The love of family ~ Rael

Tid: 15.04
Vejr: Fugtigt og varmt. Opskriften på en tordenstorm.
Sted: Ashen Wood Forest. Lige udenfor Firewood Village.
Omgivelser: Er på hesteryg tilbage mod Aquener. Har følge af sine søskende og nevøer. Enkelte vagter er også med.

Partner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]



Skyerne som hang over skoven var mørke og dunkle. I det fjerne kunne man høre torden rulle gennem horisonten. Ashen Wood kunne give lidt ly for regnen, men var det smart at være under dem, når det lynede?

En gruppe red gennem skoven i skridtgang. Banneret som svævede over dem, viste andre at de var fra Aquener. Pruss-familiens banner. Den ældste red forrest på sin sorte hingst. En stor ørn sad på hans skulder og den hvide kapper bevægede sig i takt med hestens skridt. De næste som kom, var hans søskende og nevøer. Yngre og dog ligeså kampvante. Vagterne red bagerst. Vagtsomme og bevæbnede. Stemningen som var over det, var rolig og venskabelig. Man kunne også mærke båndet mellem familien. ”Du brude virkelig finde dig en partner. En som kan give dig et barn.” sagde en af de adopteret brødre. Herskeren, Gabriello Winter Pruss, eller Gabe/Riello af familien, gav et fnys fra sig. ”Så vil jeg hellere tage en ind, som ikke har familie. Jeg har prøvet at finde en, og vi ved begge hvordan det gik.”

Gabriello og hans familie var en farverig flok. De som relateret ved blodets bånd, var tre forskellige dæmonracer. Længere ude kunne man også finde Succubus og Incubus. De adopterede søskende var alle af forskellige racer. Noget var af blandet blod. Nevøerne var for det meste halvblods. Hvilket gjorde dem værdifulde for familien. En af drengene sad og stirrede ud til venstre hele tiden. Der var en lyd, han kunne bare ikke sige hvor eller hvad det var.

Rael nynnede glad en melodi for sig selv som han gik rundt i skoven, mest af alt på udkig efter flerebær, nødder og svampe han kunne samle sammen til sin aftensmad. I den ene hånd knugede han Pookie ind til sig som altid, og han bar den samme 'plyssede' onesie han altid havde på... Det var sådan set det eneste stykke tøj han ejede. Det og Pookie var det eneste han rent faktisk kunne kalde sit, og derfor også noget han holdt godt fat i. Selvfølgelig havde han fået sin nye veninde der havde givet ham en del mad indimellem også, nu, men for det meste klarede han stadig sig selv med Pookie's vejledning.

"Ooh... Er det her en god en, Pookie?" spurgte han, rimelig højlydt, uden at bekymre sig om nogen ville høre ham, som han nærmest sprang hen til nogle svampe han så ved bunden af et træ, der voksede tæt på skovstien. Han kiggede ikke engang op som gruppen af folk kom ridende... Det var så tit folk kom forbi og bare ignorerede ham. *Ja, den er spiselig. Hold dig fra den rødbrune ved siden af, dog.* svarede Pookie ham, og Rael grinte glad som han begyndte at plukke de hvide af svampene, og tilføje dem til den lille bunke han havde i den ene af de to lommer der var i hans plyssede onesie.

”Onkel.” Gabriello vendte sig mod sin nevø og hævede et øjenbryn. ”Jeg hørte en stemme.” Gruppen gjorde holdt og alle så sig om. ”Hvor?” Nevøen førte an mellem træerne og de andre fulgte efter. Deres heste protesterede let, men gjorde som de blev budt. ”Er her nogen?” En af de ældste af de yngre kaldte ud. Leonardo var en sirene med god hørelse Han hoppede af hesten og begyndte at tjekke skovbunden. Ludwig kom op på siden af sin ældre bror og nikkede ind i tykningen. Gabriello så der ind og rynkede brynene. En skikkelse kunne ses og han steg af hesten. ”Laddie?” kaldte han og nærmede sig forsigtigt. Hans ørn, Kalin, fløj hen og satte sig på en træstub nær drengen. Den så på ham med de gule og kloge øjne.

Gabriello nærmede sig forsigtigt og havde en venligt, beroligende smil om læberne. Han ville nødig skræmme ham. Han så sig om efter andre. Hvor var barnets familie? ”Hey. Er du okay?” Ludwig nærmere sig bag fra Gabriello. Han havde selv to børn. Hans søn var på drengens alder. Gabriello satte sig på hug og sendte drengen et ømt og roligt smil. Han havde haft en hånd i at rejse sine nevøer og niecer. Han var favorit-onklen. ”Er du alene?” spurgte Leonardo. Han var sluttet sig til dem og så sig om. Dette burde ikke være sådan her. En eller anden burde komme styrtende og hjælpe drengen mod fremmede som dem.

*Der kommer nogen den her vej, knægt.* sagde Pookie så, og Rael så brat op, lige inden de første mænd kom indenfor synsvidde. Rael knugede Pookie lidt tættere ind til sig, og kiggede fra den ene mand til den næste, og så på ørnen hvor den havde sat sig. Han lagde hovedet en smule på skrå som han observerede dyret, inden de andre kom helt tæt på, og hans blik røg over på Gabriello istedet. Til hans spørgsmål smilede han bare bredt og nikkede. "Mmhmm, jeg har det helt fint! Hvorfor skulle jeg ikke have det?" han var her jo med Pookie, og så længe Pookie var der, var alt jo godt!

Han kiggede dernæst over på Leonardo, og grinte let før han rystede på hovedet. "Jeg har Pookie!" forklarede han så, og holdt kaninbamsen op til frit skue, før han knugede den tæt ind til sig igen. *Hmm. Der er vist et par stykker af dem der er lidt ligesom mig...* funderede Pookie, og Rael så overrasket på bamsen. "Virkelig?" mumlede han stille. *Ja. Det føles sådan.* "Ooh..." Rael så op på dem igen, med fornyet interesse ved den bid information Pookie havde givet ham, som de andre selvfølgelig ikke kunne høre.

Gabriello hævede et øjenbryn og så på bamsen. ”Det må være en modig bamse. En god beskytter og ven.” sagde han og Ludwig tippede hovedet på skrå. ”Men hvorfor kommer du ikke med os? Det er ikke sikkert for jer to her.” sagde en af Gabriellos brødre. De havde hørt rygter om banditter her i området. De ville ikke kunne røre dem, men en lille dreng var en anden sag. ”Jeg er Gabriello. Hersker over Aquener. Disse mænd og drenge bag er min familie. Vi kan bringe dig et sted hvor der er varmt og sikkert.” sagde han og smilede mildt. Han var god til børn efterhånden.

Han rakte en hånd ud mod drengen. De andre så sig om i ny og næ. Det virkede til at det nemt kunne blive en tordenstorm. Alle ville hjem, men denne lille dreng havde brug for hjælp først. ”Vi kunne bringe ham med os hjem. Han virker ikke synderlig bange for os. Selvom vi alle er klædt i rustning og stærkt bevæbnet.” sagde en af Gabriellos nevøer. Herskeren så på sin nevø og rynkede øjenbrynene tænkende. Han lod sin hånd falde og nærmede sine brødre. ”Kan vi?” mumlede han og så på sine brødre. Blikke blev vekslet mellem dem. ”Nogle af os er adopteret. Jeg ser ikke hvorfor. Men om han vil?” ”Lad os spørge ham.” Rick, en af Gabriellos brødre gik hen og knælede ned foran den lille dreng.

”Det vi vil kan foreslå er at du kommer med os hjem. Du kan blive adopteret ind af en os. Du kan vælge den som du ville være under.” sagde han og smilede venligt. Dette kunne være for meget, men ingen af dem kunne efterlade dette barn alene. ”Pookie kan selvfølgelig komme med.” tilføjede Gabriello fra sin plads ved de andre brødre af hans.

Rael smilede og nikkede ivrigt - for ja, ja det var Pookie skam. Han var den bedste ven han nogensinde kunne have ønsket sig! Rael var rimelig ligeglad med hvor han var henne, bare han kunne beholde Pookie, så skulle alt nok gå godt! Han lagde dog hovedet let på skrå da en anden sagde det ikke var sikkert for dem her. Men de havde jo været her hele tiden, og der var ikke sket noget? Dyrene havde hurtigt lært at lade dem være, de havde det trods alt med at frygte ild.

Han kiggede dog lidt mere interesseret på Gabriello da han kom med forslaget. Det der med at han var hersker lagde han ikke rigtig så meget i, det var for ham komplet ligegyldigt. Altså når man var vandt til at bo på gaden og ude i skoven, så lagde man jo ikke så meget mærke til hvem der regerede hvor, men hans tilbud der lød nu meget rart. Især at stedet ville være varmt, for han frøs alligevel en del nogle af nætterne herude, selvom hans onesie stadig var behageligt varm... Den kunne trods alt ikke holde frost grader helt ude.

Han skulle til at række hånden ud for at tage Gabriello's hånd, men det var lige idet dæmonen lod sin hånd falde, så istedet knugede Rael Pookie lidt mere ind til sig, som hans øjne flakkede mellem de mange folk, som de snakkede indbyrdes. Han tog et halvt skridt tilbage da Rick kom tæt på, og lagde igen hovedet på skrå som han blev spurgt om han ville adopteres af dem. Han vidste ikke helt hvad det ord betød, men han mente det var noget med at få et hjem, var det ikke? Det lød i alt fald rart. "... Jeg kan stadig godt beholde Pookie, ikke?" blev han bare lige nødt til at sikre sig. Så mange voksne syntes allerede han var for gammel til at være så knyttet til en bamse, men han kunne bare ikke overskue at skulle skilles fra Pookie, nogensinde. De var jo bedste venner, og hvem skilte bedste venner ad?

Gabriello smiled til drengen og hvilede en blidhånd på hans hoved. ”Selvfølgelig. Pookie er jo din ven.” sagde han og ruflede blidt op i håret. Regnen begyndte at falde ned. Gabriello løftede drengen op og satte han foran sig på sin hest. Han svang sig selv op. ”Jeg tror ikke vi fik dir navn, little one.” sagde Gabriello og så ned på drengen foran sig. Han svøbte sin kappe om ham og satte gang i følget.

Nevøerne så på drengen foran deres onkel. De var alle nysgerrige, men deres fædre holdte deres ord tilbage med blikke. Deres spørgsmål kunne vente indtil de kom hjem. Gabriello rystede på sit hoved få at få håret væk fra øjnene. Hans ørn landede på hans saddeltasker bag ham. Den forvandlede sig til en unge og gemte sig ned i en af taskerne. Et glad chirp kom fra den.

”Og hvad kan du fortælle os om dig selv?” spurgte Ludwig og kom op på siden af dem. De blå øjne var venlige og matchede de røde som Gabriello havde. De var det perfekte hold. Begge var modige og åbne. Begge ønskede at hjælpe drengen så meget de kunne.

Et stort smil spredte sig på Rael's læber,og han lod også uden problemer Gabriello løfte ham op på hesten, hvor han så nu sad og fortsat knugede Pookie ind til sig. Det var dejligt at møde andre der ikke havde noget imod Pookie, når der nu var andre der prøvede at tage ham fra Rael - en ting man så absolut ikke skulle prøve på, hvilket hans forældre da også havde kunnet skrive unde rpå hvis de stadig havde været i live.

Han drejede hovedet lidt for at se op på Gabriello, stadig med det store smil på plads. "Rael!" svarede han ham så glad. Hvad hans efternavn var, ja, det var så nærmest en gåde for ham selv- han havde aldrig kendt det, og kunne ikke huske det hvis han havde hørt det når folk havde talt til hans forældre dengang. Hansøjne fulgte lidt ørnen som den blev til en lille unge og skjulte sig, før han så hen på Ludwig da han talte. Smilet var der stadig da han begyndte at plapre derudaf, som et hvilket som helst andet gladt barn ville. "Uh... Jo, jeg er... Ti år gammel," han brugte lige hurtigt fingrene til at tælle med, "... Og Pookie har været med mig i tre år! Vi har været herude i... To år, er det ikke, Pookie?" han så ned på bamsen. *Jo.* svarede Pookie ham stille i hans sind, og Rael's smil blev bredere. "Jo, to år! Han har passet på mig."

Ludwig og Gabriello vekslede et blik. Pookie kunne ikke være helt normal. Der var noget som fik dem til at se sig om, efter en anden af deres slags. ”To år. Det er lang tid alene, lille mand.” sagde Gabriello og kørte en hånd gennem drengens hår. Han satte hesten i let trav og havde en arm om drengens talje. ”Hvad er det første som du ville have at spise, når vi kommer hjem til herregården?” En af de yngre i selskabet så på drengen, som sad ved hans onkel. Alle var nysgerrige om denne dreng blev en del af familien. De yngste ville elske at få en ny legekammerat, men først måtte de lære ham at kende. Der var så meget, men Gabriello var opsat på at gøre ham til en del af familien.

Langsomt opstod der snak mellem dem alle igen. Gabriello sad og så på drengen som sad foran ham. Et smil var over hans læber. Denne dreng og hans bamse. De kunne nemt blive accepteret ind, hvis drengen ville, det var helt op til ham.

Rael så bare smilende ned på Pookie igen, og det var nok kun alt for tydeligt at der foregik mere end hvad der var normalt mellem et barn og hans bamse. At det virkede somom han netop kunne høre Pookie lige så klart som han hørte dem, og det var jo så også sandheden. Så længe han rørte Pookie, kunne de høre hinanden, uden problemer.

"Er det det?" sagde han bare spørgende, men dog med et smil som hånden gled gennem hans hår. Hans alder gjorde at han ikke havde megen tidsfornemmelse trods alt, og al tid sammen med Pookie lod bare til at gå meget hurtigt. "Uuh... Det ved jeg ikke...Men kød er godt," mest af alt fordi han fik det så sjældent, han kunne ikke finde ud af at jage og havde aldrig penge. Han var i virkeligheden godt underernæret, da han kun rigtigt fik spist svampe, bær og rødder - og indimellem brød hvis han formåede at stjæle det fra andre.

Timeskip:


De red gennem portene til Aquener. Folk stoppede for at hilse på dem. Gabriello tog et bedre greb om Rael og hans bamse. Hestene travede afsted med hovedet stolt hævet og mange af mændenes ansigter gled over til at være udtryksløse. Herskeren fulgte trop. De røde øjne blev hårde og munden blev til en smal streg. Man kunne se en herregård knejse sig længere fremme. De red forbi den og længere ind i byen. Hans blik gled ned til drengen foran sig. ”Ah Conté De Vallia.” Ludwig mumlede fra ved siden af Gabriello.

Længere fremmede kom endnu en herregård til syne. Denne var mere idyllisk og smuk. Han smilede selv og gav drengen et klem. ”Dette er dit nye hjem, laddie. En af dem i hvert fald.” De red ned af grusstien og folk strømmede ud ad hoveddøren. Mændene og drengene hoppede af hestene. Mange blev budt velkommen af deres koner og børn. Søskende kom bagefter. Gabriello svang sig af sin hest og løftede Rael ned og satte ham på jorden. Mange af de yngre kom hen og stimlede sig sammen forn deres ældste onkel og den nye dreng.

Gabriello krydsede armene og så til. 25 børn stod foran Rael og stirrede nysgerrigt på ham. Han måtte bide sig i læberne for ikke at grine højt. Hans brødre var optaget af deres genforenelse med koner og mænd. De ældre søskende stod lidt bagved, klar til at gribe ind. Gabriello stillede sig som en støtte bag Rael og skubbede lidt opmuntrende til ham med sit ene knæ.

Rael så sig nysgerrigt omkring som de kom ind i byen, og da især somde bevægedesig hen i de lidt dyrere områder af byen. Han havde aldrig set andet end de fattige områder i en by - udover da nellie hev ham med op til slottet i Doomsville, hvilket han havde hadet som pesten da han havde været så utroligt nervøs hele tiden mens de havde været der, bange for alt detværste som folk tit gjorde mod små, hjemløse og forældreløse børn som ham selv.

Men her følte han sig beskyttet sammen med Gabriello, og kiggede derfor fortsat nysgerrigt omkring som de nåede frem til hvad der åbenbart skulle være hans nye hjem?? Han kiggede bagud på Gabriello somfor at sige 'virkelig??', hvor det var tydeligt at se på ham at han ikke rigtigt kunne tro på det, at han nu skulle leve et sted fyldt med så meget luksus som det her!

Han smilede let som han blev løftet ned, men så snart han fik øje på alle de andre børn, forsvandt hans smil brat og han krammede Pookie tættere ind til sig som støtte. Han prøvede at stritte imod gabriello's knæ der skubbede ham fremad, men hans styrke var trods alt intet i forhold til hans, så på trods afat han prøvede at komme om og gemme sig bag Gabriello, blev han stadig skubbet fremad, og stod nu der som nærmest forstenet, mens han så rundt på de mange andre, for ham fremmede, børn... Og ikke anede hvad han skulle gøre. Han havde ikke ligefrem gode oplevelser med andre børn før. Nellie havde været den eneste undtagelse indtil videre. Andrebørn havde ellers bare syntes han var mærkelig... Eller havde fået at vide de skulle holde sig fra ham... Eller prøvede at tage Pookie...

Gabriello gik hen og faldt i snak med den ældste af hans søstre. ”Er der noget nyt?” spurgte han og krydsede armene. ”Ikke som så. Flåden er sat på stand-by mens vinter kører. Enkelte breve fra vores mørkere side af familien.” Hun så over hans skulder på den unge dreng han havde efterladt. ”Ungerne ligner sultne gribbe.” Gabriello drejede hovedet og rynkede brynene. Mange af de mere… ledende børn så på Rael med mistro. En rumlen kom fra hans bryst, men stadig så svagt at de ikke ville høre det. Ud af øjenkrogen kunne han se de andre også se på hvad der ville ske.

”Og hvad er du for en?” spurgte en lyshåret pige. Hendes blå øjne var sammenknebne og munden var stram. Et par af de ældre børn, vidste at deres ældste onkel havde et øje til drengen. ”Vi kan vise dig vej til børnehjemmet.” De mellemste i flokken kunne være ret lede, mens de ældste var varsom med at træde. Deres onkel havde et temperament der kom fra Bloddæmon-siden. Der var en grund til at han patriarken og herskeren. ”Oi, lad vær med at gør ham mut eller noget andet. Onkel ville få et flip.”

Rael så ikke rigtigt op på de andre børn - det turde han ikke rigtig. Istedet stod han og knugede Pookie ind til sig, og havde sit blik rettet mod de andres fødder og ben istedet, mest af alt for bare lige at holde øje med hvor de var, så dét ikke kom bag på ham. Men han kiggede dog en smule undrende, omend tøvende op på den første der talte. "Hv-hvad mener du? Jeg... Jeg er bare... Mig? Jeg er ikke noget specielt?" fik han fremstammet, før han så over på den anden der talte, hvortil han rystede meget kraftigt på hovedet og tog et par små skridt bagud. Andre havde før prøvet at putte ham i et børnehjem... Det endte rimelig grumt. For dem der ejede børnehjemmet, altså.

"Pookie, hvad skal jeg gøre...?" mumlede han lavt til bamsen som han skjulte lidt af sit ansigt i, og så på den. *Bare tag det roligt. Du ved godt jeg ikke vil lade dem gøre noget mod dig du ikke vil have, ikke?* spurgte Pookie ham roligt, og han nikkede svagt, en anelse roligere end før.

En af de ældtre børn så på den nye. Mens de andre snakkede om hvad de skulle prøve. "Bliv nær, min onkel. Hvis du bliver her, vil han adopter dig som hans egen." sagde den ældre og så hen på sin onkel. Gabriello stod og snakkede med hans ældste søstre og så kort hen på Rael. Et smil var om hans læber. "Rael. Vil du møde mine søstre. De sødeste kvinder i hele UnderWorld." kaldte han og rakte en hånd ud mod den yngre.

Kvinder så på den lille dreng som deres ældste bror havde taget med hjem. Han var enorm cute. Han klyngede sig til bamsen og er 'Årrrrh' gik gennem kvinderne. Gabriello gik ned på knæ så han var på højde med drengen han havde taget med hjem. "Han kan være lidt genert, så opfører jeg pænt." Hans øjne glimtede i latter og de klukkede alle. "Han ser ud som om han har haft det svært." "Det er derfor vi tog ham med. Han var alene ude i Ashenwood. Han kan vælge om han vil blive, selvom det vil være dejligt." sagde Gabriello med et skuldertræk.

Rael så lidt nervøst frem og tilbage mellem de forskellige børn, men nikkede lidt til det den ældre af dem sagde. Nu var det godt nok længe siden han selv havde indgået i en familie - eller egentligt ikke, det var kun knapt 3 år - men for en knægtpå hans alderføltes familie livet som om det var en livstid væk. Han havde helt glemt hvordan det hele foregik. Der havde ikke været andet end Pookie for ham - og på det seneste også Nellie.

Han kiggede dog hurtigt over på gabriello da der blev talt til ham, og gik derhen - en smule langsomt og forsigtigt, men han kom dog hen til Gabriello's side igen - og holdt lidt fat i hans ene bukseben som han stod der, tæt lænet ind mod ham.

"Jeg var ikke alene," mumlede Rael dog,og kiggede ned på sin kaninbamse. "... Jeg havde Pookie. Han har aldrig forladt mig." men det med at blive lød nu også lidt dejligt. At ikke skulle bekymre sig om vejret og at finde ly for det, bekymre sig om at finde mad... Og selv Pookie brokkede sig ikke, som han havde gjort over børnehjem. Måske var der noget ved folkene her, som Pookie godt kunne lide? Det lod det i alt fald til.

Gabriello smilede. "Og Pookie er en god ven. Hvorfor går vi ikke ind og få dig set til rette? Giv dig et bad, rent tøj og et godt måltid?" Kvinderne så på drengen med smil. "Hvor er han dog kær." "Og så med hans bamse. Jeg får lyst til at lave et billede af ham." En klukken fra familiens patrika. Han begynder at gå mod herregården for at få gjort klar til den nyeste i familien. "Dina. Få et rumt gjort klar og fint rent tøj til unge Rael." En ung kvinde kom hurtigt ud og smilede til Rael. "Et varmt bad og et solidt måltid. Han spiser sammen med os andre i den store stue." Gabriello så på den yngre og gav et blink. Ludwig og de andre gik forbi Rael og den blonde prins, ruflede op i Raels hår. "Velkommen til familien, little one."

Gabriello sad i badekaret og havde hovedet hvilende på kanten. Det hvide hår kunne nu igen ses, frit for støv og skidt. Det var altid dejligt at blive fuldkommen ren. Kom op og tørrede sig hurtigt. Trak i et par sorte bukser og en hvid skjorte. Med brune støvler på gik han ned i den store stue hvor de andre var ved at samles.

Et smil dukkede op på Rael's læber da Gabriello også kaldte Pookie for en god ven, for ja, ja det var han! Og nok også den eneste grund til at Rael stadig var i live. Underernæret, ja, men i live, om ikke andet. En knægt så ung som Rael havde aldrig klaret sig i vildnisset uden dæmon åndens råd og hjælp. Rael virkede også pænt glad som der blev talt om nyt tøj og måltid, men hans ansigt gjorde det også tydeligt at han ikke kunne lide tanken om et bad. Men igen, han var også kun vandt til de utroligt kolde bade han kunne få i små åer i skovene, så kunne man virkelig bebrejde ham for det?

Han kiggede nysgerrigt rundt på kvinderne, og smilede stort som han blev budt velkommen til familien. Og da det blev tid til badet, ja, så snart han fik mærket at vandet var varmt, så var den ellersstore uvilje op indtil da forsvundet som dug for solen, som han nød detvarme vand, stadig med Pookie i den ene hånd. Hvis nogen prøvede at fjerne Pookie fra hans hånd, fik han et panik anfald - så det var nok noget de hurtigt fandt ud af de ikke skulle gøre.

Men inden længe var badet overstået, og han var kommet i nyt, rent tøj, og han havde også givet Pookie et bad i det varme vand sammen med sig. Bamsen var blevet vredet fri for det meste af vandet, men var stadig let fugtig som Rael blev ført ind i den store spisesal. På trods af hvor mange der havde sagt han helst som minimum skulle have sokker på, såforetrak han dog at gå barfodet, og gjorde det også lige nu.