Easy kid ~ Rollo

Tid: 13:15
Dag: Torsdag
Sted: Nordlige del af Ashen Wood Forest.
Omgivelser: Gråt... Ikke bare træerne men i det hele taget. Regn, og en tyk tåge har lagt sig som et tæppe over skoven.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

I den kolde senvinter skov kunne kun en sagte knagen høres gennem skovens grå grene, bortset altså fra regnen. Men man skulle også være komplet idiot for ikke at lægge mærke til den silen som nu havde stået på siden samme morgen. Fenrer havde knap nok orket at bevæge sig ud i regnen, men han havde brug for at komme ud i skoven. Ikke fordi han ville væk fra Cody, men fordi han nogen gange havde brug for at mærke skoven omkring sig, hvilket Fenrer fandt svært ved deres hjem. Derfor var det godt at man kunne tage et par af de her lange ture, specielt i form af en ulv. Da Fenrer var sat ud på sin lille tur tidligere, havde der nærmest været ophold i regnen, men da Fenrer var noget et godt stykke ud i skoven havde regnen taget til igen, denne gang fulgt af tåge.

Fenrer var i sidste ende blot gået i ly fra regnen under et halvtag, dannet af en klippe, for ikke at blive sjasket til i denne kulde. Nok var Fenrer en udendørs mand, men han havde intet at bevise, specielt ikke når han vidste at Cody ville blive enormt ompylrende, hvis han kom hjem sjasket til og iskold. Det var ikke fordi Fenrer ikke nød at blive opvartet lidt af Cody, han elskede det nærmere, men han ville ikke gøre Cody bekymret. Cody havde også virket en anelse ude af sig selv, siden de to havde snakket om at finde ud af noget med at få nogle børn. Fenrer vidste godt hvorfor, for der var ikke nogen i Underworld som ville lade de to adoptere.

Fenrer sank sammen på jorden og fandt sig til rette, som han stirrede ud i regnen fra sit læ, og tænkte på hvordan det mon skulle gå deres drømme om at blive forældre.

Små poter ramte jorden hurtigt. Ørerne lå fladt tilbage mod nakken. Pelsen var gennemblødt og dog fortsatte Rollo gennem regnen. Han var bange, men han havde ingen steder at gå hen. Hele hans familie var væk og han var nu alene. Og det var ikke godt for en hvalp. Tårerne kunne ikke skelnes fra regnen. Han lagde sig under en busk og rullede sig sammen. Små snøft kom fra ham og så ud i regnen. Den lille krop rystede i sorg.

Han havde mistet sine forældre i Thorban-bjergene. Hans fætre havde reddet ham og taget ham med hertil. Desværre overlevede ingen. Hans ældste holdte ham i live i et år, før han blev dræbt. Han kunne ikke klare sig alene, men hvem ville tage et vildt barn ind?

Rollo var bange og var udmattet. Han havde lagt halen over snuden og lukket øjnene. Han vidste ikke om han ville overleve. Vinteren var ikke mild mod små dyr og unger. Han gav små ryk i forsøg på at holde sig varm.

Ude i regnen kunne Fenrer høre noget rive op i mudderet, hvilket fik hans ører til at rette sig rundt, indtil han fik sporet sig ind på lyden, samtidig med at hans øjne forsøgte at finde frem til hvad der frembragte lyden af plask. Fenrer måtte anstrenge sig for at være sikker på lyden, for regnen drev så mange lugte frem fra skovbunden at hans snude ikke ville være til nogen hjælp, samtidig med at tågen gjorde det nær umuligt at se noget ti meter fra hvor man var. Grundet de mange forstyrrelser, havde Fenrer nær gevet op, men snappede istedet hans hoved rundt da han hørte en raslen af en busk, som opslugte potetrinene, som forsvandt efter buskens raslen.

Fenrer ville normalt have lagt sig tilbage og ladet livet gå sin gang, der var trods alt en del forskellige dyr i skoven, og siden dette dyr var lille, efter lyden at dømme, var der ingen grund til at være bekymret. Selvom det kunne have været hvad som helst, havde Fenrer en fornemmelse af at han burde undersøge lyden nærmere.
Fenrer rejste sig fra sit tørre leje, som hans lille halvtag han budt ham, trådte hen til kanten af læet og lyttede godt efter, men han kunne ikke høre noget "Hallo!..." sagde Fenrer højlydt ud i regnen "Er alting i orden?"

Rollo så op da en kaldte. Han krøb ud til kanten af busken for at se ud. Ørerne rettede sig op og han stak snuden ud. "Det kommer an på hvem der spørger." kaldte han og så sig om for at finde ejeren til stemmen. Han trak stadig vejret i små gisp og tårer sad stadig i hans pels.

Han tog mod til sig og gik ud. Han gik rundt omkring og prøvede at få færten af den fremmede. Han var ved at gå ind i en og så op. Den skikkelse han var ved at gå ind i var en fuldvoksen ulv. Han så op på den anden med fuldt åbne øjne og ørerne halvt nede. Han så på runen som var i ulvens pande og den grå pels. Hans egen brune var mat i det på grund af mangel på mad og hygiene.

"Mama." mumlede han og så sig om. Han havde ikke været god til fremmede. Han vidste at hans familie var død, men hans instinkter kaldte på den der ville beskytte ham.

Fenrer så ned på den lille ulveunge der trådte ud igennem tågen og som tilsyneladende var så desorienteret at han næsten var gået ind i Fenrer. Fenrers hjerte sank ned i maven på ham da han så den mølædte tilstand den lille ulveunge var i, som ikke gjorde det svært at regne ud at den lille enten var faret vild eller bare alene i skoven. Hvorom alting var så havde den lille hvalp været her et par dage alene minimum.
Fenrer betragtede den lille som hvalpen betragtede ham tilbage, lige indtil at hvalpen kaldte ham for ’Mama’, hvilket fik Fenrer til at give et overrasket ryk og lavmælt yip, fra sig. Han så på ungen med store øjne og vidste til en start ikke hvordan han skulle reagere, hvalpen var jo nærmest hallucinerende.
Men det var netop denne realisation der fik Fenrer til at træde roligt frem mod hvalp ”Why don’t ya come in here the cover for the rain with me young one?” spurgte han forsigtigt, udmærket godt klar over at en vild unge ikke var lig med en menneske unge, som af en eller anden grund havde det med at søge hjælp, lige meget hvem det var fra. Unge der var vokset op i naturen havde det med at forstå at fare kunne lure hos enhver.

Fenrer lagde sig på maven for at vise sin magelighed og ro, for at få hvalpen til at føle sig mere velkommen. Fenrer håbede på at han kunne få hvalpen til at slappe af og komme ind til, hvilket indtil videre havde virket sandsynligt, for ungen lod ikke til at vide hvad han lavede herude i skoven, men mere som om han ønskede hjælp og selskab.

Rollo fulgte den større ulv. Han så sig kort over skulderen med triste øjne før han gik hen. Uden at vide hvorfor lagde han sig op ad den ældre og puttede sig ind til dennes varme. Han vidste at dette var en fremmede som nok ikke ønskede nærkontakt, men han var kun en hvalp som havde brug for støtte og beskyttelse. Han rystede og gav små klynk. Han følte sig sårbar og ubeskyttet.

Regnen stoppede langsomt af. Rollo flyttede på sig. Små klynk kom fra ham. Hvad skulle han gøre? Han havde intet tilbage af familie. Han ville ikke på børnehjem, men mange ville ikke have en unge som er mere dyr end menneske.

Fenrer rykkede sig lidt længere ind i sit læ, så meget som hans enorme størrelse ville tillade det. Kæmpeulve var måske de mest troværdige blandt ulve racerne, men dette var en lille hvalp, der tydeligvis ikke havde det godt. Fenrer lagde sine forben over kors, og lagde sit hoved til hvile, på hans forben, igen, for at give et afslappet udtryk til hvalpen. Da den lagde sig ind til ham, rykkede han sig stille og roligt tættere omkring den. Hvalpen var jo iskold, og hans pels var tydeligvis ikke blevet passet ordentligt. På to måder var dette pinligt og synd for hvalpen, for en på hans alder burde vide hvordan man holdte styr på sin egen pels, og dertil gjorde det tydeligvis bare hvalpen mere kold.

Da Fenrer havde lagt sig lidt tættere omkring den lille hvalp, lagde han det store hoved op ved Hvalpen "What's you're name little one?" spurgte han, og begyndte at få slikket ungens pels ren for mudderrester, snavs, fedt og andet. Det var måske lidt meget bare at begyndte at gøre hvalpen ren, men jo før han fik ham ren, jo før ville hvalpen få det bedre. Desuden havde hvalpen bare at sige noget til at Fenrer gjorde ham ren, før end Fenrer ville stoppe. Men sagde hvalpen intet, ville Fenrer gerne hjælpe hvalpen med at komme til at blive helt ren.

Da Fenrer var blevet færdig, trak han hovedet tilbage og så på hvalpen "I've got something for you to eat, if you'd like it?" løftede hagen og skød lidt med nakken, så byldten om hans hals blev tydeliggjort og gav en raslen af lertøtj fra sig. Byldten var åben nok til at hvalpen selv ville kunne stikke hovedet ned i den og finde den tørrede fisk, som næsten var det eneste kød Fenrer spiste, men også kun fordi han havde brug for det i denne form.
Fenrer smilede næsten "It's ok, go ahead and dig in, I don't need it" Fisken var måske lidt kedelig, men der var rigeligt af den.

Da Fenrer havde givet hvalpen nok tid til selv at kunne tage noget at spise, fra Fenrers byldt, lod han hagen falde og så atter på hvalpen "So little one.." sagde han i en blid tone og lagde hovedet til hvile" .. Where did you come from? And do you need help with anything? Like finding back?" Fenrer tog sig nogle lange og rolige åndedrag, og slappede af i kroppen. Hvalpen skulle kunne føle sig tryk hos ham, specielt hvis han skulle have sig et håb om at hjælpe ham.