Så, min gamle ven. Lad os gøre det sammen. (Kat)

S: Doomsville
O: huse, enkelte folk, en hest eller to.
V: koldt. Let sne over det hele, sner en smule.
T: sent eftermiddag, snart aften.

Det var allerede mørkt. Mørket kom jo hurtigt, om vinteren. Dog var der ikke knald mørkt, bare nok til at visse ting kunne blive lidt utydelige, mens andre var helt klare. F.eks. kunne man sagtens se sneen der havde lagt sig på omgivelserne og malet dem i en let, hvid farve. På vejen var det dog blevet forvandlet til smat, af hestevogne, hestehove og almindelige sko.
Sean holdt sig til siden og undgik de værste vandpytter. Han havde godt nok sine vinterstøvler på af vandtæt skind, men der var ingen grund til at udfordre skæbnen...På det punkt.
Ud over sine støvler af mørkt skind, havde han en varm, sort trøje på og en mindst lige så mørke og varme bukser. Et armbånd raslede let om hans håndled. Ikke noget man rigtig hørte eller lagde mærke til. Et armbånd, hvis vedhæng var et par dæmon- og englevinger sat sammen. Det mørkebrune hår var redt fint til siderne, selv om det altid strittede lidt, og pandehåret hang ned over over hans pande, næsten helt ned til de mørke øjne.
Åh ja, det var sandt. Han var på vej et sted hen. Til et ganske bestemt hjørne, af nogle ganske bestemte gader, på et bestemt punkt i byen. Dette sket var et mødested. Et afsondret mødested, hvor de kunne følges ad og snakke om detaljerne. Der var nogen der skulle jages og Sean skulle være med. Han glædede sig til en god jagt, han glædede sig nærmest som et lille barn!
Derfor gik han også lidt raskt til. Hans kinder og næse blev malet røde af den kolde luft. De små snefnug landede på hans hår og kinder, de fleste af dem smeltede med det samme, enkelte i hans hår kunne dog godt blive siddende i flere sekunder før de forsvandt igen.
Det var, alt i alt, et raskt vejr. Frisk. Passende. Koldt, som døden. Han smilte for sig selv, da han nærmede sig stedet...

Kat havde lige hevet hendes halvstramme sorte top over hovedet. Hun var lige kommet ud fra badet af og skulle gøre sig klar. De halv stramme læderbukser var allerede på, samt hendes mærkelige sko. De sædvanlige blå covers hun altid gik med når hun kunne. Hun gik ned imod hoved døren. Igen ville hun ikke vække Alina som stadig lå og sov. Alina lå ret tit og sov, når Kat forlod huset. Hun hev hurtigt jakken fra holderen, og klaskede døren op uden at vække Alina. Hun hev jakken over armene og begyndte at traske afsted. Men selvfølgelig havde hun glemt at lukke døren. Langsomt løb hun over imod døren, for at lukke den stille og roligt. Hvilket ikke gik ret godt. Hun fik mere klasket den i.
Kat begyndte at traske afsted. Der ville gå lang tid før hun, så hun trak hætte over sig, som var syet fast på jakken. Roligt, og lyttende gik hun igennem byerne for at sikre sig ingen for fulgte hende. Et par gange vendte hun sig om, for at se om nogle gik bag hende, men hver gang var der ingen. Som om at mørket skjulte sig for hende. For at få paranoiaen til at gå væk, begyndte hun at synge for sig selv. '' I knoow, you're secret my friend. '' Hun begyndte at synge videre på sangen. En sang hendes far tit havde sunget for hende. Hun savnede sin forældre, men heldigvis havde hun fået en bror der minde meget om hendes far.
Der var gået omkring en halv times tid, før hun var nåede der over. Langsomt vendte hun sig om endnu engang for at sikre sig ingen holdte øje med hende, eller ville hende noget ondt.
Hun gik imod stedet, og lige som hun var nåede der over, kunne hun se en skikkelse nærme sig. Uheldigvis var det ikke Sean. Ham hun skulle mødes med. Tydeligvis var han en smule langsommere end hende. '' Gud, hvor er den mand langsom. '' Hun sagde det en smule fornærmende. For at bruge en smule tid, begyndte Kat at rode sig selv i håret, for at samle det til en heste hale. Da hun havde gjort det, lænede hun sig op af muren bag sig. Nu ventede hun bare på Sean ville dukke op.

Sean så en skikkelse ved hjørnet, ved deres mødested. Han kneb øjnene lidt sammen for at få en bedre fornemmelse af skikkelsen. Den var kvindelig...Og stod stille. Der var gode muligheder for det ville være Kat. En anden person var også på vej derhen af, opdagede han, men risikoen for at det skulle være en der ødelagde det for dem, var ikke så stor igen.
Han satte ikke farten op, men nærmede sig i rolig tempo. Han havde netop sat kurs udenom en kæmpe vandpyt, da han stod foran Kat, med sit sædvanlige skæve smil. Overfor Kat var hans blik venligt, selv om det kunne blive kold ved et blink med øjet. Man var vel ikke archdemon for ingenting.
"Halløj" hilste han roligt og så kort hen mod skikkelsen.
"Skal vi følges lidt? For at minimerer risikoen for lyttende ører?" tilbød han og gjorde gestus til at hun endelig skulle gå først. Man var vel gentleman. Han havde endnu ikke styr på hvad eller hvem der skulle jages, det var begrænset hvor meget man kunne skrive i en hurtig note, men meningen havde været klar: De skulle lege sammen.
Og hvornår havde Sean sagt nej til lidt ballade? i et øjeblik havde han overvejet at hive sin nevø med, så han kunne lære lidt, men valgte at lade være. Han viste ikke detaljerne i opgaven og det kunne gå galt. Desuden var Kat en..."gammel" kollega og lidt lir, bare dem, var nok at foretrække. Han ville slet ikke vide hvilke rygter der ville komme, hvis folk begyndte at snakke om at han hev en teenager med ved ørerne. Det værste ville være de troede han faktisk var far til drengen. Hvilket ville være helt absurd. Så nu var det bare de to.
Uanset om de gik videre eller blev stående, sagde Sean:
"Såå...hvad handler det helt præcis om?"

Kat kunne se Sean begynde at komme over imod hende. Hun begyndte at smile en smule for sig selv, men smilede forsvandt hurtigt da han var helt henne ved hende. Kat trak hætten ned, for bedre at kunne se på ham. Forsigtigt lyttede hun til hans ord, de smukke ord der kom ud af hans mund. '' Davs. '' Kat havde aldrig helt vidst hvad man skulle sige til fyre, når man skulle hilse på dem, eller sige hej. Kat nikkede og begyndte at gå frem af, som han tydeligt gerne ville have hende til. Ikke at hun havde noget imod det.
Sandt nok var Sean og Kat gamle kollegaere og havde før arbejdet sammen om forskellige ting, så at det var ham igen, generede hende på ingen måde. Kat løftede det ene øjen bryn da han spurgte hvad det handlede om. Havde han slet ikke fået det at vide? Tumpe Kat begyndte at smile en smule over det. Sødt.
'' Har du overhovedet ikke fået det at vide? '' Kat begyndte lavt at fnise for sig selv. Hverken håndligt eller venligt. Det var bare en smule sjovt han havde sagt ja til et job, uden at ane hvad han skulle. Det ville Kat aldrig have gjort. De skulle fange en vareulv, og dræbe personen. Så vidt som hun havde forstået på hendes besked. Kat stoppede med at fnise og så bare på ham. Selvfølgelig imens hun gik imens. '' Vi skal, fange en anden vareulv. '' Kat havde aldrig haft noget imod at dræbe nogle af hendes egne. For nogle af vareulvene fortjente sommetider at dø. Nogle misbrugte altid deres kræfter, og var lidt for stride over andre. Kat havde i hvert til fald i tankerne, at lige så snart de fandt person. Ville hun ikke lade personen dø nemt. Næ nej. Han skulle tortures. Kat gik forsat videre, og ventede på hvad Sean ville sige til det, hun havde fortalt ham.

Sean smilte let til hende og ventede til hun havde grint færdig. De fleste sagde hvorfor de grinte og hvis ikke, ville han bare spørge. Grunden kom dog også. Hvortil han fortsat bare smilte til hende, som om der ingen problemer var.
"Jeg har ikke sagt ja til noget, andet end at møde op. Jeg er nysgerrig af natur. Og når det er gode, gamle Kat...Hvordan skal det så ikke kunne være sjovt?" pointerede han en anelse drillende. Han lod hende fnise videre, uden at dele hendes del af det sjove, til hun svarede på hans spørgsmål. Hvortil han bare nikkede let. Personligt ville han aldrig, aldrig! jage en fra sin egen race...Medmindre de gjorde noget dybt skandaløst, der ville ødelægge det for hele racen. Forrædere. Han var alt for stolt af sin race og mente den en dag nok skulle få lov til at herske over alle de andre...Han skulle bare være lidt tålmodig.
"Ah...En hund" Han regnede med hun viste hans syn på hendes race. Og ellers måtte forstå det ikke var personligt, men generelt. Ellers måtte hun jo hade ham og gøre det hele selv...
"Spændende. Hvem er personen? Hvad har personen gjort? Jeg har hørt flere skandaløse sager om varulve. nogle der har jagtet børn og kvæg ved flere gårde, nogle der har været på jagt efter unge folk i byerne, nogen der kidnappet folk...Der er nok at vælge imellem" han ville desuden give hende helt ret. Hvad sjov var der bare at dræbe dem hurtigt og så tage hjem? Man skulle jo også have noget ud af alt det arbejde! Og lidt tortur var altid sjovt. At se hvor meget racen, eller personen, kunne holde til og måske kom de med nogle gode hemmeligheder eller oplysninger, inden de skulle dø. Han havde også mødt en der tiggede ham om at tage vare på hendes familie og lovede ham alt hun ejede...Hvilket han selvfølgelig ikke var interesseret i. Hun var død nu, ligesom resten af hendes familie, men det var jo bare en mindre detalje.

Kat smilede lidt for sig selv. Hun stoppede med at grine og kiggede på ham. Han måtte da have sagt ja til at være med til det. Ellers ville de højst sandsynligt have fundet en anden til det, men nok om det.  Måske ville han aldrig jage en fra sin egen race, men kan var anerledes. Helt anerledes. Normalt jagede hun heller ikke folk fra egen race, for hun kendte deres styrker og svagheder. Det var nemmere ofte at jage de andre racer, de var mere spændene at jage, for det var noget nyt man opdagede hver evig eneste gang. '' Hund.. er så nemt sagt. '' Kat fnøs en anelse surt over han havde kaldt det en hund, men nogle kaldte hendes race en hund, og hvis de ville det, måtte det selv om det. Hun ville ikke bære nag over det.
Kat kiggede på Sean. Så mange spørgersmål på engang, men hun måtte jo besvare det. Selvom hun ikke kendte personen fuldt ud, havde hun fået nogle oplysninger om ham.
Ellers ville hun jo aldrig have taget jobbet. Det ville jo være komplet dumt.
Kat rettede blikket imod jorden endnu en gang, og gik videre. Langsomt drejede hun kroppen imod Sean, og gik en smule sidlæns. Kun fordi hun havde lyst, og der skulle være en smule morskab ud af turen.
'' Han, hedder Markus, og idioten har tydeligt torturet en familie uden nogle grund. Mere ved jeg ikke. Du må vel også vide noget? ''
Kat har altid hadet typer som gjorde sådan noget ved folk, især ved små børn.
Tortur havde altid været den sjoveste del ved jagten af andre personer. Det var altid det der fik kødet til at smage bedre. Frygten ved at se folk bede om nåede, men man aldrig rigtigt gav dem det. Nok virkede Kat som en uskyldig og fornuftig tøs. Men det var hun langt fra. I årvis havde hun torturet forskellige mennesker fordi de har skadet hendes familie. Flere år har hun opsøgt de folk der tog hendes lille søster fra hende. Hun havde aldrig fortalt andre om det, men måske burde hun gøre det, så hun kunne komme ud med alt hendes vrede. Kat knurrede en anelse for sig selv. Ikke pga noget med Sean, men pga hendes tanker.

Han smilte til hende, også lidt for at overbevise hende om at det ikke var helt så surt, som det kunne lyde. I hvert fald ikke over for hende. Men han svarede ikke på det. For ham varulve store hunde, som kunne smitte. Ikke meget andet end det. Han havde aldrig haft grund til at respekterer dem sådan synderligt.
Hans smil voksede lidt af hendes måde at gå på. sådan var det, når han arbejdede med Kat. Tingene kunne ske lidt spontant og gerne lidt humoristisk. Det var vist også grunden til han havde sagt ja. Han kunne godt bruge lidt morskab, midt i sin deprimerende hverdag.
Han rystede let på hovedet og så lidt frem for sig.
Markus...Det fik en klokke til at ringe. hans øjenbryn gled sammen i en tænksom gestus.
"Markus...Ja, jeg har hørt om det. Blod ud over det hele. Folk siger så meget...At han var påvirket af noget, at han var månesyg, sjovt nok eller at han bare var sindssyg. Enkelte tror han var helt rask og dræbt dem af andre grunde" nikkede han let og så på Kat igen.
"Det bedste er...Jeg ved han er i byen. Og ikke langt herfra...Vagterne har prøvet at fange ham, men da de kun er sølle mennesker, er det selvfølgelig ikke lykkedes. Det bedste sted at lede efter ham er nok i det hus, hvor de boede...inden det hele skete. Ellers vil vi i hvert fald kunne finde spor der" foreslog Sean
"Medmindre du ved præcis hvor han er?" tilføjede han med et lille smil.
Hendes svage knurren overrasede ham. Var det fordi Markus også var varulv og det gik hende lidt på? eller...noget andet?
Han sendte hende et langt, studerende blik, for at være sikker på hun ikke hoppede på ham. Og som et tavst spørgsmål om hvad der var galt.
Gad vide...om hun nogensinde hostede hårboller op...
Sær tanke. Midt i det hele. Måtte han indrømme. Måske var han alligevel ved at blive lidt sindssyg selv? Tanken morede ham.

Kat smilede en anelse forsigtigt tilbage til ham. Ja hun var ret humoristisk. Hun var sig selv, hvis folk ikke kunne håndtere hende som var, skulle de ikke nærme sig hende. Så skulle de da være sikker på at miste deres øjne. '' Ja.. Det har jeg godt hørt en smule om. Men hvis du ved hvor han er, så vis vej, min ædle herre. '' Kat begyndte at fnise over hun kaldte ham ædle herre. Bare for morskabens skyld havde hun sagt det. Mon han blev fornærmet over det? Næppe.
'' Jeg aner ikke hvor idioten er, men hvis jeg finder ham. Skal han være sikker på han ikke har sine øjne ret længe. '' Kat var en meget fin følene pige som normalt ikke skade folk der ikke havde fortjent det, men når det kom til stykket, kunne hun satme også være en badass.
Hun kunne jo altid bruge sin ''snude'' til at finde en smule af vejen hen til ham, men der ville være mange dufte blande i luften, på engang. Så helt nemt ville det ikke være for hende. Men hvis han ikke var der hvor Sean troede han var, var det jo kun et forsøg at prøve sig fra ved at dufte. Egentlig morrede det hende at hun skulle torturere endnu en, hvis de altså fik fat på personen. Hun havde tit tænkt på at torturer Sajro for sjovt skyld, for at se hvad der ville ske med hende, hvis hun rørte vareulvenes leder. For hende var der ingen leder, ingen skulle bestemme over hende og hvad hun fortog sig. Hun gav en kort knurren fra sig endnu engang, men stoppede hurtigt og gik normalt igen. Hun fulgte bare efter Sean.
'' Men.. Ehm.. Hvordan, går det så? '' Kat ville gerne spørger lidt ind til ham. Det var jo en del tid siden de havde set noget til hinanden.

Hun forstod ikke hentydningen, men det var også lige meget. Folk havde deres hemmeligheder og desuden var han nu heller ikke selv den mest åbne bog. Faktisk nok den mest lukkede, hvis han kunne slippe af sted med det. Det kunne være noget så trættende når folk begyndte at stille spørgsmål til en hele tiden og blev sure når man ikke svarede! især når de starter med at sige, at det var okay hvis han ikke ville sige det...
Han holdt et svagt suk inde. Og lod blikket glide over de nærmeste omgivelser. Huset kom snart til syne, vagterne havde bundet noget reb om stolper på terrassen foran huset, for at fortælle folk de ikke skulle gå derind. Ikke at det ville stoppe dem, dog. Huset var i to etager, forholdsvis velholdt. Lige nu var det helt mørkt og stille.
Ædle herre. Hvis alle dog gad kalde ham det! Men han viste nu godt hun havde kaldt ham det for sjov.
Åh, hvis hun bare viste...At han selv havde lyst til det samme. Han havde engang fået til opgave at dræbe Sajro, men dengang havde han kun været en sølle, almindelig dæmon og Sajro havde vundet. Lige siden havde han ikke brudt sig om fyren. Men på grund af Alane, som jo så ham som en bror, fik han aldrig lov til at møde denne...irriterende mand, igen.
Han så kort på hende, da hun blev mere personlig. Og trak på skuldrene.
"Standard. Dig?" han spurgte mest fordi folk forventede han gjorde det. Det var jo ne høflighed, som folk satte alt for stor pris på. Han var jo ikke interesseret i hvordan folk havde det, ligesom folk heller ikke var interesseret i hvordan han havde det. OG hvordan ville de ikke også reagerer, hvis han virkelig svarede ærligt? De fleste ville løbe skrigene væk. Nej, når folk spurgte, forventede de et simpelt 'okay' og intet andet.
"Huset er her...Lad os tage bagindgangen. Bare så ingen dumme naboer ser os" smilte han og satte kurs om bag huset.

Kat smilede en anelse for sig selv. Hun vidste udmærket godt at hans 'standart' var en helt anden betydning. Hun kendte godt Sean. Det var sjovt at han ikke ville fortælle hende hvordan han egentlig havde det, men det var inderst inde ikke hendes problem. Selvom hun gerne ville hjælpe ham, burde hun nok blande sig uden om. '' Tja.. Det kunne være bedre. '' Hun fnøs kort. Episoden med Rowan havde ikke været spor rar. Slet ikke hvis hun havde fortalt, at hun havde været nøgen foran en helt anden fyr, fordi han havde bedt hende smide tøjet. Men det var ren overlevelse hun gjorde det. Rowan var en fin fyr, men lige der..
Kat sank en omgang, og kiggede på huset, der ellers så ud til at være afspæret. Hvis de ikke ville have folk ind, hvorfor i helvede havde de så ikke revet hele huset ned? Det ville da være den bedste ide, så ville ingen kunne gå ind i det. Hun begyndte og grine lavt for sig selv.
'' Dumme? Ha.. '' Kat smilte en anelse for sig selv. Så nu var de altså dumme. Hun rystede på hovedet og gik egentlig bare efter Sean. Hun forventede at han kendte vejen.
Hun trådte et skridt ind i huset, og betragtede det. Ikke lige frem det hun ville bo i, men folk er jo heldigvis forskellige. Hun hostede kort, pga alt støven der fløj rundt i luften. Man burde gøre det rent, så kunne det være at folk kunne sælge det videre. Hun satte en hånd på væggen for at betragte dens bygge måde. Men det nyttede ikke meget. Bare noget træ der var klasket sammen og derved kom til at ligne en hus. Meget sjovt. Hun satte sin næse / snude ud imod luften for at få færten af andre personer i huset. Hvis der endelig var nogle. En sær lugt fangede hende. Det var ikke blot Sean og Kat der var i selve huset. Der var flere personer. Kat bevægede sig imod lugten, imens færten blev større og større. Nu ventede hun bare på at folk ville springe ind foran hende og råbe bøh.

Sean smilte svagt til hende. I det mindste vedblev hun ikke at stille dumme spørgsmål og det var også en grund til han kunne holde ud at arbejde med hende. I forhold til så mange andre...
Han nikkede let, da han gik forbi nogle rosenbuske, for at komme om bag huset.
"Det kan altid gå bedre" kommenterede han og lod blikket glide op af det mørke hus.
"Hvis du vil snakke om det, skal du bare åbne munden og snakke. Men forvent ikke jeg lægger op til at lege hyggeonkel" han drejede hovedet og sendte hende et lille smil. På den måde var han dækket ind. Desuden...hvis Kat havde et problem, han kunne hjælpe med...Nogen der skulle jages, dræbes, et eller andet...Ville han da nyde at gøre det! Endda som en...tjeneste. Hvilket var sjældent fra hans side af.
Han skubbede bagdøren op. Den var ikke låst. Åndssvag. Man skulle tro der allerede var nogen i huset, eller også havde vagterne bare været ligeglade.
Han lod blikket glide over den lille gang de trådte ind i. Her var overraskende støvet, især i forhold til at det ikke var så længe siden, tingene var sket. Huset...stank nærmest af død. Koldt, støvet og dødt. Han turde slet ikke tænke på hvilke forfærdelige lugte Kat kunne opfange.
Han gik lidt frem og smugkiggede ind i rummene, som de kom forbi. Køkken...Tomt. En lille stue. Også tomt. En entre, ud til hoveddøren..Tomt.
"Hvis her er nogen, er det ovenpå" sagde han lavt. Han viste ikke hvorfor, han havde en fornemmelse af...At der var et eller andet, som han ikke kunne sætte fingeren på. Han så hen på Kat, og gik så hen til trappen og luskede op af den...Et enkelte trin knirkede under hans sko og han stoppede op, som en kat der blev tager i at være et sted, hvor den ikke burde. Ikke en lyd...Eller var der? Var der andre i huset? Hans øjenbryn gled undrende sammen, da han fortsatte op af trappen...Til sidst stod han i endnu en lille gang, hvor der var tre døre. Soveværelser og badeværelse? Det var hans gæt. Det måtte være heroppe gerningen var sket...
Skridt. Han var ikke i tvivl længere...Her var nogen. Han lod en dolk glide frem og ned i hans hånd. sølvkniv, med et læderskæfte. Pentagrammer løb over dens blad - Hvilket faktisk var grunden til der var læder på skæftet, da han ellers ville brænde sig en del af at bruge dolken. Det var hans ynglings dolk.
Han så tilbage på Kat for at se hvordan hun reagerede på det hele...og gjorde tegn til at hun skulle være stille, med en finger mod læberne.

Kat kiggede på Sean, som tydeligt gjorde tegn til hun skulle være stille. Det gættede hun sig selv frem til at det skulle hun højst sansynligt være alligevel. Forsigtigt hev Kat sine sko af, for sko larmer en del mere end tæer gør. Forsigtigt satte hun den ene støvle ned, som hun allerede havde fået hevet af uden besvær ned på jorden uden at det kunne høres. Langsomt gik hun i gang med den anden, og for at holde balancen lænede hun sig op imod væggen. I det hun fik hevet skoen af, fik hun tabt den. Men hun greb den hurtigt igen uden en lyd kunne høres. Hun satte langsomt skoene ned og listede op til Sean i den modsatte side af hvad han var gået. Uden besvær fik hun gået der op. Hun listede roligt længere frem. Skyggerne kom imod hende. Hun stilte sig helt stille og holdte vejret for det ikke kunne høres. Hans fodtrin var udlideligt store i forhold til andre folks. Kat listede tættere hen på ham, da han var gået ind i et andet rum. Hun holdte nærmest øje med ham som en sort kat i skyggerne. Han ville ikke kunne nænse hun var der, med mindre han virkeligt forsøgte at lugte sig frem til hende. Kat rettede forsigt blikket hen på Sean, for at sikre sig han var med. Tydeligt vis kunne Kat ikke styre sig nok. I det han vendte sig om, så man kunne få fat på ham bagfra greb Kat fat. Hun holdte fast i ham, så han stort set ikke kunne slippe væk. Det her var langt fra Markus. Men hvem helvede var det så? Kat knurrede ham i øret, og det så ud til at irritere ham en del. '' Det her er jo ikke Markus? Jeg troede du sagde den idiot ville være her? '' Hun var en smule irriteret på Sean over han mente han skulle være her, og alligevel var han der ikke. Så var det en eller anden torsk. Kat hamrede personens hovedet ind i mod muren, så han ville falde ned. Hun stilte sig foran ham, for at kunne holde øje med ham. Måske vidste han hvor Markus var?

Han hold øje med Kat, da hun, som kun kvinder vil gøre det, begyndte at tage sine sko af. Han tog aldrig sine sko af, han havde vænnet sig til at snige sig af sted med. Hellere det, end træde i en hundelort eller glasskår. Sko var mere praktiske, set fra han side. De kunne også give et spark lidt mere skade, endda uden man selv ville slå sin fod.
Han tog værelset tætteste på sig selv, imens han ventede på hende. Skubbede døren op...Tomt...
Han listede over til næste værelse, mens Kat bevægede sig ned i den anden ende. Han tjekkede også dette rum, bare for at være sikker. intet. altså var personen i det sidste rum og der gemte sig ikke ekstra i de andre.
Han var næsten nået helt hen til Kat, da hun valgte at køre solo. Sean bandede svagt for sig selv, da han skyndte sig op til værelset og skubbede døren endnu mere op, da han trådte ind, kun for at opdage Kat, der brydes med en mand. Lidt efter var manden bevidstløs, i hvert fald de næste par minutter.
Han blev tværtimod vred over hendes beskyldning.
"Jeg sagde han måske ville være her. Jeg sagde ikke han helt sikkert ville være her. Men hvis du er så meget bedre selv, må du jo bruge din vidunder-næse!" snerrede han tilbage. Hans øjne blev næsten farvet sorte af vrede. Ikke om han ville lade sig tage til takke med en flabet hund.
I stedet for at give sig i kast med mere, trådte han hen til manden og bukkede sig ned over ham. Han lod hånden glide over hans ansigt og over mandens puls.
Han kiggede sig rundt i rummet...Og rejste sig op igen. Det var her noget af det var sket, der var endnu indtørret blod på gulv og væg. Noget reb lå på gulvet, sikkert noget Marcus havde brugt...
Han tog rebet og uden yderlig besvær fik han bakset manden op på en stol og bundet ham fast til den.
"Jeg håber han er varulv" mumlede han svagt for sig selv. Lige nu følte han stor vrede mod den race.
Han sendte Kat et hurtigt blik, for at se om hun ville give flere problemer.
"Så. Skal vi lege sporhund eller spørge manden her?" spurgte han, nu mere roligt og forretningsmæssigt.

Kat snerre en anelse af Sean. Mænd, nogle små hidsig propper der altid skulle gøre et eller andet for drama. Kat tørrede op i et flabet smil imod Sean. ’’ Lad os det. Måske virker det bedre end din idiotiske hjerne! ’’ Hun råbte det nærmest ud. Hun var en smule træt af, at folk nærmest altid fornærmet hende, eller hendes race. Ja, måske var de i familie med hundene. Men det var langt fra køtere som andre køtere. Kat var enormt tæt på at smaske Sean en på siden af hovedet, men holdte trangen tilbage. Det ville ikke ende ret godt hvis det var dem der endte op i en slås kamp. Kat trak vejret dybt, og sank en klump. ’’ I’m sorry. ’’
Kat havde stadig den størreste trang til egentlig at kasterere Sean, men som sagt. Der ville nok komme nogle efter hende, som hun bestemt ikke ønskede. Måske skulle hun bare opføre sig ordenligt. ’’ Det håber jeg sørme også. ’’ Hun havde en stor trang til at slå sig selv i hovedet. At hun lige havde sagt det. Gud fader bevares. Lige nu arbejde hendes hjerne på lavt tryk. Det var ikke det bedste, når hun var i rum med en dæmon.. Slet ikke hans slags dæmoner. ’’ Kom nu bare videre i livet, dronning. ’’ Kat grinede en anelse over det de sagde til hinanden. Det var nu meget sjovt det var endt ud af de to var begyndt at skændes. ’’ Skal vi droppe det her skænderi, og komme videre min skat? ’’ Selvom hun egentlig gerne ville blive ved, måtte de også komme videre. Ellers fik de aldrig slagtede den idiot til Markus. Kat stirrede nærmest herren i øjne, der sad på stolen Sean havde plantet ham på, og oven i købet bundet ham fast. Snart ender det sku med han voldtager manden. Bare for at få lidt godt ud af turen. Kan grinede lavt for sig selv.. En sjov tanke hun havde fået.
Manden der var bundet, åbnede øjne svagt, men lukkede dem hurtigt igen, for ikke at blive opdaget. Han ville have en mulighed for at kunne slippe væk og dog. Kat opfangede hurtigt den falske sovende hund, som prøvede at snyde dem. Hvis han ikke svarede dem, ville Kat personligt æde ham levende. Det ville sikkert ikke smage specielt godt, men hun ville gøre det. ’’ Vågn op, sovetryn. ’’ Kat klaskede ham hårdt på kinden. Jo mere han for falskede hans søvn, jo hårdere ville hun slå.

Hun ville åbenbart godt dø. Han havde slået folk ihjel for mindre og han kunne ikke se, at bare fordi de havde arbejdet sammen før, skulle hun være sikker fra døden. Det var dumt a tirre en archdemon. Især når man kun var en simpel hvalp i sammenligning. Han burde sætte halsbånd på hende, så kunne hun måske lære sin plads!
Til sidst stod han bare og kiggede på hende med sine mørke øjne, uden hverken at gøre noget eller sige noget. Som ville han sige at dette var under hans standard. Og måske som en tavs trussel...
Om ikke andet, havde hun ret. De måtte komme videre. Deres uenighed kunne vente, eller måske helst helt forsvinde.
Han drejede hovedet og så på manden foran dem i stedet. Rævesøvn...hvem prøvede han at narre? Det var jo ikke fordi de bare ville efterlade ham her!
Han lod Kat om at slå ham. Det var sjovt at se på, desuden havde piger størst erfaring med at give lussinger. Han lagde armene over kors og studerede manden, til han endelig begyndte at bevæge sig. Han drejede hovedet til siden for at undgå hendes slag, som efterhånden havde farvet hans kind rød.
"Stop...Stop...Jeg er vågen!" peb manden. Eller, for Sean lød det som om han peb. Sean smilte svagt.
"Hvem er du og hvad laver du her?" Først burde de finde ud af om manden overhoved kunne bruges eller om han skulle dø med det samme. Manden virrede let med hovedet og så fra den ene til den anden. Men åbenbart troede han de ikke gjorde ham mere eller håbede de ville være ligeglade med ham, hvis han fortalte dem sandheden.
"Bare en ven...Af familien. Jeg ledte...men sørger. Mine venner er døde og i ved hvor meget det kan betyde for en varulv...De var som min flok!" manden så hen mod Kat, som håbede han at hun forstod ham og ville lade ham gå.
"Jeg ved intet!" forsikrede han dem.
Sean stod og så lidt på ham...Så gik han over til ham og tog fat i hans hage, stirrede mand ned i øjnene et øjeblik. Så slog han ham. Med knyttet hånd. Der løb et knæk, da næsen blev slået skæv undervejs. Blodet begyndte at løbe, ned over mandens mund, så han spyttede. Resten af hans ansigt, og krop, krøb sig sammen i smerte og han stønnede sagte.
Sean trådte et skridt tilbage og lod som om han ville tjekke om hans knoer var kommet til skade. De var lidt smårøde efter slaget, men ingen smerte som sådan. Han ville bare understrege over for manden at han absolut intet betød for ham.
"Og nu...Hvad ved du om Marcus? Du må vide en del, siden du var deres ven. Du må ønske hævn over det der er sket...Hvor kan vi finde Marcus?" spurgte han med en kold stemme.

Kat fniste med en lav stemme for sig selv. Hverken for at irritere Sean eller den anden person, hun syntes blot det hele var blevet så morsomt. De var begge nogle store dramaqueens. Noget Kat altid havde kaldt sig selv for, men ja.
Kan slog nærmest på ham ind til han endelig gad svare. Guske tak og lov, for at han endelig gad at svare. Kat lod Sean om at snakke. Ligenu gad hun egentlig ikke tale, for så ville det ende med at Sean slagtede hende langsomt og smertefuldt. Hvilket hun ikke havde lyst til. Kat daskede hovedet tilbage imod Sean, da herren forsøgte at kigge væk fra dem. Det irriterede hende, at folk gjorde sådan hver gang. Altid for at finde på en tåbelig historie, der aldrig havde passet ind nogle steder. Kat fniste for sig selv, da han kaldte sig selv en del af familien. Normalt ville man ikke blive i de afdødes hus. '' FLOK SIGER DU? Åh ja.. Den har vi hørt før. '' Kat smækkede ham hårdt over kinden, men det så også ud til at Sean slog løs på ham. Kat morede sig en smule, og havde svært ved at holde hendes grin inde. Sjovt nok, morede hun sig altid når folk kom til skade. Skade var altid det sjoveste for hende, selvom hun heller ikke ønskede nogle skulle skades.
Måske skulle hun undersøge huset for, om der eventuelt var gemt noget. Folk havde altid forsøgt at gemme ting fra afdøde, som de ikke ville have blev fundet. Måske en af de afdøde. Kat så på Sean, og hendes smil forsvandt hurtigt. '' Taler du færdigt med ham? Så undersøger jeg huset for andre ækle ting. ''
Kat vendte hovedet imod et vindue, der var inde i rummet. Hun gik langsomt over imod det, og vendte hovedet ud for at se om folk holdte øje med dem. Det så ikke ud som om, at nogle havde set det. Hun vendte langsomt blikket tilbage til herren der ellers var fint bundet, og lænede sig op af den ret snavset væg.
'' Altså.. Hvis du svare.. Kommer du hurtiger væk? Hvis du er heldig. '' Et grin løb over hendes mund. Imens et kækt smil bredte sig over hele hendes ansigt. Om han så var sød nok til at svare, ville hun alligevel slagte ham.
Kat rettede blikket hen på Sean. Måske skulle hun undersøge huset for om der måske var flere ting herinde. Folk forsøgte ofte at gemme ting fra de afdøde som ikke skulle findes. Måske noget der kunne hjælpe dem. Hendes smil forsvandt da hendes blik lande på Sean. '' Klare du den? Så undersøger jeg huset.. ''

Svare igennem denne bruger.

Sean smilte svagt, kun opildnet til at gøre ondt, at Kats grin. Så hun nød det? Det gjorde han også...Så hvorfor ikke fortsætte lidt mere?
Han så lidt på manden, som næsten ikke kunne trække vejret lige nu. Han hostede svagt og trak vejret en smule besværet. Sean rystede svagt på hovedet og lod sit knivsblad glide hen over mandens kind, da han intet sagde. Sølvet nærmest ætsede sig ind i kødet på ham og han skreg igen, prøvede at fjerne hovedet.
Hvis manden blev ved med at skrige, ville der sikkert komme nogen...
Sean trak kniven til sig igen og så over på Kat med et lille, djævelsk smil, der lovede han nok skulle tage sig rigtig godt af manden!
"Gå du bare. Jeg skal nok klemme hvert et ord ud af denne lille orm" svarede han roligt. Hans mørke øjne glimtede dæmonisk.
Manden så lidt på dem, om muligt, næsten skræmt til døde.
"Oak...Okay..." hostede han og spyttede en klat blod ud.
"Okay...JEg ved...Ikke...Noget. Jeg kom for selv at finde...Ham" han trak stadig vejret i stød. Sean så lidt på ham, en smule utålmodig.
"Ja?!" hundsede han med ham. Manden så kort på ham og væddede sine læber.
"Men...Han er måske...I den nærmeste...kirke. Han har alt...altid været...troende" sluttede manden. Sean så lidt på ham, tvivlende. En troende ulv? Det var noget nyt. Men på den anden side, hvis manden torturerede sin egen familie, kunne han vel også være en troende fanatiker. Udsigten til et stort hus, fuld af kors, helligt vand og hellige symboler...Var en udfordring og ikke særlig behageligt...Men samtidig, det var vel altid sjovest med en udfordring?
Sean tog godt fat i sin kniv. Den gled igennem luften og blodet sprøjtede og farvede det mørkerøde gulv endnu mere rødt. Mandens hoved faldt forover, da blodet gled fra hans hals og ned over hans krop. Han var død på kort tid. Sean tog kniven op til sin mund og slikkede kort noget blod af. Det smagte metallisk...Faktisk var det ikke noget han rigtig havde gjort før. Enkelte gange...Kun når han rigtig følte sig i det onde humør. Han smilte let for sig selv, tørrede resten af kniven af i manden og gemte kniven væk, før han vendte sig om mod Kat, hvis hun stadig var der, eller for at gå nedenunder, hvis hun var gået for at kigge sig omkring.

Katherine forlod værelset, og gik neden under igen. Hun kunne stadig sagens høre hvordan Sean tortureret den arme mand. Hun kunne også sagens høre hvad han sagde. En stemme inde i hende fortalte hende at manden talte sand, mens en anden stemme var helt sikker på han løj overfor dem, og forsøgte at lokke dem i en fælde. Katherine rystede på hovedet for at få tankerne væk fra det. Ingen ville være dumme nok til at lokke Sean i en fælde. Så skulle de da være sikker på at han nok skulle fange dem, og få dem til at ønske de aldrig var blevet født. Død eller levende.
Katherine bankede forsigtigt på væggene for at sikre sig der ikke var hule rum de endnu ikke havde opdaget. Da hun var kommet ind i stuen, bankede hun et par gange et bestemt sted. Stedet lød hult, men hun var ikke sikker. Hun måtte undersøge det. Kat løftede hurtigt en stol på nær hende og svingede den hårdt ind i mod muren. Væggen blev ødelagt, men hun fandt et hult rum med en masse værdig genstande. Kat kendte udmærket til hvorfor folk gemte deres værddigefulde genstande andre steder, for at sikre sig de ikke blev rippet. Kat løftede en af tingene op, og kiggede nøje på det. En hals kæde med en smaragd i, fangede hurtigt hendes øjne. Hun ville beholde den. Ud anset om gud ville straffe hende, eller ej. Hun satte hånd ned efter den og løftede den hurtigt op, da hun kunne mærke noget tage ved hendes hånd. Forskrækket skreg hun op, og trak sig bag ud. Da hun kiggede på stedet, var der intet. Hun satte hånden ned efter den igen, løftede den hurtigt op, for at sikre sig det ikke ville ske igen. Hun svingede den over halsen, og gemte den så Sean ikke ville opdage det. Og dog, hun var egentlig ligeglad med om han opdaget det.
Kat trak sig hurtigt ud af huset, da en ulækker fornemmelse ramte hende. En fornemmelse hun aldrig ville mærke igen. '' Sean! Skynd dig så! '' Kat ventede kun på at han skulle fortælle hvor de skulle hen nu, eller det vidste hun egentlig godt selv.

Sean listede nedenunder. Eller, gik almindeligt, nok nærmere, at liste lød som om han forventet noget mere, noget andet, end bare Kat. Men igen, det var ikke til at vide om nogen havde set dem. Men da han kom ned, havde Kat allerede forladt huset.
Sean levede af at være en tyv. Af at slå ihjel og af at vide ting, ingen andre gjorde. Han lod blikket glide ind i stuen, fordi der ingen dør var og opdagede hullet i væggen. Han smuttede over til hullet og kiggede ind...Kun for at opdage en hemmelig skat. Han lod kort blikket glide over den og overvejede hvem der havde afsløret skatten. Manden, inden de fandt ham? Kat, måske?
Han kunne være ligeglad. Han ville sende nogen herover senere og tage tingene.
Med dette i tankerne, smuttede han ud af huset og kom afslappet gående hen mod Kat, som om der ingen grund var til at skynde sig...hvad der heller ikke var, for ham.
"Lad os smutte forbi kirken. Det er vores bedste gæt" smilte han let til hende. Han lod kort hånden glide igennem håret. Selv satte han kurs mod kirken. Hvis manden havde holdt dem for nar, tog han personligt et smut forbi døden, bare for at torturere manden - Selv i døden. Hvis Marcus var der, ham de ledte efter, var det jo bare perfekt og de kunne komme videre med deres mission.
Han kiggede sig kort og over skuldren for at se om Kat var med.

Kat stod stadig uden foran døren, og ventede på at Sean ville komme ud. Ikke ret kort tid efter hun var kommet ud, kunne hun se ham gå forbi døren. Han skulle sikkert ind og lede efter hende, men han kom hurtigt ud til hende.
'' Men? Dig og kirker? '' Kat gav et kort grin fra sig. Det var nu meget sjovt han ville gå i en kirke trods han altså var en modsætning til alt det gode. Han ville jo brænde op, med alle de hellige ting der var derinde i.
Kat satte farten op, i det Sean begyndte at gå. Hun kunne godt mærke han så sig over skuldren for at sikre sig hun var med. Hun smilede en anelse for sig selv, men smilet forsvandt hurtigt igen.

(Jeg tillader mig lige at spole i tiden. )

De var nået hen til kirken. Bygningen var større end alle andre bygninger i byen. Kat satte stille en hånd på døren ind til den. Suset af hvor mange døde personer der havde været her, gik igennem hende. En sær fornemmelse. Hun skubbede døren ind, og begyndte at gå ind. Der sad kun et par mennesker der bad, men de rettede hurtigt blikket imod Kat da hun sparkede døren ind. Kan smilede, og gik bare frem af. Hvis Marcus var herinde, ville hans lugt være større end før.

Han grinte let og så hen på hende.
"Det er jo sådan at jeg går op i røg af at træde ind i en kirke...Jeg er bare...Ikke så meget for at røre noget derinde." smilte han til hende.

Efter ikke så lang tid, var de ved kirken. Grusset knasede under deres fødder, da de gik op til døren. Der var gravstene omkring dem og på døren hang nogle kors. Derfor lod han Kat om at åbne døren. Han fulgte hende med ind og lod som om han smilte undskyldende til folkene derinde. det var blevet aften og mørkt, men folk kom stadig og bad. Og han havde bare ingen respekt for folk der bad hele tiden...Hvad skulle stilletiende bønner hjælpe på noget som helst?
Han fulgte med fremad...Da en skikkelse, en mandelig skikkelse, pludselig rørte på sig, ved bænkene nærmest alteret. Han skyndte sig op til alteret og enkelte, nysgerrige personer så efter ham, for at se hvad han dog lavede. Sean smilte let, da de nærmede sig og personen virkede mere og mere panisk. Pludselig løb den mørke skikkelse hen til en tilfældig dør, som dog var låst, og hev i den. Det var tydeligt han prøvede at flygte fra noget...Eller nogen. Sean stoppede op og hans kniv gled ned i hans hånd igen.
"Marcus?" kaldte han. Folk i kirken tyssede på dem, enkelte opdagede skæret fra hans kniv, rejste sig og skyndte sig at forlade stedet. en ældre mand rejste sig op og så vantro på dem.
"Dette er en kirke!" sagde han ret fornærmet.
Sean ignorerede ham, for manden var stoppede op, som lammet. Som en kanin, der viste den ikke kunne flygte fra ræven. Seans smil blev større, da han nærmede sig manden...

Kats blik flakkede en del over stedet som, så ud til at være en hel del helligt. Mere end hun troede det ville være. Hun havde aldrig rigtigt selv været i en kirke før, for hun var Atheist. En person der ikke tror på 'guderne'. Hendes blik flakkede kort omkring menneskerne der sad derinde.

Kat sukkede en enkelt gang, og rystede svagt på hovedet. Da en skikkelse foran dem, rejste sig op, og forsøgte at flygte, vidste Kat udmærket godt hvem det var. Hun var jo ikke komplet dum? Sean så ud til at handle hurtiger end hende. Han stod allerede oppe ved ham, med ansigtet imod ham. Med langsomme bevægelser, gik hun imod dem. Dog stoppede hun op, da en ældre herre brokkede sig en del over, at dette var en kirke. Og en masse andre folk forlod kirken, af ren rædsel for Sean. Kat rettede dog hurtigt blikkede tilbage, på den herre der havde brokkede sig over , at det var en kirke. '' Ja. Måske er det en kirke. Men det giver ikke folk ret til at flygte fra den. Og hvis der er flere problemer herre, skal jeg personligt nok skaffe dem af vejen? '' Kats tone var en smule hård imod den ældre herre. Det var ikke meningen, men hun plejede at sige hendes mening som altid. Hun var en smule irriteret over de skulle bruge så meget tid på at finde Marcus.
Kat bevægede sig op imod alterede, og bladrede en smule i den troiske bog, der altid lå ved et alter om, hvordan verden var blevet skabt, og alt det fis. Inderst inde, havde hun lyst til at rive bogen i stykker, men det kunne hun ikke bare. Det var mennesker der troede på dette her, og det kan man ikke bare ødelægge. Hun rettede kort blikkede imod Sean og Marcus, men rettede det tilbage igen. '' Så.. Er der noget du vil fortælle os Marcus? Noget du måske har gjort? Er der en bestemt grund til de sidder i denne kirke? Hmm? '' Kat smilede en del kækt for sig selv. Hvis han ikke selv kom ud med sproget, skulle hun nok torturere ham, for at få sandheden ud. Hvorfor han gjorde det, og hvilken grund der havde været til det? Kat var stensikker på at Sean nok skulle være med til det.
'' Jeg har hele dagen, så.. Du kan fortælle mig sandheden med det samme, eller tjaa.. blive her til evig tid? '' Kats smil, blev større og større, og mere lumsk, end før. Kat rettede blikket på Sean, og forventede ikke så meget af ham, men en smule.

Han havde bevæget sig, fra sin position bag Kat, og videre op imod manden, der nu trykkede sig ind mod et mørkt hjørne, som håbede han at smelte sammen med muren og komme væk den vej. Selvfølgelig virkede det ikke. Sean holdt øje med ham, velvidende desperate folk kunne finde på mange ting, også dem man ikke regnede med. Manden havde dog mest travlt ved at se på Sean, da han kom tættere på, med sin kniv. Manden trak vejret i stød og Sean kunne næsten lugte sveden på hans hud.
"Bliv væk...Jeg..." han virkede en smule forvirret. Han viste ikke helt hvem han skulle se på, da Kat kom hen til dem, med biblen i hånden. Han var stille i et øjeblik, før han sagde noget igen.
"...Jeg gjorde det ikke..." han hviskede det. Men der var stille i kirken og Sean hørte helt fint hvad manden sagde.
Han var ligeglad med de andre i kirken. Den ældre mand havde nu trukket sig tilbage, ud af kirken, af frygt for selv at blive trukket ind i det. Han satte kurs mod vagterne, i håb om at kalde på hjælp. Kirken blev tom. Folk havde forladt den. Sean svarede ikke manden, men gik helt hen til ham, greb fat i hans arm og skubbede ham ned på gulvet og lidt væk fra muren. Marcus faldt ned på alle fire. Sean var hurtigt henne ved ham, greb fat i hans skulderlange hår og hev ham op på knæene, med hovedet tilbage. Hans kniv gled hen over hans strube, dog med den sløve side...For kniven var jo af sølv. Manden kom med et overrasket udbrud af smerte og prøvede at skubbe sig væk fra kniven, hvilket Sean forhindrede. Sean kiggede hurtigt på Kat, med et smil der fortalte hvor sjovt han havde det.
"Man skal ikke lyve over for kvinder. Har du ingen manerer?" svarede han roligt. Så længe Marcus her ikke forvandlede sig eller hev et kors ned fra væggen, skulle dette vist være sikkert spil.
"Så, vi prøver igen. Måske hørte han det ikke. Hvad var det du sagde?" han så over på Kat med et svagt smil.

Kat så blot på herren, der tydeligt ikke ville besvare hendes spørgsmål. Måske frygtede han hende? Måske var han bange for kvinder? Kvinder var også ondsindet, når der var noget der irriterede dem, eller noget de var blevet sur over. Derfor boede Kat for sig selv, i sit eget fine hus.
'' Hør.. Jeg har hele dagen. Og det er jeg sikker på, herren der også har. '' Hun sendte et kort smil til Sean. Inden hun begyndte at tale videre, for at få nogle ting ud af herren.
'' Så.. Fortæl sandheden, ellers skal jeg personligt skære visse leme dele af dig, til du besvare spørgsmålet korrekt.
Hun smilede blot for sig selv. Kat lagde slet ikke rigtigt mærke til, at alle de andre havde forladt kirken. Langsomt lagde hun biblen fra sig, ved gulvet.
'' Jeg venter ikke meget længere.. Så, fortæl.
Hvad skete der, siden du syntes denne familie skulle, til en anden verden end den vi er i? '' Hun bevægede sig helt tæt på ham.
Langsomt, skubbede hun hans hoved op imod hende, så han kunne se hende godt nok. Hun håbede at Sean var forberedt på det.
Hun så ned på herren med et tydeligt vredt blik. Han kunne ikke komme ret langt med hans jule lege længere. Hvad skulle der dog ske med ham efter.. Et skummelt smil dukkede op på hendes mundvige, mens hun begyndte at fnise lidt for sig selv.
'' Jeg har rigtig mange ideér til hvad jeg kan gøre med dig.. ''

// Beklager det korte svar. //