The awakening (Oneshot)

S: Forest of Mother Nature, tæt på den nedbrændte by, Silvanesti.
T: Midt på dagen
V: En let, tør vind. Tørken ligger i luften og får det hele til at føles tropisk.

Han blinkede med øjnene et par gange, som han langsomt kom til bevidsthed. Lyset skinnede ned igennem de tørre og gullige blade. Det tog ham lidt tid rigtig at blive bevidst om sine omgivelser...
Ukendte omgivelser. Fra hvor han lå, kunne han se træer. Mange træer. En let og varm vind fik de tørre blade til at rasle mod hinanden, og hans mørke øjne fulgte et løssluppent blad, som det rev sig fri og fløj med vinden.
Han trak vejret dybt. Kroppen føltes øm, men ikke mere end det. Han kunne trække vejret uden problemer. Omgivelserne lugtede...Brændt? Som om der havde været en stor brand i nærheden. En velkendt lugt, faktisk, i disse ukendte omgivelser.
Langsomt bevægede han sig. Fingrene. Tæerne. Fødderne. Benene. Armene. Til sidst hele kroppen, som han i en kraftanstrengelse satte sig op.

I et øjeblik var han svimmel. Han måtte læne sig forover og tage sig til panden et øjeblik, mens hans hjerte slog ekstra hårdt i brystet på ham. Som svimmelheden fortog sig, kunne han bedre se op. Se sig omkring. Det var uden tvivl en skov, men en noget tør og kedelig en af slagsen. På en måde virkede det ikke naturligt. Som om skoven var syg eller led. Ikke at det betød noget for ham. Spørgsmålet var mere...Hvor var han? Og hvorfor var han her? Hvad var det sidste han huskede?
Intet. Han huskede intet. Alt var tomt. Men han vidste at han havde været et andet sted, levet før. Havde han gjort det her? Havde et slag taget hans minder? En hurtig undersøgelse med hænderne bekræftede at han ingen store sår eller smerter havde.
Så et ubesvaret spørgsmål.

Han rejste sig op og vendte sig rundt. Der lå et par skikkelser ikke så langt fra ham. Han havde en fornemmelse af de var ligesom ham, formentlig kammerater i denne sære situation. Og forhåbentlig nogen der huskede og vidste mere, end han selv gjorde lige nu. Automatisk gled hånden ned til sværdet ved hans side. Sværdet var der stadig. Han trak det i en let bevægelse og kiggede kort på det, før han kørte det rundt i sin hånd. Tog et par prøvende skridt og lod sværdet danse omkring sig. Problemfrit. Uanset hvad der var sket, havde det ikke taget sværdet og evnen til at bruge det fra ham. Han havde en fornemmelse af, at så længe han havde sit sværd, kunne det ikke være helt galt. Han havde muligheden for at overleve. For at klare sig.

Godt så. Hvad end dette var for en situation, nyttede det intet at stå her og stirre. I stedet trådte han over til de andre skikkelser, satte sig på knæ og ruskede liv i dem. De kom langsomt til sig selv, så han gav dem tiden til at komme sig. Ingen virkede sårede. Stedet virkede ikke som en scene fra kamp. Der var intet blod, ingen lig og han mærkede ingen smerter fra døende omkring sig. Og alle virkede forvirrede, som de langsomt kom til dem selv.

De ville overleve i skoven. De ville tænde bål. De ville jage for føde. De ville vaske sig i åerne. Før eller siden måtte de lægge en plan. Over de næste par dage fandt de lidt flere af dem selv. Lige så forvirrede, der var vågnet andre steder i skoven. De var en lille gruppe nu. Og selv om gruppen i sig selv ingen leder havde, var det ikke uhørt at de tit lyttede til Savas, eller en af de andre krigere. Instinktivt var det som om de kunne mærke det hos hinanden. Hvem der havde mest erfaring og viljestyrke. Hvem der slog mest igennem og automatisk tog ledelsen. Normalt ville man slås sig til det. Men lige nu var det nok bare at overleve. De kunne altid kæmpe om titler senere, når de havde bedre styr på dem selv.
Savas begyndte snart at gå sine egne ture. I sin søgen på at forstå.
Forstå hvor han var. Og hvad han rolle var i disse omgivelser. Men også for at lede efter muligheder. Muligheder for hans gruppe og for ham selv. De kunne ikke overleve rundt om et primitivt bål resten af livet.
Der måtte mere til.