Dont mind me, im not insane(Alanis/Dust)

Tid: aften
Sted: Sunfury
Omgivelser: nogenlunde fredelige, for en aktiv by
Vejr: skyfrit

Det var rimeligt fredeligt i gaderne, selv med de folk der gik rundt herude, og dem der stadig holdt deres boder og butikker åbne. De fleste der snakkede, var sælgere der snakkede med deres kunder, eller folk der gik sammen, som hygge snakkede med hinanden, på deres vej mod det sted, de nu engang skulle hen. Der var dog en enkelt person, der stak sig lidt ud fra de andre, en person folk kiggede lidt mærkeligt efter, hvis de lagge mærke til, at han gik alene, og som til trods for at han gik alene, stadig førte en fuldbyrdet samtale med nogen, der for alle andre, tydeligvis ikke var sammen med ham.
Denne spøjse personlighed, gik under navnet Dust, og som om det ikke var nok, at han gik og snakkede med sig selv, var han også iført tøj, der nok skilte sig lidt ud, fra hvad andre folk omkring ham gik i. Denne påklædning, der bestod af et par sorte, korte bukser med et bælte til at holde dem op, en sort, ærmeløs long coat med et smiley lignende rygmærke, et par handsker med samme mærke som på hans longcoat, og nogle specielle ringe på hans fingre, var en normal mondering for ham, men det var nok ikke så normalt at se, for folk der var vant til trøjer. Eller sko. Det eneste han havde på, som han ikke normalt gik med, var hans skuldertaske, der indeholdte de ting han ikke kunne spise, fra hans tur ned i ruinerne, der var at finde nede i tunlerne, under den nærtliggende ørken.

"Skru nu lidt ned, vi deler den samme krop, så vi er bogstaveligt talt tættere på hinanden, end nogen der er lige ved siden af hinanden!" sagde han med en rolig stemmeføring, og hovedet lidt på skrå, mens han gik ned af gaden. Dust gnubbede let sine øjne, da hans øjne stadig var i gang med at vende sig, til de ekstra ting han kunne se med dem, og bruge dem til "Ja jeg ved godt du har prøvet det her før, men det er stadig nyt for mig, så træk lige vejret bessefar! Du ved hvad jeg mener!" det var nemt at se på Dust, at han ikke rigtig gav nogen opmærksomhed til sine omgivelser, i hvert fald ikke mere end højest nødvendigt, og i tide og utide stoppede han også op ved nogen af boderne, for at se på varene, og købe nogle af dem, så han kunne fylde sin skuldertaske op, med provianter.
"Se da på den lyse side, jeg kom efter et artefakt med magiske egenskaber, og ente med at få dig med i købet, og du havde intet at lave nede i de ruiner, men nu har du fundet en, du finder værdig til alt det du har givet mig, og du er herude sammen med mig, hvilket helt klart er bedre, end det du lavede før!" sagde han mildt, mens han betalte en kvinde, der så uforstående på ham, mens han pakkede sine ting, for så at gå videre.

Regnen havde stoppet tidligere samme dag, og efterladt himlen helt skyfri og klar. Stjernerne glimtede oppe på himlen og månen lyste gaderne op, det var en meget smuk aften. De fleste mennesker var i gang med at lukke deres butikker og boderne ned, men der var stadig et par stykker af dem som stadig var åben og prøvede at få lokket de sidste mønter ud af deres kunders hænder.
Man kunne stadig høre liv og glæde blandt dem, de grinte imellem hinanden i håb om at skabe tillid til at få solgt ting. Der gik også et par heste rundt med deres vogne, på vej hen til steder eller på vej hjem.
Der løb endda et par hunde rundt fra hjørne til hjørne, i håb om at de ville kunne finde noget føde for aftenen.

Der var flere mennesker ude på gaden, end der normalt ville være om aftenen. Selv et uskyldig lam som Alanis, havde valgt at bevæge sig ud på gaderne denne aften. Hun havde ellers holdt sig indenfor det sidste stykke tid, bange for at gå ud på gaderne og bange for at blive indenfor. Hun havde bare nået til det punkt, hvor hun faktisk havde brug for at komme lidt ud også mærke den friske luft.

Hun havde som altid sin lange sorte kjole på, med et bånd som var viklet rundt om hendes liv flere gange også med sin mørkerøde kappe udover. Hendes lange røde hår krøllede ned ad hendes ryg, og hendes blå øjne stirrede ned på jorden. Hun havde ikke nogen sko på, havde faktisk aldrig ejet et par.

Hun bevægede sig bare roligt ned af gaden let på tå, som hver hendes bevægelser var en lille dans. Hun havde altid haft den elegante måde at gå på, lige udover når hun skulle forføre mænd. Det var dog det sidste hun tænkte på denne aften, som om hun ikke havde nok i en vampyr der ville æde hende hele tiden.
Hun var helt i sine egne tanker, så hun opdagede aldrig den mand som hun støtte ind i ”und… undskyld” sagde hun hurtigt, før hun hurtigt vende sit blik op mod ham.

"Åh det gør ikke noget, jeg var lige midt i en samtale, så jeg var ikke så opmærksom på mine omgivelser!" svarede Dust nærmest instinktivt, da han hørte en undskyldning, efter han havde stødt ind en person. I det hans øjne fokuserede på denne unge dame, ville en hver person der var lidt opmærksom kunne se, at hans pupiller nærmest skiftede mellem at blive mindre og større, som om hans øjne prøvede at fokusere på hende, ved at skifte mellem langsyn og nærsyn, indtil han lukkede sine øjne, rystede lidt med hovedet, og så på hende igen, hvilket fik hans øjne til at stoppe igen.
"Hey se, den rødhårede pige, du hele tiden tænker på! Er hun din kæreste?" spurgte Miliak i hans hoved, da han så pigen gennem hans øjne
"Min kær.... nej det er ikke Katrina!" sagde Dust lige ud i luften, mens han så væk fra Alanis, og tog sig til hovedet, da blev lettere rød i hovedet "Vi er virkelig nød til at finde ud af det her bessefar, og du er nød til at se bedre efter, hvis du gerne vil lære mere om mig, gennem mine minder!"

For første gang, siden Dust havde fundet artefaktet, og var blevet forbundet med Miliak, hvis sjæl nu boede i hans krop, kom Dust i tanker om, at kun han kunne høre begge halvdele af alle samtaler, som han førte med Miliak. Dette fik ham til at gå i stå et øjeblik, før han så op på Alanis, for at se hvordan hun reagerede på at se en, der så ud til at snakke med sig selv, som om han ikke var helt normal, på øverste etage.
"Undskyld hvis jeg virker lidt mærkelig, jeg har for ganske nyligt, samlet noget ret nyt op, som jeg aldrig har prøvet før, så jeg prøver stadig at regne ud hvordan det hele fungere, og den slags!" sagde han lidt undskyldende, mens han kradsede sig i nakken. Selvom han det seneste års tid, havde haft mere kontakt med rent faktisk talende væsner, end han havde haft ud af det resterende, sidste århundred, så var han stadig lidt akavet, når han oplevede situationer der lige som denne, var ret så uvant for ham. Et eller andet sted, håbede han denne kvinde var forstående, på den anden side kunne han ikke helt forstå, hvorfor han håbede at denne fremmede, var forstående overfor hans nuværende situation.

Alanis var klar til at blive skældt ud, råbt af og skubbet til. Hun var vant til at folk troet at de var bedre end hende, at hun blot var en ynkelig kvinde af natten. Hun blev derfor helt overrasket over at dette ikke kom ud mellem mandens læber, og i stedet gav sig selv skylden for at de støtte ind i hinanden. Der kom endda et lille fint smil frem hendes læber, som man ikke ofte så ”me..” hun nået ikke at sige mere, før han atter igen snakkede. Hendes blik blev usikker og dog nysgerrigt i det ”nej” sagde hun med et lille grin ”mit navn er Alanis.. ikke Katrina” sagde hun og var ret så nysgerrig over hvem denne kvinde var, og hvorfor han sagde hendes navn foran hende.
Hun tråde et lille skridt tilbage, da han atter igen snakkede. Var han en af de der mærkelig mennesker? En tosse som gik rundt og snakkede med sig selv? Selv kvinder som hende, holde sig væk fra disse typer af mennesker. Der var ikke særlig mange som ville ses med sådan nogle, og det viste Alanis udmærket godt og at folk ville se anderledes på hende.
På den anden side, så ville det ikke gøre noget forskel for hende. Hun blev jo alligevel set som en vampyr luder, blandt de mennesker som levede i mørket.

Det hjalp dog lidt på det, når hun faktisk fik en forklaring på hvad der var galt med ham. Så var han alligevel ikke en tosse, eller måske var han? Var der ikke noget med at disse typer af mennesker også hørte stemmer inde i deres hoved?
Hun lod et par fingre glide nervøst igennem hendes hår ”det er helt okay” svarede hun og dog stadig usikkert i det ”vi er vel alle mærkelige et eller andet sted” svarede hun som hun begynde at smile til ham atter igen ”er det mon det at du er blevet forelsket.. i denne Katrina?” svarede hun spørgende.

"Det ved jeg godt! Eller.... jeg vidste ikke at dit navn var Alanis, eller om det sågar var Katrina, men jeg ved at du ikke er den Katrina jeg snakker om!" sagde Dust med et lidt skævt smil på læben, mens han lavede nogle spøjse gestikuleringer med sine hænder, da hun på en måde præsenterede sig selv, ved at nævne hvad hendes navn rent faktisk var "Mit navn er Dust iøvrigt!" præsenterede han sig, da han syntes det da kun var rimeligt, at hun lærte hans navn, nu hvor han havde lært hendes. Han hørte Miliak komme med en kommentar i hans hoved, men valgte ikke at svare for nu, da han havde tildelt denne Alanis, hans opmærksomhed.
"Det glæder mig at høre, at du er okay med situationen, jeg plejer ellers at være mere bevidst om mine omgivelser, mere opmærksom på hvad der sker, om man vil, men siden jeg gjorde mit fund, af et meget sjældent artefakt, har jeg fundet mig selv i den situation, at jeg ikke længere er den eneste sjæl, der befinder sig i min krop!" forklarede han i et mildt toneleje, i et forsøg på at give hende en ide om, hvorfor han gik og snakkede med sig selv, en forståelse for at han ikke bare var en skør tosse, der havde forvildet sig ud på gaderne, i aftenens ulmende mørke, for at gå og snakke med sig selv. Grunden til at han prøvede at forklare dette, var fordi han kunne høre på hende, at hun stadig virkede lidt nervøs over, hvad han var for en type, og af en eller anden grund, havde han lyst til at berolige hende lidt, hvilket var her hans forklaring kom ind.

Da hun spurgte til Katrina, kunne Dust ikke lade vær med at smile lidt for sig selv, på grund af det hun spurgte om specifikt. På en måde, kunne han vel svare ja på hendes spørgsmål, omend hans forhold til Katrina, nok var gået langt længere frem, end blot en simpel forelskelse.
"Mit forhold til Katrina, er nok lidt længere fremme, end blot en simpel forelskelse, kære Alanis, ser du vi har trossalt været sammen i godt og vel et års tid nu!" hans ansigts udtryk indikerede tydeligvis, at han mindedes sin elskede med glæde i sit hjerte, han så hende trossalt som sin elskede mage "Grunden til at min nye ven Miliak, hvilket er navnet på den sjæl, der nu bor i min krop, forvekslede dig med hende, er fordi i begge har den smukke detalje ved jer, at i har rødt hår! Forøvrigt et attribut, jeg altid har fundet smukt ved en hver kvinde der havde det!"

Med et mildt smil på læben, klappede han blidt Alanis på hovedet, tildels for at understrege hans komplimemt, før han så sig lidt omkring, for at orientere sig om, hvor henne i byen, han egentlig befandt sig henne. Så snart han havde regnet det ud, kom han med et glad smil, før han vendte sit bliks fokus tilbage til Alanis igen, da han kortvarigt overvejde noget.
"Jeg er efterhånden ved at have opbygget en drages størrelse i sult, og jeg ved tilfældigvis, at der ligger et godt spisested i nærheden, så ville du gøre mig den ære, at holde denne skøre drage med selskab? Jeg giver gerne et måltid, skulle du have lyst?" spurgte han mildt

Hun kunne ikke lade være med at grine lidt over hans kommentar ”jeg håber da ikke at du ved hvem jeg er.. tror nemlig aldrig jeg har mødt dig før” sagde hun og gav et lille grin fra sig, også selv om der var lidt usikkerhed på det. Da hun begynde at tvivle på om hun havde mødt ham før, men det tvivlede hun på at hun faktisk havde gjort ”hyggeligt at møde dig Dust” sagde hun og mente det faktisk, det var ikke ofte at hun længere mødte folk og især mænd som hun faktisk følte var hyggeligt at møde. De havde altid en eller anden dum bagtanke, og sådan virkede det bare ikke med denne mand.
Hun viste ikke helt hvad hun synes om denne mand endnu, han virkede meget underlig som han snakkede med sig selv. Men det skulle vel også være sundt og snakke med sig selv en gang imellem? Eller var det? ”Oh så i er flere der inde?” spurgte hun om og pegede hen mod ham ”det lyder specielt” tilføjede hun og dog holde hun smilet på sine læber, for at vise ham at hun faktisk ikke var bange for ham. Hvor farlig kunne denne mand også være? Hun boet jo under et tag med en masse vampyr, hvilket væsen kunne være mere farligt end dem?

Hun lyttede på hver eneste ord som han sagde ”hun lyder som en heldig kvinde” sagde hun og gav et lille nik fra sig, som om hun prøvede at bekræfte at hun havde ret ”hyggeligt at møde dig os Miliak” sagde hun og nejede så godt hun kunne, også selv om det hurtigt afslørede at hun slet ikke var fin i det. Hun begynde hurtigt at rødme og kiggede ned mod jorden, før hun vende blikket op mod ham atter igen ”jamen jeg takker vel” sagde hun og havde altid elsket sit røde hår, som altid var det første folk lagde mærke til.

Hun blev lidt overrasket over hans næste par ord, inviteret han hende på middag? ”gerne” sagde hun hurtigt og uden at tøve, hvem ville dog sige nej til mad?

"Naa jeg tror ikke vi har mødt hinanden før, jeg er snart ved at nå den runde alder af 650 år, og du slår mig mere som en..." han så nysgerrigt på hende, løftede hendes hår op, for så at lade det falde igen, som om bevægelsen af hendes hår, havde noget at sige om hendes alder, før han kort strøg en hånd henover hendes kind, i en blid bevægelse, og med et mildt smil på læben, så han hende i øjnene "...omkring de 20, måske midten af tyverne? Men hvor om alting er, er det først gennem det sidste års tid, at jeg er begyndt at være social, men jeg er da glad for at møde nye væsner, især når de virker så venlige som dig!"
Dust var som regel en fredelig sjæl af natur, men så fredelig han var normalt, lige så farlig kunne han være, skulle han have nogen grund til at være det, især når han fyrede op i sin lyn evne. Dog var dette ikke lige noget han gik, og viste frem uden nogen grund, men siden brugen af hans evne, var for ham som det for andre var at trække vejret, kunne det til tider forekomme, at han tilfældigvis brugte sin evne, af den ene eller den anden årsag.

"Ja sådan kan man godt sige det, omend jeg indser nu, at det lyder mindst lige så langt ude, at man er mere end en i en krop, som når man går og ligner en, der snakker med sig selv!" sagde han med en eftertænksom minde, mens han kløede sig selv på hovedet, han smilede dog varmt til Alanis, da hun sagde det var specielt. Hun virkede som en flink ung dame, selv overfor en fremmede hun lige havde mødt, og som godt kunne virke lidt skør, taget situationen og hans spøjse forklaring i betragtning.
"Hvis der er nogen i det forhold der er heldig, så må det næsten være mig!" sagde han med et glad smil på læben, der vist afslørede hvor glad han var, for at have hende i sit liv "Da jeg mødte min kære engel, for et års tid siden, havde jeg praktisk talt glemt, hvordan det var at være i kontakt med andre væsner! Jeg havde været alene i så lang tid, at verdenen sikkert nåede at glemme mig, lige som jeg næsten havde glemt, hvordan det var at være en del af verdenen! Derfor ser jeg mig selv, som værende den heldige i forholdet!"

"Hun virker som en flink lille shapeshifter, en usleben diamant måske, men et kært væsen, når det kommer til stykket! Hils hende endelig fra mig!" sagde Miliak i Dust'es hoved, efter hun havde hilst på ham, og prøvet at neje. Dust smilede lidt, over både hendes hilsen til Miliak, men også hans ord om hende.
"Miliak siger hej, han synes du virker som et kært væsen!" sagde Dust mildt, for at videregive Miliaks hilsen, nu hvor han måtte fungere som mellemleddet, mellem Miliak og verdenen omkring ham. Da hun takkede ja til noget at spise, kom han med et varmt smil, og lavede en gestus om at hun skulle følge med ham "Jamen så lad os da komme afsted!" han begyndte at gå i retning af det spisested, han havde tænkt på, så snart hun indikerede, at hun ville følge med ham. Han gik i retning af en kro, der lå relativt tæt på der hvor de havde mødt hinanden, og tildels fordi Miliak sagde han skulle, åbnede han døren derind til, og holdt den åben for Alanis, så hun kunne gå ind først.

Alanis troet heller ikke på at hun havde mødt ham før, men usikkerheden kunne stadig ligge der. Det var jo ikke fordi hun kende særlig mange mennesker, hun havde det med at holde sig for sig selv. Folk havde det alligevel med at skuffe hende i sidste ende, hun havde blevet stukket alt for mange gange i ryggen. Alligevel var der en lille del af hende, som stadig valgte at se det gode i verden. Der fandtes stadig lys i de mørkeste dele af verden, man skulle bare vide hvor man skulle kigge henne.
Hun skulle lige til at svare ham, når han begynde at røre ved hende. Hun rykkede ikke en eneste centimeter og holde blot sit blik på ham, et svagt lille suk forlod hendes læber som mærkede hun hans fingre mod sin kind. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidste havde blevet rørt så blidt ved, og om hun overhovedet havde? De fleste mænd var jo ens, de ønskede blot magt og det tog de over hendes krop. De havde det med at behandle den som de ønskede, og var ligeglad med hvad hun synes om den behandling hun fik. Deres vrede over deres arbejde, deres hjem, familie, alt skulle gå udover hende når de kastede mønter efter hende. Hun havde næsten ikke lyst til at den blinde berøring skulle forsvinde, men kom hurtigt tilbage til virkeligheden når han atter igen snakkede ”du er god til at gætte…” sagde hun og kiggede lidt tænkende på ham ”jeg er vel omkring de 23-25 år nu... holder ikke rigtigt øje med min alder” sagde hun også selv om dette var løgn, faktisk viste hun ikke hvornår hun havde fødselsdag og derfor var hun aldrig sikker på hvor gammel hun selv var. Den eneste type af fødselsdag hun havde haft, var dagen på hvornår hun kom til børnehjemmet… men hvad var det for noget at fejre? Hurra din mor vil ikke have dig.

Hun træk svagt på sine skulder som hun smilte ”det er da også ligemeget! Så længe det er nogle gode sjæle som er der inde” sagde hun og det var vel det vigtigste? Eller så længe der ikke var noget der inde som ville skade hende, så havde hun det fint nok med at Dust ikke var den eneste som kiggede på hende igennem de øjne.
Et lille grin forlod hendes læber ”hvad med at vi siger at i begge er de heldige?” sagde hun og lagde sit hoved lidt på skrå, mens hun holde blikket på ham. Det at høre om nogens romantiske forhold, havde altid været noget som Alanis nød at høre om. Selv om hun kunne blive ret så jaloux over det, da hun jo selv drømte om at få hevet sine fødder væk under sig. Det var en af de drømme hun havde gemt oppe blandt stjernerne, selv om hun var begyndt at tvivle på at det nogensinde vil ske.

Der forlod et lille grin ud mellem hendes læber, da Miliak også valgte at sige hej tilbage til hende og ikke mindst komme med sin kompliment ”det er jeg glad for at høre” svarede hun, før hun valgte hurtigt at følge efter Dust ”med glæde” svarede hun som hun fulgte efter ham. Det var også dejligt at skulle komme væk fra kulden, især for hendes fødder som var begyndt at fryse.
”tak” sagde hun kort som Dust åbnede døren for hende, og lod hende gå ind først. Hun mærkede hvordan varmen hurtigt bevægede sig hen mod hende, og lagde sig over hende som et varmt tæppe. Duften af mad kom også i hendes retning, og fik hende til at tage en dyb indånding ”jeg har aldrig været her før” sagde hun som hun bevægede sig længere ind og fandt et tomt bord, som hun satte sig ved.

"Jeg har også haft tid til at lære nogle små tricks, når det kommer til at gætte alder, det kan trossalt være svært at vide den slags, bare ved at kigge på folk, når nu både vampyre, draconianere og hvad man ellers kan finde i vores verden, stopper med at ældes, men fortsætter med at leve!" sagde han mildt. Dust havde godt lagt mærke til, hvordan hun reagerede på hans berøringer, hun lignede en der ikke var blevet berørt af kærlige hænder, i meget lang tid, og som savnede at nogen var sådan mod hende. Han kendte den følelse alt for godt, måske ikke på samme måde som hende, men på hans egen måde, havde han også savnet den følelse engang.
"Der kan jeg nok give dig ret, desuden har jeg også hørt, et eller andet sted, at 2 gode sjæle er bedre end en! Om det er rigtigt eller ej, så ved jeg i det mindste, at 2 gode sjæle, er bedre end en rådden!" sagde han eftertænksomt. Han lyttede til det hun sagde om, at det det kunne være både ham og Kat der var heldige, og det fik ham til at smile lidt, da Alanis virkede til at være et kært væsen, når endelig hun selv tillod sig at være det.

Da de nåede frem til kroen, kunne Dust se på hende, at varmen og duften af mad, havde positive effekter på hans nyfundne selskab. Han fulgtes med hende indenfor, og lod hende nyde varmen, såvel som vælge det bord, hun fandt passende til dem, omend det måske bare var instinktivt, at hun valgte et tomt bord til dem. Med rolige bevægelser, satte han sin skuldertaske ved bordet, før han satte sig til rette overfor hende, så han kunne smile til hende. Der gik ikke lang tid efter de havde sat sig, før en af kroværtinderne kom hen med nogle menukort, hun bød dem velkommem, før hun lagge kortene foran dem, og gik igen, så de kunne vælge hvad de ville have i fred.
"Så er det jo godt, at du støtte ind i den her drage, så jeg kunne tage dig med herind, og give dig denne oplevelse!" sagde han i et glad toneleje, og sendte et varmt smil i hendes retning, før han så lidt på menu kortet, for at finde ud af hvad de havde at tilbyde, som han måske kunne have lyst til at bestille "Føl dig endelig fri til at bestille lige hvad du har lyst til, og hold dig endelig ikke tilbage, du er fri til at bestille, så meget som dit hjerte begære!" Dust havde mere end penge nok, så det burde vist ikke være et problem for ham, at brødføde denne unge dame, der sad foran ham.

Alanis havde aldrig rigtigt tænkt på det med alder, måske fordi hun ikke kende sin egen fødselsdag eller fordi folk plejede at være ligeglad. Så længe man holde udseende ved lige, så ville enhver mand gerne betale lidt mønter for ens opmærksomhed ”ja det har du vel.. man lærer vel også lidt, hvis man lever lige så længe som du har” svarede hun og kunne vel et eller andet sted godt forstå ham, det var vel rart at vide hvor gamle folk var.
Hun havde mest lyst til at bede ham om at blive ved med at røre ved hende, men hun viste også at det var forkert at spørge om. Hun valgte derfor at tie om disse tanker, og måtte endda kæmpe lidt med sig selv for ikke at lade ordene komme ud mellem hendes læber. Hun valgte i stedet at fokusere på hvad han sagde til hende, og prøvede blot at glemme hans berøringer også selv om hendes hud sitrede der hvor han havde rørt hende ”det har du helt ret i! og desværre findes der alt for mange som har rådden sjæl inde i sig” sagde hun og følte selv at hun havde en rådden sjæl en gang imellem, også selv om hun ikke prøvede at indrømme dette. At lokke mænd til at give hende mønter, at være deres familie utro og ødelægge et par hjem endda.

Hun havde altid nydt hyggeligheden ved kroer, der var altid nye og spændende mennesker sådan nogle steder. Rejsende som havde spændende historier at fortælle, som hun altid havde nydt at høre om. Det var noget af det bedste ved rejsende, når de valgte at komme hen til hende for at få ny energi på deres rejse. Glade mænd havde det med at snakke, og hun havde altid nydt at høre om de magiske eventyre de havde været på eller skulle ud på.

Hendes blik gled langsomt rundt på de forskellige typer, der var folk som kun kom for at drikke sig fulde. Rejsende sad rundt omkring for sig selv, i de mørke kroge hvor de kunne være i fred. Det var faktisk en ret så stille og rolig aften på denne kro, folk snakkede bare roligt til hinanden udover en gang imellem de fulde mennesker som valgte at råbe til deres sidemakker.
Hendes blik gled hurtigt over mod kroværtinden kom over til dem ”mange tak” sagde hun som hun tog imod menukortet og begynde at studere det, mens en lyserød farve fylde hendes kinder. Hun kiggede langsomt til hans ord, før hun vende blikket op mod ham ”jeg kan ikke læse” hviskede hun i håb om at ingen anden hørte hende ”ha.. har de måske en kødtærte, eller måske en suppe?” hviskede hun skammende i det, mens hun så spørgende på hende.

"Jeg er måske ved at være en gammel fims, men i det mindste har jeg haft masser af tid, til at lære alle mulige gode små tricks! Og alligevel hvis jeg er heldig, med hensyn til min mulige leve tid, kommer jeg først til at opleve en midtvejs krise, om cirka 350 år!" sagde han med et grinende smil på læben, mens han kløede sig lidt i nakken. Han havde godt lagt mærke til, at hun virkede til at nyde det, da han havde rørt ved hende, og det fik ham til at tænke på, om hun måske savnede en i sit liv, der kunne give hende den slags omsorg? Han valgte ikke at spørge hende om den slags for nu, da han heller ikke ville virke ubehøvlet, hvis hun nu skulle opfatte det sådan.
Dust kunne kun nikke i enighed med hende, da hun svarede på det han sagde omkring rådne sjæle, og den slags. Han havde efterhånden mødt, alt for mange væsner med en rådden sjæl, og det kunne i tide og utide, være trættende at møde den slags væsner. Det var heller ikke fordi Dust så sig selv som perfekt, han vidste godt at han havde tendens, til at gøre slemme ting, selv når han prøvede at gøre det, i hans bedste intentioner, men i det mindste prøvede han, hvor mange af dem han havde mødt, bare var ligeglade.

Som et væsen der elskede mad, kunne Dust mest lide at besøge en kro, fordi disse steder havde hyggelige omgivelser, venlige ejere og arbejdere, samt ikke at glemme den gode mad, de serverede. Han havde haft mange gode oplevelser, i forbindelse med hans besøg på diverse kroer, iblandt dem værende den gang han mødte sin elskede partner, hvilket nok er det minde han værdsatte mest, når det kom til minder, relateret til hans ophold på nogen kro, i denne verden. I det Dust hørte Alanis hviske til ham, så han op fra menukortet, og lagge mærke til hendes røde kinder, sammen med det hun fortalte ham om, at hun ikke kunne læse. Han kom med et varmt smil, mens han lagge sit menukort imellem dem, så det vendte imod hende, og var på hoved for ham.
"De har et fint udvalg af begge dele, personligt vil jeg gerne prøve et par af deres kødtærte udvalg!" sagde han lavmælt, så han ikke udbasunerede det at hun ikke kunne læse. Han pegede på nogle af de kødtærter og supper han nævnte for hende, så hun havde mulighed for at se ordene, samtidig med at hun hørte hvordan de blev udtalt "Personligt tror jeg at jeg vil bestille 2 tærter, en med kylling, og en med oksekød! Hvis du gerne vil høre dine andre muligheder, kan jeg også læse dem for dig!" han sendte hende et mildt smil, mens han afventede hendes svar.

Alanis havde aldrig haft brug for at lære at læse, hvad skulle man også bruge sådan en egenskab til? Det var jo ikke fordi hun ønskede at blive en professor, eller noget andet hvor det galt om at kunne læse. Den eneste egenskab hun sådan rigtigt havde brug for, det var at kunne tælle mønter og selv det havde taget lidt tid at lære på egen hånd. Hun kunne jo ikke engang spørge sine kunder om hjælp, nej de ville bare stjæle mønterne også få hendes krop til en billigere pris. Hun havde knap nok hold en bog mellem sine hænder, historie var jo også noget som blev fortalt, også var der en eller anden tosse som valgte at skrive dem ned. Alt hvad der stod i de bøger, var noget hun kunne finde ud af selv.
Der var stadig en del af hende som skammede sig over det, især når hun fik noget mellem hænderne som skulle læses for at forstås. Det var bare mere pinligt, når hun sad overfor en som faktisk kunne læse. Hun havde faktisk ikke regnet med at denne mand ville hjælpe hende med at læse, men han var åbenbart ikke som alle andre hun havde mødt.
Hun sagde ikke et eneste ord, mens han valgte at fortælle om menuen og viste hende de forskellige ord. Nysgerrigheden lå i hendes øjne i det hun lænede sig tættere på, og studerede hver eneste ord som prøvede hun at lære at forstå dem.
Det var først når han var færdig med at vise hende det, at hun atter igen valgte at vende sit blik op mod ham. Der spredte sig et smil hen over hendes læber, i det hun gav slip på sine læbe atter igen ”mange tak” sagde hun og viste ikke helt hvad hun ellers skulle sige, inderst inde så var hun mere taknemlig end hun udstrålede.
Hun satte sig igen til rette på stolen, som hun skiftevist kiggede på menukortet og på ham ”hmmm” gled der roligt ud mellem hendes læber samtidigt ”tror jeg tager sådan en oksekød tærte.. og en stor kop med varm mælk” sagde hun mens hun holde sit blik på ham ”den lyder til at være meget god” tilføjede hun før hun atter igen lænede sig tættere på ham ”og mange tak igen, fordi du gad hjælpe mig” hviskede hun og gav et lille fnis fra sig ”desværre har jeg aldrig haft brug for at lære at læse” fortalte hun og vende sit blik ned mod bordet, som hurtigt afslørede at hun faktisk skammede sig lidt over det.

Når man levede så længe som Dust, tilføjede en masse ensomhed, og toppede det af med en drages lyst til at hoarde, hvilket i hans tilfælde var relateret til artefakter, så var det lige pludselig nemt at have en grund til, at lære ting såsom at læse, da det kunne være brugbart, til at finde artefakter, og var en af grundene til, at han kunne vedligeholde sin mentalitet, når han var så alene. For ham var det heller ikke noget problem, at hjælpe Alanis lidt på vej, på den måde som han gjorde med menu kortet, så da hun takkede ham, sendte han hende blot et mildt smil, som anerkendelse af hendes tak.
"Det lyder som et godt valg! Jeg tror jeg holder mig til en med kylling og en med okse, samt en flaske rom!" sagde han eftertænksomt, mens han lagge sit menukort ned foran sig, så kroværtinden kunne se at, de havde fundet ud af, hvad de ville have "Det er okay, jeg er glad for at jeg kunne hjælpe! Og hvis du bliver hængende omkring mig længe nok, ender det måske med at du lære at læse, af den ene eller den anden grund!" han kom med et lille grin, og smilede drillende til hende. Dust havde nogle gange en tendens til, at ville lære folk nye ting, hvilket nok kom af, at han samlede på genstande med evner, hvor han var vant til lære folk, hvordan man brugte de evner de fik af ham, når endelig han gav nogen en evne.

Da kroværtinden kom hen til dem, ventede Dust til Alanis havde nævnt hvad hun ønskede, før han selv fortalte sin egen bestilling. Hun skrev det hele ned på sin notesblok, tog menukortene under armen, og gik ud for at videregive bestillingen til køkkenet. Han lænede sig frem, så han kunne støtte med armene mod bordet, mens han så på Alanis.
"Så jeg er nysgerrig! Hvad går en ung dame som dig, egentlig og laver udenfor på sådan en kølig nat, der giver dig mulighed for, bare at gå ud og spise med fremmede, ud af det blå?" spurgte han nysgerrigt.

Det var ikke ofte at Alanis mødte søde mennesker eller væsner for den sagsskyld, det var som om alle blot ville have noget fra hende også var de ligeglad med om de sårede hende. Det var ingen tvivl om, at hun var begyndt at miste håbet om at der fandtes bare nogle gode væsner i verden. Denne mand fik hende dog til at få et håb atter igen, at godhed stadig fandtes i mørket. Det var jo også svært selv at forblive god, hvis ingen omkring sig havde noget godhed inde i sig. Selvfølgelig var hun ikke den person med det reneste hjerte, nej hun havde gjort ting som hun fortrød hver eneste dag.
Hun kunne heller ikke huske sidst der var noget der bød hende på mad, hvis der overhovedet var nogen der havde gjort det hele hendes liv? Hun nød jo ligefrem dette øjeblik, sidde og vente på lækker mad også have godt selskab imens ”det lyder heller ikke dårligt” svarede hun mens der forlod et lille grin ud mellem hendes læber, hendes blik blev hurtigt overrasket i det og spændt på samme tid ”du vil lære mig at læse?” sagde hun overrasket og kunne ikke tro sine egne øre, at nogen ville lære hende en ny egenskab og sådan en fin en samtidigt ”forlader aldrig din side nu” grinte hun også selv om det bare var for sjovt, da hun udmærket godt viste at det ikke ville være muligt. Hun kendte nemlig en vampyr som ikke ville blive glad for at hun forsvandt, og for at være ærlig så turde hun heller ikke at forsvinde.

Hendes blik gled hurtigt over på kroværtinden som kom over mod dem, og tog imod deres ordre. Da hun endelig forlod dem atter igen, kunne Alanis ikke lade være med at studere den ældre kvinde med alle hendes kurver. Hun havde altid beundret mennesker og hvor forskellige de kunne se ud, de var jo alle sammen smukke på hver deres måde.
Det tog ikke langtid før, hun hurtigt vende sit blik mod Dust atter igen ”jeg trængte til lidt frisk luft… har ikke været ude på et par dage” svarede hun, før hun vende sit blik ned mod bordet ”også begyndte mit arbejde at trække... skal jo tjene mine mønter” tilføjede hun som hun vende blikket op mod ham atter igen, hun holde det lille smil på sine læber ”hvad med dig?” sagde hun hurtigt efter.

"Jeg tænker at det kunne blive en praktisk egenskab, for et kært væsen som dig, så ja jeg vil lære dig at læse!" sagde Dust med et mildt smil på hans læber. Han grinede mildt, da hun sagde at hun aldrig ville forlade hans side, da det bragte minder frem, om den eneste slave han nogensinde havde købt, som ikke ville lade ham gøre hende til en fri kvinde "Det skal du passe på med, den sidste kvinde der nægtede at forlade min side, skabte lidt problemer mellem min mage og mig, men er nu en stor del af vores liv!" svarede han med et lille grin.
Dust lagge godt mærke til, at Alanis så nysgerrigt på kroværtinden, men han kunne se på hende, at det mere var en nysgerrighed, som han kunne have, når han så på noget spændene, end det var en nysgerrighed af anden karakter. Da hun vendte sin opmærksomhed, tilbage til ham, lyttede han gladeligt til hendes svar, og virkede oprigtigt interesseret og engageret, i deres samtale.

"Jeg kender godt følelsen af, at trænge til noget frisk luft, efter at have brugt noget tid på, at være indenfor, jeg har selv haft en tendens til, at blive i min hule nogle gange flere uger i træk, hvis jeg ikke havde nogen grund til at gå udenfor!" han mindedes nogle af alle de gange, hvor han bare var blevet hjemme, enten fordi han var i gang med at lære et nyt instrument, eller for at lære noget andet, og hvis ikke det, var der så mange andre mærkelige ting han havde lavet, der havde gjort at han glemte tiden, og lige pludselig havde brugt en masse tid alene, indenfor i sin hule "Oh du er i gang med at arbejde! Jeg må huske at kompensere dig for din tid, nu når jeg har taget dig med, for at du kan holde mig med selskab!" svarede han i en tone der indikerede, at han ikke lige frem tænkte på hende, som en "kvinde af natten" så at sige.
"Personligt er jeg lige kommet tilbage, efter en tur igennem tunnelerne, der ligger under ørkenen uden for byen, hvor jeg var nede for at lede efter et artefakt, der lå gemt i nogle uopdaget ruiner dernedde!" sagde han så.

Hun havde aldrig overvejet at lære at læse, men nu når hun havde muligheden for at lære det. Så var det faktisk meget svært at modstå det, selv hvis hun aldrig kom til at bruge det. Så var det vel stadig en sjov egenskab at have, hvad ville folk dog ikke tænke? Nå de så en kvinde som Alanis læse. Hun kunne ikke lade være med at smile over tanken, og et lille grin forlod da også hendes læber ”det siger jeg ikke nej til” sagde hun imellem sit lille grin, som nok afslørede at hun var mere taknemlig end hvad hun kunne sætte ord på. Genevira havde også altid sagt at hun fortjente bedre, og det at lære at læse var måske på rette vej til et bedre liv?
”jeg skal nok prøve på at opføre mig ordentligt” svarede hun og krydsede let sine fingre ved sit ansigt, da hun jo var en meget flirtende type. Det skulle man vel også være, hvis man havde sådan et arbejde som hun havde. Det at lokke mænd til at ville have hende, var jo en af de få egenskaber hun besad og det var ikke altid nemt at opføre sig ordentligt.

Selv om det ikke var helt sjovt at bo i et hus, som var fyldt op med vampyr. Så nød hun det alligevel et eller andet sted, det var rart at have en seng, et værelse, et sted at være. Hun havde nydt at sidde på sit værelse i stilhed, de dage hvor Marcus ikke havde været hjemme. Tiden havde bare fløjet afsted derinde, og alle havde jo brug for at komme lidt ud en gang imellem.
Hun havde jo heller ikke fortrudt at gå ud denne aften, da hun havde mødt noget godt selskab som nok var det eneste hun savnede i huset. Hvis hun lærte at læse, havde hun jo noget at lave der hjemme end bare at sidde for sig selv ”det er rart at være alene en gang imellem.. måske jeg kan være alene med bøger på et tidspunkt” sagde hun og gav endnu et af sine små grin fra sig, som hendes blik kiggede efter kroværtinden.

Hendes blik vende sig hurtigt mod ham, når hun hørte hans ord og kunne ikke lade være med at smile af det ”kompensere mig for min tid?” sagde hun og rystede let på hovedet af det, mens hun grinte ”første gang jeg har holdt en mand ved selskab, uden at skulle smide tøjet” tilføjede hun igennem sit grin, det var jo ikke fordi hun skammede sig over sit arbejde. Det var nok mere andre mennesker, som ikke kunne forstå at man ikke kunne skamme sig over det.

Det gik ikke længe før kroværtinden kom tilbage med deres mad ”tak” sagde Alanis roligt, som maden blev sat foran hende. Hun tog en lille slurk af sin varme mælk, før hun begynde at spise af sin tærte ”mmmh… god.. men varm” sagde hun mens hun viftede med sin ene hånd foran sin mund.

Dust smilede mildt til hende, da Alanis takkede ja til hans tilbud om, at lære hende at læse. Han var glad for ideen om, at han kunne hjælpe nogen, med at opnå noget bedre i deres liv, om det så var ved at give dem en magisk evne, eller noget han syntes var så simpelt, som at lære en ung kvinde at læse. Da hun sagde hun nok skulle prøve, at opføre sig pænt, mens hun krydsede fingre foran sit ansigt, på en lille drillende eller flirtende måde, smilede han lidt af hende, da hun trossalt var en spøjs lille dame, ifølge hans tankegang.
"Pas nu hellere på, med at være en lille drillepind, min magiske evne er at styre og skabe lyn, og jeg har haft den evne længe nok, til at vide præcis hvordan den virker, på et menneske lignende væsens krop som din!" sagde han i et drillende toneleje, før han rakte tungen lidt ud, mens han lavede et drillende ansigts udtryk af hende. På grund af hans ny tilegnede evner, kunne han se på hende, at hun ikke var et menneske, og det var derfor han kaldte hende, et menneske lignende væsen.

"Som en person der har brugt meget tid alene, i selskab med bøger, kan jeg fortælle dig, at alene tid med bøger, er en aktivitet jeg varmt kan anbefalde, så du har nogle gode oplevelser at se frem til nu!" sagde han mildt, da han huskede nogle af alle de gode tider han havde haft, mens han læste forskellige bøger, af den ene eller den anden slags. Da hun sagde at dette var første gang, hun blev betalt uden at smide tøjet for nogen, smilede han et drilsk smil "Hvem sagde, at du ikke skulle smide tøjet, på noget tidspunkt? Havde du da regnet med, at mine undervisnings metoder, indbefattede at du var fuldt påklædt?" han kom med et lille grin, der nok afslørede at han jokede, men hvis hun troede andet, ville han nævne for hende, at han lavede sjov.
Da kroværtinden kom ind med deres mad, takkede han for det, før han gladeligt begyndte at spise. Han spiste i et tempo, der virkede roligt, men stadig væk på en eller anden måde gjorde, at han kunne spise begge tærter, på den samme tid som det ville tage Alanis, at spise hendes ene. Da hun tog den første bid, og sagde at det var varmt, mens hun viftede hånden ved hendes mund, grinede Dust lidt af hende "Havde du da regnet med, at de tilberedte og serverede den koldt?" spurgte han i en glad toneleje.

Selv om Alanis ikke viste hvad hun kunne bruge det til i det lange løb, så var det vel stadig en god egenskab at lære? Især når hun var på en af sine tyve missioner, så var det vel rart at vide hvad hun skulle stjæle og ikke bare gætte sig til at hun stjal det rigtige. Det ville jo nok gå hen og gøre hendes liv bare lidt nemmere, eller det håber hun da på at det ville gøre.
Hun var både en meget flirtende og ikke mindst flabet person, så det var meget svært for hende at holde disse egenskaber af hende tilbage. Hun elskede jo at irritere folk helt ud til kanten af hvor de bare har lyst til at slå hende, og samtidig elsker hun at forføre folk og blev hun jo også nød til… da hun jo havde det arbejde som hun havde.
Hun kunne ikke lade være med at smile over hans ord ”vi kan vel alle bruge lidt stød en gang imellem” svarede hun og tvivlede faktisk på at han kunne give hende en smerte, som hun ikke havde prøvet 100 gange før. Mænd var mænd og igennem sit korte liv, havde hun allerede prøvet ting som kun få mennesker gik igennem hele deres liv.

Et lille grin forlod hendes læber, som hun lod sin hånd glide hen over bordet. Hun lod forsigtigt og langsomt en finger glide hen over hans arm ”pas på.. hvad du siger… jeg kan få dig til at glemme hende” hviskede hun og træk roligt sin hånd til sig atter igen ”jeg har fået mange mænd… til helt at glemme at de havde koner og børn der hjemme” tilføjede hun før hun forsatte emd at spise sin mad.

Han grinede lidt af hendes kommentar om, at alle vel kunne bruge lidt stød engang imellem, da han fandt det lidt sjovt, tildels fordi han vidste, at det ikke var alle, som kunne holde til den slags, enten fordi han bevidst udsatte dem for dødelige mængder, eller fordi deres kroppe af den ene eller anden årsag, ikke kunne tåle den slags "Jeg tror ikke alle, ville være enig med dig på det punkt!" svarede han med et lettere grinene smil, før han spiste noget mere af sin mad, og skyldede det ned, med et par slurke af sin flaske med rom. Da hun rørte hans hånd, og flirtede med ham, så han nærmest instinktivt op på hende, men det var som om han ikke opfattede hendes flirten, på samme måde som andre væsner, plejede at gøre det.
"Åårrrhh det så sødt, når folk har så meget tiltro til dem selv, at de tror den slags!" sagde han med et varmt smil på læberne, nærmest som om han betragtede hende som et barn, der forsøgte at gøre noget voksent, men bare ente med at ligne et nuttede barn. For et øjeblik, flyttede han fokus til sig selv, på en måde der godt kunne indikere, at Miliak sagde noget til ham "Naa, det lyder som en normale væsner ting, så det forstår jeg mig ikke på!" sagde han til sig selv, før han vendte sin opmærksomhed mod Alanis igen.

"Åh ja, jeg er iøvrigt lidt nysgerrig, omkring en ting!" sagde han tænkende, mens hans øjne kort så henover hende, nærmest som om han ikke studerede hendes krop i sig selv, men derimod noget andet ved hende, hvorefter han snussede lidt, nærmest som om han opfangede hendes duft, for at sikre sig at noget ved hende, passede sammen med det han kunne se "Hvad er din dyreform egentlig? Jeg plejer som regel at kunne se tegn på den slags, på den ene eller den anden måde, men du viser ikke rigtig tegn på noget!"

Selvfølgelig tvivlede hun ikke et sekund, på at der var folk der nok ikke kunne tåle at få stød. Det var jo også bare mere ment som sjov, end som så meget andet. Hun var dog glad for at han grinte af det, så viste hun i det mindste at han ikke tog det så ilde til.
Hun træk bare lidt på skulderne som hun forsatte med at grine ”sikkert ikke.. men så har de ikke oplevet et ordentligt stød” grinte hun og blinkede med sit ene øje til ham, mens hun grinte videre. Hun havde bestemt ikke regnet med at dagen ville endnu ud sådan, at hun faktisk ville møde nogen hun kunne grine med. De fleste hun havde det med at møde, ville jo bare en ting og denne mand virkede helt anderledes. Selv da hun rørte hans hånd og flirtede med ham, så virkede det ikke som om han tog hendes bid. Måske var han faktisk så forelsket i den mystiske kvinde? At han ikke kunne se andre kvinder foran ham… ellers så var Alanis bare ikke frembrusende nok i sin flirten.
Hun kunne ikke lade være med at hæve sit ene øjenbryn af hans kommentar, overrasket og lidt mistænksom over at han ikke bed på kroen ”hmm” mumlede hun for sig selv, mens hun studerede manden foran sig ”mænd er jo mænd... og hvis blot man kan tilfredsstille dem nok... så har det med at glemme alt omkring sig” svarede hun og havde virkelig ikke oplevet nogle mænd før der ikke havde det med at kaste sig over hende, det gjorde denne mand bare ikke? Som blot gjorde ham mere spændende i hendes øjne.

Hun forsatte bare med at spise sin mad, mens hun holde øje med ham. Mest bare for at vise at hun faktisk lyttede efter på hvad han sagde, hans spørgsmål kom alligevel som en overraskelse for hende. Det var ikke ofte at der var nogen der var nysgerrig over hendes shapeshifter form, ellers var hun bare ikke den bedste til at snakke om det. Det var stadig en kæmpe tilvænning at blot vide at hun ikke var et normalt menneske, som hun ellers havde gået rundt og troet hele sit liv.
Skulle hun fortælle en fremmede mand om sin dyreform? Var det overhovedet fornuftigt? Hun havde jo ikke haft den dyreform i særlige langtid, forhold til alle andre shapeshifter som havde haft det siden de blev født.
Hun lagde forsigtigt skeen fra sig og stirrede bare ned på bordet, mens hun tænkte over sine muligheder. Hun snakkede jo aldrig om det og usikkerheden begynde at stige hende til hovedet, det var et eller andet sted en side af hende som hun bare en gang imellem ville glemme.

Hun vende langsomt sit blik op mod ham, og smilte usikkert i det ”undskyld… forsvandt lige ind i mine tanker” sagde hun mens hun holde det usikre smil på sine læber. Denne mand havde jo vist hende mere venlighed, end så mange andre havde gjort. Så hvorfor skulle hun ikke kunne fortælle ham om sin anden side? ”jeg er ikke som de andre” sagde hun og kunne ikke lade være med at grine af det. Det var jo noget som alle kvinder brugte når de prøvede at forføre sig en mand, jeg er ikke som alle andre… jeg er bedre!
men det var ikke sådan Alanis følte det, hun var ikke bedre end de andre shapeshifter… nej et eller andet sted, følte hun sig mindre værd for ikke have haft den dyreform siden hun var baby ”min dyreform er en ræv” svarede hun kort tid efter.

"Nej det har de nok ikke, men måske er det også fordi, elektricitet er ret svært at få fat i!" sagde han i et slags drilsk tænkende toneleje, hvorefter han sendte et varmt smil i hendes retning. Han spiste noget mere af sin mad, mens han lignede en, der var mere glad for at spise i godt selskab, end en person der opfangede flirting, og rent faktisk blev påvirket af det. Dust havde trossalt levet alene i lang tid, og selvom han godt kunne opfange flirting, samt reagere på det som alle andre, så havde alt hans alene tid påvirket ham til, at tænke på en del andre måder. Blandt andet i denne situation, opfangede han ikke den slags så godt, fordi han allerede havde en mage, for ikke at glemme hans slave, der begge tilfredsstillede den del af hans hjerne og behov, der inkluderede sex lyst, og behov for kvindelig kontakt.
"Hvad så hvis den omtalte mand, allerede er tilfredsstillet nok via andre midler, hvordan ville du så få ham til at glemme?" spurgte han nysgerrigt, mens han nærmest virkede til, at være mere nysgerrig omkring ideen, frem for grunden til at den var blevet nævnt, til at starte med "Jeg kan næsten gætte mig til, at det ville være nemt at få nogen til at glemme den slags, hvis de allerede opsøgte utroskab, eller måske hvis de var i et dårligt humør, men hvis det var nogen der generelt havde det fint, ville det så ikke være svært?"

Det var nok nemt at bemærke, hvordan hans sind nogle gange, bare kunne køre ud af et spor, omend det spor kunne virke lidt spøjst nogle gange. Dog blev hans fokus flyttet væk fra hans lille sidespor, da hun forsvandt lidt ind i sine tanker, og kom til sig selv igen.
"Det er okay, jeg gør også den slags en gang i mellem!" sagde han mildt, og smilede lidt til hende. Han lyttede så til hende, da hun svarede på hans spørgsmål, og nu hvor han vidste hvad hendes dyr var, kunne han ikke lade være med at bemærke, at hendes hår var rødt, hvilket kunne matche med hendes dyreform, hvilket han på en måde fandt lidt sjovt "Åh, så du kan både være en bandit i menneske form, såvel som i dyreform?" han kom med et lille grin, der nok indikerede at han mente det, som en mere drillende ting.

"Men i hvert fald, udover at du er lidt af en bandit, selv i din dyreform, hvordan kan det så være, at du er anderledes i forhold til andre shapeshiftere?" spurgte han mildt, med et nysgerrigt blik sendt i hendes retning.

Alanis havde fået en opfattelse af mænd, som var svær at bryde. Selv om hun gerne ville tro på kærlighed og at der fandtes nogle gode mænd i verden, så havde hun alligevel oplevet så mange mænd som ikke var gode. Mænd som valgte at opføre sig som de kærlige familiefædre og som ikke ønskede andet end deres koner, og alligevel valgte de at forlade deres hjem i nattens mørke for at søge efter andet selskab. Selv om hun også gerne ville tro på at denne mand var anderledes, så havde hun alligevel svært med at tro på det. Hun viste ikke om hun skulle grine af hans ord, eller hvad hun skulle gøre i dette tilfælde. Hun havde jo ikke lyst til at fornærme Dust, han virkede jo som en meget sød mand.
Hans ord lå bare så fjernt fra hvad virkeligheden havde fortalt hende, og det lød mere som et eventyr i hendes øre. Hun ville da også helst bare blive i det eventyr, hvor der var trygt og ingen mænd som ville udnytte hende. Hun prøvede på at finde de rigtige ord inde i hendes hoved, de rigtige ord til ikke at fornærme ham og alligevel sige sandheden ”de mænd findes kun i eventyr” røg der ud mellem hendes læber, som fik hende til hurtigt at lægge sin hånd foran sin mund *hold dog kæft Alanis* tænkte hun for sig selv, mens et lille suk forlod hendes læber.
Hvorfor kunne hun ikke bare være stille en gang imellem? Hvis Dust havde lyst til at tro på at han var anderledes end andre mænd, hvad gav hende så ret i at prøve på at ødelægge det?
”undskyld… sikker på at du er bedre end de fleste mænd” tilføjede hun og sende ham et usikkert smil, i håb om at han ikke ville blive sur på hende ”det er forskelligt fra mand til mand.. hvorfor de opsøger sådan nogle som mig” sagde hun mens hun forsatte med at spise sin mad ”undskyldninger som… jeg er fyld… min kone vil ikke lade mig gøre nogle ting ved hende…. Min kone er kedelig… jeg elsker min kone, men… jeg gør hvad jeg vil, jeg er manden i huset” sagde hun med så dyb en tone hun kunne komme til, mens hun viftede med sin frie hånd. Før hun stoppede op og kiggede blot på ham uden at sige en eneste ord, undrende i hendes øjne som prøvede hun at finde ud af hvem Dust var.. var han overhovedet en af dem?

Der gik nogle minutter, før hun igen vende blikket ned mod sin mad og forsatte med at spise. Et lille grin forlod hendes læber af hans ord ”måske… både skabt til ballade i min menneskeform og dyreform” tilføjede hun mens hun forsatte sit lille grin, inden hun atter igen valgte at kigge op på ham. Var det fornuftigt at fortælle så meget om sig selv? Alligevel var der et eller andet ved ham som gjorde at hun følte sig tryg i hans selskab ”shapeshifter får deres dyreform som meget ung… indenfor de første par år de bliver født” sagde hun bare for at give ham lidt baggrundshistorie om shapeshifter, måske fordi hun ikke selv viste særligt meget om den inden hun fandt ud af at hun var en ”jeg der imod… blev efterladt som baby… jeg kendte derfor intet til hvad jeg var.. har faktisk gået rundt og troet jeg var menneske” sagde hun mens hun havde lagt sin ske fra sig, mens hun holde blikket på ham ”jeg fandt først ud af hvad jeg var.. for nogle måneder siden, og fik min dyreform kort efter” hviskede hun ligefrem til ham.