You say that you dont love her... //Jacob//

Han rødmede stadig..
Han kiggede kort ned i jorden.. Pokker tag at det suk lige pludselig skulle komme, hvad nu hvis hun fandt det underligt eller noget i den stil? Han kiggede op på hende igen, med det samme nervøse blik.. Hvorfor gjorde hun ham så nervøs? Det var en underlig følelse, det var ikke en som han ville have ret ofte i hvert fald, men heldigvis havde han kun vist den frem for Nille..
"Undskyld," mumlede han stille..

Undskyld? For hvad dog? Hun rykkede sig hen til ham uden at det gjorde ondt, og lagde hovedet på hans skulder.
"Undskyld for hvad? At du kyssede mig? Det var nu mig der sørgede for det blev et kys på læberne." Sagde hun drillende, og smilede skævt.

Han smilte, da hun rykkede tættere på ham og det der fik smilet frem var at han kunne se at det ikke gjorde ondt på hende..
"Nej," sagde han og grinte kort men kærligt. "Snarer det at jeg øhm.. sukkede mod dine læber eller hvad skulle man kalde det," Han smilte skævt og kløede sig i nakken.. Han vidste jo ikke om Nille fandt det forkert..

Hun kyssede ham på halsen mens han snakkede, og kiggede så op på ham.
"Det er der intet galt i... Det betyder jeg blot at du nyder at kysse mig hvilket jeg synes er rigtig godt." Hun grinede, og lukkede øjnene. Hun elskede virkelig at være hos ham, og snakke med ham...

Det at hun kyssede hans hals imens han snakkede, gav ham bare kuldegysninger helt ind til kroppen.. Det var behageligt, han fik næsten lyst til at lukke øjne og bare lade sig drømme væk, da han kom i tanke om at han faktisk var igang med at snakke med hende..
"Det har du vel ret i," sagde han efterlugt af et kærligt grin. Han lænede sit hoved imod hendes, da hun lagde sit på hans skuldre.. Udenfor var der blevet mørkt.. Solen var forlængst forsvundet..

Nille lukkede øjnene da han lagde sit hoved imod hendes, og var dog stadig en smule træt... Men hun ville ikke sove... Bare lukke øjnene... Pludselig gav hun et skrig fra sig, og var hurtigt oppe at stå, men krummede sig sammen af smerte. Men hun var ligeglad... Hun måtte hen til The Forest! Hun havde helt glemt Jacob, og så godt hun kunne løb hun ud af kroen, og hen imod The Forest. "Nej nej nej..." Mumlede hun hele vejen derhen, og da hun nåede derhen... Kiggede hun rundt, og lagde hovedet bagud så hun så op i nattesorte himmel. En sort plet blokerede noget af månen, og fløj nedad. BlackStar landede ved hendes side, og hun svang sig op. Han travede(for ikke at det skulle gøre ondt på Nille) hen til et træ længere inde i skoven. Nille svang sig ned, og så... Sin mormors lig. Hun skreg op, og havde hænderne mod hendes mund. Tårerne røg ned af hendes kinder... Mormoren havde en kniv i brystet, og dermed i hjertet... Nille løb hen til hende, og satte sig på hug ved mormoren. Hun trak kniven ud, og skreg stadigvæk.

//DRAMA! C: //

//Selvfølgelig :3//

Jacob for op, da hun pludselig skreg af smerte.. Han kiggede forvirret på hende..
"Nille hvad er.." Han blev afbrudt da hun pludselig løb ud af døren.
Så hurtigt han kunne løb han med hende, forbi alle de stirrende blikke folk sendte dem.. Et par enkle piger blev væltet på vejen, men der var ikke tid til at stoppe op og sige undskyld.. Han måtte følge med hende..
Da han kom til skoven kunne han ikke længere se hende, men han kunne hører lyden af et par hestehove som klingede imod den hårde skovbund..
han fulgte lyden af dem og løb videre igennem skoven, han håbede sådan at det var Blackstar han kunne høre.. Han var bekymret for Nille.. Hvad var der dog sket?..
Et sæt i ham fik ham til at stoppe med at løbe.. nilles skrig og synet af et lig.. Og ikke et hvilket som helst lig.. Det var en ældre kvinde og Jacob kunne regne ud at det måtte være hendes mormor..
Han sank en klump og gik forsigtigt hen til hende, satte sig ned ved siden af hende..

Nej, nej, nej! Hun kunne ikke fatte det... Hvorfor? Hvem? Hvornår? Mormorens sorte hår var indsmurt i blod... Samt hendes tøj. Da Jacob satte sig ved siden af hende begyndte hun at klamre sig til ham, og havde lukket øjne. Hun ville ikke se på liget! Det var.. For hårdt. Hun græd, og græd... Hvorfor ...

//Kort svar, sorry :/ //

//I orden //

Han kunne ikke tro det.. Hun var død.. Den kvinde Nille elskede så højt var død.. Forsvundet.. Jacob ville ellers gerne have mødt hende, fortalt hende at han var forelsket i hendes barnebarn.. Men, sådan skulle det ikke gå.. Hvis man drømte om et kliche agtig liv, ville det som regelt aldrig ske..
Han knugede Nille ind til sig, lod hende ikke se det.. Det var for grusomt for hende.. Han gled hånden ned over hendes hoved med beroligende bevægelser..

Nille rystede, hun var bange... Bange for hvad der var sket, hvorfor de havde gjort det, for det var tydeligt at hun var blevet myrdet! Og hvad nu hvis... Nej, det ville hun ikke tænke på! Hvem havde gjort det? Hvorfor? Hun turde faktisk ikke at tænke på det.
Hun holdte fast i Jacob, det hjalp lidt at han var der...

Jacob blev ved med at knuge hende ind til sig... Han var som forstenede.. Han vidste ikke hvad han skulle gøre.. At miste en man elskede var ikke noget som han selv havde oplevet.. Og det var bestemt ikke noget han havde lyst til at prøve..
Han kiggede ned på mormoren med et trist blik.. Nille var grædefærdig.. Han forstod hende godt, selvom han ikke havde prøvet det, kunne han godt regne ud med hvor ondt det ville gøre..
Forsigtigt hjalp han nille op at stå og hviskede forsigtigt i hendes øre..
"Skal jeg lave en mindeværdig begravelse til hende?"

Begravelse... Det var det sidste Nille ville gøre... Lige nu ville hun bare gemme sig, og græde ned i sin pude. Men det skulle ikke være ved kirken hun skulle begraves... Det havde mormoren aldrig ønsket sig. De var begge vilde med skoven, og dens liv, og derfor havde mormoren ønsket at blive begravet nær huset...
"Ja.. Men... Kan du gøre det nær huset...?"

Han nikkede.
"Det kan du tro," hviskede han og gav hende et sidste klem inden han gik hen for at løfte mormoren op.. Da han sagde begravelse havde han ikke ment med en kirke, hvor alle klædte sig i sort og puttede den døde i en kiste.. Nej.. Han ville begrave hende på en meget harmonisk måde, eller det syndes han selv på en måde det var..
Han løftede mormoren hen mod deres hus, fandt et sted hvor skovbunden var blød, her lagde han mormoren forsigtigt ned. Han pustede ud og placerede hænderne foran sig.. Langsomt dannede der sig en smuk is kuppel over hende.. Intet rovdyr eller insekt vil kunne komme ind til hende, der var intet som kunne røre hende..
Han gik et skridt hen mod hende og formede en is blomst som han lagde på toppen.. Han kiggede over på nille..

Nille blev lettet over at han i det hele taget gad det, og ville gøre det tæt på huset. Hun fulgte efter ham, og satte sig lidt væk. Hun sad, og kiggede på. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, eller sige... Tårerne røg stadig ned af hendes kinder. Hun så bare fremad... Men alligevel så hun ikke noget.

Det gjorde ondt på ham at se hende sådan.. Det klædte hende ikke at græde, hun skulle smile og være den nysgerrige, kærlige nille som han elskede.. Ikke at han ikke elskede hende når hun græd, han hadede bare at se hende græde..
Han gik hen til hende og satte sig ved siden af hende, lagde en arm om hende og kyssede hendes pande..
Derefter kiggede han hen på mormoren.. Med en forsigtigt svingende bevægelse fra hånden, fremtryllede han sne over mormorens iskubbel.. Langsomt blev naturen omkring hende til et vintereventyrland..

Nille tørrede kinderne af i sine hænder, og prøvede at få styr på sig selv. Hun så på Jacob da han gik hen til hende, og lagde sit hoved på hans brystkasse da han satte sig ved siden af hende. Hun lukkede øjnene. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre...

Det så smukt ud...
Ikke for at lyde for selvglad, men det var smukt og så så fredyldt ud.. Det var sådan et sted de fleste ville tage hen, bare for at nyde den smukke natur omkring dem.. Sneen dalede ned fra himlen, landede så smukt på mormorens iskubbel..
Han trak nille ind i et kram..
Hun behøvede ikke at sige noget.. Han forstod hendes stilhed..

Hun ville egentlig bare væk... Væk, og gemme sig fra det hele. Hun havde brug for at være alene... Ikke fordi at hun ikke brød sig om Jacobs selskab, men hun ville tænke tingene igenmen.
"Undskyld Jacob... Men jeg må gå." Hendes stemme var fuld af sorg, og længsel. Hun kyssede ham hurtigt på kæben inden hun rejste sig. Hun skiftede form, og løb væk.

//Out, ja undskyld men kunne ikke rigtig se hvad Nille ellers ville gøre. //

//helt i orden //

Han kiggede efter hende imens hun løb.. Han forstod hende.. Hun havde brug for tid alene.. Det havde været for stor en mundfuld for hende, så han ville lade hende løbe, lade hende tænke og være sig selv.. Han håbede bare at hun vidste at hun altid kunne komme til ham.. Han var der altid..
Han kiggede kort hen på mormoren, inden han rejste sig og gik hen til hende.
"Hvil i fred," sagde han medfølende..
Han løb ind i skoven og forsvandt mellem de snedækkede træer..

//out//

//Nyt emne? C: //

//ja da :3//

//Du laver //

//Selvfølgelig Har du et ønsket sted? Eller en plot ide XD//

//Yay! C: Nej, og nej xD//

//Okay, så må jeg bare trække noget op ad lommen XD//