Gamle venner, nye Fjender? (Genevira)

"Det vidste jeg, at du ville sige," sagde hun med et suk og en hovedrysten. Hun forstod virkelig ikke, hvorfor Alanis frivilligt ville lade sig hænge fast her. Men hun nænnede samtidig heller ikke, at sige til hende, at hun ikke kunne se, hvem der skulle ville have en, der havde haft hendes arbejde. Også selvom det på daværende tidspunkt sandsynligvis ville være langt tilbage i fortiden. Genevira havde altid tænkt, at hun en dag ville ende langt væk fra, hvad hun engang var og hun havde set frem til den dag siden hun en lille pige. Ja helt tilbage selv fra før hun lærte Alanis at kende. Men veninderne havde tydeligt forskellige drømme. Ligsom Alanis drømte Genevira nok inderst inde om at blive elsket, men for hende ville det mere være en bonus. Hvis hun skulle gifte sig til magt, velstand og en højere levestandard, så ville hun ikke tøve et sekund med at gøre det. Så måtte hun bare arbejde på at få sin mand til at elske sig senere hen. Eller, hvis det gik helt galt, skaffe ham af vejen og gifte sig med en hun rent faktisk kunne elske, når han var død og hun havde arvet hele hans ejendom. For Genevira at se var det simpelt. Hun havde fået en ny chance i livets spil, da hun blev genfødt og de fleste andre væsner var blot brikker. Modsat vidste hun, at Alanis kun ville gifte sig med en hun elskede. Hendes hoved var fuldt af eventyr og sange, hvor prinser reddede prinsesser fra alle deres livs pinsler. Hun havde vidst endnu ikke forstået, at det var sjældent, der kom nogen og reddede en og at hvis man ville opad i livet, så måtte man selv sørge for det. Alanis var, i Geneviras øjne, mere skrøbelig end hun selv vidste og besad, trods alt hun havde været udsat for, en slags iboende naivitet, som Genevira var bange for ville ende med at bide hende i røven en dag, når hun troede, at hun havde fundet en, der rent faktisk elskede hende og vedkommende så bare udnyttede hende. Igen nænnede hun ikke at sige det. Alanis havde nok at bekymre sig om i forvejen.
Genevira fik da også nok at tænke på, da hun pludselig skulle håndtere sin tidligere forlovede, der lignede en hundehvalp, som var blevet sparket.
Hun holdt nu engang lidt af ham alligevel, men der var på ingen måde plads til ham. Også selvom det havde varmet hendes hjerte, dengang han indrømmede, at han kun stjæl hendes sølvarmbånd, da de var børn, så han kunne få hendes opmærksomhed bare et øjeblik. I grunden ret patetisk. Nej, der var helt afgjort ikke plads til ham. Hvad ville de finere kredse ikke tænke, hvis hun havde denne slagtersøn hængende ved sine hæle hele tiden. Upassende. Også selvom han var nuttet, på trods af næsen, som hun selv havde brækket, dengang de var små.
"Selvfølgelig kan vi gå," fnøs Genevira utålmodigt, forsøgte at færdige sin venindes indvendinger af. "Folk bliver såret hver dag. Det dør man ikke af,. Han kommer over det," konstaterede Genevira nøgternt og stivnede, da Timothy nærmest slog armene om hende for at få hende til at stå stille. Det var begyndt at tiltrække en slags opmærksomhed, som Genevira ingenlunde brød sig om.
"Vi kunne stadig gifte os. Når nu du er tilbage. Jeg har ventet på dig helt til nu, der er ikke andre end..." Hans håbefulde udtryk faldt sammen, da Genevira ublidt cuttede ham af.
"Vær ikke dum, Tim. Jeg kan ikke engang give dig børn sådan her." Hun slog ud med armene. "Desuden ville det ikke længere være passende," sagde hun og han lignede en, der var tæt på at græde.
"Du har sørget for, at jeg ikke er en ghoul nu og det er jeg taknemmelig for, men kom nu videre," rådede hun.

Det var først da han faldt foran Genevira’s føder, at Alanis fortrød at de ikke havde smuttet lige så hurtigt som de havde kommet derhen. Hvad var det han havde gang i? Hun viste jo godt at det der ikke virkede på hendes ven, for det havde heller ikke virker på hende selv. Den ynkelig opførsel, gav hende gåsehud ned af ryggen og kvalme i munden. Selv om hun var en person som troet på romantikken og gerne ville se den blomstre omkring sig, så var den der opførsel selv over hendes grænser.
Hun viste ikke engang hvad hun skulle stille op, og havde bare mest lyst til at gå væk fra hvad der skete. Det var heller ikke særligt rart med alle de blikke som begynde at vende sig mod dem, en opmærksomhed som hun bestemt ikke brød sig om. Hun havde jo allerede et rygte ude på gaderne, og blive set sammen med en vampyr på denne måde… ville nok ikke hjælpe på hendes rygte.

En svag knurrende lyd kom hele vejen fra hendes mave, mens hun stirrede på de 2 ”hold så op… folk stirre” sagde hun også selv om det havde en snerrende tone i sig, som hurtigt afslørede at hun ikke var tilfreds med at folk kiggede på dem ”Timothy… du er jo ynkelig” sagde hun mens den snerrende tone kom mere og mere frem, mest hun greb fat i Genevira og træk hende over mod sig ”rejs dig så op og kom videre” snerrede hun af ham, mens den knurrende lyd forsatte med at komme fra hendes indre.
Det var ræve delen af hende som begynde at komme frem, og var klar til at bide fra sig hvis han nærmede sig. Hun havde stadig ikke kontrol over denne del af sig selv, som ofte kom frem når hun blev sur. Hun prøvede at tage en dyb indånding, selv om det var svært for hende at falde ned igen ”Genevira.. vi bliver nød til at gå” sagde hun med lidt panik i sin stemme, mens hun vende blikket mod sin ven. Hendes ellers så klare blå øjne, begynde at skifte farve til nogle lysebrune.

Genevira så på sin tidligere, guderne ske tak og lov for tidligere, forlovede med noget nær foragt malet i ansigtet. Havde han altid været så...klynkende? Så helt igennem ynkelig? Det mindedes hun ikke. Som hun huskede det, havde han bare været en meget blid lidt forsagt ung mand, der godvilligt gav Genevira den positive opmærksomhed, hun selv før sin genfødsel, eller måske i særdeleshed før sin genfødsel, næsten desperat cravede. At hun aldrig havde elsket ham, som man burde elske sin forlovede stod kun tydeligere frem for hende nu. Hun havde holdt af ham. Det benægtede hun ikke. Men elsket? Elsket ham havde hun aldrig gjort nej og det føltes lidt som en lettelse nu. Hvis hun havde elsket ham, ville det have gjort ondt at se ham sådan her. Men han havde blot været kær og desuden et middel til at nå et simpelt mål. Hvis Genevira var blevet en del af hans familie, kunne hendes egen familie sandsynligvis have spist mere regelmæssigt. De ville have haft flere penge mellem hænderne, hvilket på længere sigt måske ville have betydet, at hendes søskende ville have mindre behov for at arbejde. At skulle gifte sig med Timothy for at opnå det, havde virket som en relativt overkommelig ting at gøre for at opnå det, for sine yngre søskendes skyld. Også selvom han aldrig havde været særlig imponerende. På nogen punkter. Nu var hans omklamrende attitude decideret kvalmende og hun løsrev sig ublidt, da han havde fat i hendes ankler. Hun sendte Alanis et 'hvad sagde jeg?'-blik. Samtidig kunne hun dog heller ikke lade være med at le klirrende, da Alanis snerrede på den måde. Havde hun fået sig en angrebs-shapeshifter? Tanken var alt for morsom til ikke at le af. Hvem havde brug for store bidske hunde, når man havde én enkelt vred, rødhåret Alanis?
Hun nikkede til sin veninde og begyndte at gå. Efterlod Timothy siddende forvirret og slukøret på vejen.
Genevira overvejede lidt sine muligheder, da hun tydeligt kunne fornemme, at han stadig stirrede som en hundehvalp, der havde fået tæv.
Hun så sig om for at sikre, at de andre på gaden havde mistet interessen for optrinet. Da dette heldigvis var tilfældet, trak Genevira Alanis ind til sig. Hun tøvede et kort sekund, stillede sig så på tæer og kyssede forsigtigt sin veninde. Det var næsten ligefør, at Genevira ikke rørte hende. Hun trak sig også hurtigt igen. For Genevira var der ikke mere i det end at skubbe Timothy videre.

Alanis var stadig meget ny i sin forvandling, og vreden som kunne opstå inde i hende havde det med at frembruse hendes forvandling. Hun kunne mærke varmen inde i sin krop, mens den lysebrune farve sprede sig i hendes øjne og de ellers så smukke blå øjne begynde at forsvinde. Hun måtte bare væk fra den ynkelige mand, som bare provokerede vreden inde i hende. Hun havde mest bare lyst til at gribe fat i Genevira for at hive hende væk, inden det blev forsent og der ville ende med at stå en ræv i hendes sted.
Heldigvis for hende, så virkede det til at selv Genevira ville væk fra den ynkelige mand som hun kunne kalde for sin tidligere forlovede.
Hvordan havde en person som Genevira, nogensinde sagt ja til at blive gift med sådan en mand? Selv om Alanis ville se det bedste i alle, tro på at alle fortjente kærlighed. Så havde hun vel stadig standarter til hvad en rigtig mand var, og det var han bestemt ikke som han tiggede der om at få Genevira tilbage.
Selv om hun blot var en lille ræv, i stedet for noget farligt som en ulv elle bjørn eller noget andet. Så havde hun bestemt ikke noget imod at bide fra sig, når der var nogen der provokerede hende nok. Selv om hun allerede havde været sådan inden hun fandt ud af hvad hun var, så havde det bare blevet frembruset efter hun havde fået sin dyreform.
Hun vende sig lige så hurtigt om og fulgte efter sin veninde, mens hun prøvede at trække vejret tungt *rolig nu* gentog hun flere gange inde i sine tanker, mens hun fulgte efter vampyr og holde blikket mod jorden, hun turde næsten ikke at kigge op for bange for at noget andet ville provokere hendes form frem.
Det var først når hun mærkede den kolde arm om sig, at hun vende blikket mod Genevira atter igen. Hun nået knap nok at reagere, før Genevira havde efterladt den svage kulde mod hendes læber ”hvad skulle det til for?” hviskede hun undrende, selv om det faktisk hjalp hende på at blive rolig atter igen. Den ellers så smukke blå farve i hendes øjne, begynde atter igen at komme frem mens hun stirrede på sin veninde.

Hun havde altid været vant til at Alanis havde været temperamentsfuld, hvilket ofte havde været problematisk. Det havde heller ikke hjulpet, at Genevira selv havde været ret intens, da hun var yngre. Men dette. Dette var nyt. Og dermed et nyt niveau af problematisk. Genevira holdt stramt fast i Alanis' arm. Ikke for at gøre hende ondt, men for at holde fast i hendes opmærksomhed på hendes nuværende form. Ikke at Genevira anede om det hjalp. Hun havde aldrig rigtig haft noget at gøre med shapeshifters. Kunne ikke rigtig konstatere mere end, at de duftede godt og at hun var i noget af en konflikt, fordi en lillebitte del af hende, havde lyst til at tømme sin ven for blod. Ikke nogen god idé og endvidere ikke noget, Genevira ville have det godt med. Overhovedet. Hun elskede sin veninde og havde absolut ikke tænkt sig at gøre sin veninde noget, hvis hun kunne undgå det. Hun var blot en meget ung vampyr, der stadig forsøgte at vænne sig til de mange nye sanseindtryk. Herunder hvor overvældende duften af folks blod kunne være. Så hun vidste altså ikke noget om, hvordan man afholdt en shapeshifter fra at skifte form, eller om det i det hele taget overhovedet kunne lade sig gøre, men hun måtte vel prøve. Hvad kunne der ikke ellers komme til at foregå. Godt nok elskede hun ikke Timothy, men det ville ikke være optimalt, hvis nu Alanis pludselig åd ham. Hvis der absolut endelig var nogen, der skulle æde nogen, ville Genevira hellere gøre det selv og så skaffe sig af med liget, som hun lige godt efterhånden var blevet vant til. Noget som hun ikke regnede med, at Alanis før havde prøvet.
Hun var derfor også glad for, at det lykkedes at trække sin ven med sig, før det gik helt galt.
Til gengæld kunne hun ikke lade være med at le over, Alanis' reaktion på kysset. Genevira havde ellers regnet med, at Alanis havde kysset så mange, at intet sådant kunne chokere hende længere.
"Hvorfor ikke?" spurgte hun med et nonchalant skuldertræk og et kækt smil.
"Desuden. Timothy kigger. Måske vil det få ham til at fatte, at jeg ikke er tilgængelig længere." Hun viftede med en af de slanke hænder.

Alanis var ikke vant til at hendes temperament påvirkede hende så meget, men det hele havde ændret sig den dag hvor hun havde mødt shapeshifternes leder i skoven. Måske havde det bare været bedst, hvis han havde ladet hende forblive i troet om at hun blot var et menneske.
Så skulle hun i det mindst ikke havde kæmpet om at bevare sit temperament, bevare sin menneskelige form.
Hun havde bestemt ikke lyst til at ligge og rulle rundt der på gaden, skrige sine lunger ud foran alle sammen. Selv om hun godt viste at alle væsner kunne fornemme og ikke mindst lugte på hende hvad hun var. Så var det stadig ikke noget hun havde lyst til, at forvandle skulle være noget som hun selv valgte og ikke blev tvunget til.
Hendes arme rystede, som hun træk vejret tungt i håb om at det ville hjælpe. Det var dog mere kysset som gjorde det, slog hende ud af forvandling, ud af tankerne som ville føre hende til forvandlingen. ”kan vi ikke gå?” spurgte hun om og uden at vente på svar, greb hun fat i Genevira’s ene hånd og begynde at trække hende igennem gaderne.
Selv om hun havde fået nogenlunde styr på sig selv, så viste hun alligevel at det var bedst ikke at være i nærheden af det som provokerede hende.
”tak” mumlede hun flere gange, som de bevægede sig længere og længere væk fra Timothy.

"Tak?" Hun lo perlende. Lyst og sådan...piget. "Jeg kan da godt kysse dig igen, hvis du synes?" Der var et drillende glimt i hendes øjne. "Hvornår har du sidst spist?" spurgte hun så. Et totalt emneskift. Før Alanis nåede at svare, greb Genevira hendes hånd og trak hende med sig. Hun kunne ikke holde ud at se sin veninde være ved at visne væk af sult og godt nok kunne Genevira ikke knipse med fingrene og fjerne al hungersnød i Rotten Root District, men hun kunne da gøre en smule for at hendes veninde ikke gik hen og døde. Hun trak Alanis med sig ned ad en række sidegader. Det duede ikke for Genevira at tage hende med til et meget offentligt sted. Hvad ville det ikke gøre ved hendes omdømme at spise aftensmad med en skøge? Nej. Hun rystede på hovedet. Desuden var hun ikke lavet af penge og spisestederne tæt ved hovedgaden tog sig som oftest dyrt betalt så vidt hun kunne se. Så i stedet fandt hun et lille bitte tomt sted, der tydeligvis var ved at lukke ned for natten. Det ragede Genevira mindre end en høstblomst. Hendes ven havde brug for at spise? Troede de virkelig, at deres arbejdstider betød noget. Ejeren var hurtig til at begynde og vifte dem ud, men Genevira smilede bare glitrende til ham og lagde alt sin koncentration bag de næste ord. "Min veninde spiser for sjældent og jeg bliver bekymret. Desuden, du vil jo gerne betales ikke?" Et øjeblik rynkede manden bare panden, men så nikkede han. Penge var en udmærket motivation og når Genevira fandt ud af, hvad hendes....ofre, det brød hun sig i grunden ikke om at kalde dem, det fik det til at lyde som om, hun gjorde noget galt, gik op i, så var hendes overtalelsesevne...stærk. Ejeren ledte dem over til et bord i hjørnet og Genevira satte sig ned i en glidende bevægelse. Smilede til Alanis. Valgte som altid ikke at anerkende det amoralske i at bruge andre mennesker.
Snart kom ejeren tilbage med en skål suppe.

Spurgte Genevira virkelig om hun ville have et kys til? Var hendes gamle veninde bliver skør? Eller bare dumdristig? Det var ikke fordi hun havde noget imod at kysse sin veninde, men det var ikke fordi alle ville se det på samme måde. Det er ikke fordi det er helt lovligt, og Alanis fortræk ikke at skulle tilbringe en nat i fængslet. Hun rystede bare lige så elegant på hovedet ”nej tror jeg er en dårlig idé” svarede hun lige så svagt og så sig lidt omkring ”tror ikke indersiden af en fængselscelle, ville se kønt ud på nogen af os” tilføjede hun
Hun kunne ikke lade være med at kigge ned af sig selv, da hun fik spørgsmålet om mad. Hvornår havde hun spist sidst? Hun kunne ikke engang selv huske det, og hun fik ikke engang lov til at svare før hun begynde at blive hevet ned af gaderne.
Hun fulgte bare efter så hurtigt hun kunne, mens hun prøvede på ikke at falde. Det gik heller ikke længe før at de var nået hen til det tomme spise sted.
Hun fik ikke lov til at sige noget, fik ikke lov til at beklage sig eller lyve og sige at hun ikke er sulten. Hun havde jo ikke lyst til at presse sig på, og alligevel var det svært for hende at komme ud med ordene og sige nej til et måltid.
Et måltid, kunne måske holde hende i live blot et par dage til…
Hun valgte i stedet bare at følge efter Genevira ind, og satte sig roligt ned ved siden af sin veninde ”du behøvede altså ikke.. jeg klare mig” løj hun hviskende så godt hun kunne, mens om hendes mave afslørede hende med den svage rummel. Der lugtede dejligt at hjemmelavet mad, alkohol og ikke mindst røgen som lå tungt hen over rummet.
Det gik jo heller ikke længe før der blev sat en skål med halv lunken suppe foran hende, og uden at tøve tog hun en skefuld ind i sin mund ”mmh” røg der svagt ud mellem hendes læber, mens hendes øjne gled i.

Det kunne Genevira ikke så godt erklære sig uenig i. Hun holdt nu engang meget af sin frihed. Og selvom hun, i sit hjertes hjerte, fandt mange kvinder ganske....tiltrækkende, så havde hun ingenlunde tænkt sig at satse og stå åbent frem med det. Hun havde på afstand været viden til, hvilken ydmygende behandling man således risikerede. Så hellere leve i sikkerhed og undlade at rende og kysse på kvinder. Selvom hun occasionally havde lyst til det. Ikke at hun på nogen måde kunne forestille sig at have noget reelt romantisk eller seksuelt med Alanis. De kendte hinanden så godt, at det næsten, i hvert fald som Genevira så det, ville have fremstået som værende på grænsen til incest. Hun skar ansigt og rystede mærkbart på hovedet for at fjerne billedet fra sin nethinde. Ad.
Hun sendte Alanis skyggen af et smil og trådte så på behørig af stand af hende igen. Så der var i hvert fald godt og vel en meter mellem dem. Forhåbentlig ville det få folk til at tænke, at de nok ikke fulgtes, men måske bare skulle samme vej.
"Ja, hvem skulle bryde dig ud af fængslet, hvis jeg også sidder der?" spurgte hun med noget, der kunne minde om en latter.
Det varede dog ikke længe, før Genevira, trods alt, havde sin veninde i hånden igen. Hun kendte Alanis godt nok til at vide, at hvis hun ikke bliv det decideret påtvunget, var hun elendig til at modtage hjælp fra andre. Det kom vel sagtens lige så meget af at have skulle kæmpe sine egne kampe i årevis, som Geneviras egen evige søgen efter tryghed og anerkendelse hos folk, der havde magt nok til at skærme hende fra verden. Hvis Genvira havde ladet sig selv tænke over det, ville hun nok være kommet frem til, at begge dele var lige usundt. Men hun havde aldrig været særlig god til at erkende sine egne fejl og mangler, så hun lukkede pænt og ordentligt den tankebane inde et sted, hvor den ikke ville forstyrre hendes udmærkede tilværelse.
I hvert fald. Nu havde hun sørget for, at Alanis kunne få noget at spise, så Genevira havde det ganske godt med sig selv. Også selvom ejeren af stedet skulede til hende. Så vanvittigt overbevisende havde hun åbenbart ikke været. Hun skubbede, med skjult modvilje, en ekstra mønt henover disken til ham. Så havde han også bare at være taknemmelig. Den suppe var ikke så meget værd.
Genevira sukkede og vendte atter sin opmærksomhed mod Alanis. Hvilede albuerne på bordpladen mellem dem og hagen på sine hænder, imens hun studerede hende medet overbærende udtryk i ansigtet.
"Hvad har du dog foretaget dig uden mig de sidste tre år? Du sulter jo." Alanis havde altid sultet, men det behagede Genevira at fremhæve sin egen vigtighed og betragte sig selv som en eller anden frelsende tilstedeværelse. Også selvom hun i realiteten nok egentlig havde gjort meget lidt for sin veninde. Et faktum, som Genevira, som med alt andet, der mishagede hende eller stillede hende i et dårligere lys, end hun brød sig om, prompte valgte at ignorere. Hun holdt meget af Alanis, det var der ingen tvivl om, men når alt kom til alt var veninden nok også en forsikring om, at det kunne have været gået Genevira selv meget værre. At der stadig var nogen, hun kunne se sig hævet over. Trods alt.
"Sludder. Selvfølgelig, behøver jeg det. Hvis jeg ikke tager mig af dig, hvem gør så?"
Hun sendte Alanis et varmt smil og lod bare sig selv nyde rummets varme et øjeblik. Duften af mad. Lugten af røg, som hun dog ikke brød sig videre om. I blandt alt det, var duften af Alanis dog stadig stærkere end det alt sammen. Genevira tog sig selv i at overveje, hvordan hun ville smage. Alanis ville næppe værdsætte et nyt sæt tændmærker though....
Det faktum, at nogen andre havde gået og tygget i hende forekom stadig Genevira fornærmende på en næsten perverteret måde.
Alanis var hendes. Hvad troede vedkommende i det hele taget egentlig lige, at de lavede?

Alanis havde nok grunde til at ryge i fængslet, og aldrig få lov til at komme ud igen. At få sat seksuel lyster med en kvinde oveni, var bestemt ikke noget hun ønskede. Det var ikke fordi hun havde noget imod det, folk havde hver deres lyster og hvis det stop op til hende, så skulle de få lov til at gøre hvad de ville.
Hun havde bare ikke lyst til at have flere grunde til at vagterne, skulle smide hende ned i den iskolde og våde fangekælder.
Også selv om kysset havde hjulpet hende, med at få styr på sit hoved og fået afbrudt hendes forvandling som hun bestemt ikke ønskede at gå igennem. Selv om hun havde fundet ud af hvad hun var, og de fleste folk nok ville være henrykt over sådan en nyhed. Så var det noget andet med Alanis, forvandlingen var bestemt ikke noget hun brød sig om også selv om det var ret så sjovt at løbe igennem skoven som en lille ræv. Smerterne som hun måtte gå igennem, var en frygt som lå alt for dybt i hende.
Hun kunne ikke lade være med at grine af hendes venindes kommentar, ja hvem skulle redde hende? Det var ikke ligefrem fordi der var andre som holde af hende, Genevira var virkelig det eneste familie hun havde.

Det var så rart at mærke hvordan hendes mave blev varm, som maden gled ned i den og hun kunne ikke lade være med at smile. Det smagte bare alt for godt, også selv om de fleste fine mennesker nok ville mene noget andet.
Hun havde svært med ikke at stoppe med at spise, for at svare Genevira på hendes spørgsmål. En svag knurrende lyd brummede ud af hende, som et dyr der var bange for at få taget maden fra sig. Det var svært for hende en gang imellem at skubbe sin dyreside væk, især når det kom til mad og hun var sulten nok.
”prøver bare at overleve” sagde hun imellem sine mundfulde af mad, også selv om det var svært at stoppe op bare for at sige de få ord. ”vi passer på hinanden, som vi altid har gjort” tilføjede hun ud mellem sine læber.

Det var først når hun mærkede hendes mave begynde at blive fyldt op, at hun kunne vende opmærksomheden mod sin veninde igen. Den knurrende lyd, havde lige så langsomt forsvundet mens hun vende blikket mod hende ”Hvad tænker du på?” spurgte hun nysgerrigt om, da hendes øjne blev mødt af Genevira’s tænkende ansigt.

Det var tydeligt, at Alanis ikke havde spist længe. Tanken pissede hende af. "Helt ærligt. Ham der går og stjæler dit blod kunne godt tage sig fucking sammen og i det mindste fodre dig," fnøs hun og rullede med øjnene. Hvis Alanis mistede en masse blod og samtidig ikke spiste ordenligt, ville hun jo snart dø. Det ville Genevira ikke lade ske. Om så hun selv skulle sørge for, at Alanis rent faktisk fik noget ordenligt at spise. Ikke hele tiden. Genevira kunne ikke rende rundt nede i Rotten Root og fodre skøger. Det ville se forkert ud på alle måder. Hellere holde sig ude af den slags, hvis Genevira rent faktisk skulle blive til noget.
"Dit forsøg på at overleve går ikke særlig godt, huh?" spurgte hun tørt. Ikke af ondskab. Gennem deres barndom huskede hun, at de ofte havde haft en tør, sarkastisk og lettere hård tone overfor hinanden dog uden at være reelt lede ved hinanden.
"Kan du ikke bare bide de folk, der gør dig noget fra nu af, nu da du har fundet ud af, at du er formskifter?" spurgte hun så. Noget pludseligt.
"Og med kødpriserne hvad de er i dag, kan man ikke vende næsen op af ret mange ting," tilføjede hun afslappet. Hun havde fået et ret afslappet syn på den slags ting, siden hun hun selv begyndte at drikke blod. Hun trommede kort i bordet med de halvlange negle. Bordpladen føltes væmmeligt fedtet og gjorde det kun tydligere, at det ikke var noget særlig fint sted. Åh, hvis bare Alanis havde haft et mere passende job, så var de ikke endt her, hvor ingen ville lægge mærke til dem. Ugh.
Hun virrede med hovedet ved Alanis' næste ord, havde været så opslugt af sin egen hjerne, at det først ikke var gået op for hende, at Alanis faktisk havde sagt noget. Hun måtte mentalt rode tilbage i samtalen, for at se, hvad hun realistisk havde spurgt om.
"Åh ikke noget," sagde hun og viftede affærdigende med hånden. Sad lidt i stilhed, før hun med et suk indrømmede, som om det var noget, hun skammede sig en smule over, hvilket hun overhovedet ikke gjorde. "Jeg er bare sulten I guess. Du skal ikke bekymre dig om det. Jeg finder på noget," lovede hun Alanis. Næsten teatralsk. Fremstillede sig selv som en stakkels tragisk sjæl, der på alle måder undlod at gøre noget forkert. Heller ikke sandt. Selvom hun afgjort selv mente det. Hun betragtede beværtningens ejer og rystede på hovedet for sig selv. "Nej, det virker upassende," mumlede hun mest til sig selv. Desuden var de i Angerforge district og det ville bare gå galt, hvis hun gik her og spiste folk.

Det var som et had elske forhold med Genevira’s bekymring, selvfølgelig nød hun at der var nogen der bekymrede sig om hende, men samtidigt så skulle hun jo nok klare sig.
Hun lagde bare lige så forsigtigt sin hånd på Genevira’s arm, og nussede den forsigtigt med hendes tommelfinger ”Bare rolig… jeg møder ham nok aldrig igen” hviskede hun næsten, i håb om at ingen ville kunne høre dem. Hun tvivlede jo på at hun nogensinde ville møde den vampyr igen, som om han ikke havde fundet noget andet spændende at sætte sine tænder i.
Hun ville bare helst glemme den oplevelse, og den smerte hun havde været udsat for. Selv om den ikke engang var tæt på at være så slem, som det var at stå i sin egen forvandling til en ræv.
Hun lod kort sit blik glide ned af sig selv, før hun kort rystede på hovedet ”jeg klar mig fint… tigge mad fra andre, er det jeg er bedst til” kommenterede hun flabet tilbage, før hun tog en stor skefuld suppe ind i munden.
Bide folk? Et lille fnis forlod hendes læber, mens hun hævede det ene øjenbryn af sin veninde og bøjede sig roligt hen mod hende ”åååh… du skulle bare vide, hvor mange mænd elsker at blive bidt i” hendes stemme var flabet, mens hun grinte lidt i det ” sjovere at jage” hviskede hun mest til sig selv, også selv om hun godt viste at Genevira nok ville kunne høre hende.
Hun havde aldrig været stor fan af at slå dyr ihjel, at jagte som mennesker havde det med at gøre. Siden hendes forvandling, havde det været svært at holde sig væk fra kød og en lyst til at jage som et vildt dyr kom en gang imellem op i hende.
Hendes bekymring gik hurtigt over på sin veninde, sulten? At lade hendes veninde bide hende, var aldrig noget hun havde tænkt over. Ville Genevira ser anderledes på hende? Ville hun ikke kunne stoppe? Ville Alanis gerne gå igennem smerten?
”sikker?” hviskede hun, mens hun fik spist det sidste af sin suppe op.

"Og tak guderne for det. Han skulle skamme sig. Godt han ikke har mødt mig endnu, siger jeg bare. Godt for ham anyway." Hun fnøs og viftede med de slanke hænder for at understrege sin pointe. Hun vidste godt, at vedkommende nok reelt set var langt ældre og stærkere end hende og, at hun næppe ville have en chance når det kom til stykket, men at forestille sig, at hun kunne sætte ham bare en smule på plads var nu engang i sig selv ganske tilfredsstillende i sig selv. Om det var for Alanis skyld eller for at få oprettelse for, at han havde taget noget, der var hendes var ikke helt til at vide. Genevira ville stædigt holde fast på, at der var tale om det første, men om det var sandt var det mere konkrette spørgsmål, som desværre ikke rigtig var til at svare på.
"Tja, det virker da for dig ind til videre i hvert fald," konstaterede hun og lo perlende. Klappede kort Alanis venskabeligt på hånden.
"Men jeg håber nu engang, at du kan blive til noget andet en dag. En, der ikke behøver at leve på andres velgørenhed." Genevira mente det, men samtidig var det igen en måde at fremhæve sig selv og sin egen, i hendes øjne, helgenagtige godhed og tålmodighed.
At fremhæve, at hun lige havde gjort noget for Alanis.


"Jeg snakker ikke om lovebites, sweetie. Jeg snakker om, at du skal bide deres fucking arme af, hvis det bliver nødvendigt. Sådan et eller andet," sagde hun og betragtede hende med næsten feberagtigt intense øjne et øjeblik.
"Jagt er sjovt, det kan vi godt blive enige om," nikkede hun så og sendte Alanis et bredt og strålende hugtandssmil.
Det var tydeligt, at du nok jagede efter ganske forskellige fødekilder.
Ved hendes spørgsmål anlagde Genevira et lidende udtryk, lænede sig tilbage i stolen og lagde fødderne på bordet. Hun sukkede dybt og teatralsk. "Jeg klarer mig nok en tid endnu," sagde hun i et tonefald, der var så dommedagsagtigt, at det næsten lød som om, at hun var vis på, at hun snart skulle dø.
"Men tak fordi, du spørger. Jeg vidste, at jeg altid kan regne med dig." sagde hun så. Nu skulle Alanis bare foreslå det selv. Genevira kunne være ganske overbevisende, hvis hun selv skulle sige det. Og frem for alt kunne hun vente.

Ordene fik bare et lille smil til at komme frem på hendes læber, da heldigvis for hende skulle hun nok aldrig se den vampyr igen. Hun håbede vel bare et eller andet sted, at det var første og sidste gang hun nogensinde ville blive bidt af en vampyr. Hun havde jo set alt for mange af de andre nattens kvinder, som havde valgt at gå med vampyr også når de endelig kom tilbage, så lignede de mere et omvandrende lig end sig selv. Hun havde bestemt ikke nogle planer at ligne sådan en, fået suget alt blodet ud af sig til man knap nok kunne holde sig selv oppe og nogle af dem kunne ikke engang og blev bare smidt på gaderne som affald. Hun mærkede altid en knude vokse i hendes mave, hver gang hun bare tænkt på det.
Det var som om efter hun havde mødt den vampyr, så var det som om det ikke længere var farligt med de mænd som blev voldelig, mere farligt dem som ville drikke alt blodet ud af en. Det var bare ikke noget hun gad at tænke på, ikke længere når hendes eneste veninde nu var blevet lavet om til en af de skabninger.
”sikker på at du ville kunne dræbe ham uden nogle problemer” grinte hun med en flabet tone i sin stemme, også selv om hun jo ikke anede noget som helst om den vampyr. Så havde hun vel stadig lov til at håbe, at hendes veninde ville kunne dræbe ham uden nogle problemer? Som hun også havde gjort når de var børn, beskyttede hinanden mod alt som ville skade dem.

Selvfølgelig ønskede hun også selv at hun en dag kunne leve af noget andet, det var jo ikke fordi hun nød det arbejde hun havde. Det var bare noget hun blev nød til at gøre, det var heller ikke fordi det var nemt at få et andet arbejde. Hvem ville have en hjemløs tøs til at arbejde for sig? En som ikke havde nogen uddannelse, en som hverken kunne skrive eller læse?
Hun havde haft forskellige jobs her og der, men aldrig noget som havde hængt fast. De havde altid måttet give slip på hende igen, enten fordi de ikke længere havde brug for hende eller havde fundet en bedre.
”det er ikke så nemt som du tror” sagde hun roligt og træk svagt på skulderne ”men på et tidspunkt, så skal jeg nok komme ud af dette” tilføjede hun og smilte roligt til hende.

Hun kunne ikke lade være med at grine af sin veninde, før hun bøjede sig længere hen mod hende ”lovebites? En gang imellem bider jeg til blodet begynder at løbe” hviskede hun mens smilet blev større og større på hendes læber, før hun rettede sig op igen ”ved ikke hvorfor.. begyndt på det efter min forvandling, måske fordi min rævdel kan lide smagen” tilføjede hun lige så roligt, også selv om det havde med at give hende et panikanfald hver gang efter hun opdager hvad hun har gjort ved mændene.

Hun lagde sit hoved lidt på skrå, og så lidt bekymret over på sin veninde ”kan hjælpe dig med at finde en mand efter?” fniste hun mens hun blinkede en enkel gang med sit ene øje.

Hun var ret sikker på, at Alanis lavede sjov, men hendes ansigt blev alligevel alvorligt. Som om en skygge gled henover det, da hun blev tvunget til at stå ansigt til ansigt med, hvad der nok desværre var virkeligheden. "Jeg tvivler, Al," indrømmede hun og det i sig selv var et stort skridt i retning af, at vise, hvor dystert Genevira betragtede Alanis' situation. Lige fra mødet med denne fremmede vampyr til alt det andet, hendes veninde havde måtte gå gennem siden barndommen. Det var sjældent, man fik Genevira til at indrømme noget som helst og da slet ikke sin egen underlegenhed overfor andre personer. Men dette var én af de steder, hvor det ikke nyttede at være optimist særlig længe. "Jeg har ikke mødt andre vampyrer endnu, men jeg er ikke dum. Jeg ved godt selv, at jeg ikke er særlig langt oppe i den sociale rangorden eller noget som helst andet for den sags skyld." Hun bed kort tænderne sammen. Væmmedes ved at skulle fremhæve denne anden mangel ved sig selv. At hun endnu ikke havde en plads i vampyrernes eget lille samfund og at størstedelen af dem nok ville smadre hende, hvis hun kom mellem dem og deres mad.
Hun hadede det virkelig. Ikke at være vigtig endnu. Special. Et eller andet. Hendes artsfæller ville sandsynligvis let kunne knuse hende, hvis hun irriterede dem og desuden ville det måske bare skabe større problemer for Alanis i længden, hvis Genevira lagde sig i mellem hende og denne ukendte vampyr.
"Mit bedste råd vil være at holde dig fra ham, så længe det kan lade sig gøre for dig. Gør hvad du kan for at undgå ham," opfordrede hun og betragtede Alanis med ublinkende alvor.
Da stemningen efterhånden blev noget dunkel, var hun glad for emneskiftet, også selvom det ikke blev ret meget gladere. Men her var der da noget, som hun måske kunne hjælpe med.
"Har du ikke...noget du er virkelig god til...udover....tja...?" Hun kunne ikke undgå at rynke en smule på næsen. Ikke af Alanis som sådan, men af sex i det hele taget. Hun var ikke decideret imod det, men...havde dog alligevel på mange måder svært ved at håndtere det. Blev som oftest ubehageligt til mode og bare generelt akavet, når snakken først faldt på det emne.
"Jeg mener, du ved, jeg kan synge og det kan jeg bruge til at skaffe mig bare en smule penge eller i hvert fald et sted at sove for en nat. Har du ikke...noget?" spurgte hun forsigtigt.
Det næste fik hende til at le. Perlende og varmt.
"Er det dig eller mig, der er vampyren her? Skal jeg være bekymret for, om du pludselig falder i struben på mig?" Det var nok nærmere omvendt.
"Huh? Jeg ville ellers ikke umiddelbart tænke ræve som specielt blodtørstige dyr," funderede hun og klemte tænksomt øjnene sammen. Det lød underligt, men måske var det fordi, at Alanis først lige var ved at vende sig til sine nye mere dyriske identitet? Hun anede det ikke. Hun havde ikke rigtig haft noget med shapeshifters at gøre ellers.

Ugh. Hun fik tydeligvis ikke, hvad hun ville have i dag. Alligevel smilede hun.
"Jeg er ikke sikker på, at du har lyst til at tage med mig ud og finde mad," påpegede hun.

Alanis havde ikke brug for at tænke seriøst på sin oplevelse med den vampyr, hun tvivlede jo stort på at hun nogensinde ville se ham igen! Som om han ikke havde fundet noget nyt og mere spændende at sætte sine tænder i? hun var jo bare en kedelige prostitueret og ikke mere i det, der var intet mere i det. Hun havde derfor ikke behov at tænke seriøst på det, andet end hun var taknemlig for at hun stadig var i live. Men! På den anden side hvad gjorde det? Hun ville jo nok alligevel i sidste ende dø af kulde eller sult?
Hun lagde bare blidt sin ene hånd på Genevira’s arm og smilte usikkert til hende ”men jeg er okay, måske var jeg bare for kedelig til at slå ihjel” hviskede hun så blot de kunne høre det, mens hun prøvede at ændre sit usikre smil til et mere selvsikkert et også selv om det ikke ændrede sig særlig meget.
Det undrede hende heller ikke at Genevira begynde at snakke om rangorden, hun havde jo kendt den kvinde i så langtid og viste at hun gerne ville blive en af de fine folk som folk så op til eller frygtede? Magt var et ord som ofte ringede i hendes øre, når Genevira åbnede sin mund og snakkede. Den kvinde viste bare hvad hun ville have, og det beundrede Alanis hende bare over.
Hun trak svagt på sine skulder ”jeg har ikke set ham siden den nat, så ser ham nok aldrig igen.. du skal ikke bekymre dig så meget om mig” sagde hun som hun træk sin hånd til sig atter igen, og fik spist det sidste af sin mad, før hun lagde skeen fra sig og vende blikket mod sin veninde atter igen.

Hendes ord og udtrykket i hendes ansigt, hun viste jo godt at Genevira ikke godkendte hendes karriere i livet. Det var heller ikke fordi hun altid selv synes om det, eller for det meste gjorde hun ikke. Mænd kunne være så grusomme, og holde på så mange hemmeligheder om dem selv overfor deres koner.
Hun træk bare svagt på skulderne ”tror du ikke jeg har prøvet andet? Jeg har stået i køkkener, tjener på kroer, hjulpet ude på gårde, tigget, stjålet og snydt folk” hviskede hun i håb om at ingen anden ville kunne høre dem ”desværre er jeg ikke født med sådan et talent som dig” tilføjede hun i et lidt højere tone, mens et lille suk forlod hendes læber. Selvfølgelig var hun misundelig på sin veninde en gang imellem, misundelig fordi hun havde en evne som en som Alanis bare kunne drømme om.

”Eller også er det omvendt og du er netop for spændende til at slå ihjel….eller…vigtig…på en eller anden måde. Hvis vedkommende slår dig ihjel, er der trods alt ikke mere af specifikt dit blod til ham vel?” Det var måske en noget kynisk måde at betragte tingene på, men Genevira var ret overbevist om, at hvis Alanis blot havde været tænkt som et engangsmåltid, ville de fleste vampyrer nok have slået hende ihjel uden så meget som at blinke over det. Hvem skulle stille spørgsmål, hvis en tilfældig prostitueret blev fundet død i en gyde? En gyde i Rotten Root District af alle steder. Så meget som at forestille sig, at hendes dødsfald overhovedet ville blive efterforsket ville have været ønsketænkning. Det var derfor det var så farligt at være vokset op, hvor de var. Døde man var man, for alle andre end det familie og de venner, man kunne støve op, blot endnu et ukendt lig i en grå ligegyldig masse, som folk helst ikke ville beskæftige sig med. Rotten Root var et væmmeligt sted. Det ville de fleste, der havde tilbragt mere end fem minutter der uden større kvaler kunne skrive under på. Og der var ingen prestige for nogen i at have fundet ud af, hvorfor en eller anden tilfældig kvinde desværre havde måtte lade livet. Folk forventede at dø unge i det hul og de fleste ville bare trække på skuldrene over det. Måske se på det som endnu en tragedie, men i bund og grund ville ingen gøre noget for at ændre forholdene i Rotten Root. For det ville betyde, at de skulle afgive ressourcer, der kunne have været tilkommet dem selv. Noget Genevira hurtigt havde lært var, at folk der rent faktisk havde ting ville gøre. Jo mere man havde, jo mere angst var man også for at miste det hele igen.

”Regn nu ikke med for meget, jeg vil hellere have, at du passer på dig selv, end at du…I don’t know pludselig er fuld af bidemærker eller bare…du ved, at han slår dig ihjel ved et uheld.”

Hun kendte alt til sulten og den var som regel dødelig for ofret. Genevira havde i hvert fald overhovedet ikke lært sig selv at kontrollere den endnu. Hvorfor det var ekstra vigtigt for hende kun at finde folk, som folk ikke ville savne. At forestille sig, at der kunne ske…uheld var ikke out of the question.
”Og selvfølgelig bekymrer jeg mig for dig, pft, hvem skulle ellers, du bekymrer dig tydeligvis ikke selv nok,”

fnøs hun af sin veninde. Også selvom det nok mere var et udtryk for, at Alanis simpelthen ikke havde råd til at bekymre sig om hypotetiske ting.
Den slags trak i baggrunden, hvor de var fra. Blev overtaget af mere umiddelbare bekymringer som: Får jeg mad i morgen? Hvor kan jeg sove? Jeg er så kold, hvad hvis jeg bliver syg?

Rotten Root forvandlede folk til noget, der var tættere på dyr end mennesker. Genevira ville hellere hoppe ud fra et tag end at tage tilbage og leve der til daglig, som hun plejede. Bare tanken gav hende næsten kvalme.
”Jeg blev ikke født til at synge, jeg er ikke nogen fugl,” bed hun halvfornærmet. Men reelt var hendes fornærmelse over den formodning mere en måde at undgå at anerkende, at hun selv havde fornærmet Alanis. Hun skubbede bare skylden videre.
Hun skubbede stolen ud fra bordet og rejste sig.

”Det er sent. Du har brug for hvile. Og jeg har brug for mad.” Hun gik over til Alanis og tog hendes ansigt mellem sine kolde dødhvide hænder. Så kyssede hun søsterligt sin veninde i panden.

”Måske er det sidste gang vi ser hinanden. Jeg agter ikke at komme tilbage til det her hul af en by, hvis jeg kan undgå det.” Hun skar ansigt. Anede af gode grunde endnu ikke, hvor meget hun selv tog fejl.

”Pas på dig selv,” rådede hun igen og vendte sig så for at gå.

Hun kunne ikke gøre andet end at grine af Genevira’s ord, for spændende? Der var jo intet spændende ved hende, der fandtes så mange andre mennesker og væsner som var meget mere spændende og Alanis måtte da ligge i bunden af spændende? Hun var jo bare en kvinde af natten, som blot kæmpede for at overleve hver eneste dag, det var der da intet spændende ved? Ordene blev gentaget flere gange i hendes hoved, mens grinet langsomt forsvandt atter igen. Spændende? Spændende? Det var som om hun var nødt til at tvinge ordene ud af sine tanker atter igen!
sket var sket, og nu ville hun bare videre med sit liv om at overleve. Et bid til eller fra, som om hun ikke var vant til mænd som var meget mere voldelige end hvad den vampyr havde gjort ved hende? Hun havde jo prøvet at blive slået, voldtaget, truet og flere gange efterladt som affald på gaden. Hun havde set døden i øjnene flere gange, og hver gang ønskede han hende bare ikke endnu. Ikke engang døden synes hun var spændende nok, så hvorfor skulle en eller anden vampyr så?
Det var først når Genevira’s stemme igen fylde hendes omgivelser at tankerne forlod og hun igen kunne fokusere om hvad der forgik omkring hende.

Et lille enkelt suk forlod hendes lyserøde læber ”Genevira” gentog hun flere gange og lod sin hånd bevæge sig hen over sin venindes hånd ”du skal ikke bekymre dig så meget, jeg skal nok klare mig” sagde hun med en rolig stemme, om det var for kun at berolige sin veninde eller om ordene var mere rettet mod hende selv… viste hun ikke.
Hun havde bare mest lyst til at give hende et kram, love at hun nok skulle klare sig og at de på et tidspunkt ville ses igen et meget bedre sted.. hun kunne bare ikke få sig selv til det, hun havde aldrig løjet for sin veninde før.. hun tvivlede jo på at hun nogensinde ville se hende igen, Genevira fortjente jo et bedre liv og det skulle Alanis ikke komme og ødelægge.

Det kolde kys på hendes pande, som fik hendes øjne til at glide i og et par små suk forlade hendes læber. Hun kunne mærke hendes hjerte briste inde i brystet på hende, i det hun viste at det ville være sidste gang hun ville se Genevira. Hun turede næsten ikke at åbne sine øjne, havde ikke lyst til at se sig selv efterladt atter igen. Den eneste ven hun nogensinde havde haft, den eneste familie som hun måtte sige farvel til for altid ”farvel” tvang hun hviskende ud mellem sine læber, mens en lille enkel tåre forlod hendes øjne som hun så Genevira forlade kroen atter igen.