Tell me all about it...(Deirdre)

Knæk. Knæk. Knæk.
Normalt knækkede han aldrig fingre. Knækkede aldrig sine led, medmindre det skete af sig selv. Men han følte sig irriteret i sin hånd og at knække ledene virkede som en befrielse. Han rystede hånden kort, før han så op. Før han trådte ud af gyden og begav sig ned af gaden. Hvor? Hvor specifikt? Det eneste han havde at gå efter, var en vag beskrivelse af hendes udseende og rapporten om en ganske speciel...Situation.
Det var vigtigt. Han havde brug for alle fordele han kunne skaffe sig selv. Åh ja...Sean var på krigsstien igen. Han havde et mål igen og han havde en god ide om hvor han skulle starte.
Der var nemlig noget han skulle opnå. Rapporterne om Assorians død, om Darons nye titler, havde været...Mange ting. På den ene side, rent politisk, et slag i ansigtet. Assorian havde været en respekteret ven og evig allieret. Han havde altid kunne stole på Assorian, stole på at manden var på hans side. Nu? Nu var hans stærkeste allierede forsvundet og erstattet med...Ham.
Sean bed hårdt sammen ved tanken. Daron. Se, på et personligt punkt følte han måske et stik af stolthed. Men når det kom til stykket betød det personlige ikke noget. Det var det politiske, det var magten og mulighederne. Han måtte vinde Daron over. Problemet var bare at Sean allerede lå i minuspoint hos manden. Så han måtte starte et sted. Han måtte indhente informationer. Hvad som helst...Om hvem Daron havde været, hvem Daron var nu, hvad han havde lavet, hvad han lavede nu...Og hvad der var sket, dengang Assorian var død. Hvad havde fået den svage, sørgelig dreng til faktisk at tage magten? Hvad havde givet Daron styrken til det, når Sean på så mange punkter ikke havde?

Der var nok spørgsmål. Og han forventede ikke svar på dem alle. Men han måtte se på sin søn som en mulig modstander og mulig allieret. Lige nu, begge dele på en gang. Han ville ikke stå til, mens hans eget afkom skulle overgå ham på noget punkt. Daron legede med de store mænd nu og forhåbentlig forstod Daron sin nye position.
En kold vind gled igennem Rotten Roots tætte gader. Sean trak sin sorte kappe tættere om sig. Hætten var slået op, mest fordi han ikke ønskede at blive genkendt. Genkendt som herskeren af Doomsville. Han kunne jo bare få folk til at finde hende og slæbe hende hjem til ham...Men det ønskede han ikke. Han ville selv opsøge, selv se, hvilken slags person Daron havde en eller anden form for relation med. God eller dårlig.
Støvlerne gik næsten til midten på læggen og beskyttede ham mod den våde mudder. Et sværd hang ved hans side, men var skjult under kappen. Her et sted...Her et sted...Han havde hørt hun var i byen og ville være her et sted. De mørkegrå øjne kiggede ud under kanten af hætten, søgte hvert ansigt han kom forbi. Det var sen eftermiddag, så mange var ved at gøre dagens sidste arbejde eller skynde sig hjem...Dem der havde det. Andre puttede sig sammen i grupper langs gyderne. Fattige, der prøvede at holde varmen eller som rakte ligegyldigt ud mod folk der gik forbi dem. Sean så dem ikke. Han havde aldrig mødt en dæmon sidde som fattig tigger. Dæmoner tog deres egen skæbne i hånden. De satte sig ikke og gav op. De var ikke svage.
Selv om det var eftermiddag, var solen allerede på vej ned og skyggerne blev hele tiden længere. Sean trak vejret dybt, selv om det gav ham en bedre lugt af alt den lort og skidt der var i disse små gader. Han stoppede op og vendte sig halvt. Havde han ikke set noget? Set nogen?
Hans hånd gled ud.
"Deirdre?"

//Jeg håber det er okay Sean har hørt lidt om hendes udseende, som han kan gå ud fra, samt hendes navn. Ellers må du lige skrive til mig

Træls. Det var nok det bedste ord til at beskrive Deirdres dag. Det var en rigtig træls dag, en af dem der hvor man står op og bare ved at verdenen ikke er på din side. Men sådan var det for det meste. Sjældent havde nogle eller noget været på hendes side, hvilket også var tilfældet denne dag.
Først var det ene gået galt og så det andet og nu stod hun her: på et idiotisk gadehjørne og ventede utålmodigt på at hendes kontakt fik fingeren ud og kom ned til mødestedet. Hun havde jo brug for hvad end han havde af jobs til rådighed hvis hun ville have mad på bordet og tøj på kroppen. Så derfor stod hun her i kulden, lænet op af muren og med et utålmodigt udtryk skjult under hættens folder. Her havde hun stået den sidste halve time, selvom det snare føltes som 5, pakket ind i sin efterhånden slidte kappe. Det måtte være det næste hun købte, når hun altså fik penge. Sulten var hun heldigvis ikke - der var masser af negative følelser at blive mæt af i Rotten Rot.
Det lignede endda også det ville begynde at regne igen. Det var typisk! Selvfølgelig ville det begynde at regne, med hendes held i dag, hvordan kunne hun så forvente andet?

Hun stod i sine egne mørke tanker da nogle sagde hendes navn. Dette fik hende til at stivne, hånden der blev rakt ud fik hende i alarmberedskab. Men stemmen… Den mindede hende om nogen.. Den lød næsten som Darons og så alligevel ikke.
” Daro..” hun stoppede sig selv, selvfølgelig var det ikke Daron.
Hendes første impuls derefter var at løbe, det tydede sjældent godt når fremmede kendte dit navn men så igen, de kunne sikkert løbe hurtigere end hende, hvis det var nogle der var sendt for at gøre det af med hende, selvom hun ikke var sikker på, hvem der ville have en interesse i det.. Den næste impuls var at mærke efter kniven under hendes ærme, skulle det komme til det men, hvor stod hun bare elendigt, hvis det var det det endte med. Så hun skubbede fra med foden så hun ikke var fanget imellem muren og den fremmede inden hun svarede ” Hvor kender du mit navn fra… Og endnu vigtigere hvem er du? ” Det var tydeligt på både hendes stemme og hendes kropssprog at hun var på vagt.
Hun skubbede sin hætte ned i håb om at den fremmede ville gøre det samme for selvom hun gjorde et forsøg på at se op under hans hætte var det ikke til at se noget når det var så mørkt. ” hvad vil du? ” spurgte hun tøvende og så afventende på ham. Det lød i hvert fald som en ham..

Sean smilte svagt for sig selv. Jo, han havde ramt rigtigt. Det måtte være en evne han havde. At finde folk. Han trak armen til sig igen, da han hurtigt opfangede hendes behov for enten at beskytte sig selv eller flygte. Det skulle jo helst ikke være tilfældet...Det var ikke optimalt at dræbe en informant. Og hvis han ikke vidste bedre, lød det næsten til at hun kaldte ham for Daron. Mindede deres stemmer så meget om hinanden? Nogen mente de af udseende kunne minde meget om hinanden. Men gjaldt det også stemmen? Sean vidste det ikke. At gode grunde kendte han ikke lyden af sin egen stemme.
Han skubbede selv sin hætte ned. Han ønskede ikke at slås eller true hende, så det var vigtigt han fik opbygget en tryg atmosfære mellem dem. Så i stedet for det kolde blik der normalt mødte verdenen, virkede dette venligt. Smilet var svagt, men dog tilstede. Som den incubus han var, prøvede han at fremstå indbydende. Det burde ikke være så svært. Han slog let ud med armene, som tegn til at han ikke stod klar med et våben og tilmed åbnede sig op for hende.
"Jeg har hørt en historie om dig. Men tillad mig at præsentere mig selv. Mit navn er Sean McGivens, forhenværende Hersker af Dragons Peak og nuværende hersker af Doomsville. Det var mit håb vi kunne tale sammen...Og hvis du tilhører typen, der ikke har meget tilovers for samtaler med fremmede, kan jeg også betale for din tid?" foreslog han roligt. Den dybe stemme brummede beroligende. At lokke folk med sig var en medfødt egenskab for en incubus...Selvfølgelig udfordret af hvor viljestærke folk kunne være. Men det skadede som regel aldrig at prøve.
"Bare rolig. Det er kun en samtale og så lader jeg dig være i fred igen...Deirdre. Så hvad siger du? Må jeg invitere dig på den nærmeste kro?" Han slog let ud med den ene arm, som tegn til at om de skulle gå sammen. Og dog gled hans opmærksomme blik ikke fra hende på noget tidspunkt.

Deirdre blinkede overrasket da den fremmede sænkede sin hætte. Havde Daron en bror hun ikke kendte til eller sådan noget? Lignede hinanden gjorde de i hvert fald… Og McGivens.. Det navn lød da bekendt, gjorde det ikke? Ah. Så kom mængden af titler på. Selvfølgelig gjorde de det. Det var typisk for rige, betydningsfulde mænd som ham men hvad i alverden ville han med hende? Hvorfor havde han hørt historier om hende? Hvis han havde det havde hun da godt nok ikke gjort et særlig godt job med at forblive ukendt. Hendes instinkter fortalte hende hun burde være på vagt, det burde man altid med den slags , men hans stemme var så behagelig og hans atmosfærer beroligende og det hårde mistænksomme ansigt blødte lidt op. ” De har min opmærksomhed.. ” de’et kom ud lidt mere ironisk end det var intentionen, hun hadede formel tale og titler men hvis hun stod med herren over byen hun levede i måtte hun hellere visse bare lidt respekt. ” og jeg siger ikke nej til hverken betaling eller en varm kro ” sagde hun en anelse tørt.

Så det var med tøvende skridt at hun fulgte efter ham, stadig en smule chokeret og forundret over ligheden med Daron og hvor han havde hørt om hende. ” Men hvad laver en fin herre som Dem i det her kvarter? Jeg troede i foretrak at få andre til at hente folk hernede, hvis i ville snakke med dem, så i slap for at få jeres fine tøj mudret ” det med at være høflig var virkelig ikke hendes stærke side.  Hun tog ikke øjnene fra ham, både fordi hun ville være forberedt hvis der skete noget… Men måske også fordi han ikke ligefrem var ubehagelig at kigge på. Det frustrerede hende, at han kunne afledede hende på den måde men var der ikke også noget om at det lå til hans race? Hun måtte vel bare være ekstra oppe på dubberne og ikke falde for hvad end han havde oppe i ærmet.

Han smilte let til hende og de fulgte ad, som de gik mod den nærmeste kro. Sean kendte hele byen ud og ind - selv efter ødelæggelserne fra jordskælvet og de nye genopbygninger. Genopbygninger, nogen kunne påstå havde gjort Rotten Root en anelse mere rodet at finde rundt i. Men Doomsville var hans by. Hans hjem. Mere end Dragons Peak nogensinde havde været det. Sean var heller ikke kun hersker, men tilmed også leder af en kriminel klan der boede i byen. Klanen havde været hans arbejde meget længere, end det at være hersker. Sean var meget andet end en skrøbelig lille adel. Alle der så ham på den måde, var dømt til at undervurdere ham.
"Det kunne jeg...Men hvor er det sjove i det?" bemærkede han med en drillende tone. Så trak han let på skuldrene, før han så sig omkring. Selv var han et ansigt der nemt blev genkendt, trods alt. Så at være opmærksom på sine omgivelser var et most.
"Jeg er mere end en forfinet hersker. Men jeg ved også hvor indgroet det er i de fattige klasser, at se ned på dem der sidder på toppen" Der var ingen hån eller fornærmelse at spore i hans stemme - det var ganske enkelt bare en konklusion. Det var de rene fakta - sådan var det og sådan ville det altid være. Men Sean havde overtaget byen efter flere års stilhed fra deres gamle hersker og han havde arbejdet på at gøre et godt indtryk. Også selv om han ikke ligefrem revolutionerede noget. Også selv om han efterhånden var kendt lige så meget for sit tvivlsomme selskab af random mænd og kvinder. Ikke alle vidste, hvad de skulle syntes om ham, eller hvor de havde ham.

Sean ville prøve at holde en let samtale kørende, til de nåede til kroen. På bedste gentleman-maner holdt han døren for hende. Kroen var typisk Rotten Root. Ikke så ren eller med så spændende selskab som højere oppe...Men den gav varme, mad og drikkelse til dem der havde penge. Rundt om sad der grupper af folk og gjorde netop det. Eller spillede et spil. Eller småskændes. Hvad de små folk nu gjorde for at få tiden til at gå, specielt her i vinteren.
"Vil du finde os et bord? Jeg er ligeglad med hvor. Så bestiller jeg noget at drikke. Eller du er måske også sulten? Du må hellere udnytte situationen og bestille lige hvad du ønsker dig" bemærkede han sigende, men igen svagt drillende. Det var ikke undgået ham at hun var dårligt klædt. Noget at drikke, et varmt sted at sidde og måske ligefrem noget at spise kunne gøre alle i bedre humør og få dem til at slappe mere af. Hvilket netop var hans mål. En afslappet person var mere åben for spørgsmål.

Deidre hævede et øjenbryn. Så han var mere end bare en adelsmand der gik op i tøj og fester.. Godt så. Hans drillende kommentar  og hans stedkendte adfærd løsnede hende dog lidt op, hvis han kendte Rotten Rot måtte det jo betyde han, som han sagde, ikke bare var en forfinet hersker, var der ikke også gået rygter om at han skulle have haft en finger med i byens kriminelle verden? Det ville ikke undre hende og det gjorde det bare vigtigere ikke at undervurdere ham - selvom fordommene om adlen da lå og pressede på.  ” Det ligger vel til begge sider at se ned på den anden. ” siger hun med et skuldertræk. Hun havde i hvert fald ikke mødt meget andet end kulde og foragt når hun var gået ud i de mere fornemme dele af byen iført det her tøj men hun var heler ikke hævet over at synes, at adelen ofte ikke forstod, hvordan verdenen i virkeligheden hang sammen og det misundte hun dem.

Det var med en forundret mine at hun gik ind af døren da han holdt den for hende. De fleste hun var på kro med var sjældent så velopdragende, ikke at hun var på kro så tit og endnu sjældnere var det sammen med andre. Hun scannede rummet, overvågent, for at sikre sig der hverken var gamle fjender eller nogle fælder men det virkede til at der ikke var andet end et par drukkenbolde og nogle spillefugle. Ikke noget farligt. ”Noget varmt at spise ville være godt.. Jeg vil tro du har en bedre ide om god mad end jeg. Overrask mig” sagde hun, den første del noget modstræbende.
Folk gav sjældent uden at forvente noget igen, men det var længe siden hun havde fået noget godt at spise og drikke og duften fra køkkenet gjorde hende sulten. Derefter forsvandt hun ned til en af båsene i hjørnet, så de kunne have lidt privatliv. Han virkede ikke til at have et behov for at blive set og det havde hun heler ikke. Inden hun satte sig til rette tog hun kappen af. Tøjet indenunder var i lidt bedre forfatning. Det var både rent og uden huller og bæltet var i god kvalitet. Hun ventede tålmodigt indtil han kom tilbage, han havde pirret hendes nysgerrighed. Det var trods alt ikke hver dag lederen af Doomsville fandt hende interessant. ” Såe.. Nu vi er ovre formaliteterne kan det være De vil oplyse mig lidt om hvad samtalen skal handle om? hendes stemme var rolig og en anelse nysgerrig.
Det var som regel nemmere at få information fra andre hvis de troede man var rolig og afslappet og i deres magt. Det var i hvert fald hendes erfaring, selvom han virkede klogere end de fleste andre hun før havde haft behov for at få information fra.

Et svagt smil gled over ham. Oh...Han vidste nu intet om mad. Han spiste aldrig menneskeføde. Det var under hans værdighed. Han huskede end ikke hvordan det smagte eller konsistensen af det. Jo mere overjordisk eller umenneskelig han kunne virke, jo bedre. Set fra hans eget synspunkt. Det var en sjov leg. Alligevel nikkede han blot let og endte med at bestille en kande varm urtethe og en skål varm suppe - og selvfølgelig en suppe med faktiske kødstykker i og ikke det halvrådne stads de formentlig havde flere steder.

Han så sig kun omkring et øjeblik, før han fik øje på hende i et af de mørkere hjørner. Tingene ville ankomme til deres bord om lidt, så efter at have betalt gik han ned til hende og satte sig over for hende. Løsnede sin kappe og trak hætten ned, så de kunne være mere åbne over for hinanden. I en stund hvilede hans blik på kroens omgivelser frem for hende, til hun snakkede. Da vendte hans blik tilbage til hende med et svagt smil.
Sean slog let ud med sine hænder og trak vejret dybt en enkelt gang.
"Jeg har hørt...Om en hændelse. I Dragons Peak. Med en mand, som jeg er interesseret i. En mand, som jeg gerne vil have mere kontakt med, i forhold til politiske aftaler..." Hans blik søgte hendes, som for at understrege sine ord. Han søgte ikke manden - Daron - af farlige årsager. Hun skulle ikke tro hun gav svar til en mand, der søgte af såre andre. Uanset om hun og Daron stod på god fod eller ej, var det tit en bekymring havde sig, når man begyndte at spørge ind til andre. Han rømmede sig svagt.
"Alt har interesse, faktisk. Men mest af alt...Vil jeg gerne lære ham at kende igennem dig. Din opfattelse af ham. Jeres historie. Og så er jeg enormt nysgerrig med det sammenstød I havde. Selvfølgelig...Er jeg også villig til at betale for det, hvis det gør det nemmere. Hvis du stadig er i tvivl om hvem jeg snakker om, er det selvfølgelig Daron. Daron Caperton" Han smilte let, som en tjenerinde kom ned med krus, en kande the og en skål med varm suppe til Deirdre. Sean slog let ud med hånden, som tegn til at hun endelig bare skulle spise.

Deidre blev et kort øjeblik spændt som en buestreng. Hun havde udelukkende været i Dragons Peak af en årsag - ikke at hun havde gjort meget for at holde den hemmeligt men hun havde nu ikke regnet med at rygterne ville sprede sig, men så igen, selvfølgelig gjorde de det og hun havde lyst til at slå sig selv i hovedet over sin egen uforsigtighed. Men så igen, det var jo ikke hende han var ude efter med Daron. Ikke at det gjorde ting meget bedre.. Hun løsnede lidt op og lænede sig tilbage. Hun betragtede ham med nye øjne. Han kendte Daron, han lignede Daron.. Kunne det være? Altså Daron havde jo nævnt… Nej eller hvad? Hun fugtede sine læber og selvom hun prøvede at virke forholdsvis afslappet kørte hendes hjerne på højtryk. Hvordan udnyttede hun det her bedst? Skyldte hun Daron at tie stille? Nej, hun skyldte ham ikke noget men så alligevel.. ” Politiske aftaler? Ingen andre grunde? ” hendes skepsis var tydelig. Hvis nu bare hun kunne få det bekræftet på en eller anden måde.. Daron havde jo sagt hans far var en magtfuld mand og det måtte man jo sige denne mand var. Hun lagde hovedet på skrå. ” jeg var ikke i tvivl og behold dine penge. Se det som en tjeneste, så kan du jo gøre mig én, en anden gang. ” tjenester var langt hen af vejen bedre end penge og at ha en tjeneste fra en så højt oppe ville bestemt ikke være skidt at samle på. Desuden ville det indikere hvor langt han var villig til at gå for at få informationen - hans slags gav sjældent tjenester ud nemt, men hun kunne have fejlbedømt ham..
Hun så på teen og suppen foran hende, en del af hende havde lyst til at smide sig over det og slubre det i sig, men hun legede med de store nu og lidt værdighed måtte hun da ha. Så med de bedste bordmanere hun havde - ikke at de var imponerende, begyndte hun at spise af suppen, efter hun havde undersøgt den for gift eller lignende, man kunne aldrig være for sikker. Den var god, bedre end det hun plejede at få og den varmede efter de mange kolde timer udenfor i regnen.

Da hun havde spist færdig lagde hun skeen fra sig, fugtede sine læber endnu engang og strakte sig som en doven kat. Det var svært at være anspændt med mad i maven og når man var inde i varmen. ” Så jeg bør nok advare dig om at Daron ikke ligefrem er i kridthuset, men hvis du kender bare nogle af detaljerne om Dragons Peak ved du vel allerede det ” sagde hun som begyndelse. Hun var langt fra den mest objektive kilde på Daron. Men hun kunne vel give sit perspektiv, det var trods alt det han sagde han gerne ville have. ” Så jeg voksede op på gaden med Daron. Før hele det her Skyggevæsens gøjl. Vi var, mere eller mindre, uadskillelige. Eller det troede jeg i hvert fald indtil der kom en pige ind i billedet. Men det gør der jo altid, gør der ikke? ” spørgsmålet var ikke så meget rettet imod Sean, som det var en form for konstatering. ” men der gik mange år før det skete og i mellem tiden.. Ja i mellemtid var hinanden alt vi havde. Tingen er, at når du vokser op på gaden så har du brug for nogle, nogle der har din ryg, nogle der kan distrahere de andre imens du skraver maden sammen til jer, den slags ting. Der var styrke i at være flere og du kæmpede altid for overlevelse for dig selv og dine egne, og dem der fremmede det. ” der var næsten kommet et smil på hendes læber ved minderne men det forsvandt hurtigt igen. ” men jeg kan tale længe om små detaljer og spillopper vi lavede som yngre… Er der noget specifikt du vil vide eller? ” hun var jo ikke ligefrem van til bare at skulle sidde og tale, hverken om sig selv eller andre men han havde nævnt sammenstødet så måske hun skulle fortælle om det - nu viste han jo det mest basale.

Sean smilte svagt for sig selv. Han slog let ud med hænderne, som for at vise han intet skjulte, før han rystede let på hovedet.
"Ja, til politik. Jeg er sikker på du kan forstå hvorfor jeg ikke kan give dig alle detaljerne. Det vil gøre dig til en risiko, jeg nødig ville se gå sin vej”
Smilet voksede en anelse. Hun skulle passe på, at hun ikke stak sin næse for langs frem. Blev indblandet i ting, der kun ville sætte hende i en farlig position. Og det var jo også sandheden. Blot...Havde han ladt de personlige dele ude af det. Selvfølgelig var hun nu en risiko. Hvis folk kendte til Seans planer, før de endnu havde haft muligheden for at blive en succes...Hvad så? Specielt folk som Fenrer ville reagere hurtigt og måske tage det hele for næsen af Sean. Og så for at undgå uvenskab, sige det var en 'tilfældighed'. Sean rømmede sig svagt.
"En tjeneste...Kan aftales. Inden for rimelighedens grænser" bemærkede han sigende.

Han lod hende spise. Imens sad han selv og kiggede ud over rummet. Det var efterhånden mange år siden han var direkte afhængig af disse slags kroer. Selvfølgelig brugte ham dem stadig, når han skulle spise selv, men ellers. Selv da var besøgende begrænset. Han var en kendt skikkelse - det var ikke godt for det offentlige billede, at blive genkendt på skumle kroer.
Da hun var færdig og så mere tilfreds ud, så Sean på hende igen. Og lyttede stille til hendes ord. Det var interessant. Selvfølgelig havde han før prøvet at stikke lidt til Darons familie, især da manden havde påstået de var i familie. Men han havde aldrig sat sig ned og bare fået detaljerne...Og for at være ærlig, havde han heller aldrig spurgt Daron. Den slags bonding havde aldrig været en ting. Sean havde end ikke overvejet det...Hvilke rollemodeller havde han også selv? Hans egne forældre havde heller aldrig gjort den slags. Men som Deirdre fortalte, følte Sean en voksende nysgerrighed og behov for at vide mere. Men selvfølgelig viste han sin personlige iver bag en maske af neutralitet.
Han slog let ud med armene og smilte let til hende.
"Jeg er interesseret i situationer, der viser hvilken slags mand han er. Men jeg går ud fra, at leve på gaden, betyder han også har lavet kriminalitet? Måske blot tyverier, for at overleve?" bemærkede han betænksomt.
"Ved du hvem pigen er? Og så er jeg også interesseret i hvad der faktisk skete i Dragons Peak...Hvis det ikke er for meget at bede om"
Sean havde mange spørgsmål. Men det hjalp ikke at fyre dem alle af sted nu her. Men de havde vel heller ikke travlt?

Hendes øjne blev en anelse smallere. Som regel når folk viste de intet skjulte, var det netop der de skjulte ting. Hun fugtede læberne og overvejede situationen. Hun var på dybt vand, så meget var hun klar over - men hvor dybt? Så nikkede hun let, som om hun godkendte svaret - hun kunne altid sælge informationen om at Sean søgte information om Daron til nogle hvis det virkelig var af politiske grunde og om ikke andet kunne hun advare Daron. Hvis altså hun følte for det, hvilket hun ikke var helt sikker på. Hun skyldte ham jo ikke ligefrem noget. Hun nikkede igen til hans svar på tjenesten. Inden for rimelighedens grænser var fint, selvom han selvfølgelig bestemte hvad det var, hvilket ikke var til hendes fordel.

Hun så kort tænksomt ud da hun vendte hans spørgsmål i hovedet. Ja og ja. Selvfølgelig havde han været kriminel og selvfølgelig vidste hun hvem pigen der havde stjålet hendes bedste ven var. Han havde jo ikke ævlet om andet. Mindet om svigtet sved stadig efter alle disse år. Minderne bølgede frem. Første gang hun havde mødt ham - hun havde skreget hovedet af ham fordi han havde taget den gevinst hun havde markeret som hendes. Til de utallige gange efter det hvor de på skift havde reddet den anden ud af ballade, enten med nogle af de ældre børn eller byvagten. Der var også de lange snakke om natten på byens tage når ingen af dem kunne sove eller da han havde givet.. Hun afbrød sin tankestrøm og rullede lidt med skuldrende som for at få kroppen lidt i gang igen. ” før han forelskede sig var han en god mand.. Selvom man næppe kunne kalde ham en mand dengang. ” sagde hun med et lille vemodigt smil. Tristheden ved minderne var overvældende. Men det var den slags følelser nu altid. ” ja han var kriminel. Jeg tror ærligttalt vi ville have slået den anden fordærvet havde den anden tyet til tikkeri. Vi havde mere værdighed en det. Men ja han stjal - og han var dygtig til det. Allerede dengang var han dygtig til at gå i et med skyggerne og det udnyttede han. Selvfølgelig gjorde han det - det galt jo om at få noget i maven og tøj på kroppen. Nogle gange, hvis vi havde ekstra med penge, eller havde sparet op ville vi købe noget til hinanden - ikke noget stort, måske bare et brød, eller gode jordbær. Så ville vi sidde og dele det og nyde at vi var kommet næsten redeligt til noget. ” Hun sukkede. Der var vel ingen måde at undgå at fortælle om Viola. ” hendes navn var Viola. Hun var vidst lejemorder eller spion. Jeg brød mig aldrig rigtig om hende. Det var som om hun sugede glæden og livslysten fra Daron og han så det slet ikke. Det var hende der endte med at gøre ham til skyggevæsen tror jeg. Men jeg har ikke hørt andet om hende siden. Jeg ved bare Daron faldt pladask for hende og sagde han var glad - men det har jeg hørt man mener når man er forelsket. ”  Sagde hun tørt. Hun var jo ikke ligefrem ekspert på det punkt.
” Dragons Peak.. ” hun lo men det var ikke nogle glad latter. ” Tja han var jo ikke ligefrem god til at holde sit navn eller sine planer skjult så jeg opsøgte ham. Jeg ved ikke, jeg troede han var død, at det var derfor han.. ” svigtede hende? Efterlod hende? ” men i hvert fald.. Der er ikke så meget at sige udover at jeg sneg mig ind - ikke at det var svært, marcherede op til ham og stak ham en lussing. Han lignede en der havde set et spøgelse og trak mig til side for at fortælle mig han ikke havde tid. Han skulle fokusere på sine soldater ” det sidste vrængede hun nærmest ud.
Hun slog lidt ud med armene som for at sige: jaa det var svaret på dine spørgsmål. Er der andet du vil vide? Så lagde hun hænderne på bordet og så overvejende på Sean. ” kan jeg få endnu en kop te? Det var så frygtelig koldt at så ude i kulden ” hvis han nu var villig til at betale kunne hun jo ligeså godt udnytte det.

Netop fordi hun var til at købe - viste dette med maden og det, at han nu skyldte hende en tjeneste, ikke netop det? - at han ikke kunne være mere åben. Selvfølgelig ville det mest oplagte politiske taktik være at sørge for at få Daron som en allieret. Men stadig ville det ikke være mere vagt end det. Og dem, der vidste Sean og Daron var i familie, kunne også tænke Sean blot holdt øje med sin søn. Når det kom til stykket...Hvem ville ikke opsøge Daron for noget politisk nu? Fenrer gjorde det sikkert også - eller havde planer om det. Sean måtte bare håbe han enten kom først eller var mest overbevisende. Og disse informationer...
Alligevel var det jo ikke kun politisk. Langt fra. Jo mere hun fortalte, jo mere følte Sean at han kendte sin søn...Trods han slet ikke havde snakket med selv samme. Men den slags...Følelser...Ville blive hans egen død. Daron ville aldrig acceptere dem og de ville aldrig få et normalt forhold til hinanden. Det samme mønster ville altid komme tilbage. Så jo mindre Sean bandt sig til nogen, jo bedre. Derfor tvang han sig selv til kun at tænke på det politisk. Og politisk var Daron nu en eftertragtet brik.

Viola. Navnet sagde ham intet. Så det var af de årsager han var blevet skyggevæsen...Forelskelse. Idiotisk. Dumt. Det var altid ungdommens forbandelse, at lave livets største fejl mens de kaldte på en forelskelse, de selv mente ville vare hele livet. At Daron havde været lige så dum...Ja, det undrede vel ingen. Forhåbentlig var Daron blevet klogere. Og skyggevæsen...Selv om det ikke var dæmon, var det stadig ikke det værste. Det havde da sine praktiske sider. Især nu hvor Daron var leder af dem.
"Så allerede dengang havde han intet at gøre med sin mor...Interessant..." bemærkede han svagt for sig selv. Han kunne ikke rigtig huske andet, end at moderen vist var død og der havde været noget med et brev, der havde peget Daron i retningen af Sean...Eller var det Xander? Uanset hvad havde der ikke været mange informationer og Sean var mest af alt blevet irriteret over ukendte børns opdukken.

Det var også tydeligt der stadig lå følelser mellem Deirdre og Daron. Pausen i fortællingen. Det, at hun var marcheret op og havde givet Daron en lussing. Der havde ligget noget, som nu fyldte Deirdre med negative følelser. Og at Daron nok næppe havde forventet at se hende...
"Søger du et fast arbejde?" lød spørgsmålet pludselig. Sean lænede sig frem, med armene på bordet foran sig. Hænderne samlet. Et opmærksomt blik der hvilede på Deirdre et øjeblik, før han med et svagt smil så op mod baren. Så slog han let ud med armen.
"Du kan bare gå op og bestille hvad du ønsker. Eller forventer du at få mig til at hente ting til dig også?" spørgsmålet var efterfulgt af, at Sean tydeligvis hyggede sig ved tanken. Et svagt smil og et drillende glimt i hans øjne. Sandelig...At få en stor mand som Sean til personlig tjener? Det ville være første gang. Og en ting Sean pænt måtte afstå. Der var grænser. Hun måtte få havde hun ville have, men som minimum kunne hun selv gå op og bede om det, medmindre de var så heldige at tilkalde en til bordet.
Han rømmede sig svagt, for at vende tilbage til det tidligere emne.
"Dit tøj. Din sult. Din kommentar om kulden. Ville det ikke være rart med noget...Varmere? Noget, der gav mad til maven og en mønt til lommen?" foreslog han lokkende. Hans hænder fandt hans egen kop med the, før han nippede til den.
"Arbejd for mig" sagde han så endelig, direkte. Hans blik hvilede på den hvirvlende gyldne væske foran ham, før han så op på hende igen.
"Du har evner jeg kan bruge"

Deidre rystede på hovedet. Selvfølgelig havde han ikke haft noget at gøre med sin mor. Men kommentaren.. Hans tænksomme blik og hans insiteren på det udelukkende var politisk og så selvfølgelig ligheden.. Kunne det virkelig være? Han lignede ikke en der var gammel nok til at være far, men så igen, hun kunne havde været mor og det lignede hun heller ikke ligefrem en der var gammel nok til. Hans næste spørgsmål rev hende ud af hendes tankestrøm. ” undskyld.. Hvad? ” spurgte hun overrasket. Det næste han sagde fik hende til at kvæle et grin. ” Pænt af dig at tilbyde men sidst jeg tjekkede havde to helt velfungerende ben og jeg har ikke lyst til at presse citronen ” sagde hun med det samme lidt drillende glimt i øjet. Det forsvandt dog hurtigt da han kommenterede på hendes adfærd. Selvfølgelig ville det være rart.. Men hvorfor tilbød han? Hvilke evner havde hun, som alle mulige andre langt mere kvalificerede folk havd. Og så var der interessen i Daron, hvad hvis han gjorde det for at bruge hende mod ham? Eller ud af medlidenhed..

Hendes ansigt var neutralt da hun svarede. ” Arbejd for dig? Jeg beklager, men jeg er ikke sikker på hvad jeg kan bidrage med som de ikke kan finde 100 andre, mere kvalificerede til. ” hun havde helt glemt at hun stadig var både sulten og tørstig.
Ville hun tillade at han brugte hende som brik imod Daron? Mere end han gjorde i forvejen altså.. For ligenu havde hun jo bare givet mere eller mindre harmløs information. Ikke noget vitalt, bare fortalt og udnyttet, hvad hun nu antog var hans fars nysgerrighed. Desuden havde han jo sagt han ikke ville skade Daron, bare lære ham at kende og af alle mennesker burde hun da kunne forstå det. Hun kunne selv huske hvor svær han var at komme ind på. Det var, så vidt hun kunne se, ikke blevet bedre med årene. ” Men hvad har du da i tankerne? ” spurgte hun tilsidst. Det kunne ikke skade at høre hans forslag. Om ikke andet kunne det åbne døre og mad og penge ville ikke skade..

Sean så smilende på hende, før han lod hende overveje tingene. Imens virkede han selv nysgerrig omkring sin the, som han fortsat nippede til. Den var ikke så god, som den han kunne få bragt til borgen. Men the var the. Tørrede urter, mest, men når man fik en rigtig the...En sort the. Se, det var noget han kunne nyde.
Han så op på hende igen, da hun snakkede. Han havde heller ikke regnet med hun bare ville sige ja med det samme. Hun var forsigtig, trods alt.
"Nej" svarede han blot i starten, før han rettede sig lidt op i sin stol og så på hende igen.
"Jeg tilbyder ikke et job til hvem som helst. Det jeg ser i dig...Om det er noget du har tillært dig eller er født med...Gør dig unik. Jeg tror du har muligheden for at blive en fremragende spion, hvis du satte dig selv til det" bemærkede han afslappet. Ja, jo mere han tænkte over det, jo mere var han overbevist om at hun havde evnerne til det.
"Du har en sans for spillet med en Lord som mig selv. Og trods du har fortalt mig meget, er jeg også sikker på du har overvejet præcis hvad du har givet mig og hvorfor. Men uden at det spiller for meget på dit udtryk. Det er en evne jeg kan bruge, selvfølgelig hvis jeg har ret"
Noget ved Seans udtryk fortalte, at han gik ud fra han havde ret.
"Lige nu har jeg to folk, jeg gerne vil have et øre indenfor hos. Hvem ved? Måske lader jeg dig selv vælge. Hvis du takker ja" han blinkede drillende til hende, før han slog let ud med sine arme. Resten var op til hende. Men selvfølgelig ville han svare på spørgsmål, hvis hun havde nogen.

Deidre betragtede ham med vantro malet i ansigtet som han talte. Hun burde vel være smigret, det var noget af et kompliment fra herskeren af Doomsville men hun kunne ikke helt slippe den nagende følelse i brystet. Det føltes forkert på en eller måde men hun kunne ikke sætte fingeren på hvorfor og måske var det bare hende der overtænkte det. Hun fugtede sine læber. Hvad så han helt præcis i hende?
Men så igen - det var jo ikke fordi hun havde noget at miste, alt var bedre end det hun havde brugt de sidste år på og hvem skulle ellers tilbyde så god en chance for at gøre noget mere? Daron? Det tvivlede hun på. Hans navn ringede dog for hendes øre og var det der ledte til hendes næste spørgsmål. ” og de evner du kan bruge har ikke noget at gøre med min relation til Daron? ” spurgte hun, en anelse skeptisk og lagde hoved lidt på skrå, det drillende blink mindede hende af en eller anden grund om Daron, før hele Viola tingen altså.
” men jeg lytter, hvad tilbyder du helt nøjagtigt? Og hvad med oplæring - på trods af mine enten medfødte eller tillærte evner tvivler jeg på at jeg er en fuldudlært spion. ” der var foreksempel delen med at hun ikke kunne læse.. Det var med al sandsynlighed en god evne at kunne, i tilfælde af at man skulle løbe ind i fortrolige dokumenter eller hvis man skulle skrive kodede breve, var det ikke sådan noget spioner gjorde?
I det øjeblik gik en servitrice forbi og hun fangede hendes øjne - helt glemt var tanken om the ikke længere og hun bestilte derfor hurtigt og vendte så blikket tilbage imod Sean med et afventede udtryk i ansigtet.

"Jeg tilbyder nøjagtig hvad jeg siger" svarede han roligt. Han tvivlede på han kunne være mere klar i det. En spion var en spion, hverken fra eller til. Men selvfølgelig, jo flere evner en spion kunne prale af, jo bedre og mere brugbar var denne. Deirdre var ikke en spion endnu. Måske snart af navn, men næppe af gavn. Hendes talent inden for faget skulle oparbejdes. Hun skulle gøres mere bevidst om det og lære at bruge det på den bedste måde. Og ikke mindst ville han gerne lære hende mere at kende. Så han vidste hvad han kunne forvente af hende og hvor han kunne gå, i forhold til hendes loyalitet. En spion kunne blive dobbeltspion. Trippelspion. En fælde for en selv, hvis loyaliteten ikke lå der i forvejen. Nok var Sean af natur manipulerende og spillede med skjule kort - men han var ikke en komplet sten. Hvis han kunne opnå et gram af loyalitet ville det være at fortrække. Men den slags skulle man gøre sig fortjent til.
Han så op på hende igen med et svagt smil.
"Som spion - lad ikke sige ordet mere ved dette ord, for selv væggene har ører, som man siger - er arbejdsområderne mange. Men jeg håber på at vi i samarbejde kan finde de områder, som passer bedst til dig og som du måske også foretrækker. Min første tanke er infiltration. Kom tæt på nogle folk, som jeg ønsker at holde mere øje med. Ikke for fjendskabets skyld, men mere for forsigtighedens. Til det hører der at du rapporterer hjem om nye hændelser og aktiviteter. Måske bliver der behov for at diverse, såsom at lirke låse, læse eller kopiere dokumenter, stjæle eller sabotere ting...Det er muligheder. Men lige nu er det ikke til at sige hvor det ender. I yderste konsekvens kan det være jeg ønsker nogen døde...Men hvis du ikke er villig til at udføre det job til den tid, finder jeg ganske enkelt på noget andet" Han så ingen grund til at undgå disse detaljer. Det var noget der ville blive relevant at snakke om før eller siden. Måske ikke så meget overtrædelsen af det private og tyverier, men mere sandsynligheden for drab.

Sean tog en tår af sin the, mens Deirdre fik bestilt noget nyt til sig selv. Så rømmede han sig svagt.
"Hvad angår uddannelse, er det klart der bliver noget. For det første vil jeg gerne være sikker på du kan noget selvforsvar. Nærkamp og som minimum at du kan håndtere et eller flere våben. Måske ikke til perfektion, men nok til at du kan sørge for din egen overlevelse. Jeg ved ikke om du allerede har evner inden for disse ting? " Han så på hende et øjeblik, før han fortsatte.
"Dernæst at du kan læse og skrive. Beklager, hvis jeg blot antager du ikke kan det, men det er ikke min erfaring at folk der lever på gaden, normalt kan det. Ellers må du endelig rette mig. Der er nogle flere detaljer til de ting, men hvis jeg nævne hver eneste småting kommer vi til at sidde her længe. Mit forslag er du oplæres et sted her i byen. Jo færre der ser dig have kontakt med nogen fra borgen - eller ser dig gå til og fra borgen - jo bedre. Jeg har...Folk...Der kan give dig nogle af de fornødne ting du får brug for. Og sidst men ikke mindst, hvis der også er noget specifikt du selv ønsker at blive bedre til, kan det måske klemmes ind."
Der var flere småting til uddannelse. Såsom at lære geografi, fornemmelse politik, lære manerer og tiltale, foruden forklædning. Lære brugen af tal, lære at forbinde et sår, lære at overleve i naturen eller byen uden kontakter eller hjælp og mange flere småting, en spion kunne få brug for. Jo mere hun kunne selv, jo bedre. Sean trak vejret dybt. Ja, der var i sandheden mange ting, som ville tage alt for lang tid at nævne og blot ville blive glemt et øjeblik efter. Mere eller mindre gjorde han bare klart at der var to ting til uddannelse: Det praktiske og det boglige.
"Når dine læremestre mener du er klar, kan du blive sendt af sted. Måske først på små missioner, så du kan tilvænne dig det. Og så kan vi snakke om de store ting bagefter...Selv om jeg tror jeg får brug for dig langt før det"

Han drak endnu en gang, blot for at smøre stemmebåndet. En hånd gled igennem håret, før han let rettede på noget af sit tøj.
"Jeg vil ikke lyve. Det er praktisk du kender og har en relation til Daron. Men at bruge dig til at opnå yderligere adgang til Daron...Lad os bare sige, at hvis ikke du selv er 100% med på missionen, risikerer jeg blot det gør mere skade for mig end gavn. Men jeg kan ikke udelukke jeg måske får flere spørgsmål. Hvad angår arbejdet, jeg ønsker dig til, forventer jeg trods alt at folk kan lystre deres ordre og ikke skifter side midt i det hele" Han smilte svagt.

Deidre nikkede stumt. Det var meget at tage ind men det var samtidig også en kæmpe mulighed og han havde jo lagt kortende forholdvis meget på bordet i forhold til Daron. Især hvis hendes anelser var korrekte. Hun virkede forholdsvis upåvirket ved den næste opremsning, hun havde ikke mange skrupler tilbage, enten var det hende eller også var det dem og så hellere dem. ” Jeg kan kæmpe med næver og kniv men flere evner vil vel ikke skade” sagde hun med et let skuldertræk. ” og nej jeg kan ikke læse, kun sparsomt regne. Der er ikke ligefrem skoler for sådan nogle som mig ” sagde hun i en neutral tone. Det var ikke noget der gik hende på, det var bare et faktum. Hun nikkede igen samtykkende til det han sagde om ikke at skulle gå til og fra borgen. Det ville ikke være en fordel for nogle af dem. ” har du et specifikt sted i tankerne eller sender du bud?” i dette spørgsmål lå også hendes accept af job tilbuddet.

Ved det sidste han sagde kom der et lille fnys. Hun var ikke typen der skiftede side midt i det hele eller lod folk i stikken. ” jeg ville være utrolig dum hvis jeg bed hånden der fodrede mig. Desuden er min ære noget jeg sætter højt. Jeg er ingen vendekåbe. Ydermere så vil jeg vel bare kunne bruge andre tilbud til at forhandle med dig, få løn to steder og give falske informationer til den person der tror loyalitet kan købes” for hvis nogle troede hendes loyalitet var til salg når hun først havde givet den, var de godt dumme og det Sean tilbød var værd at tilbyde sin loyalitet til. I hvert fald for nu hvor samarbejdet virkede. ” så hvis de holder deres ende af aftalen og uddanner mig og betaler hvad vi ender med at aftale så lover jeg at informere om andre job tilbud, ikke skifte side og ellers holde dem underrettet ” det blev igen ikke sagt med særlig meget følelse, det var igen blot en konstatering. ” for jeg ønsker mig ikke at blive fjende med Darons far. ” det var et farligt skud, men nu prøvede hun.

Han så på hende, mens hun gik tid til at tage det hele ind og tænke over det. Ikke at det virkede til hun ville tænke længe. Et svagt smil gled over ham. På hendes ord lød det som om hun allerede havde accepteret. Men det var også en stor pakke Sean tilbød. Spioner var noget nær det dyreste at uddanne. Men forhåbentlig kunne de bringe det ind igen af informationer og arbejde. Gode spioner var uvurderlige og hvis han havde ret, ville Deirdre være et naturtalent for det. Men som alle rå diamanter, skulle hun måske blot skæres lidt til.
"Jeg...Kender eller ejer et par steder i byen. Jeg vil få nogen til at vise dig vej og tage dig med. Jeg vil ikke selv være tilstede det meste af tiden. Jeg regner med det er okay. Jeg har trods alt andet arbejde at se til. Det meste af tiden vil vi nok hverken se eller høre til hinanden. Eller..." Smilet voksede en anelse.
"Jeg vil formentlig få nyhederne om hvorvidt du gør fremskridt eller ej" Ja, han ville nok følge en del med. Jo før hun kunne blive klar, jo bedre, så hun skulle nok ikke forvente det hele blev nemt.

Ved det sidste hun nævnte, gled hans blik hurtigt op på hende. Men på trods af det hele, formåede han at se lige så neutral ud som han plejede. Han havde ikke vidst, om hun havde vidst det eller ej. Der havde ganske enkelt ikke været en grund til at sige det. Tværtimod. Hvilken far kendte ikke til sin søn? Hvilken far opsøgte ikke sin egen søn, i stedet for at søge informationer andre steder fra?
Men katten var ude af sækken og når det kom til stykket var det ingen hemmelighed. Ikke at det var noget alle vidste hellere...Men det var heller ikke en hemmelighed. Så derfor trak han let på den ene skulder.
"Er der ellers noget vi skal have diskuteret?"

Deidre betragtede ham. En del af hende var spændt på denne mulighed, på rent faktisk at få en chance for ikke bare at være en rendestensunge der blev brændt af, af en potentiel arbejdsgiver og som var offer for hans humør. Nej hvis hun blev ordenligt uddannet og blev god til det hun gjorde, bedre end hun var naturligt i hvert fald, så var der gode muligheder for hende. ” Jeg tror jeg overlever ikke at være beriget af dit selskab, mine lærere kan vel agere barnepiger og vi skulle jo nødigt at jeg blev alt for forkælet med opmærksomhed ” sagde hun med et skævt smil og et blink i øjet.
Det var jo ikke ligefrem fordi hun havde brug for en barnepige og det sidste der ville ske var nok at hun blev forkælet. Hun var jo til at blive trænet til spion, ikke være hans elsker eller sådan noget som gjorde hende værd at forkæle.
Hun skjulte sit smil ved at tage en tår af sit krus da hun observerede hans blik og manglen på reaktion. Det var ofte udeblivelsen af en reaktion der røbede folk og altså hun skulle ikke klandre ham for ikke at kende Daron.
Moren kunne jo være stukket af med drengen uden Seans kendskab inden han endte på gaden eller Sean kunne have rakt en hånd ud og Daron skubbet den væk. Det ville ikke undre hende sådan som han også havde glemt og skubbet hende væk.
” Det vil jeg ikke tro. Ikke udover om jeg skal møde dine folk et sted eller om de bare finder mig i mylderet ” sagde hun med et let skuldertræk og drak den sidste tår af sin the.

Sean smilte svagt og nikkede let. Om hun ville blive forkælet var næppe noget hun skulle forvente, men han fornemmelse godt drilleriet i det. Han ville nok mest følge med på sidelinjen, til hun virkede klar til en opgave. Derfra, alt efter hvor lovende hun var, kunne det være hun fik en stilling ved borgen. Hvor hun ville rapportere direkte til ham. Men det lå alt sammen i fremtiden.
Han rettede sig lidt op og så sig omkring et kort øjeblik. Det virkede til de var mere eller mindre færdige her, hvilket også passede ham fint. Han havde andre opgaver at se til, som altid.
"Lad os sige denne kro om tre dage, passer det dig? Jeg vil sørge for nogen henter dig" Han så tænksom ud et øjeblik, før han lænede sig lidt mere frem.
"Sig 'Jeg håber herskeren snart holder en festival', så ved min mand at det er dig. Og omvendt, hvis vedkommende svarer 'Forhåbentlig først til sommer', ved du det er en jeg har sendt. Har du det?" spurgte han. Hvis alt virkede okay og hun ikke havde flere spørgsmål, ville han rejse sig.
"I så fald vil jeg smutte igen" bemærkede han roligt.

Deidre nikkede bekræftende til det han sagde. Ja hun var med og det han sagde virkede rimelig ligetil. Om 3 dage ville hendes liv blive forandret. "jeg har den. Jeg skal ikke holde på Dem. Det var en fornøjelse" sagde hun og rejste sig. "De må have en god aften" med de ord tog hun sit efterhånden tørre overtøj og begav sig ud i natten.

//out - beklager svaret tog så lang tid, life happend xD