Just another bleeding body? (Vanagandr)

S: Doomsville, den fattige del af byen
O: Huse, gader, folk...Alt det normale.
T: Tidlig aften
V: Koldt og blæsende.

@Vánagandr

Med hurtige skridt prøvede han at skynde sig. Det var allerede blevet mørkt. Det var endnu tidlig efterår, men det kunne lige så godt være vinter, hvis han spurgte August. Vejret var koldt og det evindelige uvejr var ikke forsvundet endnu. Folk var begyndt at blive syge, og visse steder kunne man allerede mærke manglen på mad. August havde et lager derhjemme, så han klarede sig for nu. I stedet havde han været travlt optaget af at forberede sin nye praktik. En del af de forberedelser gik med at tage ud til skoven og hente urter - og det var sådan en tur han kom fra. Lidt udmattet efter at have rejst en del af dagen. Og nu blev det tilmed mørkt...Med hans held, ville en vampyr eller andet snart overfalde ham. Det var sket før. Og ville sikkert ske igen.
Med et tungt åndedræt greb han hårdt fat i remmen på hans skuldertaske. Den var fuld af urter og hans bøger om urter. Foruden en flaske vand og andre fornødenheder. Han var iklædt nogle slidte støvler, et par brune bukser og en mørk trøje. En kappe hang om hans skuldre. Det brune krøllende hår sad i alle retninger og en skygge af skægstubber prydede hans kæbelinje.
Støvlerne var våde og mudrede - men på en eller anden måde havde han endnu tørre fødder. Lige nu holdt det tørt, men vinden fik det til at føles koldt. Skyerne dækkede for det meste naturlige lys...Undtagen når der opstod et hul imellem dem, der lod de sidste stråler fra solen give et indirekte lys.

Han koncentrerede sig om at undgå vandpytterne og de glatte pytter af mudder. Der var ikke mange folk på gaden. Hvorfor skulle de være herude i kulden, hvis de havde et hjem? August havde selv et hjem, som han prøvede at skynde sig hjem til. Men i det voksende mørke, når han samtidig kiggede mere på om han trådte i en vandpyt end hvor han gik, gik der ikke lang tid før han havde forladt sin vej og endt i en af byens mange gyder.
Da det endelig gik op for ham, strammede han grebet om remmen med begge hænder. De brune øjne gled rundt i mørket. Han var virkelig uheldig. Han så sig tilbage...Hvilken vej skulle han igen? Han trak vejret dybt. Okay, August. Gå ikke i panik. Et panisk menneske var et let bytte. Han vendte sig om og gik tilbage, i håb om han hurtigt ville finde en af de store veje igen.

Vána havde været iført en mørk kappe med hætte, hans sorte halstørklæde omkring munden for at skjule sit ansigt fra næsen og ned over sin mund og hage. Hans påklædning var en let armerede rustning omkring torsoen og under den en ringbrynje, som havde en garbason ind under for at modstå slid fra metallet. Hans sorte læderhandsker til at holde hans hænder varme og nogle gode mørke uld bukser. Et par gode rejse støvler og som altid hans tro følgesvend, sin katana i sit hylster. Vána havde også en enkelt dagger omkring lænden, i tilfældet denne aften. Et par side tasker som bar tilkoblet til hans belte, som havde nogle små eliksirer og et par enkelte tørre kød snacks til vinteren. Hans fødder løbende hurtigt igennem gaden, som han stormede forbi gadehjørne til gadehjørne. Hans hjerte hamret igennem. Var han opdaget? Hvordan vidste de allerede han var der!? Hvorfor havde Assorian intet sagt!? Vána havde hørt rygter om at han var blevet flået af pinden af en ny skygge væsen. Havde denne person sendt disse efter ham i samarbejde med den møgunge som fjernede hans egen far af pinden den gang!? Vána kiggede kort over skulderen og så ud af mørket en skikkelse der hoppede ud efter ham med en dagger. Vána formåede at rulle falde ned under, med sin katana trukket i et hurtigt skæring op imod hvad end der poppede frem. Lyden af nogle eller noget der skreg i smerte, mens Vána fortsatte sin gang væk. Han kunne ikke løbe mod Sean. Dette ville bringe ham i fare og unødig opmærksomhed…. Hvad kunne Vána gøre. Dette var virkelig ikke den bedste nat at have en jagt efter sig på. Bare fordi man ved et uheld lagde an på den forkerte skygge demon for at få et måltid mad og tøzen pludselig ser ens bare ryg og tilkalder efter forstærkninger. Dette har bestemt ikke været den bedste nat i historien, som Vána kunne i øjeblikket komme i tanke om.

Hans blik gled kort forbi sig og han stormede mod en gyde. Ud fra en af hjørnerne eller skyggerne dukkede der endnu en op og afventer Vána. Den stormede efter ham med et sværd trukket i et forsøg på at få fat i ham. Vána formåede at dreje sin krop i en ubehagelig position for at parere angrebet, men ikke helt. Kniven fik fat i hans side, en bestemt ubehagelig fornemmelse, hans ene lår havde været snittet. Den havde skåret ham et lettere overfladisk sår, men et glimt af olie kunne ses i månelysets skær. Vána svang hurtigt og bestemt efter manden’s inderlår og et halv heldigt kald fik sparket manden ned af nogle trapper til en af gyderne. Han stormede gennem de lange korridorer af gyderne og kunne mærke hvordan hans hjerte hamret sig igennem, men lyden af folk bag sig kunne ikke høres. Havde de mon opgivet ham? Nej, det var for farligt at forvente de ville kunne havde givet op. Hans blik gled kort ned på en halv dunkende smerte. ’’For en i de mørke riger~..’’ brummede Vána vredt, mens han stormede mod en af gadernes gyder. Han satte sit sværd i sin holder og smerten begyndte at blive værre og værre. Det samme med hans nerver, han kunne mærke hvordan det begyndte at sejle mere og mere. Han kunne ikke stoppe her, de ville fange ham. Det går ikke. Hans blik gik i retningen af en gyde og han forsøgte at gå i retningen af den til at han drejede omkring ved et sving og fik øje på en mande der så ud til at havde været ved at vende rundt. Det gik ikke, han måtte væk men han kunne ikke. Han kunne mærke hvordan synet slørede og hans øjne gled kort bag sig. Der var ingen at se, men med held kunne denne person måske bruges. ’’Hent… Læge… Be..Om..’’ Vána’s stemme var kort svag og han forsøgte at gemme sig om bag nogle større trækasser, mens han tog sig til sit lår, der havde begyndt at bløde mere og farve bukserne våde og rødt. Hans lyse kød der havde været revet mere op pga. Vána havde løbet og hans sved der løb ned af hans pande. Han lænede sig op af en af trækasserne og kiggede i retningen af personen foran sig. Måske var denne person den der stod bag det hele og ventede på at Vána skulle dø. ikke en dum ide, så ud til at han havde planlagt hver ting. Tydeligt tegn på nogle der måske vidste alt. Eller med held var det bare en der kunne bruges til at bringe Vána i sikkerhed. Uanset hvad det var, ver det en af de 2 nødudveje. Den anden var at gemme sig i en af kasserne og håbe på at hans krop kunne bekæmpe giften.

August havde netop vendt sig, med vejret fanget i halsen og hjertet hamrende hårdt. Han hørte ikke til her, i en tilfældig og mørk gyde. Nogen påstod Doomsville var ret sikker - men August vidste bedre. Folk døde hver dag i gyderne, uden man vidste hvem de var eller hvem der havde gjort det. Fordi der boede så mange mennesker her, boede der også mange af de forskellige racer. Han havde ingen plan om at blive nogens måltid. Så bad stille for sig selv, som han skulle til at marchere væk i hastigt tempo.
Men så langt nåede han slet. Der var pludselig lyde bag ham. Automatisk vendte han sig selv og så igennem den mørke gyde, mod kilden til de pludselige lyde. En person. En person, der ikke ud til - eller lød til - at være helt på toppen. Det prikkede selvfølgelig straks til hans medicinske nysgerrighed. Og måske personen virkelig havde brug for hjælp...Men var det klogt? Hvem vidste hvem manden var og om August hjalp en person, der blot ville dræbe ham bagefter? Eller hvis manden havde været oppe og slås...Hvad hvis nogen kom efter August? August kunne ikke slås. Han havde lært et par tricks til selvforsvar, men han havde aldrig fundet det naturligt at bruge dem. Han var så skrøbeligt som noget menneske, kun udstyret med sin viden og erfaring.
Så her stod han, skræmt fra vid og sans, uden der rigtig var sket noget endnu. Men med nok traumatiske oplever til at bakke disse følelser op.

Han trak vejret dybt. En gang. To gange. Fik ro på igen og fik sin krop til at slappe lidt af. Han slap remmen på sin taske og tvang sine anspændte skuldre ned. Slap af. Sindet havde en enormt magt over kroppen. Hvis han overbeviste sig selv om at slappe af, skulle det nok gå. Desuden var manden nu hans ansvar. Han havde kaldt på hjælp og August havde aldrig ladt nogen i stikken før!
Med beslutsomme skridt gik han hurtigt over mod personen. En ung mand. August lyttede kortvarigt efter om det lød til andre kom, før han satte sig på hug foran manden.
"Mit navn er August. Jeg er tilfældigvis læge" præsenterede han sig, som hans blik søgte mandens ansigt og øjne. Han skulle have en ide om hvordan manden havde det. Men der var ingen tvivl om at såret i låret var den største kilde til smerterne. Efter at have søgt mandens ansigt, gled det automatisk ned til såret. Det blødte en del. Hvilken race var manden? Det var svært at bedømme i en mørk gyde. Hvis han blot kunne få manden med op, få ham med et andet sted hen...Eller få fat i en vogn...
"Okay..." Mumlede han for sig selv, mest for at berolige sig selv. Han trak tasken af sin skulder, som han satte sig på hug ved siden af det sårede ben.
"Prøv at trække vejret så dybt og roligt som De kan. Kan De fortælle mig noget om hvad der er sket?"
Augusts hænder var allerede begravet dybt i hans taske, hvor han ledte efter nogle ting. Bandager, nogle friske urter. En hånd gled op og lagde sig mod mandens pande, hvis denne ikke virkede til at have noget imod det.
"Din reaktion er ikke helt at forvente med et almindeligt sår i låret. Alt du kan fortælle mig kan være vigtigt" tilføjede han, før han stak urterne i munden og tyggede dem. Kun for at spytte dem ud på en bandage han havde i hånden og fordele det. Urterne havde rensende egenskaber, så i hvert fald til han havde fået flyttet manden, burde han kunne stoppe blødning og forhåbentlig afhjælpe det en smule, hvad end der ellers var galt.
Hvis manden ikke gjorde modstand, ville August binde bandagen rundt om mandens sår og stramme det hårdt for at stoppe blødningen. Det var kun en midlertidig løsning - men for nu, en løsning. Til han kunne flytte manden.