nyt liv - Rollo

Tid: tæt på middag
Vejret: varmt, med en blid lun brise
Omgivelser: træer og buske, et lille vandløb og forskellige blomster
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Kira havde samlet urter hele formiddagen, og havde nu sat sig for at give sin søn noget at spise. Han havde, ligesom hans far, en tildens til at være mest i sin dyreskikkelse. Heldigvis forvandlede han sig straks han fornemmede at der var udsigt til mad. Hun skubbede sin kåbe tilside og afslørede sit venstre bryst, inden hun lod sønnen finde sig til rette imens han spiste. Hun begyndte at nynne den sang hun altid sang når han skulle sove, noget hun havde oplevet at han fandt beroligende. Hendes øjne og smil var fyldt med lykke og glæde. Selv om at faderen havde brug for at være på farten, var hun glad for at have sønnen som minde om den tid de havde haft sammen. Hun smilede ved tanken om at det var knap ti dage siden at hun havde kæmpet som en gal, for at give liv til denne lille skønhed. Hun lod ham holde om sin lille finger, noget han godt kunne lide og havde øjenkontakt imens han spiste.
Kira var rolig her, for forskellige ugler holdte vagt både inden for tre meters afstand og længere væk. De gav besked om hvad og hvem de så, samt hvor og hvilken retning væsnet bevægede sig i.

En skikkelse for gennem skoven. Skikkelsen var en ung teenager. En dreng med blondt hår i en fletning. Han så sig ikke for. Rollo var en ung mand med en fremtid for sig, men ligenu havde brug for at være fri fra familie og venner. Langsomt faldt hans maske og tåre gled ned. Han snublede og rullede rundt. Et plask og han ladede i vandet. Han havde ikke opdaget at der var mange ugler. Han lænede sig dog tilbage mod bredden og lukkede øjnene. En dyb klynken kom fra de sammenbidte tænder. Lænede sig forover, armene hvilende på knæene og hovedet gemt i armene. Fortiden viste sig selv hver dag. Mareridt mindede ham om det om natten. Om dagen var det hans ar på kroppen.

”Hvorfor mig.” mumlede han og stirrede ned i vandet. Han var ude på dybt vand. Han følte at han var ved at drukne. Ingen vidste hvad der var sket med ham. Han havde ikke fortalt nogen om det. Han var bange for hvad de ville sige. Hans vejrtrækning var langsomt og overfladisk. Han havde næsten mistet lysten til at leve videre. Han vidste ikke hvem han kunne stole på. Han tørrede tårerne væk og prøvede at komme på benene. Hans ben ville ikke lystre så han kravlede op af vandet og rullede om på ryggen. Hvorfor var skæbnen så hård? Hvad havde han gjort for at gøre guderne vrede?

Sønnen var lige blevet færdig med at spise, da uglerne gav besked om en dreng, som tumlede rundt i skoven i nærheden. Kira så op, da en af uglerne fortalte at den havde hørt ham klynke lidt. Hun fik hurtigt kåben på plads og efter at sønnen havde bøvset, holdte hun ham ind til sig imens hun rejste sig op. Hun bad uglerne om at føre hende til ham, hvilket de gjorde. Hun stoppede nogle meter fra ham og så bekymret på ham.
"Er du kommet noget til, søde?" Stemmen var varm og blid, som en moder der virkelig var bekymeret for alt og alle. Sønnen i hendes arm gav en pludren fra sig som til sidst gik over i en miaven. Som tigerunge var han lidt mindre en ellers og lidt lættere. Kira så kort ned på sin søn imens hun rettede lidt på tæppet, der dækkede barnet. Da hun så op igen var der stadig moderlig kærlighed i hendes øjne.
Hun rakte en arm ud som om hun åbnede sin favn og smilede til drengen.
"Er du sultne? Jeg har noget mad i min ransel, som jeg gerne deler, hvis du har lyst."

”Det kan man godt sige jeg er.” mumlede han og krøb længere ind mod bredden og så ned på sine hænder. ”Men hvis du kan undvære lidt brød og vise mig vejen mod Sunfury?” spurgte han og hele hans krop rystede. Øjnene gled i, men de sprang åben, da han hørte råb. En klynken kom fra ham og han gled over i sin ulveform. Den sorte ulv satte af og flygtede ned i en hule, som var i nærheden. Han rullede sig sammen og lagde sin hale over øjnene. De stemmer tilhørte dem som havde haft ham fanget.

Kira skulle til at svare ham, da hun ligeledes hørte råb, samtidig med at hun hørte et par ugler advare hende om uønsket folk. Hun blev overrasket da drengen skiftede til ulveform og løb ind i en hule for at gemme sig. Hun gik hen til hulens indgang, som hun genkendte. Hun havde før haft glæde af hulen her som skjulested. Hun talte uglernes sprog og fik dem til at gemme hendes ransel, mens hun ville gemme sig her sammen med drengen. Derpå gik hun roligt hen til drengen som var i ulveskikkelse. Stemmen var stadig moderlig og hun smilede til ham.
"Kom med. Der er en gemt hule lidt længere inde." Derpå gik hun længere ind og flyttede en sten, der afslørede en lille indgang til et større rum, fyldt med tæpper og anden proviant. Kira kravlede ind med sin søn tæt ved brystet og lagde ham på nogle af tæpperne. Theo var igen blevet til en hvid tiger unge og så rundt i rummet med sine små blå øjne.
Hvis drengen var fuldt med ind, ville Kira flytte stenen på plads ellers ville hun tage chancen og flytte drengen selv, inden hun lukkede indgangen til.

Rollo fulgte langsomt efter og så sig om. Hans blik faldt på tigerungen og gik forsigtigt hen til barnet. Satte sig på afstand med halen over poterne og så på barnet. Han havde sjældent set shapeshifter-børn, til trods for at hans far var konge over en by der var til dem. Han gav et huf fra sig og gik hen til væggen. Lagde sig ned og begyndte at slikke sine poter. Der var små rifter som var irriterende og ømme. Hans pels var mat og en et suk kom fra ham. Han var træt, men han ville også bare gerne hjem. Hans morfar var død, hans mor havde travlt og han vidste ikke noget omkring sin far. Halen gled langsomt fra side til side. Han så på kvinden som havde hjulpet ham. Hvorfor ville hun det? Han havde lyst til at spørge, men denne form betød beskyttelse.

Lille Theo i sin tigerskikkelse gav nogle små miau fra sig, da han fik øje på ulven, nærmest som om han ville snakke selvom han ikke var gammel nok til det. Og han tumlede lidt rundt i tæpperne som om han ikke var helt sikker på sine ben.
Ligeså snart han fik øje på sin mor igen, gav han sig til at miau'e klagende og Kira kunne ikke tilbageholde en lille latter over sin søn.
"Kære Theo, er du sulten igen?" Hun gik hen og satte sig i tæpperne, hvor tigerungen omgående blev til et lille drengebarn der pludrede lystigt mens han rakte ud efter sin mor. Kira løftede sønnnen op og lagde ham til rette, mens hun fandt sit bryst frem og Theo gav sig til at spise med stor appetit. Mens han spiste nynnede Kira stille [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], som hun altid gjorde. Hele hendes kropssprog udstrålede tryghed og ro, mens hun sad og ammede sin søn.

Da Theo var færdig med at spise, lagde hun ham på tæpperne og forsatte med at nynne sangen, samtidig med at Theo igen blev til den lille hvide tiger unge, som nu lå sammenrullet og sov. Kira gik stille rundt mens hun stille nynnede og fandt noget tørret kaninkød frem fra en af kasserne i hulen. Hun lagde kødet omkring en armslængde fra ulven og fandt en skål som hun fyldte med frisk vand, der ligeledes blev sat til ham. Derefter satte hun sig hen på tæpperne og så på sin sovende søn. Hendes tanke var at lade ulvedrengen få den tid han havde brug for til at falde til ro.