Do you want to be my friend? Rael (privat)

//foregår omkring starten på eftermiddagen

Åhhhh altså, denne dag havde bare været sååååå kedelig! Nellie havde fået lov af sin mor at tage med sin far, til Rotten rote bydelen. Med strenge ordre på at hun ikke gik andre steder hen end hvor hendes far var! Hendes far havde skulle hente nogen vare som man kunne få i Rotten Rote, ikke fordi det var dårligere eller bedre end i Angerforge, men fordi kvaliteten bare var bedre der hvor han købte det! Det var en af hans gode venner, en ven hvis familie var fattig. Han valgte derfor at købe tingene hos ham, for at støtte hans familie. De havde været venner lige siden de var børn. Manden havde en kone og en lille pige, mindre end Nellie. Men Nellie ville ikke lege med hende fordi den lille pige kun ville lege med sin dukke. Ja Nellie var blevet forstor til at lege med dukker på den måde.

Nellie havde spurgt sin far om det ikke var okay at hun gik en tur rundt i byen, hendes far var ikke meget for det, efter kravet fra hans kone og Nellies mor. Men han gav hende lov, da Nellie var godt opdraget hun tog aldrig med andre hjem i hverfald ikke voksne! Dog sagde hendes far, som hun var ved at smutte! At hun skulle holde sig væk fra gade børnene og ikke blive beskidt. Nellie nikkede bare og vinkede til sin far! Havde hendes mor været der, havde hun flippet helt ud! For Nellie var en pæn og fin pige, der ikke legede med nogen under hendes og hendes familie værdighed. Men Nellie var ligeglad! Børn var børn! Og hun ville lege med børn!

Der var ikke mange børn i nærheden af hvor hun var lige nu, men hun forsatte med at gå rundt, der var en del der kiggede på hende og pegede, for hun lignede ikke en typisk borger i denne bydel. Det gjorde hende faktisk lidt bange, men prøvede at skjule det. Hun havde en lille læder posen bundet i sin bælte om livet, der var et par enkelte små mønter i hun havde fået med hjemme fra af hendes mor, hvis hun fandt noget der var ordenligt hun ville have med hjem, ikke at hendes mor regnede med det. Som hun gik, kom hun længere og længere ud af gågaden og lidt væk fra alle boderne. Hun kiggede sig omkring, hvor til hun fik øje på en dreng ikke så langt der fra, han havde en underlig dragt på, hvad mon det var? Hun havde ikke set sådan en før? Og så havde han en nuttet bamse! Hun prøvede at få øjenkontakt med drengen, mon hun turde gå over i mod ham? Han så ret beskidt ud, måske han var en fattig dreng? Hun fik helt ondt i maven over det. Ingen burde være fattige! Nellie mente at de rigeste godt kunne give til de fattige! Hvorfor skulle det være så uretfærdigt! Det lignede drengen kiggede over mod hende, hun vinkede forsigtigt til ham, med håbet om at han så hende. Stille og roligt valgte hun at gå imod ham, mens hun smilede ham.

Nellie kom forholdvis tæt på ham og smilende sagde ” Hey” hun smilede over hele ansigtet, som hun altid gjorde! Nellie elskede at smile! Det andet var ikke sjovt, det var sjovere at være glad og smile. Hun var ikke så glad for folk der var sure eller fulde, det gjorde hende bange! Heldigvis drak hendes forældre aldrig øl eller vin, de mente ikke det var værd at bruge penge på! ” Hvad hedder du?” spurgte hun smillende og stille.

Rael havde fået forvildet sig ind i Doomsville igen. Han vidste ikke helt hvad han lavede herinde... Udover måske prøve at se om han kunne få fat i noget mad? Han var trods alt ret hurtig, så hvis han ikke kunne lokke noget fra nogen, så kunne han vel altid stjæle et brød eller noget frugt og løbe så hurtigt hans små ben overhovedet kunne bære ham, ud af det lille hul i bymuren ingen af de voksne kunne komme igennem, og derfor heller ikke vagterne! Ja! Det lød som en god plan!

Men så skulle han jo nok først lige få rejst sig op og gået fra hjørnet af den her gyde, hen til hvor boderne var igen. Han skulle lige til at rejse sig, havde børset det værste snavs væk fra sin lidt plyssede heldragt, da han fik øje på en pæn pige, der... Vinkede til ham? Orv! Hun var nok den pæneste pige han nogensinde havde set! Han fik rejst sig op som hun kom gående over mod ham, og det kunne nok godt ses på ham at han ikke helt vidste hvad han skulle gøre. Det var jo ikke hver dag en pæn pige bare lige gik hen til ham! ".... Hej," sagde han stille, næsten lidt genert, med et lille, svagt smil på læberne som han krammede Pookie lidt tættere ind til sig. "Rael..." svarede han hende så stille. "... Hvad med dig?"

Nellie kunne godt se på drengen at han ikke lige frem lignede en der var vandt til at se en pige som hende, men det gjorde hende ikke noget, for hvis man spurgte hende, var hun lige så meget et almindeligt barn som denne dreng var. Hun havde bare nogen forældre der mente at hun var langt bedre end de fleste børn! Men Nellie tog det ikke så tungt, for hun gjorde hvad hun ville, næsten altså! Da hun var kommet tæt nok på ham og han svarede hende med at sige nej, kunne hun ikke lade være med at smile kærligt til ham, hun kunne sagens se på ham at han var genert, men det gjorde nu heller ikke noget! Han var alligevel lidt nuttet! Sådan virkelig! Men hans tøj trængte til at blive vasket! Det så ret beskidt ud. Men det var også noget underligt tøj, han havde. Det lignede en dragt af en art, mon det var moden her? Faktisk så det ikke særlig praktisk ud, dog valgte hun ikke at kommentere på dette lige nu!

Nellie hørte hans navn, det var en smukt navn, et anderledes navn. Ja men det var bare fedt! Nellie synes ofte ting kunne blive for almindeligt! Det var meget sjovere med de ting der ikke var almindeligt! I hverfald i hendes hoved. ”Nellie” Sagde hun og smilende, blikket blev kørt ned til hans bamse som han krammede tæt ind til sig, hun smilede til ham og sagde stille ” Hvad hedder din bamse? Den er virkelig sød” Sagde hun med sin blide barne stemme. ” Er du sulten? Du ligner en der er sulten? Det er jeg i hverfald, vil du spise sammen med mig? Jeg gir” Sagde hun og sendte et stort smil til ham, som hendes lille mave begyndte at rumle stille, hvis man lyttede godt efter kunne man høre det.

Hun bandt sit læderbælte om livet op for at tage sin pose med mønter fri fra bæltet. ” Jeg har rigeligt, vi kan købe lidt af hvert?” Sagde hun smilende og trådte lidt tættere på ham, for at føre sin hånd mod hans pande, hun fjernede en lille tåt hår, som hang ned i panden.

Rael smilede lidt mere oprigtigt til hende, ikke ligeså nervøst som før, nu hun også fortsat smilede. Det måtte trods alt være et godt tegn at hun ikke var begyndt at skælde ud på ham eller noget, som de børn der gik i så fint tøj som hende, som regel gjorde! Det var ikke hans skyld at han gik rundt sådan her... Eller jo, det var det jo nok, med hvad der var sket med hans forældre, men han havde ikke rigtig lagt tingene sammen to og to endnu, så efter hans egen mening var det i alt fald ikke hans skyld. Og Pookie... Ja, Pookie vidste jo så også godt at det rent faktisk ikke var Rael's skyld, men snarere Pookie's... Da ingen af dem havde villet skilles ad, og dæmonånden så havde besluttet sig for at det var nemmest bare at helt slippe af med drengens forældre istedet.

"Nellie? Du virker sød..." sagde han stille, med et lille smil - der dog blevmeget større da hun nævnte, at hun syntes hans bamse var sød! "Åh! Det her er Pookie!" han hodlte stolt kaninbamsen frem, der var en del renere end hans tøj, grundet han vaskede den en del tiere, når ånden syntes det var tid til det. "Han har altid passet på mig... Han er min bedste ven!" sagd ehan så med det samme store smil som han knugede bamsen ind til ham selv i et stort, varmt kram. Han spærrede dog øjnene op som hun snakkede om mad, og hans mave rumlede rimelig højlydt. han havde i alt fald ikke spist det sidste døgn, og før det, var det en håndfuld bær, nødder og svampe han havde fundet i skoven udenfor byen! Så ja, han var rivende sulten lige nu!

"Det vil jeg da meget gerne! Du... Du er altså nok den sødeste person jeg har mødt her..." det første blev sagt med ekstremt meget iver i stemmen, før han blev lidt mere stille, næsten genert i det. han var absolut ikke vandt til at folk i byen var så venlige mod ham, og andre børn gik tit udenom ham. Mange af dem kunne ikke lide Pookie eller syntes han var for gammel til at rende rundt med ham. Han nikkede med et stort smil til det sidste hun sagde, og grinede let da hun rykkede lidt på noget af hans hår.

Det virkede på Rael blødte mere og mere op, hvilket Nellie synes var godt, for han virkede til at være en dreng der godt kunne bruge en ven eller to! Hun ville gerne være hans ven! Hun ville gerne være venner med alle, hvis det altså kunne lade sig gøre, men der var også nogen børn som ikke ville lege med hende for hun var for vild, i hverfald for vild til at være den fine pige hendes forældre gerne ville have, men ja, mange mente åbenbart ikke at en pige kunne lege vilde lege og blive beskidt, de skulle sidde pænt og ikke sige noget og bare være der hjemme! Men det var så keeeeeedeligt! ” Tak Rael, du virker også sød” Sagde hun og sendte ham et kæmpe smil.

Hun kunne ikke helt være med at grine og smile lige så stort, som han stolt holde hans kaninbamse frem. ” Hey Pookie, jeg hedder Nellie” Sagde hun lidt små grinende som hun tog kaninbamsens hånd og trykkede dem blidt. ” Det altid godt at have en der passer på en og særligt at have en bedste ven. Har du ingen forældre?” Spurgte hun stille og så på ham. Hun kunne sagens høre hans mave rumle, sdåan virkelig meget og hun hoppede nærmest op og ned og sagde ” jamen lad os finde noget mad. Jeg har aldrig rigtigt været her før, men måske vi kan finde noget røget kød ? sådan at vi ikke skal lave bål og det? For det er jeg faktisk ikke så god til, det plejer at være min far der laver mad” Sagde hun og så på ham med et stort smil. Hun kunne ikke lade være med at blev helt rød i hovedet og kigge ned i jorden, som han sagde at hun nok var den sødeste person han havde mødt her. ” Tak” Sagde hun stadigvæk helt rød i hovedet.

Efter at have fået styr på hendes rødmen smilede hun og vendte sig mod boderne, ” Kom” sagde hun og forsigtigt tog hun hans ene hånd og gav den et lille klem. Mange ville sikkert tænke underligt omkring hende, men hun synes Rael var sød, selvom de kun havde talt i få minuter! Hun kunne ikke lide at han var alene. Hun kunne jo sagens se han var fattig! Og det burde ingen være! Mens de gik langs med boderne, købte Nellie lidt forskelligt mad de kunne spise, nogen stykker røget kød, noget brød og noget frugt. ” Kender du et godt sted vi kan sidde?” spurgte hun med et smil og rakte Rael noget af det mad de havde købt, da hun ikke kunne bære det hele selv. ” jeg er 9 år gammel hvor gammel er du?” spurgte hun helt ude af det blå.

Rael stod og rødmede måske en smule, det var så sjældent nogen som helst sagde han var sød! Ja, det var idet hele taget sjældent folk sagde noget godt om ham. Og så havd ehun endda også syntes at Pookie var sød! Det var en endnu sjældnere ting. Han kunne allerede rigtig godt lide hende! Han grinede da også let da hun trykkede Pookie's pote blidt, førhan holdt bamsen godt ind til sig igen. "Åh. Nej. Det har bare været mig og Pookie i et stykke tid..." hvor længe havde han ikke helt styr på, han havde ikke den bedste tidsfornemmelse. Han vidste kun nogenlunde hvornår hans fødselsdag lå, men han kunne ikke engang huske hvor mange fødselsdage det var, siden han ved et uheld var kommet til at brænde huset op de boede i, og hans forældre med det.

Men smilet der var falmet ved snakken om hans forældre, kom hurtigt tilbage da hun talte om at gå ud og finde noget mad. Han holdt godt fast i hendes hånd da hun tog fat i hans, og fulgte smilende med hende hen mod boderne. Nu han var sammen med hende rørte det ham ikke ligeså meget som normalt med de blikke han fik af folk. han havde jo en lidt finere veninde her, og hun havde penge, så helt sure kunne de trods alt ikke tillade sig at værepå ham nu han ikke tiggede fra dem længere!

Han nikkede da hun spurgte om han kendte et godt sted at sidde. Det var ikke helt henne i gyderne hvor der kunne være farligt at være, men stadig heller ikke helt ude på gågaden. han ledte hende hen af de af vejene der ledte op til en masse lejligheder, og ind i en baggård hvor der var en enkelt plet græs, hvor der også groede et træ - perfekt med skygge, og blødt græs at sidde på. han havde fundet det sidste gang han havde været i byen. Han satte sig ned med et smil og var allerede gået igang med at spise noget af sit kød, da hendes spørgsmål lød - han kiggede lidt på hende, og svarede så, stadig med lidt mad i munden, nu han jo ikke havde lært at dét var uhøfligt. "Jeg eer..." han tænkte sig lidt om, "Ti år!"

Nellie smilede stort som hun blot fulgte efter ham, han måtte jo kende området langt bedre en hende, det var jo ikke så tit at hun kom her og slet ikke alene! Men det kunne være hun skulle til at gøre det! For at være sammen med sin nye ven? Eller måske tage ham med hjem til hende? Hun var bare lige bange for hvad andre ville sige, selvom det normalt ikke rørte hende! Men hun var lidt bange for hvad de kunne finde på at gøre ved ham! Han var ikke så stor og lignede ikke en der var den bedste til at forsvare sig selv!

Hun satte sig ned på det bløde græs og lagde tingene fra sig inden hun selv begyndte at spise, hun gik ikke lige så meget op i hvordan man spiste når hun ikke var hjemme, hendes forældre ville hade at man talte med mad i munden og ikke sad pænt! Men hvorfor de hele tiden skulle gå så meget op i at være fine folk, forstod hun ikke, de var jo ikke engang nogen af de rigeste eller sådan. Hun smilede som Rael prøvede at huske hvor gammel han var, at han så var et år ældre end hende fik hende til at smile og sige ”Så du ældre end mig” Sagde hun og smilede og tog en bid af et æble som hun havde i den ene hånd og et stykke kød i den anden. ” Du er rigtigt sød Rael, jeg vil gerne være din bedste ven, hvis du vil?” Sagde hun og smilede til ham. ” Jeg bor i Angerforge, men jeg kan komme og besøge dig? Og måske du kan besøge mig?” Sagde hun og smilede stort til ham.

Hendes blik flyttede sig til bamsen og hun så lidt undrende på den, ” Kan din bamse tale?” Spurgte hun og smilede til ham, hun vidste ikke helt hvorfor hun spurgte, der var bare noget over bamsen som fik hende til at spørge ham. Det kunne jo bare være hende der troede noget, som ikke var der eller sådan.

Rael satte sig glad ned da han havde fået trukket hende med sig hen til hans nye lille favorit sted. Det var heller ikke så langt fra hvor hans nye ven boede, den mand var altså også bare så venlig - Alli hed han, eller, det kaldte Rael ham, for det rigtige navn var alt for langt til rigtig at huske, i alt fald når man skulle kalde efter ham, så ville det tage en evighed! Så var det nemmere bare at kalde ham Alli. Og at han kunne overnatte hos ham var også bare dejligt - ikke at han havde noget imod at sove i skoven, men der var altså bare så meget blødere i sengen hos ham.

Han nikkede ivrigt. "Ja! Altså, bedste ven, det er Pookie nu, men... Du kan blive min bedste veninde, så!" sagd ehan med et stort, drenget grin. "Øhm... Jeg har ikke rigtig et sted du kan besøge mig. Jeg... Bor ikke rigtig nogen steder," indrømmede han så, og så lidt ned på Pookie som han pillede ved det ene øre. Bare rolig. Jeg tager mig jo af dig - du ved godt du ikke har brug for et fast sted så længe du har mig, ikke? og med de ord sendt afsted telepatisk til Rael, fra Pookie, smilede Rael igen og nikkede til Pookie, før han tog noget mere at spise.

Han kiggede så over på Nellie igen, og blinkede lidt med øjnene. Kunne hun også høre Pookie?? Eller?? I alt fald nikkede han forsigtigt, forventede at få det samme at vide som alle de voksne sagde - at bamser da ikke kunne tale, det var bare en fantasi ven han havde sig... Men det var Pookie altså ikke! Han var ægte!

At Rael allerede havde en bedste ven, var hun slet ikke i tvivl om, det var tydeligt at se Pookie var hans bedste ven, hun sendte ham derfor et kæmpe smil og grinende svarede ” Det rigtigt! Jeg vil gerne være din bedste veninde må jeg også være Pookies veninde?” Spurgte hun og smilede til ham. Hun lagde æblet fra sig efter at have spist det færdigt. Hun tog noget af det røget kød, hun elskede at spise røget kød. Særligt fordi man kunne gå og gumle på det, det var heller ikke så dyrt, i hverfald ikke for hendes familie. Dog fik de ikke altid kød til aftensmad der hjemme, hendes mor ville gerne have mere grønt ind i maden, hvorfor det forstod Nellie ikk! For kød smagte altså bare godt! Måske det var fordi Nellie’s mor ikke kunne finde ud af at lave kød! De fik i hverfald sjældent kød når hendes mor lavede det! Derfor var Nellie lykkelig over at det oftest var hendes far der lavede mad!

” Hvis jeg kunne, ville jeg tage dig med hjem til mig, så kunne du bo der! Men ved ikke hvad mine forældre vil sige til det” Sagde hun og så lidt usikkert på ham. Hun kunne ikke lide at han ikke havde et sted at bo. Det gjorde hendes faktisk ked af det, men hun prøvede virkelig ikke at vise det. En mande stemmes hørtes, hun så sig omkring, mon der var en i nærheden af dem. Dog gik det hurtigt op for hende at det kom fra bamsen. Den kunne tale? Det var underligt. Men hun havde da oplevet ting kunne tale. Som egentligt ikke var selve tingen der kunne, men fordi der var en ånd i den. ”Pookie kan tale” Sagde hun og smilede stort. Hun turde ikke fortælle at hun kunne se og tale med ånder, hun var bange for at han så ikke ville være hendes ven. ” Det godt han passer på dig ” Sagde hun smilede til Rael.

” Men vi kan mødes ved byvagterne? Hver dag og lege? Jeg skal nok give dig lov til at komme ind ?” Sagde Hun og sendte ham et mega stort smil. Hendes ide var knald god! Mente hun selv! Spørgsmålet var så bare om hun kunne få lov til byvagterne, men mon ikke det ville gå! Hun boede jo selv i Angerforge, så det kunne vel ikke være så svært?.

"Uhm... Det må Pookie selv bestemme. Det kan jeg jo ikke bestemme for ham," sagde Rael med et lille grin til hendes spørgsmål om, om hun også måtte være Pookie's ven. Selvfølgelig bestemte han da ikke hvem han skulle være venner med, det ville jo være åndssvagt, ikke? Hahahah, jo, selvfølgelig ville det da være det! Man kunne jo ikke bestemme om folk kunne lide nogen eller ej!

Rael frådede da også løs af kødet... Det var så sjældent han fik det, virkelig sjældent, det var flere måneder siden han sidst have fået det, men det smagte altså også bare såååå godt! Men det var så dyrt! Og han havde jo aldrig penge, og de der flammer, når de endelig var der, endte bare med at brænde alt på... Så derfor fik han det aldrig, medmindre han var heldig at stjæle noget, finde noget... Eller, som nu, at finde en ny ven der havde råd til det og var gavmild nok til at give ud af det!

"... Voksne plejer ikke at være glade for mig, i alt fald..." mumlede Rael stille - ja, han kunne i alt fald ikke forestille sig andet end at hendes forældre bare ville prøve at genne ham væk med det samme, især så fint som hendes tøj var, så måtte de jo have godt med penge! Og dem med penge kunne aldrig lide gadebørn som ham... Men han smilede og nikkede da hun påpegede at ja, Pookie kunne tale. Og grinede let bagefter - "Ja, han har passet godt på mig iiii... To år, nu!"

Han så mega glad ud i starten da hun snakkede om at lege hver dag - indtil han kom i tanke om hvordan de voksne havde det med ham, sådan helt generelt. "... Jeg tror ikke jeg vil kunne lege hver dag... Men jeg vil godt komme så tit jeg kan! Jeg vil bare helst ikke have for mange ser mig, og, du ved... Ja... Folk er bare ikke særlig flinke."

Nellie kunne ikke lade være med at sende Rael et stort og kærligt smil, han var sød, han stemme, hans måde at være på, hans måde at tale på! Hun kunne virkelig godt lide det ved ham! Hun havde da venner og veninder, men det her var bare noget andet! Altså han var ikke som hendes andre venner, men det var vel nok forbi de var underlige, bare de var som Rael her, så kunne det hele måske være meget sjovere? ” Det helt iorden” sagde hun og smilede til ham vendte blikket ned på Pookie og sendte ham et stort smil, ” Pookie må jeg også gerne være din ven?” Spurgte hun og nussede kort bamsens ene øre.

Det gjorde Nellie glad og varm inden i som hun så hvordan han bare fråede løs af kødet! Det var vidste ret tydeligt at kød ikke var noget han fik hver dag? Det var synd! Ikke at hun selv fik det, særligt ikke når det var hendes mor der lavede mad! Nellie elskede selv kød! Og kunne næsten ikke undervære det, men det var vel noget andet når man ikke var vant til at få kød? Var det ikke? Nellie var glad for at havde mødt Rael! Han var virkelig en sød fyr! Hun havde sat sig for at hun ville give ham mad hver dag! Og kunne hun ikke få penge af sine forældre, ville hun tage rester af deres mad med til ham! Han skulle ikke sulte fordi han ikke havde nogen penge! Det ville hun ikke være med til, hun kunne ikke få sig selv til vide at Rael sultede!

En frustration og vrede kom langsomt om i Nellie! Hvordan kunne folk få sig selv til at være sådan? Man som barn havde jo ikke selv valgt hvordan man skulle leve og bo! Det gjorde så ondt i hende at vide at Voksne ikke plejede at være særlig søde ved ham! Hun tog blidt hans ene hånd og gav den et lille klem, ” Jeg skal nok sørge for folk at søde ved dig! Du min bedste ven nu! Så jeg passer på dig” Sagde hun og sendte ham et stort og kærligt smil inden hun slap hans hånd igen. Nellies forældre skulle bare prøve på at bestemme over hvem hun skulle være venner med! Så ville hun blive rasende! Alle børn skulle have venner og veninder og være glade! Hun kunne virkelig ikke forstå hvorfor de var sådan! ” Jeg er glad for at du har ham til at passe på dig! Men nu er jeg her også, så vi to til at passe på dig” Sagde hun og sendte ham et stort smil.

Hvordan smilet langsomt forsvandt fra Raels læber, fik det til at gøre ondt i hendes mave, hun var ikke ude på at gøre ham ked af det! Hun ville bare lege med ham hver dag. ” Vi skal lege hver dag! Ingen skal stoppe os! Vi står sammen, og jeg passer på dig” Sagde hun og gav ham et blidt kram! Hun ville ikke have han skulle være alene mere! Hun ville altid være sammen med ham! Hver dag og så længe hun var i stand til at kunne! ” jeg skal nok få overtalt mine forældre,” Sagde hun og tog og brækkede et stykke af det store fransk af og satte sig til at spise det.

Rael så afventende ned på Pookie, som ånden tænkte sig godt om. Det lod til at pigen også havde kunnet høre ham før... Hmm.. Nok bedst at forblive på hendes gode side, så hun ikke fik folk til at prøve at skille dem ad, som det var sket før. 'Ja. Det må du godt.' stemmen var meget rolig og fattet, som ånden så ofte var, når den altså ikke gik amok som dengang de fik dræbt Rael's forældre... Ups.

Men ja, han fik meget hurtigt spist kødet. Det smagte bare så godt, men var så mega svært at få fat i! Det var nok næsten to måneder siden han sidst havde fået noget kød... Hende her var godt nok den sødeste pige han nogensinde havde mødt! Og han havde eller syntes at piger var nogle mærkelige nogen, i alt fald op indtil han nu havde mødt Nellie, som der lod til at være en mega sej pige! Ikke så fornem som alle de andre prøvede at være.

"Oh... Uhm... Tak..." mumlede han så stille, med et lille genert grin. Det var virkelig sjældent at nogen gjorde noget for ham, og at hun så ville gøre så meget! Det betød virkelig meget for ham, at sådan finde en ven, udover Pookie, der oprigtigt gerne ville passe på ham! Det var virkelig dejligt, og at hun så også kunne lide Pookie var bare det allerbedste i verden, overhovedet!!! Han stivnede dog lidt da hun krammede ham, vidste ikke helt hvordan han skulle reagere på det - han fik så sjældent kram at han nærmest hver gang glemte at det jo var en mega god ting, og ikke noget at blive så forskrækket over!

//undskyld den blev lidt kort...

Nellie smilede stort ned til Pookie som hun spændt afventede hvad den ville sige, hun kunne ikke lade være med at live helt op som den sagde at hun godt måtte være hans veninde også. ” Det jeg glad for Pookie, Det dejligt vi alle 3 kan være venner sammen” Sagde Nellie og kunne ikke lade være med at smile over det. Rael og Pookie var søde! Langt mere søde end hendes venner og veninder fra den bydel de boede i. ” Venner for altid” Sagde hun og grinte lidt for sig selv. ” Hvor sover du egentligt når du skal sove?” spurgte hun og såpå Rael? Han sov vel ikke bare på gaden? Det håbede hun ikke, for det var synd!

Overvejelserne om at tage Rael med sig hjem til sine forældre for at lade ham bo der, var store! Men hun vidste godt at det ikke ville komme på tale, særligt ikke når han var et gade barn, dem kunne hans mor virkelig ikke lide! Men hun skulle ikke bestemme hvem Nellie skulle være venner med på nogen måde! ”Du må gerne få resten af maden, jeg kan ikke spise mere” Sagde hun efter at have poppet en masse i munden og ned i maven, hun ville helt sikkert ikke komme til at kunne spise ret meget aftensmad, men det gjorde nu heller ikke så meget, det havde været hyggeligt at spise med Rael og det var i hverfald ikke sidste gang hun ville gøre det! Han måtte ikke sulte! Alle skulle have lov til en seng og mad og drikke hver dag. Skønt det desværre ikke var sådan, havde Nellie haft magten til at bestemme så havde hun en masse hun ville have lavet om på!

Hun trak sig kort efter fra krammet, og kunne godt se at han blev genert, ” undskyld” Sagde hun og kiggede usikkert på ham, ” Det var ikke for at gøre dig utryg” sagde hun stille og vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre. Hun kiggede ned på sine hænder og fumlede lidt med fingerne. Mon hendes far ledte efter hende nu? Om hvornår de skulle hjem? Hun var ligeglad! Hun ville blive her! Sammen med Rael og Pookie! Hun lagde sig ned i græsset og lagde hænderne ned langs sidden. ” woow se hvor smuk himlen er” Sagde hun og smilede op til himlen.

Rael selv blev også glad da Pookie sagde ja - så kunne de tre jo bare være mega gode venner fra nu af, og for altid, fremover! Det var jo alt for perfekt! Det var altså dejligt at have mødt endnu en der godt kunne lide Pookie, og som Pookie også godt kunne lide! Især nu hun næsten var hans alder! Altså, den voksne der, Allistor hed han vist? Han var skam også helt vildt dejlig at være i nærheden af, men han var jo næsten lidt en forælder, så det var noget helt andet end med Nellie, her.

"Uhm... Jeg finder bare noget og sover der? Der er nogle helt vild gode huler ude i skoven!" han gik som regel derud for at sove, da han følte sig meget tryggere der, end inde i byen. "Oh, og så har jeg også en ven jeg indimellem er hos.." han måtte jo nok hellere nævne Allistor lige der, nu han indimellem gav ham ly for natten, og også noget at spise. Før ham havde Rael helt glemt hvordan det føltes at have forældre.

Han spærrede øjnene op da hun tilbød ham resten af sin mad, før han med et stort grin og et glad 'tak', glædeligt tog imod den og gik igang med at spise igen. Det var nok rimelig tydeligt han ikke var vandt til at få nok mad til at blive helt mæt, så nu han kunne, benyttede han sig virkelig af chancen. Det at han stadig var igang med at spise da han var blevet krammet, havde også gjrot krammet en del mere akavet end ellers, og han smilede bare svagt og trak på skuldrene som for at sige hun ikke skulle bekymre sig om det, da hun undskyldte for det. Han var jo bare ikke helt vandt til kram.Som gadebarn var man mere vandt til at folk råbte af en og kastede ting efter dig, end til at de krammede dig. han lagde sig ned ved siden af hende da han havde spist, og nikkede smilende. "Ja, den er virkelig flot herfra!"

At Nellie nu havde det hun kunne kalde sin bedste ven og endda var venner med den drengs bedste ven, var bare mega fedt! Hun var helt sikker på at de nok skulle blive mega gode venner, og bare lege sammen hver dag, og have det sjovt. Hun så på ham som han fortalte at han sov i huler ude i skoven, det gjorde hende en anelse bange, for hvad nu hvis der skete ham noget ? Hvis nogen var onde mod ham? Eller kidnappede ham? Det måtte ikke ske! Hun skulle passe på ham sin bedste ven, hun besluttede sig for at ville tale med sine forældre, han måtte ikke leve på gaden og være alene. Børn skulle ikke være alene, men hun troede bare ikke på hendes forældre ville hjælpe hende, men ville de ik så skulle hun nok selv klare det. ” Men er du ikke bange for at sove i skoven? Tænk på alle de vilde dør og de ting folk fortæller der gemmer sig i skovene? Mine forældre vil ikke lade mig gå udenfor når det mørkt, men det fordi jeg kan noget andre ikke kan, men mine forældre siger jeg ikke må fortælle det til nogen, da det kan blive farligt for mig” sagde hun og så på ham. Hun havde fortalt alt for meget, men hun var ligeglad, for de var bedste venner, så han kunne vil holde det hemmeligt?

At han havde en ven han sov hos indimellem var hun glad for at høre. Selvom hun ikke kendte den person han snakkede om, var han sikker på at personen bare ville hjælpe Rael. ” Det er jeg glad for, kan ikke lide du skal være alene” Sagde hun og smilede til ham. Det var fedt at ligge ved siden af ham og kigge op på himlen. ” her kunne jeg ligge resten af mit liv, jeg synes himlen er så smuk, også om aftenen når det er mørkt, der er sådan nogen underlige ting på himlen som lyser, min far siger at man kan bruge dem til tænke på gode ting, lyset betyder det er noget godt og at mørket er noget farligt, men hvorfor er det så mørkt om natten? Er det fordi natten er farlig?” sagde hun underne, hun havde ikke rigtigt tænkt over det før nu, men det var måske også derfor at hun ikke måtte gå ud om aftenen og ikke havde nogen vinduer på hendes værelse.

"Bange for at sove i skoven?" Rael blinkede let med øjnene og så komplet uforstående på Nellie. Men der var jo så hyggeligt udei skoven? Altså, okay, tordenvejr varmåske lidt skræmmende, og regnen var træls, men hvad var der ellers at være bange for? Han havde jo Pookie! Ja... Med mig behøver du aldrig frygte noget. Dukan godt huske hvordan vi har fået slemme folk til at gå væk før, kan du ikke? Rael kiggede ned på Pookie, smilte og nikkede med et let grin til bamsen. Jo, jo det kunne han skam godt huske! Men hvad det andet var hun snakkede om, at folk sagde der var i skoven, ja det vidste han jo ikkenoget om. Han talte jo nærmest aldrig med nogen, for ingen gad tale til ham, og han havde ikke boet blandt andre folk siden hans forældre døde.

"Der er da intet at være bange for! Lidt ild og så holder dyrene sig væk, og Pookie har holdt skræmmende folk væk, før!" sagde han så med et stort grin. Ja, absolut ingen grund til at bekymre sig, ifølge ham selv! Han lagde dog hovedet en smule på skrå da hun sagde hun kunne noget ingen andre kunne. "Hvad er det da du kan?" nu når det kunne være potentielt farligt, var det jo blot mere spændende for ham. Jeg tror hun kan høre mig, kommenterede Pookie så mildt, og Rael så først overrasket på Pookie, før han så over på Nellie, for at se om hun reagerede på det Pookie havde sagt!

Som de lå der på græsset lagd ehan sig på siden, stadig med Pookie i sin favn som han så på hende. "Jeg synes da ikke natten er farlig. Lidt uhyggelig måske, du ved, når der kommer de der kæmpe lyn og torden! Men lynene er da lyse, og jeg synes nu ikke de lyn virker særlig gode!"

Nellie så på ham, hun kunne ikke forstå hvordan han ikke kunne være bange? Havde han hørt de historier de voksne altid fortalte til børn, så de ikke var ude om natten når det var farligt? Hun forstod det ikke, hvorfor havde ingen sagt det til ham? ” Jeg har hørt mange historier, folk fortæller der er monster i skovene om natten” Sagde hun og valgte at ligge sig over på siden for bedre at kunne se på ham. Hun havde ingen tid fornemmelse lige nu og var egentligt også ligeglad, hun var jo ikke et sted hun ikke måtte være, samt at hendes far selv havde sagt til hende at hun godt måtte gå rundt. Det var da bedre at være her, sammen med et andet end at være hvor hun kunne komme i problemer. Hun havde godt hørt Pookie, men havde ikke sagt noget til det, men hun undrede sig alligevel lidt over, hvem pookie var. Det kunne jo ikke være en almindelig bamse eller kunne det? Det var ikke til at vide, normalt når hun hørte ting snakke, var det ofte fordi de var besat af ånder og sådanne ting. Det kunne til tider var virkelig skræmmende for hende, hun var meget bange for hvad der kunne finde på at gøre ved hende.

At der ikke var sket ham noget endnu, måtte der jo være en grund til? Måske var det rigtigt at Pookie passede på ham og beskyttede ham? Eller også havde han bare været heldig. Men det var altid noget at ilden kunne hjælpe ham til at holde diverse dyr væk fra ham. ” Min far siger jeg ikke må sige det” Sagde hun og så på ham med et usikkert blik. Igen hørte hun Pookie sige at han troede hun kunne høre ham, hun kunne alligevel ikke komme med et smil. ” Jeg kan snakke med ånder altså de døde, og jeg kan høre pookie” Sagde hun og så usikkert på ham, bare han ikke ville flygte fra hende og aldrig ville se hende igen. Ej heller håbede hun at han ikke ville sige det til nogen, dog sagde hun ” Du må love mig ikke at sige det til nogen, for det kan være farligt for mig” Sagde hun og så usikkert på ham. Hvad nu hvis han ville sige noget? Hvorfor tænkte hun disse tanker? Det var ikke fair! Rael var hendes nye ven, og var ikke ude på at ødelægge deres venskab. Hun prøvede virkelig at holde op med at tænke sådan, men det var svært. Særligt efter hvad hendes forældre havde fortalt hende om hvordan folk ville reagere på dette.

” Lyn og torden og regn er ikke sjovt, jeg kan ikke lide det, det gør mig bange” Sagde hun og så på ham. Hun var virkelig bange for det, særligt fordi da hun havde været yngre havde hun været ude og lege med sine venner og venindero g så blev himlen helt sort og det regnede og lynede samt tordnede helt vildt og hun havde ikke kunne finde hjem, fordi hun havde svært ved at se noget i regnen. Hun var derfor gået i panik og grædt samt råbt og skreget på hjælp. Der var gået længe før nogen kom og hjalp hende og fik hende fulgt ham. Men hun havde været helt sikker på at hun ville have mistet livet, hvis hun var blevet ude.

Nellie havde siden den dag ikke begivet sig ud hvis det regnede, lynede eller tordnede. ” Er der slet ikke noget du er bange for?” Spurgte hun og så stille på ham, nu havde hun fortalt hvad hun var bange for, så måtte han da også fortælle noget. Der var altid noget man var bange for, man kunne vel ikke være en som slet ikke var bange for noget? Eller kunne man?

"Virkelig? Det har jeg aldrig hørt om... Jeg har så heller aldrig mødt nogle monstre, så det ervel bare historier, ikke? Så rigtige kan de ikke være når jeg ikke har set noget af den slags!" sagde han med et gladt grin, forstod slet ikke hvorfor hun var så bange bare for idéen om at være ude i skoven om natten, den var slet ikkesåfarlig som alle åbenbart havde fortalt hende!

"Oooh! Det er da mega sejt!" sagde han så med et grin som hun forklarede sin evne. "Alle andre tror ikke på mig når jeg siger at Pookie er klog og kan alt muligt!" dog, for nu, forholdt Pookie sig meget stille. Det at den her unge kunne høre alt hvad han sagde, gjorde at han skulle tænke sig meget mere om,omkring alt hvad han sagde til Rael... I alt fald mens hun var i nærheden. Det komplicerede dæmonens plan alt for meget, så han var ikke ligefrem helt vildt glad for det. Men til sidst talt ehan dog igen. Ja... Det er lidt af en speciel evne du har der. Normalt skal folk røre mig før de kan høre mig... det var jo sådan han talte til Rael... ved at Rael rørte ved bamsen, han havde besat.

"Jeg siger ikke noget, bare rolig! Selvom jeg forstår ikke hvad der kan være farligt ved så sej en evne, men hvis du ikke vil have jeg skal sige det videre, så gør jeg det ikke!" sagde Rael så med et grin, før han lyttede til det næste hun sagde. "Det..." sagde han så stille, og så væk, som han knugede Pookie tættere ind til sig. "... Jeg er bange for at miste Pookie en dag..." sagde han så endelig. Det var i virkeligheden nok det eneste han var virkelig rædselsslagen for, han vidste absolut ikke hva dhan skulle gøre uden Pookie!

Nellie vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre, hun overvejede at ville prøve at være i skoven med ham om natten, men faktisk vidste hun slet ikke om hun turde. Særligt ikke med hendes evne, hun havde prøvet det et par gange og det var ikke lige frem hyggeligt, for alle dem hun så og kunne tale med som ikke var der gjorde hende bange. Det værste var at når det var mørkt og sådan truede de hende, fortalte hvad de ville gøre ved hende og sådan. Det var jo også derfor at hendes forældre holde hende indenfor. ” Må jeg prøve at sove med dig en nat i skoven?” Spurgte hun en anelse usikkert, for det kunne da være rart hvis nu der slet ikke var noget i skovenen om natten? Selvom hun ikke troede på der ikke var.

Hun kunne ikke lade være med at grine, grine over at han synes det var en sej evne hun havde, men hun vidste godt at han på ingen måde vidste hvor skræmmende og ubehageligt det kunne være at kunne det hun kunne. ” Pookie virker klog, det godt du har ham, men nu har du også mig, så kan vi alle 3 stå sammen og passe på hinanden” Sagde hun og sendte Rael et kærligt smil. ” Jeg kan se og høre dem, jeg behøver ikke røre ved noget for at se eller høre dem” Sagde Hun og kiggede ned på Pookie. At han lovede at han intet ville sige, men at han ikke kunne forstå hvorfor, gjorde hende usikker. Det var klart at han ikke kunne forstå det, han kunne jo ikke lige som hende se og høre dem. Hun lænede sig helt over til hans øre og hviskede ” Folk vil tro jeg er sindssyg eller kan magi og det kan de straffe mig for, selvom jeg ikke er det og vil helst ikke dø” sagde hun hviskende til ham, da det jo trosalt var en hemmelighed, turde hun ikke at sige det højt til ham.

Hun så godt hvordan han knugede Pookie ind til sig, hun smilede lidt og sagde ” Du mister aldrig Pookie, en ægte ven svigter ikke” Sagde hun og så på Pookie og lidt efter op på Rael. ” Vil du sove med mig i skoven i nat?” Spurgte hun og så usikkert på ham. Hun prøvede at skubbe angsten væk for at skulle sove i skoven, hun havde aldrig sovet andre steder end der hjemme, hendes forældre ville ikke have det.

"Sove med mig? Selvfølgelig må du da godt det! Mig og Pookie skal nok passe rigtig godt på dig, ikk, Pookie?" sagde Rael storsmilende, og så ned på kanin bamsen igen. Selvfølgelig. Du skal nok se der ikke er noget at være bange for derude. Når jeg har kunnet passe på Rael her i to år, så kan jeg også sagtens passe på dig en enkelt nat. 'sagde' Pookie så til Nellie, og Rael's smil blev blot endnu større, strakte sig nærmest fra øre til øre. Endelig skulle han ikke sove kun med Pookie! Det skulle nok blive en sjov nat, når hun skulle ud og sove sammen med ham! De skulle nok vise hende at skoven stadig var dejlig om natten, også!

"Jamen... Magi er der da rigtig mange der kan? Og de bliver ikke straffet for det? Og altså, det der med at tro du er sindssyg, det ved jeg da ikke helt hvorfor... Vil du ikke bare få de der lidt sjove blikke som jeg nogen gange får når jeg snakker om Pookie? Hvorfor skulle de gøre noget værre ved dig end det?" Især siden hun ikke var fattig og uden forældre, folk plejede da at være meget flinkere mod børn som hende end de var mod ham selv, så når de kun gav ham blikke og måske indimellem kastede noget efter ham, hvordan kunne det så blive værre for Nellie? Det forstod han altså ikke helt!

"Nejnej, jeg tror heller ikke Pookie går fra mig, men... Andre har prøvet at tage ham fra mig..." sagde han så stille, som tankerne kort røg tilbage på hans forældre, hvordan de havde prøvet at tage den dæmoniske bamse fra ham, blot forat dø af det, istedet. "Men altså, ja, det kan da sagtens være i nat! Men... Vil dine forældre ikke lede efter dig?"

Nellie kunne ikke lade være med at grine og smile stort, hun var virkelig glad, det var der vist ingen tvivl om. ” FEDT! Jamen jeg glæder mig allerede, det skal nok blive sjovt, håber bare ikke at det bliver uhyggeligt. Men er glad for du og Pookie vil passe på mig, det gør mig mere tryg” Sagde hun og grinte lidt. ” jeg stoler på dig Pookie, du virker oprigtig god og beskyttende, det kan jeg godt lide” Sagde hun og så på ham med et stort smil, uden at vide om han kunne se at hun smilede til ham. Det var rart at være sammen med Rael og Pookie, de virkede bare så søde og rare og ikke bare var onde eller på anden måde ikke ville snakke med hende, fordi hun kom fra en familie med penge og sådan.
Hun kunne sagens se hvad Rael mente, men det var bare ikke sådan, måske hos alle de andre former for væsner men blandt menneskerne var det ikke en god evne at have, særligt ikke fordi det handlede om at hun kunne se og tale med de døde. Det var der forskellen lå, hun kiggede på ham stille og sagde ” Du forstår det ikke, som menneske er det ikke på nogen måde særligt godt at kunne tale og se de døde, folk tror man er i ledtukt med djævlen og det ikke lige frem noget der er særlig godt” Sagde hun stille og kiggede ned på sine hænder efter at have sat sig op, hun blev helt stille og ked af det. Ikke fordi at Rael ikke forstod hende, men fordi at hun ikke ville få et godt liv hvis nogen der ikke kunne holde kæft fik hendes evne af vide. Hun havde da også fået af vide at sine forældre at hvis hun fortalte det til nogen der ikke kunne tie stille med det, var de nødtil at efterlade hende som gadebørn fordi de ikke vil have ødelagt deres liv. Dog turde hun ikke fortælle dette til Rael, hun var bange for om deres venskab så ville kunne holde. Hvorfor hun tænkte dette vidste hun ikke, hun var bare bange for at miste Rael, selvom de ikke havde kendt hinanden mere end en times tid eller sådan noget, havde han allerede en stor plads i hendes hjerte. ”Jeg bare bange for at miste alle” Sagde han og så på hende nervøst og bange.
Hun kunne virkelig ikke forstå hvorfor folk ville tage Pookie fra ham? Hvorfor kunne de ikke bare lade ham have Pookie? Det var jo ikke fordi han gjorde nogen noget? Eller sådan virkede det ikke til at være, hvilket jo bare var en god ting. ” Ingen må tage Pookie, jeg beskytter dig og Pookie” Sagde hun og sendte Rael et kærligt smil. ” vi er en tre kløver og altid vil vi stå sammen!” sagde hun og smilede stort til Rael. ” Jeg tager dig med hen hvor vi skal mødes når solen er på vej ned, så når du kan se solen er på vej ned så går du der over og så kommer jeg så snart jeg har muligheden for at komme ud til dig” Sagde hun og rejste sig. ” kom så viser jeg dig det, jeg er nok nødtil at finde min far bagefter ” sagde hun og pakket det sidste mad sammen i et tørklæde hun havde hængende over skulderne hun bandt tørklædet sammen så man kunne bære maden som var det i en taske. Hun rakte det til Rael ” Jeg synes du skal have det, du har mere brug for det end mig, men kom med, jeg viser dig et hul i muren” Sagde hun og smilede til ham og så afventende på ham.

"Det bliver det ikke! Eller, det kan det måske blive, men kun hvis det begynder med torden og lyn. Dem kan jeg virkelig ikke lide! Men altså, det regner ikke, og det plejer at følge med regn når det er der,gør det ikke? Så der burde ikke være noget som helst uhyggeligt ved det idag!" sagde Rael med et grin.Sådan var hans logik... Han havde i alt fald ikke oplevet torden uden regn, af hvad han vidste, så så længe det ikke regnede, så ville alt være okay! Dyrene lod ikke til at kunne lide Pookie... Så bjørne og ulve havde aldrig været noget han skulle bekymre sig om. De gik nærmest i en stor bue udenom ham.

"Åh... Nå, sådan noget har de da også sagt til mig... Der er mange der ikke kan lide Pookie... Og tror der er et eller andet galt med mig bare fordi jeg kan høre ham tale!" sagde han så med et suk og med underlæben skudt en smule ud i utilfredshed. Folk var jo bare så, så... Uvidende! Ja! De vidste ikke hvad de snakkede om! De vidste ikke hvor sej og speciel Pookie var!

"Mig mister du ikke!" sagde Rael så med det samme til hende, med et stort smil. "For jeg kan lide dig, ja, og man går ikke bare fra dem man godt kan lide!" og hans smil blev blot større da hun sagd ehun ville beskytte både ham og Pookie! *Jeg takker. Det har... Ikke faldet ud til deres fordel at prøve at tage mig endnu, i alt fald. Men rart at vide der er endnu en der ikke vil af med mig.* 'sagde' Pookie i et roligt tonefald. Det var også meget mildt sagt... Alle der havde prøvet at tage Pookie væk fra Rael, var døde nu. Brændt ihjel i Rael's hysteriske anfald der antændte alt omkring ham.

Han rejste sig derefter op for at følge med hende, nikkede til de thun sagde med maden som han tog imod den, for derefter bare at følge med hende ud til hvor end det hul i muren hun kendte til, så var henne af.

Blikket hvilede roligt og blidt på Rael, hun kunne virkelig godt lide hans stemme, den var nuttet og blid. Men tanken om at det ville blive regnvejr og torden, gjorde hende en anelse nervøs, dog var hans ord med til at gøre hende rolig. ” Men hvis nu der kommer torden og lyn og regn, må vi bare passe på hinanden, vi er 3, så vi kan godt passe på hinanden” Sagde hun og så på ham med et kærligt blik. Hun kunne ikke helt forklare det, men Rael gjorde bare noget ved hende, noget der gjorde hende tryg men det gjorde Pookie også.
At folk ikke kunne lide folk fordi de var anderledes, det var noget Nellie virkelig hadede, det burde være forbudt for alle at være onde mod andre. Hvorfor kunne man ikke lave en lov? En lov om at alle skulle være søde ved alle. Det ville nok ikke være muligt men det kunne være rart hvis der var sådan en lov, måske hun skulle tage Rael med op til kongen? Og bede ham lave sådan en lov? ”Kan ikke forstå hvorfor folk skal være så onde og grimme mod en, bare fordi man ikke er ligesom dem! Sagde hun tænkende, hun overvejede om hun skulle spørge Rael om han ville gå med hende op til kongen for at spørge om en lov der gør alle skulle være søde ved hinanden, faktisk var hun lidt i tvivl om det var en konge, men hun var over bevist om det. ” Jeg til tage op til kongen snart, og spørge pænt om vi ikke kan få en lov så alle er søde mod hinanden vil du tage med?” Sagde hun spørgende og så usikkert på ham, hun var i tvivl om det var en god ide, men mon ikke det kunne lade sig gøre? Man kunne jo altid bare spørge?
At de ikke vil miste hinanden var noget der betyd meget for Nellie, hun havde ikke en ven der var lige som Rael, og det var det der betød mest, han var ikke som alle de andre og han var sød og sjov. Det var det vigtigste og derfor var han hendes nye bedste ven. ” Du mister heller ikke mig, for jeg kan godt lide dig og ja man går ikke bare fra dem man godt lide” Sagde hun og smilede stort til ham. Pookies ord også rare at høre, hun kiggede over på ham og svarede ”Du en god ven også Pookie, og vi skal alle 3 stå sammen, lige som en 3 kløver. ” Sagde hun og grinte lidt. At folk var døde og brændt ihjel, vidste hun intet om overhovedet, og havde egentligt heller ikke lysten til at vide det.
Da de begge var kommet på benene tog hun Raels fri hånd og holde ham i hånden inden hun satte i gang. ” Vagterne kender til hullet, men ingen der er større end os kan komme igennem det. Så derfor holder de ikke rigtigt øje med det” Sagde hun og smilede til ham, hun fulgte ham hen til hullet, det var ikke bare sådan lige at smutte derover. For de skulle helst ikke bare sådan lige ses, dog viste Nellie den hurtigste og nemmeste vej derover, for chancen for at blive opdaget var minimal. Da de kom der over smilede hun og sagde ” Det er her hullet er, vent her ved solnedgang så kommer jeg.” Sagde hun og smilede til ham.
Der gik ikke længe før hun kunne høre sin far kalde efter hende, hun så på Rael ” Jeg skal gå nu men vi ses senere” Sagde hun og smilede, gav ham et kys på kinden og rødmede selv lidt. ” vi ses” Sagde hun og vinkede inden hun løb afsted.

//tænker vi laver tids spring? Eller skal vi oprette ny?

Rael nikkede smilende - ja, de skulle nok passe på hinanden, uanset hvad der skete! Lidt regn eller torden skulle ikke ændre på det, og hvis der kom nogle dyr, så skulle ham og Pookie nok jage dem væk fra hende, ja, ja det ville de! Det lod alligevel til at dyrene vidste at de skulle lade Rael og Pookie være. Det havde ild det med hurtigt at lære dyr. Men det næste Nellie foreslog fik dog Rael til at blive lidt bleg i ansigtet. "... Gå op til ham? Jamen... Jeg... Jeg tror slet ikke jeg kan få lov til at komme derhen..." mumlede han stille. Når han blev standset ved porten til middelklassens kvarter, hvordan skulle han så kunne komme hele vejen op til de adeliges kvarterer? Derudover var der vel ikke nogen der gad høre på en lille gadedreng.

Men han havde dog igen et svagt smil på da de fik rejst sig op og hun viste ham vejen hen til det hul i muren, der som hun sagde netop var stort nok til børn som dem, men ingen voksen ville kunne komme igennem det. Det var jo helt perfekt! Han smilede og nikkede til hva dhun sagde, "Ja, vi ses i aften!" sagde han så. Kysset på kinden kom dog bag på ham, og han sukkede lidt som han så efter hende, mens han gned sin kind. Hvad var der med piger og kysse? Det forstod han ikke helt. Men han sneg sig i alt fald ud igen, og tilbage til et af hans 'faste' steder i skoven.

/////////////////////////////////////////////

Omkring solnedgang havde han så fundet vej tilbage til hullet i muren, og sad ved siden af det, på ydersiden af muren, hvor han spiste resterne af det mad hun havde givet ham tidligere, og nogle bær og svampe han havde fundet ude i skoven i løbet af det sidste af eftermiddagen, med Pookie's hjælp. Selvfølgelig var han stadig i det samme tøj, og uden at have været i bad, for det var trods alt ikke lige det varmeste vand der var i skovens små bække.

Nellie så på ham som han blev usikker og ikke var sikker på at han ville kunne komme ind i den adelige del af byen. ” Det skal du ikke tænke på, jeg skal nok få dig med ind bare stol på mig” Sagde hun og smilede stort til ham og vinkede som hun valgte at komme over til sin far for at komme hjem.

Nellie var lidt forsinket, men ikke fordi hendes forældre havde holdt hende tilbage, men fordi hun havde haft en masse ting med, det var ikke det nemmeste at bære når man ikke selv var særlig stor, hun havde taget to store tæpper og en lidt stor gryde, det var tungt for hende. Men det lykkes hende endeligt at komme over til hullet ” Rael” Hviskede hun halvhøjt men stadigvæk så det kun var en hvisken. Hun smed tæpperne igennem hullet inden hun forsigtigt satte gryde på den anden side at hullet før hun selv kravlede igennem hullet. ” hej bedste ven, dejligt at se dig, ” Sagde hun smilede og krammede ham stort. ” Vil du hjælpe mig med at bære tingene?” Spurgte hun og smilede stort til ham, hun havde også sin skuldertaske over skulderen den virkede tung og proppet, hvilket den også var altså proppet men ikke så tung igen dog lidt.
Nellie rakte Rael det ene tæppe og hun tog selv gryden og det andet tæppe, hun havde ikke sinde at fortælle Rael hvad hun skulle bruge gryden til, men det ville han finde ud når de nåede over til hans hjem.