Just let me fucking kick your ass okay? Chester

S: Hos Izzy
T: Morgen
O: Soveværelset
V: Ude er solen lige stået op.
P: Beskrevet
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3

---

Det var ikke ligefrem fordi, at hun helst ville være her. Her var ikke hjemme, hjemme var hos Alessio. I så lang tid var det nok det eneste sted, hvor hun følte sig helt tilpas. Izzy følte dog ikke ligefrem, at hun kunne plage ham med sit selskab alt for tit. Han havde brug for egentlig at finde ud af hvad han tænkte og følte - det skulle hun ikke stå i vejen for hele tiden. Så derfor havde hun sovet her de sidste par dage. Så kunne hun altid besøge ham senere på dagen? Lige nu sov Izzy, og det havde taget en evighed for hende om at falde i søvn - det gjorde det altid. Der var altid en frygt for hende at der ville gå evigheder for at hun ville vågne op igen. Der var rullet for så solens morgenstråler ville ikke vække hende, og det var måske godt nok for hende at få sovet ud. Desværre reagerede hun ved at føle noget i nærheden, hvilket begyndte at aktivere hendes hjerne til at vågne op. Izzy forsøgte sig ved at vende sig om på den anden side, da hun syntes at kunne fornemme en anden person. Wakey-wakey lød det, hvilket fik hende til at knibe øjnene let sammen. Stemmen. Irritationen blussede op som hun stille åbnede øjnene. Et suk forlod hendes læber som hun tog sin pude, blot for at presse den ned over hendes ansigt som hovedet ramte sengen. Det tog dog kun kort før hun måtte reagere på Chesters irriterende selskab. Izzy fjernede puden og satte sig op, alt for at hoppe ud af sengen for at få noget mere tøj på. Alt hun sov i var trods alt bare en T-shirt og trusser - så at små løbe hen til klædeskabet for springe i et par shorts
"What are you even doing here?" Spurgte hun håbløst."I want you to leave, so leave - now," tilføjede hun mere seriøst. Hun kørte en hånd igennem sit hår og rystede let på hovedet af sig selv.
"Or wait.. I'm not even done with you, I almost died saving your ass last time. Because life is a fucking game to you - is it worth it, playing immortal?" Spurgte hun irriteret og det var tydeligt at hun var vred. Selvfølgelig var hun vred, havde et ikke været for Alessio - så havde hun ikke stået her lige nu. Bare fordi, at Chester elskede sine lege.
"You should learn a little about feeling guilty.. don't make me do that, but I will start destroying your emotions even further than they already are - if you don't start behave, got that?" Advarede hun bestemt og tog ikke øjnene fra vampyren der havde valgt at plante sig på hendes seng. Izzy brød sig ikke ligefrem om at bruge sin evne, medmindre folk virkelig fortjente at få deres følelser kontrolleret. Chester fortjente det og det gjorde Chester egentlig - men hun vidste også hvad han var i stand til - derfor var hun alligevel en anelse forsigtig. Dog var hun ikke bange for at sige sin pointe. Langtfra. Izzy havde egentlig ikke lyst til at stå her med ham, men  hun var nok nærmere nød til at tage den med ham. Var hun ikke? Kunne hun ikke bare smutte og lade ham være. Trods alt var det morgen og solen var stået op - hvilket betød hun kunne smutte hen til Alessio - men hun kunne også bare gå uden Chester ville kunne følge efter hende.

Chester og Valeria var oppe at skændes. Det var ikke unormalt, når man havde kendt en så længe, som de to havde kendt hinanden, var det ikke unormalt at man måtte skændes i ny og næ, dog var det begyndt at blive mere og mere ofte. Det var heller ikke unormalt at enten Valeria smuttede en tur eller Chester blev smidt ud. Denne gang var han blevet smidt ud, men han kunne bedst lide at se det som at han selv skred. Deres skænderi havde næsten endt ud i en slåskamp og Chester havde med tiden lært at det ikke var det værd at kæmpe mod Valeria medmindre han ville miste en arm, og det følte han ikke for den dag. Nu var der bare det problem at han intet sted havde at være til når solen stod op. Normalt brød han ind i nogle menneskers hus, for så havde han både mad og noget legetøj at komme ud med sine frustrationer på. Men det følte han ikke for denne her gang. Der var noget anderledes med denne her gang, som han ikke kunne sætte en finger på. Skænderiet havde følt anderledes.
Så han valgte at bryde ind ved en person han kendte. Han ville meget hellere have fundet Razor men han vidste egentlig ikke hvor han boede hende, så han måtte vælge det næstbedste - hans skytsengel Isabelle. Og hun var det næstbedste fordi det enten kunne ende ud med at han kunne provokere og irritere hende hele dagen eller også ville hun smutte et sted hen og han havde huset for sig selv. Der var ikke nogen dårlig mulighed.
Det havde været nemt for ham at bryde ind, måske lidt for nemt, og så gjorde han det enhver normal person ville gøre - han roddede rundt i hendes ting. Der var dog ikke meget at finde i stuen, da mange af tingene stammede fra dem der før boede i huset. Så han mistede hurtigt interessen, men nu var solen alligevel ved at stå op, så mon ikke hun også snart skulle til det. Derfor gik han op på hendes værelse og lagde sig til rette ved siden af hende. Han betragtede hende mens hun sov, vendt på siden med hovedet hvilende på sin hånd støttet op af armen. Det var ikke på nogen romantisk måde han betragtede hende, men han måtte dog indrømme at han nød synet. Det var ikke fordi at Izzy var grim og det var en del nemmere at sætte pris på hendes udseende når alle de trælse ord ikke kom ud af munden på hende. Når hun sov, virkede hun næsten som en person han ville kunne tolerere. Næsten.

Så snart hun viste tegn på at vågne, voksede det kække smil på Chesters læber.
"Wakey-wakey," sagde han lidt for højt i forhold til at hun lige var vågnet. Han blev liggende på samme måde som før, mens hun udtrykte sin irritation. Det korte sekund, hun faktisk så hen på ham, hævede han drilagtigt øjenbrynene af hende, men kontakten blev hurtigt brudt da hun kastede en pude over sit hoved.
Det var først da hun endelig fik rejst sig op, at han lagde sig ned på ryggen, en anelse støttet op af sengeryggen og med hænderne bag hovedet. Han fulgte hende med øjnene som hun løb hen til klædeskabet.
”I’m just saying hello to my favorite angel." Det lød næsten ikke sarkastisk den måde han sagde det på. Men de vidste begge to godt, at hun nok ikke var hans yndslingsengel og det sagde en del, for han brød sig sjældent om nogle engle.
Han kunne ikke lade være med at grine over hendes frustration. Det her var lige hvad han havde brug for.
“So worth it," svarede han og himlede let med øjnene som han lagde tryk på 'so' "I’m having the time of my life.”
Hendes svada fortsætte og Chester gjorde sig selv komfortabel ved at sætte en pude bag sin ryg og sætte sig en anelse mere op. Han skulle jo være her hele dagen så han kunne lige så godt gøre det så behageligt for sig selv så muligt
“That’ll be a bit hard," svarede han, da hun sagde at han burde lære at føle skyld. "You see, one of the main points of being a sociopath is not feeling guilt. It’s not my fault, I’m born with it.”
Han trak let på skuldrene og så på hende med sit lidt for uskyldige smil.
Han lo, da hun gav sig til at true ham.
“Oh sweet little Izzy," startede han ud og greb fat i puden bag sig igen, da den ikke var så komfortabel som han havde håbet på. "You know you can’t do that. You’re my guardian angel. You’re supposed to make me feel safe. And… comfy.” Som han sagde det lagde han sig ned på maven med hovedet i fodenden. Puden krammede han nu op til hovedet mens han så op på hendes med det samme smil som før.
"Listen..." startede han ud igen. Han vidste bedre end at hun rent faktisk ville falde for hans søde opførsel, så han smed puden fra sig, ned på gulvet og rejste sig op. Han strakte sig kort.
“I need a place to crash. It’s not that I actually want to hang out with you. You’re just the only one that can’t kill me who’s house I know of."
Mens han sagde det gik han hen til hendes kommode og åbnede den øverste skuffe for at se ned i den. Hun måtte da have nogle ejendele her oppe. Han rykkede panden, skuffet over ikke at finde noget interessant. I det mindste noget undertøj eller børnebilleder. Men nej.
"Where are all the fun stuff? I know it doesn't seem like it but it's hard to mock you when I know nothing about you."
Han gik ud fra at hun ikke ville smide ham ud. Men så igen, hvis hun rent faktisk prøvede ville det være mislykkes. Det var ikke fordi han tvivlede på hendes kræfter. Han tvivlede bare heller ikke på, at han var stærkere end hende. Han så ikke på hende men åbnede bare skuffe nummer 2 for at lede videre.