Gamle venner, nye Fjender? (Genevira)

Tid: Om aftenen
Vejr: Koldt og overskyet
Sted: Firestep dansekro

Det var en iskold aften i Doomsville City, den kolde luft stak en i huden som var det millionær af nåle. Selv om mørket havde banket på døren, så var der stadig liv i Doomsvilles gader. Butikkerne som var ved at lukke ned for dagen, og mennesker som var på vej hjem i sikkerheden. Hestene med vognene og ikke mindst de fine mennesker, som enten var på vej hjem eller på vej til middag'er hos andre fine mennesker. De fattige sad stadig på gaderne, og rystede i hele kroppen mens deres læber var isblå fra kulden. Der var en fæl lugt i gaderne, som de mennesker som levede blandt den havde glemt alt om. Der lugtede en blanding af afføring og ikke mindst af døden, men det var noget man lærte at leve med.

En gang imellem kunne man se en rotte løbe over vejen, over til noget bedre affald end hvor den kom fra. Hjemløse hunde og katte, som søgte efter mad på gaderne og de hjemløse børn som prøvede at stjæle fra de sidste købmænd som stadig havde åbent.
Mørkets væsner havde også begyndt at komme frem fra deres skjul, tyve, morder og ikke mindst de kvinder som arbejde i mørket.

Dette virkede som hvilken som helst dag i Doomsville, hvor folk bare prøvede på at overleve endnu en nat. Det var vel også som alle andre nætter, for de fleste mennesker. Bare ikke for en af kvinderne af natten, hun havde nemlig andre idéer i aften end at arbejde. Hun havde nemlig hørt rygter om en gammel veninde, som skulle synge denne aften på Firestep dansekro. Hun havde også hørt nogle andre rygter, som hun slet ikke havde lyst til at tænke over.

Hun skynde sig bare så hurtigt hun kunne ned af gaden, men sin hætte trukket godt op omkring sine øre og alligevel kunne hun høre mændene bag hende. Selvfølgelig kunne hun bruge nogle flere penge, som alle andre fattige mennesker. Denne aften havde hun bare ikke lyst til det, der var noget mere vigtigt hun gerne ville hen til.
Hun stoppede først med at løbe, da hun kunne høre lyden af de glade mennesker fra kroen. Et svagt lille smil kom frem på hendes læber, som hun bevægede sig ind i kroen og træk hætten af sit hoved.

Hun havde kun foragt til overs for Doomsville. Det var her hendes gamle jeg havde boet og Ginny Isherwood var DØD og skulle helst ikke huskes af nogen. Hvad kunne det ikke gøre ved Geneviras fremtidige muligheder?
Men selv vampyrer kunne ikke leve fuldstændig uden en vis mængde finanser og hun havde indset, at hvis hun ville kendes som sanger, så måtte hun starte et sted. Så da Hun var tilbage i Doomsville, bare for at sikre sig at ingen af hendes søskende var døde, havde hun i samme omgang lettere modvilligt takket ja til et engangsjob på Firestop Dansekro, til trods for at det gav hende en ubehagelig fornemmelse i maven. Men kroens gæster var muntre og lod til at nyde hendes musik og til sidst blev hun så lykkelig for den positive opmærksomhed, at hun til sidst et øjeblik lod sig selv glemme, at hun havde levet her for længe siden. Glemme byens ækelhed og den rotte hun tidligere havde trådt ihjel under sin støvle i ren foragt for, hvor uhumsk hendes fødested var.

Da en alt for velkendt flammerødhåret skikkelse trådte ind ad døren, kom alle disse ting dog væltende tilbage alt sammen på en gang og efterlod Genevira med en fornemmelse af at have fået en spand koldt vand i hældt direkte i ansigtet.
Ignorer hende, tænkte hun for sig selv og tog en dyb indånding. Sang videre som om intet var hændt, men undgik specifikt at se på det sted, hvor Alanis stod. Godt nok var de veninder førhen, men det duede altså ikke nu. At ses offentligt med en kvinde som hende, ville være som at stemple sig selv i panden og udelukke sig fra alt betydningsfuldt. Mente Genevira i hvert fald selv.

Alanis havde hørt rygter om at hendes tidligere ven, var blevet forvandlet til et blodsugende monster. Hun viste bare ikke helt om hun skulle tro på sådan et rygte, men da hun så hørte at nogen havde set hende i byen. Så måtte hun bare finde ud af det, også være der for hende som hun plejede at være når de blot var normale kedelig mennesker. De havde jo været venner og derfor var de det stadig i Alanis hoved, det var nemlig ikke fordi hun lader hvem som helst komme så tæt på.

Hendes blik langsomt rundt omkring på de mange mennesker på kroen, den var fyldt op med glade og ikke mindst fulde mennesker som danskede rundt og drak. Lugten af alkohol, sved, mad og alt for stærk parfume blandede sig i varmen og røg lige op i næsen på hende. Hun havde bare mest af alt lyst til at kaste op, men viste at hun ikke kunne give slip på fyldet i sin mave. Denne tanke forsvandt også hurtigt, når hun fik øje på et velkendt ansigt som skilte sig ud i mængden.
Det smukke ansigt som oversteg hvilken som helst kvinde der inde, skønhed som aldrig før og de øjne som mødte hendes.

Der kom et smil frem på hendes læber, som hun skubbede mennesker væk, for at komme tættere på det velkendte ansigt. Hendes smil forsvandt kort, når hendes ven stoppede med at kigge på hende. Som om hun prøvede at undgå hende, og slet ikke ville kendes ved hende.
Den lyse porcelæns hud afslørede, hvad hun havde frygtet med sin gamle ven. Hun stoppede op omkring et meter fra hende, og blev bare stående der og så på hende.

Alanis lignede sig selv. Lige så køn som altid. I hvert fald var hun en skønhed efter Rotten Root Districts standarder. Hun og Alanis havde tit tiltrukket sig blikke, før i tiden, når de rendte rundt sammen. Nok fordi de havde alle deres tænder og, til trods for sult og fattigdom, så sådan relativt sunde ud.
Selvom Genevira nok næppe længere kunne snakke med hende, det ville være upassende, så håbede hun, at Alanis havde det godt. Måske var hun kommet ud af....sin tidligere situation. Tanken om, hvad Alanis egentlig lavede, fik hende til at rynke på næsen. Nok til dels fordi Genevira selv var var så uerfaren, at hun næsten var jomfru og meget nervøs og sky omkring alt, hvad der bare handlede en lille smule  om sex.
Alligevel havde en lille del af hende, den del, der måske ikke var helt klar til at afsværge alle sine gamle relationer, lyst til at trække Alanis ind i et kram og forsikre hende om, at hun var okay.
Men det kunne hun ikke.
Da hun blev færdig med at synge trippede hun ned fra kroens scene og gjorde mine til at gå sin vej, før Alanis kunne nå at starte en samtale med hende.
Hun puffede sig igennem menneskemængden med et tydeligt ukomfortabelt udtryk i ansigtet over de hænder, hun måtte børste af sig. Hun ville bare væk fra Doomsville så hurtigt så muligt nu. Åbnede kroens dør og forlod larmen og varmen. Gik ned ad gaden med en hurtighed, som en der var bange for at blive forfulgt.

Hun havde faktisk glædet sig til at møde sin gamle ven atter igen, også bare sidde og snakke om hvad der var sket med deres liv. Hun var sikker på at Genevira's liv havde været mere spændende, siden hendes eget vil havde været det samme hele tiden. Hun kæmpede bare for at overleve hver eneste dag, også havde hun bare ikke mulighed for at drømme om et bedre liv i hendes øjne.
Hun stod bare der blandt alle andre mennesker, og lod sig blive skubbet frem og tilbage mens hun lyttede efter på hendes syngen. Hun fik bare en klump i sin mave, da Genevira stoppede med at synge og forsvandt mellem alle mennesker. Hun skynde sig så hurtigt hun kunne efter hende, skubbede sig igennem mængden af mennesker "flyt jer" gentog hun flere gange, før hun til sidst nåde døren og kunne trække vejret atter igen.
Hun havde bare ikke tid til at tænke sig over, og måtte skynde sig videre for at nå hen til Genevira "hey vent" gentog hun flere gange, før hun nået op til hende og tog fat i hendes hånd "hvorfor løber du fra mig? det er mig Alanis" sagde hun og havde ikke brugt du til hvem som helst, men de plejede jo at være venner, de plejede at være dus.

Åh for pokker. Man skulle tro af en af Alanis position ville vide, hvornår hun skulle lade være med at følge efter folk, der tydeligvis ikke ville have hendes selskab. Det var i hvert fald det, som Genevira havde håbet på, da hun sådan tog flugten fra kroen og ud i den kolde natteluft, der nok burde have generet hende, men ikke længere gjorde det. Hun reagerede ikke på sin venindes udråb, men fortsatte i stedet målrettet nedad gaden, frigjorde sig med en lethed, som om Alanis' greb ikke var meget stærkere end et spædbarns.
"Og det er præcis det, der er problemet,"erklærede Genevira spidst og fnøs for sig selv.
"Du er stadig dig. Jeg er blevet til noget andet og jeg kan ikke længere omgås....din slags." De sidste to ord blev sagt, som om der var tale om folk med med en rædselsvækkende smitsom sygdom eller folk, der kogte babyer i deres fritid.
"Jeg har ikke tænkt mig at lade folk kende mig som hende tøsen fra Rotten Root District, der hængte sammen med horer og andet rak. Næh tak." Hun så ikke på Alanis, for alt til trods, så gjorde det alligevel lidt ondt, at fornærme hendes veninde, som hun havde været et barn sammen med, på denne brutale og usympatiske måde.
"Jeg prøver at blive til noget her og jeg vil ikke trækkes tilbage i mudderet. Det må du kunne forstå," forsøgte Genevira, tidligere Ginny Isherwood, at retfærdiggøre sig, alt imens hun forsøgte ikke at falde tilbage i Rotten Root District's dialekt og måder at tale på.
Så gik noget op for hende og hun vendte sig endelig mod Alanis. Venindes røde hår lyste op i natten som en fakkel. Gad vide om Alanis selv vidste, hvor mange forskellige nuancer af rødt, der egentlig var i hendes hår? Genevira lagde i hvert fald først rigtigt mærke til det nu, da hun så på hende med sit nye syn.
"Du kunne komme med mig," erklærede Genevira pludselig og så på hende med et blik, der næsten grænsede til noget feberagtigt fanatisk. "Du ville ikke være nødt til at være dig længere. Du kunne blive til noget andet. jeg kunne gøre dig til noget andet." Hendes hænder flaksede ivrigt rundt i luften, imens hun talte, som de havde for vane, når hun blev oprevet eller begejstret.
Hun stirrede ublinkende på Alanis med et udtryk i ansigtet, som om, at hun havde givet sin veninde hendes livs bedste tilbud.
"Det er som om jeg sov hele mit liv ind til for tre år siden og nu er jeg endelig vågnet og kan føle og se ting, som det var meningen, jeg skulle se dem," sagde hun.
"Vi kunne begge blive til noget!"

Alanis var jo den type at når hun valgte at blive venner med nogen, så lagde hun hele sin sjæl i det forhold og ville gøre alt for personen. Derfor gjorde det også altid ekstra ondt på Alanis, når folk valgte at stikke hende i ryggen på den ene eller anden måde. Det var som om hun mistede en del af sig selv, og blot kunne mærke hver eneste gang hvordan hun faldt mere og mere om. At blive svigtet om og om igen, gjorde noget ved en person som ikke var til at redde. Man blev bare mere og mere ødelagt, og folk begynde at se mere og mere anderledes på en, jo mere ødelagt man blev.

Hun blev derfor vildt overrasket, når hendes gamle ven begynde at snakke dårligt om hende. Hun kunne mærke hvordan hendes sjal blev hevet ud af brystet på hende, og hun måtte kæmpe for at holde sine tåre tilbage. Hun havde altid stolet på denne kvinde, lige siden de mødte hinanden første gang. Genevira havde været hendes eneste ven, da hun kom til byen som et hjemløst 14 åring. De plejede at fortælle hinanden alt, alle hemmeligheder som de havde haft og kun betroet til hinanden. Genevira havde ligefrem været Alanis bedsteveninde, som altid havde været der for hende. Været der første gang hun blev udnyttet af en gammel mand, første gang hun havde fået stjålet sine hårdt tjente penge og måtte sulte i flere dage, første gang at Alanis selv valgte at sælge sin krop. Og nu stod hun der foran hende, og snakkede til hende på den måde.

Hun havde mest bare lyst til at slå hende, skrige af hende og aldrig se hendes ansigt igen. Hvordan kunne hun gå rundt og tro at hun var bedre end Alanis, bare fordi nogen havde valgt at forvandle hende? Hun kæmpede virkelig for ikke at begynde at græde, ikke at lade hendes følelser bestemme over hendes handlinger.
Hun ventede på at Genevira var færdig med at snakke om hende på den måde, ventede på og ikke mindst tænke over hvad hun skulle svare "tror du at du er bedre end mig?" hviskede hun i håb om at ingen anden kunne høre dem, hun ville ikke lave en scene der midt på gaden "måske er jeg ikke perfekt.. men det var du heller ikke før hen, og er det bestemt heller ikke nu" forsatte hun og tråde et skridt tilbage fra hende, mens hun bare stirrede på hende med sårende øjne "jeg har det fint med at være mig.. skammer mig ikke over de handlinger jeg har taget for at overleve" sagde hun lidt højere og med stolthed i sin stemme, selvfølgelig var hun ikke glad for at skulle sælge sin krop. Hun var dog stolt over at overleve hver eneste dag, og hvis hun forsvandt den næste dag.. så ville hun ikke være den som fortrød sine handlinger

Det gjorde ondt i hendes sjæl-....havde hun stadig sådan en?- da det gik op for hende, at Alanis virkede som en, der var ved snart at begynde at græde. Genevira blev et øjeblik overvældet af ønsket om at ligge armene om Alanis og beskytte hende fra alt og alle. Ginny ville have gjort det. Men Genevira havde et ry at opbygge og derefter opretholde. Hun kunne ikke se, hvordan det her venskab ville passe ind i hendes nye liv. Selvom hun hellere end gerne ville have det. Og deraf kom tilbudet. Hvis de to veninder kunne fortsætte ud i natten sammen og aldrig se sig tilbage over skulderen for at betragte deres gamle liv, så kunne de have været lykkelige sammen. Ændre verden endog. Det mente Genevira i hvert fald. Dog var Alanis påfaldende stille, hvad tilbuddet angik.
Var hun ikke med? Okay nej....
Genevira sukkede dæmpet og betragtede Alanis med et såret udtryk i ansigtet.
"Ikke...bedre bare noget andet og det dur ikke, at jeg forsøger at nå til et sted, hvor jeg kan forsøge min familie og endelig leve som jeg burde kun for at blive hold tilbage af gamle relationer," forsøgte hun helt oprigtigt at forklare.
Da Alanis fortsatte med at tale var det lidt som at blive stukket med noget.
"Jeg ved godt, at jeg ikke er perfekt," bed hun syrligt fra sig.
"Men i modsætning til dig, så arbejder jeg på det. Men fint. Hvis du virkelig har lyst til at leve resten af dit liv liggende på ryggen, så lad da ikke mig stoppe dig." Hun var mere såret end vred over det, som hun så som sin venindes afvisning af både hvem hun var nu, men også en afvisning af, at Genevira nogensinde kunne blive til noget andet, end hvad Rotten Root District ville have gjort hende til.
Hun lagde armene over kors for at skjule, at hun rystede.

Alanis havde aldrig følt sig så svigtet før, måske fordi hun aldrig havde ladet nogen anden komme så tæt på hende. Hun stolede jo simpelhen ikke på folk, og når hun endelig valgte at stole på nogen.... ja så blev hun åbenbart altid svigtet og bare følt sig udnyttet. Det var ikke anderledes denne gang, men det gjorde bare mere ondt end det nogensinde havde gjort før. Hun havde jo givet sin sjæl til dette forhold, fortalt alle sine hemmeligheder og stolet på denne engang menneskelig kvinde.
Hun havde ikke bare været Alanis ven, heller ikke bare bedsteven... nej hun havde været som den søster Alanis aldrig havde haft, den familie som hun havde følt sig så tryg ved og som hun troet hun ville have resten af livet.

Troet Genevira at hun virkelig ønskede dette liv? at hun virkelig ønskede at skulle sælge sin krop hver aften? selvfølgelig ønskede hun sig mere.. meget mere.. De drømme lå gemt væk mellem stjernerne og ventede på hende. Hun drømte om et bedre liv, nogen som elskede hende for hende, en familie, lykke og uden at gå sulten i seng... Hun drømte om en prins der kom og reddede hende fra mørket, men hun viste godt at det aldrig ville ske.
Hun var sin egen løkkesmed, men hun viste også at hun måtte gøre tingene på sin måde. Hun kunne ikke føle sig tvunget sammen med en person, hun måtte selv klare sig som hun havde gjort i så mange år "tror du ikke jeg arbejder på at blive bedre?!" sagde hun og snerrede endda en lille smule i det "jeg overlever hver eneste dag.. på min måde! og hvis jeg skal nå et sted.. så er det på mine egen betingelser" sagde hun og lagde en hånd på sin bryst.

Hvis man kiggede godt efter, kunne man se en lille tåre trille ned af hendes kind "jeg troet vi var en familie.. søstre for livet.. kan du huske det?" spurgte hun om og husker tilbage til den gang, hvor Alanis lige var kommet til byen. De havde blevet veninder med det samme, og gjort en pagt om at være blodsøstre for livet "og nu vil du ikke have noget med mig at gøre?!" sagde hun og forsatte med at tage et par skridt tilbage

Alanis var ikke den eneste der følte sig forrådt. Også selvom Alanis' følelse af at blive forrådt nok var mere berretiget end Geneviras. Men Genevira følte sig pludselig...brændemærket som et monster af sin egen blodsøster. Så meget for det bånd.Pfft.
"Alanis. Jeg elsker dig, som var du en del af min egen familie." Det ville have forfærdet hendes familie. De havde aldrig brudt sig om Alanis på baggrund af, at de ikke anede, hvor hun kom fra og så senere på grund af hendes, i deres øjne, amoralske valg af profession. "Men du må da kunne se at vores venskab besværliggør tingene unødvendigt for mig. Hvad ville folk ikke tænke? Jeg har svært nok ved at blive til noget i forvejen. Måske en dag vi kan ses igen. Når jeg er magtfuld nok til, at folk ikke tør sige noget.Men som sagerne står lige nu, ville jeg jo blive fuldstændig fremmedgjort af alle anstændige folk," udbrød hun og gestikulerede ivrigt med de slanke blege hænder i et forsøg på at understrege sin pointe. Hun var i hvert fald overbevist om, eller måske bare skrækslagen for at det ville blive resultatet, hvis de sås sammen jævnligt. Hun turde ikke tage springet ud i den satsning endnu. Hun havde håbet at Alanis ville kunne forstå det, men det var hun åbenbart for såret til.
"Lad være med at snerre sådan af mig. Du er ikke noget dyr," bed hun harmedirrende. "Hvis du virkelig gerne ville ud af det, så kan jeg hjælpe dig, men jeg er jo åbenbart rædselsfuld, så det kan vel være lige meget." Hendes stemme blev skinger af oprevethed og hun trak sig et stykke væk fra hende med en næsten teatralsk dramatik i sine bevægelser. Håbede ikke, at Alanis ville ligge mærke til hendes tårer, der var svagt lyserøde af blod. Genevira havde dog lagt mærke til sin venindes og det skar hende i hjertet.
"Jeg kan godt huske det," indrømmede hun helt stille. Hendes stemme havde mistet den skarpe kant og for en stund var hun tabt i minder om en solbeskinnet eftermiddag siddende på en tagryg. De havde prikket hinanden i pegefingeren og svoret at være søstre for evigt.

Alanis følte virkelig som om hun blev skubbet væk fra sin ven, fra sin søster. Det var jo ikke fordi hun ikke ønskede et bedre liv, et vil hvor hun ikke behøvede at gøre disse ting. Det var jo ikke fordi hun nød det, for det gjorde hun bestemt ikke. Hun følte sig så beskidt hele tiden, og det var altid som om hun kunne mærke deres hænder flere timer efter. Ofte måtte hun kæmpe for ikke at kaste op, for hun kunne ikke tåle at miste det mad hun havde i maven.

Hun ville så gerne sige ja til Geneviras tilbud, men det kunne hun bare ikke få sig selv til. Hun måtte bare gøre tingene på sin måde, og det virkede bare ikke som om hun kunne forstå det ”du er min familie” svarede hun såret tilbage, mens hun kort måtte se væk fra hende. Hun havde jo været den eneste familie hun havde haft, og den eneste familie hun stadig håbede på at hun havde ”hun kan klare og blive til det du vil.. altid sagt at dine drømme nok skulle gå i opfyldelse” sagde hun og kiggede langsomt hen mod hende. Hun havde altid været overbevist om at Geneviras drømme ville gå i opfyldelse, og det var nok også derfor hun var jaloux på hende en gang imellem.

Alanis der imod lod sine drømme forblive oppe blandt stjernerne i himlen, for hun tvivlede på at de drømme nogensinde ville gå i opfyldelse.

Hun kunne ikke tåle at se sin veninde sådan, såret af de ord som kom ud af hendes mund. Hun skylde sig hurtigt over til hende, og lagde sine arme omkring hende i et kram ”du er ikke rædselsfuld.. du ved jeg elsker dig.. ligemeget hvad” hviskede hun

Hun vidste jo godt, at Alanis gjorde hvad hun gjorde af nødt og ikke af lyst og hun havde altid haft ondt af sin veninde over det. Ville gerne have hjulpet mere end hun havde været i stand til, men hendes familie havde knap nok midler til at forsørge sig selv og slet ikke til en ekstra person. Selv hvis de havde haf det, så ville hendes forældre næppe have taget en person med en så plettet fortid som Alanis' til sig. Det gjorde ondt at tænke på, men det var sandheden.
Alanis var let at læse, i hvert fald for Genevira, det havde hun altid været. Alt for ekspressiv til effektivt at skjule sine tanker og følelser. Derfor kunne Genevira let se, at Alanis var tæt på at sige ja til hendes tilbud. Dog afholdt noget hende fra at presse yderligere på. Tanken om at tvinge sin veninde til noget som helst var nok til at give hende kvalme. Sådan ønskede hun virkelig ikke at være. Overfor alle andre var det til tider en nødvendighed, men Alanis? Nej. Det kunne hun ikke tillade sig. Ikke sådan. Men hvis hun en dag kom og sagde ja af sig selv, så skulle Genevira nok være der.
"Jeg håber du har ret," mumlede hun og blev så pludseligt overrumplet af et kram.
Hun lagde forsigtigt armene om Alanis. Kunne ikke få sig selv til at lade være. Hun duftede sødt og...ikke helt menneskeligt? Genevira rynkede panden. Der var et eller andet her der ikke stemte, men det var ikke det rette tidspunkt at bringe det op.
Selvom det næsten var en anstrengelse ikke at låne bare en lille smule blod. Nej, sagde hun strengt til sig selv. Det gør du ikke. Ikke nu.
"Jeg håber du finder glæden en dag," sagde hun sagte.

Alanis var ikke i tvivl om at Genevira var skuffet over at hun ikke kunne sige ja til hendes tilbud, det var jo ikke fordi hun ikke havde lyst til det. Gud hvor havde hun lyst til at sige ja til det, også bare håbe på at hendes liv ville blive bedre. Der var bare en del af hende som gerne ville klare tingene selv, det havde hun jo gjort i så mange år. Tanken om at få hjælp, virkede bare som en svaghed i hendes øre. En svaghed som hun ikke ville tage til sig, måske var det dumt af hende? Men hun var bare for stædig til at lade sig rive med af Genevira’s tilbud.
Det hårdste ved at sige nej til dette tilbud, var at det lød til at hun ville miste sin veninde. Selvfølgelig ønskede hun det bedste for Genevira, og hvis hun kunne følge sin drøm.. jamen så super! Det var bare hårdt at skulle miste den eneste person som virkelig kende hende.
Hun havde slet ikke lyst til at give slip på hende i krammet ”det håber jeg også” hviskede hun og håbede virkelig at hun havde ret. Det kom et let lille suk ud mellem hendes læber, før hun vende sit blik mod hendes ”håber jeg også.. men jeg ved at du vil” sagde hun og sende hende et svagt, men alligevel lå der stolthed i hendes smil. Hun gav endelig slip på hende, og tråde et par skridt tilbage ”du ved godt at jeg elsker dig ikke?” sagde hun roligt, mens hun fjernede en tåre fra sin kind.
Det var som om de var helt alene der ude på gaden, lyden omkring dem var væk og der var ikke andet end dem i verden. Hun havde altid nydt dette ved at være sammen med Genevira, alt ondskab og tristhed forsvandt væk og det eneste hun kunne se er eventyr og magi. Hun savnede ligefrem den gang de blot var børn, rende rundt i skoven og drømte sig langt væk til et bedre sted.

"Du ved, at jeg altid vil hjælpe dig, hvis du beder om det," sagde hun og så på Alanis med store alvorlige dådyrøjne. "Jeg elsker dig," fastslog hun, dybt alvorligt. Ideen om at miste sin barndomsveninde fik hendes hjerte til at gå en smule i stykker, men der var ikke så meget hun kunne gøre. Måske en dag, når hun havde nok indflydelse til, at folk ikke ville turde at sige noget til, hvem hun omgikkes med. Genevira tvivlede ikke et sekund på, at den dag ville komme. Hun skulle bare arbejde hårdt nok og være tålmodig. Så skulle det hele nok ende godt til sidst. Hun ville bare ønske, at hun kunne gøre mere for, at det også ville ende sådan for Alanis.
Tanken om, at denne unge kvinde potentielt en dag kunne blive fundet død i en gyde, enten af forfrysninger, efter et overfald, eller noget helt tredje, var nok til at få det til at vende sig i Geneviras mave.
Da Alanis gav slip på hende, følte Genevira sig pludselig løsrevet fra verden som en helhed, som om hun ville flyde ud og blive til ingenting, når der ikke var nogen, der holdt fast i hende længere. Et øjeblik overvejede hun at trække Alanis ind til sig igen for at undgå denne kvalmende opløsning af alle grænser, selvom det egentlig kun var psykisk og ikke reelt fysisk.
I stedet svarede hun på Alanis' spørgsmål.
"Det ved jeg." At Genevira også elskede hende var tydeligt og var blevet fastslået tidligere, så hun gentog det ikke.
For en tid stod de bare der. I stilhed.
Så lagde hun dog mærke til et ar på Alanis' hals. Et ar hun ikke havde set før. Altså måtte dette være sket i løbet af de tre år, hvor Genevira havde været langt væk fra Doomsville det meste af tiden.
"Hvem har bidt dig?" spurgte hun og hendes øjne var store og lysende af panik. Hun kendte ingen andre vampyrer, så navnet ville ikke sige hende noget, men at nogen havde stået og tygget i hendes veninde fyldte hende med rædsel. De kunne i det mindste have spurgt Genevira først!

//Håber det er okay, at Genevira lagde mærke til det. Tænker det kunne skabe lidt drama xD. Ellers så siger du bare til og så skal jeg nok ændre det ^^//

Dette var nok det hårdeste i Alanis liv, sådan at skulle miste sin eneste ven også selv om de ikke havde snakket sammen i flere år. Så var det altid som om der ikke er gået en eneste dag, uden de havde set hinanden. Denne gang var det bare anderledes, Genevira stod der og sagde at hun ikke kunne være venner med Alanis længere, bare fordi hun ikke var fin nok.
Hun havde ikke lyst til at give slip på hende, bange for at hun ville forsvinde der fra og hun aldrig ville se hende igen. Hun klamrede sine arme om hende, holde hende så tæt på som hun overhovedet kunne. ”det ved jeg godt” hviskede hun og tvivlede ikke et sekund på at Genevira ikke ville være der for hende, hun havde jo altid kunne komme til hende når hun stod i problemer ”jeg elsker også dig” hviskede hun og trykkede hende tættere ind til sig, selv om hendes svage kraftigt ikke kunne trykke særligt meget.

Det tog meget overtalelse inde i hende selv, at give slip på sin ven atter igen. Hun følte sig bare ikke klar til at gøre det, men viste at det var noget hun var nød til. Hun kunne ikke være bekendt at tvinge Genevira til at forblive i det liv som de havde levet, hun fortjente hun at blive til noget stort og det tvivlede Alanis ikke et sekund på at hun ville blive.

Hun nød at stå og kigge på sin smukke ven, selv efter hun var blevet vampyr var hun lige så smuk som hun var i menneskeform. Stilheden blev hurtigt afbrudt, af noget som Alanis aldrig havde regnet med at hun ville svare på.

Ar’et på hendes hals! Som hun bare helst ville glemme. Åh den nat var meget tæt på at slå denne nat, over for forfærdeligt det var. Hun dækkede det hurtigt til med sit lange røde hår og træt svagt på skulderen ”bare en vampyr” mumlede hun og dog højt nok til at Genevira ville kunne høre det.
For at være ærlig kende hun jo ikke navnet på vampyren, og hun havde heller ikke lyst til at vide det. Hun havde nok problemer med de kunder som havde fundet ud af det, de blev mere og mere som vilde dyr og hun hadet det.

En ældre fuld mand gik roligt forbi de 2 kvinder, og med en lille flik med sin fingre rørte han ved Alanis røde hår ”vampyr luder” hviskede han og grinte som han gik videre. Det havde jo blevet hendes nye kælenavn blandt nattens folk, vampyr luder! Som om hun selv havde valgt at blive bidt, som om hun havde nydt det. Hun kiggede ikke engang efter ham, og sende bare et smil til sin ven i stedet for ”det skal du ikke tænke på” sagde hun med en rolig stemme med en tone af tristhed i, som afslørede at det faktisk påvirkede hende.

//det er helt okay! Skal nok sige til hvis der sker noget, som jeg ikke vil have med //

"Du skal nok klare dig i sidste ende, Alanis," lovede hun sin veninde. Hun studerede sin veninde indgående. Selv under det skidt, der samlede sig omkring én, når man boede i Rotten Root District, skinnede hendes hår klart som et bål. Genevira plejede at være dybt misundelig på Alanis for det og da de var børn, kunne hun bruge lang tid på at sætte det op på forskellige måder.
"Du er for god og for køn til det liv du har fået." sagde Genevira og rystede lidt på hovedet for sig selv. Følte allerede, at hun havde sagt for meget.
"bare en vampyr?" gentog hun spørgende. Det gav hende en ubehagelig fornemmelse i maven. Nok delvist fordi hun lidt følte, at Alanis var hendes. Hvem i alverden troede de kunne komme her og tage hendes venner, hvad?
Genevira ville gerne have taget en meget alvorlig snak med vedkommende, men hun var klog nok til at vide, at det nok ville ende med, at hun blev tværet ud. Hun var ny til hele vampyrtingen og gik ud fra, at vedkommende, der havde set sig berettiget til at tygge i hendes veninde måtte være noget ældre end hende. Altså måtte en eventuel konfrontation vente til et tidspunkt, hvor den ikke uundgåeligt ville ende i Geneviras tragiske død.
Hun skar ansigt, da en eller anden mand brød ind i deres samtale. Hun stirrede vredt på ham, men fik så styr på sit ansigt. Smilede sit allermest uskyldige smil og rakte ud, tog fat i hans arm og stoppede ham fra at gå.
"Hvad var det, du sagde til min ven?" spurgte hun muntert, som om hun ikke helt havde fanget det. Der var noget faretruende i smilets sødme. Noget giftigt.
Manden svarede, at han bare konstaterede, hvad Alanis var. Havde næppe fattet, at han var på dybt vand. I hvert fald ikke før Genevira, med slet skjult væmmelse, havde sin hånd i skridtet på ham og klemte til, så det på ingen måde var behageligt.
"Jeg ville anbefale dig at give min veninde en undskyldning," sagde hun mildt og lagde hovedet lidt på skrå. Strammede sit greb en smule for at understrege sin pointe. "Altså....i hvert fald, hvis du ikke vil give din kone et chok, når du kommer hjem og ikke har noget mellem benene." Hun trak ligegyldigt på skuldrene.
Mandens blik flakkede og han fremstammede et halvhjertet undskyldning. Nok mere for at slippe væk fra Genevira, end fordi han mente det.
Genevira slap ham og skubbede ham hårdt fra sig, så han snublede og nærmest måtte kravle væk.
"Ja, kryb hellere tilbage til det hul, du kommer fra, før jeg skifter mening, gør verden en tjeneste og kastrerer dig!" råbte Genevira efter ham og et øjeblik var hun helt sit gamle aggressive selv.
Hun tog et par dybe indåndinger, fik styr på sig selv og vendte sig mod sin veninde igen. "Du burde ikke lade dem tale sådan til dig."

Alanis tvivlede ikke et sekund på at hun nok skulle klare sig, hvis hun kunne klare sig alene i så mange år.. mon ikke hun så også kunne til hun blev gammel? Hun viste dog at det ville blive en hård og lang vej, men intet skulle så hende ned i hendes rejse. Måske en dag ville hun kunne tage nogle af sine drømme ned fra stjernerne, men indtil videre måtte de blive hængende der oppe for hun kunne drømme sig væk i dem hver dag ”skal gøre alt i min magt for at klare mig” svarede hun og gav et bestemt nik fra sig, som viste at hun var fast besluttet på at overleve dette liv som hun levede. Hun kunne ikke lade være med at smile over Genevira’s ord ”måske.. men jeg havde måske aldrig mødt dig, hvis jeg ikke havde haft dette liv” sagde hun og lagde en hånd på sin brystkasse, for at vise Genevira hvor meget hun faktisk betød for hende.

Hun træk bare svagt på skulderen, når hun gentog hendes ord ”aner ikke hvem han var.. men han møder ham aldrig igen!” sagde hun med en bestemt tone i sin stemme, da hun var overbevist om at hun aldrig ville se ham igen. Hvilken vampyr ville dog komme efter et måltid igen? Også til en pige som hende? Han var sikkert over alle bjerge, i gang med at suge livet af nye kvinder og ikke mindst mere spændende kvinder.

Alanis tråde hurtigt et skridt tilbage, da hun så hvordan Genevira stoppede den ukendte mand *åh nej* tænkte hun for sig selv og så nervøst på dem. Nok havde hun ikke særlig meget erfaring med vampyr, men hun havde da set hvor hurtigt sure og ustoppelige de kunne blive.
Hun turde ikke engang at stoppe sin veninde, måske fordi et eller andet sted havde hun ikke imod den behandling som denne mand fik.
Hendes blik fulgte hver eneste bevægelse, og hans dårlige undskyldninger der kom hendes vej. Hun rystede bare kort på hovedet, før hun vende blikket mod sin ven atter igen ”som om de ville høre på mig” sagde hun og gav et lille grin fra sig, som havde en usikker tone i sig ”men tak.. du har altid været der for mig” sagde hun og sende hende et lille smil.

Tja. Genevira kunne rigtig sige sin veninde imod i forhold til det med vampyren. Hun vidste jo selv endnu mindre om vedkommende, end Alanis gjorde, for Genevira havde aldrig mødt ham og hvis hun en dag gjorde, tvivlede hun stærkt på, at det at give ham en opsang og bede ham holde sig fra hendes veninde ville være det rigtige at gøre. I hvert fald ikke lige med det første. Alligevel gjorde det hende syg om hjertet at tænke på, hvor meget Alanis havde måtte finde sig i gennem hele sit liv og stadig bar præg af den dag i dag. Hvis hun havde været i en situation, hvor hun havde kunne tillade sig at stå op for sig selv, kunne hun sikkert have blomstret på en helt anden måde og det pinte Genevira at se, hvordan Rotten Root District og ondskabsfulde tilfældigheder havde kvalt hendes venindes potentiale. I hvert fald midlertidigt.
Men når Alanis ikke hverken kunne eller turde at stå op for sig selv, så måtte Genevira jo gøre det for hende. Sådan havde det altid været. Lige siden de var børn.Hvis Genevira ikke huskede helt forkert, så var det sådan de rigtigt var blevet venner dengang. En eller anden dum knægt var blevet for nærgående overfor Alanis og Genevira havde svaret ved at stikke spidsen af en skomagerkniv op under knægtens hage og hvisle af ham, at nu kunne han vidst godt tage og løbe hjem. Det havde han også gjort. Grædende. Og Genevira havde fået skæld ud bagefter, men det havde været det hele værd, for det havde været starten på et venskab, der dengang forekom hende at skulle blive livslangt.
Genevira kunne da også godt se på Alanis, at hun var ukomfortabel, da hun stoppede manden. Hendes veninde var let at læse. Eller måske kendte Genevira hende bare så godt, at det var tydeligt for hende, men ikke for andre.
Men at beskytte hende faldt Genevira så naturligt, at hun ikke engang tænkte, at der var andre muligheder, når nogen talte så åbenlyst dårligt om hende.
Da manden var forsvundet, stod hun bare og betragtede sin veninde med bekymring i de blide, brune dådyrøjne.
"Jeg ved godt, at de ikke ville lytte," indrømmede hun med et træt suk. "Du må bare ikke...lade dem komme ind under huden på dig og få dig til at tro, at du ikke er noget værd," sagde hun og gav hendes skulder et blidt klem.
"Og det vil jeg altid være, selv hvis vi ikke altid kan ses," lovede hun. Hun tænkte længe.
"Ved du godt, at du ikke dufter af menneske?" spurgte hun så og klemte tænksomt øjnene sammen. Forvirret. Hun kunne ikke forestille sig, at Alanis kunne være andet, så måske tog hun bare fejl.

Selv hvis Alanis viste hvem denne vampyr var, så ville hun nok ikke have fortalt det til Genevira. Hun havde bestemt ikke lyst til at hendes ven skulle komme noget til, og hun tvivlede bestemt ikke på at denne vampyr både var stærkere og havde mere styr på sig selv end Genevira. Hun ville til enhver en tid beskytte sin ven, om det så ville koste hende livet.
Hun lod alligevel et par fingre bevæge sig hen over hendes ar på halsen, mens hun svagt rystede i kroppen. Dette ar betød mere for hende, end det dyreste smykke ville betyde for hende. Selv om hun forbandede den vampyr som havde givet hende det, så var det stadig et minde om at folk var ondskabsfulde og man ikke skulle stole på hvem som helst.
Hendes blik gled hurtigt over på Genevira, som hun fjernede sine fingre atter igen. Mon hendes ven havde blevet sådan et monster? Blot gik rundt og satte sine tænder i alle også uden at spørge. Hun rystede let på hovedet, for at slå denne tanke ud atter igen. Hun havde bestemt ikke lyst til at tænke på sin ven på den måde, nej sådan var hun ikke! Hun ville ikke selv tro på.
Denne vampyr havde været der for hende siden hun kom til byen som 14-åring, hun havde beskyttet hende om og om igen og gået til angreb på alle som ville hende ondt. Selv første gang Alanis blev voldtaget og udnyttet, så var Genevira der til at jagte det monster ned!
Hun havde mest af alt lyst til at kramme sin ven atter igen, for at endnu en gang hjælpe hende fra ondskab i verden ”de er mænd” svarede hun og kunne ikke lade være med at grine lidt af det ”lad dem snakke.. inderst inde er det mig som har magten over dem” tilføjede hun og kunne ikke lade være med at grine igen. Selv om det gik hende utroligt meget på, så valgte hun alligevel at se så lyst på det som hun kunne komme til. Hun viste jo også godt at hun havde magten over disse mænd, hun viste godt at de hungrede efter at få lov til at røre ved hende og viste hvor store og stærke de var. Hun tvivlede heller ikke et sekund på at de nu var usikre på sig selv, hvordan kunne de måle sig med en vampyr?
Smilet forsvandt langsomt på hendes læber, som hun vende blikket ned af sig selv og gav et lille nik fra sig ”ja.. det har jeg hørt før” svarede hun, før hun vende blikket atter igen op mod hende ”hele mit liv har jeg gået rundt og troet jeg blot var et menneske” sagde hun og lagde en hånd på sin brystkasse, før hun rystede let på hovedet ”men det er jeg ikke” hviskede hun og bed sig let i læben.

Genevira havde godt på fornemmelse, at selv hvis Alanis rent faktisk havde vidst præcist hvem den vampyr, der gav hende arret var, så ville hun ikke have sagt det. De to veninder passede på hinanden på meget forskellige måder. Genevira tog sig af Alanis, da de var børn, ved mere eller mindre at angribe hendes problemer (om det var verbalt, fysisk eller ved at sprede et eller andet ondsindet rygte varierede) og Alanis forsøgte at passe på Genevira ved ikke at lade hende finde ud af ting, der kunne få hende i dybe problemer. Sådan havde det altid været og sådan var det åbenbart stadig.
"Hvorfor er det, at de fleste mænd vi støder på bare er svin?" sukkede hun træt og rystede lidt på hovedet. Hendes tidligere forlovede havde ikke været et. Bortset fra da de var børn og han havde stjålet hendes sølvarmbånd, men ellers var det virkelig svært at skille skidt fra snot blandt de mænd man mødte i Rotten Root District. "Jeg håber du en dag finder nogen, der kan elske dig," sagde hun til sin veninde og forsvandt lidt i sine egne tanker et øjeblik. Hun havde engang fundet en, der kunne elske hende, men problemet var, at Genevira ikke havde elsket ham og desuden så var han et menneske og på et eller andet tidspunkt ville han blive gammel og dø. Selv hvis han havde haft en status, så han passede bedre ind i Geneviras planer, havde hun ikke kunne bære det. Hun blev pludselig ængstelig og lignede et øjeblik rent faktisk den unge pige, hun jo blot egentlig var. "Du tror ikke..." Hun tog en dyb indånding af ren vane, selvom hun ikke længere havde brug for det og ikke havde haft det længe. "Du tror ikke, at man kun får én chance for kærlighed vel? Der er flere i verden, der kan elske en, ikke?" spurgte hun og hendes stemme var med ét blevet meget spinkel. Nervøs. Tanken om at leve uden kærlighed for resten af evigheden tiltalte hende ikke ligefrem. Hvad hvis hun skulle straffes sådan for at have begået én fejl? Så ondskabsfuld var verden ikke vel?
Hun betragtede sin veninde vurderende. "Tja vi må tage den magt vi kan her i livet for at overleve og hvis din magt er, at du kan forføre gifte mænd væk fra deres hustruer, så må du bruge den til din egen fordel," sagde hun og viste for en sjælden gang sin kølige beregnende side. "Hvis du kan finde den rigtige person, kan du måske en dag blive elskerinde for en rigmand eller lignende. Og så er det bare langsomt at forgifte ham og....vente" Hun trak på skuldrene.
"Men...hvis du ikke er et menneske?" begyndte hun. "Hvad er du så?"

Hun havde bestemt ikke nogen planer om at sætte sin veninde i fare, det var hun klog nok til ikke at gøre. Selv når de havde været børn, havde Alanis aldrig prøvet på at holde nogle ting hemmeligt for at beskytte Genevira. Det var bare ikke altid for at det havde virket, da Genevira altid havde været godt til at finde ud af ting. Det var heller ikke fordi hun ikke var taknemmelig for alt det hun havde gjort, hun havde altid kæmpet for at vise hvor meget Genevira betød for hende og hvor taknemmelig hun var. Hun havde dog en fornemmelse, en fornemmelse om at denne vampyr både var stærkere og havde mere magt end hendes ven, og det var nok mest grunden til at hun valgte at tie. Bare det at beskrive hvordan han så ud, var ikke noget hun havde planer om at gøre. Nej! Hun ville beskytte sin ven til hver en tid, og selv om Genevira ikke ville være venner med hende længere.
Hendes ord fik et smil frem på hendes læber, og selv et lille grin forlod hendes læber ”det ved jeg ikke, måske fordi alle mænd er svin?” svarede hun og kunne ikke lade være med at grine af sine ord, mest fordi hun selv troet på det hun sagde. Hun havde jo næsten ikke mødt nogle mænd som var gode, og dem som man gik rundt og troet var gode... viste sig at være noget andet i mørket, som om de altid skjulte en del af dem selv i mørket.
Selvfølgelig tvivlede hun en gang imellem på kærligheden, især fordi hun aldrig havde været forelsket. Hun valgte alligevel at tro på eventyrene om kærlighed, og troet bestemt på at der fandtes en prins der ude et sted til hende. Hun viste bare ikke hvor eller hvordan han var, men alligevel troet hun på at hun nok skulle blive elsket på et tidspunkt ”det skal nok ske! Vi fortjener vel alle at blive elsket?” sagde hun og alligevel spørgende, som om hun ville have bekræftelse på at hun faktisk fortjente at blive elsket. Selv om hun havde det arbejde hun havde, selv om hun ikke var jomfru før ægteskabet. Selv om hun havde været så ondsindet og ladet mænd tilfredsstille sine lyser med hende, mens de havde børn og koner derhjemme.
Hun så lidt overrasket på Genevira, overrasket over at en person som Genevira spurgte hende om det. Hun rørte blidt hendes kind, mens hun sende hende et lille smil ”jeg tror på at alle fortjener kærlighed… jeg tror på de eventyr vi fortalte hinanden, når vi var yngre… Men! Jeg tror samtidigt på at der findes flere prinse, og at prinsesserne blot vælger den første… i stedet for den rigtige” sagde hun og tvivlede ikke et sekund på at Genevira, nok skulle finde sin prins på et tidspunkt. Hun kendte ikke nogen anden, som hun mente fortjente kærlighed lige så meget som Genevira.
Det gik ikke længe før hun atter tog sin hånd til sig igen, og kunne ikke lade være med at grine af de ord som kom ud af hendes vens mund ”det er ikke noget jeg ønsker at gøre… noget af det værste at se familier blive splittet pågrund af mig” svarede hun og så kort ned på jorden, før hun vende blikket op mod hende atter igen ”forgifte ham? Det ved du godt at jeg aldrig kunne finde på… og en gang imellem så er tanken om at blive en elskerinde bedre, end at blive en hustru” sagde hun mens smilet langsomt forlod hendes læber atter igen ”især når jeg ved hvilke typer der gemmer sig i mørket” tilføjede hun og hentydet til sig selv, før smilet hurtigt kom tilbage på hendes læber atter igen ”je… jeg er måske en Shapeshifter?” sagde hun spørgende og træk på skulderne samtidigt, da hun ikke selv helt troet på det endnu.

"Jeg har i hvert fald kun sjældent mødte nogen, der ikke er nogle forbandede røvhuller," måtte hun give Alanis ret. Timothy havde været god nok. Han havde da i hvert fald aldrig rigtig gjort hende noget, men det var vel også, hvad man egentlig som minimum burde kunne forvente af en, der påstod at elske en. Men vold var hverdag i Rotten Root District og derfor blev det meget nemt at se det faktum, at han trods alt aldrig havde slået hende eller noget i den stil som et bevis på hans gode natur. Hun anede ikke, hvordan han var nu. Det var evigheder siden, at hun havde set sin tidligere forlovede. På et eller andet plan var hun også ligeglad. En egoistisk del af hende håbede dog, at han savnede hende. Ikke fordi hun ville have ham tilbage. Nogensinde. Men det var rart at føle sig betydningsfuld. Generelt havde folk nok en tendens til at glemme, at Genevira næsten levede af positiv opmærksomhed og på mange punkter var et egocentreret væsen.
"Apropos svin," sagde hun og tog forsigtigt fast i Alanis' arm for at guide hende med sig nedad gaden. "Vi bør nok flytte os, for det tilfældes skyld, at vores kære ven fra tidligere føler sig modig og kommer tilbage med sine kammerater," forklarede hun, imens de gik. Hun var ret hurtig til at give slip på Alanis' arm. Selvom de gik med ved siden af hinanden, så var der en bemærkelsesværdig afstand mellem dem. Næsten som om de ikke fulgtes ad.
"Men vores liv har ikke ligefrem været et eventyr ind til videre vel?" spurgte hun en anelse tørt.
"Jeg er nødt til at blive noget andet, hvis jeg skal videre i livet. Vigtige mennesker vil ikke se to gange på en skomagerdatter," konstaterede hun beslutsomt og snakkede næsten mest til sig selv.
"Du tænker for lidt på dig selv, Alanis. De familier er da lige meget. De har ikke noget med dig at gøre," sagde hun kynisk. Her viste hun igen tydeligt, at det kun var meget få folk, der faktisk betød noget for hende. De fleste var bare brikker, der kunne bruges som trappetrin længere opad på den sociale rangstige.
"Du kan bare forgifte ham over en længere periode. Få det til at ligne et naturligt dødsfald. Hvis han holder nok af dig, får du hele arven og så er du set for life." Hun slog ud med armene.

Selv om hun gerne ville tro på at der stadig fandtes gode mænd i verden, så tvivlede hun mere og mere for hver eneste dag. Det var altid som om de gode allerede var taget, og de mænd som kom til blot, blev værre og værre. Måske var tiden forbi at drømme om prinse, og man bare måtte indse at kærligheden var væk i verden. Man måtte bare leve blandt ondskab, for at sikre sig at ens gener forsatte med at leve. Det var nok også en af grunde til at hun ikke havde fundet nogen, ellers blive de gode bare skræmte væk fordi de viste hvad hun arbejde som. Hvem ville dog også elske en som hende? Der ville nok ikke findes noget respekt, for en mand som valgte at være sammen med en kvinde som hende. Hun havde inderst inde indset at hun nok aldrig ville finde kærligheden, men resten af hende ville stadig gerne tro på at der fandtes noget godt i verden ”måske er verden bare levet sådan... at der kun bliver født ondskabsfulde mænd” svarede hun og træk svagt på sine skulder, mens hun holde et lille smil også selv om det var svært at smile over sådan noget. Hun var jo en romantisk type, så det at tro på kærligheden var jo noget hun ønskede. Det blev bare svære og svære, mens den indre stemme fortalte hende at hun ikke var værd at elske.
Så svarede hende ikke, men gav i stedet et lille nik fra sig som hun valgte at følge efter sin ven. Hun holde bare afstanden til Genevira, mest fordi hun nu viste hvad hendes ven tænkte om hende. Hun ønskede jo ikke at ødelægge hendes drømme, og hvis det hjalp at de holde afstand…. Jamen så var det hvad hun havde tænkt sig at gøre, også selv om det var svært. Hun ville jo bare helst være tæt på hende, som de plejede at gøre. Gå rundt og skubbe til hinanden, holde i hånd og hoppe rundt af glæde ”nej og jo… mit eventyr startede når jeg mødte dig… ikke alle eventyr et kæmpe store, nogle er små.. ligesom mit er med dig” sagde hun og mente ikke at alle eventyr behøvede at være farlig og spændende, nogle eventyr handlede bare om at være glad som hun var sammen med Genevira.
Hun nikkede bare svagt og viste jo godt at hun havde ret ”jeg ønsker heller ikke at stoppe dig, du fortjener alt hvad du ønsker” svarede hun og gav et lille suk fra sig ”kommer bare til at savne dig” tilføjede hun som hun vende blikket mod hende, og kæmpede lidt for at holde sit smil på sine læber.
”nej det ved jeg godt, men alligevel er det synd for dem” sagde hun og havde ret så ondt af de kvinder og børn, som blev efterladt af deres mænd for at de skulle bruge deres tjente penge på hende. Hun kunne ikke lade være med at grine af hende ”det kunne jeg, men jeg ønsker kærlighed… ikke penge” sagde hun og grinte lidt videre af det.

En dag vil du kunne ligge alt det her bag dig. Forlade din fortid i rendestenen. Genskabe dig selv og finde en, der elsker dig," sagde hun til sin veninde. Det var jo det, Genevira selv var på vej til at gøre. Hun kunne på ingen måde sætte sig ind i, at det måske ikke var det alle der ønskede at gøre det samme, som hun havde gjort. At Alanis måske bare ønskede at finde en, der elskede hende også med alt det hun havde i bagagen. At hun netop ikke ville lave sig selv om for nogen. Genevira ville aldrig kunne forstå det. At folk villigt ville blive i Rotten Root District's søle og armod. Det hele var hindsides hendes fatteevne. En dag ville hun også redde sin familie ud derfra. Også selvom de aldrig ville kunne blive en familie igen. Ginny Isherwood var død. Genevira Allaire var en anden. En der ikke hang omkring skomager og andre sådanne folk. Og en, der da slet ikke var i familie med den slags mennesker i hvert fald. Folk ville kunne bruge det mod hende. Knuse hende og kaste hende ned i mudderet igen. Ellers mange tak.
Imens de gik ned ad den fine og ordentlige gade, der var så anderledes fra de snoede, smalle gader, de voksede op i, fik Genevira øje på en, hun på ingen måde havde planlagt at møde igen. Hun stoppede op midt i et skridt, som om hun var frosset lige der. Stirrede på den slanke unge mand, med det glansfulde kastanjefarvede hår og de store blå øjne.
"Fuck..." mumlede hun for sig selv og bakkede med små bitte skridt væk i et forsøg på ikke at drage opmærksomhed over på sig selv. Noget hun ellers normalt elskede. Men at snakke med sin tidligere forlovede passede bare rigtig rigtig dårligt lige nu. For sent. Han havde set hende og før hun vidste af det, var han henne ved hende og Alanis og havde taget Geneviras hænder i sine. Rynkede panden og stirrede bekymret på hende, da det gik op for ham, hvor kolde hans hænder var.
"Ginny. Hvad er der sket med dig?" Timothy lød som om, at det gjorde fysisk ondt på ham, at se hende sådan.
Genevira rynkede på næsen ved lyden af sit gamle navn og trak sine hænder ublidt til sig.
"Ginny er død. Led ikke efter hende igen." Hun vendte blikket mod Alanis. "Kom, vi skal videre."

Selv hvis Alanis på et tidspunkt kunne forlade Rotten Root District, så havde hun ingen planer om at gøre som Genevira og bare glemme sin fortid. Hun kunne godt forstå at hun gerne ville væk, og skabe et bedre liv for sig selv og ikke mindst sin familie. Men det at glemme sin fortid, som om den aldrig havde fundet sted. Det var ikke noget Alanis kunne finde på gøre, hendes fortid var det som havde gjort hende til den kvinde hun var. Det var den fortid, som ville gøre hende til den kvinde hun ville blive på længere sigt ”jeg ønsker ikke det, min fortid er alt jeg har.. og den har jeg tænkt mig at beholde til den dag jeg dør” svarede hun og håbede på at hun ville forstå, selv om hun faktisk tvivlede på det. Genevira havde jo altid snakket om et bedre liv, at komme væk fra hullet som de levede i og komme op på bjerget og bo.
Alanis havde bare altid haft andre drømme, hver deres drømme som de havde det med at drømme sammen om. Alanis havde drømt om før at finde sin mor, at finde ud af hvorfor hun opgav hende. Denne drøm havde bare forsvundet jo ældre hun blev, hvorfor drømme om en kvinde som ikke ville have en? Som barn på børnehjemmet drømte hun om at se kvinden brænde op i flammer, men denne drøm havde hun altid holdt for sig selv. Tanken om at folk fik hendes mørkeste drømme at vide, viste hun ikke om hun ville kunne klare.
Hun havde bare holdt på en drøm i sit liv, det var at finde den perfekte mand som behandlede hende godt. Hun havde ikke brug for fine ting, eller et hus på bjerget. Hun havde bare brug for at blive elsket, og indtil videre så havde det kun været hendes kære veninde som havde elsket hende. Det gjorde det også derfor meget svært for hende at opgive deres venskab, at give slip på det eneste som bare elskede hende en lille smule.

Hun så hurtigt over på hende, når hun hørte hendes lille mumlende lyd og inden hun nået at spørge hvad der var. Kom den unge mand rendende over til dem ”Timothy?” sagde hun og så lidt skiftevist på dem, og trådte et lille skridt tilbage da Genevira bare helst ville forlade stedet igen ”vi kan da ikke bare gå?” sagde hun og så hen på den sårede unge mand ”han er jo såret” sagde hun og pegede hen mod ham, mens hun kiggede hen på sin ven atter igen.