Little spy on the wall - Who is the most beautiful of all? (Deirdre)

S: Et tilflugtssted i gyderne.
V: Regn, blæst.
T: Sen aften

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Sean hvilede sig i sofaen. Dette var et af de flertallige tilflugtssteder, der var købt og blev vedligeholdt under andre navne. Navne på aliaser, eller navne på folk, der støttede klanen. Dette var et af de mere permanente, et af de steder der ikke blev fjernet fra listen, lige så snart den var blevet brugt et par gange. I stedet var dette et permanent hjem for flere medlemmer af guilden. Et søskendepar og et par af deres venner. Det var ikke unormalt der boede flere i samme hus, eller lejlighed som dette nok mere var, især ikke i den fattige del af byen. Sean sad i stuen. Der var ingen entre i lejligheden, i stedet ville man træde direkte ind i den varme stue, med den knistrende pejs. Et sted bag ham lå køkkenet, hvor den ene af de to søskende - en kvinde - gik og rumsterede. Manden sad i en sofa over for Sean, henslægt og med næsen begravet i nogle papirer. Nogle planer for en opgave, som Sean lige så godt havde kunne aflevere samtidig. Men i virkeligheden var Sean her af andre årsager.

Seans støvler stod tæt på pejsen og tørrede, sammen med kappen. Ellers var Sean iklædt et par sorte bukser og en finere, sort skjorte. Skjorten var åben ved kravebenet. Hans sværd stod lænet op af væggen, tæt på hoveddøren. Egentlig lignede det at Sean følte sig ret godt hjemme, med en kop varm the på stuebordet foran sig. Det mørkegrå blik rettet mod de dansende flammer i pejsen. Udenfor var der sort, både af natten og det evige uvejr. Regn og blæst, der altid omgav Doomsville i disse dage. Regn, som man kunne høre slå mod vinduerne.
"Threm, vil du have noget?"
Manden så op, som hans søster talte til ham fra døren ind til køkkenet. Der duftede af en gryderet. Han nikkede og satte sig ordentlig op, som kvinden kom ind med to skåle. De fleste, der havde boet og arbejdet med klanen i lang tid, vidste Sean ikke indtog menneskemad. I hvert fald ikke selskab med andre. Af venlighed og respekt var han blevet tilbudt - blot for at takke nej. Seans blik gled over de to søskende, som de sad side om side i sofaen og begyndte på deres sene måltid. Disse to lyshårede søskende, tæt på hinanden af alder. To af hans bedste informanter i byen. De ville være et godt bekendtskab for Deirdre, hvis hun var så lovende som han forventede. De ville nok ende med at arbejde sammen før eller siden. Så dette havde virket som et logisk sted, da han igennem omveje havde tilkaldt Deirdre her til aften. Han lod en hånd glide igennem det mørkebrune hår, som han så tilbage på pejsen. Deirdre ville formentlig ikke vide meget mere, end at hun skulle være her sent på aftenen. Givet en adresse og fortalt der var nogen hun skulle møde. Om hun så selv havde regnet ud at Sean havde noget med det at gøre eller ej...Ja, var det ikke noget af det sjove? Sean smilte svagt for sig selv. Han lænede sig ind efter sin the. Kun for at læne sig tilbage med den igen. Tog en tår. Ja...Lige nu, lige her, havde han det godt. Det var rart at være ude i byen igen. De sidste mange uger havde han været fanget på borgen, til dels fordi en skade langs ryggen havde forhindret ham i at gå. Det var kun takket være lægehjælp, fra en læge han endelig kunne stole lidt på, at han nu gik ordentlig igen. Deirdre havde været hans første arbejde uden for borgen i al den tid. Byen vidste sikkert at Sean havde været fraværende. Måske havde tjenestefolkene talt over sig og fortalt Sean ikke havde været helt rask på det sidste. Hvor meget de havde turdet at sige, vidste Sean ikke. Men han vidste hvordan han skulle opdage det.

Deirdre havde været i gang med at gå en tur da beskeden kom. Det ene øjeblik var der ikke noget i hendes lomme, det næste øjeblik var der en let berøring som kun den øvede ville ligge mærke til og en seddel med en adresse og et tidspunkt. Resten af dagen var gået med træning. Ikke den sjove slags, men den slags med alle bøgerne. Det var ikke nødvendigvis fordi hun var dårlig til det. Det kunne til tider også være spændende men det sagde hende bare ikke det store. Når hun deltog i den fysiske træning mærkede hun noget, noget af al vreden og magtesløsheden forsvandt til fordel for.. Adrenalin? Var det ikke det bøgerne kaldte det. Sedlen havde derfor også gjort det svært for hende at koncentrere sig. Det måtte jo være fra Sean. Hvem ville ellers tilkalde hende? Måske Daron… Men det tvivlede hun nu på. Tiden gik imens hun spekulerede og snart var det aften og tid til at forsvinde ud i mørket.

Det gjorde hun da også. Ud i mørket og regnen iklædt pænere tøj end det hun havde haft på første gang hun havde mødt Sean. Ikke at det nyttede det store med den mængde vand det havde slugt på turen og da hun bankede på døren til det sted hun var blevet tilkaldt lignede hun en druknet mus. Først havde hun dog gået en runde om lejlighedskomplekset for at undersøge ind og udgange. Der var sikkert et par hemmelige som hun ikke havde fået øje på, men skulle det gå galt havde hun i hvert fald de første 3 flugtruter i hoved og en kniv eller to i de noget våde støvler og andre steder på kroppen. Nu stod hun så her og ventede på at blive lukket ind, hos nogle hun ikke kendte. Derfor ville den opmærksomme også kunne se at hun var klar til enten at kæmpe eller flygte men at overfladen så forholdsvis rolig om end opmærksom ud. Som om hun havde alt muligt at gøre her og ingen bekymring havde for det, hvilket jo ikke var tilfældet.

Da det bankede på døren, forlod kvinden sit halvspiste måltid og rejste sig. De vidste godt der ville komme en gæst. Det var den største grund til at Sean var her - men selv søskendeparret vidste ikke hvem eller hvorfor. For Sean var det lidt en leg. At holde to personer, hvis job var at samle informationer, i mørket.
Kvinden trådte over til døren og åbnede den på klem. I dette nabolag var det normalt at være forsigtig, så ingen ville tænke to gange over kvinden forsigtigt åbnede døren og kiggede på den våde kvinde. Blikket gled ned over hende, før kvinden endelig trak sig tilbage, og åbnede døren så gæsten kunne komme ind i varmen. Døren blev lukket og låst igen bagefter.

Kvinden sendte gæsten et lille smil.
"Velkommen! Kom ind, kom ind...Du er helt våd...Lad os finde en stol og sætte dig nær pejsen, så du kan tørre. Jeg har desværre ikke tilbyde dig noget nyt tøj lige nu. Er du sulten? Vi spiser lidt sent" mens kvinden snakkede, gled hun igennem stuen og fandt på mirakuløs vis en stol frem, som ikke virkede til at have været der før. Den blev placeret ved stuebordet, men tættest på pejsen, så Deirdre ville sidde i varmen og kunne tørre lidt. Hvis Deirdre ønskede mad og drikke, ville kvinden også hente det til hende.

Sean selv havde set op, som gæsten var ankommet. Med et svagt smil lod han kvinden om at føre Deirdre indenfor. Han sagde ikke noget og gav mest et nik som en hilsen. Deidre skulle have lov til at ankomme i fred, uden at de gik direkte til sagerne. Desuden var det sjovere at møde hende med stilhed, i hvert fald lige nu. Han strakte sine ben. De var en smule ømme efter dagens og nattens aktiviteter. Han ville nok få brug for mere massage af dem, når han kom tilbage til borgen. Han tog afslappet en tår af sin the.

Deirdre blinkede overrasket over den varme velkomst. At folk var forsigtige med at åbne døren var hun van til men at blive tilbudt en plads ved pejsen og mad og drikke var nyt. Hendes øjne gled rundt i rummet, noterede sig de væsentligste detaljer inden hun satte sig ned på den fremtryllede stol. Hun rystede lidt på hovedet til det sidste spørgsmål. Hun havde spist. ”Det er meget venligt af dem men jeg har spist. Men måske lidt the at varme mig på? Og måske et sted at hænge min kappe så den kan nå at tørre” den stod nemlig og dryppede i hendes favn efter hun havde taget den af. Hun sendte kvinden et uskyldigt smil. ” og et navn på min gæstfrie værtinde ville måske også være på sin plads ” og så var det altid rart at se om det var nogle man havde hørt om…

Til Sean gav hun selv et lille nik som hilsen. Hvis han ville møde hende med stilhed så var det også sådan han blev mødt. Det var også nemmere, ord gav så nemt en væk og hun ville ikke vise ham, eller de fremmede, at hun var både spændt, nervøs og på vagt. Efter den korte anerkendelse af Sean vendte hun opmærksomheden tilbage mod de to der virkede til at leve her. Der var jo nok en grund til, at hun var blevet bedt om at møde op hos netop disse mennesker - sandsyndligvis at de var gode kontakter eller fordi deres, hvad hun kunne gætte sig til, fælles chef havde en leg i gang eller måske en kombination af begge dele.

Kvinden nikkede. På vej til køkkenet daffede hun Threm over baghovedet, før hun nikkede en enkelt gang over mod Deirdre. Så forsvandt hun ud i køkkenet, sikkert for at anskaffe den kop the der var blevet talt om. Threm sukkede og lod skeen, med gryderetten, falde ned på tallerkenen igen. Han drejede sig i sofaen og så over på Deirdre, før han tydeligvis lidt uvilligt kom på benene. Han trådte over til hende og tog hendes kappe, kun for at hænge den ved siden af Seans på en jernstang der var beregnet til netop at tørre tøj ved. Tæt nok til at få varmen fra pejsen, ikke så tæt at der gik ild i det. Tungt gled han ned i sofaen igen, lænede sig frem og fyldte munden. Han pegede ud mod køkkenet med den ene ende af skeen, mens han kæmpede for at tygge og sluge hurtigt nok, til at svare Deirdre.
"Lagertha den gamle...Mens jeg er Threm den lækre. Og ældste!" Det sidste næsten råbte han. Til at starte med var der ingen reaktion, før kvinden pludselig kom buldrende ind i stuen. Theen blev sat hårdt nok, til at den skvulpede lidt over på bordet, før kvinden så på Threm med armene i siden.
"Og alligevel kalder du mig den gamle? Pas på, eller jeg tager maden fra dig!"
Kvinden trådte over og satte sig, så hun kunne fortsætte sit eget måltid. Undervejs snakkede de to søskende sammen, men ikke nær så højlydt. De havde ikke glemt Sean var der, selv om manden havde sidder der i stilhed i et stykke tid.

Sean lod Deirdre sidde og absorbere omgivelserne, og formentlig få varmen en anelse, før han rettede sig op. Koppen med den næsten drukkede the blev stillet tilbage på bordet, før han med en doven bevægelse præsenterede de to søskende.
"Disse to, Deirdre..." Han så over på de to søskende, før han så tilbage på Deirdre.
"...Er vigtige at kende. Hvis der er noget, der er værd at vide, ved de det. Omvendt ved næsten ingen noget om dem. Jeg tvivler på vi nogensinde har hørt deres oprigtige navne. De er, som dig selv, født til deres job"
Sean smilte let til de to søskende, der kvitterede med deres egne mystiske smil. Sean ramte nok ikke helt ved siden af.
"Folk beskytter dem med deres liv. Og det er netop prisen, hvis jeg lærer du nogensinde har gjort noget for at forråde dem. Og dermed mig, og alle der er inde i dette arbejde. Det vil få langt større konsekvenser, end du måske tror" Han så på Deirdre mens han snakkede. Ordenen var ikke hårde eller truende. Det var ganske enkelt bare de hårde kendsgerninger. Men på dette tidspunkt, burde Deirdre nok også være van til det. Alt hun beskæftigede sig med, var efterhånden mere eller mindre en hemmelighed. Alligevel ønskede Sean, at de var helt og aldeles enige på det punkt.
"De bliver også nogle af dine største hjælpere. Men det kan vi snakke om senere...Fortæl mig først hvordan det går?" Foreslog han og tog sin kop igen, så han kunne tage en tår. Stemningen var afslappet. Langt hen ad vejen behøvede dette ikke være mere end en afslappende samtale. Det var selvfølgelig nemt nok for Sean. Han sad ikke i fremmede omgivelser i en verden af hemmeligheder, i et spil hvor Deirdre endnu var den nye der skulle bevise sit værd.

Deirdres øjenbryn hævede sig en smule over de to søskende og smilede så en smule kækt inden hun svarede. ”Virkelig? Jeg ville have troet det var omvendt ” sagde hun med et lille glimt i øjet. Hvis det var kvinden, Lagertha, som sad på maden så var det hende det var værd at rotte sig sammen med. Desuden kunne ham Threm godt bruge et hak i hatten eller to. Hun fulgte de to søskende opmærksomt indtil Sean åbnede munden og snakkede til hende. Hun lyttede opmærksomt til det han sagde. Hun var ikke i tvivl om at det der blev sagt var kendsgerninger og nyttige informationer som man med tiden kunne bruge. At det også rørte noget, den form for loyalitet og sammenhold lod hun sig ikke mærke med. Følelser var farlige i det erhverv de havde.

Hans næste spørgsmål kom bag på hende og hun blinkede kort overrasket inden den neutrale maske gled hen over hendes ansigt igen. ” Altså med undtagelse af at jeg føler mig som en druknet mus, så meget godt. I modsætning til tidligere føler jeg mig nærmest som en prinsesse. ” øjnene spillede en anelse. Hun kunne godt lide den her slags spil. ” men det ville jeg da have troet du vidste. Sender mine lærere ikke ugentlige rapporter? ” hvis ikke så var der da i hvertfald ikke grund til at opføre sig så artigt. ” men nok om mig. Hvordan har du og helbredet det? Det er jo et frygtligt vejr, man kommer så nemt til at skrante ” et forholdsvis uskyldigt spørgsmål men også en demonstration om, at hun rent faktisk havde haft følere ude og lyttet efter.

Lagertha blinkede sigende til Deirdre. Det kunne forstås som om kvinden var ældst...Men også blot som om, at ingen rigtig vidste hvem af dem der havde ret. Når det kom til stykket, var det jo den ene søskendes ord op mod den andens. De to søskende fandt ofte underholdning i at drille folk på den måde. Lade folk drage deres egne konklusioner.

Sean sad stadig og så over mod Deirdre. Han trak vejret dybt og rettede sig lidt i sofaen. Musklerne langs hans ryg var lidt utilfredse med at sidde stille i sofaen så længe, men han mærkede sig ikke ved det. Selv om det ville blive godt at komme hjem til Dannika igen.
"Vejret er dårligt. Til stadighed. Vi får behov for at lægge planer, sikre mad, rent vand, medicin..." Han så over på de to søskende, der begge nikkede stille. De forstyrrede ikke, mens Sean og Deirdre snakkede sammen. Han havde brug for at vide mere om hvordan det stod til i andre landsdele og hvordan han bedste sikrede disse ting. Det ville blive de to søskendes største opgave de næste par uger.
Han så tilbage på Deirdre med et lille smil.
"Jeg får besked" Han fortalte ikke hvor ofte eller om hvor meget. Men han havde ikke altid tid til at læse om hende hver eneste øjeblik, så nogle gange kunne der godt gå længere tid, før han fik læst den nyeste rapport. Det var ærgerligt, for han fandt det lidt som en hyggelig sidebeskæftigelse. At se om hun levede bare en smule op til de forventninger, som han havde til hende.
"Der er forskel på hvad rapporterne siger og hvad du siger" bemærkede han så bare, med et svagt smil. Rapporterne fortalte hvordan hun klarede sig. Hvilken sindstilstand hun virkede til at være i. Men Deirdre havde nogle naturlige evner inden for den slags - det ville ikke undre ham, hvis hun formåede at skjule noget af hvordan hun faktisk havde det med det hele.

Med en svag, brummende latter strakte han sig sigende. Både for at vise han havde det fint, men det vidste også der var en gram af sandhed i hans tilstand, som han ikke kunne strække sig helt så langt og godt, som man ellers ville forvente af en mand af hans statur.
"Rygter indeholder ofte noget af sandheden. Men de indeholder også en del opspind. Det vigtige er at kende de to ting fra hinanden og gennemskue - eller finde ud af - hvor sandheden i dem ligger. Til min ærgrelse har jeg sladrelystne tjenestefolk. Jeg kan ikke vurdere om det ødelægge mit billede som uovervindelig...Eller om det er godt byen ser, at jeg trods alt ikke er SÅ anderledes fra dem alligevel" bemærkede han afslappet, før han så på Deirdre igen.
"Hvad syntes du? Uovervindelig guddom...Eller medmenneskelig hersker?" Han hyggede sig, hvilket var tydeligt. Uanset hvad Deirdre ville svare, ville det næppe ændre på særlig meget. I stedet nød han at sætte hende på spidsen, på denne måde.

Deirdres øjne flakkede kort imellem de to søskende og Sean. Der var noget usagt eller noget imellem linjerne i det han sagde. Noget som søskendeparret og Sean forstod ved hinandens kropssprog men som hun endnu ikke var lukket ind i eller havde lært om. Men det kunne være godt det samme, hvis hun ikke viste noget om verdenens sorger behøvede de ikke tynge hende længere ned i hendes sorte hul.
Deirdre smilede skævt ved hans næste svar som rev hende ud af den pludselige melankoli over verden som havde ramt hende. ” det kommer ikke bag på mig. Der er vel en grund til at du får dem. ” hun måtte hellere grille sine lærere eller opsnappe rapporterne næste gang. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at bide på krogen. Der var derfor også kun det mindste spor af nysgerrighed at spore i hendes adfærd, som havde været at hun rettede sig en smule op da han sagde det. Ikke meget men nok til at den opmærksomme og dygtige adfærds betragter ville opfatte det. Om ikke andet som et skift i humør.
Hun betragtede derfor også opmærksom Seans adfærd og hævede næsen umærkeligt øjenbrynene da han bekræftede hendes stikpille. Det trak også en smule i hendes smilebånd da han talte om sine sladrelystne tjenestefolk. Hans næste spørgsmål kom bag på hende. Han virkede rimelig meget som den uovervindelig guddoms type. ” altså jeg vil sige at det kommer an på om du er den type hersker der ønsker at lede med frygt eller med kærlighed. Hvis du ønsker folkets kærlighed er medmenneskelighed nok den bedste vej ” sagde hun med et skuldertræk. ” på den måde er de også mere villige til at ofre deres liv. "

Sean smilte svagt for sig selv. Han opfangede godt at Deirdre virkede...Nysgerrig? Eller i hvert fald som om noget havde fanget hendes interesse. For ham var denne lille leg mellem dem umådelig underholdende. Især fordi Sean følte han sad med alle svarene og derfor kunne drille Deirdre med dem. Ikke på en direkte ond måde, men bare nok til at få et lille grin ud af det.

Sean lænede sig godt tilbage i sofaen. Blikket gled rundt i lokalet, som han overvejede sit svar til Deirdre. Frygt eller medmenneskelighed? Hvordan skulle han kunne vælge? Det var som at vælge mellem at have det sjov vs. at gøre det, der ville styrke hans tid som hersker. Altså det fornuftige.
"At besvare et spørgsmål med en diplomatisk observation" brummede han svagt for sig selv. På den måde havde Deirdre undgået at give et forkert svar, men i stedet givet tankespillet tilbage til Sean. Men hvad mere var, havde hun stadig ikke svaret på om det gik hende godt. Det kunne der vel være flere årsager til. Såsom at det enten ikke gik godt, eller at det gik godt og hun bare drillede Sean tilbage ved intet at sige.
I princippet betød det heller ikke så meget...Andet end Sean ville være sikker på at have hendes loyalitet. Spioner blev til tider...Samvittighedsfulde. Så ideologien hos fjenden, blev forelsket, manipuleret til at skifte side. Jo mere han kendte Deidre og omvendt, jo bedre. Men det var selve hovedet på sømmet, var det ikke? En spion var udlært til at holde sit personlige liv i snor.
"Hvis alt går godt...Kan det være du snart bliver sendt ud på din første opgave. Hvordan lyder det ikke?" spørgsmålet var retorisk, i hvert fald fra Seans side. Han tvivlede på nogen ville være kede af at blive sendt på en opgave.
"Men før vi når så langt vil jeg gerne vide hvad dine grænser er. Jeg tror vi kortvarigt berørte emnet sidst, men det kan jo have ændret sig. Hvor meget kan jeg kræve eller håbe på du kan efterkomme, hvis jeg endelig sender dig ud i marken?" Han tog en tår af sin the, før han så på Deirdre igen med et tilpas nysgerrigt blik og afventende udtryk.

Deirdre havde absolut intet imod legen de legede. Selvom det som regel var sjovere når hun havde flere trumfkort at spille. Men det var en del af udfordringen og noget i hende havde altid godt kunne lide at være den mindst usandsynlige til at vinde. Det betød tit folk undervurderede en og det var en farlig fejl. Dog ikke en hun regnede med Sean ville lave.

Hans svar fik hende til at smile og hun sendte ham et kækt lille blink med øjet. ” Ja lidt har jeg da lært. ” noget i Seans holdning virkede dog eftertænktsomt og det fik hende til at lægge hovedet på skrå imens hun betragtede ham. Når han sad der kunne man godt se ligheden imellem…
Hans spørgsmål overraskede hende lidt. Hun havde sat sine forventninger efter ikke at skulle ud i marken lige foreløbig. ” det ville vel være fint nok ” Der var ingen grund til at vise sin ivrighed - desuden var intet jo sikkert. Det ville ligne hendes held at han bare dinglede med guleroden men ikke gav hende den.
Deirdre så tænksom ud. Hvad var hun villig til? ” Alt andet end børn. ” sagde hun til sidst. Det kunne og skulle forstås på flere måder. 1. hun skulle på ingen måde passe dem for at få information og 2. hun ville ikke dræbe dem. Særligt ikke hvis det var gadebørn der ikke havde nogle til at passe på sig. Adlens unger kunne hun egentlig være ligeglad med. ” hvad håber du da på jeg kan efterkomme? ” det var ligeså godt at vide hvad ens arbejdsgiver håbede som at de vidste hvor man selv trak grænsen.

Ikke noget med børn. En naturlig grænse, især for kvinder. Ikke en grænse han selv ejede. Hvor mange børn havde han ikke dræbt? Han havde endda taget livet af sit eget kød og blod for at opnå det mest magtfulde han kunne på det tidspunkt. At blive archdemon. Hvad havde drengen heddet? Dylan? Dean? Damon? Han huskede det ikke. Og det på trods af barnet i sig selv var skåret skarpt ind i hans egen hukommelse. Fortrød han det? Nej. Gjorde det ondt alligevel? Ja. Men det var ikke noget han nogensinde havde indrømmet over for moderen.
Hvad mere var, der måtte være noget i hans gener der sikrede han kun fik drenge. Der var aldrig dukket en kvinde op.
Det betød ikke noget. Hverken nu eller senere. I stedet nikkede han svagt, men uden at afsløre noget.
"Så drab er du ikke ked af? Drab eller at stjæle fra folk, uanset hvad eller hvem de er, hvis det er hvad jeg ønsker?" bemærkede han roligt.
"Hvad hvis jeg bad dig forføre en, til det punkt hvor der ville være gennemført samleje? Og hvad hvis det..." Han så på hende igen, med et lys i sine øjne der kunne være svært at fortolke. Måske et legende lys, som om dette netop blot var en leg for ham.
"...havde noget med Daron at gøre? Ville du kunne klare det?" foreslog han uskyldigt.

Deirdre betragtede ham uanfægtet imens han talte. Nej hvorfor skulle hun have skrupler med at dræbe eller stjæle. Det var jo hverdag og det kunne jo blive set som en tjeneste. Så slap de for den modbydelige tilværelse deres liv måtte være, hvis nogle ønskede dem døde. ” som udgangspunkt nej. Men nu er jeg jo af en… Følelsesslået race, jeg skal ikke kunne benægte at der måske kan komme følelser i klemme.. ” Hans næste spørgsmål efterlod hende en smule paf. Hun havde aldrig set sig selv som typen der forførte sig til ting. ” jeg må ærligt indrømme at jeg ikke er sikker på at det er der mine talenter ligger ” sagde hun med et skuldertræk der med et blev til en stivnen da han nævnte Daron. Så slappede hun af i skuldrene og fugtede sine læber. ” nu? Nej. Jeg vil ikke mene jeg har evnerne til at forføre Daron. Giv mig en lærer og så måske. Hvad angår mine moralske skrupler døde de den dag jeg opdagede han var i live og havde efterladt mig til en skæbne værre end døden. Så ja, på det punkt ville jeg. ” i hvert fald så længe de ikke havde talt ud. Han var jo stadig for vigtig til at tale med hende.
Hun lagde hovedet let på skrå. ” hvorfor interessen? ” hun var i tvivl om hun ville lege med på hans lege for lyset i hans øjne kunne man sikkert nemt brænde sig på.

Det svage smil voksede en anelse. Han satte koppen fra sig, før han gned sine hænder over sine egne lår et øjeblik. Så rejste han sig op. For at være ærlig, var det næsten en pine at sidde så stille. Han havde været hårdt ramt af nogle voldsomme sår og trods de næsten var healet, følte han sig mere end klar til at bevæge sig noget mere. Han kunne bare ikke gøre for meget uden at Dannika ville opdage det og skælde ham ud. En tanke der fik smilet til at vokse endnu en anelse, før det gled tilbage i sig selv. Han stillede sig bag sofaen, hans hænder hvilede mod den bløde ryg.
"Det var ikke så meget om du ville forføre Daron, som om du ville kunne klare en mission der indeholdt ham" bemærkede han roligt. Han var tilfreds med svarene. Det gjorde ikke noget at hun ikke kunne forføre, selv om det ville være en praktisk evne. Og det var sandt hun ville føle noget undervejs. Alt han kunne gøre, var at prøve og lære hende at styre dem.
Hans blik gled over til hende igen.
"Min interesse lå I hvad du selv mener du er villig til at gøre. Det gør det nemmere at finde passende missioner. Ville den første fejl ikke være jeg sendte dig på en opgave, der ville udfordre dine principper og personlighed? Jeg er ikke interesseret i at se dig forlade mig, førend jeg har opnået et eller andet" bemærkede han roligt. Hvorfor lyve? Hun var hans ansat. De snakkede om hendes job. Selv hvis hun tog det personligt, hvad så?
"Vil du lære noget om forførelse?" spurgte han nysgerrigt.