Who are you? - Aran

Klokken var omkring middagstid i den nedre del af Doomsville, og de fleste mennesker og væsner var til at blive fundet ude på gaderne. Hver eneste butik og bod stod åben, i håb om at sælge deres vare. Lugten af frisk mad lå i gaderne, sammen med lugten af røg og en svag stank som ikke var til at beskrive. Gaderne var fyldt op med de forskellige væsner, så det gjorde svært for dem som var på hest til at komme forbi. Jorden var begyndt at blive hård atter igen, så man undgik at synke ned i mudder.
De fattige folk sad rundt omkring op af bygninger, i håb om at tjene en mønt eller to til mad. Et par gadebørn løb rundt og grinte for sig selv, mens de legede tagfat.
En mand som ejede en frugtbod, råbte efter et lille barn på omkring 5år, for at stjæle et æble og løbe væk derfra.
Rundt omkring stod kvinderne i grupper og snakkede løs om det ene og det andet, mens mændene knoglede på gaderne for at ordne det ene og det andet.
Et par vagter gik rundt på gaderne, for at holde øje med om der skete nogle kriminalitet. Mens et par gadehunde løb rundt for at finde føde, og en rotte løb over vejen en gang imellem.
Selv om Rotten Root var den dårlige del af Doomsville, så var der stadig en masse liv der nede og glade mennesker som blot ville overleve.

Midt på gaden gik en ung og smuk kvinde, klædt i en sort kjole og en mørkerød kappe. Hun havde hætten trukket hen over sit hoved, mens det røde hår løb ned foran brystet på hende. Hendes blå blik stirrede forsigtigt rundt på de forskellige mennesker, mens hun holde et fint lille rødt æble i sin ene hånd. Hendes bare fødder dansede næsten hen over vejen, mens hendes hånd gled op en gang imellem så hun kunne tage et bid af sit æble.
Denne smukke kvinde var Alanis, en ung shapeshifter uden styr på det at være en ordentlig shapeshifter. Hun holde sig ofte for sig selv, mens hun blot styrede menneskerne omkring sig. Hun tvivlede endda på at folk ville hende længere, efter rygterne rudnt omkring hos kvinderne havde spred sig. Ikke nok med at hun forførte deres mænd, så havde rygterne også spred sig at hun omgik vampyr.

Selv når hun gik der og prøvede at gemme sig bage den store hætte, så var der alligevel flere kvinder som genkende hende ”det var hende der jeg fortalte dig om?” hviskede en kvinde til sine veninder, mens de gispede i kor og blot stirrede efter den unge kvinde.
Selv om hun hørte hver eneste ord, så valgte hun bare at gå videre ned af gaden. Selv om det gjorde ondt at blive døbt på den måde, så havde hun begyndt at lære at hun skulle vælge sine kampe med omhug. Hun kunne jo vis hun ville, ødelægge deres familier ved blot at bruge hendes ord. At bruge energi på sådan nogle kvinder, det var ikke det værd. Et lille smil sprede sig alligevel hen over hendes læber, når tanken kom op i hendes hoved.

//håber dette her svar er okay, tag lidt styring over, en morder, som vil dræbe, Aran derved kan han være en hero, hvis ikke skal jeg nok finde et andet svar. //



P https://i.pinimg.com/originals/44/dc/8d/44dc8d2fa34c989169fa0b7e123e5f13.jpg



Jagten, havde ført ham til Domsville, mere præcis, den fattigdel, han havde hørte om denne person, som myrde folk for sport og dræbte uskyldige kvinder og, prostitueret kvinder. Aran, havde i dagens anledning valgte at se ham an første, hvor gik han hen, hvad fortog han sig. Var der nogen bestemte ruter han tog, derfor en rolig tilgang til dette han regnet med at manden, ville vise sig og hvis kvinden gjorde modstand, ville han sikkert tvinge hende med sig til en gyde. Manden var en vampyr og hans særlig byttedyr var shapshifter og især, kvindelig røde håret shapshifter. Han gik elegant over til, Alanis, kvinden der gemte sig og spurgte, nærmest tiggende om hendes, selskab, ”kan jeg betale for en tur med dig.” Kom det fra seriemorderne.  ”Jeg vil gi dig dobbelt af, hvad du normalt tager, ”kom det stønne fra vampyrseriemorderne.

Hvis Alanis ikke ville følge med, ville han rive hende med ind i en gyde, manden, havde dog ikke lagt mærke til Varulven, han holde sig som altid i skyggen studeret, hvordan denne samtale ville forgå mellem dem, men da seriemorderne ville til og sætte tænderne i hende, ville han skrige og falde sammen over hende, som kuglen af ild havde penetrerer ham fra ryggen og ud gennem, hvor hans hjerte ville være brændt op.

Aran ville derefter gå hen til vampyren, og skubbe til hans, hoved for at sikre sig at han var død, ville han skyde en til skud ud før han ville vende sig om mod kvinden. ”Er de okay?” Kom det fra Aran, hvorefter han ville hjælpe Alanis op, og se på hende, før han ville vende hans hoved mod vampyren igen inden han ville sørge for at han, havde et bevis for hans dræb, derved ville han tag vampyrens daggert.

Hun havde altid elsket at være ude i naturen, at være ude på gaderne og nyde livet omkring sig. Det havde bare blevet svære og svære, da folk ikke gjorde andet end at kigge efter hende som om hun var et misfoster. Mændene havde heller ikke blevet bedre mere voldsomme og grådige, som om hun ikke længere var noget end en ting som de kunne gøre hvad de ville med. Det skulle heller ikke vise sig at være anderledes, da en mand kom hen til hende og stoppede hende i sin vej. Hun vende langsomt de blå øjne op mod ham, også selv om hun hurtigt kom til at fortryde det. Hun tvivlede ikke et sekund på hvilken race denne mand kom fra, den smukke ud og den tiltrækning hun havde til ham. Hun rystede hurtigt på hovedet ”nej tak” svarede hun og prøvede at komme forbi ham, men mærkede hurtigt det stramme greb om sit håndled ”slip mig!” skreg hun og søgte efter hjælp hos de mennesker som stod omkring dem, men ingen prøvede at hjælpe hende. Hun kæmpede alt hvad hun kunne for at komme væk fra hans greb, mens hendes fødder gled hen af jorden og væk fra mængden af mennesker.
Hun havde bestemt ikke planer om at blive bidt af andre vampyr, hun havde det nok i at lederen af de skabninger kunne lide at sætte sine tænder i hende.
Inden længe mærkede hun den kolde mur mod sin ryg, og den kolde luft som nærmede sig hende som vampyren gjorde sig klar til at bide hende ”nej nej” jamrede hun som hun forsatte med at kæmpe for at komme fri, men inden længe hørte hun skriget lige ind i sit øre og efterfulgt af… intet? Hun vende hurtigt sit blik mod vampyren, som faldt sammen foran hendes fødder. Hendes hjerte hamrede hårdt inde i brystet på hende, at hun slet ikke opdagede en anden mand som nærmede sig dem.
Hun vende hurtigt blikket mod ham, når hun hørte hans stemme og tråde nogle skridt tættere ind i gyden ”je… jeg har det fint” svarede hun med en rystende stemme, og så skiftevist på dem ”hvem er du?.... de” sagde hun og måtte rette på sig selv, mens hun kort rystede på hovedet.