What have I done? - Ancalagon - xx

Tid - Ud på aften
Sted - Gaden i Doomsville Angerforge District
Vejr - Rimlig skyfrit og varmt.
Omgivelser - Få mennesker
Påklædning - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Lynie havde trukket sin hætte godt om ørene og kiggede ned i jorden.
Hun havde set et par enkelte plakater med hende. Der var dusør på hende. Hun havde ikke lige lyst til at nogle skulle kunne genkende hende og så have lyst til at få udbetalt den dusør.
Det var en forbrydelse hun havde lavet da hun havde boet på gaden, uden rigtig mange penge på hånden, hun havde haft brug for mad og drikke, men hun havde slet ikke råd til det.
Men hun havde så set en frugtvogn med en masse friske frugter, den stod for sig selv, ejeren var nok lige ude og lave noget.
Men i den tid havde Lynie været oppe og stjæle en masse forskellig slags frugter, hun nåede dog ikke væk med alle sammen, for ejeren var kommet tilbage og hun havde kommet til at smide halvdelen af frugterene fordi hun havde været bange.
Men ejeren havde set hendes ansigt, og havde selvfølgelig valgt at sætte en dusør på hende.

Hun sukkede tungt, hun turde ikke at se på de mennesker der gik mod hende. Hun var virkelig bange for at de måske ville kunne genkende hende.
Hun gemte sig virkelig godt indenunder sin hætte, man kunne kun lige se hende hår og intet andet. Intet af hendes ansigt var synligt, heldigvis.
Hendes blege hud ville være alt for genkendelig. For ikke at tale om hendes smalle ansigt.
Hvorfor var hun overhovedet gået ud?
Ja, hun var på vej hjem fra arbejde, selvstændigt arbejde som designer.
Hun havde et par enkelte reserveret kunder som gav hende mange penge for at lave deres kjoler og tøj, det gav hende råd til at leve i det hus hun gjorde, og købe det mad hun havde brug for, det var et liv hun havde drømt om et par år, og endelig havde hun fået det, men... så selvfølgelig var der den dusør som var igang med at ødelægge det hele.
Hun skyndte sig nu bare afsted, for at komme hurtigt hjem og der var ikke lang vej til.
Hvergang der kom en genvej som en gyde el. tog hun den bare for at slippe for mængden af mennesker og risikoen for at blive set.

Ancalagon havde i noget tid haft brug for nogle penge, han skulle jo kunne drikke mjød når han kom til kroer, overlevelse var ham lige meget, for det klarede han helt fint og havde ingen problemer med, men mjød var lidt et problem nu da han ikke havde sin grotte med tønder med mjød. For noget tid siden havde han set en dusør på en eller anden tøs som åbenbart havde været naughty en gang da dusøren blev sat op, hvilket han så som nemme penge og havde taget kontrakten. Efter et godt stykke tids søgen, ledte det ham til denne by, Doomsville så det ud som og gik ellers bare igang med at lede. Efter det meste af dagens søgning, satte han sig ned på en halvstor sten, da en af hans ravne pludselig kom flyvende hen til ham og landede på hans arm og skrappede og gav tegn på at han skulle følge efter den, hvilket han gjorde.
Ancalagons anden ravn var stadig rundt og lede efter dens bytte, nemlig dusøren på pigen og fandt en mørk skikkelse med kappe omkring sig. Den landede et stykke ned af gyden, hun gik på, oppe på et tag og skrappede til hende mens den baskede med vingerne og lettede så og flugte hende lidt oppe fra luften, hvorefter at den dykkede og landede på en kasse et stykke længere fremme hvor hun gik og skrappede igen samt baskede med vingerne en smule og fulgte hende med øjne og lettede så igen indtil at gyden gik ud til en større vej i byen. Ravnen lettede igen og landede på et hustag og skrappede.
Ancalagons anden ravn landede nu på vejen foran Lynie, hvor den første ravn også landede og de skrappede til hinanden, nappede lidt til hinanden og kiggede direkte op på Lynie uden at slippe blikket, dog var de klar på at lette, hvis Lynie prøvede på at gøre dem noget.
Ancalagon kom til synes ud af gyden Lynie var komme ud af og stod lænede op af hjørnet af kanten på vægen med krydset arme.
En af ravne lettet hoppede med små skridt og kiggede på Ancalagon og tilbage på pigen som de var foran. Den lettede pludselig og fik fat på pigens hætte og fik den af hende og føj hen til Ancalagons skulder og landede på den.
Ancalagon kiggede på dusørplakaten og tilbage på pigen, håret mindede lidt om hans dusør, men han kunne ikke se pigens ansigt. Den anden ravn lettede også og landede på Ancalagons anden skulder og skrappede mod Lynie.

Med et kiggede Lynie op da hun hørte noget af en dyrelyd oppe fra, det var en ravn der sad på et tag og åbenbart ville have hendes opmærksomhed på en eller anden måde, hvorfor vidste hun ikke lige. Hun sukkede og rystede på hovedet. "Dumme ravn" sagde hun for sig selv og gik så bare videre.
Hun ignorerede bare ravnen da den blev ved, det var som om den faktisk ville hende noget, hun vidste ikke helt hvad hun skulle stille op med denne ravn, den var mærkelig og irriterende og ikke en hun ville have med at gøre.
Hun fik sig lidt af et chok da ravnen landede på en kasse lidt længere fremme i gyden, hun valgte at ignorere den igen, hun fandt det dog en anelse mærkeligt nu, hvordan den bare fulgte efter hende, det gjorde hende lidt angst faktisk, hun vidste ikke helt hvorfor, men der var bare noget uhyggeligt ved det, som om det var dårlig varsel.
Hun kiggede endnu engang ned i jorden da hun kom ud af gyden, hun ville ikke have at nogen risikerede at genekende hende.
Hun fik sig endnu et chok, da en anden ravn landede foran hendes føder og ikke efter længe kom den første ravn og satte sig ved den anden, hvor de begyndte at... skændes... hun vidste det ikke lige, men det så ud til at de nappede til hinanden...
Hun kiggede nysgerrigt men bange på ravnene, da de kiggede direkte på hende, det var altså ikke normalt sådan noget.
Lynie havde ikke i starten lagt mærke til manden bagved hende.
Hun kiggede ned på ravnen som hoppede lidt rundt, hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre i denne situation, de fleste ville nok skræmme dem væk, men det havde Lynie ikke helt tænkt over.
Hun gav et hvin fra sig, da ravnen lettede og fløj over hende og trak hendes hætte ned.
Hun fulgte ravnen og vende sig om og så en mand stå ved gyden hun var gået i lige før.
Hun vende hurtigt ansigtet mod jorden, så han ikke ville kunne se det, han virkede for mistænkelig til at hun ville vise ham sit ansigt.
"Hvad vil du?" spurgte hun rystende men også irriteret.
Det måtte være hans ravne siden de begge var på hver sin skulder af hans.

Da pigen kiggede over på ham, kiggede ham på dusørkontakten, billedet af pigen på papiret lignede denne her pige ret så meget. Ancalagon gik nu hen foran pigen og kiggede ned på hende, hun var en del lavere, men igen hun var meget ung, sedlen sagde omkring de 20 år, hvilket pigen her også så ud til at være. Han satte sig på hug foran Lynie og hævede dusørkontrakten op foran hende, "du sku' vel kende den her tøs?" Spurgte han hende meget direkte, han prøvede hverken at virke som en gentleman eller rar over for pigebarnet, som sikkert var godt nervøs.
Hans ravne skrappede løs mens de kiggede fra sedlen til Lynie, som om de også prøvede at finde ud af om det var den rigtige person. Ancalagon havde en pelskappe på og under, havde han noget skindtøj med en ringbrynje bygget ind i den for bedre beskyttelse uden at skulle have meget tung rustning på. Han bar nogle slidte vandre støvler og et bælte med en metalring som sad i siden af bælte, hvor hans ethånds økse hvilede i, klar til at blive trukket op. Bag på hans bælte lå en dolk i sin skede, som sad fast til bæltet vandret. Hans orange-rødlige øjne hvilede på pigen og rejste sig så op. Han begyndte at gå rundt om hende, som om han var ved at lave en inspektion af pigen indtil han stod foran hinanden igen. De var stortset de eneste tilbage på gaden hvor Ancalagon og Lynie befandt sig, en enkel gang gik der en patrolje på 2 vagter forbi dem et godt stykke fra dem, måske en enkel eller to som lige skulle skynde sig hjem til aftensmad.
Hans ene ravne skrappede til hinanden, hvilket man næsten skulle tro at de vidste hvem hun var og grinte over at hun var opdaget.

Hun kunne ikke lade vær med at kigge på ham, da han ligesom satte sig på hug foran hende og dusørplakaten hun før havde set, blev vist for hende. Hun sukkede tungt og kiggede væk. Hun ville ikke kendes ved den plakat, hun valgte at forholde sig tavs, hun ville ikke udtale sig om den plakat overhovedet.
Hun skulede til ravne og hvæsede af dem som de stod der og skrabbede til hinanden, irriterende ravne.
Lynie blev endnu mere nervøs da manden begyndte at gå rundt om hende, hun følte sig truet, som hun stod der og kiggede ned i jorden, virkede lille og sårbar i forhold til ham, han havde helt klart opdaget hende og havde ikke tænkt sig at lade hende gå, hun forstod ham skam, pengene for sådan noget let var fristende.
Men mon hun kunne overtale ham til at lade hende være.
Hun tænkte sig lidt om, hvad hun kunne tilbyde ham, hun vidste det ikke helt selv faktisk.
Hun kiggede op på manden pludseligt og kiggede lidt bedende på ham. "Ikke indløs dusøren jeg beder dig, jeg vil gøre... alt" sagde hun. Hun sank en klump
Hun vidste virkelig ikke om hun skulle havde sagt alt, hun kom sikkert til at fortryde det, det kunne kun være værst for hende selv at hun sagde det, men nu havde hun altså sagt det og der var ingen vej tilbage. Uheldigvis. Hun måtte bare håbe på at han ikke ville vælge noget af det værste han kunne komme i tanke om, ellers måtte hun prøve at arbejde sig ud af det.
Hun vende hurtigt blikket ned igen og hendes øjne fokuserede lidt på et specielt punkt i jorden, mens hun håbede på at han ville tage imod hende tilbud, eller om hun skulle til løbe fra ham.

Ancalagon vidste udmærket godt at hun ikke havde lyst til at blive trukket tilbage, det var de færeste som rent faktisk havde lyst til at blive fanget af en dusørjæger.
Han smilede til hende og rejste sig op og krysede sine arme, "Du vil gøre alt siger du?" Spurgte han med lidt håneri og satte sig ned på hug igen foran hende og førte tommelfingeren og pegefingeren til hendes hage. Han hævede hendes ansigt op så de fik øjenkontakt og så Lynie kunne se Ancalagon lige ind i hans orange-rødlige krypdyrs øjne og gav hendes et kort smørret grin. "Du er da nok gavmild tøs, hvis det er sandt, så ku' du vel ik' fortælle mig den hurtigeste vej tilbage til byen din dusør blev sat op?" Spurgte han, stadig med et smørret smil. Han kunne altid vælge sex eller noget andet give ham noget andet han nu lige havde lyst til, men han tænkte at det at bringe denne tøs tilbage, kunne blive en sjov katten efter musen, hvis hun nu slap fri og prøvede at flugte.
"Lad os lave en deal, you fortæller mig den hurtigeste vej tilbage til byen din dusør blev sat op og så lover jeg at jeg nok ska' bringe dig så hurtigt som muligt tilbage til byen" sagde han og uden at advare hende, var hun oppe over hans skulder og så var han ellers på vej ud af den her by. Den ene ravn som havde siddet på den ene skulder som Lynie lå over, brokkede sig lidt til Lynie over at hun tog dens plads, så den landede på hendes røv og hakkede lidt i hendes kappe så der kom et lille hul i den, som hævn for at hun snuppede dens plads. Som om det havde været hendes valg.
Ancalagon fortsatte og kom hurtigt ud af byen og var nu ud på den åbne landevej, på vej væk fra Doomsville og mod den by som dusøren vil have hende afleveret til.

Hun nikkede da han spurgte om hun ville gøre alt, det ville hun virkelig, alt for at han ikke tog hende tilbage og fik indløst den dusør, hun kunne endda give ham de penge som han havde brug for, hvis det var det altså, eller måske var han sådan en fyr som ikke havde lyst til at få hjælp af en pige. Hun sukkede tungt.
Da han satte sig på hug og løftede hendes hovedet lidt, var hun lige ved at protestere, men lod så vær. Hun kiggede ham direkte i hans øjne, det var ikke nogen øjne hun havde set før hos andre folk, de var ret unikke.
Hun gjorde store øjne da det lød som om han ikke havde i tankerne om at hjælpe hende. "Alt andet end det, jeg kan give dig penge hvis det er" sagde hun og kiggede bedende på ham.
Hun kiggede forvirret på ham, hvordan ville han få hende tilbage til byen, efter han havde indkaseret dusøren, ville han få hende ud fængslet på en måde eller.
Hun nåede ikke at tænke særlig meget over det, før hun blev kastet over hans skulder.
Hun gav et overrasket hvin fra sig og begyndte at slå på ham. "Sæt mig ned, jeg fortæller dig ikke noget som helst!" skreg og hun fægtede med arme og ben.
Hun sukkede tungt og lod sig falde til ro lidt.
Hun så på ravnen som landede på hendes mås og begyndte at nappe i hendes kappe. "Hey, lad vær med det!" råbte hun af den. Det var dog til ingen verdens nytte, for den havde allerde lavet hul. "ugh, dumme ravn" mumlede hun og kiggede på manden.

De var allerede godt ude på landevejen og Ancalagon bag stadig Lynie over skulderen mens ravnen som havde hakket hul i hendes kappe stadig sad på hendes røv og havde det fornøjligt, hvilket den anden ravn lagde mærke til, så den ville også oppe og sidde på hendes røv da de så kom højere oppe, dog som brødre og søstre, gik de igang med at skændes om hvem der skulle have den gode plads og skrappede af hinanden mens de baskede med vingerne. Folk som passerede Ancalagon og Lynie, turde ikke gøre noget for at hjælpe Lynie eller stoppe Ancalagon, da han så noget så farlig ud for dem.
Det var ved at blive nat og Ancalagon gik ind i en mindre skov så ved tæt ved landevejen, så han kunne lave noget lejer, så de kunne overnatte til næsten morgen.
Da Ancalagon satte Lynie ned ved et træt, begyndte han at binde hendes hænder til en stamme og kiggede ned på hende. Enorm smuk tøs, det måtte han give hende, dog var der så mange smukke tøser og kvinder i verden, så hun så ikke ud af noget særligt.
Bare et menneske som havde en dusør på sig. "Hugin, Munin hold øje med tøsen mens jeg finder noget at starte et bål" fortalte han dem og en af dem landede foran hende, dog langt nok fra hende, så hun ikke kunne røre den, mens den anden fløj op i en græn, lige over hende. Beggede kiggede på hende og lavede små skrappede lyde mod hende, kunne næsten lyde som en smule hån over at hun var bundet.
Det tog ikke så lang tid igen at finde nogle græne rundt omkring og vendte så tilbage til stedet hvor han havde bundet Lynie fast. Han var relativ hurtig til at få et bål op og køre og satte sig til rette og sad ellers så bare og kiggede ind i bålet med sin pelskappe omkring sig. Han hverken kiggede hen på Lynie eller sagde noget til hende, desuden som holdt hans ravne øje med hende. Dog havde han bygget bålet tæt nok på, så Lynie også vil få dens varme.

Lynie vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre, efter års træning og hun havde stadigvæk ikke gjort noget. Han var nu også alt for stærkt til at hun ville kunne kæmpe imod, hun ville ikke have en chance, hun kunne lige så godt opgive med det samme... Det var dog ikke helt sådan hun var, men hun så ikke rigtig en anden udvej lige nu, hun sparkede og slog ham, men det så ikke ud til at det rørte ham det mindste.
Hun sukkede tungt, hun ville give ham hvad som helst, hun ville bare ikke i fængsel.
Hun var faldet lidt til ro igen og begyndte at kigge sig omkring, de var i en skov nu, det så ud til at de skulle sove der, siden det var ved at blive mørkt.
Hun sukkede da han satte hende ned, hun kiggede op på sine hænder som han bandt fast til træet, det var virkelig ydmygende for hende.
Hun kiggede på ravnene, hugin og munin, hvem mon var hvem, hun havde ikke rigtig lyst til at spørger, og det kunne egentlig også bare være lige meget.
Hun kiggede efter manden som han gik og begyndte at finde noget til det bål han ville lave. Imens prøvede hun på at vride sig ud af det reb hun var bundet af, hun prøvede virkelig desperat, hun ville virkelig gerne ud, men lyden af de to dumme ravne gjorde virkelig at hun ikke kunne koncentrer sig særlig godt.
Hendes øjne fokuserede på manden da han var kommet tilbage, han kiggede dog ikke på hende, men begyndte bare at tænde bålet.
Det var dejligt at han havde sat det lidt tæt på hende, så hun kunne få noget varme derfra, ellers havde det nok været koldt resten af natten.
Skulle hun egentlig sove op af et træ... hun kiggede hen på manden igen.
"Jeg... skal vel ikke sove sådan her vel?" spurgte hun nysgerrigt og nervøst.
"Vil du ikke nok binde mig op, jeg lover ikke at flygte..." hun kunne ikke helt holde det med at flygte, men hun ville prøve at for at blive bundet op.
Hun kiggede bedende på ham.

Hugin og Munin skrappede lidt til hinanden og fløj så væk for at finde noget at spise, hver kom ret hurtigt tilbage med en mus i deres næb. Da de landede på jorden, kunne man høre små piv fra de to mus som ravene havde fanget og ravnene slap dem endda fri, hvilket fik musene til at flugte så langt væk fra ravnene som muligt, men uden held. Ikke lang tid efter kom ravne tilbage med de to mus igen, og sådan fortsatte de legen indtil de blev trætte af det og massererede musene med deres skarpe klør og næb. Først hakkede de øjne ud på musene, så de ikke kunne se, derefter flænsede de dem levene op og begyndte at spise af de halv levende mus, Hugin prøvede endda at stjælde noget af Munins fangst og gik kom op og skændes, igen med udspredte vinger og godt med skrapperi over for hinanden, dog uden at gøre hinanden noget, det var en magt kamp de havde som brødre havde. Ancalagon ignorerede Lynie da hun spurgte ham om noget men vendte så hovedet og kiggede på tøsen med sine orange-rødlige krypdyrs øjne, "hvor ellers?" svarede han en smule kæphøjt og rejste sig op og satte sig på hug foran hende. "Tror du jeg falder for sådan et trick?" Spurgte han med et hævet øjenbryn og kiggede på hende, eller mere gav hende et elevator blik, som om han tjekkede ud hvem det var han bar rundt på. Fysisk var hun smuk og med en lækker krop, en kønt ansigt, dog utrolig svag.. then again, hun var nu et menneske, de var ret svage imodsætning til stortset alle andre racer i verden. Han rejste sig op igen uden at sige et ord mere og satte sig tilbage på sin egen plad ved bålet og lagde sig så ned for at få noget søvn. Dog inden han faldt i søvn, beordrede han ravnene til at holde øje med tøsen, hvilket de også gjorde, men efter noget tid, begyndte Hugin og Munin at kede sig lidt, så de begyndte at drille Lynie for lidt tid, ved at sidde på grenen og lod små nødder lande et par gange på hendes hoved, hvilket de fik nogle grin af, som nu hørtes mere som skrappen, men det var tydeligt at de havde det sjovt. Da det blev kedeligt, begyndte den ene halvt at falde i søvn mens den anden stadig sad og kiggede ned på Lynie, dog ikke nær så konstant som da Ancalagon var våben.

Lynie kiggede efter ravnene som fløj væk, og de var væk i noget kort tid, det nød Lynie virkelig meget, hun var ved at få nok af de dumme ravne.
Hun himlede med øjne da de kom tilbage, men de var ikke alene, hver af dem havde en mus med sig og de gav sig til at lege med dem.
Lynie kunne ikke holde ud at kigge, hun kiggede væk med et lille piv da hun hørte de stakkels mus.
Hun var ikke så glad for at se på sådan noget.
Da de begyndte at skrappe af hinanden kiggede hun over på manden.
Hun sukkede af hans korte bemærkning, hvor ellers, det var virkelig flabet.
"Tsk" kom det fra hende og hun rystede hovedet.
Hendes øjne fulgte ham da han kom hen til hende, hun kiggede virkelig med de mest bedende øjne hun havde, men sukkede da han ikke lige købte den.
Hun følte sig lidt utilpas som han kiggede på hende men valgte så bare at kigge ned i jorden da han rejste sig og gik fra hende igen.
Hun så dog lidt hen på ham da han havde lagt sig og blev en anelse misundelig som han lå der, mens hun havde ravne som selvskab, det var virkelig ikke noget der huede og hende og til sidst fik hun altså nok. Af dem som irriterede hende, smed nødder i hendes hoved, hvad var det dog for nogle ravne.
"Stop så!" råbte hun af dem højt.
Hun kiggede hen på manden. "Kan du ikke bare binde mig fast til dig så jeg kan ligge ned... det ville gøre det så meget nemmere?!" sagde hun højt og begyndte at vride sig desperat.

Ancalagon sukkede lavt for sig selv da tøsen brokkede sig, dog rejste han sig op fra hvor han lå og gav Lynie it irriteret blik, "brokker du dig altid så meget?" spurgte han irriteret men rejste sig op og og satte sig på hug foran hende. "Gi' mig en god grund til at gøre det" svarede han og sad lige foran Lynie med sin varme store pelskappe omkring sig. Ravnene var faldet halvt i søvn og sagde ikke en lyd, de var nærmest usynlig i mørket, begrund af deres kulsorte fjerpragt.
Vinden tog godt til sig og det begyndte at blive en smule kølligt hvor Lynie og Ancalagon befandt sig, selv med varmen fra bålet, da det ikke var helt tæt op af ilden.
Vinden rørte ikke Ancalagon da han bar noget varmt tøj og havde en pelskappe om sig, men vinden kunne sagens gribe godt om dem som ikke havde tøj på til en kold nattevind. Det var utroligt hvor sårbar denne tøs var overfor Ancalagon, han kunne let som ingen ting tage sin økse og slå hende ihjel eller bare skære halsen over på tøsen og fortælle en løgn til folkene som ville have hende i live, selvfølgelig slog han hende ikke ihjel, da det enten ville give ham sindsyg meget mindre i dusør, eller også så vil de slet ikke betale ham og så vil det bare ende i blodbad og han vil ende med en dusør på sit hoved, nej det kunne han ikke lige orke lige nu.
Mens han sad og tænkte lidt for sig selv foran Lynie, kom han tilbage igen og kiggede hende ind i øjne, der var noget vildt og farligt ved hans øjne, som om de gemte på noget inde bag hans øjne, som om det var et dyr der så tilbage på Lynie.

Hun smilede lidt skævt og trak på skulderne. "Jeg har ingen at brokke mig til, så det kan jeg ikke udtale mig om, det må du selv tage stilling til" sagde hun og kiggede undrende på ham da han kom hen til hende igen og satte sig på hug. "altså jeg ved ikke lige om det er en grund som virkelig ville betyde noget for dig, men jeg får ikke sovet op af et træ, det kan jeg ikke" sagde hun og trak på skulderne endnu engang.
Hun kiggede lidt omkring sig, ravnene var faldet til ro nu, men nu var vinden begyndt at tage til. Hun vidste ikke lige om hun havde nok tøj på til det, hun kunne ikke engang få sin kappe rigtigt omkring fordi hendes hænder var bundet.
Hun kiggede roligt på ham og sukkede tungt. "Gider du at pakke mig ind i min kappe, jeg begynder at fryse" bedte hun pænt om, for ikke at gøre ham sur så han måske ikke ville gøre det.
Hun vidste ikke rigtig hvor hun skulle placere ham her, han virkede meget neutral, snakkede ikke meget, holde det på minimalt, men alligevel var der noget ved ham, noget frygtindgydende farligt for hende... Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle tænke om ham, eller hvad hun kunne forvente af ham.
"Vil du ikke nok binde mig op, og så bare gør som jeg forslog, bind mig til dig, så flygter jeg ikke." bedte hun ham og vred sine hænder lidt så rebet begyndte at stramme lidt mere end før, det var som om hun var gjorde værre for hver gang hun prøvede at vride sig løs.
Det var nyttes løst, hvis han ikke ville gøre noget, ville hun ikke kunne gøre noget.
Hun ventede bare på at han tog en beslutning.

Ancalagon sad og tænkte lidt over det hun sagde og gav hende så et smørret smil, "mine ravne vil alligevel kunne holde øje med dig" svarede han og bandt hende så fri fra træet og bandt den anden ende af hendes reb om hans hånd led så hun ikke kunne flygte. Han trak hende med hen til sin soveplads og lagde sig ned og trak tøsen ned til sig og svang sine store varme pelskappe omkring hende så hun ikke ville frysse i hvad nu havde udviklede sig til en ret kold vind som rev i træerne og buskene samt hvem der nu endte havde turde sig udenfor, uden ordentlig tøj. Ikke nok med at bålet varmede godt igennem, så varmede Ancalagons nærmest omfavn også. Vinden rørte hende på intet tidspunkt, fordi at Ancalagons kappe var så stor, til forskel til Lynies højde, at det føltes som at sove med en dyne om sig i et varmt værelse, dog lå hun helt op af Ancalagon, da han selv skulle varme sig.
Ancalagon faldt i søvn efter en times tid med lukket øjne og vågnede inden solen stod og rejste sig, så Lynie ville rulle ud i den køllige morgen. Bålet var allerede gået ud og Ancalagon stod oprejst og strakte sig mens han så rundt, en tynd tåge havde lagt sig over skoven, men han kendte heldigvis vejen ud af skoven igen.
Han så ned på Lynie og gav hende et dask med sin slidte vandre støvle i hendes bag, "rejst dig tøs, vi ska' videre" fortalte han hende med en lidt ligeglad stemme og hev i snorren, så hun mærkede at hun ikke havde tid til en skønhedssøvn.
Ancalagons to ravne havde allerede fange noget morgenmad og resterne af endnu to mus, lå ved det udgået bål og stortset spise op. Ancalagon var sulten og gættede på at de ville komme til en mindre by eller en landsby måske med en kro hvor man kunne få noget at spise.. og drikke til billige penge.

Hun sukkede tungt og lettet da han begyndte at binde hende op fra træet, men hun blev så straks bundet til ham, så hun ikke kunne komme nogle veje. Mon hun kunne få ham overtalt til at lade vær med at udlevere hende, som hun fik ham overtalt til dette, det kunne hun bruge dagen på imorgen måske, ellers måtte hun prøve at flygte, måske skære rebet over med en sten hun kunne finde et sted. Hun vidste det ikke.
Hun gik bare med ham over til hans sovested og lagde sig ned da han gjorde.
Hun smilede da hun fik en noget af en stor pelskappe om sig, det var nu sødt af ham alligevel, han kunne jo egentlig bare havde ladet hende ligge for sig selv uden noget.
Hun kiggede lidt studerende på ham, hun vende ryggen til ham for så at rykke lidt tættere på ham, så hun havde ryggen mod hans bryst. Lynie faldt hurtigt i søvn med et tilfredst smil på læben og et lille tak før hun faldt helt i søvn.
Hun vågnede dog med et spjæt, da han sagde noget til hende. Hun kiggede op på ham og ned lidt sine øjne selvom det var svært bundet.
Hun rejste sig lidt langsomt op, men hun havde bare ikke særlig god balance når hun lige vågnede.
Hun kiggede på ham og mumlede svagt. "godmorgen" og kiggede så ellers bare ned i jorden.
Inden hun havde lagt sig helt til ro, havde hun fundet nogle forskellige sten som hun havde gemt i sin lille pose, hun ville prøve at bruge dem senere, hvis der var tid til det.

Ancalagon skulle til at trække hende op og stå, da hun automatisk kom op. Han begyndte så bare at gå og trak i snoren så Lynie fik et ryk som tegn på at hun skulle lette måsen og begynde at gå. Hans ravne landede på hans skuldre og begyndte at skrappe til hinanden og kiggede derefter på Lynie. De begyndte at skiftes til at holde øje med hende, nogle gange drillede de hende endda ved at flyve over hendes hoved, lige så de strøj hendes hår, da hun ikke kunne bevæge sine hænder specielt meget rundt foran sig, da Ancalagon holdt snoren halv kort mens han gik. Ravnene begyndte at kede sig lidt, så de gik på jagt og forsvandt i noget tid, man kunne nogle gange se dem i horizonten, dykke efter små dyr til at jage.
Efter et par timers gågang, ankom de til deres første landby som endda også havde en lille kro til at få noget at spise og drikke. Folk de gloede godt og grundigt da de så denne unge helt utrolige smukke pige blive bundet om håndledet og trukket af sted af denne vilde barbar, som om hun var et trækæsel. Ancalagon bemærkede dem ikke nogle af landsby folkene, indtil at der pludselig stod en ung voksen mand foran Ancalagon, hvilket fik ham til at stoppe bragt op foran Lynie. "Hvad har de dog gang i? Vil de SÅ slippe denne uskyldige pige fri fra dette onde greb!" commenderede han bestemt. Han var iklæd nogle fine glæder, sikkert søn af en eller anden lord eller rigmand i landsbyen, han så ud til at være i samme aldersgrændse som Lynie. Ancalagon hævede bare øjenbrynet af denne irritation, det var tydeligt at han var betaget af Lynies skønhed, eller nok mere blindet af hendes ydre skønhed og opførte sig som gentleman der skulle til at udfordre Ancalagon til en duel om Lynies frihed. "Kuensami daufi" kom det fra Ancalagon på et fremmet sprog og skubbede den unge mand væk med sådan en kraft at han landede med røv før i jorden. Ancalagon fortsatte mod kroen og gik indenfor og trak Lynie med sig ind nærmest kommenderede hende til at sætte sig inderst ved et dobbelt bord som stod op af en væg, så hun sad op af væggen og inderst på bænken og med Ancalagon som sad yderst. På den måde kunne han sikre sig at hun ikke prøvede på noget.
Da en krovært kom ned til dem, bestilte Ancalagon noget mjød og lidt brød samt noget kød, kroværten kiggede så over på Lynie og tilbage til Ancalgon, "Skal jeg hente noget til din datter også?" spurgte han helt uskyldigt, ingen andelse om at Lynie var bundet og Ancalagon var hendes 'guide' tilbage til folkene som ville have hende i live. Ancalagon kiggede op på kroværten med et hævet øjenbryn, hvilket fik kroværten til at bakke bagud med hænderne oppe som overgivelse og forlod bordet for at hente maden og mjødet.

Hun sukkede lidt af snoren om hendes håndled og begyndte så at gå da han trak i hende. Det irriterede hende lidt de ryk hun fik, hun følte sig som en hund, et dyr som blev trukket rundt med og det kunne hun bestemt ikke lide.
Hun så på ravne som sad på hans skulder denne gang og ikke på hendes mås, det havde hun også været godt træt af.
De holde helt klart øje med hende, så der var ingen mulighed for hende at gøre noget med det sten hun havde samlet.
Et højt suk kom fra hende da ravne begyndte at drille hende igen, hun kiggede hen på manden. "Kan du ikke få dem til at holde op, de irritere mig" bad hun og kiggede op på dem.
De fløj dog væk til sidst, hvad de gjorde gad hun slet ikke at tænke på.
Hun kiggede bare ned i jorden, hun følte sig nedtrykt, det var slet ike særlig rart at være bundet til en stor mand som vil have en i fængsel fordi han havde brug for penge.
Da de kom ud af skoven begyndte hun at kigge sig omkring på de forskellige mennesker, de kiggede meget på dem, nok mest på rebet der var mellem de to.
Lynie så sig ikke helt for bankede direkte op i manden da han stoppede foran hende, fordi en anden mand havde stoppet dem, ville han være hendes ridder i hvid armour.
kort efter dog blev han sendt på røven væk fra dem af en eller anden magisk remse manden havde. Det var nu okay sejt, men der røg nok hendes sidste chance for at komme væk.
Da de kom til en kro, gjorde hun ikke andet end det han ville have hende til, hun satte sig inderst ved bordet og han satte sig yderst så hun ikke kunne komme ud.
Hun tog langsomt sine hænder under bordet og prøvede at vride sig lidt ud af dem, ellers måtte hun få ham distraherert så hun kunne bruge nogle af det mange sten hun havde fået samlet.
imens han var igang med at bestille tog hun roligt et skarb sten frem og efter lidt til med desperat men let bevægelse gik de op.
Hun kiggede ned på hendes hænder, de var frie nu!!!
Nu var det bare.... hvordan skulle hun komme ud.
Hun kiggede op på manden.

Ancalagon havde ikke bemærket at hans fange havde sluppet fri fra rebet om hendes håndled for mjødet og maden var kommet, så han gik igang med at spise og drikke mjødet og konsentrerede sig om sin mad. Kros dør gik op og den samme unge herre som havde prøvet at redde Lynie, trampede nu hen til Ancalagons bord land plantet sine hånd på bordet. "Hvor vover du at rører mig, jeg er søn af en af de mest magtfulde handelsmænd i denne omegn og jeg udfordra dig til duel om denne skønjomfrues frihed!" udfordrede han Ancalagon som bare ignorerede fyren og spise videre, hvilket gjorde fyren ret sur over at blive ignorerede. Da Ancalagon skulle til at tag sit krus, slog den unge fyr kruset ud over bordet, "hvor vover du at ignorere mi.." skulle han til at sige fornærmet, men Ancalagons knytnæve sad lige mellem øjne på den unge mand, så fløj hen over et bord, som fik det til at vælte omkuld. Da den unge mands kammerater han havde taget med ind, så at deres ven var blevet slået omkuld, gik de på ham og lige pludselig havde kroen udviklet sig til en stor kro-slagsmål blandt folk med Ancalagon i midten, indtil at kom i tanke om at han tilbage og sikre at tøsen ikke var skredet. Dog gav det lidt problemer, for at skulle til at kæmpe sig gennem mængden af folk, for nogle flere mænd var kommet ind da de hørte larmen og enten sluttede sig til eller prøvede at stoppe slagsmålet og enten alligevel med at uddele slag til andre.
Ancalagons ravne holdt sig udenfor, da de ikke skule nyde noget af flyvende stole eller glad, de var nu meget glad for livet, så valgte bare at vente på deres ejere og hans fange, som altid var så sjov at drille i lidt tid.

Hun var glad for at han ikke lige havde opdaget med det samme at hun altså var sluppet fri.
Det gav hende virkelig en stor chance til at se om hun kunne komme væk fra ham og måske undgå at komme i fængsel, for denne gang.
Hun kiggede dog hurtigt op da ham fra tidligere pludseligt brasede ind gennem kro døren og kom hen til dem, han var stadig interesseret i at få hende fri, om det var til hans egen fornøjelse eller om han virkelig ville have hende fri, det vidste hun jo ikke helt, og det kom hun nok heller ikke til at vide, for manden hun sad sammen med var noget stærkere en den anden, som hun så det i hvert fald.
Som der begyndte at bryde en slåskamp ud, som manden der havde taget hende til fange stod i midten af, valgte hun langsomt at tage væk derfra.
Hun rejste sig fra bordet og løb hurtigt ud af en bagdør der førte direkte til en gyde, hvor der lugtede ulækkert af skrald. Hun skulle dog ikke være der længe jo.
Hun skyndte sig væk der fra, trak hætten over sig og løb alt hvad hun kunne væk derfra.
Hun måtte dog stoppe efter lidt tid og trække vejret lidt, hun var trods alt kun menneske.
Hun kiggede bag sig, der så ikke ud til at der nogen efter hende lige nu, så hun tog tiden til at orientere sig om hvor hun var, hun var lang vej hjemme fra, hun skulle igennem skoven igen.
Efter lidt tid valgte hun at sprinte mod skoven i gemme sig derinde.
Hun vidste at manden nok ville komme og lede efter hende og hun ville være parat.
Hun gemte sig et godt stod hvor der var dækket med træer så ravne umuligt ville kunne se hende oven fra.
Hun gemte sig bag et tykt træ med en tyk kæp, klar til at slå ham hvis han altså overhovedet skulle komme forbi hende, det var jo ikke sikkert.

Ancalagon havde set hende forsvinde ud af en bag udgang, men da han var kommet ud i den stinkende baggyde, var hun ikke til at se, så han kom ud på hovedvejen i landsbyen og fik kaldt på sin ravne, dog kun en kom, da den anden havde fulgte Lynie tilbage til skoven. Det tog ikke lang tid for Ancalagon at finde tøsens fodspor i jorden da jorden var nem at træde i og hun havde jo ligesom også ret travlt for at slippe væk fra ham.
Hendes spor førte ind til nogle tykke træer, hvilket han stoppede op ved inden han kom for tæt på. Han trak sin et håndsøkse fra sit bælte og begyndte så at gå mellem træerne mens han kaldte på hende da han tydelig kunne lugte hende, takket være hans fine dragelugtesans og det at han kom nemmere. "Gør det ikke svære end det allerede er for dig tøs, vi tager hen til dem som sat dusøren på dig og så kan jeg forsikre dig om at du ikke kommer til at se mig igen" forklarede han og gik nu ind i mellem de mange tykke træstammer og fulgte hendes søde dufte. Et smørret smil formede sig da der stod en træstamme mellem ham og Lynies, så i stedet for at gå for hende, blev han helt stille og sagde intet. Hans ravne fløj rundt højt oppe i lufte og skrappede mens de holdt øjne med Lynie og hvor hun kom ud.
Pludselig røg der en hånd mellem hendes ben og en hånd om hendes hals, som var de kommet fra mørket selv og pludselig var hun ude i lyset igen og ravne var lige på pletten og skrappede løs, da de så at det var deres ejer som havde sin hånd mellem Lynies ben og en hånd om hendes hals. Han slap hende så hun landede på jorden foran ham.
"Troede du virkelig du kunne slippe væk tøs?" Spurgte han med et smørret smil, dog med et hævet øjenbryn, han var nysgerrig på hvad hun havde tænkt sig at gøre nu, dog holdt han rebet op i sin hånd så hun kunne se det, men stadig intet om det, da han bare gav hentydning til at 'kom nu, lad mig nu binde dine håndled så vi kan komme videre'.

Det gav et sæt i hende da hun hørte hans stemme, det havde han været noget så hurtig om syntes hun, alt for hurtig.
Hun fnøs af det han sagde, hun ville ikke se ham igen, nej selvfølgelig ikke, for han ville ikke være i fængsel lige som hende. Hun ville altså ikke i fængsel sådan var det, om hun så skulle sidde og bede til ham i 48 timer for ikke at komme i fængsel, så gjorde hun det, hun var igang med at stifte et så godt liv og så kom han og gav hende sit gamle liv tilbage, det var bare ikke lige det hun havde regnet med.
Det var lige pludselig så stille men med et kom der et skreg fra hende, da en hånd lagde sig mellem hendes ben og om hendes hals. Hun begyndte at kæmpe imod, smed den store kæp på ham og hvad hun ellers kunne finde på.
Hun gav en klagende lyd fra sig da han smed hende og kiggede så op på ham, han havde allerede rebet i hånden, han ville ikke være ufokuseret på hende mere, det var ude med hende.
Hendes øjne begyndte at blive lidt våde ved tanken og hun kiggede ned, men kiggede så hurtigt op på ham igen.
"Vil du ikke nok lade vær med at bringe mig derhen, jeg har ikke lyst til at komme i fængsel. Jeg har penge som jeg kan gi, jeg har meget som jeg kan gi, vil du ikke nok bare lade vær med at tage mig derhen?" spurgte hun bedende og sad på knæ foran ham med tryglende øjne, der kiggede direkte op i hans dyriske ligne øjne.

Ancalagon gik hen imod hende indtil de stod lige over for hinanden, uden at miste øjenkontakten, satte han sig på hug foran hende og et varmt smil formede sig på hendes læber mens han hørte en hånd op til hendes kind og førte noget hår bag hendes øre. Han øjne nærmest gav hende et varmt og roligt blik og hans placerede sine hænder på hendes håndled og bandt så hendes håndled sammen igen, dog denne gang så bandt han et reb omkring hendes mave som sad sammen med den knude som hun havde om sit håndled, så hun slet ikke kunne bevæge hendes arme. Han rejste sig op og begyndte at gå ud af skoven med Lynie lige bag sig, denne gang havde hun ikke lige så lang snor at gå bag ham.
De kom hurtigt ud af skoven og på rette vej. De kom igennem byen igen, kroen havde stadig slagsmål, så folk havde ikke tid til at blive forarvet over at denne smukke pige var bundet og trukket af sted af en vild barbar. Hugin og Munin fløj over dem indtil Hugin landede på Ancalagons skulder og kiggede på Lynie igen, Munin landede på hendes hoved og skrappede fornøjligt, hvilket fik den anden også til at skrappe.
Munin fløj fra Lynies hoved og over på Ancalagons anden skulder og kiggede ligeud, hvilket den anden også gjorde. De lod Lynie egentlig være for noget tid og fløj deres vej nogle gange, sikkert for at finde noget at spise mens Ancalagon trak Lynie gennem landskaber og nogle landsbyer. Nogle få af dem gik de uden om, da der var vagt patruljer og de havde det med at ville have penge for at man kunne transportere 'last' gennem deres landsbyer og Ancalagon havde hverken tålmodigheden eller pengene til det, så de havde taget en omvej omkring. Da det var ved at blive mørkt og de havde en by i nærheden, valgte Ancalagon bare at stoppe op ved en stor kampesten og satte sig ned.
"Vi holder for i nat" fortalte han hende og bandt den anden ende af snoren om hans håndled og satte sig til rette. Hvad Lynie ville gøre, om hun ville stå op, sidde ned eller ligge ned, var op til hende selv, hun skulle bare ikke stikke af eller prøve at komme fri, for så skulle han bare til at fange hende igen.
Ancalagon sad med ryggen op af kampestenen, lagt armene over kors og sad bare og kiggede ud i intetheden, da der kom en del ulvehyl den retning, hvilket betød at der måske ville være fare.

Hun troede i starten at hun havde nået ind til ham, som han satte sig på hug foran hende og smilede til hende, hun havde slet ikke set ham smile den tid de havde været sammen. Hun kiggede lidt på hans hånd som kørte fra hendes kind til at stryge et hår bag hendes øre.
Hendes blik blev dog hurtigt ked af det og hendes øjne løb over da han bandt rebene om hendes håndled igen og så om hendes liv. Hun kiggede ned i jorden og snøftede lidt.
Hun gik roligt med og protesterede ikke meget, hun vidste ikke hvad hun nu skulle gøre, hun kunne ikke gøre så meget andet, hendes chance for at komme væk fra spildt og han ville ikke forhandle med hende på nogen måde.
Imens de gik lagde Lynie slet ikke mærke til ravne, ikke engang da den ene som sad på hendes hovede, hun lukkede dem ude og kiggede bare ned i jorden mens hun roligt gik efter ham.
Hun kom til at gå ind i manden igen da han stoppede, hun havde ikke set det da hun ikke var fokuseret. Hun mumlede kort et undskyld og kiggede ned på ham da han satte sig.
Hun nikkede og satte sig ved siden af ham, hun kiggede kort på ham, men kiggede så ned igen.
Igen var der tavshed og hun kunne ikke lide det, hun kunne høre ulvehylene og kiggede lidt uroligt på ham.
"Øhmm hvad hvis de kommer tættere i løbet af natten* spurgte hun og kiggede rundt omkring sig.
Hun så lidt ned igen og tænkte lidt at hun ikke engang vidste hans navn, det var måske heller ikke nødvendigt... for ham, men for hende var det lidt. "Hvad hedder du, om jeg må spørger" spurgte hun kiggede op på ham.

Ancalagon kiggede på den triste Lynie, rørte ham ikke specielt, hun var ikke hans datter og bare en fremmet teenage tøs. "Hvis de angriber os, slår jeg dem ihjel" svarede han kort og simpelt til hende, dog lød hylet mere en varulve end almindelige ulve, da hylet var anderledes. Han så på hende med et hævet øjenbryn og så så væk igen, mod retningen af hylet, som lød en gang i mellem i nattens vind. "Ancalagon" svarede han uden at se på hende, han så ingen skade i at ikke kunne fortælle sit navn, desuden kunne ikke gøre ham noget.
Hans ravne havde været væk i noget tid og kom pludselig tilbage, skrappende noget så meget ned til dem og pludselig lød der et gigantisk brøl og det var kun fordi at Ancalagon havde hevet i rebet, fået Lynie til at næsten flyve ind i hans favn, at hun havde undgået en varulv som sprang ud fra mørket lige imod hende. Dog begrund af at Lynie nu lå i Ancalagons favn, skete der hende intet. Ancalagon rejste sig op og trak sin ethånds økse og dolk og gik foran Lynie, da varulven ville havde hende, hun var et nemt bytte for den, da hun var bundet og ikke kunne bruge armene.
Pludselig kom endnu en til venstre af dem, gående langsomt mod Ancalagon og Lynie som nu var bag ham. "Hva' end der sker, så hold dig til mig, hvis du løber, fanger de dig og slår dig ihjel" forklarede han hende en smule koldt og lige i det at han blev færdig med at forklare, sprang varulven til højre mod Ancalagon i et højlydt brøl, blev snidtet af Ancalagons dolk mens han rykkede sig til siden med Lynie bag sig. Den anden sprang også Ancalagon sprang lige imod den så de faldt ned sammen og låd og brydet lidt, men Ancalagon fik den af sig ved at give den et dybt cut, som fik den til at trække sig lidt tilbage og samle sig på ny.
"Spring op på min ryg, gør det nu!" commendere han hende, da det ville være nemmere hvis hun holdt fast om ham, så han ikke hele tiden skulle holde øjne med hende. Når alt kommer til alt, så skulle han jo bringe hende i live tilbage for at få sine penge.

Hun gjorde en grimasse da han sagde at han ville dræbe dem, hvis de kom for tæt på, hun vidste ikke hvad hun skulle synes op det, hun var ike glad for at dræbe, men de ville sandsynligvis dræbe dem hvis de ikke gjorde modstand. Hun valgte ikke at sige noget tid det anden end et lavt hm.
Hun kiggede på ham da han fortalte hende hans navn, Ancalagon, hm spøjst men sejt navn, ikke noget hun havde hørt før.
"Jeg hedder Lynie" sagde hun lavt, det var ikke rigtig hendes navn, hun hed Carolyn, men det var det folk kaldte hende, eller havde kaldt hende kunne hun huske.
Der kom et skrig fra hende da hun hørte et brøl, hun kunne dog føle noget hårdt mod sig, men stadig blødt, hun kiggede til sin overraskelse på Ancalagon som havde hende i hans favn. Hun smilede svagt og klamrede sig lidt ind til ham da hun så varulven der var kommet ud af det blå.
Hun holde sig tæt ind til ham da hun var bag ham, hun skulle ikke nyde noget af de varulve, der var nu to af dem, det fik hende til at ryste lidt.
Hun nikkede til det han sagde, selvom hun vidste at han ikke kunne se det, der var et eller andet over ham som han stod foran hende og beskyttede hende, men hun vidste at det ikke helt var for hendes skyld, det var nok for hans egenskyld.
Hun lukkede øjne og holde sine arme foran sig da varulve begyndte at springe på Ancalagon for at komme til hende.
Hun åbnede langsomt øjne da Ancalagon bad hende om at springe på hans ryg, hun gjorde med det samme hvad han sagde uden at tøve, hun turde ikke at løbe nu, han havde sagt at de ville løbe efter hende højtsandsynlig og ville helt klart indhente hende og slå hende ihjel.
Hun sprang op på hans ryg og holdte sig godt ind til ham. Man ville kunne mærke hvordan hun rystede mens hun holde sig ind til ham.
Hun lagde sit hoved ved hans hals og kiggede sig lidt rundt for at se om der kom flere. "Kan du høre flere?" hviskede hun lige ved hans øre.