Insane//Nicolas.

Alane havde været her i to uge, to uger i helvede ville hun nok bruge af beskrivelse. De havde taget blod fra hende, drænet hende for energi samt udført en masse andre prøver på hende. Hendes krop var dækket af gule og blå mærker samt håndledet og længere oppe af armene var der tydelige lillae og hævede mærker efter nåle. Det lange hvide hår var samlet i en høj hestehale, dog var den rodet og der hang en smule hår hist og her, hendes krop var i klædt hvad der lignede en lille hvid natkjole der kun lige dækkede det den skulle. Selvom hun var forslået så hun stadig smuk ud, dog på en jaget måde. Gløden i hendes smukke grønne øjne var ved at brænde ud og hendes fine hud var blevet endnu blegere da de lige præcis gav hende så lidt mad at hendes krop ikke fungerede ordentligt. Det stykke tid hun havde været her havde hun næsten ikke lukket et øje grundet skrigene og den uendelige gråd der ikke ville stoppe fra de andre fanger.
Hende ryg var lænet op mod væggen i det ekstravagente værelse de havde låst hende inde i, i forhold til de andre fanger blev hun vel behandlet godt, hun blev aldrig slået med våben og aldrig så voldsomt at hun ville få varrige men af det men hun var jo også speciel, den eneste skindwalker, eller i hvert fald den eneste endte skindwalker der var i hele Underworld og det var også derfor de havde fanget hende, hun var speciel og besad kræfter og evner mange endnu ikke havde set. Let gled hendes fingre op og lukkede sig omkring det gyldne halsbånd hun bar, der var runer indgraveret hele vejen rundt, det afholdt hende fra at kunne bruge sine evner på nogen måde og hvis hun prøvede at få det af fik hun stød, det havde hun oplevet på den hårde måde. Alane løftede blikket da hun hørte nøglen dreje om i låsen og døren til hendes værelse gik op. Hurtigt var hun på benene og hvæste nærmest af de mænd der trådte ind i rummet, selvom hun kæmpede imod trak de afsted med hende som var hun en fjer der ingen modstand kunne gøre. Mændende førte hende ned i kælderen og ind i rummet der var blevet så velkendt efterhånden. Hendes hænder og ben blev spændt fast til bordet så hun ikke længere kunne bevæge sig. Frygten skyllede op i hende, de havde forgiftet hende, brugt et tonsvis af evner på hende og sprøjtet forskellige serummer i hende, det ene mere smertefuldt end det andet. Da døren blev lukket var der ikke andet end stilhed tilbage i rummet og Alane lukkede blidt hendes øjne for at tøjle frygten og få det hele under kontrol.

//Sådan ser Natkjolen ud: http://www.simplepleasuressleepwear.com/assets_d/26309/editor_files/images/Anna%20Venice%20Lace%20Detail.jpg (Den går hende til lidt over midten af låret)

Mørket. Det havde længe været Nicolas’ bedste ven. Så længe, at han ikke længere huskede hvordan solskinnet føltes. Nu følte han kun en brændende smerte hvor end den ramte. Men han havde haft lys. Han havde haft kærlighed og omsorg. Men ikke længere. Han havde ikke det der gav hans liv mening længere. Men nu ville han have noget andet, der kunne give hans liv mening. Smerte. Smerten fra andre havde før fascineret ham, det gjorde det nu igen. Han bevægede sig ned af en lang gang, og gik så ned af en lang trappe der førte ned til kælderen. Udadtil, så det hele forladt ud. Men hvad der gemte sig i mørket, var der ingen af vidste. Alle så væk fra Nicolas som han kom gående. De frygtede ham. De vidste hvad han var i stand til, især når han ikke havde nogen til at stoppe ham. En enkelt mand rømmede sig da Nicolas passerede, og han trådte et skridt tilbage, men så ikke på manden. ”De venter på dig i celle fire.” Nicolas gjorde et enkelt nik med hovedet, og satte kurs imod celle fire. Hvem der ventede ham, og hvad der skulle gøres med ham eller hende, havde han ikke styr på. Han tog sig af de store ting, hvor andre tog sig af de små ting. Han trådte ind i cellen og så først de to mænd der havde ført en kvinde ind i rummet. ”Hende her er en fighter. Du er den eneste der kan knække hende.” Han så på kvinden, og opdagede nu hvem hun var. ”Forsvind.”

Nicolas ord var ikke til at tage fejl af. Hvis de ikke gik, ville han tvinge dem. Han gik hen til Alane, og så nærmere på hendes letforslåede krop. ”De har været gode ved dig.” Han drejede hovedet en anelse, og så på hendes ansigt. ”Du hører ikke til her.” Hans blik var ikke som det plejede, det var noget psykotisk end normalt. I hvert fald det normale Alane og de fleste andre kendte. Han løsnede lænkerne om hendes krop og ventede på hun rejste sig. ”Vent her et øjeblik.” Han gik ud af cellen, og kom et øjeblik senere tilbage, med noget der mindede om en morgenkåbe og rakte den imod hende. . ”Følg med.” Han virkede ikke synderlig glad for at se Alane, men det var udelukkende for ikke at tabe ansigt. Hun var en af de eneste, han i øjeblikket kunne stole fuldt på. Hans eneste ven.

Let vred hun sig mod de stramme læder stropper der holdt hende fast mod det kolde metal bord, kulde skar klart og tydeligt igennem det tynde silkestof som kjolen var lavet af og hurtigt bredte de velkendte kuldegysninger sig over hendes krop og hun måtte bide sig i læben for ikke at klapre tænder, her i kælderen var der umådeligt koldt i forhold til det værelse hun havde fået. De værste sår hun havde var faktisk omkring anklerne og håndledene men man kunne også tydeligt se at huden var brudt flere gange, sårkorper var at spore hele vejen rundt og da hun vred sig atter engang gnavede stropperne hurtigt sårene op så en smule blod piblede frem og farvede det skindende metal en dyb rød farve. Let slikkede hun sine tørre læber og lod blikket vandre over det hav af instrumenter, bøger og andre ting de havde i rummet, hun vidste ikke meget omkring denne form for moderne lægekundskab som de brugte her, nej hun gjorde sig kun i naturlig lægekundskab eller det som mange mennesker betragtede som heksekunsterne.
Da døren gik op ind til cellen lå hun helt stille, hun havde slet ikke lyst til at se den der nu skulle udfører eksperimenter på hende eller for den sags skyld torturere hende. Stemmen skar gennem luften og hendes hjerte hamrede afsted, hun kendte den stemme, Nicolas...

Alane vendte blidt hovedet lige i tide til at se den tunge dør blive lukket, hun var nu alene sammen med Nicolas. Da han stod ved hendes side sank hun en lille klump, det var ikke til at tage fejl af, det var virkelig ham men der var noget forandret over ham, hans øjne, hans øjne virkede så kolde og tomme, ja næsten døde... "Nicolas...", hun hviskede blidt hans navn og kiggede ham i øjnene. De fangende grønne øjne der altid holdt en legesyg glød i dem virkede også næsten selv døde. Lettelsen blomstrede frem i hende da han løsnede hende og blidt skubbede hun sig op at sidde så hun nu sad på det kolde metal bord, Alane gned forsigtigt sine ømme håndled der stadig blødte en ganske smule, anklerne blødte også stadig en anelse, det velduftende og lokkende blod dryppede et par gange ned på det hårde stengulv. "Okay", hun blev siddende på bordet og kiggede efter ham, dog da han atter engang trådte ind i cellen hoppede hun ned fra bordet men var ved at falde da hendes krop var noget så afkræftet. Hurtig havde hun grebet fat i bordet og støttede sig blidt mod det. "Tak", forsigtigt tog hun kåben på og bandt den omkring sin krop. Var han virkelig blevet så kold eller var det hele bare spil for galleriet? Lige nu i denne svage tilstand kunne hun ikke bedømme det men det var også lige meget, hun stolede på ham. Da hun første at tage et skridt knækkede hendes ben sammen under hende og hun sad nu på det kolde gulv.

Nicolas så på hende, på trods af han blik virkede dødt, gemte det på en omsorg for Alane. Han ønskede at beskytte hende, og hun havde brug for beskyttelse lige nu. Han fulgte hende med blikket, og det tog ikke mange minutter for ham at finde ud af, hun var for afkræftet til selv at gå. Han gik hen til hende, og satte sig ned på hug for at samle hende op i sine arme. Han så på hende, før han gik ud af cellen, han bevægede sig ned af gangen, og stødte på manden fra tidligere, det havde fortalt ham hvor han skulle være. ”Send Lauren op til mit værelse med noget mad og vand, og fortæl Michael og Gabriel jeg vil tale med dem.” Manden rejste sig og gik væk fra dem. Nicolas gik selv op af trappen, og ned af gangen til sit eget værelse. Det var det største værelse man kunne finde der. Det var ikke fordi han boede der, men fordi han til tider var nødsaget til at overnatte. Han fik en forbipasserende til at åbne døren, før han gik ind med Alane i armene.

Han lagde hende på sengen, og gik så rundt i rummet. Han fandt to håndklæder og en af hans skjorter, hun kunne låne hvis hun valgte at tage et bad. ”Der er et badeværelse herude,” han pegede i retningen af en dør, ”hvis du ønsker et bad. Der vil snart komme nogen med noget mad, og jeg kan få noget bandage og vand til at rense dine sår, hvis du har brug for det.” Han gik hen imod døren og tog fat i håndtaget. ”Jeg er ked af dette er sket for dig Alane, jeg vil sørge for det ikke vil ske igen. Jeg kommer igen om et øjeblik.” Han gik ud af værelset, og der gik godt fem minutter før han kom tilbage. Han havde en klud med, som han var i gang med at tørre hans hænder i. Hans hænder efterlod røde spor i kluden.

Hun kiggede ham i øjnene da han kom hen og satte sig på hug ved hendes side, da han løftede hende op i hans stærke og velformede arme ville han kunne mærke hvor let hun i virkeligheden var blevet, det var det der skete når man fik et minimum af mad og væske i to uger i træk. Forsigtigt lagde hun armene om hans nakke og lagde hovedet mod hans brystkasse, lukkede de dybe grønne øjne som om hun enten sov eller var besvimet, dog ville Nic ikke på noget tidspunkt være i tvivl om at hun var ved bevidsthed, han ville kunne mærke hendes hjerte slå, hurtigere end det plejede da det krævede mere af hendes krop at pumpe blodet rundt. Da døren blev lukket bag dem åbnede hun stille sine øjne og uden rigtig at lægge mærke til det trak hun sig tættere på ham da hun var utryg og han var hendes livline lige nu og her.
Alane slap ham stille da han placerede hende i den bløde seng, det føltes så godt, ja hun havde haft et flot værelse men hun havde kunnet mærke hver eneste fjeder i sengen hun sov på og de meste af tiden var hendes hænder lænket fast så uanset hvordan hun lå gjorde det ondt på hende. Forsigtigt skubbede hun sig op og sidde og kiggede ham i øjnene, et lille bitte og blidt smil gled frem på hendes læber som hun kiggede ham i øjnene. "Mange tak, et bad kunne nu være meget rart", hun følte for at få skrubbet hendes krop helt ren, ren for alle de berøringer og indgreb de havde lavet på hende. Blidt men hurtigt kom hun på benene og kiggede på ham, "Det er ikke din skyld Nicolas... Det var ikke dig der fangede mig". Let kiggede hun på den åbne dør inden hun greb håndklæderne og gik ud på badeværelset hvor hun smed tøjet og kravlede ned i karret med vand, døren lod hun stå åben, hvorfor vidste hun ikke helt men hun kunne mærke frygten banke i hende hvis hun bare tænkte på at lukke den. Forsigtigt vaskede hun sig blidt og skyllede sig så ren hvorefter hun kravlede ud af karret og pakkede sig ind i håndklædet. Alane vendte hurtigt opmærksomheden mod Nicolas da han trådte ind i rummet, hun sad på kanten af karret og kiggede ud gennem den åbne dør for at kigge på ham der tørrede sine blodige hænder i et stykke stof, hvad havde han lavet? "Hvad har du lavet?", hendes stemme var blid men holdt stadig tydelige spor af hendes sædvanlige nysgerrighed. Alane var stadig kun klædt i håndklædet, små dråber vand løb stadig ned af hendes krop men hun havde ventet på forbindingerne og det til at rense sine sår så hun ikke grissede den rene skjorte til.

Nicolas havde intet imod, at hun lå tæt ind til ham. Det var efterhånden en vanesag for ham. Men normalt var det Caroline der lå i hans arme. At han kunne høre og mærke et bankende hjerte var noget nyt. Men faktisk beroligede det ham. Det mindede ham om dengang, han selv havde et bankende hjerte. Den følelse savnede han indimellem. Nogle gange ville han ønske han kunne gå tilbage, og bare føle alt det var at være menneske igen. Han var glad for Alane, det lagde han ikke skjul på, og han så ingen grund til det. Hun betød meget for ham.

Da han kom tilbage, var hun allerede trådt ud af badet, og maden var ankommet. ”Der kommer bandage om lidt.” Han tog bakken med mad og gik hen imod sengen, hvor han stillede den på et lille bord. ”Hvordan har du det?” Han gik meget op i hun havde det godt, især når han følte sig skyldig. Noget inde i ham skammede sig over hvad han havde gang i. Det var noget Caroline havde lært ham. Skam og skyld. Før i tiden følte han sig ikke skyld og han skammede sig ikke. Der var ikke nogen der kunne få ham til at skamme sig. Nu var der flere personer. Alane var en af dem. ”Det er min skyld Alane. Jeg står bag det hele, jeg burde vide hvem der kommer herind, og hvem der aldrig skal herind.” Han satte sig ned på sengen, og så på hende. Hans blik var løsnet op en smule, det var ikke nær så psykotisk som det havde været. Nu var der langt mere bekymring i det.

De var vokset tætte over det sidste stykke tid, de havde begge været meget igennem og han kendte samme smerte af at miste nogen, dog havde han troet at hans elskede var død. Alane havde mere eller mindre mistet sin bror, hun anede ikke om han var i live eller om han var død og det gjorde hende umådeligt sørgmodig. Desuden kom de godt ud af det med hinanden, de omfavnede hinanden for den den anden var og forventede ikke de skulle ændre sig for hinanden, hun havde skulle ændre sig meget for Sean og for at passe ind i hans livsstil og Nicolas havde selv skulle undergå nogen ændringer men det var ikke noget han snakkede meget om og Alane pressede ham ikke, det kom når han følte sig tryg nok ved hende.

Blidt og lettere ustabilt fik hun skubbet sig på benene, hun havde drukket en masse vand hvilket allerede havde hjulpet hende men hun var stadig en anelse usikker på benene men duften af mad var simpelthen alt for lokkende til at hun kunne springe den over. Underbevidst slikkede hun sine læber og gik forsigtigt hen og satte sig på sengekanten hvorefter hun løftede blikket og kiggede ham i øjnene. "Mange tak", hun sendte ham et blidt smil og hev håndklædet tættere omkring hendes krop der så småt begyndte og fryse en anelse, vinteren var trods alt på vej og hun var ikke lige så hårdhudet som hun havde været engang. "Jeg tror jeg har det meget fint men i virkeligheden ved jeg det ikke... Jeg har ingen anelse om hvad det er de har gjort ved min krop..." Let kørte hun en hånd igennem det stadig lettere våde hår mens hun vendte sig blidt mod ham så deres knæ rørtes. Blidt tog hun hans hånd i sin og klemte den blidt mens hun kiggede ham øjnene. "Nicolas... Jeg er sikker på du ikke beordrede dem til at fange mig men nærmere min slags... Du har ikke gjort mig noget og desuden er jeg sejlivet, jeg skal nok klare den", blidt slap hun hans hånd og rykkede sig så tættere på ham for at ligge armene om hans nakke og hive ham ind i et kram. Det virkede ikke til at hun havde noget imod at han kun så hende i et håndklæde men lige nu havde hun heller ikke meget andet valg kunne man sige.

Nicolas sad bare og så på hende. Han havde aldrig haft noget imod Alane, modsat så mange andre, som han havde lært at elske. Alane havde bare altid holdt sig på hans positive i al den tid de havde kendt hinanden. Han faldt en smule i staver, da han kom til at tænke på en masse ting. Nogle ting der inkluderede Alane, andre ikke. Hendes ord fik ham tilbage. ”Det var så lidt.” Antydningen af et smil spredte sig over hans læber. Han så ingen grund til ikke at smile når han var sammen med Alane. Hun gjorde ham glad. Mere end mange nogensinde havde gjort. ”Det går over om nogle dage. Det meste af det de sprøjtede ind i dig, var stoffer der gjorde dig træt, udmattet. Det er ikke noget der permanent skadeligt.” Han så ned på deres hænder, da hun tog fat i den. ”Det ved jeg godt. Men jeg burde have vist det. Jeg burde have stoppet det i tide.” Han omfavnede hendes hånd med hans anden hånd. ”Jeg er ked af det. Virkelig.” Han mente det, og det kunne man tydeligt høre på ham. Han ville bare have hun vidste det, det var det eneste han fokuserede på lige nu.

Hun betragtede ham stille som han sad foran hende, han virkede mere livlig nu her end han havde virket før, havde endda fået en anelse af den velkendte glød tilbage i hans øjne men hun kunne stadig tydeligt se hvor besværet han var og det gjorde hende ondt. Nicolas havde hurtigt sneget sig ind på livet af hende trods at det måske ikke var det bedste første møde i historien de to havde haft men uanset hvad havde det været et sjovt møde. Da han smilede, om end ikke andet bare et lille smil kunne hun ikke gemme det lille men dejlige smil der brød frem på hendes egne læber. Nu hvor han var her og havde taget hende væk fra dem der havde gjort hende ondt følte hun sig tryg, virkelig tryg faktisk. Da han sagde det kunne hun ikke lade være med at nikke let, "Jeg er da glad for at jeg ikke pludselig mutere til et eller andet monster men at de bare har holdt mig umådeligt svag", den første del var mest ment som en joke for at løfte humøret let men alligevel var hun lettet da han fortalte hende at der ikke ville komme nogle pludselige side effekter ved det da havde givet hende. "Nicolas...", hendes stemme var en lav men behagelig hvisken som hun kiggede ham dybt i øjnene, da han omfavnede hendes hånd på den måde klemte hun den en smule. Dog slap hun den og kastede armene om ham, hev ham tæt ind til sig og kyssede hans kind mens hendes arme lå omkring hans nakke. Kysset på kinden var ment som et takt og der lå ikke rigtig noget bag det, hun var bare så umådeligt lettet. "Det er okay... Intet af det her din skyld"