It's hard to be pregnant - Keruel

Tid - 14.50.
Dag - Tirsdag.
Vejr - Solskin men køligt.
Sted - Gågaden Terrorsville.
Omgivelser - En masse voksne og børn. og store og små boder.
Tag  - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
___________________

Det havde været en lidt lang og lidt hård rejse for Adalra, da hun sammen med hendes mand var taget til Terrorsville i Doomsville, da hun gerne ville købe nye kjoler, eller stof til nye kjoler. Hun kunne snart ikke længere være i dem hun havde. Maven var større og der var mere liv indeni den, hun elskede det. Følelsen af snart at kunne forlov til at blive mor, noget som de begge havde kæmpet meget med, som var gået galt, hun havde været knækket af det og i starten af denne graviditet, turde hun ikke tro på det blev til noget.

Med den ene hånd på maven og sin anden arm rundt om hendes mands arm, manden i hendes liv, faren til deres kommende barn. Hun lagde blidt hovedet på hans skulder som den lille sparkede i hendes mave, et ømt støn kom fra hende. Som hun prøvede at skjule det, hun var træt og hendes krop også. Men hun ville helst ikke vise det, hvorfor hun ikke ville det, kunne hun ikke helt selv svare på. Hun vendte blikket ned på en flot bod hvor en ung pige stod sammen med sin mor. ” Goddag” Sagde hun og løftede en smuk lyseblå kjole op. Hun kunne ikke lade være med at tænke sig i den, selvom den var for lille, den var til en ung pige der var mindre end hende. Adalra havde altid haft noget med blå, både den mørke og lyse blå farve.  ” Tænk, hvis det bliver en pige kære, så kunne hun få sådan en smuk kjole” Sagde Adalra næsten drømmende. Adalra havde det indimellem med at drømme lidt for meget og ofte skulle have ”hjælp” til at komme ud af hendes drømme. Dagdrømmeri var også noget hun elskede at bruge tid på, særligt når Keruel ikke var hjemme, men på arbejde, det fik tiden til at gå hurtigere og hun indimellem kunne skubbe tankerne væk om hendes familie, det var så mange år siden, så mange år siden at hun blev jaget væk, truet med livet og mistede sin familie fordi hun havde forsvaret sig selv. Der var ingen af dem som ville lytte til hende dengang, mareridtene hjemsøgte hende indimellem stadigvæk, hun var bare ikke god til at tale om dem og holde dem helst for sig selv. Det var bare meget nemmere at tænke og dagdrømme om de ting når Keruel ikke var i nærheden, ikke fordi han ikke måtte vide det, for han vidste det godt. Hun ville helst bare ikke gøre ham bekymret.

Hun sendte Keruel et stort smil, kyssede blidt hans læber og kunne ikke lade være med at smile, hun kunne ikke vente, vente til deres barn kom hun var så spændt på om det ville blive en pige eller dreng, ikke at hun ville have et bestemt køn, men bare det at hun fik deres barn så var hun lykkelig. ” Har i nogen kjoler i min størrelse?” Spurgte Adalra blidt og smilende, hendes varme smil fik den unge pige til at smile stort. ” Desværre frue, men jeg kan sy en til dem, lige som de ønsker den?” svarede pigen spørgende tilbage. Adalra smilede stort, ” Så skal de sy den lige så smuk som denne” Sagde hun og så på pigen, hun rødmede lidt og sagde svagt, ” Det min mor der har syet den” Adalra så på Keruel og smilede spørgende om han havde tid til at hun kunne få taget mål. ” Jeg er sikker på at de syer lige så godt som deres moder” Sagde Adalra og smilede stort. Hun ville gerne have pigen til at sy kjolen, hun ville gerne hjælpe hende med at se at hun er lige så dygtig som sin mor.

Keruel havde sørget for at arrangere rejsen så snart Adalra havde givet udtryk for at ville have nye kjoler. Han kunne også godt se det var ved at være tid til det - deres barn voksede dag for dag indeni hendes mave, og snart ville der ikke være mere plads i hendes normale kjoler. Så han havde fået fat i en hest til dem hver, sørget for rigeligt med proviant til turen, og så var de ellers redet afsted med retning mod Doomsville. Keruel havde sin normale rustning på - læder med god bevægelsesfrihed, og hans sværd, spyd og dolk var også på plads hvor de plejede at være, omend for det meste af tiden skjult under den lange, sorte kappe han havde på udover, der havde rødt foer, så det passede godt til hans rustning. Hvor Adalra var meget glad for blå farver, især de lysere af slagsen, holdt Keruel sig næsten altid til sort og mørkerøde farver. Deres bryllupsdag havde været den store undtagelse hvor han havde haft fat i elfenbenshvide klæder istedet.

Men det var rart at se hans kone være så glad som hun var nu - den spontane abort under sidste graviditet havde virkelig knækket hende godt og grundigt, men nu de var nået godt og vel halvvejs i denne graviditet, var det næsten helt sikkert at det nok skulle blive til noget denne gang - det, og det faktum at hun kunne mærke barnet bevæge sig, selvfølgelig. Da de var ankommet til Doomsville, satte de hestene i en stald i Angerforge distriktet, før de gik videre ind i Terrorville distriktet, side om side. Han smilede svagt da han hørte hendes lille støn, velvidende om atdet nok blot var ungen der var lidt livlig idag. Det at hun var ved hans side gjorde det også det nemmere for ham at ignorere faktummet om præcis hvor mange mennesker der var her - den patetiske lille race han gerne så helt slettet fra jordens overflade, og som han da også selv havde fået dræbt utroligt mange af på dette tidspunkt. Dog endnu ingen fra de større byer, da det medførte en lidt større risiko end de små byer, da vagterne i disse byer trods alt var bedre udrustet end dem i mindre byer.

Hans øjne gled hen på kjolen Adalra snakkede om, og han smilede let. "Det kunne hun," gav han hende ret, og lænede sig let ind over hende for at kysse toppen af hendes pande. Hans ene arm gled om hendes liv for at hans hånd landte på hendes hofte, som han blot stod og ventede mens de talte og kom frem til noget med kjolen. Han nikkede blot til sin kone da han lagde mærke til hendes blik. Tid havde han skam nok af, han var ikke på nogen mission lige nu, og turen var udelukkende for at hun kunne få en ny kjole, så han kunen sagtens vente på at hun fik taget mål til den.

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + lang, sort kappe med blodrødt foer.

Adalra var på ingen måde i tvivl om at pigen kunne sy lige så godt som hendes moder. Hun var en pæn pige og virkede til at være kvik, så der var ingen tvivl der. Kysset på toppen af hendes pande af Keruel fik hende til at vende ansigtet mere mod ham og blidt lod hun sine læber hvile mod Keruels i et blidt og roligt kys. ” Jeg er helt sikker på at de ville kunne sy den smukkeste kjole til mig” Sagde hun og lænede sig lidt ind mod Keruels side. Hun havde lidt mere ondt nu end før, men hun gjorde ikke så meget for at vise det, nok mere for at skjule det. Det havde nu alligevel været en forholdsvis lang rejse, selv ville hun blot mene at hun var træt, for det var hun sådan rimelig. Kvinden der ejede boden, smilede og sagde ” Kunne jeg få dem til at gå med inden for, så vi kan tage mål? Deres Mand er mere end velkommen til at gå med, han kan få et krus øl, hvis han vil?” Sagde kvinden og smilede til dem begge.

Hun vendte blikket mod sin mand, og nikkede ” Sagens, jeg tror godt han kunne bruge en tår at drikke” sagde Adalra og smilede stort og bevægede sig rundt om boden med Keruel i sin hånd, for at komme ind i det lille hus der var, som var lavet til et syrum. Adalra var vant til at skulle være hos en syerske og sådan, for hun lavede ikke selv sin kjoler, hun kunne sagde lappe og reparere men hun var ikke den bedste til at sy det selv. Som de var kommet ind så kvinden på sin datter, ” Hvis du tager målene, så finder jeg noget at drikke til herren” Sagde hun og smilende og nikkede blidt mod Keruel.

Adalra fulgte blot efter pigen for at komme over bag en skærm sådan at hun kunne tage kjolen af, dog var det blevet en udfordering for Adalra, for hendes kjole blev lukket og åbnet på ryggen og hun kunne ikke selv nå, på grund af maven. ” Kære, vil du ikke lige hjælpe mig” Sagde hun med et lille grin på læben. Det var ikke nemt når men havde været meget smidig før man blev gravid til nu at være højgravid og ikke føle sig særlig smidig. Pigen ventede tålmodigt, hun ville ikke træde ind før Adalra selv gav god for det. Som hun var kommet hun af kjole og havde givet tegn til det var iorden og hun var klar. Pigen rykkede lige på skærmen sådan der var plads til hende for at tage mål, ” Vi tager altid målene her bag skærmen, for hvis der er andre kunder eller kommer nye kunder, skal man ikke bare stå til skue for vildt fremmede” sagde hun og så på Adalra og kort Keruel, hun smilede stort som hendes mor, kan med en krus øl til Keruel. Inden pigen gik i gang med at tage målene. Man kunne godt mærke på hende at hun var en anelse nervøs, men Adalra sagde ikke noget, for hun ville ikke gøre hende mere nervøs.

Keruel smilede blot og nikkede stille til sin kones ord. Han kiggede kort over på pigen da hun spurgte om de ville komme med indenfor, og tilbød ham noget at drikke - øl var dog ikke rigtig ham, så han fik lige hurtigt spurgt om han måtte få et glas vin istedet, og hvis de ikke havde det, da, så helt simpelt vand. Øl var bare virkelig ikke noget han kunne lide. Han fulgte stille og roligt med ind i det lille hus og så sig kort omkring før han fandt et sted at sætte sig ned, og så satte sig der, og lænede sig bagud mod væggen, armene let over kors som hans øjne fløj lidt rundt i lokalet, noget Adalra ville vide de altid gjorde når han var nye steder, altid igang med at observere alt der foregik og holde øje med alle udgange og andet... Det var rimelig naturligt så tit han var ude at 'jage', eller generelt bare i kamp, at han holdt øje med alt omkring sig.

Han smilede svagt til kvinden og nikkede stille tilbage, før hun forsvandt ud bagved efter drikkelsen. Han rejste sig først igen da han kunne høre Adalra havde brug for hans hjælp med kjolen, så han fik hurtigt gået om og hjalp hende med at få den op - gav hende også et enkelt, blidt kys på denene skulder, før han atter gik tilbage til hvor han havde siddet ned lige før. Han tog imod drikkelsen da moderen kom tilbage, med et kort nik som hans tak, men drak ikke lige noget endnu, der ville nok gå nogle minutter før han var helt tryg nok til det - han drak eller spiste aldrig et nyt sted indtil han følte sig bare en lille smule komfortabel med stedet.

Adalra vidste at hendes mand var en som altid var på vagt, hun vidste at han beskyttede hende, han var altid på vagt og klar til at forsvare og kæmpe, han elskede at kæmpe og Adalra havde ikke noget imod det, hun elskede at hendes mand ville beskytte hende med sit liv. Adalra var slet ikke nervøs for at der ville ske noget her, pigen og kvinden virkede så rolige og glade. Adalra kunne ikke se nogen tegn på at hun burde være bekymret eller skulle kalde på Keruel.

Hun gys et øjeblik som hun mærkede hans hænder ved hendes ryg, det havde nu ikke været fordi hun blev bange, hun havde blot kort stået i sine egne tanker og var derfor blevet forskrækket. Hun smilede stort og sagde ” Tak min kære” Som han havde åbnet hendes kjole og givet hendes bare skulder et kys. Da han var omme bag skærmen igen, Adalra fik hendes kjole af og hang den henover skærmen for at pigen kunne tage sine mål til den nye kjole. Adalra ømmede sig lidt og måtte støtte sig lidt op ad væggen, den lille var vågen og aktiv og det gjorde ondt på hende. ”Kan jeg ikke få lov et glas vand?” Spurgte hun stille som hendes mund blev helt tør og hun blev svimmel. Hun havde haft et af de her ture før, det var blot barnet der sparkede og ramte lidt forskelligt inde i maven så hun blev dårlig. ” Er de okay? Mor, kan du ikke tage en skammel” Sagde pigen og kom ud bagfra skærmen. Kvinden så på Keruel nervøs for om hun enten var ved at føde eller hvad der nu skete. ” de må hellere gå om til deres kone Hr” Sagde hun og fik hurtigt fat i skammel som hun rakte til sin datter, datteren satte den på gulvet sådan at Adalra kunne komme ned og sidde. ” Jeg henter dem et glas vand” Sagde pigen og køb med det samme.

Adalra fik med besvær sat sig ned på skamlen heldigvis var det ikke en lav skammel men forholdsvis høj så hun kunne sidde ordentligt. Begge hænder lagde hun under maven, hun kunne mærke en masse aktivitet derinde. ” Jeg har det ikke godt ” Sagde hun og så på Keruel med et usikkert blik. Det var ikke første gang, og nok heller ikke sidste gang inden hun skulle føde at hun ville have det sådan her. Pigen kom løbende med et krus vand ” Her det er dejligt frisk” Sagde hun og rakte glasset til Keruel så han kunne give det til Adalra. Pigen gik om til sin mor, hun var bange for at der var noget alvorligt galt eller at hun skulle til at føde. Adalra vidste hun ikke skulle føde endnu det var for tidligt og hun havde hørt fra andre, at der skulle komme en masse vand ud før hun skulle føde. ” Har de brug for noget hjælp? Skal deres kone føde?” Spurgte moderen som virkede en anelse nervøs.

Keruel smilede blot let som han fik hjulpet hende med at få åbnet kjolen, og gav hende blot et enkelt, blidt kys på kinden før han atter trådte tilbage ud fra bag skærmen, og satte sig over på stolen, tog en tår af sin alkohol som han satte sig godt til rette, klar til at vente da han vidste at denne type ting jo sagtens kunne tage en god rum tid.

Han kiggede dog vok fra vinduet igen, som han ellers havde stirret ud af, da der atter blev talt til ham. han nikkede let, rejste sig, og gik om til Adalra igen, og kunne næsten med det samme godt se hvad det var, da det netop ikke var første gang hun havde et af disse 'anfald', forårsaget af hvor aktiv den lille var begyndt at være indeni hendes mave. Han lagde roligt en hånd på hendes mave, og hjalp hende med at komme ned på skamlen og sidde.

Han nikkede let til hendes ord, før hansøjne gled ned til maven hvorpå han stadig hvilede sin ene hånd. "Det skal nok gå. Så længe det ikke er mere end det her, burde der ikke være nogen fare på færde. Det sagde healeren også - det skal nok gå. Han er bare lidt livlig. Eller hun." sagde han så med et blidt smil som han lænede sig ind for at give sin kone et blidt kys. Hans blik gled over på moderen da hun kom ind i lokalet igen, og han rystede let på hovedet. "Den lille er bare meget aktiv. Intet andet."

Adalra vidste godt at healeren havde sagt det ikke var alvorligt eller farlige, blot at deres kommende barn var meget livligt. Hvilket hun helt sikkert kunne skrive under på, hun blev bare dårlig hver gang dette skete, da barnet ramte hendes indre organer og det gjorde ondt. Som Keruel var kommet hen til hende og havde lagt hånden på hendes mave, ville han kunne mærke barnet bevæge sig i maven, men bevægelserne blev mindre og mindre jo længere han havde hånden på hendes mave, ikke alvorligt stille men mere at det faldt til ro.

Da hun var kommet ned og sidde på skamlen og fik et glas vand af kvinden, hun nikkede stille som tak og tog en lille tår. Adalra var blevet en smule bleg, fordi hun var svimmel og havde lidt kvalme. Hun var normalt ikke en der pev over smerter og sådan, men hun skulle love for at dette var langt mere smertefulde smerter end hun havde haft før. ” Jeg glæder mig til vores barn kommer ud, min krop er udkørt” Sagde hun stille og så lidt uroligt på Keruel inden hun kiggede ham blidt tilbage. ” Jeg er glad for at det ikke er noget alvorligt” Sagde kvinden som havde en arm omkring sin datters skulder for at gøre hende lidt mere rolig. ” Skal vi ikke tage målene af dem og så syer vi kjolen så kan i hente den i morgen?” spurgte moderen og så på dem begge. Adalra overvejede det stille og nikkede, hun ville rejse sig fra skammel men var endnu ikke helt klar det til.

Efter et godt stykke tid, var der igen rolig i maven, altså hun kunne godt mærke at barnet var i live men det var ikke så aktivt længere. Hun lagde sin blide hånd på Keruels hånd på hendes mave, Jeg elsker jer” Sagde hun hviskende i hans øre. ” Jeg tror jeg er klar” Sagde hun og så på pigen og moderen, inden hun med besvær kom op og stå. ” Hvad tror i det bliver?” Spurgte den unge pige og så på Adalra og Keruel, moderen fik et øjeblik et panisk blik i øjnene, da hun var bange for at hendes datter spurgte for meget ind. ” Det spørger man ikke kunderne om” Sagde hun og så på sin datter, Adalra smilede blot stort og lagde en blid hånd på hendes skulder. ” Jeg er glad for bare at få et barn, om det en pige eller dreng, betyder ikke det store for mig min ven” sagde hun og smilede og stillede sig så de kunne tage mål igen. Hun ville ikke fortælle pigen at de havde forsøgt flere gange at blive gravid uden det store held og så med abort.

Keruel smilede svagt, som han kunne mærke barnet slappe mere og mere af, blot af at han havde sin hånd der... Og nok også af at han havde snakket. Det skete tit, at så snartbarnet mærkede at han også var der, altså at begge forældre var der, så faldt det til ro igen. Det var vel også kun et godt tegn - barnet vidste allerede hvem dets far var på trods af nok kun at kunne høre ekstremt svag mumlen og mærke en smule af varmen fra hans hånd når den var der.

"Det forstår jeg godt. Men om ikke andet..." han drejede hovedet en smule,for atsmile til sin kone, "... Så klæder det dig. Du stråler nærmest." han gav hende et hurtigt kys på kinden - ikke på munden, da han ikke ligefrem var typen til at fremvise sin kærlighed offentligt, i alt fald ikke særlig ofte. Keruel smilede og mumlede et lille, lavt, "Jeg elsker også jer," tilbage til Adalra, lavt nok til at han vidste at menneskenes ører ikke ville opfange det, men Adalra's ville, grundet den gode hørelse alle elvere havde.

Han hjalp hende roligt op at stå igen, før han tog et par skridt tilbage så de atter havde plads til at gøre hvad der nu skulle gøres, da spørgsmålet omkring kønnet  kom. Adalravidste skam godt at han lidt håbede på en dreng - mest fordi de ikke boede sammen med selve sortelverne normalt, så knægten ville ikke mærke deres livsstil så meget, og bare kunne oplæres af sin far. Hvis det blev et pigebarn ville det dog være nemmere i forhold til sortelverne... De værdsatte kvinder højere end mænd, trods alt, i modsætning til mange andre folkefærd.

Keruel smilede let til hans kone, ligesom hende elskede han også at mærke hvordan deres barn nærmest med det samme faldt til ro igen når både ham og Adalra selv havde en håndpå hendes mave, der var vist ingen tvivl om at barnet allerede godt vidste hvem dets forældre var, selv uden at have set dem endnu... Selvfølgelig var det nemt nok med moderen, men han var skam glad for at kunne mærke effekten han selv havde på ungen.

Men lidt efter var han jo så trådt væk igen, for atter at give dem frirum tilhvad der nu engang skulle ordnes, med alt der havde med kjolen at gøre. Han lyttede halvt og halvt med, og så kort over på hende da hun spurgte om de kunne lave nyt til ham - han skulle lige til at sige at han ikke havde brug for det, men tav igen før han overhovedet fik sagt noget, så han istedet bare smilede, bukkede hovedet let mod sin kone, og atter så væk. Modsat de fleste andre samfund, så var det trods alt kvinderne der bestemte hos sortelverne, så han skulle ikke lige sige hende imod hvis hun virkelig mente han trængte til nyt. Han smilede let lige efter kysset, men gav ikke rigtigt igen af det - netop fordi de var ude i offentlighed, hvor han helst ikke viste for meget af det frem.