for at angribe ham, men et mentalt sammenbrud i forvirring over hvad fanden der foregik i hans krop var nok mere det han helst ville undgå blev en realitet i selskabet. Chester var mange ting, men en ligefrem ven nok til at lade hele sin forvirring omkring alt i hans liv og følelser vælte ud i en rystende talestrøm? Nej. Måske - Ugh, det vidste han heller ikke.
Han stoppede op og lod så bare blikket hvile mod Chesters ansigt uden at sige noget - i hvad der nærmest føles som en evighed. Han bed sig kort lidt i inderlæben før han så bare slog blikket ned. Selv hans smil blev tvunget væk af højere magter. " I just need air.. " Sagde han så bare kort og snoede sig forbi Chester og trådte ud af døren. Efter at have fejlet i at åbne den et par gange med et desperat fnys og en række mumlet bandeord. Det var ikke fordi han ikke ville lege - det var sjovt, selvfølgelig var det det. Men han hadede ikke at være i kontrol over hvad han lavede og hvis han skulle have det skulle duften af blod ikke danse lige under næsen af ham eller bare i det hele taget have en hel krigszone liggende omkring sig. Førhen havde det ikke været et problem for ham for der var det det eneste han skulle og alle i hans omgivelser var lige gyldige. Men han levede livet på kanten - at kontrollere sig selv i selskab med et menneske i tide og utide var svært nok. Ikke at slå Chester ihjel eller gøre et forsøg på det, var svært når det var hvad kroppen hungrede efter at gøre. Se det forbudte blod på sine hænder.
Han kørte sine hænder ned over sit ansigt da han var kommet udenfor og trådte nogle skridt væk fra døren langs kroens mur før han så bare stoppede lidt op. " Pull yourself together you shithead.. " knurrede han lavt til sig selv før han skævede ned mod sine bare fødder som var plettet godt til med snavs og blod. Han vendte sig kort lidt, først fra den ene side og så til den anden før hænderne gled op gennem hans hår og endte med at ligge i hans nakke. Han skævede så bare lidt ned af gaden. Han var gået i stykker - alt han var før var han ikke længere og det generede ham grænseløst. Skuffende - det var hvad han var. Hvis hans gamle herre var her nu ville han ryste på hovedet med det mest skuffet udtryk overhovedet. Et udtryk Razor førhen ikke havde vidst hvad betød men nu vidste han det og det stak nærmest i hans krop. Han havde fejlet for grumt i sin egen eksistens. Blodlysten måtte tage over - men ikke fordi dæmonen ville have det, nej fordi det var den han normalt havde fuldt og haft kontrol over. Chester var perfekt selskab til at lade det ske så hvorfor var det helt præcis han var smuttet derinde fra?

Chester havde ingen anelse om, hvad der foregik, og han brød sig ikke om det. Razor gik fra at skabe sjov og kaos til at nu være på vej væk fra ham. Chester vidste ikke en gang om det var fordi han havde gjort noget forkert. Han var vant til at han gjorde et eller andet, der gjorde nogen vred, og de så ikke længere gad ham, men det var han sådan set ligeglad med. For han gjorde det han havde lyst til og kunne man ikke acceptere det, var de ikke det værd alligevel. Men det var noget andet med Razor – han havde aldrig haft noget i mod det Chester gjorde. Udover den ene gang hvor han var ved at slå hans menneske ihjel, men der løste de det med at prøve at slå hinanden ihjel. Ikke med at give hinanden den kolde skulder. Det var tåbeligt sådan noget. Chester gik meget mere op i at udtrykke sine følelser, enten med ord eller næver. Men Chester var ikke sikker på, at det var det som Razor gjorde lidt. Han var ikke sikker på om han rent faktisk var sur på ham. Faktisk var han slet ikke sikker på noget i den her situation. Og det var den frustrerende del.
Han så på Razor med en rynket pande, da han sådan set truede ham ved at sige at han ikke skulle komme i vejen for ham. Ikke nu det igen. Han var ved at vænne sig til at de ikke var fjender.
”Actually I do want to,” sagde han, ”And this shouldn’t surprise you. I’m literally getting in your way right now.”
Han rykkede sig heller ikke i starten, da Razor bad ham om det. Ikke for at være provokerende, selvom det ellers plejede at være Chester, men fordi han simpelthen ikke kunne se, hvorfor der var et problem. Og selvom festen allerede rimelig meget var ødelagt, så var han vel en smule desperat efter at holde fat om det en anelse længere. Det her var første gang i lang tid, at Chester endelig var sammen med nogen der støttede op om hans sindssyge ideer. Åbenbart ikke alligevel.

Til sidst rykkede han sig dog. Det var godt nok først efter at Razor selv havde besluttet sig for at fysisk forsøge at komme forbi ham. Han kunne have valgt at holde ham tilbage, at tvinge ham til at blive men hvad nyttede det. Så han lod ham gå. Han var alligevel bare en lyseslukker. Chester vidste ikke, hvad der egentlig gik galt men pludselig besluttede han sig for at være i dårlig humør og ødelægge stemningen. Nu havde de det lige så sjovt. Chester havde set frem til bruge aftenen med ham, men det kunne han af en eller anden grund ikke finde ud af.
Alligevel var han ikke rigtig sur. Ikke en gang irriteret. Han var egentlig nysgerrig. Han ville vide hvad der var gået galt. Hvad der kunne få Razor til at gå fra kaos. Razor var fascinerende nok i forvejen og det her gjorde ham bare endnu mere spændende. Normalt ville Chester bare have gået nu. Hvad end en anden person gik i gennem var ikke hans problem. Men her blev han stående. Han vidste ikke, om han faktisk var bekymret for Razor og hvis han var ville han aldrig indrømme det. Han var aldrig bekymret ikke en gang for sig selv. Hvorfor skulle Razor betyde mere for ham end ham selv? Nej, han var bare nysgerrig. Og så var han rastløs og ville kede sig alt for hurtigt hvis han bare lod ham gå. Det var måske af selviske grunde – gjorde Chester nogensinde noget der ikke var selvisk? – men han havde ikke tænkt sig at give slip på Razor lige med det samme.
Han blev stående i et minut eller to. Han stod lånet op af dørkarmen med armene over kors, mens han lod sit blik glide hen over alt de havde ødelagt. Hvem end der ejede det her nye sted måtte være rasende. Han ville elske at se personens ansigtsudtryk. Han åndede kort ud, måske lidt dramatisk i forhold til at der ikke rigtigt var nogen, der ikke var frosset af skræk eller død, til at høre det. Han måtte hellere gå efter ham.
Hybriden var ikke gået så langt væk igen. Chester skulle kun tage få skridt ud af kroen før han var henne ved ham. Han så ikke ud til at have det alt for godt. Hvorfor vidste Chester stadig ikke. Han stillede sig foran ham og så op af ned af ham, før han klikkede med tungen.
”So… I’m guessing you’re not as fine as previously mentioned,” sagde han blot. Hvis Razor havde tænkt sig at sige det, matte han selv komme frem med det. Hvis ikke, så måtte Chester til at presse på.

Razor blik var som limet til jorden - han anede ikke hvor længe han stod og gloede mod jorden. Han bed sig kort i læben før hans fingre fandt hinanden og gav sig til at nive lidt i huden på en finger. Han blev nødt til at vågne fra sin trance - tage sig sammen og gå tilbage til Chester - få en sjov aften ud af det. Måske krævede det bare mere alkohol? Hans blik fjernede sig endelig fra jorden og rettede sig mod hans fingre. Nej alkohol var ikke nok - det fik han bekræftet da hans så hvordan hans hænder rystede og havde problemer med bare at finde hinanden. Han lukkede kort øjnene lidt før han så bare rettede sig op og rettede blikket tilbage mod døren hvor Chester var kommet til syne. Razor hævede bare kort lidt et bryn før han kneb øjnene lidt sammen.
" When did I say I was fine? " Spurgte han så bare lidt. Han kunne ikke helt huske hvad det var han egentlig havde sagt. Han rodede sig så kort lidt i håret mens han tænkte igennem hvad det var han havde sagt. Han kunne ikke huske hvad han havde sagt - hvor fanden var hans hoved henne lige nu?
" Oh right.. " Knurrede han så bare af sig selv før han bed tænderne lidt sammen. Frustreret og på renden til at boble over. Hvilket sikkert var mere end tydeligt at se på ham.

Han var stille igen.. Måske endda lidt længere. Men stilhedens øjeblik havde en ende. " Can you please explain to me what I'm such a fucking mess? I don't even know how to exist anymore? I'm constantly about to snap and you're not macking anything better what so ever. Did you know I actually really hates vampires - no.. not just hate.. Like reaaaally hate - And then you just walk around like this anoying prick and getting all into my life for other things than for me to kill you. Whats that about? Care to explain, why am I even still alive? Aren't you surpose to kill people like me? Empty my body and brag about it? " Han holdt blikket rettet mod Chester og tog sig slet ikke af at han snakkede i et tempo der skulle lyttes godt efter for at kunne følge med i.
" I really wanna kill you - you know that right? It makes me sick that I can't do it.. That I'm not allowing myself to do it.. I'm surpose to like people - at all.. And know.. That all I do? I have rules!? Chester, thats just fucked up. I made them myself - don't kill shapeshifters that might hurt Tatias feelings.. Don't kill Reign or do things that might hurt him, you in love him. What even is love? Don't piss Sean of having a master that dosen't talk to you dosen't feel good - why do I even care? - Why do I have to be so pathetic!? " Hans tone blev mere og mere knurrende, samtidig med at udtrykket i hans ansigt ændrede sig. Han var vred, ikke på Chester men på sig selv over alt det åndssvage lort der fyldte hans hoved og hans liv. Han havde ikke brug for følelser de var spild af tid og Chester var den eneste der faktisk forstod hvor lige gyldigt det var. Men samtidig var Chester også lige nu den det hele gik ud over.
Hans blik borede sig nærmest ind i Chester før han så bare tog de sidste par skridt der var hen til vampyren.
" I don't care about you.. " Sagde han så bare - uden at mene det. Et skrøbeligt forsøg på at bilde sig selv det ind. Han skubbede til Chester, hårdere end han egentlig havde tænkt sig. Men han var ligeglad - var han ikke? Han skulle være lige glad. " Why would I care.. You're just a stupid vampire.. Right!? " Bed han så bare og skubbede til ham igen. I det mindste havde han ikke en kniv i hånden som han forsøgte at bruge. Stolbenet indenfor havde sat tanker i gang. I det mindste var han ude af kontrol på en kontrollerbar måde. Det var ikke fordi han var hundrede procent sin dæmon der forsøgte at overbevise de.. Okay han var tæt på.

Det var ikke svært at se at der var noget galt - det var ikke ligefrem fordi Razor prøvede at skjule det. Og at han så spurgte om hvornår han havde sagt at han var fin, fik Chester til at se på ham med et undrende blik.
"You just said it. A few minutes ago," svarede han overraskende seriøst. Der var ikke noget sjovt med den her situation. Razor var da ved at miste forstanden. Til den grad hvor han ikke ville være i stand til at skabe problemer længere. Hvem skulle så være Chester morder-ven? Sådan nogle var ikke nemme at finde og nu var han lige blevet så glad for at det var Razor.
Han lagde armene over kors igen, da han virkede til at huske det nu. Det gjorde det ikke bedre. Han sagde ikke noget, han ventede blot på at Razor ville sige noget. Og det var så sandelig ventetiden værd.

Han vidste ikke helt præcist hvad han havde forventet svaret ville være. Han havde nok bare forventet at han var muggen over et eller andet. At Razor ville kaste hele sin livskrise i hovedet på ham, havde han ikke forventet. Det var heller ikke så smart igen - Chester var ikke ligefrem kendt til at være god til at trøste. Men så igen. Razors problem var noget som Chester på en måde kendte til. Trangen til at slå det ihjel, som man egentlig ønskede i live.
Han virkede ikke specielt fornærmet over det Razor han sagde. Knægten fik ikke meget reaktion fra ham. Han hævede kun overrasket øjenbrynene på en mere komisk måde en situationen egentlig tillod, over, hvordan han hadede vampyrer. Det forklarede alligevel noget. Nu kunne Chester være beæret over at han ikke blev dræbt, selvom han overskred en grænse. Det måtte da betyde noget.
Han sagde ikke noget. Ikke udover en enkel sarkastisk kommentar da Razor spurgte ham om det ikke var meningen at han skulle slå ihjel. "Well you know me. I'm not much of a bragger."
De næste ord der undslap hybridens mund kom rent faktisk bag på Chester. Han ville slå ham ihjel. Jo, han havde prøvet at slå ham ihjel før, men det havde vampyren jo også med ham og han ønskede ikke at slå ham ihjel. Han troede vel at de var kommet til et andet punkt i deres forhold. Chester vidste ikke helt hvordan han havde det med det. Han var vel skuffet. Såret måske? Nej, skuffet. Han var vant til folk der ønskede ham død. Der skulle mere til at såre ham. Desuden kunne han ikke tage Razor helt seriøst i en situation hvor han holdt en tale om at ville dræbe alle personer. Det var sikkert ikke personligt ment.
Han lod ham tale videre for ærlig talt så var det spændende. Chester så en helt ny side af ham, en side der fik ham til at indse, hvor lidt han egentlig vidste om ham. De myrdede sammen, havde sex sammen, men det var egentlig også det. Det gik ikke dybere. På få sætninger fandt han ud af mere end han havde gjort på flere måneder. Og Razor vidste sikkert ingenting om ham. Måske var det en god ting, men han var i hvert fald meget optaget af at fange hver detalje af Razors svada.
Han anede ikke hvem Tatia var, men han gik ud fra at hun var en af de formskiftere som han ikke måtte slå ihjel, hvis han så dem. Reign... var det ikke navnet på mennesket? Det forklarede en del. Chester vidste ikke en gang at Razor var i stand til at blive forelsket i en. Hvordan mon det føltes. Chester vidste ikke om han nogensinde havde været det. Som Razor forklarede det lød det frustrerende. Spild af tid og kræfter. Og så var der Sean. Ham havde han hørt om, men at han var Razors mester vidste han ikke. Det var mange navne på kort tid men noget som Chester kom frem til var at hybriden holdt af mennesker. Mere end Chester kendte til. Måske udover med Valeria men hun var hans skaber,  så det var et helt unikt forhold. Og så med en person til, men han var ikke sikker på om det gældte. Han vidste ikke en gang at vampyren havde det sådan. Razor var ikke et koldblodigt monster, som Chester havde forstillet sig. Og selvom det sikkert kunne ende med at blive et problem for en vampyr med næsten fuld mangel på empati, så fangede det bare hans interesse endnu mere. Razor var så meget mere fascinerende end han først havde tænkt, og det sagde en del.
Han virkede til endelig at være færdig, men Chester blev stående. Hans ansigtsudtryk havde ikke ændret sig. Nu kom de til delen hvor han burde komme med trøstende ord. Det kunne han ikke.
"Talking about how pathetic you are is one way to look pathetic. So that's the first thing that's gotta go."

Han virkede ikke til at sætte pris på svaret. I stedet borede hans blik sig ind i Chester på en måde han ikke havde oplevet før. Han tog et par skridt nærmere med vampyren rykkede sig ikke. Ikke før han blev skubbet i hvert fald. Det fik ham til at tage et par skridt tilbage og han kunne ikke skjule hans overraskelse. Skulle han nå til at slås med ham igen? Det gik ikke godt de sidste par gange men denne gang havde han i det mindste ikke et våben. Sandheden var bare at Chester ikke gad at slås.
Razor blev ved og skubbede endnu en gang til Chester men denne gang var han forberedt. Han tog fat i Razors arme og skubbede i stedet ham tilbage, væk fra sig.
"Oh shut up, will you?" sagde han irriteret, "I mean it. Boo hoo, you feel the need to kill but can't because you can't hurt the people you love. Why do you have to be so dramatic about it?"
Han baskede usynlig snavs af sin trøje og rettede på det. Razor havde jo gjort sådan at det ikke sad ordentligt.
"You're not the only dark creature in Underworld who has someone they keep on hurting because of bloodlust. I'm a vampire, don't you think that's our daily rutine? Get up, drink some blood and break someone's heart. Even I experience that with my creator and that's saying a lot. You just gotta find a way to deal with it. Me? I go out, kill all the innocent random people I meet that has no effect on the people I care about and then I put on my good manners at home. It's tough but you gotta suck it up."
Han troede at han var færdig men så igen, nu havde Razor sat ham i gang og så var det svært at stoppe ham igen. Han løftede en finger op i luften for at vise, at han skulle tale noget mere.
"And you know what? Caring isn't the worst thing in the world. Yes, I said it. Caring is frustrating and time-wasting and most definitely not my thing but sometimes it's necessary because how boring would life be if you went through it alone?"
Han lagde armene over kors igen og så ned på sine sko. De var røde af blod.
"You're right," sagde han så, man kunne høre på hans stemme at han var ved at slutte af, "I am supposed to kill you. But I won't. Because you're one of the few people..." Han sukkede og rullede kort med øjnene, irriteret over hvor dumt det her ville komme til at lyde. "You're one of the few people I actually care about. So there's that. So yes, you can care about people and still be a psychotic killer. I'm the prime example."

Han vidste ikke helt hvad han forventede at få ud af Chester - i sidste endte havde Razor slet ikke rigtig styr over hvad det egentlig var han sagde - eller gjorde. Han var et rod og han hadede det. Det var præcis det han var dramatisk over. Træt af at føle. Alting. Chester forstod det ikke - måske lidt. Men han forstod tydeligvis ikke Razors frustration omkring det hele. At han bare gerne ville have lov at være den han var uden at skulle tage hensyn til alle omkring sig. Hvorfor tog han overhovedet hensyn. Jo på grund af den lille stemme inden i ham der fortalte hvor ondt det ville gøre på dem han i sidste ende holdt af hvis han gjorde hvad han gjorde. Præcis den stemme der triggerede dæmonen i Razor til at være en rebel og gøre alt hvad den lille stemme sagde den ikke måtte. Derfor havde han forsøgt at slå Reign ihjel den dag han fik ham fyret fra bageren. Derfor havde han testet Seans grænser og angrebet ham både verbalt og fysisk. Det samme med Tatia - han havde nær slået sin egen søster ihjel kun fordi den dæmoniske side af ham ville bevise noget som folk aldrig helt ville tro på. Razor var en kold blodig morder og ingen skulle sige det modsatte.
Han kneb øjnene lidt sammen og lod blikket glide over Chester før han rynkede brynene lidt.
" What...? " Sagde han så bare kort og rettede sig op. Han rystede så bare lidt på hovedet. " No! Stop.. Don't say that.. " Knurrede han så bare. Hvad fanden var nu det for noget vås Chester fyrede af. Han var vampyren der ikke havde noget til overs for andre og sådan skulle det være! Det var jo derfor han havde brug for ham til at banke fornuft ind i hovedet på Razor. Ikke gøre ham endnu mere forvirret over faktisk selv at have et snævert følelses register. Razor følte sig et øjeblik som et lille barn der ikke fik sin vilje. Han knyttede kort sin ene hånd før han rystede på hovedet.

" No.. " Han lod sine hænder glide op igennem sit hår før et halv gnavent suk røg ud over hans læber og han vendte kort blikket tilbage mod døren indtil kroen før det ramte Chester igen. Han kunne slet ikke forstå det. Det var ikke meningen at mægtige mørke væsner skulle have dumme svagheder som det at tage sig af. Folk var ligegyldige. Man havde ikke brug for dem. Eller havde man?
" Could you not.. Jeez - you're not helping! " Sagde han så bare og rettede sig lidt op. Han lod armene falde ned langs sine sider før han så bare rystede på hovedet. Ugh! Det var jo ikke meningen at Chester skulle gå hen og vise andet end ligegyldighed. Han var nok en af de sidste personer han havde forventet ville sige sådan noget. Han vidste godt at der var mere end bare at slå ihjel i hans forhold med Chester - men det var fysisk det hele.. Right? Tydeligvis ikke. Grunden til at Razor ikke kunne slå Chester ihjel galt måske i sidste ende den anden vej rundt også?
Han kom med en kort utilfreds brummende lyd før han så bare rystede lidt på hovedet. " What even is this.. " han skød kort underlæben lidt frem før han så bare slog blikket ned mod jorden et øjeblik. Han var blevet slået ud af sin selv ynk for en stund. Chester havde slået hans tanker hen på noget andet. Irriterende men godt. Også selvom han ikke havde forventet det. Ikke at han lige nu egentlig havde lyst til at rende ind og skabe drama og blod. Jo, men nej. Duften af blod slog hans tanker tilbage på det han ikke gad tænke på lige nu. Desuden kunne han ikke helt glemme det faktum at den vampyr han ellers havde troet var kold og hård som en sten faktisk havde en blød plet et sted derinde. Smilet om Razors læber voksede en smule og han så en smule drillende mod Chester. " Does that mean you're really just a cute ball of fluff? " Han lod hovedet glide på skrå med et helt uskyldigt udtryk og et sødt smil om læberne.

Chester vidste ikke en gang, hvorfor han havde sagt det. Det var nok ikke det bedste tidspunkt at sige det på. Razor var ustabil og vred nok i forvejen til at Chester skulle til at sige endnu mere forvirrede ting. Nå, nu var det for sent. Det var ikke ligefrem fordi han havde tænkt over hvornår det var det rigtige tidspunkt. Han havde ikke en gang tænkt over, hvordan han havde det med Razor. De havde det sjovt sammen, var det virkelig så vigtigt at tænke yderligere om det? Det var det så nu. Chester fortrød straks, at han sagde det. Ikke fordi han skammede sig over det og ikke fordi han var nervøs for at være påtrængende - ærlig talt måtte Razor være så beæret over at en som ham brød sig om ham - men fordi, han tænkte, at deres relation nu ville ændre sig. Det var jo meningen at Razor skulle være den person, som han skulle være ligeglad med. Ingen problemer for andre end dem omkring dem. Så snart der blev andet end fysisk involveret gik det galt. Det var hvad der var gået galt for alle hans tidligere forhold og det var hvad der var ved at gå galt med Valeria. Der var intet galt i at holde af en person - men Chester havde den tanke at intet var permanent og så snart de kære følelser forsvandt, ville det gå i stykker. Det havde han set mange gange før ved andre end sig selv.
Nu var skaden sket, og Chester var ikke en person der brød sig om at se tilbage på sine fejl. Nu måtte han jo bare se Razors reaktion og hvis det var konsekvenser kunne han altid smutte. Han brød sig ikke om konsekvenser.
Hybriden virkede ikke bestemt glad. Faktisk virkede han vred. Det havde han virket i et stykke tid nu, og Chester var ret sikker på at han ikke var vred på ham men på sig selv. Eller også var det bare sjovere at tænke på den måde, for så havde han ikke gjort noget dumt. Han var ikke den bedste til at læse folk på det punkt. Han lod ham egentlig bare rase ud. Ikke at han havde opbrugt sine ord, for Chester kunne egentlig tale hele dagen, men han havde styr nok på situationen til at vide at han lige havde smidt en bombe i hovedet på Razor. Så han stod blot der med armene over kors og betragtede ham, en anelse utålmodig. Chester oplevede sjældent sådan noget her og det var egentlig spild af tid. Det kunne bruge deres aften på noget meget mere fornuftigt og spændende end det her. Men han sagde ikke noget og lod Razor fatte sig selv i det mindste en smule.

Han talte først igen, da Razor stillede ham et ufattelig flabet spørgsmål. Hans hænder faldt ned af siden på ham og han prustede ud blot for at vise sin irritation.
"No," sagde han som han himlede med øjnene af ham, "It means that even a coldblooded psycopathic sadistic killer" - han lagde med vilje tryk på næsten hvert ord. Razor skulle ikke tro at han var blødsøden. Det var han bestemt ikke. - "can care for someone. But that doesn't make me any less of a bad-ass. As you just witnessed."
Han nikkede hen mod kroen som en hentydning til alt det kaos de lige skabte. Han var i hvert fald selv meget stolt af sin violinspil.
Han rystede let på hovedet, blot over alt det der lige var sket. Der var stadig ikke et smil på hans læber men han var ved at komme i bedre humør igen. Der skulle heller ikke så meget igen.
"Okay don't mistake me for actually wanting to know about your problems," startede han ud, "but what you're saying is; you want to be able to kill... to lose control... but because of rules you've made up for yourself you can't? Sounds awfully confusing to me."
Det værste var at han egentlig var i samme situation. Udover at det ikke var ham der lavede reglerne men regler der blev presset ned over hovedet på ham. Så irriterende.
Han trådte nærmere på Razor. Hans stemme ændrede sig. Den blev mere spindende, forførende, som han kunne gøre, når han ville have sin vilje.
"What if you could... spend a night. And not worry about any rules?" Han så ned på Razor og greb med to fingre fat om hans trøje, meget let. Hans mørke øjne prøvede at fange hans. Hans typiske sadistiske smil var kommet frem på hans læber igen. "How does that sound?"

Razor lod blikket hvile mod Chester - det var også okay. Det hele var til at arbejde med. Lige meget hvor irriterende det var at hans forestilling om Chester var faldet til til jorden. Så var det faktisk meget rart at vide at han måske ikke helt var den eneste der gik med irriterende tanker og følelse på trods af sin mere psykopatiske side.
" I... Never said that.. " Sagde han så hurtigt og løftede en finger med et lille smil. " I know you're a bad-ass.. Duh? Why do you think I like you so much.. " Sagde han så bare med et lille grin før han rystede lidt på hovedet. Han skævede dog alligevel lige kort mod døren indtil kroen. Razor var på en seriøs rutsjebane tur lige nu. Det ene øjeblik var han rasende, det næste frustreret - så rasende igen og nu.. Well - han var ved at være ude af sit 'jeg knækker snart og flår den dumme vampyr fra hinanden' - mode. Han lod kort fingrende glide gennem sit hår før hans blik faldt hen på Chester igen.
Razor gad ikke engang høre om sine egne problemer, så hvorfor i alverden skulle Chester gide det. På trods af han gjorde det alligevel. Det var alligevel ret flot, at han var blevet stående herude mens Razor snakkede ørerne af ham om uforståelige og ligegyldige livs kriser.
" People I care about die when I lose control - thats the problem. " Sagde han så bare kort før han kort rynkede næsen en smule. " And losing control is for me more dangerous than it use to be. " Det var svært egentlig at forklare det, så det gjorde han ikke. Han var selv forvirret over det - der var ikke grund til at kaste mere efter Chester - det var jo ikke vampyrens skyld. Razor skulle selv lære at sætte sin dæmon i skak så den ikke angreb de forkerte for at understrege en pointe. Det var dumt.

Han fulgte Chester lidt med blikket da han trådte tættere på. Ugh! Lige præcis hvad der fik kroppen til at reagere på alle de rigtige måder. Razor lod det dog ikke vise, ikke for meget hvert fald. Han lod hovedet glide lidt på skrå. " Not one single rule? " Spurgte han så bare lidt og lod blikket hvile mod Chesters øjne - som ærlig talt var svære ikke at fokusere på lige nu. Han lod sine fingre danse op under hagen på vampyren før hans blik faldt ned mod hans læber. Razor havde et mindre hemmelighedsfuldt udtryk blandet med noget lidt lusket.
" Actually.. " Sagde han så bare kort, spindende og forførende - så forførende man nu end kunne nå at blive i et simpelt ord. Han lod blikket finde Chesters øjne igen før han så bare kort rykkede ansigtet tættere mod Chester og nappede ham kort ved overlæben.
" .. No " Sagde han så bare kort med et lille smil før han trådte et skridt tilbage.

Han lod betragtende blikket falde ned over Chester men i stedet for faktisk at gå, selvom det var det han havde lagt op til at gøre endte han bare med at ryste lidt på hovedet. " You know what - screw it. I hate rules anyway. " Sagde han så bare og hev fat i Chester og trak ham tæt på, helt tæt på. Men det var først da han havde skubbet vampyren op mod muren bag sig, uden at ligge skjul på den styrke den spinkle krop havde i sig - at han gjorde hvad hans krop ellers skreg efter at få lov at gøre. Fysisk kontakt - det var ikke til at få nok af. Han havde brug for det, hungrede konstant efter det. Især lige nu. Seksuelt drevet kunne man vel næsten kalde det. - Han plantede læberne mod vampyrens uden at tøve et sekund. Med hænderne plantet mod fyrens bryst presset mod muren. Bare lige så han ikke forsvandt med det samme. Var det noget vampyrer kunne? Tiltrække på en eller anden surrealistisk måde - eller var det bare Chester der var alt for tiltrækkende at se på til at man kunne lade være. Ikke dermed sagt at et simpelt kys egentlig var hvad der for alvor røg gennem af lyster i halvdæmonens krop - slet ikke. Men det var altid en god start - forret - hovedret også dessert. Hovedretten måtte gerne springes over!

Chester havde mange talenter - især hvis man selv spurgte ham - men noget han var allerbedst til var at være ligeglad. Ikke blot med hvad folk syntes om ham, hvilket nok var det nemmeste for han var vant til folk hadede ham og det var også hvad der passede ham bedst. Nej, han var også god til at være ligeglad med andre generelt. Andre og deres følelser. Det var en af hans træk som psykopat. Det var ikke noget han for det meste gjorde med vilje, han tænkte bare ikke over hvordan andre havde det medmindre det på en eller anden måde påvirkede ham. Når andre havde problemer ragede det ikke ham, og det var så nemt at skubbe tankerne om dem væk. Han ville ikke kunne hjælpe alligevel. Han var mere god til at skabe problemer end at løse dem. Dette gjaldt også for de personer han holdt af. Hvilket betød at det også gjaldt for Razor. Jo, det var træls at han havde det sådan, for det betød at de ikke bare kunne have det sjovt som de plejede. Men Chester ville meget hellere bare skabe problemer med ham end at høre om det. Det fangede ham en del mere. Desuden lød Razors problem til at være noget af en eksistentiel krise, nogle som Chester selv havde haft et par gange i sit liv som udødelig. Han havde lært at det bare var nemmest at skubbe den væk og ignorere den. Så plejede den at gå væk i nogle årtier.
Det var også derfor, at han ikke rigtigt svarede Razor, da han forklarede, hvad hans problem egentlig var. Han spurgte heller ikke mere ind til det. Han sagde bare "Got ya." og skiftede emne. Razor var i bedre humør nu, det var vigtigst. Så kunne de have det sjovt igen.

Razor reagerede som Chester havde håbet på, da han trådte tættere på ham. Stemningen ændrede sig omgående, hvilkede passede vampyren fint. Det var blevet lidt for deprimerende før. Razor nærmede sig ham og Chester fik ordentlig fat om hans trøje. Han åbnede munden igen og selvom han ikke sagde meget, ramte hans forførende tone stadig Chester. Han lænede sig ned over ham, tættere på ham.
Chester var ikke meget for at vise, hvor nemt Razor egentlig kunne påvirke ham. Når de havde sex, var det ligemeget, for der gik det begge veje. Men lige nu, som Razor blot nappede hans læbe, fik det til at gyse i gennem ham. Det kunne høres på hans udånding, selvom han prøvede at holde det tilbage. Han ville ikke vise den kontrol som Razor havde over ham på det punkt.
Han skulle lige til at læne sig helt tæt på for at gøre noget til gengæld, men Razor afviste ham og trådte et skridt tilbage, så han også måtte give slip på ham. Han rettede sig op igen og rynkede kort på panden. Han havde stadig et smil på læberne dog. Hans humør var bestemt ikke ødelagt.
"Really?" spurgte han med en let latter. Han nåede rent faktisk at tro, at Razor ikke gad - det kunne sagtens være at knægten hellere ville lave noget andet. Det kunne man ikke gøre noget i mod. Det var også derfor, at det kom bag på ham, da han pludselig mærkede den kolde mur mod sin ryg. Han blev altid overrasket over hvor stærk hybriden egentlig var. Han nåede ikke en gang at reagere før Razors læber var presset mod hans. Han tøvede ikke med at kysse igen. Han havde altid tænkt at det ville ske - Razor og ham havde det forhold at det enten endte med at de prøvede at slå hinanden ihjel eller have sex og Chester var i et godt humør i dag. Men alligevel kom det bag på ham. Det var en af de bedste ting med Razor. Han var ikke til at finde ud af.
Chester var ikke en til at starte langsomt ud. Hans kys var ikke ømt eller blidt. Det var intens og med det samme var hans arme rundt om Razor i et stramt greb. Med en hurtig bevægelse havde han vendt dem om så det nu var Razor der var presset op af muren. Godt nok var han stærk, men Chester var en gammel vampyr der lige havde drukket blod. Hans hænder gled op under hans trøje og strøg hen over hans varme hud. Han var fuldstændig grebet af kysset, ligeglad med omgivelserne, indtil at råb trængte i gennem luften. Vagter var endelig dukket op til stedet. Chester sukkede i mod Razors læber.
"We can't have a moment of peace, can we," mumlede han. Stadig med et smil på læberne, kyssede han ham hen af kæben "Wanna get out of here or... It's up to you."
Chester ville egentlig være tilfreds med begge ting. Så han tænkte at han ville lade Razor træffe valget.

Razor var grådig - alt for grådig. Han kunne simpelthen ikke lade være. Mangel på action i bare det korte øjeblik han havde været et ynkeligt eksemplar af et væsen. Havde gjort nok til at dette var næste skridt i retning mod bare noget der lignende hvad han havde lyst til lige nu. Desuden havde Chesters forførende tilgang ikke gjort det bedre. Razors dyriske side havde med det samme grebet omkring - nu var der ærlig talt ikke andet end lyst og begær der boblede rundt i hans krop. En ting var det adrenalin kick man fik af at slå ihjel - men den intime del af hans forhold til Chester var slet heller ikke dårlig. Der var intet i vejen med at blive rykket lidt rundt i engang imellem - om det så endda var at blive kastet eller trykket. Nix - det lidt hårde med tendens til blodige var kun en bonus.
Et øjeblik havde han bare mest lyst til at ignorere vagterne der kom nærmere. De havde helt sikkert fået besked om det kaos der var forgået på kroen - hvilket nok i sidste ende så var det perfekte øjeblik for Chester og Razor at smutte deres vej. Men nu havde de jo lige gang i noget andet. Han kom lidt med en halv utilfreds brummende lyd før han så lod blikket flakke mod Chesters ansigt. " We're just waaay to interesting for people to leave us alone.. I guess it's a compliment. " Sagde han så bare lidt med et lille grin før han kort skævede lidt ned af gaden. Han slap Chester efter at hans ene hånd ellers havde haft godt fat i fyrens buksekanten mens den anden grådigt havde snoet sig op under hans trøje.

Han klikkede kort med tungen. " Jeez.. Chester you're such a moron - how can you even ask that? " Sagde han så bare og skubbede kort til Chester før han så bare rystede lidt på hovedet. Der var da intet andet der var mere fristende end at smutte væk herfra og fortsætte legen et andet sted. Han trådte et par skridt væk langs muren før han så bare trak lidt på den ene skulder.
" The question is.. Where to? " Spurgte han så bare lidt og hævede et bryn. Dog med et yderst forførende udtryk - nærmest hemmelighedsfuldt. Der var i sidste ende ingen grænser for hvorhen de kunne gå. Så længe de ikke var i risiko for at vagterne fandt dem indenfor den nærmeste fremtid. Han trådte de to skridt tilbage mod Chester og hev ham tæt på sig ved hjælp af fyrens buksekanten. Kun for at snog sig om bag ham og skubbe ham videre med ned af gaden.
" I don't feel like sharing this piece of delicous vampire. So! Somewhere where we can be alone would be juuuuuust fiine. " Sagde han så bare bare lidt i en spindende tone med munden tæt placeret ved Chesters øre, som han stadig førte vampyren væk fra kroen og ned af gaden. Ikke at han som sådan vidste præcis hvor de var på vej hen - men mon ikke der dukkede et mindre befolket sted op ikke langt derfra. De var trods alt i Firewood og det var ikke alle steder her i byen at der foregik en masse på dette tidspunkt.
Han nappede kort Chester ved øret før han så endelig fjernede sig fra bag ham og trak ham med ned af en anden gade. Hans blik flakkede rundt i mørket mens hans sanser spejdede over området og sporede sig ind på efterladte områder. Han skævede kort mod Chester før han så bare fik et lidt lusket smil frem over sin læber.

Chester lo lavmælt over Razors kommentar med at de ikke kunne lade dem være alene, stadig med læberne der gled over hans hud, nu på vej hen af hulningen ved hans hals. "I take it as one."
Han trak sig ikke væk fra Razor. Det kunne han ikke få sig selv til. Han følte sig draget til ham som en møl til lys. Det var først da han blev skubbet til, at han endelig kunne få sig selv til at slippe ham. Han fik også revet sine mørke øjne fra ham og kastede i stedet et blik over skuldrene. Man kunne se små skikkelser komme løbende fra den anden side af gaden. Med den fart ville der ikke gå længe før de også så Chester og Razor. Chester kunne ikke se om der var mere end mennesker blandt dem, ikke at han forventede det - Firewood Village var ikke ligefremt kendt for at være en by fuld af farvefulde racer.
De var ikke interessante længe for Chester. Razor havde truffet et valg. Et valg som Chester bestemt ikke havde noget i mod. Jo, det var altid sjovt at torturere et par vagter. Men det kunne man gøre hver aften med hvem sig selv og også alene. Det andet var ikke lige så sjovt at gøre alene. Og hvornår var det ikke sidst ham og Razor havde været sammen? De havde jo lige haft en periode hvor de prøvede at slå hinanden ihjel. Så svaret var nok alt for længe siden.
"We could go back to my place," sagde han som hans smil bredte sig, "But it'll take a while. And I don't think I can't wait that long."
Han havde allerede besluttet sig for at komme tættere på Razor, da hybriden selv trækker ham tættere på sig selv. Chester gjorde klar til at have ham i sine arme men han var hurtigt snoet forbi ham og trak ham videre. Han havde så meget energi. Ikke at Chester havde noget i mod det. Det var noget af der gjorde, at han var så spændende - der var aldrig et kedeligt øjeblik med ham. Han hungrede sjov lige så meget som vampyren gjorde.

Chester lod sig frivilligt trække hen af gaden. Razor holdt sig stadig tæt ved ham og de enkelte gange hvor han faktisk forholdt sig nogenlunde stille fandt Chesters hånd sig vej til ham - om det så var at gribe fat i hans trøje eller hans hofte - men han var hurtigt ude af rækkevidde igen. Det var frustrerende på sin helt egen måde. Han var der, men Chester kunne ikke bare tage fat i ham. Og som Chester elskede kontrol, var det tirrende og ved at drive ham til vanvid. Det hjalp heller ikke at Razor nappede til hans øre for blot at fjerne ham helt væk fra sig. Det var på samme tid irriterende og skønt. I hvert fald fristende.
Chester så knap nok rundt. Hans øjne forlod ikke Razor. Næsten som om han var et bytte, han var ved at jage. Det var vel på en måde sandt. Bare en helt speciel jagt med et helt speciel bytte. Da de så endelig var nået et stykke væk, i hvert fald langt nok væk til at de ikke længere kunne høre vagternes råb, og Razor skævede til Chester, fik han nok. Nu var det hans tur til at gribe fat i den anden, dog ved hans krave, og trække ham til sig. Ind af en sidevej mellem to høje bygninger og endnu en gang op af væggen. Hans læber mødtes hans, krævende. Hans hænder greb fat i hans hofter, holdt ham fast.
"Why not just here?" sagde han mellem kyssene, hvis de blev gengældt, "Nobody will see us. And if we're disturbed we'll just kill them. Spice things up a bit."
Ikke at de ligefrem havde brug for at krydre deres forhold. Det var hedt nok i forvejen. Om det så var godt eller dårligt så kunne man i hvert fald ikke kalde deres relation for normalt.
"You're not exactly picky," mumlede han blandet med latter, for det var tydeligt at han tænkte på deres første gang. Det var heller ikke på noget fint hotel med stearinlys og rosenblade.
Chester ventede ikke på svar. I stedet nappede han til Razors underlæbe som hans hånd gled op under hans trøje, hen til hans nipple. Uden at spørge om lov - spurgte Chester nogensinde om lov? - gav han sig til at stimulere den som hans læber lovede om mere.

Det var egentlig ikke fordi tanken om at tage til Chester var helt forfærdelig - men det at vampyren pointerede at det ville tage for lang tid at tage tilbage dertil var også nok til hurtigt at slå det ud af hovedet på Razor. Han var måske i sidste ende heller ikke så tålmodig. Han havde i sidste ende kun lige nok tålmodighed til at komme på afstand fra vagterne. Også måske endda ikke engang helt dertil. Heldigvis var de rimelig hurtigt på afstand. Nok til at vagterne hverken kunne se eller høre den medmindre faktisk gav sig til at lede. Hvilket Razor ikke regnede med der var nogle der gad.
Han lod blikket glide over Chester og måtte indrømme at hans krop for hvert skridt han tog fik sværere og sværere ved at modstå fristelsen til bare at rive ham til siden og gøre noget ved den trang han vidste at de begge havde boblende i deres kroppe. Heldigvis havde Chester ikke mange indvendinger om hvor de bevægede sig hen så Razor havde lidt styringen et stykke tid - nok tid til at få dem langt nok væk. Men så var den der heller ikke mere. Chester blev vidst selv utålmodig - ikke på en dårlig måde. Mere på en ivrig måde - hvilket sådan set slet ikke gjorde Razor noget. Selvom han var meget med på at Chester hev fat i ham og skubbede ham op mod muren - så var det ikke helt villigt. Lidt modstand havde vampyren brug for. Måske også for at understrege at Chester ikke helt havde magten over den lille halvdæmon.

Men så snart vampyrens læber var tilbage, placeret mod Razors kunne han ikke lade være med bare at være med på legen. Ikke den mindste smule på tværs - tværtimod meget ivrig. Det var lige før han ikke lod Chester tale mellem kyssende. Han knurrede bare kort lidt af ham i stedet før han trak ham tættere på.
" Shut up.. " Sagde han så bare lidt med et lille grin og nappede Chester i underlæben. Han var dog enig - men det kunne de tage stilling til til den tid. Hvis der overhovedet dukkede nogle op. Hvis blod var et must så havde de da begge en krop der indeholdt det røde stads. Ikke fordi vampyrblod var en af Razors favoritter - men der var stadig yderst tilfredsstillende at se på.
Razor var sandt nok ikke kræsen - så længe der ikke var en stank i luften der fik folk til at krumme tæer og som ikke kunne overdøves ved løsrevet blod. Så kunne han mere eller mindre finde sig i stemning hvor og hvornår det skulle være. Lige nu var et af de tidspunkter. Også var omgivelserne oven i købet helt fine. Chester var alligevel hans fokus. Det var ham der havde kroppen og evnen til at levere præcis hvad Razor ville have - hvilket han ikke var i tvivl om.
Chesters berøring hjalp kun på det hele - satte alting i gang i Razors krop. Den dyriske adfærd især. Han blev så forfærdeligt krævende. Manglede hensyn så det ville noget. Kun fordi han vidste at Chester var en af dem der var ligeglade eller havde det på samme måde.

Han bed kort tænderne lidt sammen i en halv dyb brummende lyd. Hans hænder havde hurtigt fundet Chesters bukser - som lige nu kun var i vejen. Lige som hans trøje - alt var i vejen. Det var som om han aldrig helt kunne få nok. I stedet for at fumle for længe med fyrens bukser fangede han bare hans læber - så var fokus der et øjeblik så hans hænder kunne udfolde sin ikke eksisterende magi og få bukserne op. " Jeez.. " knurrede han lavt i en klikkende knurren. Det endte med han brugte muren en smule - kun for at skubbe Chester på afstand et øjeblik. Han lod blikket glide over fyren men kneb så bare øjnene lidt sammen - kun for at sende Chester et dæmonisk blik, efterfulgt af selv samme smil. Det var dog kun et øjeblik før han hurtigt var henne ved vampyren. Muren på modsatte side kunne kysse Chesters ryg kort efter - mens vampyren måtte ligge krop til Razors kontakt - først et grådigt kys mod læberne. Derefter en række ned over halsen - sammensat med bid. Han lukkede øjnene lidt og indåndede et øjeblik duften fra det væsen der stod foran ham. Ikke fordi han bogstavelig talt have lyst til at æde ham - men han var kød og blod og det var underholdende og fristende nok i sig selv. Han blev nødt til lige at kontrollere sig selv for ikke at ende med at flå Chester fra hinanden - det kunne måske lige accepteres at det var tøjet der røg i svinget, men kroppen skulle gerne være intakt. Men det var også fordi Razor havde en tendens til at gøre det til en leg - det var ikke bare vi kysser og bam nu vi nøgne også er der sex. Det kunne det hurtigt være - men så manglede der noget. Jo længere tid lysten omklamrede hans sanser og drev ham til vanvid for ikke at få lov - jo bedre.