Sv: The undercover world of stupid (Renata)

af **Renata** Lør 2 Maj 2020 - 2:25

Da Delilah nævnte hvad en af hendes evner var, vendte Renata sig mod hende, tog et skridt frem mod hende så de stod så tæt på hinanden, at der kun lige kunne være en hånd mellem deres bryster, uden at den rørte nogen af dem, og med et nærmest intenst og selvsikkert blik så hun Delilah i øjnene, mens hun brugte sine sanser, til at pinpointe den evne Renata ville kopier. I det hun åbnede munden, var det som om noget psykisk i hende rakte ind i Delilah, og begyndte at tære på hendes evne energi, uden rigtigt at fjerne noget fra Delilah.
Det var noget helt andet at opleve hende spise fra en, end det var at se Renata spise fra en anden. Renatas øjne nærmest lyste op mens hun spiste, mens det virkede som om hun kun så Delilah, som var hun den eneste person i verdenen. Disse intense, lysende øjne så dybt ind i Delilah, som var hendes røde øjne blot vinduer, der lod Renata se dybt ind i hendes sjæl, nu hvor Delilah havde tilladt at Renata kopierede hendes evne.

Men så snart hun stoppede igen, var det som om dette dybe øjeblik forsvandt, lige så hurtigt som det var startet, og siden Renata blot tog energi for at kopiere hendes evne, efterlod hun Delilah med muligheden for at føle, at Renata havde taget noget fra hende, og så alligevel efterladt hende med alt hvad hun havde før, da hun ikke havde reduceret Delilahs evne det mindste. Hun kunne allerede mærke evnen i sig, selvom hun ikke havde aktiveret den endnu, og med en evne som denne, var det tidsmæssige regnestykke lige til, da den tid hun fik var den tid hun kunne bruge evnen. Fordi Delilah havde givet hende lov, havde hun taget nok energi til at bruge evnen i 5 minutter, og det burde give en god mulighed for at bekæmpe nogle fjender, før det blev absolut nødvendigt at spise af en ny evne, hvis altså en ny evne eller en genopfyldning var nødvendig til den tid.
"Jeg kan lide den her evne! Den er simpel men effektiv!" bemærkede hun. Hendes fokus blev derefter placeret på døren, eller mere præcis hvad der var på den anden side af den, da Delilah bogstaveligt skubbede den af hængslerne, så den ramte 2 væsner på den anden side. Med rolige skridt, gik hun ud ved siden af Delilah, mens hendes øjne så på alle i flokken, til dels for at se hvor mange der var og hvor de stod i forhold til hinanden, men også for at identificere magikeren. Hun spottede ham hurtigt i flokken, og lagge hovedet lidt på skrå.

"Det må jeg sige nummer 6, jeg kunne næsten ikke genkende dig, sådan som du ser ud og lugter!" sagde hun roligt, mens hun så over på magikeren med et isnende blik "At dømme ud fra din lugt, løb du tør for din naturlige livs energi for længe siden! Jeg går ud fra det er derfor du ser anderledes ud! Du har brugt magi til at reparere dig selv, så du kunne leve længere?" der var ingen nåde at finde i Renatas øjne, og selvom hun havde stillet et spørgsmål, gad hun egentlig ikke at høre svaret, så før nogen kunne nå at sige noget til det hun havde sagt, kastede hun bylten henover den største forsamling der var, så alt hendes bombe skrammel væltede ud over dem, og eksploderede så snart de ramte noget som helst. Dem der ikke døde af det, blev enten hårdt såret eller desorienteret af kaosset, og det var i dette øjeblik at Renata greb sine sværd fra ryggen, og hamrede fremad mod magikeren, mens hun dræbte de hårdt sårede og desorienteret hun passerede på vejen, så hun fin mugget ud i flokken af fjender.

af **Delilah** Lør 2 Maj 2020 - 18:32

Delilah stivnede, da Renata rørte ved hende. Pludseligt var det, som om hun ikke så andet end lysende øjne. Hendes krop blev suget ind i Renata, og alle andre tanker blev slettet fra hendes hjerne. Sekunder tikkede forbi hurtigere, end hun kunne registrere dem. Tiden blev til en mærkværdig bobbel omkring hende, der hverken ville have fat eller give slip i hende.
Hun kunne mærke, hvordan noget blev suget ud af hende. Følelser. Tanker. Minder. Liv. Men alligevel var der intet, der ændrede sig. Det var som om tiden stod stille, men alligevel var hun midt i en hvirvelvind af følelser og tanker, som hun knapt nok kunne håndtere. Det var for meget. Og for lidt.
Og så var det væk. Som om det aldrig var sket. De tusinde følelser var svundet ind til simpel forvirring, og det eneste tegn på, at noget havde ændret sig, var den mærkværdige følelse af at være blevet mindre og så alligevel ikke. Hun blinkede og rystede en smule på hovedet, så den lange fletning gled blidt om hendes ansigt. Hun skubbede følelserne væk. De var ikke brugbare lige nu.
Delilah nikkede halvt, da Renata komplimenterede hendes evne.
"Den gør det nemmere, når idiotiske personer angriber."
Hun tænkte på alle de enorme folk, der havde angrebet hende igennem tiden. Abaddon. Sajro. Den dér person, der havde overfaldet hende i en grotte engang. Hun havde en tendens til at bevæge sig rundt mellem mennesker, der var stærkere end de fleste. Så det var kun godt, at hun også selv var stærkere end de fleste.

Delilah slog blikket mod jorden og løftede armen for at skærme øjnene, da Renata lagde an til at kaste tingene. Eksplosionen bragede i hendes ører. En svag ringene tone fandt vej til hendes hjerne, da hun mærkede lufttrykket bevæge sig imod hende. Og så sprang hun til siden for at udnytte forvirringen.
En kniv hamrede ind i brystet på en dæmon. Hendes flammende røde blik ramte hans. Den hellige kniv sydede i hendes hånd, og hun kunne mærke, at hendes krop ikke brød sig om det. Men dæmonen knækkede sammen. Hun rev kniven ud og hamrede den ind i nakken på ham. Han faldt til jorden.
Hun sprang på to andre og nåede at hakke kniven i dem begge tre gange, før en hånd greb fat i hendes nakke og trak hende væk. Hun snurrede rundt og lod kniven flyve mod dæmonens hals. Hans hånd greb fat i kniven. Hun stivnede.
"Hej søster." sagde dæmonen med et smil.
Delilahs hjerne gik i stå i et sekund. Hun stirrede ind i øjne, der var identiske med de nøddebrune øjne, hun engang havde haft. Øjne, der var identiske med hendes fars strenge blik. Og så blinkede hun. Hendes muskler kom tilbage til livet, og hun vrikkede hans hånd rundt for at vride kniven ud af hans greb. Hun hamrede den ind i siden på ham. Han reagerede ikke.
"Far siger hej. Er du klar til at komme hjem, prinsesse?" sagde han.
Delilah hamrede et knæ i maven på ham, skubbede fra og væltede bagud ud af hans greb. Hun var hurtigt oppe på to ben og tilbage mellem en gruppe af dæmoner. En ny kniv mellem hendes fingre, der borede sig ind i en ny dæmons krop. Men hun kunne mærke ham. Han var lige bag hende, og han var ved at bevæge sig nærmere.
Og han var ikke den eneste. Hun genkendte tre andre af de brødre, hendes far havde skabt kort før, hun flygtede første gang.

af **Renata** Lør 2 Maj 2020 - 20:22

Vreden nærmest brændte ud af hver en fiber i hendes krop. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro at Renata havde en bersærker evne, sådan som hun ignorerede alt skade og smerte hun oplevede, mens hun i vildskab og med Delilahs evne, gik amok på alt der blokerede hendes vej. Denne voldsomme opførsel hjalp hende noget af vejen, da nogle fjender opdagede at hun var ligeglad med alle, der ikke stod i vejen for hende, så de trak sig tilbage, i nogle tilfælde skred de endda fra kampen, da de hellere ville leve for at se morgendagen, end at dø til en psykopat i et forsøg på at hjælpe, en eller anden sammenlappet gammel magiker tosse.
Det tog hende derfor ikke lang tid, før Renata havde fri adgang til at angribe magikeren. Det var vel kun hendes held at denne magiker, lige som hans tidligere kollegaer, hovedsageligt arbejdede med magi der ikke rigtig kunne bruges i kamp, og selv med de kamp besværgelser han kunne, var hans magi svækket af alle de ændringer han havde gennemgået.

Magikeren prøvede sit bedste, og det lykkedes ham da også at ramme Renata omkring maven og hendes ene ben, med et par angrebs besværgelser. Det sænkede kun hendes tempo for en kort stund, før hun igen sprintede lige i flæsket på ham, så hun kunne tæve løs på ham i blind vrede. Det tog hende nogle minutter, før hun endelig faldt nok til ro til at opdage at han var død, og det var først nu hun vendte sin opmærksomhed mod sine omgivelser, for at se hvordan det gik med hendes partner in crime, hvis man altså kunne kalde Delilah og Renata for partnere, i dette virvar af løgne, fælder og kaos.
Hun kom hurtigt på benene, omend hun kortvarigt stod ret usikkert på det ene ben, på grund af magikerens angreb mod det selv samme ben, da hun så at Delilah blive jagtet af en, der kaldte hende.... prinsesse? Det var da noget mærkeligt noget at kalde hende, medmindre selvfølgelig Delilah havde undladet at fortælle, at hun var en prinsesse over et eller andet sted. Og selv hvis hun var en prinsesse, var det at jage hende rundt midt i en kamp da slet ikke sådan, man skulle behandle hende, var det?

Om det var normalt eller ej bed hun smerterne i sig, så hun kunne løbe direkte imod Delilahs bror. Hun kom væltende ind fra siden, så hun kunne hamre ham ud af balance, ved at løbe ind i ham med skulderen først. Dette angreb overførte alt hendes momentum til broderen, så Renata næsten stoppede op på stedet mens han væltede omkuld, hvorefter hun så hurtigt som muligt gennemborede hans brystkasse, med det ene af hendes sværd. Hun trak det til sig igen, så hun kunne forsvare sig mod de andre væsner der var her, men selv hun kunne se at dette ikke kunne blive ved, de kunne ikke blive ved på den her måde, medmindre de ændrede forholdene for kampen. De var i undertal og de kunne ikke vinde på så åbent et område, så i et øjebliks klarhed, mellem hendes ellers aggressive angreb, styrtede hun hen mod Delilah, greb hendes arm på vejen og løb så afsted med hende.
"Vi kan ikke vinde på åbent område, når der er så mange fjender, og jeg tror ikke vi kan løbe fra dem, men hvis vi tager kampen til et mindre område, mister de deres mængde fordel!" sagde hun forpustet til Delilah mens hun kiggede efter en gyde, eller et andet smalt sted, hvor de kunne kæmpe men hvor deres fjender, mistede deres fordel i at være flere.

af **Delilah** Lør 2 Maj 2020 - 22:51

Delilahs bevægelser var hurtige og smidige. Hver eneste slag var en kugle af kraft, der kom fra hendes spændte muskler. Hun gled ned i knæ, mens hendes ben gled ud og fældede to mænd i nærheden. I samme bevægelse strøg hendes kniv igennem huden på den nærmeste dæmon. Folk faldt omkring hende som fluer, men for hver eneste, der faldt, trådte tre nye til.
Delilah var en hamrende dygtig kæmper, men selv hun kunne ikke kæmpe imod ti dæmoner på én gang. Og slet ikke folk, der var trænet af hendes far. En hånd greb fat i hendes fletning en rev til. En kniv snittede hendes arm. En anden kniv bankede ind i det rustninge-agtige korset, og klingede hult. Med hver eneste bevægelse, fik hun overtaget. Men hver eneste bevægelse gav også flere af dem en chance for at slå ud efter hende. Og hun vidste, at hun ikke kunne holde meget længere.
Delilah så hendes ene bror falde, da Renatas sværd borede sig igennem hendes krop. Men der var ingen lettelse i hendes krop. Ingen følelse af at have vundet. For det havde hun ikke. Der var så mange flere, og hun kunne mærke, at de nærmede sig. Hendes krop holdt dem på afstand, men ikke længe.
Delilah skulle til at rive sig fri, da det gik op for hende, at det var Renata, der havde fat i hende. Hun lod sine ben følge dem, da Renata rev hende ud af cirklen. Hendes ben bevægede sig hurtigere og hurtigere. De var begge markant hurtigere end de fleste væsener, og deres løb ville hurtigt bringe dem væk fra flokken. Men de kunne ikke løbe forevigt.

"Et mindre område?"
Delilahs hjerne ræste afsted. Hun kendte det her område. Hun boede forhelvede her, uanset om hun kunne lide det eller ej. Men lige nu var det perfekt. Det gav hende mulighed for at gøre to ting: finde et perfekt sted til kamp og lede dem væk fra hendes børn.
Delilah skiftede retning med et ryk og rev Renata med. Hendes hæle klikkede mod de fugtige brosten. Regnen var igen ved at tage til, og lyden af regndråber mod en vandpyt fulgte i deres kølvand. Delilah drejede igen. De nærmede sig et lille skovområde i udkanten af Terrorville District. Hendes øjne ramte træerne, mens et smil krøllede op over hendes læber.
Det her var perfekt. Hun flåede Renata med ind mellem træerne og trak dem begge ind bag et større træ, der næsten kunne skjule deres kroppe i de mørke skygger. Solen var så småt begyndt at stå op i horisonten, og hun vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før de ikke ville kunne skjule sig længere. De var nødt til at færdiggøre det her. Og det skulle være snart.
"Vi er nødt til at få en plan. Hurtigt."
Hendes blik flakkede tilbage, hvor de kom fra. Det ville ikke være svært for gruppen af finde dem. De var alle sammen fantastiske til at følge spor, og hverken Delilah eller Renata havde ikke ligefrem haft tid til at slette sporene efter sig.

af **Renata** Søn 3 Maj 2020 - 0:05

Så snart Delilah overtog hvor de skulle hen, fulgte Renata villigt med, da det virkede som om hun kendte området bedre end Renata gjorde, hvilket nok højest sandsynligt var en korrekt antagelse, siden Renata ikke kendte området særligt godt. Regnen føltes rar mod hendes bare hud, i hvert fald i mod de dele af hendes krop, der var blevet skadet af de angreb der havde ramt hende. Sammen med den forbedrede healing der kom fra Delilahs evne, hjalp regnen med at tage toppen af smerterne, nu hvor hendes krop fik en pause fra blodbadet, dræber lysten og slåskampen.
Så snart de kom til skoven, og Delilah trak hende om bag et af de større træer, lænede hun sig op af træet mens hun fik pusten igen, og nærmest scannede deres omgivelser med øjnene, for at se hvad skoven havde at tilbyde, hvilke ressourcer hun havde til rådighed i hendes nuværende omgivelser. Hun kunne mærke jorden under sig, der var mere blød på grund af regnen, hun kunne se træerne, der blev mere solide længere inde i skoven, velegnet til at klatre i og gemme sig i. Så snart Delilah nævnte at de havde brug for en plan, havde hun allerede tænkt på flere muligheder, i et forsøg på at finde en plan der kunne bære deres bedste chance for at vinde.

"Vi kan bruge omgivelserne til at forvirre dem, gennem deres forsøg på at spore os, og skabe splid i gruppen, mens vi dræber dem en efter en!" sagde hun i et selvsikkert toneleje. I de 20 år hun var holdt fanget, var hun blevet trænet i militær lignende teknikker, så hun havde en ret god ide om hvordan man udnyttede omgivelser, til hendes egen fordel "Hvis vi sprinter i en lige linje ind i skoven, splitter op i hver vores retning, og løber tilbage til et tidligere punkt på ruten som de allerede har passeret, så er det lige pludselig os der jager dem, mens de prøver at spore os! Indtil de finder ud af at vi løb i ring, har vi mulighed for at dræbe de bagerste en efter en, hvis vi er heldige vil de splitte op i 2 grupper det samme sted som os, hvilket gør grupperne endnu mindre end når de er samlet, og så arbejder vi sammen om at dræbe hver gruppe en efter en!"
Hendes øjne fokuserede på Delilah igen, mens hun mærkede efter hvor meget evne energi hun havde tilbage. Hun havde næsten ikke mere tilbage, så hun lagge en hånd bag Delilahs nakke, trak hende ind til sig igen, næsten som om hun skulle til at kysse hende, blot for at suge energi af hende igen. Hendes øjne så igen dybt ind i Delilahs, mens hun spiste af hendes evne, men denne gang tog det hende kortere tid end sidst. Hun fik stadig 5 ekstra minutter, oveni det energi hun stadig havde tilbage fra sidst, men det tog kortere tid for Renata fordi dette var en gentagelse, hvilket gjorde at processen gik hurtigere, end hvis hun havde taget en helt ny evne.

Så snart hun var klar igen, var det kun op til Delilah om hun var med på planen, eller om hun havde andre ideer i tankerne. Hvis hun var med på planen, ville Renata begynde at spænde afsted sammen med hende, for at give dem så meget afstand til deres forfølgere, som det var dem overhoved muligt.

af **Delilah** Søn 3 Maj 2020 - 20:47

Delilah lyttede opmærksomt, mens Renata snakkede. Hendes flammende blik stirrede ud i intetheden mellem de mørke træers skygger, mens hun koncentrerede sig om de hurtige ord. Hendes hjerne dannede en film, mens Renata tegnede et mentalt billede af den plan, hun havde. Hendes fingre gled nærmest blidt henover den blodige kniv. Hun vidste ikke, om det ville virke.
Hendes familie var trænet i at finde dem, de havde brug for. De var fantastiske jægere, og de ville sikkert hurtigt gennemskue planen. De ville sikkert lugte dem i luften eller se deres svage fodadtryk i den mudrede jord. Men de havde ikke noget valg. Hvis det kunne give dem et forspring og lade dem gøre et indhug i gruppen, så var det dét, de måtte gøre.
Og desuden havde hun ikke selv nogle andre idéer. Og hvem vidste. Måske ville hendes familie have sværere ved at regne det ud, når det ikke var udklækket i hendes egen hjerne. Så Delilah nikkede.
"Ja. Lad os gøre det."
Hendes blik gled igen tilbage, hvor de var kommet fra. I det fjerne kunne man høre den lave lyd af fødder, der ramte jorden. Og så rev Renata hende til siden og lænede sig frem. Og pludseligt var Delilah tilbage i den verden af alt og intet, som hun havde forladt. Hun følte sig hel og tom, og alligevel mistede hun stadig noget uden at miste noget overhovedet.
Og så var det slut, og Delilah stod tilbage med en fortumlet hjerne og en mærkværdig følelse. Igen.

Styrken var tilbage i Delilahs muskler, og hun kunne mærke gruppen nærme sig. Hun greb fat i Renatas hånd, sendte hende et svagt smil og satte i løb. Jorden piskede afsted under hendes fødder, og hun kunne mærke, hvordan hver eneste muskel i hendes krop arbejdede sammen for at gøre hendes skridt hurtigere og mere sikre end normalt.
Efter et øjeblik drejede Delilah hovedet over mod Renata med et ryk, så fletningen fløj om hovedet på hende. Læderdusteren svævede i luften uden at vise, at den i virkeligheden vejede 20 kg.
"Jeg tager højre."
Og med de ord slap hun Renatas hånd og drejede til siden. Hun løbe i en stor bue uden om et par træer. Med ét sprang hun fra jorden, greb fat i en gren og svang sig op i træets krone med overraskende lethed. Knapt balancerede hendes højhælede støvler på en halvtyk gren, før hun spændte musklerne og satte fra. Hendes fingre klemte fat om endnu en gren. Hendes krop hang midt ude i luften. Med et halvt støn trak hun sig op i det næste træ, tog en dyb indånding og sprang videre til det næste.
Hun sprang som en elegant abe forbi 5 træer, før hun landede på jorden med et svagt bump og igen skød igennem mørket som en pil i luften. Hun håbede, at det ville forvirre dem i et øjeblik, før de igen fandt hendes spor.
Hun bremsede hårdt og gled lydløst ind bag et træ, da gruppen passerede. Hun holdt vejret. De snakkede lavmælt, som de passerede gennem skoven. Hun kunne ikke høre, om der var færre end før. Hun havde haft svært ved at vurdere, hvor mange der havde været tilbage ved bunkeren på grund af al den kaos, så det var svært at vurdere, om de alle sammen var samlet nu.
Så snart de passerede gled hun ind i mørket bag dem og om bag endnu et træ. Nu vidste hun, hvor de var.

af **Renata** Søn 3 Maj 2020 - 23:02

Det var måske ikke den bedste plan i verden, alt efter hvor gode jægere deres forfølgere var, men Renata havde prøvet det der var være, og dette var det bedste hun kunne komme i tanker om, taget den tid de havde at gøre godt med i betragtning. Men det var nu som det var, nogle gange blev man bare nød til at planlægge på vejen, og gøre det bedste man kunne med det man havde, også selvom planerne ikke altid var lige gode.
Så snart Delilah greb hendes hånd og smilede til hende, satte Renata i løb sammen med hende. Det var næsten som om hun virkede genopfrisket, nu hvor der var bare en smule planlægning i deres bevægelser, nu hvor de havde et såkaldt mål for øje med denne kamp, i stedet for at det bare var rent kaos og blods udgydelser i alle retninger. Så snart Delilah sagde at hun tog højre, svarede hun med et "modtaget" før hun drejede direkte til venstre, i samme øjeblik som Delilah drejede til højre. Hun sprintede afsted for fuld smadder, for at skabe så meget afstand som overhoved muligt, før hun gjorde lige som Delilah og hoppede op i træerne.

Efter hvem ved hvor lang tid i skoven, havde Renata allerede vendet sig til at bevæge sig gennem træerne, i et ret hurtigt tempo, så med denne fantastiske evne til rådighed, gik det nærmest så hurtigt at hun knap selv kunne følge med. Hun drejede først af for at komme tilbage mod deres spor, da hun hørte lyden af jægerne. I en brat bevægelse stoppede hun på en gren, da hun var nået tilbage tilbage til deres spor, så hun kunne gå i knæ og betragte dem der var tilbage, mens hun fik kontrollen over sin vejrtrækning tilbage.
Lydløst kravlede hun ned fra træet og landede i en busk, for at få en anden synsvinkel på deres forfølgere. Det så umiddelbart ud til at der var en smule færre nu, end der havde været da de flygtede fra bunkeren, og det kunne måske give dem bare en smule fordel. Færre fjender var altid godt, men hvis de andre allerede havde fået ideen om, at nogen kunne finde på at skride igen, ville der være en chance for at de ikke tænkte så meget over det, hvis der var lidt flere der forsvandt. Det var måske lidt at gribe efter strå, men efter et langt liv havde hun oplevet mange lorte situationer, og det havde hjulpet en del at hun fokuserede på selv de små ting, der kunne give hende håb om at gå fra kampen som vinderen.

Med et roligt blik, så hun på gruppen for at vurdere svaghederne i den. Hun vidste at de ikke kunne plukke særligt mange ud af gruppen, bare ved at håbe på det bedste og tage den bagerste en af gangen, hver gang en chance bød sig af sig selv. Derfor var de nød til at skabe nogle situationer selv, for at få gjort lidt indhug i gruppen undervejs. Så snart hun fik øje på Delilah, signalerede hun lydløst til hende for at få hendes opmærksomhed, så hun kunne se hvad Renata havde tænkt sig at gøre, hvorefter hun raslede med nogle buske, så de 2 bagerste i flokken hørte lyden og kom hen mod hende. Så snart de kom tæt nok på, slog hun dem næsten bevidstløse ved at slå deres hoveder sammen, så hun kunne kontrollere deres fald, og få dem til at falde ind i busken, hvor hun kunne dræbe dem med en kniv igennem struben.

af **Delilah** Man 4 Maj 2020 - 21:31

Delilah stod klistret op af et træ uden at bevæge en muskel. Hendes mørke tøj smeltede ind i skyggerne, men hendes rødlige øjne lyste nærmest i mørket. Hendes blik ramte Renata, der sad i en busk på den anden side af flokken. Hun tolkede hurtigt Renatas plan og nikkede svagt. Hun havde haft den samme tanke. Hun var nødt til at splitte gruppen ad, så de kunne fjerne så mange som muligt, før de opdagede, hvad der foregik.
Delilah gled om på den anden side af træet og fulgte lydløst efter gruppen, mens Renata slog de to fra gruppen ihjel. Med en adræt bevægelse sprang hun og greb fat i en gren. Hun svang sig elegant op i træet og landede på grenen. Bladene rystede svagt, da hun ramte grenen. Men det var nok. To mænd fra gruppen stoppede op og kiggede hen imod hende. Den ene puffede til en kvinde, der også stoppede op. De bevægede sig vagtsomt hen mod træet.
Da to af dem passerede træet, satte hun fra og fløj fra træet som en skygge i natten. Den ene mand væltede. Hun rejste sig og hamrede hælen igennem hans hals, før hun dukkede sig og lod kniven svinge ud, så den borede sig hele vejen igennem hans mave. Kvinden snurrede rundt og løftede sit sværd. Hun åbnede munden for at råbe om hjælp. Uden en lyd greb Delilah fat i hende og skar kniven henover hendes hals. Med en gurglende lyd faldt hun til jorden. Uden at se sig tilbage fortsatte hun igennem natten.

Gruppen var efterhånden nået til det sted, hvor de havde splittet op. En af hendes brødre stoppede op og løftede armen for at signalere til hele gruppen, at de skulle bremse.
"De har splittet op. De er i nærheden." sagde han.
Det var som om hele gruppen instinktivt forstod, hvad det betød. De snurrede alle sammen rundt og greb hårdt fat om deres våben, mens de spejdede ud i mørket omkring sig. De havde dannet en cirkel med flere lag. Delilah gled ind bag et træ, så hun ikke kunne ses fra cirklen. Hun bandede indvendigt.
Okay, hvad kunne de gøre nu? Gruppen havde samlet sig i en tæt cirkel, så de kunne ikke umiddelbart splitte dem ad. Deres bedste mulighed måtte være at kravle op i et træ og skyde mod gruppen. Når de var distraherede af ét skud, kunne den anden skyde fra en anden retning, mens den første sprang videre til et nyt sted at skyde fra. På den måde kunne de tynde ud i gruppen. Ikke meget, men det var i det mindste noget.
Og hvis de var heldige ville gruppen splitte op for at gå imod hver deres skudretning. Så ville de kunne separere gruppen yderligere.
Hendes blik gled rundt. Hun havde ingen mulighed for at kommunikere med Renata. Lige nu måtte hun bare håbe, at Renata forstod hendes plan. Eller måske var kommet på den samme plan. Man kunne jo håbe.
Hun skiftede kniven ud med en pistol i hver hånd, sigtede mod gruppen og affyrede. Den ene kugle borede sig ind i hovedet på en kvinde. Den anden kugle eksploderede og spredte hjernemassen. Det gav et sæt i hende. Hun havde fuldstændigt glemt, at hendes kugler var små bomber.
Hun tog en dyb indånding og pressede sig lydløst op til træet. Hun håbede, at Renata ville hjælpe hende. Hvis ikke, havde hun lige afsløret sin position, og gruppen ville hurtigt sætte i løb mod hende træ.

af **Renata** Man 4 Maj 2020 - 23:28

Renata holdt kortvarigt øje med Delilah, i mens hun tiltrak opmærksomheden fra hvad der blev til 3 fjender, men hun havde ikke noget at bekymre sig om, da det så ud til at Delilah stadig kunne holde trit, med det Renata havde set ind til videre. Det irriterede dog Renata lidt, at hun ikke kunne nå at få fat i flere af dem, før de nåede til enden af sporet hvor hun og Del havde skilt deres veje. Det blev selvfølgelig ikke bedre af at gruppen stoppede op, og samlede sig i en defensiv position, i stedet for at gøre hvad hun havde håbet på, men så igen det her havde ikke været hendes heldige nat, så hvorfor skulle det pludseligt vende nu?
De havde brug for at splitte gruppen op, men nu hvor den originale plan ikke holdt vand, måtte de finde på noget andet der kunne hjælpe dem på vej. Det blev ikke nemmere af at de ikke kunne kommunikere med hinanden, så selv hvis en af dem fik en god ide, hvordan skulle de så lade den anden vide noget om ideen? Renata nåede selv at tænke på nogle forskellige planer, før hun hørte 2 skud blive affyret, efterfulgt af en eksplosion der ødelagge en af skurkenes kranie. Hun vidste med det samme hvad Del havde gjort, og at Renata måtte handle øjeblikkeligt, inden de alle sammen løb i retning af hende. I en hurtig bevægelse hoppede hun ud midt i det hele, så hun stod på den modsatte side af gruppen, i forhold til den side hvor Delilah havde skudt fra.

"Fuck hvor tog det lang tid før i kom frem, jeg var lige ved at falde i søvn af bare at vente på jer!" sagde hun drillende efterfulgt af en hånlig latter. Hun håbede de ville splitte sig op, for at få ram på både Del og Renata, for ellers kunne det her ende med at gå meget galt, for den ene de valgte at gå efter, hvis altså de kun gik efter en person "I ved hvor hun gemmer sig henne, og i ved hvor jeg er henne så hvad er planen tøser?"
Hun begyndte at løbe væk fra der hvor Del befandt sig, for at se om de splittede op, og til at starte med så det ud til at være en besværlig beslutning, men de bestemte sig for at Renata skulle dø, for at have dræbt så mange af dem med hendes bomber og voldsomme angreb. Omkring halvdelen af gruppen løb efter Renata, efter de ret hurtigt havde bestemt sig for hvem der skulle efter hvem, og med lidt håb var Del klar på at tage imod den anden halvdel. Hun løb kun langt nok væk til, at de ikke kunne komme i kontakt med den anden gruppe, før hun gik til mod angreb på hendes gruppe.

Med voldsomme aggressioner gik hun amok på gruppen, da hun ikke havde meget tid tilbage af Dels evne. Hun var nød til at være mere direkte, for at få mest muligt ud af den tid hun havde tilbage, også selvom det betød at hendes modstandere fik nogle slag og angreb ind på hende, som hun ellers kunne undgå hvis hun havde været mere omhyggelig. Det var kun med nød og næppe at hun fik evnen til at række, for den udløb næsten i samme sekund, som hendes sværd skar gennem halsen på den sidste. Hun åndede ud i et par sekunder mens hun så på deres lig, men i hendes øjne var det ikke overstået endnu. Ikke før hun var sikker på at Dels halvdel også var død, så hun sprintede tilbage mod der hvor de var splittet op, og hvis det var nødvendigt ville hun spore sig vej til gruppen, for at se om Delilah havde brug for hjælp.

af **Delilah** Tirs 5 Maj 2020 - 21:27

Delilah stivnede, da Renata pludseligt sprang frem. Hendes øjne blev runde som tekopper, og hendes mund åbnede sig med et lille, forvirret plop. Hvad skete der? Hvorfor sprang Renata frem midt i det hele? Men der var ikke tid til at tænke over det. Renata havde givet hende tid, og hun havde tænkt sig at bruge den. Også selvom det ikke var den form for tid, hun havde planlagt.
Så mens Renata endnu talte, løftede Delilah omhyggeligt sin pistol og sigtede det mod hendes bror i starten af gruppen. Hans bryst eksploderede, da kuglen ramt ham. Renata havde allerede vendt sig og var ved at løbe i den modsatte retning. Med en hurtig bevægelse trykkede hun igen på aftrækkeren, så to flere kroppe eksploderede, før gruppen besluttede sig for at splitte op.
Delilah gled lydløst ned af træet. Hun bøjede svagt i knæet og satte fra, så snart hun ramte jorden, så hun kunne pile ind gennem de mørke træer. Solen var netop nået op over horisonten, så de orange stråler strakte sig ind mellem trætoppene og fik de grønne blade til at lignende skinnende juveler.
- Højre. Du kan lede dem ind i buskene.
Uden at tøve fulgte hun Chayas anvisninger. Hun drejede skarpt til højre og sprang ind i en stor busk der strakte sig flere meter. Gruppen bag hende braste ind i buskene uden at tøve. Delilah, der havde bevæget sig ind bag et træ, gled ud på den anden side af busken og hakkede en kniv i nakken på den nærmeste person.

Delilah var fuldstændigt dækket i kropsdele, da den sidste krop faldt sammen foran hende. Hendes ene arm var smurt ind i blod helt op til albuen. To store sår strakte sig over hendes bryst og underarm. Et andet sår strakte sig henover hendes kæbe. Hun lod et par fingre glide henover kinden. Fingrene trak blodspor henover den flødefarvede hud, der allerede var fuldstændigt dækket af blodsprøjt. Hun lignede en morderisk galning.
Og alligevel lignede hun det, en succubus altid lignede. Enhver mands våde drøm.
Delilah snurrede rundt i samme sekund, Renata kom løbende. Alle musklerne i hendes udmattede krop spændte sig igen, da hun instinktivt gjorde sig klar til at bekæmpe den nye trussel, der nærmede sig.
"Åh. Renata. Så går jeg ud fra, at din del er død?"
Delilah trådte over en kvinde, der havde fået revet halsen ud. Hun stak knivene ned i våbenbæltet uden at tørre dem af. Hun så ikke rigtigt nogen pointe i det. Hun skulle alligevel rengøre hele sættet, så snart hun komme hjem. Gad vide om hun kunne nå at gøre det, før den der skide butler forsøgte at overtage?
"Så hvad fanden gør vi nu? Vi har ikke rigtigt noget spor af Nicodemus. Han plejer at forsvinde fuldstændigt."
Delilah pillede et stykke kød ud under en pegefingernegl.
"Vi kunne også bare sige fuck it. Han skal nok kravle frem fra sit hul igen på et tidspunkt."

af **Renata** Tirs 5 Maj 2020 - 22:50

Allerede før hun kom til enden af det spor hun havde fuldt, kunne Renata se at det vist ikke havde været nødvendigt, at sprinte alt hvad hun kunne, i forsøget på at komme Delilah til hjælp, da hun ikke havde brug for det alligevel. Hun havde allerede dræbt sin andel af flokken, så da Renata kom frem, stoppede hun op og så på Del med et roligt blik. Hun lagge godt mærke til den anspændte reaktion fra hende, ved lyden af en potentiel fjende der nærmede sig, men siden den hurtigt forsvandt fra hende igen, holdt Renata sig i ro, mens hun iagttog denne blods tilsølede kvinde, træde henover ligene fra hendes kamp.
Renata så ikke lige frem meget bedre ud, med adspredte skræmmer og skader fordelt udover hendes krop, såvel som blod fra en stor andel af hendes fjender, der var sprøjtet udover alle mulige dele af hende. I kampens hede var den slags komplet ligegyldig for hende, men nu hvor kampen var overstået, ville hun gerne have rengjort sit tøj, da det trossalt var det tøj hun normalt gik i til hverdag.

"Jeg har allerede opsnusset et spor eller 2 på ham, men for nu er jeg nød til at slappe af, planlægge mit næste træk, så jeg kan få den spasser ned med nakken, og skaffe den betaling han skylder mig!" sagde hun i en lettere træt tone, mens hun førte en hånd gennem hendes lilla hår, for at flytte noget af det væk fra hendes øjne der var fokuseret på Dels øjne. Det kunne sikkert være svært at aflæse, hvad der gemte sig bag det dybe blik i renatas øjne, men når det kom til stykket tænkte hun mest på, hvad hun havde oplevet med denne kvinde der stod foran hende. Renata vidste stadig ikke helt hvordan venskaber fungerede, eller hvordan de startede for den sags skyld, og hun havde svært ved at identificere, om Del kunne være en form for ven eller noget lignende.
"Men når alt kommer til alt, er det ikke fordi det er noget nyt for mig! Jeg har været i det her fag siden længe før Nicodemus blev født, og jeg vil sikkert stadig være her længe efter jeg har dræbt ham!" udover trætheden, var der også en svag antydning af noget andet i hendes stemme. Det krævede et opmærksomt øre, at opfange denne antydning af følelse i hendes stemme, men hvis man virkelig hørte efter, kunne man lige akkurat opfange den triste undertone, der udsprang fra en person som havde været alene i lang tid. Renata havde levet længe nok, til at se draconianere blive født og dø af en naturlig død, hun havde set tider skifte og byer gå fra små landsbyer til store byer, og i alt den tid havde hun bare været alene.

af **Delilah** Fre 15 Maj 2020 - 21:48

"Virkelig?"
Delilah hev snoren ud af fletningen, så det stramt flettede hår bølgede rundt om hendes ansigt. De mørke krøller omringede omgående den blodsprøjtede hud. En nærmest rødligt skær lå som streger igennem lokkerne, fra blodet, der var gledet ind i fletningen i løbet af kampene.
"Hvilke spor?"
Delilah trådte henover endnu et krop, så hun nu stod i nærheden af Renata. Elverkvinden så lige så hærget ud, som Delilah følte sig. Blodig, såret, fyld af irritation. Og det var længe siden, Delilah havde følt sig så levende. Hun kunne mærke blodet bruse i sine årer, og smerten fra alle sårene syde på hendes hud. Den euforiske duft af blod stod op fra de mange lig på jorden, og det gjorde hende ør. Hun havde brug for blodet. For smagen. For følelsen. Det skulle blande sig med smerten og adrenalinen, og minde hende om, hvordan man levede.
Hun rømmede sig. Hun kunne ikke vikle sig ind i de tanker. Ikke nu. Ikke foran Renata. Hun kunne ikke vise den svaghed. Ikke for nogen.
"Handler det virkelig stadig om pengene for dig?"
Endnu engang lod hun fingrene glide igennem de mørke lokker. Det halvtørre blod dannede klumper i håret. Hun sukkede og tørrede fingrene af i den tunge duster, hvilket bare resulterede i mere blod på hendes fingre.

"Hvor længe har du da været i faget?"
Delilah hævede et øjenbryn. Nicodemus var en dæmon, hvilket betød, at han potentielt kunne være meget gammel. Og hun havde en irriterende fornemmelse på, at han var meget gammel, siden han var venner med hendes far. Han havde en tendens til kun at snakke med de gamle, skræmmende folk.
Og Sean. Hvilket stadig irriterede hende grænseløst.
Hun kunne mærke trætheden på Renata, og hun vidste, at de snart skulle bevæge sig væk fra træerne. Af flere grunde. Én af dem var selvfølgelig, at trætheden var begyndt at tærre på dem begge to, men der var andre grunde. Såsom at solens stråler snart havde rakt ind mellem træerne, og snart ville folk begynde at bevæge sig rundt i gaderne.
Og de folk ville se de mange lig, der lå spredt ud over hele Terrorville District. Og hun havde i hvert fald ikke lyst til at være der, når skrigene og forvirring gik igang. Eller efterforskningerne. Især ikke den del. Det havde hun ikke brug for, når hun boede lige ved siden af det.
"Vi burde komme væk herfra. Solen står snart op."
Hendes blik gled hen mod Seans hus. Spørgsmålet var, om de ville gå ned i byen sammen, eller om de bare skulle splitte op, så hun kunne tilbage til villaen, inden nogen bemærkede, hun havde været væk.

af **Renata** Lør 16 Maj 2020 - 10:13

De trætte øjne så på Del, da hun spurgte til det spor det var lykkedes for Renata at opspore, i alt det virvar de havde været igennem. Sandheden var at hun til at starte med, ikke havde lagt mærke til sporet, selvom det bogstaveligt talt havde brændt på hendes arme, det var først efter hun havde gennem banket fyren, der havde videregivet Nicodemus's besked, at hun havde opdaget følelsen i de sorte tegn på hendes arme. Under de 20 år hvor hun var blevet eksperimenteret på, havde magikerne lavet nogle mønstre på hendes arme, der senere i hendes liv viste sig at være brugbare, når det kom til at opspore tegn på magi i hendes nærvær, og disse selv samme tegn havde reageret, fra det øjeblik hun havde trådt ind i lokalet med de 2 mænd.
"Nicodemus brugte en magiker til at forsvinde fra bunkeren, og det efterlod et aftryk af magi i det lokale de 2 mænd var i! Det tog mig et øjeblik før jeg bemærkede det, men da det først gik op for mig at jeg kunne mærke det, nærmest skreg det af mig, at en specifik signatur af magi var blevet efterladt i lokalet, så nu kan jeg finde ham gennem magikeren!" sagde hun mens hendes øjne fulgte Del, i takt med at hun trådte henover et lig, for at komme tættere på hende. Renata kunne se på hende at der var et eller andet over hende, som en følelse der sussede gennem hende, men som hun virkede til at holde for sig selv. Renata forstod sig ikke så meget på den slags, hun var ikke vant til at snakke med folk om særlig meget andet end arbejde, så hun undlod at spørge om det.

"Det handler altid om pengene lille dame, det at jeg kan dræbe ham er bare en bonus, der står som et eksempel for andre der overvejer at hyre mig! Et eksempel der burde fortælle folk, at hvis de prøver at snyde mig vil jeg dræbe dem for denne fornærmelse!" hun klappede blidt Del på hovedet mens hun sagde dette, da hun for en gangs skyld syntes det var sødt, at Del stadig troede på ideen om at der var mere til Renata, end bare hendes lyst til at tjene penge. Det kunne godt være at der var mere til hende, men når det kom til stykket var det ikke noget Renata selv så længere.
"Jeg kan ikke huske det længere, jeg har levet så længe at tid har mistet betydning for mig! Jeg kan lugte på folks livs energi, om de er ældre eller yngre end mig, men jeg ved ikke hvor længe jeg har levet, eller hvor længe jeg har været i faget!" hun vidste ikke rigtig hvorfor hun fortalte det her til en kvinde, der praktisk talt var en fremmede for hende. Kunne det være på grund af det de havde gået igennem sammen, siden de mødtes ved vampyrenes hus? Eller var det fordi de begge havde noget tilfældes, i form af det de lavede og den måde de behandlede liv og død på? Lige meget om der var en grund til det eller ej, var dette emne blot en årsag til tristhed i hende, da det fik hende til at tænke på alt den tid hun havde brugt på, bare at være alene hele tiden.

"Det lyder som en god ide at komme væk fra det her, jeg gider ikke at skulle forklare min forbindelse til endnu en massakre!" sagde hun i et olmt toneleje, der vist godt kunne understrege at hun havde prøvet det her før, hvis ikke det her eksakt så i det mindste noget lignende "Bor du et sted i nærheden hvor vi kan vaske os, eller foretrækker du at holde det lige så hemmeligt, som alt andet omkring dit liv?" hun prikkede Del i panden på en drillende måde mens hun rakte tunge af hende, da hun stadig ikke havde glemt hvor privat Del var, til trods for at hun selv stillede alle mulige spørgsmål om Renata.

af **Delilah** Tors 21 Maj 2020 - 18:39

"Handy."
Delilah lagde armene stramt over kors og vippede hovedet en smule til siden, så hun kunne lagde blikket glide henover Renata. Hun havde ikke tænkt sig at spørge ind til, hvordan det fungerede. Eller hvordan, hun kunne mærke magispor. Der var sket så meget i løbet af natten, og hun havde intet behov for at få for mange ligegyldige informationer. Det var ikke vigtigt, hvordan det fungerede. Så længe det fungerede.
"Kan du så følge sporet hen til ham?"
Delilah skiftede vægten fra det ene ben til det andet, så hendes hofte blev skubbet ud og den tunge duster bevægede sig bølgende om hendes krop. Hendes blik flakkede mod de døde kroppe på jorden. Hun ignorerede bevist deres ånder, der én efter én passerede forbi. Det var længe siden, hun havde lært at ignorere dem. Hun bemærkede knapt nok selv, at de eksisterede.
- Du skal tilbage, Neco. Du skal ikke ødelægge det med den baby.
Delilahs mave krøllede sammen ved Chayas stemme. Bare ordet 'baby' gav hende lyst til at fortsætte denne her hovedløse jagt på Nicodemus. Bare så hun ikke behøvede at tage hjem. Bare så hun ikke behøvede være en ansvarlig mor.

Delilah slog Renatas hånd væk, i samme sekund den strejfede hendes blodige hår. Hun himlede med øjnene. Renata var så dramatisk.
"Det lyder sgu trist. Hvad med adrenalinen? Kampen? Mysteriet?"
Delilah rystede på hovedet, så krøllerne dansede om om hendes hoved. Hun forstod ikke, hvorfor Renata gik så meget op i pengene. Penge var irrelevante. De var et biprodukt af arbejde. Hvad skulle man bruge pengene til? Hvad var så vigtigt, at man ikke kunne få det for få penge? Renata lignede ikke typen, der gik ud og brugte mange penge på fancy ting. Så hvorfor var pengene så vigtige for hende?
Delilahs røde læber krøllede sig op i et halvt smil, da Renata fortalte om, hvor gammel hun var. Hun mere end kendte følelsen. Delilah havde levet så længe, at dagene flød sammen til ét langt minde. Hun kunne ikke længere skelne mellem 5 år og 100 år. Den eneste grund til, at hun havde en nogenlunde fornemmelse for de sidste 8 år var, at hendes døtre blev større og større. Men igen handlede det om, at det kunne være lige meget. Alder. Hvad betød det? Man lærte ikke noget af et langt liv. Man lærte af at leve.
"Det handler ikke om, hvor længe man lever. Det handler om, hvornår man dør."
Delilah begyndte elegant at bevæge sig ind gennem træerne. Hun gik ud fra, at Renata ville følge efter hende ud mellem træerne og væk fra de bunker af lig, som ingen havde interesse i at blive forbundet med. Hver eneste bevægelse fik dusteren til at glide omkring hende, og håret til at flagre omkring hendes ansigt.
Hun blinkede til Renata, da hun spurgte, om de skulle tage hjem til hende.
"Ikke fordi jeg ikke rigtig gerne vil i bad med dig, men jeg synes vi skal finde en å eller bæk i nærheden. Folk bemærker det, hvis to blodindsmurte kvinder kommer valsende ind i en bygning."
Hun kommenterede ikke på, om hun havde et sted i nærheden. Det havde hun ikke. Teknisk set. Det var Seans hus, ikke hendes.

af **Renata** Fre 5 Jun 2020 - 3:12

"Hver gang magikere bruger deres magi, efterlader det spor på personens omgivelser, der kan følges og opsnusses lidt lige som et duftspor, kan følges af et væsen med en god næse!" svarede Renata træt, alt i mens hun bevægede sin arm lidt, da hun begyndte at kunne mærke sine muskler, efter at have dræbt alle de væsner. Det var i det mindste rart at mærke sin krop en gang imellem, det betød da at hun blev udfordret lidt, om hun hadet omstændighederne eller ej. I et kort øjeblik bemærkede hun godt at Del kom med en reaktion af en eller anden art, hun sansede en spøjs døds agtig fornemmelse over hende, mens det virkede som om at hun reagerede på noget, som Renata ikke kunne høre, men hun kommenterede ikke på det, det var hun for træt til at blande sig i lige nu.
"Hvis jeg ikke er i kamp eller i gang med en opgave er jeg som regel alene, bare fordi jeg er midt i en kamp som denne, har jeg har ingen grund til at føle den slags unødvendige ting!" Renata havde aldrig rigtig haft grund til at se noget spændene ved kamp, trossalt var hun blevet tvunget ud i træning siden hun var helt lille, så det havde givet hende en markant anderledes oplevelse af at være i kamp, i forhold til det Del oplevede.

"Det lyder som noget jeg ikke forstår! Livet er bare en helt masse af det samme, og døden er sikkert bare en masse ingenting!" sagde hun i et ligegyldigt toneleje, mens hun begyndte at gå ved siden af Del. Omend det til tider kunne være en smule irriterende, at hun stillede en masse spørgsmål og nærmest ikke svarede på nogen selv, for ikke at glemme de mærkelige tilnærmelser, som hun ikke rigtig forstod og som hun var vant til, plejede at komme fra irriterende pågående mænd, så var Renata begyndt at synes om hendes selskab. I det mindste var der noget ved Dels selskab der føltes rart, hun virkede som et væsen som Renata havde noget tilfældes med.
"I bad med mig?" gentog hun undrende og så på Del som om hun var mærkelig, da hun ikke forstod hvorfor Del, virkelig gerne ville i bad med hende "Du er blevet mærkelig igen, men i det mindste giver du mere mening den her gang!" hun gik i retning af vand, da hun kunne lugte fugten i luften som kom fra den retning. Så snart de kom til bredden, satte hun sig på knæ ved vand kanten, dyppede hele sit hoved i vandet for at skylde sit hår og ansigt, hvorefter hun begyndte at vaske blodet væk så godt hun kunne. Hun tænkte at hvis de alligevel var på vej hen til Dels sted, så kunne de lige så godt gå efter at vaske sig nok til, at ingen ville blive mistænkelige over dem på deres vej derhen, og så kunne de altid vaske sig færdig derhenne.

af **Delilah** Ons 1 Jul 2020 - 10:17

"Hm. Og hvor længe varer sådan et spor?"
Delilah hoved var begyndt at snurre. Hvornår var det sidste gang hun havde drukket noget? Og hvornår var det sidste gang, hendes krop havde absorberet andet end frygten i de døde og hadet før de døde? Hun kunne mærke det bore sig ind i hendes sjæl og bevæge hendes sindsstemning i en retning, hun ikke orkede lige nu. Der var alt for mange følelser involveret i det. Men det var den pris hun havde betalt for at være en Drevens. For at hun ikke længere skulle dræbe tilfældige folk for deres sjæl på den mest modbydelige måde. Hun ville langt hellere dø i kamp end i sengen, og hun havde en mistanke om, at de fleste andre var enige.
"Unødvendige ting?"
Delilah himlede med øjnene. Hun havde brugt hundredevis af år med sin far. Sin sindssyge far, der fik hende til at myrde hendes ene venner for at suge sjælen ud af dem. Sin sindssyge far, der tvang hende til at kæmpe tyve timer om dagen, så hun kunne være ham værdig, når han engang ville gifte sig med hende og voldtage hende, indtil han fik nye børn, han kunne torturere. Sin sindssyge far, der aldrig havde stoppet sin søgen efter hende. Hans perfekte lille mordermaskine, der skulle være den næste dronning på tronen.
Hun kendte præcis den følelse, Renata havde. Følelsen af at det var ligegyldigt. Alting var ligegyldigt. Men hun var kommet over det. Hun havde tvunget sig selv til at se det smukke i alt det, hun hadede, og det var den eneste grund til, at hun ikke for længst havde ladet en eller anden slå hende ihjel i kamp. Hun havde tvunget sig selv til at elske smerten og følelsen af at slå ihjel, for det var det eneste, hun havde haft. Det var den eneste måde, hun kunne overleve på.
Og Delilah var ikke sikker på, at Renata nogensinde kunne blive den fantastiske kæmper, hun havde potentialet til, hvis hun ikke også omfavnede det. Men hun kunne ikke tvinge hende. Det var noget, Renata selv skulle gå igennem. Så istedet brummede hun halvt og mumlede noget, der skulle være en skub i den rigtige retning.
"Nogle gange er man nødt til at lære sig selv at elske alt det, der ødelægger ens liv."

Delilah smilede svagt.
"Men hvis du er ligeglad med, om du lever eller dør, hvorfor kæmper du så imod, når du bliver angrebet?"
Det føltes behageligt, at de bevægede sig i det afslappede tempo. Som hendes værkende muskler fik en chance for at lave hverdagsbevægelser, hvilket langsomt pustede liv og energi tilbage i de brugte fibre. Hendes blik gled alligevel opmærksomt rundt mellem træerne. Det ville ikke være første gang, hun var blevet lullet ind i en falsk følelse af normalitet, før alt kaossen pludseligt hvirvlede om hovedet igen.
En halv klukken forlod Delilahs røde læber, da Renatas uvidenhed igen skinnede tydeligere end den stigende sol. Hun vidste ikke hvilken sten denne her elver havde boet under hele sit liv, men den sten havde i hvert fald ikke haft hverken seksuelle eller følelsesmæssige symboler tegnet på sig. Det var charmerende på sin egen mærkværdige måde, og Delilah havde ikke tænkt sig at bryde boblen lige foreløbig.
"Ja? Jeg syntes du virker som typen, der elsker at være bad med andre kvinder?"
Delilahs stemme sydede af en påtaget uskyldighed, som hun ikke kunne bære. Måske kunne hendes ansigt til nød godt vrides i en grimasse, der mindede om en lille piges uskyldighed, men hendes velformede krop kunne aldrig holde løgnen oppe. Det var nok succubusgenerne.
Delilah gled ned i bækken med alt tøjet på. Den kolde fornemmelse af vandet strømmede ind over den sårede, ømme hud og varmen i hendes krop sev ud og blev erstattet af en behagelig temperatur. Hun kunne mærke de tørre klumper af blod bryde af hendes hud og forsvinde i strømmen bag sig.
"Hopper du ikke med i?"
Delilah trak den tunge læderduster af og skubbede den op på breden, så den ikke forhindrede hende i at løfte armene og lade vanddråber glide over blodklumperne i håret og ned over den flødefarvede hud i ansigtet.

af **Renata** Lør 12 Sep 2020 - 1:04

"Det variere lidt fra magiker til magiker, men det fungere lidt lige som duft spor, bortset fra tiden det holder! Svagere magikere efterlader et svagere spor, derfor holder det kortere tid, mens stærkere magikere efterlader et stærkere spor, der holder længere tid, og som er nemmere at opfange!" svarede Renata med en tænksom mine over hendes ansigt, da det faktisk var første gang hun var blevet spurgt om den slags, og skulle forklare det for en anden person "Men modsat duft, hænger magi ved på en anderledes måde, det efterlader en slags spor, som jeg kan opspore nogle gange op til en uge senere!"
Ved lyden af Dels næste ord, var der endnu engang undren at finde i hendes ansigts udtryk, såvel som hendes øjne. Renata havde normalt ikke sine følelser med i kamp, måske med undtagelse af den vrede og mordlyst der blussede op i hende, når hun virkelig gik bersærk, men det kom mest af at hun var blevet trænet til at gøre sådan, da hun blev trænet i bersærker lignende kamp teknikker.

"Men.... der er ikke noget der ødelægger mit liv?" hun så på Del med sit undrene blik, mens hun lagge hovedet lidt på skrå "Jeg kæmper ikke fordi jeg er nød til det, eller for at overleve til at se i morgen, jeg kæmper fordi jeg får noget ud af det, og jeg får noget ud af det fordi jeg er god til at kæmpe! Du kunne tage din pistol lige nu, og skyde mig mellem øjnene hvis du havde lyst, og hvis jeg ikke når at dræbe dig først, ville jeg være ligeglad med at du dræbte mig! Jeg lever fordi jeg dræber! Jeg dræber fordi jeg lever! Hvis det lykkedes dig at dræbe mig lige nu, ville du kun gøre mit liv nemmere!" hendes øjne var skiftet fra det undrende blik, til et mere sten koldt blik i takt med at hun talte. Indtil videre havde Renata kun fundet en ting i hendes liv, som havde givet hende tilfredsstillelse, og det var at dræbe de magikere der havde dræbt hendes forældre, og tvunget hende gennem det lort hun havde oplevet, mens de havde holdt hende fanget. Alene derfor havde hun ikke rigtig noget i sit liv, som hun kunne lære at omfavne på samme måde, som Del havde lært at gøre med hendes situation.
Dette kolde blik forsvandt som dug fra solen, så snart hun havde færdiggjort sin sætning, og det var nærmest som om hun slet ikke havde ændret sig for et kort øjeblik siden, da Del nævnte at hun virkede som typen der elskede at bade med andre kvinder. Renata havde kun prøvet at "bade med andre" dengang hun var i fangeskab, hvis man da kunne kalde det at blive spullet ned med vand sammen med andre fanger for "at bade med andre".

"Hvor skulle jeg vide det fra, jeg har levet alene siden jeg slap fri fra magikerne, så jeg har aldrig prøvet at bade i nogen andens selskab!" sagde hun ufortrødent. Det var ikke fordi hun lagge fingre imellem, lige meget hvad Del havde at sige, men hvad kunne man også forvente af en person, der ikke havde opbygget nogle mentale filtre, på grund af hendes manglende sociale liv.
Renata så på mens Del hoppede i vandet. Da hun spurgte om hun ikke hoppede i sammen med hende, var Renata ikke sen til at reagere på det, så hun begyndte at fjerne de dele af hendes tøj, der kun ville være i vejen for en hurtig vask som denne. Hun løsnede knivholderen og daggerten, så hun kunne lægge det fra sig på jorden, hun fjernede sine sværd som hun lagge ved siden af, hvorefter hun åbnede stykket der forbandt rustninge ærmerne over hendes skuldre op, samtidig med at hun smed sine støvler. Til sidst smed hun slørholderen om hendes hofter, og smed det over sit udsgyr, hvilket afslørede hendes underklæde der var lavet i et let men ugennemsigtigt stof. Det lignede ikke ligefrem den slags underklæder de fleste gik med, da det kun dækkede det der var brug for at blive dækket.
Da hun tog ærmerne af, afslørede det mønstrene på hendes arme. De lignede en blanding mellem ar og tattoveringer lavet oven i hinanden, på en måde der måtte være smertefulde.

Nu hvor hun havde fjernet hendes udstyr, så hun meget mere feminin ud, og selvom hun i forvejen bar meget afslørende tøj, kunne man nu rigtig se hendes tonede muskulatur, der formede en krop der var bygget til at kæmpe. Ufortrødent gik hun ud i vandet til Del, så hun kunne begynde at vaske blodet af sig. Da hun vaskede sit hår, kunne man godt se en af grundene til hvorfor hun holdt det kort, da det var nemt for hende at vaske blodet ud, i forhold til hvis det havde været langt. Undervejs kiggede hun på Del, på en måde der nok afslørede at hun ikke var vant til, at vaske sig mens der var andre tilstede.
"Hvordan er det egentlig at spise af den fødekilde, du er vant til? Og er der nogen forskel, når det kommer til forskellen mellem succubus racen og drevens racen?" spurgte hun lidt nysgerrigt med en tone i hendes stemme der indikerede, at dette var noget hun rent faktisk havde tænkt på, men nok aldrig rigtig havde taget sig tid til at spørge nogen anden om.

af Sponsoreret inhold