Vil du hjælpe mig?.. eller ham? - åben

Natalie hang med hoved ned af mod jorden, med stumberne af hendes ben op, hvor hun hang i en solid jern kæde, der havde hendes hoved sådan ca en meter over jorden. kæden var bundet om hendes liv, og rundt om hendes håndled, så hun ikke kunne bruge armene. kæden gik helt op i loftet af kirken, hvor den var låst af store jern holdere, som kunne holde til enorme mængder vægt.
Hendes rullestol var sat i et hjørne i den anden ende af kirken, i et hjørne. hun havde en løs T-shirt på, og havde ikke brug for andet end lår korte hotpants, da hun jo ikke havde nogen ben. hun kunne ikke huske hvordan hun kom her, men foran hende, stod en ussel og lugtende mand, som havde en tyg og stor sort jakke på, der dækket hele hans krop. han havde et kors i panden, der var tegnet af sort kul. manden havde lavet sig et bord, med et tæppe over, men man kunne nok godt regne ud, at det var tortur redskaber der lå derpå.
så meget mystisk og ond ud, og man kunne næsten ikke se noget på ham, bare pågrund af det sort lange hår, der gik ned til hans skuldre, som skjulte meget af hans ellers smukke ansigt, mens jakken, der var af læder, dækket hans krop.
det regnet og var mørkt udenfor, da det var sent om natten

* Bare spil din karakter, så ser vi hvad der sker *

*ville være dejligt, med en til at lege med *

//Må jeg få æren? ^^//

* Ville være en fornøjelse! ^^ *

*Hvis du ikke vil svare, så giver jeg det til en anden xp så kan vi to topic senere nogen andre der vil få det her topic? *

*Men hvis du vil have det, så må du gerne! *

Oppe i kirkeloftet var der nogle søjler som holdte taget oppe.
Det interessante ved dem var at et hvilket som helts væsen kunne gemme sig deroppe.
Og det gjorde Locan.
Han sad og overvågede det hele.
Hvordan hun var havnet der var ham endnu en gåde men hvorfor i al verden havde hun fortjent det?
Hun så forholdsvis uskyldig ud.
Og så havde hun ingen ben?
Locan var forholdsvis gemt så de burde ikke kunne se ham.
Men inden han greb ind i hvad der skete så ville han da lige vide lidt mere?
Han var iført sort tøj fra top til tå med t-shirt og jeans.
Bortset fra et hvidt tørklæde rundt om hans hals... Og spidserne på hans hår selvfølgelig.
Det var som sædvanligt sat op i en hanekam.
Locan var en forholdsvis ung varmpyr... Men han havde da medfølelse...

Natalie var tydeligvis lidt omtåget,
hun havde nok fået lidt bedøvelse, ikke noget der stoppede smerte,
men noget der havde fået hende til at sove tidligere,
og det var nok derfor hun intet husket.
Manden sagde noget på latin, hvorefter han tog en stor jagt kniv frem.
han kørte den frem og tilbage, mellem højre og venstre hånd, mens han så overvejende ud,
alt imens hans latinske ord, forsat bliv kastet gennem luften.
han så nu direkte på Natasja, og hans propiller, bliv opslugt af det hvide i hans øjne,
så de nu var helt hvide.
han lod tog finger berøre knivbladet, mens små flammer kom fra hans hånd, og gjorde knivbladet så varmt, at man kunne se varmen på stålet.
Natalie prøvede at rokke sig, men der skete intet, og manden kom bare tættere på, mens han nu sagde på "normalt sprog´
"Herren sagde, lag der blive lys.. og der bliv lys, der brændte væk mørket" "Mørket er på vej tilbage, og vi må alle ofre lidt, til at få lyset frem igen"

Locan kikkede fortsat på begge mennesker.
Utroligt at denne mand bare gjorde det i bibelsk forstand?
Der var ikke mere han hadet end religiøse ofringer.

Locan tog sit snit og hoppede lydløst fra træsøjle til træsøjle indtil han nåede jorden hvor han hoppede i skjul bag en af kirkebænkende.
Han kikkede lige så stille op og prøvede at fange pigens opmærksomhed så han kunne berolige hende lidt.
Da han endelig fik hendes øjenkontakt lagde han en finger for sin mund som et 'shh' tegn så han ikke blev afsløret.
Han var kun fem meter bag manden men han havde ikke opfanget ham endnu da han gemte sig bag bænken.

Natalie var meget bange.. for at sige det mildt.
Men da hun så ham den anden mand, så bliv hun lidt mere rolig.
hun prøvede dog ikke at kigge på ham,
for ellers kunne ham tossekassen måske se,
at hun så på noget bagved ham,
så hun prøvede at holde øjnene,på tossekassen lidt endnu.
Manden med kniven stoppede en meter foran hende,
og lagde sig på knæ, mens han holdt kniven, og brugte den til at slå korset tegn, med kniven.
han smilede ikke, og forsatte med at sige noget på latin, hvorefter han sagde med ansigtet mod Natalie, men sagde det ikke til hende, men til en anden, eller noget andet. "Bloddråbe, for bloddråbe, slag for slag, smerte skrig for smerte skrig, skal hun lide, for at hjælpe herren med at ske hans vilje på jorden." han kiggede så med de hvide øjne på Natalie, og sagde "du er heldig.. du vil redde mange liv. det er okay at være bange, men bare rolig, når du er færdig med at lide, vil din sjæl hvile os herren"

Locan var ved at brække sig over alt det hellige sludder der blev sagt i kirken.
*Fy for satan da* tænkte han svagt
Han kravlede langsomt ud på kirkegulvet og over imod manden.
Det hele foregik lydløst som en kat i natten.
Til sidst så han sidt snit og tog fadt om manden med den ene arm under hans armhule og bag hans nakke, mens den anden holdte den hånd hvori manden havde kniven.
Locan trak ham bagud.
"Rolig nu lille mand lad da lige pigen have sine rettigheder" sagde han med en tør stemme.
Dog så lød hans stemme mest som en teenager selvom han blev til en vampyr da han var enogtyve.

Natalie var glad for sin redning,
og rednings manden, var nu heller ikke dårlig.
ikke lige en hvid heste rytter, men det her var også bedre.
men hun ville blive glad for enhver redning.
Manden vendte sig mod Locan, og de hvide øjne hvilede på Locans blik,
mens han svaret "Du forstyret noget, du ikke forstår.."
Natalie havde bind for munden, så hun kunne intet sige, men hun ville nok have takket Locan på forhånd, selvom hun ikke var reddet endnu.
Manden tog et løst tag på sin kniv, så han virket mindre truende, hvorefter han sagde "Vi må forbedre os på mørket. jeg har sympati med hende, men det her er nødvendigt"

//skrev godt nok at han havde taget fat i ham... men det går nok ^^//

Locan rystede på hovedet i et grin.
"Årh ved du hvad? I dont give a shit about the apocalypse!" råbte han i et lettere grin.
Denne mand var da til grin.
"Kom dog videre!" sagde han så med en flabet stemme.
Han lagde nu armene over kors og åbnede munden ledt mens han lod sin tunge glide over de to sylespise hjørnetænder han havde fået som gave til sin vampyr eksistens.
Locans øjne var blå men alligevel havde de skæret af død i sig...
Nogen sagde at hvis en vampyr kikkede på dig på den måde så ville du blive dens middag?
Det kunne jo være rygter... Men Locan var sulten.

*ups .... ^^*
Manden rystede på hoved af Locans tonefald,
og så på de lange og skarpe tænder, som locan havde,
og forsatte "Jeg taler ....
om noget langt værre end undergang"
Natalie prøvede endnu engang at komme til ord,
men det skete ikke, dog så hun helt skræmt ud nu,
og prøvede at pege med fingerne, mod noget der var begved Locan.
Og i samme øjeblik, kunne man høre en armbryst der bliv ladt, og det helligevand, lå i et tygt lag på pilen
der stod en kvinde bagved locan, omkring 5 meter væk.
hun havde en samme jakke på, som ham tosse kassen.
Manden sagde "Mit barn. det vi gør her. det er for dit eget bedste.. Natasja her, har indset, hvor vigtigt det er at få lyset bragt tilbage.. lag en dø, så flere kan leve"

Locan tog nu en dyb indånding gennem næsen så han kunne lugte alt det der foregik.
Det vievand som flød på pilen stank værre end en orks armhule.
"Skal jeg fortælle dig en lille hemmelighed min fine ven?" sagde han ledt og bukkede sig ned.
Han tog et hurtigt træk og skubbede sig selv bagud ved hjælpe af sine hænder mod gulvet.
Hans ben ramte pigen der var bag ham så hun blev væltet, han rejste sig hurtigt op og hamrede sin fod lige ned i halsen på hende.
Locan havde allerede lært at bruge sine vampyr evner i hurtighed og styrke så han var de sølle mennesker overlegne.
Kvinden lå nu og spjættede en sidste gang inden hun løb tør for livsenergi.
Locan kikkede stift på manden.
"Mørket er her allerede" sagde han med en nu langt dybere og dæmonisk stemme.

Mandens hvide øjne, bliv normale igen,
da et form for lys flyv fra ham, og faldt ned fra ham,
og forsvandt ned i kirke gulvet, derefter lod manden, målløs,
og han så nu på Locan, der dræbte hans partner, hvorefter manden faldt til Locans knæ, og sagde en masse undskyldninger og blablablablabla
Natalie var optaget af Locan, han var enlig ret sej, og klart en nummer et rednings mand

*undskyld det korte indlæg *

//Det kan ske for selv den bedste //

Locans øjne blev normale igen.
De blev rolige og bløde.
Han gik hen til manden med tunge og truende skridt.
Manden var jo ynkelig... Men han var jo også et menneske med et alt for stort ego...
Han lænede sig ind over manden og placerede sin hånd under hans hage.
Mandens ansigt blev løftet lidt så han nu så Locan i øjnene.
"Og så blev livet til døden..." sagde han igen mørkt.
Det næste der skete var at han nu borede sine hjørnetænder ind i mandens hals og sugede alt liv ud af ham.

//mind if i join//

//Hmm spørg hende xP//

*Victor - Det kan du tro du må!
*Locan - kan ikke finde på et svar -_- det træls! kan man springe nogen (mig) over?

//ellers kan jeg bare skrive nu og så kan du svare der fra//

//kan godt lave mit indlæg om hvis det er?
Eller skal vi bare sige hversgo Victor?//
//så kan vores rækkefølge være Natlie-Locan-Victor//

\\Victor. du er ikke betalastende! skriv med os! go victor

//roger ready for take off//

Der hørtes et klik fra Victors musket ”kommer jeg for sent til festen” han dukkede sig da en pil forbi hans øre og affyrede der efter en kugle lige in i hovedet på kvinden ”beklager snut jeg har en anden aftale” han trak en pisk ”nå hvem er det her der glemte at invitere mig til den her lille kom sammen” på et øje blik var han henne ved manden der holdt præsten ”jeg tager over her fra dreng” han skubbede til drengen så han gav slip på manden. Men lige bag efter løftede han selv manden op med et tag rundt om halsen ”jeg advarede dig hvad der skete næste gang du gjorde sådan noget her uden at invitere mig” han smed manden hen i et hjørne.

Natalie kiggede mest på Locan, han virkede mere som en hun ville kunne holde du at snakke med, mens ham den anden ikke engang virkede til at ville redde hende, men bare straffe den gamle klamme mand, ikke at hun havde noget mod det, hun gad bare ikke hænge sådan her mere, og ville bare gerne ned derfra, så kunne de to drenge efter hendes mening, få lov at tage deres mande diskution bagefter.
hun kiggede endnu engang på Locan, da han bliv skubbet, og prøvede med sine hundehvalpe øjne, så få lov at komme ned, før det hele bliv til endnu en kamp scene, hvis det var hvad Locan og ham der den nye anden rednings mand, havde tænkt sig. hun kunne ikke sige det, med bind for munden.
*er ikke så god, men her er et svar *