Do something instead of killing time, because time is killing you.~Mikkel~

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Caroline sad på kroen for sig selv, hun havde drukket lidt men ikke nok til ikke at være sig selv overhovedet. Hendes hoved var klart, men hun drak sine sorger ud. Heldigvis var der ikke flere som var døde, eller jo Melissa hendes datter var stadigvæk død og kom aldrig tilbage til hende mere. Væsken fra hendes glas gled ned uden problemer, det føltes som om hun var tættere og tættere på at forlade omverdenen at glemme pinslerne bare for en aften. At glemme frygten som skjulte sig inden i hende som ingen kunne se. Hadet som snoede sig rundt om hendes hjerte hver eneste sekundt i hendes liv. Alle de følelser gjorde hende stærkere, alt forræderi som hun var blevet udsat for, smerte af totur og tab. Kærlighed og svigt, venskab og troskab. Alt gjorde hende stærkere, hun var en overlever og en kriger. Det var bare som om at alle prøvede at træde hende over tæerne helle tiden, men det lagde vel til at folk ville se om de kunne få en stærk person til at gå ned. Men det var aldrig lykkedes nogle at få hende helt ned med nakken, ellers ville hun ikke stå hvor hun gjorde idag. Caroline tømte sit 3. glas whisky og havde flasken ved sin side, dog da hun tog sig en dyb indånding fik hun færtenen af blandingsrace. Mikkels blanding, hun havde sit glast i hånden da hun kom til at knuse det ved takken om den måde han havde svigtet hende på. Hun slap glasskårene og rejste sig op, hun skimtede rummet for at få øje på ham. Endelig borrede hendes øjne sig ind i ham og hun satte sin fart op, til hun fik ham over i en fjern krog. Der holdt hun ham op af væggen med et vredt blik.
"Modigt af dig at dukke op her må jeg sige? Ved du hvad jeg gør ved folk som dig, folk hun ikke tør andet end at dolke mig i ryggen? For det var hvad du gjorde, jeg stolede på dig! Jeg åbnede mig op til dig, fordi jeg troede du var anderledes, men du er ligesom de andre. Du vil også bare torturer mig for at du kan sige at du har racelederens blod på dine hænder." Sagde Caroline spydigt, til hun brugte sin fart op til hendes værelse ovenpå. Hun havde Mikkel med sig og smed ham fra sig på gulvet hvorpå hun smækkede sin dør i.
"Du ved jeg stolede på dig, hvordan har du det med det? At svigte dem som der ville give dig en chance? Den som satte deres håb i dig? Ærligtalt så synes jeg ikke at du kan være det bekendt."

Tøj :: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Dette var endnu en dag som var helt forfærdelig for denne lille Mikkel som har levet med en kæmpe fejl, han havde været ude i en masse lort og har miste alt, han mistede sin bedsteveninde han havde miste sin nye gruppe dæmoner som han havde til sig efter at han havde dræbt sin far, han havde mistede den pige som betyd utroligt meget for ham, hun var væk på grund af hans far, Mikkel skulle torturer Caroline så voldsomt at hans far ville slippe hende fri.

Mikkel kom gående ned af trappen for et værelse han havde lejet i nogen uger fordi han helt ikke ville ses af nogen, han så helt fortab ud, intet farve i hovedet og var helt svag, han fik den vidunderlige duft af vampyr, men ikke bare en helt normal vampyr, det var Caroline's duft den duft han havde savnet hende så ufattelig meget, han mærkede den voldsomme kræft som kom fra hendes vrede, han så med triste øjne på hende, han viste at hun var sur på ham, voldsom sur og hun kunne nok aldrig tilgive ham igen, men alligevel håbede han på at hun ville gøre det, "Caroline rolig jeg er kommet for at forklar hvorfor jeg gjord som jeg gjord"
Han mærkede igen den voldsomme kræft da de kom op foran hendes værelse han blev kastede ned imod gulvet uden at gøre noget ved det, han forstod godt hvorfor hun gjord som hun gjord, han satte sig op og se igen på hende, "Caroline hør nu efter hvad jeg siger" han stillede sig op men for sendt hun havde lukket døren i hovedet på ham, det havde hun aldrig gjort før.

Caroline rystede på hovedet af ham, og tænkte lidt over det. Normalt ville hun lade folk forklare, det var hvad hun ville have gjort for nogle uger siden, personer ændrede sig det gjorde hun også. Der var kun en tilbage som hun stolede på med hele hendes hjerte, og han havde mistet sin hukommelse, dog vidste hun at han stadigvæk var tilbage.
"Jeg er træt af at alle vil have mig til at lytte, at forstå. Når ingen alligevel vil lytte på mig, det ender med jeg mister alt. Kort efter du svigtede mig så mistede jeg min datter, en dæmon ved navn Oliver slog hende ihjel imens jeg så på. Hvem bliver den næste som gør, hvor mange svigt, hvor meget smerte skal jeg opleve før at det ender med at jeg dræber mig selv? Og du er lidt af skylden, hvordan kunne du? Hvordan kunne du skærer mig til blods, snitte mit kød af selvom jeg healede igen. Hvordan kunne du gøre det som du gjorde imod mig, jeg ser dig ikke som en fjende. Men jeg stoler overhovedet ikke på dig mere, og jeg tror ikke at der er noget i denne verden som kan overbevise mig om at jeg skulle stole på dig igen." Sagde hun hårdt til ham, hun skældte ham ud. Hun var ret så ustabil og anede ikke engang selv hvad hendes næste trick ville være.

Mikkel kunne godt se på hende at hun ikke ville hører på ham, hun var monster sur på ham, men hvorfor ville hun ikke lytte til ham? var det ikke hende som havde kysset ham enden alt bare gik alt for dem, deres venskab var nok slut i hendes øjne, men han ville kæmpe vider, som ingen andre nok havde gjort for hende, hvis hun virkelig havde mistede så mange havde hun brug for en som kæmpede for hende, og Mikkel ville være dem som ville kæmpe for hende, han ville gøre alt for hende, koste hvad det ville, han så på hende igen da hun var kommet ud.

hvorfor råbte hun af ham, han stillede sig hurtig ind til hende og lade sine læber imod hendes læber, sikke et savn han havde, han havde aldrig troet at han skulle mærke hendes læber igen, han holdte rigtig meget af hende, hun var virkelig noget helt særligt, han tog sin hånd om bag hendes ryg og rykkede sig tætter på hende, måske ville hun skubbe ham væk må hun jo gøre det, han ville bare kæmpe vider for hende.

Caroline fik et lille stød igennem sig da han kyssede hende, uden hun nåede at tænke over det kyssede hun ham tilbage. Hun vidste ikke hvorfor hun gjorde det, Nicolas var jo hendes eneste ene. Måske var det fordi Mikkel gjorde hende tryg på en mærkelig måde, ikke at Nicolas ikke gjorde det. Caroline mærkede at han trak hende tættere på ham, og endelig lod hun ham gøre det. Hun havde et midlertidigt tab af kontrol på sig selv, hendes vampyr instinkter styrede hende til at gøre hvad der føltes godt. Hun havde jo selv startet den, det var hendes egen skyld hvis han følte noget for hende. Caroline havde trods alt kysset ham først ved deres sidste møde, hun havde det som om at alt andet var glemt lige nu. Hun skubbede ham kort op af muren og kyssede ham lidt dybere..

Mikkel hvordan hun kyssede ham tilbage, hun kyssede ham på en mærkelig møde som han aldrig havde oplevet for, det var som om hun holdte noget hemmeligt for ham, noget hun var bange for at fortælle ham, men hvad fanden det var ville han utroligt gerne finde ud af, det var hans næste mål, Mikkel mærkede muren bag sig og mærkede hvordan hun kyssede ham, han åbnede øjne og så på hendes ansigt, nej dette var ikke sådan han ville havde deres venskab det var ikke sådan det skulle forgå, han prøvede at få sit hoved væk fra hendes læber, han fik dem væk til sidst og sagde med en blid stemme, "Det må du virkelig undskyld Caroline, jeg fortjener ikke set venskab med dig" han så væk for ikke at vise den smerte han havde fået da han havde kysset hende, det var som om han havde gjort noget forkert, som om at de bare ikke var dem

I samme sekund som Mikkel stoppede kom hun til sig selv, og blev vred igen. Men denne gang på sig selv ikke på Mikkel.
"Måske og måske gør du ikke. Men det ikke alle som kan få mig til at holde op med at være vred, fortæl mig din hemmelighed. Og undskyld for at jeg kyssede dig tilbage. Jeg river mig for meget med og det burde jeg ikke.. Jeg har en forlovet.. Han var ikke død alligevel.. Undskyld Mikkel. Men jeg vil give dig lov til at snakke frit, fortæl mig hvorfor du torturerede mig." Sagde hun og kiggede Mikkel i øjnene. Hun håbede inderligt på at han ikke havde fået nogle følelser for hende, for hun ville ikke kunne leve med at sårer en på den måde, hun havde prøvet det to gange før og det havde været mere end rigeligt..

Mikkel hørte hvad hun sagde, og han begynde at ryste igen, havde hun stadig sin forlovet? så det ville sige han var med til at være hende utro imod ham, han knyttede sine hænder og kiggede koldt ned i gulvet, en lille tårer ramte gulve uden at man kunne se den efter han sagde med en lidt mærkelig stemme som Caroline aldrig har hørt for, "Jeg går nu, du ville ikke se mig, og jeg har gørt sådan at u har været din forlovet utro." han vente ryggen til hende og begynde at gå med tynde skridt imod trappe igen, lige enden han begynde at gå ned til baren igen, vente han hovedet imod hende, "Caroline undskyld at jeg har udsat dig for noget som er utilgiveligt, og for at du slipper for det igen, forlader jeg dig for altid." han gik ned af trappen og gik vider hen til baren og satte sig stille og roligt, det lignede ikke kan at slutte et venskab med en kvinde, men det han havde gjort imod Caroline, kunne han aldrig kunne klare, kan kunne jo se i hendes øjne hvad hun havde været igennem, og Mikkel ville ikke kunne klare at se dem hele tiden.

Caroline lyttede til ham, hun kunne ikke lide at sårer folk.. Det var nok noget der aldrig ændrede sig.. Caroline kiggede ned og anede ikke helt hvad hun skulle sige overhovedet, hun hørte at han gik. Endnu engang en person som valgte at træde ud af hendes liv. En lille tårer blomstede sig frem, men hun tørrede den væk igen. Så løb hun afsted efter ham, hun valgte selv om hun ville lade ham gå.. Og det ville hun ikke. Caroline løb efter ham, og holdt ham op af nærmeste mur.
"Du vover..! Du vover på at være endnu en af dem som træder ud af mit liv Mikkel! du vover." Sagde hun, og så ham i øjnene. Caroline havde været på nok nedturer og ville gerne snart op af bakken igen..

Mikkel hørt hende løbe efter ham, han gjord ikke noget for at slippe for hende, for han viste hvad han ville gøre hvis hun prøvede at få ham tilbage, kort tid efter mærkede han en kold mur bag sig, han så ind i nogen øjne som han ellers havde håbede på at han aldrig ville se igen, hvorfor var de over fuldt med smerte, han forsatte bare med at kigge ind i dem og sagde med den samme stemme som for, "Så tving mig til at blive Caroline, brug den evne du har, for jeg ville ikke forvolde dig mere smerte, og det ved jeg at jeg kommer til hvis jeg bliver hos dig!" han tog fast om hendes hånd, og fik den væk fra ham, han var blevet langt stærkere end han normalt har været, men han var stadig sværere end Caroline men også kun lidt.

Caroline så koldt på ham da han fjernede hendes hånd, han var ikke stærkere end hende.. Hun var en af de stærkeste vampyrer der fandtes, hun var vampyros.. De var stærkere end normale vampyrer, han ville ikke i nærkamp med hende det ville ingen.. Og så dog. Caroline så på ham.
"Den eneste smerte du forvolder mig kommer ved du går, jeg har været igennem værre ting. Så hvis du går er det for dig selv, og jeg vil ikke have du går. Og hvis det har følger ved at venner med dig, jeg er ligeglad. Ingen er perfekte, ikke engang dem jeg trives omkring. Tro mig." caroline ville ikke tvinge ham til noget som han ikke selv ønskede, og hvis han ville gå så måtte han gøre det.

Mikkel viste godt hvilken vampyr hun var, en meget stærk vampyr, men han var ligeglad, han ville ikke kæmpe imod hende, måske er deres vanskab slut men det betyd ikke at han ikke stadig holder af hende, han så koldt tilbage til hende og sagde med en rolig stemme, en stemme som hun nok kendte til, "Tænk over det Caroline, du kommer op igen, du har din forlovet, du har din bedsteveninde og din bedsteven, i forhold til dem er jeg ingen ting, vi kender ikke til hinandens fortid, eller væres drømme, jeg ved ikke engang hvad dit efternavn er, jeg ved intet om dig ud over du hedder Caroline og er leder for vampyr, du ved ikke mit efternavn og du ved ikke race jeg er! du bliver perfekt du har kun en race i dig, du skal ikke kæmpe for to, jeg skal spise for to! jeg er ikke som de andre Caroline jeg er ikke som de andre væsner, jeg er noget helt særligt, ingen ville holde af en som mig!!" han tog hende roligt på skuldrende og så ind i hendes øjne, "Caroline jeg er skåret i dig, jeg skar næsten din mave op! jeg satte ild til dig, og hvis du ikke var knækket der skulle jeg voldtage dig så du ikke længer kunne gå! jeg stak mig selv i hjertet for din skyld, jeg håbede på du ville vente på mig efter det, men du var allerede taget af sted uden at give besked om hvor henne i verden du var, jeg var bare heldig at finde dig her på kroen!" han slap hende og stillede sig roligt på i sin normale højde, hans krop var også voksede en dele siden sidste gang.

Caroline lyttede, hendes øjne ændrede sig pludselig mere vrede i det. Hun forstod endelig godt sig selv.
"Ja, jeg har dem jeg har brug for. Men du var den første i gennem år som har fået mig til at åbne mig sådan op, og jeg vil ikke bare smide det væk. Jeg er jo ikke dum, og hvis det passer det du siger. Så reddede du mig ved at skade mig, og imellem os. Så knækkede jeg ikke sammen der, jeg har været igennem en masse Mikkel. Jeg er en ret god skuespiller. Men helt ærlig, skulle jeg vente på dig når jeg troede du havde vendt dig imod mig Mikkel? Jeg har lidt svært ved at stole på folk engang imellem." Svarede hun ham og så ham i øjnene. Hendes svar havde blevet udtalt i en meget rolig tone.

Mikkel så på hende med øjne som man næsten ikke ville tro var hans, han lyttede til han hun sagde, jaja og den ville hun havde at han troede på, han havde jo skåret hendes mave op, hvis det ville var fordi at hun havde skriget at han skulle stoppe, "Jeg har ikke gjort noget godt for dig Caroline, bare givet dig smerte" han stoppede med at snakke da han lige tænkte igennem hvad det var hun havde sagt, en god skuespiller, ville de sige at det venskab han havde håbede på var imellem dem bare var falsk? Mikkel knyttede sine hænder og han var redt ligeglad med hvad hun ville gøre ved ham, han ville ikke længer hvis hun ville tag ham i hånden ville han bare tage sin hånd til sig, og hvis hun prøvede at kysse hende ville han bare slå hende og gå sig vej, men selvfølelig var der også noget hun kunne gøre uden at han ville gøre noget ved hende, "Så du stoler ikke længer på mig!" han så vredt på hende, stolede hun virkelig ikke på ham længer.

Caroline så på ham og lyttede videre og videre.. Han misforstod jo hvad hun mente!? Caroline banede sin hånd ind i muren så samlige af hendes egne knogler i hånden brækkede, men det gjorde også at hun gjorde sådan at han fik svare ved at gå.
"Du misforstår hvad jeg siger til dig! Jeg siger at lige i det øjeblik ikke gjorde længere. Hvorfor fanden skulle jeg i det øjeblik, jeg havde ingen anelse om hvad du gjorde og hvorfor du gjorde det? Jeg tror på hvad du siger til mig nu okay." Svarede hun og pustede ud, hun skar en grimasse over hendes ømme hånd og trak den til sig hvorpå hun brækkede knoglerne på plads.

Mikkel så hvordan hun bakkede sin hånden ind i væggen bag ham, den var meget tæt på at ramme ham og hvis den gjord ville han nok flyve igennem dem og lande på den anden side, Mikkel så på Caroline igen og hørte hvad hun sagde, misforstod han det hele, hvad havde han misforstået ved det? hun havde været sammen med ham, imens hun stadig havde sin forlovet, hvad skulle hun så bruge ham til nu? havde hun det måske ikke godt hos sin forlovet? var hun kun sammen med ham for at glemme sin elskede mand, "Caroline du stoler ikke på mig! ellers ville du aldrig havde sagt det? ellers havde du aldrig bare gået fra mig af den gang!" hvorfor måtte han ikke gå fra hende nu? hun gik jo fra ham den gang de begge var fanget, og han måtte ikke nu? hvad fanden var hun for en kvinde?!