A meeting among leaders - Veltói

Beskeden var blevet sendt tilbage for et par måneder siden. Althorn havde godt hørt at englenes leder - den gode af dem - åbenbart havde overvejet en alliance med skovelverne. Efter en uges overvejelser med hans rådgivere ved sin side, havde Althorn besluttet sig for, at han også gerne ville se om en sådan alliance ikke skulle være mulig. Deres racer havde de samme fjender, og nok også nogle af de samme visioner for fremtiden. Eller det var i alt fald hvad han håbede på. Selv gik han jo selvfølgelig ind for fred mellem alle racerne, så vidt det var muligt. Alle der kendte ham vidste at han var en pacifist så det ville noget, men han var skam heller ikke bange for kamp hvis diplomati i sidste ende fejlede. Og hvor hans far, da han havde været konge, ikke engang havde turde række ud efter alliancer, så var Althorn på dette punkt den direkte modsætning af hans far.

Han vidste godt at der var mange potentielle fjender udenfor deres grænser, men han var også af den mening at der var mange potentielle allierede, med englene værende nogen af de mest oplagte, udover de andre elvere, som de selvfølgleig stadig var på god fod med. Altså, højelverne - sortelverne snakkede man ikke om hvis man kunne undgå det. Så han havde sendt en af sine formularer afsted - en Bird with Peace, netop da han vidste den ville ankomme langt hurtigere end beskeden ellers ville, og kun ville kunne afbrydes hvis en der var dygtig i mørk magi, fik fat i den. Beskeden havde været en invitation til Veltói, englenes leder. Han var inviteret til et møde i Forestina, i den royale hal, til at diskutere fremtidens forhold mellem de gode engle og skovelverne.

Og det var dette møde, der skulle holdes i dag, lidt over to måneder senere. Althorn havde brugt lidt tid på at gøre sig klar oppe i sine gemakker, hvor hans frokost var blevet bragt op af en af elverne, der servicerede den royale familie. Han smilede og takkede hende, og fik spist, før han begyndte at vandre ned mod den royale hal, da han fik besked om at Veltói netop var kommet ind i det royale kvarter af Forestina - så han ville nok ankomme til hallen omkring fem minutter fra nu, omtrent samme tid som det tog Althorn at komme derhen, hvor han stillede sig i nærheden af bordet, afventende.

Rejsen var sådan set okay, omgivelserne var flotte og han nød hvert eneste moment af det smukke paradis han var på vej mod Forestina, nu tættere og tættere han kom på, nu smukkere blev omgivelserne. Velto havde forberedt sig hele igen med det her møde, han havde dog glædet sig til at møde Althorn, alt han havde hørt om ham, var kun positivt, han skulle være en god leder for skovelverne, så han ville være en stærk allierede i kampen mod de mørke væsener. Iklædt sit fineste jakkesæt, som var blevet skræddersyet af en rigtig god skrædder, som havde hørt om Velto's plan om at give modstand til de mørke væsener, så han ville lave et gratis jakkesæt til Velto. Som et tegn på fred og at han er seriøs i det med at lave en alliance, havde Velto taget en medaljon med engeles tegn, som var et par vinger på med en guld cirkel omkring, Velto havde lavet disse medaljoner, så folk kunne se at de støttede eller var i alliance med de lyse væsener. Den her var dog speciel, da han havde lavet et træ på bagsiden, som skulle repræsenter Skovelvernes leder, Althorn. I sådanne situationer ville Velto dog havde bragt sin bue og pile med, men han ville komme ubevæbnet i dag, for at komme bevæbnet ville jo bare få skovfolkene til at tro, at han ikke stoler på dem og det ville ikke være godt for en opkommende alliance.


Han ankommer til et stort træ og bliver ført op i det, det var utroligt, hvor stort og smukt det her træ var, han turde ikke skyde på, hvor gammelt det måtte være. Han ankommer til en hal, hvor han kunne se på den modsatte side, at Althorn også kom ind "Ærede Althorn, det er mig en fornøjelse endeligt at træffe dem" han rakte ham så æsken med medaljonen i "som et tegn på din gæstfrihed, samt transporten og en mulig allance, har jeg den her medaljon med" han havde glædet sig rigtig meget til det her møde og håbede virkelig på at kunne få bygget en alliance med Althorn.

Selvfølgelig havde Althorn også hørt rapporterne om, at manden havde valgt at komme ubevæbnet. Et klogt valg, alt taget i betragtning. Ikke at Althorn selv ville have set det som nogen større trussel da han selv aldrig drog ud af sit land uden både sit sværd og sin bue, men nogle af de andre ville måske kunne have set det som en trussel. I alt fald hvis han i så fald ikke havde overladt dem hvor han ville være blevet bedt om det, ved byens port.

Men det var jo så slet ikke noget problem nu, intet at tænke over. Så da Althorn så Veltói komme gående, smilede han og bøjede let hovedet i en hilsen. Man kunne se der ogå var lagt tanke bag englens tøj... Nok ligeså megen tanke bag som i hans eget. Han havde så også selv et sæt rober til hver lejlighed, som det selvfølgelig var forventet af ham. Kongen skulle altid være nydelig, repræsentabel at se på. "Æren er helt på min side," sagde han blot, smilende, da manden kom tættere på. "Der er desværre mange der er skeptiske når et folk der aldrig har søgt alliancer før, pludselig er villige til det." hvilket udelukkende var grundet hvor forskeligt et syn han havde på tingene, fra hans fars. Hans far havde da også flere gange sagt det nok ville være en dårlig idé, men Althorn var trods alt optimist og så altid et større potentiale for allierede end for flere fjender.

Han tog imod æsken med et let løftet øjenbryn, for derpå at åbne den. Af ren refleks kiggede han lidt mere indgående på den før han samlede den op, og mens han gjorde det, var der et par enkelte af grenene i kronen der rykkede en smule på sig - kronen var trods alt en levende, magisk genstand. Han vendte den i hånden, og smilede let da han så de to symboler. "En flot gave," kommenterede han, før han slog ud med hånden mod den ene stol, som for at bede englen om at tage plads mens han selv satte æsken og medaljonen på bordet, og satte sig i stolen overfor.

"Jeg har også selv arrangeret en gave, som tegn på min medvilje... Tol'ah ha!" de sidste ord blev tydeligtvis sagt på elvisk, og en elver kom gående ind med en stor, lang og lidt bred æske, som der blev overrakt til englen. "Hørte trods alt det også er din foretrukne måde at kæmpe på." sagde han så med et lille smil. Indeni var der en elver bue - bygget på den måde kun elverne gjorde det på. Ingen unaturlig formning. Selvom buen var utroligt glat, var det blot hvordan de fik træet til at gro. Der var ilagt et guldmønster af blade, og træet så umiddelbart ud til at måtte være palisander, der var deres foretrukne til buerne da det var absolut det mest hårdføre, der samtidig også var forholdsvist nemt at få til at bøje.