Hey laddie, er du ensom? ~ Rael

Tid: 17.55
Vejr: Køligt og skyet. En bidende vind har været der hele dagen.
Sted: På en vej i Ashen Wood
Omgivelser: På vej mellem træerne. På vej til Firewood Village efter at have klaret en opgave.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Det var en kølig aften og folk var ivrige efter at komme hjem. Træer bøjede sig for den bidende vind. Folk havde taget trøjer og kapper om sig denne dag. De rejsende valgte de ruter som ikke var så kolde og holdte sig fra havene. I skoven var der dog lidt læ. Dem som var på vej mod Doomsville eller Firewood Villgae valgte at rejse gennem Ashen Wood Forest. Allistor var blandt dem.

Den unge bloddæmon gik gennem skoven. Hans glaive hvilende på ryggen. Begge svær på venstre hofte og skyderne på højre. Den lille parerkniv var gemt i en brystlomme. Hans ben bar ham gennem skoven let og glidende til trods for hans kropsbygning. Det ildrøde hår var gemt under kappens hætte. De grønne var synlige og glimtede med vagtsomhed. Han nynnede en gammel sang som hans mor havde sunget for ham. Han glædede sig til at møde sin mentor igen. Måske skulle han også mødes med sin gamle mand. Hans far. Han fnøs. Sidste møde havde ikke gået så godt. Hans øjne gled gennem træernes skygger. Søgende for noget som ikke burde være der. Der var rygter om et barn som holdte til her.

”Sikket bare en skrøne.” mumlede han og stoppede op. Plukkede et par frugter og nippede til dem. Snusede til vinden som kom og frøs. Der var noget som ikke burde være i vinden. Igen så han sig om. ”Er her nogen?” kaldte han ud og rakte ned efter et sværd. Han var vant til at slås, men hvis det var børn, ville han nødig skræmme dem. Han fik et glimt af noget mellem træerne.

"Nej Pookie, det kan man da ikke..." en ung drengs stemme skar igennem stilheden i midten af skoven, efterfulgt af et lille, lyst grin som Rael gik rundt herude, i sin efterhånden rimelig snuskede, plyssede onesie der nok engang havde været en lys grå. De bare tær undgik så mange grene og sten som de nu engang kunne, som han så vidt muligt prøvede kun at gå på blade og græs, da det gjorde mindre ondt. Kaninbamsen, Pookie, var trukket efter ham med et godt tag i den ene forpote, og der var en meget lille, primitiv rygsæk på ryggen af ham, der indeholdt en lille pose med vand og en med nogle af de bær, svampe og lignende han havde fundet i skoven med sin lille vens hjælp.

Hvorfor er det så dårlig en idé? Det er ikke værre end hvad vi har gjort førhen. At stjæle er ingenting. Rael sukkede og vidste jo godt at Pookie havde ret, at stjæle var ikke slemt i forhold til hvad de allerede havde gjort. "Jeg ved bare ikke... Hvad hvis jeg ikke er hurtig nok?" Så skal jeg nok hjælpe dig. Har jeg ikke altid gjort det? "Hmm... Okay!" den barnlige glæde var tilbage i Rael's stemme som han grinede og nikkede. Jo, Pookie havde altid hjulpet ham, det var hans skyld han overhovedet stadig var i live! Så han vandrede glad videre, hoppede på på et nedfaldent træ og balancerede hen af træstammen - til han hørte en voksen mands stemme, og så ham lidt væk derfra.

Han standsede for en kort stund, før nysgerrigheden vandt og han vandrede længere hen af træstammen, der stoppede nogle meter fra den nyankomne. Hmm... Jeg tror vist godt jeg ved hvilken type han er... Pookie, værende en dæmon ånd, kunne selvfølgelig godt mærke at det nok var ånden af en anden dæmon der husede den krop der stod foran dem, i alt fald. "... Gør du?" spurgte Rael stille sin bamse som han kiggede ned på den. Ja. Han minder om mig. det var nok til at Rael lyste op i et stort, drenget grin som han så over på Allistor igen. "Pookie kan godt lide dig."

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3

Allistor gik hen til drengen og så sig om. Hvem havde efterladt deres søn herude alene? Han var overrasket, men gemte det bag en maske. Med et smil satte han sig på hug foran den lille dreng og hvilede en af sine store hænder på drengens hoved. Et smil var om hans læber. ”Hey Laddie. Hvad laver I to herude alene?” Der var noget ved bamsen som gjorde vagtsomt, men virkede også bekendt på en måde. ”En lille gut som dig skal ikke være herude. Det er ikke alle som er venlige.” sagde han og ruflede op i drengens hår. Hans sanser var vagtsomme og spændt til det yderste. Han flyttede sin krop så drengen var fuldt skærmet mod vinden.

Allistor overvejede hvad han kunne gøre. Han kunne selvfølgelige tage drengen med sig, men hvis han familie kom og ledte efter ham. Hans frie hånd gik om til hans nakke hvor den kløede huden under det røde hår. De grønne øjne tankefulde og undersøgende. ”Arh man.” Han rejste sig op i sin fulde størrelse. ”Har du nogen steder at være, hvis ikke vil du så slå følge med mig?” spurgte han med sin dybe stemme. Flyttede tasken om på siden og rakte et tæppe til drengen.

Rael så stille og roligt op på Allistor, det store smil fra før stille på hans læber selv som han lagde hovedet på skrå da han så den voksne kigge sig omkring på den måde.Hvorfor gjorde han det? Troede han der var andre herude? Det var jo dumt… Der var jo ingen her, udover dem! Han grinede let og lukkede kort øjnene som dæmonen hvilede sin ene hånd på hans hoved, dog blev hans blik lidt undrende over spørgsmålet. Hvorfor skulle de ikke være herude alene? De havde jo klaret sig fint helt op til nu! Pookie passede altid godt på ham… Som ingen andre havde. Hans forældre havde heller aldrig forstået Pookie… Men de havde vist også samtidig været bange for Pookie. Hvorfor vidste han så ikke, for han var jo den bedste kanin i hele verden!

“Leger?” svarede han dog endelig, efter lidt tid. “Ooh, ooh, og fandt noget at spise!” han var tydeligvis pavestolt som han tog en håndfuld op fra en lomme i dragten, for at vise de få bær, nødder og svampe han havde fundet i løbet af dagen, med sin bamses hjælp. Han puttede det dog tilbage i lommen igen, ville jo helst ikke miste noget af hans aftensmad. “Åh…” sagde han stille, fr han så ned på sin bamse igen. “... Men Pookie beskytter mig altid. Så slemt kan det ikke være!” det glade grin var igen tilbage, med en god snert af uskyldighed, man nok ikke ville tro på hvis man virkelig kendte til ham. Han lagde igen hovedet på skrå da dæmonen rejste sig op igen, hovedet også tiltet bagover så han kunne se ham ordentligt. “...Noget sted at være? Jeg er da her? Er det ikke godt nok? … Har du et bedre sted??” det sidste blev sagt i en meget gladere stemme end ellers, med et par meget håbefulde øjne der kiggede op på dæmonen.

Han så på kaninen og smilede. ”Den er sød. Det er godt at Pookie beskytter dig. Han må virkelig være en god ven, siden dine forældre ikke er her.” sagde Allistor og gned sin hage. ”Og ja. Jeg kunne tage dig med. En varm seng og masser af mand. Jeg har et arbejde til tider som giver gode penge. Nok til både dig og mig, hvis du ville med? Kunne også give dig lidt og sætte dig af i Firewood?” Allistor var nogenlunde vant til at arbejde med børn, men hvorfor var der noget specielt ved denne lille fyr. ”Mit navn er Allistor, men du kan kalde mig hvad du vil. Må jeg bede om dit navn, Laddie?” spurgte han venligt og tippede hovedet til den ene side.

Han så på Pookie og mærkede noget som virkede velkendt. En anden dæmon, men hvilken race? Han strøg sin kind og prøvede at se nærmere. Drengen var glad for bamsen og betød en masse. Alli ville aldrig berøve et barn sin nærmeste ejendel. Bamse eller andet.

Rael smilede ekstra stort da dæmonen nævnte at han syntes Pookie var sød, og at det var godt han havde ham... Det var det stik modsatte af hvad hans forældre havde sagt om Pookie! han hoppede glad ned fra træstammen, og gik hen og krammede manden om livet, hvor han nu lige kunne nå, som han så op på ham. "... En seng?" det lød nærmest som om det var helt nyt for ham, eller i alt fald en evighed siden han havde sovet i en, og det var så også rigtigt nok. Han kunne godt huske at have sovet i senge før, men hvornår han sidst gjorde det? Det vidste han ikke engang. Og masser af mad? Ikke bar ehvad end han kunne finde? Hvor var han dog bare flink, ham her!

"Kender ikke nogen i Firewood... Vil hellere med dig!" konstaterede han, og krammede ham lidt tættere, før han gav slip, og så bare stod og krammede Pookie, lænet op af dæmonen istedet. "Uh. Jeg hedder Rael!" svarede han så med et stort grin på læberne.

Allistor klukkede og ruflede op i drengens hår. ”Så kommer du med. Vi skal bare finde ud af din rolle omkring mig.” Han gned sin hage og så tænksomt på Rael. Han vidste at drengen var uskyldig og et børnehjem ville ødelægge ham. Han kløede sig i nakken. Han kunne altid spørge sin mentor om han havde en lejlighed som Allistor kunne låne. Det betød godt nok at de skulle helt til Doomsville. Han lagde hovedet tilbage og sukkede. Hvis ikke han kunne låne måtte han selv købe en lejlighed eller et hus. Kom an på om drengen blev.

”Kan du gå, eller skal du bæres?” spurgte han mildt og så på drengen med et blødt smil og venlige øjne. Han havde selv gået langt, men han var bygget til at kunne klare mere. Han strakte sin krop og så op på himlen. Der var ved at komme skyer ind nu. Mørke og regn fyldte skyer. Han så igen på drengen med hans bamse. Han hav de virkelig lyst til at dræbe hans forældre for at efterlade ham herude. ”Vi burde nok komme af sted, kiddo. Vejret lover ikke godt lige nu.” sagde han blidt og lagde en hånd på hans skulder.

Rael grinede glad og lænede sig fortsat lidt ind mod ham, mens han stadig knugede Pookie tæt ind til sig - der var ingen tvivl om hvor afhængig han var af den bamse. Eller i alt fald følte at han var. Om han i virkeligheden ikke nok godt kunne have klaret sig uden den, ja, det var jo så et godt spørgsmål... Men nok ikke noget man skulle spørge ham om, i alt fald, nu han selv ikke kunne se et liv for sig uden Pookie, ikke efter de sidste to år hvor Pookie havde været den eneste konstant i drengens liv.

"Jeg kan sagtens gå," sagde han med et stort smil. Han havde sovet under en stor busk denne nat, i nærheden, så han havde ikke gået særlig langt idag, kun lidt hist og pist for at finde lidt mad, den håndfuld han havde vist dæmonen førhen. Pookie forholdt sig stille for nu, som ånden istedet brugte tiden på at bedømme hvad den syntes om Allistor - for nu syntes den han var okay, om ikke andet blot fordi de var samme race. I alt fald havde den ikke nogen indvendinger, da Rael nikkede til hvad Allistor sagde, og begyndte så at følg emed ham så snart han satte igang med at gå, de små bare fødder der let hoppede fra græstot til græstot, holdt sig i kanten af stien, da der på stien lå flere sten og grene, der nok ville gøre rimelig ondt at træde på med de bare tær.

Allistor så på drengen mens de gik. Ingen sko og ikke meget mad. Gad vide hvor længe drengen havde været alene. Han rynkede brynene og begyndte at tænke. Han kunne finde en familie eller han kunne tage lille Rael under sine vinger. Han kunne give mere beskyttelse end en normal familie. Han gned hagen. Det ville være en del at forklare til familie og venner selvfølgelig.

”Oi kiddo. Hvad har du af planer? Bliver du eller vil du finde en ny familie?” spurgte han og stak hænderne i lommerne. Han var ved at købe en god størrelse lejlighed i Doomsville. Han havde også arbejdet hårdt og længe. Han kunne have gæster, et par ynglinge og en lover på besøg. Han var ved at finde ting at putte ind i sit hjem. Han så på drengen og lagde hovedet på skrå. Den dreng var noget særligt. Specielt med den måde han var knyttet til bamsen Pookie.

Rael havde et gladt, barnligt smil på det meste af tiden mens de gik,kiggede halvvejs hvor han gik, og halvvejs rundt på de dele af skoven de nu kom igennem. Faldt indimellem over en blomst han syntes var virkelig pæn, eller så en lille bær busk som han hurtigt plukkedelidt fra, af ren refleks. Han glemte tydeligtvis for et øjeblik at han gik rundt med Allistor når han så dem, alt for vandt til at samle mad så snart han så noget, uanset hvor lidt det var. Så han fik plukket skovjordbær så snart han så en klump af planterne, før han fortsatte med at gå ved sidenaf dæmonen, nu mens han spiste de jordbær, og fik en smule af den røde saft ud over læber og fingre.

"... Uhm..." Rael blinkede let med øjnene. Familie? Det havde han jo ikke haft i... Han vidste ikke hvor lang tid! Men så komhan i tanke om hvad de havde prøvet at gøre, og hans ansigtsudtryk bleven kende hårdere, som han kraftigt rystede på hovedet. "Ingen ny familie, nej. Nej nej nej." han forklarede ikke hvorfor, rystede bare lidt ekstra kraftigt på hovedet, førhan så ned på Pookie. Nej, vel? De komplicerer bare alt... Vil rive mig væk fra dig... Og det skal aldrig ske, vel? 'hviskede' Pookie i Rael's hoved. "Nej... Aldrig," mumlede Rael stille tilbage til Pookie, før han så op på Allistor igen. "... Ved heller ikke om jeg bliver. Det har jeg ikke tænkt over."