Oh sod off, I wanna go home (Aran)

Sted: Ashenwood Forest
Tid: Sen aften/tidelig nat
Vejr: Koldt og stjerneklart. Selve skoven er dog en smule tåget.
Omgivelser: Beskrives så vidt muligt i emnet
Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Genevira åbnede langsomt øjnene og stirrede undrene op i trækronerne. Mange af dem havde endnu ikke nogen blade og stod som udsultede hænder, der strakte sig frugtesløst mod en himmel, de aldrig ville nå. De træer, der stod stedsegrønt var ikke mere betryggende end de andre. Der var noget mystisk og næsten fjendtlig over hele stedet. Det afgav bare dårlige viberationer. Desuden kunne Genevira ikke gøre redde for, hvordan i alverden hun var havnet her. Tanken var nok til at få det helt dårligt over. Hvor længe havde hun ligget her? Det havde hun ingen måde at finde ud af på. Hun blev gradvist opmærksom på en sviende ømhed i sin hals. "Hvorfor er det altid min hals?" mumlede hun for sig selv og satte sig tøvende op. Var et øjeblik så overvældet af kvalme, at hun måtte ligge sig ned igen og trække vejret dybt et par gange, og det til trods for, at hun jo ligsom ikke havde brug for at trække vejret. Hun lå lidt og stirrede på den lysende sølvhvide måne og forsøgte at sammenstykke, hvad i alverden, der foregik. Eller måske nærmere, hvad der var foregået, der kunne lede hende til dette punkt. Da hendes system lod til at være faldet en smule til ro, satte hun sig op igen. Kom svajende på benene.
"Nogen må have forgiftet mig eller noget," mumlede hun for sig selv. Måske var det egentlig ikke smart at snakke til sig selv et sted, hvor hun ikke vidste om der var nogen der lyttede. Nej nok nærmere, lige så godt kunne forvente at nogen lyttede. Hvorfor skulle hun ellers være her? Der måtte være nogen, der havde puttet hende her hen af én eller anden årsag. Men der var noget beroligende over at fylde den trykkende stilhed ud med sine egne ord, imens hun gik. Men problemet var bare, at hun vitterligt ikke anede, hvor hun gik hen. Hun skulle tilbage til Doomsville ja, men det var svært, når hun ikke anede, hvor hun startede henne. Der var vel en grund til, at hendes forældre altid havde advaret hende og hendes søskende om skoven. Man kunne aldrig rigtig vide, hvem eller hvilke typer, der befandt sig derude.
Og hun kunne vitterligt kun se træer! Der var ikke umiddelbart noget, der sagde hende, hvor hun var. Forhåbentlig gik hun ikke i cirkler.
"Bare jeg ikke dør. Nu var tingene lige begyndt at gå i den rigtige retning," mumlede hun tørt for sig selv.
Hun fortsatte gennem skoven og forsøgte ikke at falde over grene og rødder, ind til hun kom til endnu en lysning. En lysning fuld af folk, der virkede lige så desorientede som hun selv. De sad på skovbunden med blanke øjne eller lænede sig op af træer og så bekymret rundt.
"Ah. Den sidste er her. Godt godt, så kan vi begynde."
Genevira drejede hovedet så hurtigt mod den muntert kvidrende stemme, så hurtigt, at hendes nakke sagde knæk og gjorde ondt.
Hun lagde hånden mod sin nakke og gned den, for at få smerten til at gå væk, imens hun stirrede på skikkelsen i midten af lysningen med sammenknebne øjne.
I midten af lysningen stod en høj, velklædt mand og smilede til de forsamlede mennesker på en måde, der fik det til at vende sig i Genevira.
"I gang med hvad? Jeg vil hjem," var der en, der sagde.
"Spillet selvfølgelig. Jeg vil se, hvem af jer, der kan slippe ud." Fyren trak på skuldrene, som om det da var helt normalt.
Da en af de forsamlede efter lang tids handlingslammet stilhed rejste sig og tydeligvis forsøgte at angribe ham, endte staklen med vride sig på jorden i smerte af grunde Genevira ikke forstod. "Spilmesteren" så noget skuffet ud.
Genevira var svimmel af ubehag og måtte snart sætte sig ned igen.
Hvad fuck foregik der?

P [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Lyden af skovens fugle og stilheden, fik hurtigt Asher til og åbne hans øjne.  Som han så sig omkring, tog han sig til hoved, hans hoved ringet stadig efter det slag, han havde fået da han kom hjem. Lugten af vådt græs kunne lugtes over det hele. Han gned sine øjne ganske hurtigt, hvorefter han så sig omkring igen inden han rejste sig op.

”God i hate this shit, why do i always seem to, get into trouble when i am just watching out for myself.” Lød det fra Asher til sig selv inden han rejste sig op, det var her han lagede mærke til hans våben alle de ting han normalt, havde brugt var taget fra ham. ”well shit.” Han begynde derved at bevæge sig gennem skoven, som han kom nærmere, sig hvad han gættet sig til at være midten af skoven. Begynde han at høre stemme og lugten af forskellig racer sprang i hans næse, eller duften, hvordan man nu ville omtale det.  

Hans øjne studeret de andre folk der lige så stille dukket op, hvorefter hans øjne så sig omkring, da han lagede mærke til lugten af en vampyr komme fra hans højre side knurret han kort, hvad lavet en vampyr her, normalt ville han springe på hende, men da en person ville til og angribe spilmesteren, hvordan han gjorde med det opgav han for denne tid, hvor han var der og kunne se, hvad de gjorde,

”what makes you think we are gonna listen to you, to be honest you, dont really seem to be in control over this anyway, so give us a break and let us get out, i got stuff to do, and at least you did not kille him, since you think you are sooo scary.” Lød det arrogant fra Asher til manden, hvorefter han rullet hans øjne kort.

Hun forstod ikke, hvorfor den nyankommende knurrede af hende. Hun var ny til alt det her vampyrnoget og havde aldrig, så vidt hun vidste mødt en varulv før. Af denne årsag, kunne hun heller ikke desifrere, hvad fyren egentlig var for en. Det eneste hun vidste, var at hun gerne ville væk fra ham, så hurtigt så muligt, før hun blev kvalt i stanken af...hund. Men det var ikke hund. Det var...noget ækelt, hun ikke rigtig kunne placere, men det var ligefør det føltes som et overgreb på hendes næse. Hun trippede væk fra ham. Så langt som hun nu engang kunne komme uden at drage unødvendigt opmærksomhed over på sig selv. En tanke, der tydeligvis ikke var faldet lugtefyren ind.
Okay hvorfor være så flabet overfor nogen, der potentielt kunne slå ham ihjel?
Manden klikkede misbilligende med tungen og så på fyren med et blik, som om han ikke var andet end et genstridigt barn, der ikke var klar over, hvilken situation han stod i. Men var nogen af dem klar over det?
Genevira ville bare helst holde lav profil, ind til hun i det mindste vidste, hvordan hun kunne komme hjem.
Ham, der havde forsøgt at angribe før lod til efterhånden at være ved at komme sig efter, hvad det end var, som denne mystiske mand havde, gjort ved ham. I hvert fald var han langsomt ved at sætte sig op.
Før han nåede ret langt, puffede manden dog til ham og endte med at stå med støvlesnuden mod hans strube. Ikke hårdt nok til at gøre varig skade, men hårdt nok til at det ville gøre ondt. Det gættede Genevira i hvert fald på?
"Not in control you say?" Han hævede et øjenbryn.
"I think your friend here begs to differ, my dear." Han trådte hårdere ned.
"Listen here...if all you little birds just play along nicely, then you can go home. Or well....those of you that survive anyway. Now how does that sound?" spurgte manden og klappede i hænderne. Smilede som om han lige havde givet dem, deres livs bedste tilbud. Eller måske nærmere deres livs sidste. Genevira sank en klump og så rundt på de andre. Så sig til sidst nødsaget til at skabe øjenkontakt med den ildelugtende fyr. Sendte ham et 'Hvad fuck gør vi nu?'-blik.

For at være ærlig var han bare ikke fan af vampyrer den eneste race han bare ikke kunne udstå så igen, dette var jo en normal ting for varulve og vampyrer. Hans øjne så hen på manden som mente at han var i kontrol han kunne bare bruge hans evne her som han løb mod ham og det ville være over, dog var han nysgerrig over, hvad manden ville.

Derfor stod han og lænet sig op ad et træ, som om dette ikke var bedre han kunne sagtens komme gennem dette og vampyren ville være den første han ville gøre det af med. ”So are you asking us to fight each other for our freedom if thats the case, i dont mind it, normal day.”

Han kunne mærke den døde persons øjne kigge på ham og da han mødte hendes blik, var han mere eller mindre ligeglad, hans blik sagde mere eller mindre, you ar on your own. Hans blik mødte derfor manden som talte til dem igen.

Som han så en til løbe mod ham da hun løb hen mod ham, fik hun samme behandling som den anden, Asher gav et kæmpe suk fra sig, hvorefter han ventet på at høre, hvordan dette ville forgå.

Som sagerne stod anede hun ikke at fyren her var en varulv. Hun havde aldrig mødt ind og var så lidt sat ind i, hvordan livet som vampyr fungerede, at hun ej heller ville kunne gøre rede for det årelange....mishag mellem varulvene og vampyrerne. Derfor forstod hun heller ikke rigtig sin egen...ja det virkede som en slags indgroet aversion af en art mod denne mand. Hun afskrev det for nemhedens skyld til at skyldes at han lugtede grimt og desuden virkede til at være arrogant nok til at det ville skabe problemer for hende og de andre.
Det forklarede ikke hvor gennemborende han til tider så på hende though. Som om hun var ækel. Pfft. Det var ikke hende, der lugtede grimt, så hvad i alverdens var hans problem?
Hun rystede det af sig. De havde ligsom vigtigere ting at tænke på. Og hvis han faktisk var så komfortabel med at slå ihjel, som han gav udtryk for, så kunne han blive...nyttig for hendes vej hjem. For hjem skulle hun. Hvis hun skulle slå nogen ihjel, så blev det sådan det var, men det ville være rart at kunne knytte sig til nogen, der kunne hjælpe hende gennem det her. Hun var en vampyr og derfor langt fra forsvarsløs, men hun var på ingen måde heller den fødte dræbermaskine eller noget i den dur. "Yay, you guessed it!" Det var ligefør deres tossede tilfangetager hoppede op og ned op stedet i begejstring. Det virkede dog som om luften gik lidt af ham, da det gik op for ham, at han var den eneste der var lykkelig over sit lille koncept.
"Well what are you all waiting for then?"