Long time, no see ~ Deirdre

Der var fart på denne aften. Selvfølgelig var der det, det har var den sidste aften før det store slag og alt skulle være klar, så soldaterne kunne nå at hvile før de skulle kæmpe. De havde også arbejdet hele dagen, så alle var ved at blive godt trætte. Det var Daron også, ikke at han havde haft en god nats søvn i noget tid, men det stoppede ham ikke fra at fare rundt blandt folk for at sikre sig at alt gik som det skulle. Og der var en del der skulle tjekkes op på. Der var tale om tre forskellige grupper – Assorians tidligere soldater, der efter at blive optrænet af Daron havde valgt hans side, skyggevæsnerne, som var utilfredse med racelederens styringsform og derfor ønskede at gøre oprør og de gode engle-soldater, som Veltói havde med sig for at støtte op om kampen og få sin hævn over Assorian. Så der var tre forskellige grupper med mange forskellige behov og erfaringsniveauer, som der skulle vises hensyn til. Selv aftenen før virkede det hele som et rod. Veltói havde fortalt Daron at sådan var det altid, at hvis alt virkede til at gå som det skulle var der noget galt, men det hjalp ikke Daron med at huske at trække vejret og som han gik rundt imellem folk følte han sig kvalt, indelukket, hans hjerte bankede konstant hårdt imod hans bryst.
Det kunne dog ikke ses på ham, hvor absolut rædselsslagen han var. Faktisk så han mere autoritær ud end han nogensinde før havde. Han var iklædt sin mørke uniform på og en seriøs, fokuseret mine var malet over hans ansigt. Der var ingen nervøsitet at se, men dette var udelukkende fordi han prøvede at begrave det med planlægning og arbejde. Veltói var ude lige nu, i gang med at anskaffe de sidste nødvendige ressourcer, så Daron stod alene med denne store hær. Eller stor og stor, den var ikke i nærheden af hvad hans far eller Assorians hær var, men i forhold til at Daron aldrig troede at nogen ville hjælpe ham med at nedlægge Assorian, var dette her overvældende stort. De havde faktisk en chance. En mulighed for at smide ham af tronen og ende hans selviske styre.

Lige nu stod han med tre englemænd. De var nogle af Veltóis højere rangeret soldater og var med til at holde styr på englegruppen af hæren. Samtalen var dog kort, der var ikke meget at gå i gennem længere, det eneste han kunne snakke med dem om var om alt virkelig var på plads. Hvor svaret var at alt var så klar som det kunne være og om soldaterne endelig måtte hvile. Modvilligt sagde Daron ja. Udmattede soldater kunne ikke bruges til noget men han havde mest af alt lyst til at arbejde indtil næste aftens kamp blot så han ikke behøvede at ligge vågen med sine tanker.
Hans fokus havde udelukkende været på englene, hvilket betød, at det først var da de gik, at han indså, at en kvinde var på vej i mod ham. I starten anede han ikke hvem hun var – et skyggevæsen, det var tydeligt, men ikke en soldat, som han før havde lagt mærke til. Men da hun kom tættere på, indså han hvem det er og nostalgien ramte ham som en bølge. Han stirrede med let åbnet mund på hende som hun nærmede sig.
”Deirdre?” fik han sagt, da hun var helt tæt på. Han kunne på ingen måde skjule sin forbavselse. ”Hvad laver du-”
Mere nåede han ikke at sige, før et hårdt slag tvang ham til at vende kinden til hende. Chokeret lagde han en hånd på den brændende kind og så på Deirdre. Fuldstændig tabt for ord over at se sin barndomsveninde foran sig. Og at den barndomsveninde efter alle disse år lige havde givet ham en lussing.

Der var ikke ord til at beskrive de følelser der var blevet vækket i Deidre da hun hørte hvisken i krogene om en Daron. Først havde hun ikke troet det, han var forsvundet så mange år tidligere, så hvorfor dukkede han op nu?
Det var først dachokket havde lagt sig at hun var blevet vred. For han havde ladet hende i stikken, han var ikke engang kommet for at lede efter hende og nu, nu var han leder af en eller anden hær og skulle kæmpe imod den idiot til Assorian. Det måtte han jo være, hvis Daron var villig til at risikere så mange liv og om ikke andet så sit eget. Det var i denne vrede at hun havde besluttet sig at finde ham.
Det var ikke ligefrem svært, en hær på den størrelse er svær at holde skjult og rygter var der nok af.

Derfor var hun rejst til Dragons Peak og her stod hun så nu. Omgivet af en kæmpe hær, på hvad hun nok måtte se som fjendtligt territorie, eller i hvert fald ikke venligt. Derfor var det endnu vigtigere ikke at lade vreden stå om hende som et stort farestegn for alle andre.
Det var derfor med meget kontrollerede og rolige skridt at hun nærmede sig sin gamle barndomsven. Engle mændene var på vej væk og hans fokus lå nu på hende.
Hun kunne mærke det koge, hvordan kunne det andet? Han var bare gået, havde efterladt hende, hun troede han var død og nu stod han her flere årtier efter og havde bare ikke ledt efter hende. Havde bare vendt hende ryggen.
Han åbnede munden og sagde hendes navn på den der spørgende lidt vantro måde og åbnede munden for at sige noget mere men der var hendes hånd allerede plantet imod hans kind med al den styrke hun nu kunne mønstre. Hun kunne mærke tårerne og vreden presse sig på. "Nå så nu kan du huske mig? Det var da pænt af dig at huske min eksistens efter alle de år!” sagde hun vredt og anklagende.
Hun havde lyst til at slå ham igen, gøre et eller andet for at få afløb for den vrede der fyldte hende men hun stod bare og rystede. Hun kunne jo ikke så godt angribe lederen af en kæmpe hær når den selv samme hær stod rundt omkring dem.

Hele Darons liv havde ændret sig, da han var blevet skyggevæsen. Eller rettere sagt da Viola forlod ham nogle år efter at have gjort ham til skyggevæsen. Der mistede han den person som han havde sagt farvel til hele sit tidligere liv for. Så var han pludselig alene. Men Daron havde aldrig overvejet at gå tilbage til sit tidligere liv, de personer han kendte derfra. For han var en anden nu. Han var simpelthen for knust til at gå tilbage.
Så nu hvor Deirdre vredt udbrød at han kunne huske hende, kunne han ikke få sig selv til at sige til hende, at han tvunget sig selv til at glemme hende. I stedet stirrede han bare mundlam på hende.
Han havde aldrig troet han ville se hende igen, faktisk tænkte han at hun var død. Det var trods alt over fyrre år siden de sidste havde set hinanden. Han havde selv været ved at dø flere gange. Og det var ikke fordi at dem på gaden havde specielt gode chancer for at overleve.
Så det var virkelig som om han havde set et spøgelse og det kunne ses på hans blik. I starten kunne han slet ikke fatte at hun var virkelig - som om lussingen ikke havde været virkelig nok for ham - men nu råbte hun af ham og selv efter alle disse år lød hun præcist som sig selv, hendes stemme bragte så mange minder frem, Daron ellers troede var væk. Han havde næsten lyst til at smile over at se hende igen, hvis ikke det var fordi hun var rasende på ham og han snart skulle ud og kæmpe i mod en raceleder.
"Deirdre, jeg-" Hans stemme døde ud og han så sig selv over skulderen. Der var ører for tæt på til at han kunne snakke personligt med Deirdre lige nu så han besluttede sig for at gå et mere privat sted hen. Han ville forsøge at gribe fat i hendes arm for at vise hende vej men tillod hun ikke det ville han lave en undskyldende fakt med armene og så gå selv, gestikulerende at hun skulle følge efter ham.

Fulgte hun efter ham, ville de ikke gå særlig længe, blot rundt om et hjørne, væk fra alle soldaterne der trampede frem og tilbage. Daron så kort efter dem før han pustede ud og vendte sig i mod Deirdre... stadig med et blik der sagde at han slet ikke kunne tro det her.
"Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, jeg-" Endnu en gang døde hans stemme ud fordi han bare blev nødt til at se på hende. "Hvad er der sket? Hvordan er du blevet..." Han sagde ikke direkte et ordet men det var tydeligt at hans spørgsmål var hvordan hun var blevet et skyggevæsen. "Og hvordan fandt du mig? Jeg troede du var død."
Han var alt for forbavset og egentlig for begejstret for at kunne tænke over hvordan hun var rasende på hende. Han var fuldstændig forvirret over at hun stod foran ham og havde brug for at finde hoved og hale på det hele før det overhovedet ville gå op for ham at der var noget han skulle undskylde for.

Hun så afventende på ham. Hendes skuldre afslørede hvor anspændt hun var, hvor mange følelser der løb igennem hende og som hun ikke kunne få afløb for. I stedet stod hun og åbnede og lukkede hænderne, endnu et tegn på vreden og utålmodigheden..
Hun troede han var død! Han havde grædt over ham i flere dage. Skreget af de andre, insisteret på at de skulle lede efter ham men han dukkede aldrig op og i al den tid havde han været i live, havde haft det godt og opbygget sig en hær og han havde glemt hende. Glemt hende som var hun ikke andet end en ubetydelig lille tøs uden relevans for hans liv. ”du hvad?” spurgte hun skarpt og trak sin arm arrigt til sig som havde hun brændt sig da han rørte hende. Hendes hånd var da også næsten ved at lande i hans ansigt indtil hun så den undskyldende bevægelse.
Modstræbende fulgte hun med. Hun kunne godt se logikken i ikke at stå i midten af pladsen omgivet af kampberedte folk. ”Nej det er da tydeligt for enhver at du ikke ved hvad du skal sige” Snerrede hun arrigt af ham.
Da han begyndte at udspørge hende kunne hun ikke lade være med at komme med en halvkvalt bitter latter.  ”Hvordan jeg er blevet et skyggevæsen mener du? Åh jamen det er sådan en hyggelig historie! Min bedste ven var jo forsvundet så da jeg blev kidnappet af en kult var der sjovt nok ikke nogle der kom og ledte efter mig eller prøvede at rede mig” snappede hun af ham. Måske hun ikke kunne slå ham fysisk men så kunne han da få sig en verbal lussing eller to. ”Og for at svare på dit andet spørgsmål. Det er ikke ligefrem svært at finde en der har planer om at gå op imod vores nuværende raceleder. ” Ved den sidste bemærkning om hendes død fnøs hun. ”Og nej jeg er lyslevende. Eller så lyslevende som et skyggevæsen nu kan være. Hvilket du ville vide, havde du taget dig tiden til at lede efter mig”

Hun lagde armene over kors men rastløsheden gjorde hurtigt at de faldt ned langt hendes side igen. Sådan skiftede det lidt. ”Og nu hvor du har fået min livshistorie hvad så med at dele lidt ud af din egen? Eller har du stadig bedre ting at tage dig til end mig?” spurgte hun med en syrlig klang i stemmen.
Hun stirrede på ham. Både for at give ham dræberblikket men også fordi… Fordi det var mærkeligt at se ham igen efter alle de år. Måske var det en dum ide at komme, det havde været bedre at leve i uvidenhed frem for at rive op i de gamle sår.

Deirdre var lige ved at slå ud efter ham igen, da han prøvede at gribe fat i hans hånd, men gudskelov var han hurtig til at undskylde. For han havde virkelig ikke lyst til at blive slået igen, hans kind brændte stadig efter først omgang. Dog ville hun heldigvis godt følge efter ham, han havde ikke vist, hvad han skulle gøre, hvis hun havde været fastbesluttet på at blive stående.
De nåede hen til det mere private ståsted og Deirdre gav sig til at svare på hans spørgsmål. Stadig med hende kendetegnende sarkasme og flabethed fortalte hun sin historie, men det gjorde den ikke mindre foruroligende. Og det gjorde ikke at den ikke ramte hårdt. Som et slag hårdere end den lussing, hun lige havde givet ham, blev Daron ramt af en overvældende skyldfølelse. Han kunne jo have gjort noget. Ikke have forladt hende, have tjekket op på hende, have givet hende nogle af de få penge han havde efter hans arbejde med Viola. Noget som helst der forhindrede hende i de forfærdelige ting som hun ville opleve. Skammen var malet over hans blege ansigt.
”Deirdre, det er jeg så ked af at høre. Jeg vidste ikke” – stammende prøvede han at få sine ord til at give mening – ”jeg anede ikke at det skete for dig.”
Hun snakkede videre om, hvor nemt det var at finde ham, grundet alle rygterne om hæren, der var ved at blive skabt i mod Assorian. Det var vel også rigtigt nok – det med at det var nemt at finde ham. Det havde Daron ikke lige tænkt over i chokket over at se den barndomsven, han havde bildt sig selv ind, var død
Han overvejede endnu en gang at røre ved hende men tænkte at han ikke ville presse for meget på. I stedet så han på ham med et bedende blik, nærmest desperat efter at hun kunne se, hvor meget han virkelig mente sine næste ord: ”Undskyld, Dei. Jeg-jeg skulle have gjort bedre. Jeg var ung og dum og- ja, rigtig dum.”


Og alligevel, som han havde den her trang til at bevise overfor hende, hvor ked af det han var, ville han meget hellere bede hende om at tage den her snak en anden gang, efter slaget i mod Assorian var ovre og han forhåbentligt var i live til den tid. Både fordi der var så mange ting kørerende nu og fordi han virkelig havde lyst til at have tid til at sætte sig ned, have en snak med hende og kunne give hende verden i et forsøg på at gøre det godt igen. Men nu kendte han Deirdre og ikke nok havde ændret sig ved hende til at hun ville give slip på den her. Slet ikke så rasende som hun var. Så han måtte hellere svare på hendes spørgsmål i stedet for.
”Viola forlod mig.” Han kunne lige så godt komme ud med den værste del. For da Viola forlod ham, forlod han højdepunktet på sit liv og gik ind i flere forfærdelige årtier, der virkede til at blive ved med at rulle ind og sparke ham bagi. Det blev også sagt koldt og kortfattet, han ville ikke gå mere i dybden med det. Generelt var der ikke mange punkter af hans liv, som han ønskede at snakke om. Han så væk som han fortalte videre.
”Jeg fandt min far. En magtfuld mand” – Han sagde ikke Seans navn højt. Blot tanken om ham gav ham kvalme og det kunne høres på Daron, hvordan han hurtigt talte videre – ”Som sørgede for at jeg kunne arbejde for Assorian. Indtil jeg så flyttede hen for at arbejde for kongen af Sunfury City i stedet for. Men nu er jeg tilbage… for jeg kan ikke lade Assorian udnytte sin magt længere.”
Det var den korte, mere smertefrie forklaring af alt han havde været i gennem. Han ønskede ikke snakke om andet end det faktuelle. Ikke lige nu i hvert fald.
”Deirdre, tro mig, jeg er så glad for at se dig igen. Men alt er oppe at køre lige nu, og jeg skal få gjort de sidste soldater klar til i morgen. Jeg vil rigtig rigtig gerne tale efter slaget.” Hvis han overlevede selvfølgelig. Der var altid den risiko. Det prøvede han bare ikke at tænke på. Faktisk gjorde det nemmere at kunne stå og lave planer som om det ikke var en mulighed at de planer ikke ville kunne finde sted. ”Kan vi tage den her snak en anden gang? Blot giv mig en adresse og så lover jeg at opsøge dig. Og prøve at gøre det godt igen.”

Deirdre betragtede ham med kolde og uforsonlige øjne som selv ikke hans skyldbetonede ansigt blødte op. Hans undskyld betød ikke noget, var bare tomme ord. Selvfølgelig havde han ikke anet, at det var sket for hende. Han havde jo ikke skænket hende en tanke, ikke tjekket op på hende og nu var det den uvidenhed han brugte som en undskyldning. Det var nærmest til at grine af. ” Undskyld?” spyttede hun. ” Undskyld?! Ved guderne skulle du have gjort bedre! At du var ung og dum er ikke nogle undskyldning! Men ja. Dum det var du sammen med en million andre ord som jeg ikke har tænkt mig at tage i min mund ” vrængede hun ud med harmdirrende stemme. Det var tydeligt hun kunne have fortsat med at smide spydige kommentarer og fornærmelser efter ham men hun stivnede da han forklarede sig.. Hendes blik tøede lidt op. Han var også blevet forladt - endda som skyggevæsen, selvom hun var vred havde hun ikke ønsket det for ham.. Det føltes dog stadig som en kniv i hjertet at blive mindet om hvorfor han havde forladt hende. For en anden pige. En smukkere, mere magtfuld, stærkere kvinde som var meget mere end bare hans barndomsven. En lille bekymret rynke viste sig på hendes pande da han nævnte sin far - kvalmen og ubehaget ved tanken om den mand var tydelig for en hver. ” Din.. Far? ” spurgte hun overrasket. Hun havde troet han var forældreløs ligesom hende. Så blev hendes øjne mørke igen og ansigtet igen hårdt. ” Selvfølglig hr. General. De har vel vigtigere ting at tage dem til nu. Så efter slaget.. Hvis de lover og ikke glemmer mig igen ” sagde hun tonløst. Han bad hende gå igen. Han havde ikke tid. Selvfølgelig havde han ikke det. ” du kender mig vist ikke særlig godt hvis du tror jeg har en adresse selv efter alle de her år Daron. Desuden er dine løfter ikke særlig meget værd. Du har jo løbet fra dem før. Hvis du virkelig vil finde mig så må du arbejde for det ” en test. Det var det bedste hun kunne give ham, hun kunne ikke tillade sig selv at håbe.

Hun var ikke klar over om hun skulle gå nu så i stedet blev hun stående. Stadigt betragtende. Hendes øjne gled hen over pladsen og faldt så tilbage på Daron. ” har du virkelig tænkt dig at gå op imod Assorian? ” spurgte hun, en anelse skeptisk. Det var jo nærmest selvmoderisk. Selvom hans hær da virkede rimelig imponerende - ikke at hun vidste særlig meget om krigsførsel. Så rystede hun lidt på hovedet af sig selv, det nyttede ikke at begynde at beundre det han havde gang i. Især ikke når det sikkert ville få ham dræbt. ” knæk og bræk så.. Giv ham tæsk eller sådan noget.. ” sagde hun noget tøvende om end oprigtigt. Hun ønskede ikke Daron død og Assorian og hans terror regime kunne hun nu godt være foruden. Så trak hun vejret dybt og gjorde mine til at gå.