You say that you dont love her... //Jacob//

Han rettede hovedet op igen.
"Gjorde jeg?" sagde han med et skævt smil og løftede øjenbryn. "Nårh, det var sikkert bare fordi jeg grinte skal du se," Han løftede på skuldrene. "Når man ligger sit hoved på en persons bryst, vil man da kunne mærke at de ryster en smule når de griner?" Han grinte kærligt og kiggede bare ned hvor hun havde slået, ikke at det gjorde ondt, det var vel bare en ren reaktion. Han kiggede op på hende igen. "Jeg lover at der intet er galt,"

Nille sukkede... Hun var så sikker på at der var noget galt! Hun ville rejste sig op, men hun lå meget godt... Hun lukkede øjnene.
"Hvorfor føles det som om der er noget du ikke fortæller mig?" Spurgte hun, og åbnede så øjnene.

"Jamen, det er der ikke?" sagde han overbevisende. "Er det fordi du søger efter min mening om drengen og faren?" Han smilte en smule skævt. Der var ikke noget galt med ham, han kunne ikke rigtig forstå hvad hun mente med det.. "Den mpd du da godt få, jeg blev glad da jeg så dem.. De gør mig på en måde altid glad når jeg ser en forældre behandle sit barn godt," Han kiggede kærligt ned på hende, for at se om det var det hun fiskede efter..

Det nu hun endelig søgte efter var om han ville have et barn... Ikke at hun ville, men hun var da nysgerrig. Hun grinede lidt over det han sagde. Ja... Det var nu meget dejligt at se det.
"Det er skam dejligt." Mumlede hun, og lukkede øjnene. "Men det jeg nu endelig fisket efter var om du ville have et.."

Han kiggede ned på hende med et overrasket blik.. Det havde han egentlig aldrig tænkt over.. Ville han have et barn? Et afkom.. En der ville få de DNA ligesom ham? Det var et godt spørgsmål.. Havde han været en voksen mand og ikke en 100 år gammel dæmon, der lignede en sytten årig, ville han helt sikkert sige ja.. Han kunne godt lide tanken om at have en søn..
"Tjoh," svarede han og kløede sig i nakken. "Både og, jeg ville gerne, men så kommer jeg i tanke om at jeg aldrig bliver ældre,"

Rigtig nok... Han ville ikke blive ældre... Og det fik Nille til at bide sig i underlæben... Nu var det jo ikke engang sikkert at de blev sammen forevigt... Chancen var meget lille... Men et eller andet sted ville hun gerne leve evigt... Hun frygtede nemlig døden...
"Dit barn vil sikkert også blive dæmon... Leve evigt." Hun smilede skævt, og opmuntrende.

Ville barnet også leve evigt? Det kunne sagtens passe, men det var jo ikke sikkert om det stoppede med at vokse når det blev sytten som ham selv.. Det kunne sagtens vokse til at blive 20 eller måske 30, også ville Jacob have det underligt med at kalde det for sit barn..
Han smilte til hende på en varm og kærlig måde.
"Det kommer vel også an på hvem moren er,"

Nille rømmede sig lidt, og så op på ham med uskyldige øjne.
"Men hvis nu moderen blev dæmon selv...?" Hun lagde hovedet på hans mave i stedet så hun bedre kunne se hans reaktion.

Han lænede sig tilbage..
Hvis moren selv var en dæmon, var der ingen tvivl om at barnet ville blive en dæmon.. Selvfølgelig var der også forskellige former for dæmoner, så hvis det var et barn af to forskellige, kunne den kun ende med at blive en af dem..
"Så er det helt sikkert at det bliver en dæmon," svarede han.. Han virkede ikke til at være nervøs eller noget over denne snak, han havde det som om at det var noget helt normalt at snakke om..

//Hov vent har han hættetrøje på?! o.o//

Nille havde jo overvejet om hun skulle finde en måde at blive dæmon på... Selvom det med at dræbe for at få mad... Eller den måde Sean nu gjorde det på... Plus at hun sikkert ville ændre sig... Eller måske, hun vidste det jo ikke.
"Hvis du ville have et barn, hvem skulle så være moren?" Spurgte hun... Hun var skam ganske nysgerrig.

//Ja //

Hvis moren var en dæmon... Han havde en fornemmelse på at der lå mere bag dette spørgsmål, end bare som sådan.. Ville hun forvandle sig om til en dæmons for hans skyld? Det overraskede ham lidt at han fik denne tanke, hvad nu hvis der ikke lå mere bag dette spørgsmål. Det kunne jo være at hun bare spurgte pga. af nysgerrighed?
"Hvem moren skulle være?" sagde han og lavede en tænke ansigt. "Hmm, det var et godt spørgsmål, vel den person jeg elsker," Han lavede et lille puf til hende, for at hentyde til at det var hende.. Det var alligevel svært at svare på, lige nu så han helst at det var Nille, men den skide fremtid var jo ikke til at regne ud.

//Ok ^^//

Nille rødmede en anelse af hans svar, og trak dynen op over hende således den også var lidt af ham. Selvfølgelig... Men nu var det bare sådan at hun var 17, og ikke 32... Men i hendes familie fik man børn tidligt, og det var... Desværre en familieting... En vane hos dem.
"Jo flere dage der går, jo ældre bliver jeg..." Mumlede hun pludselig, og var en anelse usikker på om han kunne høre hende... Så derfor fortsatte hun. "... Måske skulle jeg bare søge efter en måde at blive dæmon på..." Mumlede hun så.

Hun blev genert..
Det var vel forståeligt.. Han kunne selv mærke at han havde lyst til at rødme, men han skubbede det væk, eftersom han hadede at rødme.. Det var underligt og man fik det varmt..
Han hørte hvert et ord hun sagde, så som en hurtig reaktion kravlede han under dynen for at kigge hende i øjnene.
"Er du sikker?" spurgte han, med en anelse forvirring i sin stemme, men han prøvede at lyde så rolig som muligt. "Jeg har ikke noget imod hvis du ikke vil, det er jo en stor beslutning,"

Nille så overrasket på ham da han pludselig var under dynen med hende. Hun vidste ikke helt hvad han mente... Det med at blive dæmon, eller barnet?
"Hvis du mener med barnet, så er jeg en anelse usikker... Hvis du mener med dæmon... Er jeg også usikker." Hun sukkede.

Han rødmede en smule, men kun da hun troede at han mente barnet.. Det var nu det med at hun ville være en dæmon han mente.. Ikke at det andet ikke også var en stor beslutning, men.. Årgh.. Nu var hans hoved også begyndt at tænke over det.. Han rystede tanken ud af hovedet og kløede sig i nakken.
"Jeg mente det med at være en dæmon," sagde han og smilte skævt. "Du har stadig masser af tid til at tænke over det,"

Nille bed sig i underlæben, og så ned i madrassen... Hun lå dog på siden så hun kunne se på ham hvis hun havde lyst.
"Nej jeg har ej, Jacob." Sagde hun. "Hver dag der går... Bliver jeg ældre." Hun vendte ryggen til ham...

Han løftede på hovedet, så dynen blev løftet en smule og en enkelt solstråle listede sig ind til dem.. Han smilte til hende, lyset fik ham til at ligne en isskulptur..
"Du er da stadig kun sytten," sagde han opmundrende. "Det gør vel ikke noget at du bliver 18 eller 19? Så har du stadig to år til at beslutte dig for det?" Han lod hende vende ryggen til ham, hvis hun ville se ham, måtte hun vende sig om.. Han lagde sig helt ned igen, så lyset ikke længere kunne bryde ind.. "Jeg har intet imod hvis du er en smule ældre end jeg,"

Hun sukkede... Hun måtte nok hellere fortælle ham det... Hun vendte sig om mod ham igen da han havde snakket færdigt.
"Min mormor fik min mor tidligt... Nok da hun var 19 år, og min mor fik mig da hun var 18 år... Og jeg bliver nok snart 18... Det lægger til vores familie at få børn tidligt... Men da jeg bare ved at mit barn vil få den samme evne som mig hvis jeg overhovedet tillod en mand nærme sig mig sådan... Så besluttede jeg mig for ikke at få et barn. Men nu tvivler jeg jo så." Hun sukkede igen. "MEn det har jeg, Jacob."

Nu fik hun ham til at rødme.. Det at hun fortalte at hun tvivlede på om hun nu ville have et barn, så han som at hun godt kunne tænke sig at få et barn med ham.. Eller var det ham som så det forkert.. Jacob var selv meget i tvivl, han blev jo aldrig ældre, så ville det med et barn være en god ide? Ville han overhovedet gå som en far?
"Tvivler? Du behøver ikke at få et barn for min skyld," sagde han stille. "Jeg er selv ret meget i tvivl," Hans stemme var lav og forsigtig. "Hvorfor vil du have noget imod at være ældre end mig?"

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre... Hun var jo i tvivl. Hun vidste ikke om hun ønskede et barn, men hvis han gjorde ville hun holde ham i kort snor indtil hun følte sig parat.
"Det skal også være for min skyld, Jacob... Ikke kun din." Hun smilede skævt. "Fordi det vil kunne ses på mig."

"Selvfølgelig skal det også være for din skyld," sagde han og smilte varmt. "Men, jeg indrømmer gerne at jeg ikke tror at jeg er parat," han rødmede en smule.. "Det er jo trods alt et stort ansvar og jeg ved ikke om jeg vil kunne håndtere det, en klan er også et ansvar, men jeg tror på en måde at et barn er et større ansvar," han grinte kærligt, men stoppede hurtigt igen og kiggede på hende med rolige øjne. "Du bestemmer selv, men jeg vil ikke presse dig til at blive dæmon,"

Nille kiggede ned på madrassen igen.
"Jeg er heller ikke klar." Hviskende hun. Hun grinede... En klan et stort ansvar? Ha! Han skulle bare vide!
"Det har du nok ret i." Hun blev ved med at grine men stoppede så.
"Jeg ved ikke rigtig... Måske vil jeg."

Det lettede at hun grinte, det fjernede det alvorlige som var som en tung regnsky over deres hoveder, men så snart en af dem grinte forsvandt regnskyen og blev erstattet med solskin..
"Jeg vil ikke presse dig til at nlive dæmon," sagde han med et smil og fjernede med en hurtig bevægelse dynen igen.. Som en glad hundehvalp satte han sig op og kiggede ned på hende, med de krystalblå øjnes tegn på at han var glad og rolig.. "Du skal gør hvad dit hjerte siger,"

Nille sukkede da dynen forsvandt, og solen skinnede på hende. Hun lukkede øjnene, og skærmede sig ved at holde den ene hånd oppe, så den skyggede for øjnene. Hun åbnede øjnene.
"Mit hjerte... Mit hjerte siger den er en organ, og derfor kan den ikke sige mig noget." Sagde hun drillende, og tog fast i en pude. Hun slog den ud efter hans ansigt, men ikke sådan at det ville gøre ondt, bare drillende.

Puden ramte ham blidt, hvilket bare fik et smil frem på læberne. Selvfølgelig kunne hjertet ikke tale, det vidste han udmærket godt, men det med at lytte til sit hjerte var noget han havde hørt andre sige.. Det skulle vist betyde at man skulle lytte til sig selv, finde ud af hvad der ville være bedst for en..
"Hvor er du morsom," grinte han og fjernede puden, lod den ligge på hans lår. "Jeg ved udmærket godt at det er et organ dit fjollehoved,"