The silence is deafening (Oneshot)

S: Doomsville, Seans eget palæ
T: Midt om natten
V: Stille frostvejr, klar himmel

Pejsen knitrede og spredte en behagelig varme til lokalet. Drev al fugt og frost tilbage mod vinduerne og væggene, og lod rummet fremstå let oplyst og indbydende.
I en lænestol sad en henslængt skikkelse - det ene ben strakt foran sig, det andet bøjet ind mod stolen. En arm mod armlænet, hvorpå hovedet hvilede skævt. Den anden arm lå dovent hen over det andet armlæn.
De mørkegrå øjne hvilede på ilden i pejsen, næsten uden at blinke. Stille, som sad han fast i denne position. Kun en let bevægelse vidnede om liv - i den hvilende arm blev et vedhæng hele tiden vippet rundt mellem fingrene. En muslingeskal med en perle i. Vedhænget havde siddet på en fin gave. Stiklinger, som han havde fået bragt til palæet her og som var blevet sat i hans have. Heldigvis havde hans hus ikke mistet andet end nogle vinduer og maling i alle kampene. Men der havde også været sat mænd til at passe på huset under alle urolighederne. Oppe ovenpå et sted lå det mest dyrebare i hans verden - Isthar.
En lille dæmonpige, som han havde glædet sig til at vise frem. Frem til Genevira, først og fremmest. Og nu?
Nu var han ikke så sikker.
Han havde ingen at dele det med.

Pludselig rettede skikkelse sig op i stolen. Rettede sig op, stiv i leddene af at sidde stille så længe.
Borgerkrigen var sluttet med et blodbad. Der havde været ro i flere dage nu. Han havde fået sin vilje: Han skulle ikke længere være hersker af Doomsville. Det var målet. Og han havde nået det.
Men den glæde han oprindelig havde følt, var blevet dæmpet af andre ting.
Betænksomt så han ned på vedhænget mellem sine fingre. Han og Lady Gray havde heller ikke meget at give hinanden mere. Alle de blomstrende aftaler skulle videregives og overtages af Genevira. På det punkt forventede han faktisk ikke mange problemer. Men det ambivalente bekendtskab ville nå en naturlig stilhed, medmindre de mødtes til adelige fester eller lignende. For Sean ønskede ikke og ville ikke sidde i noget råd. Nej, selv om han havde lovet at rådgive Genevira, ville det blive fra skyggerne. Ikke mere. For Sean havde ønsket sig langt væk fra stillingen som hersker, og alt det forudsigelige intriger i nærheden af borgen.

Skikkelsen rejste sig op. I den ønskede stilhed, trådte han helt over til pejsen. Vedhænget gled ned i en lomme, før han samlede sine hænder bag sig. Helt tæt på var pejsens ild lidt for varm, men det var en følelse han kunne håndtere og derfor...På sin vis ønsket.
Han var alene. Et eller andet sted havde han været alene i en del år efterhånden. Dannika var mere ude end hjemme, og deres forhold virkede til at være kørt i sandet af sig selv. Forsvundet, lige så hurtigt som det var begyndt. Også over en rose, for det ikke skulle være løgn.
Genevira havde sit at se til, og Sean havde fornemmelsen af hun næppe ønskede ham mere i nærheden end højst nødvendigt. Han manglede stadig at få hentet nogle ting hjem til sit eget hus. Og en ceremoni. Derefter...
Derefter kunne han drukne sig i arbejdet med sin klan. Og med at opdrage Isthar, sikkert under hård overvågning fra Delilah. En kvinde han lige nu delte tag med. Delilah og hendes børn måtte bo her så længe de ønskede...Eneste forskel var at han var vendt tilbage igen. Selv i sit eget hus havde han ikke fuldstændig frihed.
Skulle han forlade Doomsville? Den eneste by han nogensinde havde følt sig hjemme i...Men som han kun havde en begrænset funktion og mening i?

Et svagt smil gled over hans læber. Så voksede det til et direkte smil. En uvant fornemmelse.
Fuck det hele. Han havde ventet på dette tidspunkt. På at være fri. Han havde ofret så meget de sidste mange år, og han havde bedre ting at give sig til, end at have ondt af sig selv over...Over hvad? Forventede reaktioner fra folk tæt på ham? Alle skred, alle trak sig og alle fandt en grund til at hade ham. Han havde kun sig selv, og de planer han kunne lægge. Og Isthar, som han skyldte et godt liv. Så hun kunne arve det hele, og han endelig kunne få fuldstændig fred.
Så meget havde ikke ændret sig.
I stedet planlagde han at få så stor afstand mellem ham, og alt der stak i hans indre på en ubehagelig måde. Men som han ikke vidste hvad han skulle stille op med.
Det var tid til et nyt kapitel i hans liv. At finde andre ting at drukne den konstante stilhed og alenehed i sit indre med.
Han var blevet lovet en fest i Aquener. Måske han skulle rejse så snart ceremonien var overstået. Det ville give Genevira fred til at overtage byen, og ham fred fra alt generelt.

Et lavmælt vræl fortalte ham at Isthar var vågnet. Spædbørn. De sov aldrig regelmæssigt, uvant til vanerne i det virkelige liv. En lyd der på en underlig måde gav lidt fred og en årsag til faktisk at smile lidt.
Sådan blev han stående foran pejsen det meste af natten.

//Slut