Mørke ~ Cody

Den unge kejser sad under det ene af sine kammervinduer, hvor han kunne mærke kulden udefra glide over hans nakke og den bare overkrop. Kulden der var kommet til Sunfury, virkede passende for tiden, og var også noget af det eneste der blev ved med at minde Fenrer om at der var en verden udenfor hans eget hovedet. For udover hans tomme hoved, var den tunge knugen og kulde i hans mave det eneste der overbeviste Fenrer om at han havde en krop i det hele taget.
Rummet virkede lige mørkt og fortabt som dets ejermand. Det var ikke fordi der var rodet eller lignende, her var bare tomt og mørkt. Sengen var godt nok en anelse rodet, men det var ikke fordi Fenrer havde sovet i den, han havde i det hele taget ikke sovet meget de sidste dage, kun når han var gledet ud af bevidsthed på gulvet. I det blege lys udefra, kunne man se hvor på væggene at der manglede gobeliner, gobeliner der havde vist Fenrer og hans børn, alle hans børn. Gobelinerne der førhen havde bragt Fenrer så meget glæde, var for meget for ham at se på nu.

Fenrer havde nemlig ikke alle sine børn hos sig mere, og der var to af dem han aldrig ville få at se igen, hans sønner. Han havde mistet dem begge, på hver deres hjerteskærende måde. Hans ældste søn, Ragner, havde slået hånden af ham, og havde svoret aldrig at se ham igen. Fenrer og Ragner havde ikke altid haft et nemt forhold, men som far, elskede Fenrer uomtvisteligt sin søn, hvilket blot gjorde Ragners had endnu mere hjerteskærende. Hans yngste søn, Rollo, var gået bort, pludseligt og voldsomt hurtigt. Fenrer gled ind og ud af mindet om den sidste gang han havde set Rollo, en ung stærk mand på vej mod sin skæbne som kriger.
Fenrer havde endda været istand til at kunne redde ham, hvis ikke han havde haft så forbandet travlt med affære udenlands. Men Fenrer havde ikke været her, han havde ikke været her for sin dreng.

Fenrers krop føltes tom og kold, sugende indad mod sig selv. Alting skar og gjorde ondt indeni. Fenrers sind var tomt, selvom adskillige minder om de lykkelige år med de to dejlige drenge gled forbi hans indre øje. Minderne havde bragt ham glæde til en begyndelse, men derefter var de begyndt at skære i ham. Derfor havde Fenrer pakket dem væk efter Rollos død, og det var også gået rimeligt, selvom han ikke spiste så meget, men nu. Han var bare ikke stået op for et par dage siden, men havde istedet bedt Rayne lade rådet overtage ledelsen af landet. Da Rayne havde spurgt om han skulle tilkalde nogen, havde Fenrer beordret ham til tavshed.

Isolationen havde også betydet at Fenrer ikke havde været i bad, eller fået spist, eller noget andet for den sags skyld. Det nu fedtede hår hang løst om hans hoved, og gav ingen indikation på at være blevet tilset. Ligesom håret var bukserne tydeligvis ikke blevet tænkt på de sidst par dage. To spinkle knækkede stemmer lød i Fenrers hoved "Why weren't you here daddy?"
Fenrer så ikke op, for han vidste der ikke var nogen til at møde hans blik. Fenrer mumlede istedet et svar, selvom han vidste at han talte til sig selv "I.." lød det bævrende fra det normalt så stolte stemme, der nu bævrede grødet ".. I... I was busy... making sure people could live.." Fenrer snøftede hårdt ".. a better life.."

Fenrer ventede på at stemmerne ville begynde at græde igen, som de havde gjort hver gang han havde svaret dem, men inden de kunne begynde, hørte Fenrer døren gå op. Han så ikke op, for lyden lyde at rustningen afslørede livgardens kaptajn med det samme. Raynes ansigt var furet dybt med bekymring, som han så på sin konge, der ikke mødte hans blik.
Fenrer gjorde intet, de første sekunder, i frygt for at han så ville provokere sine børn til gråd igen, men da Rayne skulle til at åbne døren yderligere, sagde han tydeligt, i en ligegyldig tone "Get out.."


Som Rayne trak døren stille i, da han vendte sig bort fra kejserens gemak, kørte hans hjerne på højtryk. Hans konge var bestemt ikke rask, men han anede ikke hvad der var galt. Kejseren havde ikke taget imod noget af den mad han var blevet bragt, og havde nægtet besøgende. Han måtte gøre noget, men han kunne ikke modsige sig sin konge.. Men han kunne modsige sig sin ven.
Rayne traf en beslutning, og var klar på at tage konsekvensen.

Gennem gangene på paladset kunne der høres de tunge trin, der ud fra marchen at dømme tydeligvis tilhørte Sir Rayne. Den grånende kaptajn af Livgarden svang døren op til doktorstudiet og vendte blikket mod Cody "The emperror needs your presence" sagde han stift, klar til at eskortere lægen til kejseren, for noget måtte gøres.

Tøj: En hvid tynd tunika og hvide bukser. De brune støvler er lette og smidige.


Cody kom på benene fra en stol han sad i. Øjnene var straks bekymret og analyserende. ”Then let’s not wait.” Han tog en taske med urter og bevægede sig gennem gangene til Fens gemakker. Han havde været bekymret for Fen i et stykke tid. Rollo døde af en sygdom mens Ragnar slog hånden af dem. Det havde været et hårdt slag for dem, men Fen. Han havde taget det hårdest. Han bevægede sig hurtigt gennem gangene og de andre folk flyttede sig for duoen. De fleste genkendte kaptajnen, men de vidste også at den anden var kongens personlige healer. Han stoppede kort foran døren. "Could you tell the kitchen to make a soup on mint and pumpkin? And maybe som mjød along.” spurgte healeren og åbnede døren. Før han gik ind vendte han sig igen. ”Thank you for bringing me here, Rayne.” Cody trådte ind i den mand hans elskedes gemakker.

”Fenrer.” Han så sig om i lokalet. Hans blik faldt på skikkelsen af den anden mand. Tasken blev sat på sengen og han gik hen. Foran kongen satte han sig på knæ. Den ene hånd kom ud og lagde sig om kongens nakke. ”My love.” mumlede han og lagde hans anden hånd på Fens arm. Hans øjne var blide og fyldt med en kærlighed som kun blev vist foran Fen ham selv, og til tider Fens datter. ”My love. Talk to me. Let me help you.” tiggede den ældre mand og så sig om efter noget lys. Han kunne ikke se noget lige nu, men hans øjne vendte sig langsomt til det manglende lys.

Rayne nikkede til Kejserens personlige healer og ventede til manden havde samlet sine remedier, inden han fulgtes med mester Rins. Han nikkede blot da healeren bad om suppe, men noterede sig alligevel præcist hvad manden bad om til Kejseren. Rayne var dog en anelse splittet i sit sind, og kunne ikke få sig selv til at tale videre med manden, kongen var det vigtige at tage sig af ligenu.
Da de så endelig nåede kejserens gemak, åbnede Rayne blot døren og lod healeren træde ind.

Som Rayne lukkede døren roligt bag Cody, gav et prust af lettelse fra sig. Healeren kunne forhåbentlig få kongen i bedring, men Rayne var ligeledes klar over at Kejseren muligvis kunne komme til at tè sig. Derfor sendte Rayne de to andre vagter bort med en håndgestus, inden han selv satte sig til at vente i behørig afstand af Kejserens gemak.

Fenrer registrerede kun lige at det monotone mørke i hans kammer blev brudt, da en lysstråle blev sendt ind til ham, gennem den nu åbne dør. Han Skulle da også til at råbe op i afsky, inden han altså kunne mærke hans tidligere mages duft løbe hans lugtesans i møde. Den midlertidige vrede der havde brudt hans ellers kulde humør, svandt hurtigt ind, som mørket og kulden faldt over ham igen, denne gang endnu tungere end før. For Codys tilstedeværelse havde bragt en tung skyldfølelse med sig, der fik det til at snurre hårdt i Fenrers mellemgulv.

Det var deres sønner han havde mistet.

Fenrer gyste ved berøringen af Codys hånd mod hans nakke. Han kunne ikke sige noget imod sin healer, og mage, selvom han ville, selvom han prøvede som besat. Da han så mærkede hånden på sin arm, kunne han endelig høre Cody, som om hans øre blev tømt for vand.
Lyden af den kærlige stemme fik minder om glade tider foran pejsen i Ashenwood, med de to små drenge, til at glide igennem Fenrers sind, hvilket fik ham til at ryste voldsomt. Han prøvede at stoppe sin krop i at virke så svag, specielt overfor Cody. Havde Fenrer blot kunne se sig selv, havde han været udmærket klar over hvor svag han egentlig så ud.

Fenrer snøftede og så op i Codys øjne, som hans læber deltes, uden at kunne ytre et ord. Fenrer, Søn af Leidolf, den mægtige kejser af Sunfurys Stater, kunne ikke finde kræfterne til at ytr sig foran den mand han elskede. Tynget af skyld, fortabelse og sorg, mærkede Fenrer sit hjerte slå febrilsk, som han prøvede at sige undskyld.
Men han kunne ikke.
Han lod sit hoved falde ind mod Cody, og sank en klump.

Han var skyld i at Cody nu stod uden sine sønner, han var skyld i at de ikke var her mere. Hvis han dog bare havde ladet dem være dengang han havde fundet ud af at de var i Sunfury. Han burde have vidst bedre. Der var jo en grund til at Codys familie havde prøvet at lægge sig imellem. Fenrer var på vildspor. Det måtte han være, ellers havde guderne ikke tvunget sådanne ulykker på ham. Ville de vel?
Han havde ellers været så sikker i sin sag, så sikker på at det var hans formål at udbrede et herskerdømme hvor folk kunne vide sig sikre under hans love. Men han havde taget fejl, det var nu skrevet tydeligt for ham.

Med hovedet nu placeret mod Cody, prøvede han endnu en gang at svare ham, men alt hvad Fenrer kunne få fremstammet var en let hvæsen, blandet ud i gråd. For jo mere han tænkte over hvor hårdt han havde kæmpet, jo mere uretfærdigt virkede det hele. Han rystede mere nu, som en lille vrede dirrede i hans bryst. En vrede mod Guderne og de ånder der havde lovet ham sikkerhed, og så straffet ham. Straffet ham ved at lade de gå udover hans børn, hvilket var det værste.

Fenrer sank en hård klump i hans hals og trak vejret så dybt han kunne igennem sin dirrende krop.

"I'm sor.." kom det hæst fra ham, inden han atter måtte kæmpe med at få vejret og lagde sine arme om Cody og knugede ham ind til sig "I'm so... so sorry"
Tårerne løb nu ned ad hans kinder, som den brudte stemme fortsatte "I can't... I can't no more.." Fenrer prøvede at beherske sin krop, men ligemeget hjælp det som voldsomme rystelser skød igennem ham med jævne mellemrum.
"Why did they take them.." Fenrer lod sit hoved dumpe ind mod Codys, i et blødt fald, som tårerne endnu trillede "Why did they take our boys from us!?"

Cody holdte Fenrer tættere ind mod sig og gav et lille suk fra sig. Han vidste at dette havde været et slag mod Fenrer. De havde set Rollo visne foran dem, mens Ragnar rejste i et raserianfald. Den ældre mand sænkede hovedet og hvilede mod det mod den han elskede. Han så ud i mørket og nynnede sagte en melodi. Hans mærkede sit hjerte synke. Deres kroppe delte deres varme og Cody kunne mærke Fenrer ryste og tårerne falde mod hans hvide tunika.


”The Gods and Spirits have a plan with us. Rollo is watching over us and Ragnar is probably telling legends about you and your empire.” Mumlede Cody ind i den andens øre. Hans ene hånd kørte gennem Fenrers hår. Cody havde selv forbandet guderne langt væk og raseret i dagevis. Cody kyssede Fenrers pande og indåndede den duft som var ham. Øjnene gled i og læberne fortrak sig i en grimasse. Cody havde mistet næsten alt i blot få måneder. Hans far og farfar var myrdet, han vidste ikke helt hvordan, da begge var gode og erfarne krigere. Rollo var syg og havde visnet hen. Hans unge krop havde kæmpet indædt for at holde sig selv i live. Ragnar var rejst efter tabet af hans bror. Han havde ikke tilgivet dem, nok nærmere Cody. Han havde selv overvejet at rejse, men… Han så på Fenrer. Det betød at efterlade den mand som elskede ham.


”The fault is also mine. I couldn’t save Rollo. I know Ragnar would never forgive me. I should have searched harder for a cure to our pup.” Ordene kom ud af han mund før han kunne stoppe dem. For ham var det sandheden. Han hvilede sit hoved på Fenrers skulder. Han klukkede og trak vejret dybt ind.
”Look at us. I should be comforting you and get your out of your glooming mood. You are scaring the shit out of everyone.” Han trak sig væk og så på den anden med et lille smil. Der var kun kærlighed og løfter i hans øjne.
”You still have a wonderful daughter, friends, me and alliances. I am pretty sure that the ruler of Aquener likes you as a friend.” Han prikkede til sin partner og tippede hovedet på skrå. En hånd gled under Fenrers trøje og hvilede mod musklerne på hans brystkasse. Følelsen af det velkendte hjerteslag og bevægelsen ved ud- og indåndingen beroligede Cody.

Fenrer gned sit hoved mod Codys skulder, som hans gamle mage fortalte om hvordan Rollo nok sad i det hinsides og fortalte om Fenrer, som om han var et eller andet stort. Men en reaktion Fenrer ikke engang fik tænkt over, men som for ham, alligevel virkede passende, var et fnys. For hvordan kunne Rollo dog være stolt over en far der havde forladt ham? Var det ikke det som Rollo havde troet om ham, at hans far havde valgt et andet liv. Fenrers mave snoede sig ved tanken.

Da Cody begyndte at tale om hvordan at healeren skulle have arbejdet hårdere på at finde en kur, blev Fenrer atter en anelse følelsesløs. Han tvivlede på at nogen kunne have fundet en kur, end ikke Cody, og slet ikke i den tid han havde haft, før end Rollo var bukket under. Fenrer havde haft hidkaldt enhver ånd der kunne have hjulpet Rollo, men ligemeget havde det været, for Rollo havde ikke klaret det. Fenrer havde lyst til at fortælle Cody dette, at Cody ikke havde stået en chance, selv ikke hvis han havde haft healere fra hele Underwold til at hjælpe ham, men han kunne ikke få ordene over sine læber. Måske fordi at Fenrer et sted havde brug for at Cody var stærk, og at indrømme at nogen af dem var hjælpeløse, ville gøre det hele værere.

Fenrer kunne hellere ikke lade være med at føle at han på en måde, holdt Cody fanget, her hos ham i Sunfury. Det gik op for Fenrer, at han og Cody ikke længere delte noget der skulle kunne holde Cody her. Hvorfor var han her endnu? Måske det ikke var gået op for Cody?
Hvad hvis Cody forsvandt? Fenrer rystede ved tanken, men han vidste ikke helt hvorfor, for han elskede ham jo ikke. Jo, Han elskede ham stadig, ligesom han havde gjort klart for Cody da han havde været mødt op i The Targaryen, for at bede den hvide ulv, om at komme til Slottet for at være Fenrers personlige healer.

Alle disse følelser, blev hurtigt blandet ud i mere skyld, og glæde, da Cody fortalte at at Fenrer skræmte alle, og selvom Cody ikke havde fortalt ham om det var i spøg, så kunne Fenrer let læse det i hans tone, og et lille kluk af latter stødte igennem Fenrer. Det gjorde egentlig lidt ondt i Fenrers hals efter hans grædetur. Fenrer trak sig lidt tilbage med en hånd mod halsen, mens den anden endnu hvilede på Cody. Her lagde han mærke til at Cody smilede med øjne der på den mest forunderlige måde gjorde ham tryg, og nærmest præsterede at hive ham ud af sin trance af sorg.

Som han sad der og stirrede på Cody, mærkede Fenrer, Codys hånd mod sin hud, og blev mindet om hvordan det havde føltes tilbage i Ashenwood. Dengang han og Cody havde delt huset i rydningen, dengang de havde deltes om en seng, hvordan det var at have nogen at elske i sit liv. Tanken om denne lykkelige tid, og Cody der fortalte om alt Hvad Fenrer endnu havde i sit liv, fik Fenrer til at smile, men så snart at Fenrer opdagede at han smilede, skød en kulde igennem hans mave. Hvordan kunne han have lov til at være glad nu?
Selvom Codys blotte tilstedeværelse fik Fenrers kolde mave til at dulme af hurtigt, fik den ham også til at rødme og smile en anelse, som han så op på healeren. For selvom han følte en skyld ved at finde trøst ligenu, følte han også en lille smule mening og lyksalighed i at sidde så nær ved Cody ligenu.

Dette fik ham til at tænke på Elizabeth, og for første gang i aften, ville Cody kunne se at Fenrer smilede, som han klukkede lidt "You know.." sagde han hæst, eftersom at hans stemme endnu var mærket af den sparsomme tale og knuder af gråd ".. Eli don't even know about you and I..Fuzz"

Fenrer kiggede op og opdagede hvor kold han var, hvilket ledte til en lille gysen, som han holdte Codys hånd på plads på sit eget bryst. Fenrer smilte med undskyldende øjne som han gjorde dette "Sorry.." sagde han med en stemme blandet af glæde forlegenhed "... but for once you're warmer than I" Fenrer vidste godt at han burde rejse sig og komme i seng, men han kunne ikke få sig selv til at rejse sig fra Cody. For ligenu følte han sig i en lille bobbel af mod, som han ikke havde følt længe. Noget af det havde at gøre med alt det Cody bragte med sig.

Fenrer smilede og gned en hånd mod Codys hals, som han så manden i øjnene "Do you remember back in Ashenwood? The first time we met?" Fenrer tænkte tilbage på den dag han var kommet slæbende med sin byld om halsen, og havde kunne lugte en anden formskifter gennem mosen. Fenrer havde aldrig set en så lille ulv i voksenstørrelse før end det, og hans pels havde specielt fanget hans interesse.
"You almost fell in so deep that you got your entire coat soaked in the muck" Grinede Fenrer, lykkelig ved mindet om ulven.
"You did'nt even seem surprised about my size.." Han så på Cody med et lille skeptisk smil "..Weren't the least bit afraid? I mean I towered over you"

Han rynkede brynene og trak hånden til sig. Hev sin skjorte af og hev Fens ud af hans. Lænede sig ind og lagde armene om den andens hals. ”When you will, we can tell your daugther. All in time. Ain’t going anywhere.” mumlede han og hvilede sin pande mod Fenrers. Han huskede godt hvordan de mødtes. Et smil og han holdte tættere om Fenrer. ”Oh I remember. But I like our size difference.” Han klukkede og lukkede øjnene. Han blev også tavs og drejede hovedet ud til siden. ”Also, I wasn’t that scared of you. I did grow up with a short-faced bear as a father, and a sabeltiger as a grandfather.” Han følte sig stadig forrådt af dem. Et sår som næppe ville blive healet for de næste par år, men han kunne ikke snakke med dem mere.

Han rejste sig op og trak gardinerne fra. Det faldende lys ramte dem blidt. Han så på skikkelsen af den mand han elskede. Et skævt smil var om hans læber og han satte sig på sengen. ”Tell me, how can you still love me, after I left you?” spurgte Cody og lænede sig tilbage på sengen. De grå/blå øjne hvilede på den anden mand. For Cody havde efterladt Fenrer tilbage Han var rejst afsted for at hjælpe sin familie, men noget var gået galt. Cody og deres sønner havde været nødt til at kæmpe deres vej fri. Cody havde aldrig troet at han skulle skændtes med sin familie og kæmpe for at komme fri. Han var en lille ulv, men han var også en mor. Han havde dog ikke flere hvalpe at rejse, hvilket gjorde lidt ondt.

Fenrer trak lidt på skuldrene, da Cody fortalte om at de kunne fortælle Elizabeth om dem, når Fenrer selv lystede det. Men for Fenrer handlede det knap så meget om tidspunktet at fortælle Elizabeth om dem, men mere om at fortælle sin datter om hans forhold til en anden end hendes mor. Han vidste hun var imellem kønnene, og ikke brød sig for hvilken seksualitet man havde, så at Cody var en mand var irrelevant.
Fenrer så Cody i øjnene med et skrøbeligt smil "I don't know if there s in fact a good time to tell her.." sagdehan igennem et lille suk. Han gjorde et lille nik med hovedet, for blot at gøre noget så han ikke virkede helt død".. I don't think she'll have a problem with your gender.. just the fact that your not her mum"

Fenrer grinede lidt med Cody, og nød tætheden af Cody, der derpå begyndte at fortælle om hvorfor han ikke havde været bange for Fenrer. Nu var der ikke mange der var så bange for Fenrer, i al fald ikke efter hvad han selv vidste af, men det kunne velsagtens have noget at gøre med at Fenrer generelt var en venlig person. Men igen det kom an på hvem man spurgte, for der var flere der efterhånden nok ville kalde Fenrer alt andet end venlig.
Den unge kejser havde været så optaget, af sine tanker efter Codys svar, at han ikke opdagede at Cody havde været igen med at hive sin kjortel af sig. Men da han opdagede dette, rødmede kejseren en anelse. Han havde ikke nogen skumle bagtanker, men han havde ikke været tæt på Cody på denne måde siden Ashenwood, hvilket nu syntes som en livstid siden.

Da Fenrer mærkede Cody hive lidt i ham, lod han sig føre op i sengen af Cody. Han havde ikke haft tænkt videre over dette før end nu, men han var blevet ubehageligt stiv i kroppen af at sidde på gulvet i al den tid. Så da Cody førte Fenrer til sengen lagde kejseren sig ved hans healers side. Fenrer smilede til Cody og lagde en arm om Cody, som han tænkte Codys spørgsmål. Han trak lidt på skuldrene og rykkede sig op mod hovedgærderet af sengen og hev Cody op til sig, for han kunne ikke ligge ned endnu, men han nød at have Cody ved sig.

Som Fnerer gav sig over til sine tanker angående Codys spørgsmål, blev han tavs, og gav sig til at stirre blankt ud i mørket. For det var et godt spørgsmål Cody havde stillet ham; Hvorfor elskede Fenrer, Cody så betingelsesløst? Cody havde jo forladt ham. Men i Fenrers hovede lød det et sted anerledes, som Cody aldrig rigtigt havde forladt ham, men måske nærmere var blevet bortført, eller narret væk fra ham. Fenrer havde jo også opgivet til sidst, eller havde han? Han havde godt nok fundet en anden, men Fenrer havde altid elsket Cody, så måske han ikke rigtigt havde gevet op?
Men hvorfor havde Fenrer det på denne måde?

Fenrer gav et lille suk fra sig efter en kort tænkepause og skrånede sit hoved mod Cody "I Guess I never really stopped loving you?" sagde han en anelse usikker, men dog uden at lade dette komme frem i hverken toneleje eller fremtoning. Fenrer gav sig til at stryge Cody over kinden med den ene hånd, hvilket sendte en beroligende varme igennem den iskolde mave. Han tænkte lidt igen, mens han så Cody i øjnene og smilte "The truth is that I gave up on seeing you and the boys, when I couldn't find you.. So I burried myself in the work with dissolving the clans.." Fenrer sukkede og gjorde et udkast med den ene hånd "And so I ended up here.."

Fenrer tog sig et par dybe indåndinger som han prøvede at finde noget ro, alt imens hans krop fandt varme ved Codys. Han sad og tænkte lidt frem og tilbage på hvordan han havde klaret sit liv indtil videre og på hvordan han egentlig ikke havde det store at brokke sig over, når man tænkte på hvor han var endt ud henne.
Fenrer rullede om på siden og lagde Cody ind til sig som den lille ske og lagde sit hoved mod Codys nakke, og nød duften af sin mage, hvilket fik hans krop til at falde til ro "I'm sorry Fuzz.." sagde han halvvejs igennem et gab "I'm just exhausted" Fenrer faldt lidt til ro, for et lille minut, men straks fandt tankerne tilbage i hans sind. Tankerne om hvordan det ville gå hans sidste søn.
"Do you think Ragnar ..." sagde han tøvende "..Do you thin he'll ever come back to us?"

Cody strøg hen hånd over Fenrers arm om hans talje. ”Your son love you, he is just hurt, maybe he will return. I hope every day that he will come back.” Han tænkte på svaret som han fik. Han havde altid været loyal mod sin far og farfar. De to havde betydet mig for ham. Han vidste også at de ikke længere levede. Det var et andet slag for ham. ”I am not going anywhere. Those I would go to is gone. Dead!” lovede han og rullede rundt for at se på den anden. Deres kroppe presset tæt sammen. En hånd gled op og kørte gennem det brune hår og et smil var om den ældres læber. Han havde ikke andre at gå til.

Han begyndte at nynne en sang og hvilede sit hoved mod Fenres skulder. Han burde snart tage ned til kroen og hospitalet for at tjekke op. Han havde ikke sat fod på kroen siden Rollos død. Han havde og frygter stadig at se de spøgelser som ville hjemsøge ham. Var det forkert af ham at ønske et andet barn. Et suk kom fra ham og han lukkede øjnene. Tårerne kom dog selvom han prøvede at stoppe dem. Begge drenge havde betydet så meget for ham. Han fortalte ikke at han kendte Elizabeths mor. Det fortjente prinsessen at vide først. Cody og hans far var til tider kommet på besøg her på slottet. De var kommet godt ud af det med hinanden. Hvad der ærgrede Cody var at han ikke havde holdt kontakt med hende. En kvalt latter kom fra ham.

Fenrer lod et sagte smil finde vej til hans læber "Maybe.. one day.. Maybe he'll come home.." Selvom Fenrer fandt det tvivlsomt at Ragnar nogensinde ville komme tilbage til dem, eller i al fald til ham, så var tanken fortrøstningsfuld. Han håbede sådan at Ragnar ville komme til fornuft, og se at Fenrer intet havde gjort, for at ødelægge noget, for hverken ham eller Rollo. Han håbede, men tvivlede. Da Cody sagde at han ikke havde andre at gå til, svandt smilet på hans læber en anelse ind, og knuden i hans bryst fandt tilbage. Han havde ondt af Cody, og følte sig skyld i hans mages liden. Ikke fordi han nødvendigvis var skyld i hvad der var sket for Cody, men han kunne ikke lade være med at tænke på om de to måske havde haft det bedre, hvis Fenrer aldrig havde taget over som leder af formskifterne.
Da Cody trak sin krop tættere mod Fenrers, mærkede Skinwalkeren en salig fred, begynde at løsne knuden i hans bryst. Det føltes godt at være nær ved Cody. At kunne lugte ham, føle ham og høre ham, gav Fenrer en lille smule ro, i midten af alt det kaos havde havde følt sig så fortabt i den seneste tid.

Fenrer mærkede roen sprede sig, som Cody begyndte at nynne. Hans vejrtrækning blev mere afslappet, sammen med hans krop og han begyndte at tænke tilbage til dengang de boede i Ashenwood. Lyden af den milde vind der susede i træerne, og lugten af halm og jord, sprang frem i hans næse, som hans sind fremfandt billeder af deres hus.

Han gik ned ad trappen og fulgte lyden af Cody der nynnede, ind i stuen, hvor hans mage sad foran kaminen med Rollo på skødet, mens Ragnar sad og snittede løs på endnu en af hans små figurer.
"Halløj" sagde han med et smil sin lille familie, og som sædvanlig nikkede Ragnar blot, men dog med et smil tilbage til sin far, mens Rollo havde været lige ved at hoppe op og løbe over til sin far. Han blev dog liggende hos sin 'mor' og nød kaminens knitren. Cody så dette og begyndte at grine over Rollos lettere fjollede opførsel, en hjertelig latter fyldte Fenrer sind. En latter der kom andetsteds fra.

Fenrer missede med med øjnene og opdagede at han slet ikke var i Ashenwood, men her, i paladset, med Cody ved sin side. Han kunne mærke hvordan roen havde fyldt ham, og drevet uroen betragteligt på flugt. Han smilede atter til Cody, denne gang med et oprigtigt smil, der næsten gjorde sporerne af tårer på hans kinder, ligegyldige.
Han sagde dog ikke noget til en start men nød blot lyden af Codys latter.
"What's so funny Fuzz?" spurgte han endelig med et tilfreds smil, på hans læber.

"Did you know, that my only childhood friend is your former Queen? I am SO happy that you found love after I left, but I am also happy to be back in your arms." mumlede han og nussede sig ind til sin lover. Et lille smil var om hans læber og de blå/grå øjne skinnede. En hånd gled og tørrede tåre, ny og gamle, væk. "I love you, more than I can say. Probaly more than my life." sagde Cody og løftede hovedet for han hvilede deres ansigter mod hinanden. Næserne rørte hinanden og panden presset mod Fens. Hånden mod hans partners kind, gled rundtom den andens nakke. "I remeber how we meet, how you were pissed scarred of meeting my dad and grandpa. Meeting Gautham. How we meet the boys." Hans egne tåre kom langsomt frem. "And I don't regret anything, maybe leaving you, but look at you now."

Cosy havde længtes, i alle årene med drengene, Fens nærvær. Ham lukkede øjnene i og lyttede til dens andens vejrtrækning. Indåndede duften som var unik til Fenrer. Han var hjemme og forenet. "I think, I could write at book about my life. The Kings Lover." Han klukkede ved hans egne ord og rullede op på ryggen for at se op i loftet. Han havde sluppet taget om Fenrer og flettet hans egne fingre sammen over hans mave. "But one of the most cherished memories is...that night infront of the fireplace."

Som Cody fortalte om at han havde kendt Valerya som lille, fik Fenrer et overrasket udtryk ansigtet "I didn't know" sagde han og lod det overraskede udtryk erstattes med et smil. Det var underligt at tænke på at Cody, hans første kærlighed, havde kendt Valerya, hans kone. Han smilede lidt for sig selv. Det var underligt, men på en måde føltes det også godt, lidt forudbestemt måske. Fenrer så atter over på Cody, da han fortalte Fenrer hvor glad han var for at de var sammen igen. Fenrer smilede stilfærdigt til sin mage. "I'm glad you're here too.." sagde han med en varm tone "..very, very much so in fact"Han smilede en anelse fjollet til Cody, som healeren strøg kongens tårer bort. Det var en rar fornemmelse, at have Cody hos sig igen.
Fenrer smilede ved Codys ord  om hvor højt han elskede Fenrer"And I love you too.. to an unfathomable extend" sagde kongen i svar. Det heller ikke løgn, for selvom han havde elsket Valerya helhjertet, og stadig gjorde det et sted, så gjorde de samme følelser sig gældende for Cody. Han var glad for at han aldrig havde været tvunget til at tage et valg imellem dem, for det ville have endt med Fenrers død, det var han sikker på.

Salighed, det var salighed der bredte sig i Fenrer, som Cody satte sit ansigt mod hans eget. Der var ingen tvivl om hvordan man skulle berolige Fenrer, ikke så længe Cody var hos ham. Med denne ro, gled Fenrer over i minder igen, som Cody nævnte de tider de havde haft sammen i huset, i den lille rydning, i Ashenwood. Deres første møde i marsken, hvor Fenrer havde hevet Cody ud af slammet, og fulgt ham sikkert på vej til Codys nye hus. Det hus der fra den dag af ville være deres. Han huskede de gysende fornemmelser som tanken om at møde Codys familie havde givet ham, men han huskede dem i glæde, underholdt over sin egen ligegyldige frygt. Han huskede den dag da Gautham var kommet over til dem, efter at Fenrer havde brugt flere dage på at reparere hvad han kunne på huset. Han huskede hvordan Cody havde holdt øje med de to fra døren til huset, som Gautham havde vist Fenrer hvordan man byggede en lade, og hjulpet ham med samme. Den samme lade, som deres to drenge havde løbet rundt i og moret sig med alskens lege.

Det var grundet alle de minder, og et ønske om at vende tilbage til de tider, der fik Fenrers smil til at falme, da Cody kommenterede på hvor langt han var kommet.
"Yeah.." sagde han og forsøgte at holde smilet oppe, med en stemme der var så lavmælt, at man ikke kunne høre Fenrers skuffelse "..look at me now"

Fenrer blev hevet tilbage fra de dunkle tanker, og ønsket om simplere tider, da Cody begyndte at tale om bogen, som han kunne skrive om sit liv "I think it would cause quite the uproar" svarede Fenrer i et grin. Tanken om alle de ting Cody havde været igennem var dog interessant, specielt hvis man skulle tage de mere intime ting i betragtning. For Fenrer var Cody dog meget mere end en simpel elsker, og det ville han altid være. Fenrers ansigt var atter foldet tilbage til smilet, da Cody fortalte, omend lettere enigmatisk, hvilket minde var hans yndlings "Which night? Uh.. The first night you mean?" spurgte Fenrer med et saligt minde om den første gang de to havde ligget, rigtigt, med hinanden.

Cody grinede og nikkede. "Gave you the nickname, Beast in Bed." Han lagde benene over kors og så på hans partner. "It was pretty amazing." Et smil var om hans læber og han stirrede op i loftet. Satte sig dog op og smed trøjen, der var ingen grund til at det blev mere krøllet end nødvendigt. Han kastede den hen på en stol og lænede sig tilbage. Endte med at hvile sig op ad Fenrers mave som pude. Han så op på den anden og klukkede. Han vidste ikke hvad han skulle tænke om dem. Det var ikke velset at have et forhold til en anden mand. Og Fenrer var en konge, mens Cody var en simpel mand. Ingen høj status eller adelighed. Hans familie var ukendt, medmindre man kendte den tidligere konges venskab til hans far og farfar.

"What will happen, if we are caught?" Ordene kom ud af hans mund, mens hans ene hånd tog fat om Fenrers og studerede den. Bløde fingre kærtegnede fjerlet håndflade og håndryg. Han løftede hånden op til hans læber og gav hver enkelt kno et kys. [color=#336633"People will throw a riot."[/color] Han vidste at det var en sandhed og en konge måtte tit adlyde sit folk. Hvis han havde været en kvinde, ville det have været anerledelse. Men han var en mand, det havde han bevis på. "Even if I am a healer, some will at some point catch us or caught on to our feelings and glances." Han så på Fenrer med trætte øjne. "I don't want to run, but I will not get killed either."

Fenrer trak i et let lille grin og klukke en let latter ved mindet om hans kælenavn. Han huskede hvor stolt over sin debut, han havde været. Han havde været lettere uvidende omkring hvordan tingene fungerede, men Cody havde virket ganske tilfreds den aften, så noget måtte han have gjort rigtigt. Han havde ladet øjnene glide i ved mindet. "Yes Fuzzball.." sagde han muntert og henladet, uden at åbne øjnene, eller rykke på sig "..that you did, and that it was"

Fenrer trak en grimasse af ubehag, som Cody vendte tilbage til det spørgsmål der havde kredset siden de to havde fundet sammen. Et spørgsmål Fenrer ikke havde haft videre lyst til at tænke over, som hvis besvaret af andre end de to, ville betyde mange problemer, eller det der var værrere. Cody havde virket ophængt på dette længe, lige siden Fenrer havde opsøgt ham i kroen, for at være præcis. Fenrer var efterhånden træt af at det altid blev bragt op, på den ene eller anden måde. Det var ikke fordi han ville ignorere det problem der var i at de to kunne blive opdaget, men han følte bare at det fyldte alt, og selv når de to så var i ro sammen, bed det ham i røven. Den ro Fenrer ellers havde haft følt, blev hevet bort fra ham, og han følte sig træt. Træt og bekymret.

"We'll just have to be careful.." sagde han endelig, med en neutral tone, uden at gøre yderligere ".. and even if we do get caught, and I can't get it covered up, you'll not have to run" sagde han med en fast stemme. Han var stærk, eller, det følte han i al fald selv. Han nægtede at lade nogen eller noget jage efter ham, eller Cody. Specielt ikke Cody.
Ved bekymringen, der voksede sig ind til en knude i Fenrers mave ved tanken om at der skulle ske noget med Cody nu, lagde Fenrer en hånd på hans mages bryst, og strøg ham let med et par forsigtige fingre. Selvom han var lidt vred på Cody over at have bragt den samme frygt op igen, lod han det ikke vise. Men for at undgå at skulle tage sig for meget af andet, lod han øjnene forblive lukket.
"I might have to send you away, but then we'll just have to adjust accordingly" sagde han i den samme beslutsomme tone som før. Han havde ikke mere at tilføje, fordi han ikke havde mere energi til at tænke over tingene. Han var så træt. Mere træt end han nogensinde havde været det, og en hårdknude af magtesløshed, og bekymring tyngede hans mave.

Udmattet og ude af stand til at tænke mere, trak han sig sammen, og rullede om på siden, uden et ord. Hans vejrtrækning var rolig, men kontrolleret, ikke afslappet, som han prøvede at finde ro.

Cody sad lidt og så på ham, før han satte sig ud på kanten. Hænderne hvilede i hans skød og hovedet var bøjet. Dette mindede ham om noget han helst ville glemme. Han havde fortalt Fenrer Leidolf en løgn igennem længere tid. Hans far var i live, og ledte sikkert efter ham. Fenrer var måske stærk, men mod en bjørn som vil have sin hvalp tilbage? Cody turde ikke tænke tanken til ende. En af dem vil miste livet, men hvem kunne han dog ikke regne ud. Han vidste at Gautham sikkert ville hjælpe Fenrer. Og så var der herskeren i Aquener. Far havde kun erfaring og blodtørst. Cody kom hurtigt på benene og flygtede ud af rummet. Han kunne ikke lade dem finde hinanden eller hans far finde ham. Cody nåede sine genmakker og hamrede døren i. Han lod sig hvile mod den. Hænderne dækkede for hans ansigt og bag fingrene glimtede frygten i hans øjne. Hvad kunne han gøre? Han havde hørt rygter om at hans farfar var brændt levende. "What the kriff can I do?" mumlede han og gik hen til en stol. Satte sig ned i den og hvilede hovedet i armene, som var foldet sammen på bordet.

Vagter og tjenenere så efter healeren som var flygtet gennem gangene. Var der sket noget mellem kongen og ham? En af de ældre vagter åbnede forsigtigt døren ind til deres konge. "Deres højhed. Er alt vel?" En tjener var i mellemtiden fulgt efter healeren og stod udenfor hans dør. Bag den tykke trædør kun man høre ting blive knust og stole og borde væltet. Et skrig skar gennem luftet. Den altid muntre healer var plaget af noget. Fortiden eller fremtiden?