Before she got pregnant //Becie//

Å: Sommer
V: Solen skinder og det er meget varmt
S: ude i skoven
T: 12:45
O: Træer og en sø

Luce havde valgt, at gå udenfor denne dag, solen bagede ned som stod verdenen til, at skulle smeltes, der var ikke en sky på himlen og solens stråler bagede ned i gaderne. Hun havde sat sit hår op i en hesthale så hendes ansigt og skuldre ikke var pakket ind bag hendes lange sorte hår. Hun havde taget sin lyseblå top på som næsten var gennemsigtig og taget et af sine korte sorte shorts på. Hun kiggede rundt på gaden, hvor alle folk lignte nogen der var ved at blive stegt. Solens ståller strållede direkte ned på hendes bare hud så hendes blå/lillae skær fra huden lyste noget mere op end det normalt ville gøre på en ganske almindelig solrig dag.
Luce havde bestemt sig for, at hun skulle finde et sted hvor der var lidt kølligere, men hvor var der egentlig et kølligt sted på denne tid af dagen? Hun tænkte sig om i noget tid og blev enig med sig selv om, at skoven nok var det koldeste sted, lige for denne dag, måske ved søen? Hun havde ikke taget en dukkert i flere år.
Hun traskede hen imod skoven, hun var ikke særlig glad for, at gå ud i skoven, men hun viste også, at det sikkert var det eneste sted folk næppe ville gå hen, sådan en dag som idag. Hun gik roligt ind i skoven og gik hen imod søen. Solens stråler strållede ned mellem træernes trækroner, men varmen var ikke nær så slem her ude i skoven, som den var ude i byen. Da hun kom hen til søen som så, så fredelig ud og lignte noget der bare ventede på, at en eller anden skulle springe i. Men det som hun ikke viste var, at der var en kæmpe blæksprutte nede i søen, som sov og ville vågne hvert øjeblik det skulle være.
Luce trak sin lyseblå top af og derefter sine korte sorte shorts og lagde det under et træ sammen med sine sko. Hun havde en hvid bh på og et par sorte trusser. Hun sprang ned i vandet og svømmede lidt rundt. Ligepludselug var der noget der tog fat i hendes ben nede fra, først troede hun at det bare var noget langt tang, men da hun begyndte samtidig at blive trukket ned under vandet. Luce begyndte voldsomt og sprælle og den store blæksprutte havde snoget sine 8 farnarme rundt om hende arme og ben. Hun skreg og sprællede og kæmpede som bare satan for, at holde sit hoved op over vandet. Hun kæmpede så meget som hun nu orkede, men den store blæksprutte var alt for stærk og havde fået et godt greb i hende. Luce var ved, at miste sine krafter for den havde sat sig godt fast til hende og næsten lukkede for hendes blodomløb. Hendes øjne klappede stille i og blæksprutten trak hende med ned i vandet. Det eneste tegn der rigtigt var, at hun var blevet trukket ned i vandet var boblerne som steg til overfladet og hendes hestehale der flød oppe ved overfladen.

Lily sad denne varme dag oppe i et træ i skoven, som hun så tit gjorde. Hun stirrede tomt ud i luften og var helt væk i sine tanker, da hendes meget følsomme ører opfangede et råb om hjælp. Det kunne godt være, at der ikke var nogen som råbte hjælp men den støj og panik som ramte Lilys ører gjorde det klart, at der var nogen som havde brug for hjælp.
Lily hoppede ned fra træet og fulgte lyden. Hun stoppede op mellem et par træer, som stod ud til en åbning i skoven. Der hvor søen befandt sig. Hun så en kvinde kæmpe for at holde sig over vand. Først troede Lily, at kvinden ikke kunne svømme og var kommet til at hoppe i vandet ved en fejltagelse, men så så hun er glimt af et par fangarme tilhørerne en blæksprutte. Den kæmpestore som levede på søens bund og normalt ikke var em trussel for søens badere, fordi den sov det meste af året væk.
Lily så nu denne kvinde blive trukket med ned under vandet og vidste med det samme at hun burde gøre noget. Hun løb hurtigt hen mod søen i takt med at hun forvandlede sig. Hendes ører voksede sammen og efterlod ikke andet end en glat hud, der hvor de plejede at sidde, og de voksede nu ud på toppen af hovedet som et par hvide pelsduske. En hale voksede på hendes bag og hendes hud blev dækket af en skinnende hvid pels. Hun hoppede i vandet og fandt på ingen tid vej frem til en af blækspruttens mange fangarme. Hun bed sig fast med tænderne, så blæksprutten hurtigt stoppede med at bruge denne arm til at trække kvinden ned under vandet. Den have dog stadig syv styks hægtet fast omkring hende.
Lily fik efter noget tid endelig blæksprutten til at give slip på kvinden. Hun trak kvinden med op over søens overflade og lagde hende på siden på jorden, så hun ikke blev kvalt i det vand hun efterhånden ville komme til at hoste lungerne fri af.
Lily havde allerede givet kvinden en smule hjertemassage, så det værste vand var blevet presset ud af lungerne.
Lily sad nu ved et bål med et stykke fangarm på spyd og grillede det, mens hun ventede på at kvinden ville vågne.

Luce begyndte at hoste noget af alt det vand hun havde fået ned i sine lunger da blæksprutten trak hende med ned. Hun havde fået nogle tydelige mærker på hendes krop efter blæksprutten havde holdt hende stramt, så hun næsten ikke kunne bevæge sig. Hun satte sig op og støttede sig til sine arme som føltes som var der bundet betongklodser på hendes skuldre, så ømme var de efter hun havde prøvet og kæmpet sig fri fra blæksprutten. Den bagende sol havde hurtigt fået tørret hende, men hun frøs lidt og kiggede rundt efter sit tøj. Hun fik øje på en pige, som faktisk så ret ung ud der grillede fangarme over bålet.
Hun så undrende på pigen "Øh hvem er du? Og hvad er der sket?" hun havde lidt svært ved at huske hvad der egentlig skete for hun havde ikke kunnet registrere helt hvad der skete inden hun besvimede. Hun havde lidt ondt i hovedet og var virkelig forvirret over hvad der var sket. Hun kiggede ned af sig selv og blev chokkeret over og se alle de mærker hun havde fået pga fangarmene.
Hun kiggede op mod solen der stadig lyste skarpt, men det var ikke nær så meget, som det havde været tidligere på dagen. Hvad var klokken overhovedet? Hun kiggede hen mod den unge pige igen, det var ihvertfald ikke en hun havde set før og hvis hun havde set pigen før, var det ihvertfald ikke en hun kunne genkende. Luce rakte ud efter sine sko, bukser og top som hun havde smidt inden hun hoppede ned i søen. Hun tog sine bukser på, men hun fik nogle smerter igennem hele kroppen da hun prøvede som om det var stød der blev sendt igennem hende fra hendes fod og helt op til hendes skuldre. Hun havde aldrig fået brækket noget før, men det viste hun så også godt, at hun heller ikke havde denne gang. Mon hendes muskler var for ømme efter den kamp hun havde med at komme fri uden held? hun viste det ikke, men noget måtte der været sket. Hun rejste sig op for at knappe sine bukser, men hendes ben føltes somvar der nogen der havde slået hendes ben med noget hårdt. Så hun satte sig igen så hurtigt hun havde fået knappet sine bukser og tog sin lyseblå top på igen.

Lily kiggede hen på kvinden, da hun hørte hende begynde at hoste.
"Godmorgen sovetryne. Det var lige før jeg blev bekrymret for, om du overhovedet ville vågne," sagde Lily med en undertrykt latter i stemmen.
"Mit navn er Lily og jeg er det man kalder en heltinde... Jeg reddede dit liv fra druknedøden og måske også fra at blive fortærret i småstykker. Hvem ved? Jeg har ikke gjort forsøget for at finde ud af det før." Hun sendte et lille smil mod kvinde, før hun igen vendte sig mod bålet og det nu færdigt grillede stykke fangarm.
”Du er ikke et menneske, det ser jeg farven i din hud, men hvad er du så?” spurgte Lily uden at tage blikket fra bålet.
Hun tog kødet væk fra ilden og lagde det på en bunke blade, som hun selv havde samlet sammen. ”Sulten?” spurgt hun kvinden og så hen på hende igen.

Luce så hen mod Lily og smilte kort "Øhm tak for din hjælp, hedder luce" hun betragtede Lily og så ned af sig selv kort "Jeg er en draconianer hvad er du for en?" Luce kiggede på bålet og og derefter hen mod bladende hvor Lily havde lagt den grillede fangarm "Nej tak" hun kiggede rundt og viste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Hun fumlede lidt med sine hænder og så ned i jorden. Hun kiggede hen på pigen og så på hende og smilte roligt. Hun mindede hende om sin gamle bedsteveninde fra dengang inden hun kom til, at dræbe sin gamle kæreste hvor efter alle hendes venner begyndte at hade hende. Hun så ned i jorden.

”Det var da så lidt,” sagde Lily med et smil, da Luce sagde tak for hjælpen.
"En draconianer? Altså en drage," sagde Lily. Det sidste blev ikke stilt som et spørgsmål, for Lily vidste udmærket godt, at det var en drage. "Men hvad afholdt dig så fra at redde dig selv? Var du simpelthen så panisk?" spurgte hun mens hun med en skarp sten skar et lille stykke af fangarmstykket, og ligeså stille begyndte at spise det. "Nå ikke? Du er måske ikke sulten? eller kan du bare ikke lide fisk? Blæksprutte er en delikat fisk, virkelig lækkert, du burde virkelig prøve, men jeg kan jo ikke tvinge dig," sagde Lily og begyndte så at grine, fordi hun snakkede så meget. "Nå hvor kommer du så fra, unge dragetøs?" spurgte Lily og tog endnu en bid af det stykke fangarm, hun havde mellem hænderne.

Hun så flovt ned i jorden og sukkede "Nej det var ikke fordi jeg ikke var panisk...Jeg...kan bare ikke" hun var meget flov over hendes fortid og hun viste ikke hvor godt hun kunne stole på hende. Hun kiggede hen på hende "Jeg er bare ikke sulten ellers tak" hun smilte skævt og prøvede at skjule at hun var trist over at hun ikke kunne klare sig selv. "Jeg kommer fra en by langt væk herfra...Hvor kommer du fra?" Hun så på hende og smilte skævt. Der var tydelig tegn i hendes øjne og i hendes ansigt. Hun hadet sig selv og ønskede at hun var blevet dræbt. Hun så ned i jorden igen og satte sig sammen krybbet som var hun er lille bang der var bange for et eller andet.

"Du kan bare ikke... hvad? Forvandle dig? Ved du ikke hvordan man gør eller..?" spurgte hun og hævede det ene øjenbryn. Det lød lidt besynderligt efter Lilys mening.
"Jeg bor hvor jeg vil. Enten i et træ eller på en sidegade... Nogen gange i parken," sagde hun. Det var hendes måde at sige, at hun ikke havde et hjem, på.
Hun lagde hovedet lidt på skrå. Hvorfor så denne kvinde så bange ud? Hun var en drage. Stor og stærk og mange flere kræfter end normale folk. Hvad var det så hun frygtede?
"Der er så megen had og frygt i dine øjne. Hvad kan det skyldes? altså hvis du ikke har noget imod at jeg spørger." Det var helt fint med Lily, hvis Luce ikke gad svare. Det var jo heller ikke fordi de kendte hinanden helt vildt godt eller noget.

Hun så bare ned i jorden "Jo ved hvordan man gør...jeg kan bare ikke..." Hun holdt om sine ben og sukkede. Hun kiggede op på Lily imens hun fortalte "Ok...spændende" man kunne sagtens høre på hendes stemme at der var noget der gik hende på. Hun rystede lidt og så på hende hun rystede på hovedet "Kan ikke snakke om det..." Hun rejste sig og gik hen mod vandkanten og stoppede da hun var tæt på. Hun forbandede sit liv og så op på himlen. Nogle tåre trillede ned af hendes kinder. "Undskyld, håber du har det bedre nu...væk fra personen der kun...skadet dig..." hviskede hun for sig selv. Hun ville ønske hun kunne ændre det hun havde gjort, men hun viste godt, at hun ikke kunne ændre noget og hun viste heller ikke om hun kunne stole på Lily. Hun kendte ikke noget til hende. Hun så hen mod Lily "Hvor meget kan jeg stole på dig?" man kunne sagtens høre på hendes stemme at hun havde tåret.

"Så du har mistet evnen eller hvad?" Lily forstod det ikke helt, men det var heller ikke sikkert, at hun burde forstå noget. Lily lod bare Luce gå hen mod søen. Det var okay, hvis hun gerne ville være lidt alene, i sær hvis hun var lidt ked af det.
"Jeg tror ikke, du skal bekymre dig, om jeg vil fortælle noget til nogen," sagde Lily og trak på skuldrene. "Jeg har ikke nogen venner, som jeg kan fortælle noget videre til... Men jo, du kan godt stole på mig, om jeg så havde titusind venner, ville din hemmelighed forblive hemmelig med mig." Hun nikkede og rejste sig op, hvorefter hun gik hen til Luce. " Hvis der er noget, som går dig på, så bare sig til, hvis du vil snakke ik'?"

Hun kiggede ned i vandet. Tårerne løb ned af hendes kinder. Hun kiggede op på Lily "Nej, har stadig evnen det bare..." hendes stemme knækkede og hun rystede lidt. Hun sukkede lidt "Sidst jeg var i min drageform ikke?" hun kiggede lidt på Lily og ned i vandet igen og fortsatte "Kom jeg til at...dræbe en jeg elskede over alt på jorden..." tårerne begyndte igen komme frem på hendes kinder. De løb bare ned af hendes kinder og dryppede ned i vandet "I min drageform"
Hun kiggede ned og tårerne fik frit løb. Hun hadet at snakke om det, men det føltes også på en underlig måde befriende. Hun satte sig ned og stirrede ned i vandet imens tårerne løb ned af hendes kinder.

"Jamen det er jo... forfærdeligt,” sagde Lily og satte sig ned ved siden af Luce, hvorefter hun tog Luce ind til sig i en trøstende omfavnelse.
"På et eller andet tidspunkt her i vores liv, vil der ske noget forfærdeligt. Noget vi aldrig vil tilgive os selv for." Hun holdt en lille pause tænkte over, hvordan hun skulle formulere ordene. "En dag bliver vi nødt til at komme videre og lægge fortiden bag os. Se frem ad og gå en ny fremtid i møde." Lily følte sig latterlig ved alt det hun sagde. Det var jo rigtigt, men Lily havde prøvet at komme videre og det lettede da også en smule på det, men nogle gange, følte hun, at hun ikke var kommet videre alligevel.
"Jeg mistede selv en jeg holdt meget af. Jeg ved ikke hvor han er nu. Jeg ved ikke engang om hn stadig lever, men det kan nok også være ligemeget." Lily trak på skuldrene og rejste sig op. "Jeg er kommet videre og det er vel den eneste man kan gøre, for at man stadig kan holde ud at se sit eget spejlbillede."

Luce trak lidt på skulderne og kiggede ned i vandet på sit eget spejlbillede som viste i vandet "Er ved og vænne mig til tanken om, at han er væk..." hun sukkede lidt og kiggede rundt. Hun kørte en finger rundt i vandet i noget tid. Hun kiggede på Lily da hun lagde sine arme og hende. Hun sad der bare i noget tid. Tårerne løb stadig ned af sine kinder. Hun tørrede tårerne væk og kiggede lidt på Lily "Jeg føler mig dels ikke klar til og komme videre og på en måde er jeg også kommet videre" Hun kiggede på Lily og hørte på det hun sagde "Det gør mig ondt for dig, men det er vel ikke det samme som og være skyld i, at miste den man elskede, hvor man selv gjorde det der gjorde, at man mistede den man havde kær." hun sukkede kort og kiggede på Lily der havde rejst sig op. Hun rejste sig stille op og kiggede rundt "Jeg gik fra at være elsket af alle til og være frygtet og hadet på bare få timer, det er hårde end man egentlig tror."