Maybe this time.

Sted: Gaderne i Aquener
Tid på dagen: Sen aften/tidlig nat
Vejr: Begyndende regnvejr. Det trækker op til uvejr generelt og blæser en hård vind.
Omgivelser: Relativt tomme gader udover et par folk, der er på vej til at finde ly, før uvejret rigtig bryder løs.

Emneparter: @Gabriello

De sidste tre år havde Genevira rejst rundt omkring over store dele af Underworld i et forsøg på både at finde sin skaber, men også at finde nogen, der kunne hjælpe hende til at blive til noget. Noget mere end hvad hun var. Det var bare lidt besværligt, når hun ikke længere kunne være ude i sollys. Men på et eller andet tidspunkt måtte hun vel finde ud af, præcis hvilke folk, hun skulle opsøge for at opnå det hun ønskede sig. Hun var trods alt blevet genfødt af en årsag. Mente hun i hvert fald selv. Hun trak sin pelsfrakke tættere om sig. Den havde tydeligvis set bedre dage og det blev ikke bedre af, at den nu også var våd af regn. Forbipasserende folk så underligt på hende og hun indså, at hun egentlig måtte se ret malplaceret ud, på trods af, at folk jo trods alt var ganske vant til væsner, der ikke blev påvirket af deres omverdens temperaturer og lignende.

Hun sukkede for sig selv og pillede noget afskallet blå lak af sin ene fingernegl, før hun bevægede sig videre. Scannede ivrigt sine omgivelser efter...ja hvad helt præcist? Hun vidste det ikke engang helt selv. Bare nogen der kunne tage sig af hende måske? Se hende for hvad hun var?
For nu tullede hun blot rundt i gaderne og nødt den beroligende lyd af regn på flodens overflade. En lyd hun ikke ville have værtsat havlt så meget..eller i hvert fald ikke lagt lige så meget mærke til, dengang hun var menneske.
Tænk hvor hæmmet af dårlige sanser hun engang havde været.
Gad vide om hun kunne få et job her....eller kunne opnå noget, så hun ikke engang behøvede at få et job? Det ville også være rart.
Hun faldt ned i sine drømmende tanker slentrede muntert af sted ned af forladte dunkle gader, da et blålilla lyn flængede himlen og et kort øjeblik oplyste verden, så det næsten virkede blændende i kontrast til det forhenværende mørke.
Hun stod stille. Vendte ansigtet mod himlen og smilede.
Det var tidspunkter som disse, hvor hun aller stærkest følte, at Ginny Isherwood ikke længere eksisterede.

Regnen og lynene slog ned i havet. Gabriello stod ved vinduet og havde hænderne foldet bag ryggen. De røde øjne stirrede tomt ud i vejret mens hans tanker var et andet sted. Han stod og havde et lille problem. Han ikke som så nogen adelige udover hans søskende. Han havde luftet problemet for hans søskende, men de vidste ikke hvad man skulle gøre. Han stirrede ud på gaden og blikket faldt på en skikkelse som så ud til ikke rigtig at høre til her. Hovedet gled på skrå og øjnene kneb sig sammen.


Det tog ham fem minutter at nå ud og ud til lågen indtil hans herregård. Han stod med en kappe over sig og så på kvinden, kunne han nu se. Han viste ikke helt hvad han skulle gøre, men i sidste ende valgte han at kalde hende an. “Burde de ikke være i ly for regnen, madam?” Hans stemme rungede gennem regnen og han åbnede porten. Han trådte to skridt ud og ventede på hendes reaktion.

Det gippede i hende. Trods tordenvejret, havde hun været så langt væk i sine egne tanker, at hun ikke just havde tænkt over, at der reelt kunne komme andre levende væsner anstigende. "Regnen generer mig ikke rigtig, sir," sagde hun. Og det selvom hun efterhånden nok mest lignede en druknet killing. Hun smilede kækt og blottede herved sine hugtænder. Så gik det op for hende, hvor hun reelt var og hun studerede grundigt herregården inde bag porten. Øjnede her noget, der kunne vise sig at være en mulighed. Desuden havde han kaldt hende madam. Det blev hun kaldt sjældent og det ville hun ellers ikke have haft noget problem med at blive kaldt noget oftere. Hun slentrede lettere dovent hen til ham med en ynde, der bedst kunne sammenlignes med et eller andet kattedyr. "Men....hvis De mangler selskab, så vil jeg glædeligt slutte mig til Dem sagde hun og lagde hovedet på skrå. Blinkede langsomt med de store, mørkebrune dådyrøjne. "Det vil desuden være rart, hvis jeg kan tørrer mit tøj et sted," sagde hun. Efter en kort overvejelse rakte hun sin kolde, fugtige hånd frem mod ham.
"Genevira Allaire," præsenterede hun sig i en næsten syngende tone.

Gabriello tog hendes hånd og trykkede den. “Pruss. Gabriello Winter Pruss.” Han slog ud med hånden til at følge med. “Du kan være min gæst for i nat.” Sagde han med et smil. Han var vant at have gæster på besøg og han vil ikke ændre på det nu. “Jeg håber selvfølgelige at du kan klare at jeg også har min familie her.”

Tre tjenere kom løbende ud i regnen med paraplyer og skyndte sig hen for at dække dem for det. “Men er du ny i byen?” Spurgte han og så på den unge frøken. Han lod de røde øjne glide over hende. Hun kunne godt bruge noget mere varmt tøj.

Hun kendte ikke umiddelbart navnet, men det var langt og lød derfor fint og betydningsfuldt i hendes ører. Om ikke andet, så boede manden på en herregård, hvilket ligsom lod til at at bekræfte det faktum, at denne Gabriello var betydningsfuld på et eller andet plan. Hun sendte ham et smil, der lyste af ungdommelig uskyldighed, næsten gransende til naivitet. "Tak, det er venligt af dig," erklærede hun og fulgte med ham indenfor. Hendes afmålte slentren var nu erstattet af en energifuldt begejstret, skippen og det tog hende en del selvkontrol ikke decideret at løbe i forvejen i sin iver efter at se det sted, hvor hun nu var havnet. Ha, hun sagde jo til sine forældre, at hun nok skulle ende hos vigtige folk en dag! Hvem lo nu?
"Har du en stor familie?" spurgte hun nysgerrigt. Tænkte slet ikke over at hun så mere lurvet ud end samtlige af mandens tjenestefolk. Faktisk var hun for optaget af fantasien om at have tjenestefolk i det hele taget. Hun følte næsten, at det var en anden verden, hun var kommet ind i. En verden hun desperat ønskede at høre til i. At folk ikke ville se på hende, som om det var underligt, at hun var der..

Gabriello kunne ikke lade være med at klukke. “Den er pænt stor. Jeg har en del rigtige søskende, men også mange adopteret.” Sagde han og trådte ind i forhallen. Han rystede på hovedet for at få vandet ud af håret. “Mange af dem har børn og enkelte har børnebørn.” Sagde han og idet han siger det kommer en flok på 8-10 år løbende ned af trappen og forsvinder ind i en af stuerne. “Huset er til tider ret livligt.” Sagde han og så på sin gæst. “Har du noget tøj eller noget med? Vi har hvis du skal låne.” Sagde han med venlighed og begyndte at kalde på en af tjenestepigerne som kom løbende ned af trapperne.

"Det lyder....voldsomt," sagde hun og fulgte børnene, der styrtede rundt i huset med øjnene med et usædvanligt ømt smil. De mijndede hende lidt om hendes egne yngre søskende. Gad vide, hvordan de gik og havde det? Måske skulle hun tjekke op på dem snart?
Hun rystede det af sig og krængede sin mere eller mindre gennemblødte frakke af sig, rakte den til en stuepige uden rigtigt at se på hende, for hun havde efterhånden observeret, at det var sådan man gjorde ting, når man var fin. Man behøvede ikke engang at se på folk, man kunne bare regne med, at de ville være der for at hjælpe en, hvis man havde brug for dem. Geneviras mor havde tit i vrede sagt, at hun behandlede hende som en tjenestepige, men det mente Genevira nu ikke. Hun havde bare ofte glemt at rydde op efter sig selv. Desuden havde Genevira haft så få ejendele, at de vel ikke var så stort et arbejde for hendes mor at rydde af vejen, når hun glemte det.
Hun rystede lidt på hovedet af sig selv og slog den tankerække hen.
Sendte Gabriel et næsten genert smil. "Jeg har ikke andet tøj med er jeg bange for." Hvor skulle hun også have haft det henne?

Gabriello gav et pift og to unge kvinder dukkede op. “Mød Dina og Deny. Tvillinger og mine yngre søskende. Darlings, find noget tøj til vores gæst og vis hende til den store stue når I er færdig.” Sagde han og begge de unge kvinder nikkede og smilte. “Denne vej, madam.” Sagde Dina og begyndte at gå op ad trapperne. Gabriello begyndte gå ned gennem de mange gange til et studie som han havde.

I studiet skiftede han ud af de våde leggins og den våde skjorte. Han trak hurtigt i noget nyt og så op da hans yngre bror kom ind. Han sendte Ludwig et smil som der blev gengældt. “Vi har en gæst?” Ludwig satte sig ned i en af de store stole og så på Gabriello. “Ja. Jeg kunne ikke lade hende rende rundt ude i regnen, desuden så mangle vi nogen som kunne fylde nogen adelige roller.” Gabriello begyndte at gå mod den store stue, Ludwig fulgte hurtigt med. “Stol på mig Ludwig, hun virker god nok på bunden.”

Tvillingerne trak hende med sig, som om hun var en ny og spænende påklædningsdukke. Genevira havde ikke rigtig selv noget imod det, hun holdt meget af nyt tøj, også selvom det kun var til låns. De to søstre så da også lettere misbilligende ud over hendes hvide kjole, der var så forvasket, at den mere var grå end blå, når det kom til stykket.
Hun fik lov at tørre sit hår, og lånte en kjole i blødt grønt stof, før hun blev gennet i retning af den føromtalte stue.

Her satte hun sig i en lænestol og lagde de slanke ben over kors. Så sig nysgerrigt omkring samtidig med, at hun forsøgte at virke hjemmevant i disse omgivelser. Hun ville gerne have set sig mere om, men hun kunne jo næppe så godt rende rundt i andres huse uden egentlig at have fået lov. Så hun ventede. Spændt på, hvordan det her ville ende.

Gabriello trådte ind i stuen og så på sin gæst med et smil. “Jeg håber ikke at tvillingerne var alt for prøvende. De kan være ret glade for at møde nye mennesker.” Sagde han og satte sig i en behagelig sofa. Han lænede sig tilbage og tog ikke sine røde øjne væk fra hende. “Tørstig eller sulten? Vi har for det meste altid noget for alle racer. Da vi er en meget blandet familie.” Sagde han og så på døren. “Lutz, Luka.” Kaldte han og straks kiggede to dæmoner ind. Begge havde blond hår og isblå øjne. De så nysgerrigt på kvinden før de kiggede på den ældre.

“Find noget at drikke og spise, bring det ind.” De to yngre forsvandt hurtigt ud og løb ned i køkkenet hvor deres mor stod og lavede mad. “Der bedes om mad til den store stue.” Sagde Lutz og satte sig op på køkkenbordet. “Der er en gæst og hun er vampyr.”

"Nej nej. Det er fint. Entusiasme er en god egenskab at have. Dine søstre virker søde," forsikrede hun og viftede affærdigende med hånden, for at sige, at det ikke var noget problem. Sendte ham et skævt, charmenerende smil.
"Der bliver flere og flere af jer," sagde hun med en mild, klirrende latter over, at endnu et sæt søskende pludselig dukkede op. Måske var det også den fornemmelse folk fik, når de trådte ind i hendes families hus. Ikke at der kom gæster ofte. Hvem skulle gide at besøge en så faldefærdig, utæt rønne som deres? Ikke nogen ved deres fulde fem, mente Genevira i hvert fald.
Hun nåede ikke engang at takke hverken ja eller nej til noget at drikke, før der blev sendt for mad og hun til sidst endte med at side med et krystalglas fuld af blod i sin ene hånd.
"Har I ofte gæster?" spurgte hun og lagde hovedet en smule på skrå. Så længe hun kunne spørger ham om ting, behøvede hun ikke at tale om sig selv.

Gabriello rystede på hovedet. “Ikke på denne herregård. Det er ofte den inde i byen som jeg får flest gæster på.” Sagde han og så op da hans svigerinde kom ind med mad og drikke til dem. “God eftermiddag madam. Jeg håber du kan lide det vi har.” Sagde hun og stillede det på bordet mellem dem. Der var en masse forskellige lækre ting. Hun nejede og trådte ud af rummet. Gabriello tog et glas med vin og lænede sig tilbage igen.

“Må jeg spørge om hvad du laver her i min by? Det er ikke ofte at jeg finder folk ude i regnen og får at vide, at den ikke genere dem.” Sagde han og hvilede hovedet på en af hans håndrygge. “Og så har jeg ikke set dig før.” Det sidste var tilføjet med et lille smil.

Han havde flere huse som det her? Det hele virkede absurd og drømmeagtigt på en gang.
Hun nåede lige at sende kvinden, der kom med maden et smil, før hun forsvandt igen. Genevira regnede med, at kvinden var en tjener. I hendes hoved var det ikke en mulighed at vigtige folk selv lavede deres egen mad. Hvorfor skulle de? Der var så meget andet man kunne lave, når livet ikke længere handlede om overlevelse, ikke sandt?
Genevira havde i hvert fald et håb om, at kunne bruge sin tid på noget andet. Ikke at hun havde brug for mad anyway.
"Ikke noget specielt." Hun trak på skuldrene. Hendes ældste søster boede her. Hun havde giftet sig med en fisker for nogle år siden, og Genevira ville bare lige tjekke om de stadig var i live og ved godt helbred, men det syntes hun egentlig ikke at Gabriello behøvede eller burde vide. Det var et faktum, der kedede Genevira tilbage til sit gamle liv og det ville hun slet ikke have noget af ellers tak.
"Nah, hvis De havde set mig før, havde de vel sagtens husket mig," sagde hun drillende og blinkede dovent. "Jeg har ikke været her før," tilstod hun så.

Gabriello hævede hans øjenbryn. “Jeg vil med glæde vise dig rundt i Aquener. Hvis de da vil blive. Vi har desværre ikke mange adelige udover min familie som er kongeslægten her i byen.” Sukkede han og gned sine øjne. “Ulig mange andre byermangler vi nogen som kan hjælpe med at være ansigtet udad til.” Sukkede han og så på hende. “En med din skønhed, charme og venlighed.” Han skjulte ikke hans mening. Hun var noget som kunne hjælpe med at få byen til at blive stor igen. “Det kommer selvfølgelig an på om de vil blive. Der er sikkert mange andre steder som du vil være end her.” Sagde han og smilte forstående. “Aquener prøver stadig at finde ud af hvor den står. Vi er ikke så stor som Sunfury eller Doomsville, men vi vil gerne ind i spillet og have en chance for at klare os så godt som dem. Og jeg tror at du måske kan hjælpe med det.”

Var han ved at tilbyde.....efter at have kendt hende i hvad? Tyve minutter? Hun stirrede på ham og strålede som den sol, som hun ikke længere kunne gå ud i. "De smiger mig," sagde hun med en genert latter. Hun ville gerne være betydningsfuld og mente også, at hun fortjente det, men at blive budt det så hurtigt? Det havde hun alligevel ikke regnet med."Tja...Aquener har som en havneby gode muligheder for handel. Den er måske ikke så stor som Sunfury eller Doomsville." Hun rynkede ubevidst lidt på næsen ved det sidste ord. "Men byen kan sikkert sagtens blive betydningsfuld, hvis De lægger nok arbejde i det. Hvilket jeg ikke kan forestille mig, at De ikke gør." Hun foldede de slanke, yndefulde hænder i sit skød og så lidt rundt. Stadig chokeret og lettere forvirret over, hvor godt det pludselig gik for hende. Måske burde hun være mere mistænksom overfor det her+ Det hele virkede underligt.

“Jeg ved at det er meget at tage ind, men du er velkommen til at tænke over det.” Sagde han og endnu en gang gik døren op. “Broder. Hvad sker der?” Spurgte han og gik hen mod dem. Han stillede sig bag sin brors stol og lagde en hånd på stoleryggen. Gabriello kastede et blik på sin lillebror som var bygget som en tank. “Madam. Mød min lillebror. Ludwig. Han er som min højrehånd og er tit ved min side. Også selvom det ikke er nødvendigt.” Det sidste kom med et sigende blik og den yngre bror så ud til siden.

“Vi kan helt sikkert finde noget som vil passe til dig, men jeg vil få brug for dig i byens råd. Du kan helt sikkert hjælpe og har en masse gode ideer.” Sagde han. Ludwig så undersøgende på hende, hans ansigt var som hugget i sten og kunne ikke læses. “Luddy!”

"Det vil jeg gøre så," sagde hun muntert og sendte Gabriello et strålende smil.
Den familie var....intens. Hun gav Ludwig hånden og ignorerede mere eller mindre det faktum, at han virkede klar til at myrde hende, hvis nu hun skulle prøve på noget. Ikke at hun anede, hvad det noget kunne være. Hvis hun skulle være helt ærlig, så blev hun mere og mere forvirret over, hvad i alverden, der foregik i dag. Hvilken gud havde smilet ned på hende og velsignet hende med nogen, der vitterligt var klar til at give hende betydning stort set uden at kende noget til hende før det forslag?
"Åh ideer har jeg nok af," sagde hun leende.

Ludwig klemte hendes hånd og slap først da Gabriello gav en snerren fra ham. Ludwig trådte væk fra dem og vendte ryggen til dem. “Lad os gøre dig adelig først og få dig rigtig ind i den rolle, før vi begynder på noget stort.” Sagde han og rakte hende et glas med rødt indhold. “Jeg ved ikke hvorfor, men min lillebror kan åbenbart lide dig, men han skal bare varme op til dig.” Sagde Gabriello og smilte venligt. Ludwig gik ud af rummet og mumlede noget om at tjekke deres andet hjem. “Jeg beklager for hans opførelse. Normalt er han ikke sådan.” Gabriello kørte en hånd gennem det hvide hår. “Til tider overvejer jeg over hvad jeg gjorde galt.”

"Sig mig, Gabriello, tilbyder du alle forbipasserende kvinder, at gøre dem til adelige?" drillede hun, ganske godmodigt.
"Men noget stort, skal der nok komme ud af det her," erklærede hun stensikkert. Glad for, at hun måske snart ville stå i en situation, hvor hun rent faktisk ville være i stand til at gøre noget meningsfuldt for andre. Sin familie inklusiv.
Det var i hvert fald hendes umiddelbare intention.
"Det siger du ikke?" spurgte hun mildt. "Men det er okay. Han er nok bare nervøs for min indblanden. Det går nok."

“Ludwig kan ikke rigtig huske vores ældre familie. Han har kun som så haft mig. Jeg er hans bror, far og mentor i en.” Sagde han og begyndte at gå ud af rummet. “Jeg er afhængig af mine søskende som mine tronfølgere da jeg endnu ikke har børn, og for at være ærgelig tror jeg ikke at jeg kan få nogen.” Sagde han og gik ned af en gang. Han håbede at hun fulgte med. Han kunne høre hans brødre diskuter heftigt and han rystede på hovedet, selvfølgelig skændtes de nu. “Harmonien er tit ikke her, specielt når Ludwig er sur. Han er den stærkeste efter mig. Hvilket er ofte et problem for andre.” Mumlede han for sig selv før han stormede ind og begyndte at råbe på et gammelt sprog som var glemt.

Gabriello var ikke glad for den måde som deres gæst blev behandlet på og det kunne ses. Hans brødre sank ned i deres stole for at undgå herskerens rasende blik. “Giv en undskyldning til hende, eller I kan alle overnatte i fængslet.” Hans stemme rungede gennem huset så kvinder og børn kom løbende.

"Jeg har selv yngre søskende, så jeg ved, hvordan det føles," tilstod hun. Det første konkrete faktum, hun denne aften rent faktisk havde ladet falde om sig selv. "At skulle tage sig af dem, mener jeg. Jeg forstår det godt." Hun hvilede sin ene kind mod sin håndflade. "At han ikke helt stoler på mig endnu er vel kun naturligt," reflekterede hun i en næsten munter tone. Hendes egne søskende ville have været lige sådan, hvis de en dag mødte Gabriello. Ikke at dette var særlig sandsynlig.

"Man skal aldrig sige aldrig. Det er jo ikke ligefrem fordi du på et eller andet tidspunkt bliver for gammel til at få børn, så hvis du virkelig ville skaffe dig en arving, kunne du sikkert godt," sagde hun og trak nonchalant på de slanke skuldre, før hun rejste sig og fulgte med ham gennem huset. Dristede sig til at have sin ene hånd hvilende mod hans arm.
Hun havde ingen idé om, hvilket sprog dæmonbrødrene talte indbyrdes og derfor heller ikke om, hvad der blev sagt, men hun kunne let høre ud fra tonefaldet og se det ud fra deres ansigtsudtryk, at det ikke just var noget pænt. Hvis det ikke var give away nok i sig selv, så var Gabriellos måde at reagere på, i hvert fald en bekræftelse.
Næsten instinktivt gav hun hans arm et beroligende klem.
"Det går nok," sagde hun og affærdigede det med en flyvsk håndbevægelse. Genevira var i for sig en temperamentsfuld og stolt kvinde, men hun havde på den anden side aldrig rigtig hængt sig voldsomt meget i fornærmelser, fordi hun var sikker på, at hun nok skulle kunne modbevise den slags i sidste ende.
Hun sendte blot brødrene et behageligt smil. "Jeg håber, at jeres hjerter vil blive mere åbne overfor mig med tiden," erklærede hun.

Gabriello så på hende og lukkede så øjnene. Trak vejret dybt ind og udåndede. “Jeg havde forventet bedre af jer. Kan det passe at det kun er vores søstre som ved hvordan man opfører sig?” De krybede sig mere og så på den smukke vampyr som stod ved deres broders side. “Vi beklager, madam. Det var ikke vores mening at såre dem eller gøre dem uvelkommen.” Mumlede en af de adopteret brødre som så på hende med isblå øjne. Gabriello havde armene krydset og brynene rynket. “Som adelig vil Genevira have en del at lærer. I skal hjælpe hende med se hvordan vi har byen og se om hun kan hjælpe med at forbedre den.”

Kvinderne kom listende ind og stille sig ud til den ene side. En af dem vovede sig hen og stillede sig ved Gabriello og Genevira. “Det er længe siden jeg har set ham så vred.” Var der en som mumlede og mange skiftede deres blikke mellem herskeren og den tredje i arvefølgen. Ludwig kunne ikke møde sin brors hårde og kolde blik.

Vreden lyste nærmest ud af ham. Det var ligefør den var til at tage at skære i. Genevira glippede med øjnene og så fra ham, til brødrene og tilbage igen. Var både chokeret og rørt over, at en hun knap kendte kunne blive så defensiv på hendes vegne. Sådan noget havde hun lige godt aldrig oplevet før og hun forestillede sig umiddelbart at enhver anden nok ville have taget sin families parti og smidt hende på porten, hvis de så åbenlyst ikke kunne lide hende af den ene eller den anden grund.
"Tak. Det er i orden. Lad os lade fortid være fortid ikke?" foreslog hun muntert og sendte Gabriellos brødre et varmt smil.

Hun kendte alt til søskendeskænderier og også til søskendes beskyttende adfærd overfor deres egne, så dette var på mange måder intet nyt.
Men kvindens kommentar forvirrede hende yderligere, for hvis Gabriello ikke havde for vane at blive vred på denne måde, hvorfor var han så blevet det for hendes skyld?
Genevira havde stadig en hånd hvilende mod hans arm, gik det op for hende.
Måske burde hun flytte den?
Diskret slap hun ham og foldede hænderne foran sig i stedet.

Gabriello trak vejret dybt og krydsede armene over brystet. "I skylder frøkenen en god undskyldning." sagde han og så afventende på dem. Meget kunne man sige om Gabriello, men han var en hård mand når noget gik ikke fair til. Det var dog ikke gladeligt at han gjorde andre fortræd medmindre det var fjender. Gabriello gik hen og satte sig i en stol. Ludwig stod ud til siden og så ned i gulvet. "Jeg har hele aftenen, brødre." sagde han og tappede fingrene mod armlænet. Ludwig så på sin bror, han lignede en sparket hundehvalp, og så hen på deres gæst. "Jeg beklager madam."

Gabriello var ret...intens. Hun selv ville nok have ladet det fare for længst. Især hvis det havde været hendes brødre, der havde været vrede på en kvinde de ikke kendte, fordi en af deres andre søskende var klar til pludselig at give hende en magt, som hun helt ærligt ikke burde have. Faktisk...jo mere hun tænkte over det, jo mere virkede alt det her for godt til at være sandt. Alarmklokkerne i hendes hjerne begyndte efterhånden at ringe. Hendes familie ville have sagt, at hun ikke burde stole på nogen af dem. Genevira holdt sit ansigt blankt, trods det faktum, at hun pludselig var i gang med at blive en smule bekymret.
Hun viftede affærdigende med hånden.
"Det er altså virkelig okay. Jeg bør nok alligevel snart gå." Hun sendte dem alle et strålende smil.