The undercover world of stupid (Renata)

Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Som hun stod udenfor så Renata ind på palæet, samt grunden omkring det, med et roligt blik i hendes øjne. Hun havde fået til opgave, at indfange sønnen til stedets ejer, hvilket normalt var noget hun ikke gad, men hun havde alligevel taget opgaven, da de nævnte at knægten var en ung vampyr. Vampyre døde ikke af alderdom, hvilket betød at de teknisk set havde evige mængder af livsenergi, så længe de ikke var i en døende situation, så det betød at transporten af ham, også tillod at hun kunne nå at æde af ham, før hun afleverede ham til klienten i bytte for hendes betaling. Det at hun kunne spise en stor mængde af livs energi fra offeret, havde spillet en vigtig rolle i hendes accept af opgaven, da hun efterhånden var ved at blive ret sulten, mens denne rigmands søn virkede som et let offer at spise fra, og det at hun blev betalt en god nok sum, gjorde det umagen værd.
På grund af opgavens karakter, havde hun forberedt sig lidt på forhånd, ved at få fat i nogle af hendes kontakter, så hun kunne lave noget mad, med de evner hun regnede med at skulle bruge, til lige præcis denne opgave. Fordi hun havde haft mulighed for at gøre dette på forhånd, havde hun udover maden der hang i små poser, fra hendes bælte under hendes nederdel, også sine 3 muligheder for at suge evne energi fra andre til rådighed, i tilfælde af at det skulle blive nødvendigt.

Før hun gjorde noget andet, skubbede hun sin nederdel til side, åbnede en af poserne i hendes bælte, og tog en portion tørret kød ud af den, som indeholdte den første evne hun ville bruge, for at komme ubemærket ind på palæet, samt at finde målet hun var kommet efter. Hun spiste det imens hun fandt sig et mørkt spot, hvor hun nærmest forsvandt ind i mørket, mens hun mærkede hvordan hendes krop, absorberede evnen og lod den blive en del af hendes krop. Så snart hun havde spist op, havde hun nok energi til 5 minutters aktiv brug af evnen, som hun startede ud med at bruge af, da hun satte sine hænder mod jorden, og forsvandt ned i den ved at blive et med jorden. Hun bevægede sig gennem jorden i retning af palæet, til hun nåede ydre væggen, hvor hun var nød til at komme ud af jorden igen, til dels fordi hun skulle skifte fra at være et med jorden, til at være et med palæet, men også fordi hun maks kunne tåle at være et med noget, i op til 30 sekunder af gangen.
Hun så sig omkring, for at orientere sig om hvor vagterne var. I et kort øjeblik, syntes hun at høre noget fra et vindue lige i nærheden, som hun hurtigt opdagede var åbent, hvilket hun undrede sig lidt over. Hun havde dog ikke tid til at tænke over det nu, da hun kunne høre vagter lige rundt om hjørnet, så hun lagge sine hænder mod væggen, og forsvandt ind i den, lige akkurat før de kom rundt om hjørnet. Nu hvor hun var indenfor, var det tid til at lede efter knægten, så hun kunne få fingrene i den buffet af livsenergi, og tilfredsstille den brændene sult der fik hendes mave til at rumle, og som nemt kunne få hendes mund til at løbe i vand.

Hun nåede dog ikke langt i sin søgen, før hun nåede til en korridor, hvor der befandt sig en mistænkelig personlighed, hun ikke havde regnet med at finde her på palæet. Hun var nød til at komme ud af væggen snart, hendes 30 sekunder var ved at løbe ud, hvilket slet ikke gjorde det bedre, men så måtte hun vel tage tingene som det kom, omend det ikke passede hende særligt godt, at hun var nød til at vise sig for en fremmede, og så endda en mistænkeligt udseende fremmede, der ikke virkede til at passe ind her, som i hendes øjne kunne være en større risiko, end en person der i det mindste hørte til her. Hvis Delilah var opmærksom, ville hun nå at se øjnene der dukkede op på væggen, for enden af den korridor hun stod i, som blev efterfulgt af hendes hætteklædte hoved der kom ud af væggen, hendes overkrop og arme var det næste, og til sidst kom hendes ben ud, så hun kunne placere sine fødder solidt på gulvet. Hun kunne måske optage og bruge andres evne, men det gjorde ikke nødvendigvis at hun var lige så god til det, som den der ejede evnen, og med denne evne, kunne hun ikke blive et med med ting, samt adskille sig fra det lige så hurtigt, så for hende var denne evne ikke god i kamp, men måske en del bedre til snigmord og lignende.
"Du ligner ikke lige frem en der bor her, eller arbejder her! Og alligevel ligner du for mig en person, der er her for at arbejde!" sagde hun lavmælt i et fjendsk toneleje, der gjorde det svært for nogen der ikke stod i korridoren at høre hende "Jeg håber virkelig du er tættere på, at være en af de der kvinder af natten, end du er på at være en der er her, for at gøre mit job mere besværligt, end det allerede er i forvejen!"

De lettere mørkeblå øjne bevægede sig næsten ikke, men alligevel så de mere end nok, når det kom til denne fremmede kvinde, der stod foran Renata. Hun så hånden under læderduskeren, der så ud til at holde på noget der sikkert var en kniv, hun så pistolen der var rettet mod hendes hoved, fra det øjeblik der var en god mulighed for det, såvel som de brændene røde øjne, der var centreret på den sort elver, der nu var dukket op i deres brændene synsvinkel. Omend disse øjne sikkert kunne forføre såvel som skræmme de fleste, så var det ikke ligefrem hvem som helst der stod foran dem.
Renata af alle væsner, havde mistet det meste hvis ikke alt af sin frygt, ved hjælp af vold, eksperimenter og hårdfør træning, hun var for tykpandet til at frygte noget, efter at have set døden i øjnene i 20 år, og for det ikke skulle være løgn, havde hendes opvækst og manglende tillid til andre væsner, efterladt hende uden oplevelser, viden eller lyst inden for sex, så selv hvis disse brændene øjne indbød til andet end fare, ville hun være for tykpandet til at forstå hvad der foregik, lige som hun var nu, når hun stod foran denne fremmede.

"En afhentning og aflevering, ikke lige frem en foretrukken opgave, men da de sagde at pakken var en buffet race, og betalingen var god, kunne jeg lige så godt slå 2 fluer med et smæk!" til trods for at hun prøvede at holde en rolig og kontrolleret stemmeføring, kunne man alligevel høre på hende, hvad man svagt kunne se under skyggerne fra hendes hætte. At se en person med et våben peget mod hendes ansigt, og et andet klar i den anden hånd, gav hende altid en brændene lyst til at angribe, som en isnende morderisk lyst, der sneg sig frem i hende, så man allerede kunne høre det presse på i hendes stemme.
I det Delilah kom inden for de 3 til 4 meters rækkevidde, kom hun tæt nok på til, at Renata kunne dufte hendes kropslugt. Hun kom med nogle dybe indåndinger gennem næsen, hver af dem efterfulgt af en let udånding gennem munden, for at komme af med den overskydende luft, mens hun studerede denne fremmede kvindes duft, gennem hendes næses stærke sanser, der kunne opfatte noget ved andres duft, som man nok ikke fandt så normalt hos de fleste. Renata kunne dufte andre væsners livs energi, samt identificere den på samme måde, som andre kunne dufte forskellige retter af mad, og lige nu kunne hun dufte på Delilah, at hun var noget som Renata sjældent havde stødt på. Dæmoner var ikke noget nyt for hendes næse, men lige Delilah duftede ikke helt på samme måde, som andre normale dæmoner gjorde.

"Dæmon...... succubus..... drevens?" hviskede hun sultent mens hun snussede til luften, i retning af Delilah. Hendes mave begyndte at knurre, i protest om at hendes krop syntes, hun ikke havde spist nok på det sidste, og at hendes krop syntes det hun duftede, duftede virkelig godt for en sulten krop lige nu "Men hvad er den undertone.... det lugter lidt lige som.... rester af en fremmede livsenergi! Som et spøgelse... eller en ånd!" hun så mistænkeligt på Delilah, da denne fremmede undertone virkede yderst mistænkelig, for en som hende der havde stødt på den slags, nok gange til at kunne genkende duften, men sjældent støtte på den slags situationer generelt. Ved lyden af Delilahs næste forslag, stoppede hun med at tænke med sin næse og mave for en stund, da hun kom til at tænke på, at der var et solidt måltid, som ventede på hende et sted her i huset.
"At gå hver vores vej, kræver vel i vores tilfælde, at vi ikke er på vej i samme retning, så snart vi vælger at lade vores veje skildes!" svarede hun alt i mens hun lagge en hånd på håndtaget til et af hendes lange sværd, og den anden hånd på håndtaget til hendes jagtkniv "Jeg skal bruge ynglet i live, men jeg er ligeglad med alle de andre!"

Til trods for at Renata ikke var typen, der brugte særlig meget tid sammen med andre, kunne selv hun se på Delilah, at der foregik lidt af hvert inde i hendes hoved, om hun ønskede at man kunne se det eller ej. Dog, af selv samme årsag, var Renata nok også den sidste person der kunne regne ud, hvad noget af det hun så på en anden person egentlig betød. Så med et bestemt blik i øjnene, fulgte hun denne fremmede kvindes bevægelser, i takt med de ting hun gjorde, de gange hun snakkede, samt mens hun afventede respons på det hun gjorde og sagde, fra denne fremmede kvinde.
"Jeg var sulten længe før jeg mødte dig, men det ændre ikke på, at duften af en buffet race som dig, har den samme effekt på mig, som et varmt måltid mad har på en hver anden person der sulter!" svarede hun sultent, velbevidst om det faktum, at Delilah vist havde valgt at overse det Renata havde sagt relateret til hendes race. Et mistænksomt blik kom dog frem i Renatas øjne, da hun så kvinden reagere på hvad der først kunne virke som stilhed, den rene mangel på lyd, men for hende gav det mening at reagere på ting, selv når denne ting var manglen på lyd, for selv hun blev urolig ved manglen på lyd, da den slags som regel betød problemer. Hun mødte Delilahs blik, så snart hun kiggede tilbage på Renata, hvorefter mistanken i hendes blik blev stærkere, da hun hørte hvad Delilah sagde.

"Og hvordan havde du helt præcist tænkt dig, at vi kunne hjælpe hinanden?" hendes øjne fulgte Delilahs hænder, i takt med at hun endelig flyttede dem, men det var først da hun hylstrede pistolen, at hun selv fjernede sine hænder fra hendes våben, nu hvor Delilah havde fjernet hendes udtryk for fjendtlighed. Hun var ikke lige frem glad for, at kvinden trådte tættere på, men da hun nævnte at de måske var blevet opdaget, og at de kunne "gemme sig" ved at finde vej ind til ynglets værelse, kunne hun godt se logikken bag hendes ord. Hun valgte derfor at følge efter denne fremmede, hen til det værelse ynglet burde være i.
Så lydløst så muligt, bevægede hun sig ind på værelset sammen med Delilah. Hun nærmest skannede rummet med øjnene, til hun spottede knægten der lå i sengen og sov, hvilket gav hende et desideret sultent blik i øjnene, nu hvor hun var så tæt på det væsen, hun havde tænkt sig at spise af. Til trods for hendes udstyr og tøj, var det utroligt at hun kunne bevæge sig så hurtigt, og stadig være så lydløs, da hun på et øjeblik kom fra døren til sengen, så hun kunne gribe fat i knægten og sørge for han var stille, før han fik en chance for at larme.
Hendes hænder smeltede sammen med knægtens ansigt, så hun kunne smelte hans læber sammen, hun trak hænderne ud af ham igen, mens han var ved at vågne, og mens han stadig var desorienteret, smeltede hun hans hænder sammen med hinanden, såvel som hans fødder, så han ikke kunne flygte eller larme for meget, mens de befandt sig derinde. Det kostede måske 1 minuts evne energi, at gøre det lille trick, men siden hun stadig havde 3 minutter tilbage, gjorde det ikke så meget. Nu hvor han var passificeret, så hun over på Delilah mens hun rettede sig op, til den lave lyd af ynglet, der prøvede at panikke over situationen, uden rigtig at være i stand til det.

"Så du tænker altså, at vi måske kan arbejde sammen? Det ville jo til at starte med kræve, at jeg ved hvorfor du er her, nu hvor du ved hvorfor jeg er her!" startede hun med at spørge.

"Er jeg et varmt måltid? Uha da."
Delilah blinkede igen til kvinden, mens endnu et legesygt smil spillede om hendes læber. Hun kunne ikke lade være. Måske var det den absurde situation, eller bare følelsen af, at kvinden slet ikke forstod hendes hentydninger, der gav hende så meget lyst til bare at trække samtalen i en helt anden retning. Men hun havde et arbejde, hun skulle lave færdigt. Det handlede ikke om pengene, det havde det aldrig gjort. Det handlede om spændingen. Adrenalinen.
Så kunne hun altid gå tilbage til denne her samtale, som kvinden blev ved med at misforstå.
"Og hvorfor er jeg en ... buffet-race?"
Delilah bed sig i læben og lod blikket glide henover de mørke skygger. Hun fokuserede en ekstra gang på de sortklædte vægge. Bare for at være sikker på, at der ikke dukkede endnu en ubuden gæst frem. Hun havde ikke brug for at blive ledt ind i en fælde, og det ville ikke være første gang hun var blevet hyret i et forsøg på at slå hende ihjel.
- Neco, hun snakker om at spise dig. Hun er sindssyg. Så tag dog hjem!
Delilah åbnede forsigtigt døren ind til vampyrens soveværelse. Hun bevægede sig derind med lydløse, elegante skridt. Hun gled ind bag døren for at lade kvinden passere, hvilket hun også gjorde. Men hun trådte også til siden, så hun kunne observere hende. Hendes røde øjne brændte i mørket, og hendes blik fulgte kvinden hen til sengen.
Kvinden var interessant. Hun var speciel, det var der ingen tvivl om. Fra det mærkværdige valg af rustning til hendes misforståelse af Delilahs lidt for flirtende attitude. Delilah vippede hovedet en smule til siden og fulgte kvindens bevægelser, da hun bandt vampyren med hans egen krop. Og det var da også interessant, at kvinden havde de her evner. Men det var ikke dét, Delilah bed mærke i. Det var det sultne blik, der nærmest sydede i kvindens øjne. Det var et blik, hun kendte alt for godt.

Delilah undlod at svare på Renatas spørgsmål om, hvordan de kunne hjælpe hinanden. I stedet stillede hun selv et nyt spørgsmål.
"Er du ny i ... denne her del af byen?"
Delilahs tonefald lyste af, at hun ikke snakkede om den fysiske del af byen. Hun snakkede om den underverden af lejemordere og tyve, de begge var blevet hyret ind i. Delilah havde aldrig set denne her kvinde før, og hun havde alligevel været en del af branchen længe nok til at have mødt de fleste en gang før.
"Vent."
Delilah løftede afventende en hånd og rettede blikket mod vampyren på sengen. Det var ikke ligefrem normalt for en vampyr at sove om natten, og da slet ikke en blodsuger, der var en rigmandssøn med alt for meget magt. Der var noget galt.
Delilah lod sine sanser dryppe ned på jorden som vand, der bølgede henover trægulvet og op i sengen. De omringede manden i sengen fra alle vinkler. Det var ganske vist en vampyr. Stanken af koldt blod og følelsen af kulde var ikke til at tage fejl af. Men denne her vampyr var knapt nok blevet omvendt. Han kunne ikke være mere end en dag gammel. Hendes ekstra raffinerede næse kun endnu skimte et næsten forsvindende spor af menneskeblod i hans årer. Og hans hud var ikke isnende nok endnu.
Det var derfor, han havde sovet. Han var midt i sin transformation.
"Han er en nylavet vampyr. Det er ikke ham."
Delilah gled ned angrebsposition igen. Hendes blik scannede rummet. Hendes fingre greb fat i pistolen igen, og holdt den afventende frem. Der var helt stille. Ikke lyden af et åndedrag i nærheden af dem. Hun bakkede et par skridt væk fra døren, som om hun forventede, at den kunne brage op hvert sekund.
"Det er en fælde. Det må det være. For fanden da også!"

Renata forstod et eller andet sted godt, at der var et eller andet ved denne samtale som hun ikke forstod, men alligevel valgte hun at ignorere det, lige som hun altid plejede at gøre det. Det var måske sjældent at hun snakkede i længere tid med folk, eller i noget tid med folk, men det ændrede ikke på, at hun ofte oplevede situationer som denne, hvor hendes manglende viden om hvordan man var normal, gjorde at hun ikke forstod mere end hvad der blev sagt direkte.
Men i det mindste kunne hun leve med det, trossalt var det ikke fordi hun behøvede at opleve det, særligt længe af gangen, og hver gang det var ovre, kunne hun gå tilbage til at holde sig væk fra folk i fred, indtil hun havde en grund til at tage kontakt til folk igen, af den ene eller den anden grund.
"Vampyre, engle og dæmoner, har ikke evnen til at dø af alderdom! Så længe disse racer ikke bliver udsat for noget, der direkte slår dem ihjel, har de en evig mængde af livs energi til rådighed!" forklarede hun lavmældt, mens hun gik lidt væk fra vampyren, da et eller andet i hende allerede var begyndt at sanse, at der var et eller andet galt med ham her "Med en evig mængde af livs energi til rådighed, er du for mig, som en buffet er fede mennesker!"

For at være ærlig, vidste hun ikke rigtig hvorfor hun overhoved forklarede det her. Hun anede ikke hvem Delilah var, de var begge brudt ind i et hus, som de stod i lige nu, og hun havde ind til videre lagt mærke til, at denne fremmede kvinde ikke fortalt hende noget som helst om sig selv, så det eneste hun vidste om Delilah, var hvad Renata selv havde regnet ud omkring hende, eller opdaget med hendes sanser. Det var ikke lige frem en type, man burde stole nok på til, at stå og fortælle om sig selv til sådan uden videre.
"Du stiller mange spørgsmål om mig, af en person der nægter at fortælle noget som helst om sig selv!" bemærkede hun i stedet for at svare på Delilahs spørgsmål, før hun snussede til vampyren der lå i sengen, for at finde ud af hvorfor han virkede så mistænkelig for hendes sanser. Hun opdagede hurtigt det samme som Delilah kom frem til, nemlig at ham her umuligt kunne være den person, hun var blevet sendt ind efter, derfor var det ikke helt så overraskende for hende, da Delilah sagde vent. I en rolig bevægelse, skubbede hun sin nederdel til side, så hun kunne åbne den midterste pose, og tage brødet i den ud. Hun havde stadig 3 minutter tilbage af hendes nuværende evne, så med den nye evne der var i dette brød, ville hun havde ialt 8 minutters energi at gøre godt med, til den teleport evne brødet indeholdte. Hun spiste brødet mens hun så over på Delilah, da hun nævnte at dette var en nylavet vampyr, og at det sikkert var en fælde, og så snart hun havde spist færdig, kunne hun mærke den nye evne, som havde fundet sig til rette i hendes krop.

"Det her ligner en fælde, og lige meget om ham Nicodemus fjolset vidste det eller ej, så skal han betale for det her! Både med de penge han lovede mig, og den livs energi jeg hungre efter!" sagde hun med vrede brændene i hendes øjne. Nicodemus var navnet på ham der havde hyret hende, til at bortføre denne vampyr knøs, og til trods for at han virkede mistænkelig i lige så høj grad, som Renata hadet denne slags opgaver, havde hun sagt ja da belønningen for det færdige job, virkede for godt til at virke sandt. Nu kunne hun så se, hvorfor det virkede for godt til at være sandt.
"Hvis du stadig synes vi kan hjælpe hinanden, har du 10 sekunder til at få tungen på gled, hvis ikke du har lyst til at snakke, teleportere jeg ud herfra på stedet!" sagde hun roligt. Hun så afventende på Delilah, for at se om hun havde lyst til at tale, eller om deres møde ville slutte her.

"Virkelig?"
Delilah bed sig i læben og vippede hovedet til siden, så den lange fletning endnu engang sneg sig ned af hendes skulder. Hun kneb øjnene en smule sammen og betragtede denne elverkvinde. Kvinden havde afsløret mere om sig selv, end hun nok havde planlagt. Men for en gangs skyld var det ikke en negativ ting, at hun havde talt over sig. Normalt havde Delilah brugt informationerne til at manipulere eller ødelægge personen efter behov, men hun kunne faktisk bruge denne her kvinde på en anden måde. I hvert fald i denne her situation.
Så måtte manipulationen komme senere, hvis det var nødvendigt.
"Så du spiser livsenergi? Interessant."
Delilah kunne relatere til det. Hun kendte smerten ved at tage et liv, når man ikke regnede med det. Hendes havde dog oftere været i sengen, hvor hun havde mistet kontrollen og suget livet ud af kroppen på hendes partner. Hun var dog ikke sikker på, at denne her kvinde bekymrede sig så meget om det. Hun virkede i hvert fald ikke sådan. Men skindet kunne selvfølgeligt bedrage. Hvem vidste?

Et smil bredte sig langsomt over Delilahs fyldige læber, da kvinden endeligt kommenterede på Delilahs tøven til at snakke om sig selv. Nej, hun havde ikke givet kvinden én eneste information om sig selv. Det var der ingen grund til. Hun skulle have været inde og ude af huset på tyve minutter, og så skulle hun aldrig have set denne her kvinde igen. Planen havde været, at hun bare skulle manipulere hende ind i vampyrens soveværelse, og så kunne hun have slået ham ihjel og være smuttet ud af vinduet, inden de behøvede at kæmpe.
Delilah ville have vundet, klaret sin opgave og været væk, før hun kunne opspores igen. Men tingene havde ændret sig. Det havde været en fælde, og pludseligt gav det mening for hende at have en allieret. Så hun brød en af sine egne regler. Hun talte om sig selv med en totalt fremmed.
"Godt observeret. Nogle gange er det bedre at holde sin kæft."
Hun bakkede endnu et par skridt væk fra døren, der endnu ikke havde bevæget sig. Hendes blik gled hen mod kvinden, der tydeligt havde grebet ud efter sit våben igen.
"Mit navn er Chase. Jeg er lejemorder. Hyret for at dræbe ynglet."
Hun plantede fødderne solidt i jorden og pressede hælene mod jorden. Ved et enkelt vrid med hælene kunne knivspidser glide ud af de høje hæle og bruges i et dødeligt spark.
"Nicodemus?"
Delilahs muskler spændtes en smule, da hun snurrede ansigtet halvt om for at glo på kvinden. Musklerne i hendes kæbe blev hårdere, da hun bed sammen. Han havde arbejdet sammen med hendes familie før. Men det ville ikke ligne dem at forsøge at myrde hende. Især ikke nu, hvor der var en chance for, at hun ville komme til at bære et dæmonbarn. Det ville være hendes fars våde drøm. Men hun var bumpet sammen med ham flere gange, og det havde ikke været pænt nogen af gangene.
Men hvad fanden havde denne her kvinde med det hele at gøre?
"Hvorfra kender du Nicodemus?"
Delilah smilede svagt, da kvinden truede med at teleportere ud. Hun rettede ryggen en smule. Hendes blik flakkede igen over mod døren. Der begyndte at komme lyde. Lavmælte og dæmpede, som om de forsøgte at gemme dem, men der var helt sikkert nogle. De var sikkert ved at stille sig udenfor døren, så de kunne angribe, i samme sekund døren blev åbnet.
"Vi kan hjælpe hinanden med at finde ud af, hvad fanden der foregår. Og hvorfor."
Hun rettede pistolen mod døren og blinkede til kvinden. Igen dansede det legesyge, småseksuelle smil om hendes læber. Hun kunne ikke lade være. Det var adrenalinen og spændingen. Den gik lige igennem hende.
"Og en teleportering ud herfra ville være passende lige nu. Måske os alle tre?"
Delilah nikkede mod den nydannede vampyr på sengen. Hun var ikke sikker på, hun ville slå ham ihjel. Han havde ikke nødvendigvis gjort noget forkert - endnu. Men det ville være en perfekt distraktion, hvis de rent faktisk leverede ham til Nicodemus. Og så kunne de få nogle svar.
Og måske en god kamp, hvis alting gik godt.

Interessant.
Det var et meget simpelt ord for de fleste, men lige i dette tilfælde var det mere en grund til undren, der dukkede op i Renata da hun hørte ordet blive brugt, i relation til hendes spise vaner.
Hvorfor var det interessant at hun spiste livs energi?
Og hvorfor fandt Delilah det interessant, taget hendes baggrund i betragtning?
Trossalt levede en succubus af at spise sjæle, der i Renatas øjne nærmest repræsenterede det tætteste man kunne komme, på den reneste form af en persons livs energi, så selvom det var forskellige former for mad, mindede det alligevel meget om hinanden. Så at hun fandt Renatas "spisevane" interessant, var en årsag til mere undren hos hende, men det kom nok af at hun ikke så sig selv som interessant, og derfor ikke kunne finde nogle ideer til, hvad det var Delilah fandt interessant ved hende.

"Fantastisk! Her troede jeg det her kunne blive en hurtig opgave, med mulighed for et solidt måltid mad undervejs, og en fin betaling i enden, men selvfølgelig er det bare spild af tid!" hvislede hun vredt, da Chase havde præsenteret sig selv som en lejemorder, der var blevet hyret til at dræbe den selv samme vampyr, som hun var blevet hyret til at kidnappe. Det blev da heller ikke bedre af, at hun virkede til at kende denne Nicodemus type, da det fik Renata til at tænke, at hun enten var havnet midt i et eller andet plot, eller at denne fyr som minimum havde hyret dem begge, for at skabe kaos af en eller anden grund.
"Jeg kender ikke den nar, han var bare en der havde en opgave, som jeg valgte at samle den op, da han tilbød et ordentligt beløb, og nævnte at ynglet var en vampyr!" hun så over mod døren, da hun også kunne høre lyde derude fra, der godt kunne lyde som nogen, der gjorde klar til at angribe dem ved førdt givne mulighed. Med et blik bestående af en blanding mellem vrede, over den givne situation hun havde fundet sig selv i, samt hvad der normalt ville have været et tænkende blik, så hun på Chase alt imens hun foreslog, at de kunne arbejde sammen om at finde ud af, hvad der foregik her og hvorfor.
Personligt havde Renata bare tænkt sig, at teleportere sig vej til Nicodemus, så hun kunne flyve i flæsket på ham, måske afpresse ham for sin betaling, for så at afslutte hans liv før hun forsvandt ud i verdenen igen, men at vide hvad der foregik her, kunne måske være brugbart til fremtidig brug, så da Chase foreslog en teleport ud af det her sted, reagerede Renata med det samme.

Hun bevægede sig lydløst hen til Chase, greb fat i hendes håndled, trak hende så med tilbage til sengen, for så at lægge en hånd på vampyren, før hun aktiverede teleport evnen for at få dem væk. Teleporteringen var som at forsvinde ind i et komplet tomrum, hvor deres kroppe nærmest føltes som vand der blev slynget rundt, før de poppede op lige uden for grundens mur, hun fokuserede igen, så de forsvandt ind i tomrummet endnu en gang, bare så de kunne dukke op i en gyde et stykke væk. Hvert hop havde kun varet et par sekund af gangen, men set fra deres synsvinkel var det svært at definere, om det var 2 sekunder eller 2 minutter, på grund af den måde evnen gav en følelse af at blive slynget rundt i et tomrum.
Renata virkede lettere svækket efter de 2 hop, ikke fordi evnen krævede meget af hende, men fordi det krævede meget mere af hende, at bruge evnen sammen med 2 andre i stedet for alene. Hun mærkede efter for at finde ud af, hvor meget energi hun havde tilbage, blot for at mærke at hun havde spildt omkring 3 minutters værdig, på blot 2 hop med et par andre væsner. I det mindste havde hun stadig 5 minutter tilbage, så det gav hende lidt råde rum, men taget i betragtning af hvordan det her var gået ind ril videre, var hun stadig irriteret over hele situationen.

"Lad os så se hvad det her vampyr barn, har at sige omkring situationen!" sagde hun vredt, mens hun trak en af sine knive. Hun placerede en hånd over det sted hvor fyrens mund burde have været, så hun kunne spænde huden ud og skære en ny mund til ham, nu hvor hun ikke kunne bruge den evne, hun lukkede hans mund med til at åbne den igen. Smerten ved at hun gjorde dette, fik ham selvfølgelig til at skrige, så snart han var i stand til det, men med lidt vold i hendes måde at håndtere ham på, tvang hun ham igennem det og holdt så hånden over hans nye mund, indtil han var færdig med at lide, for at sænke larmen fra hans skrig.

"For mig betyder det stadig væk, at det var spild af tid, der er mange derude som gerne vil slå mig ihjel! Siden de fleste er døde i forsøget, alt i mens jeg stadig er her, går jeg ud fra at jeg kan være ligeglad med hvem der gider at dræbe mig, siden succes raten er på 0 procent!" sagde hun i et tonefald der var lidt mere roligt, omend man stadig kunne høre den brændene vrede i hendes stemme, der fungerede som den ild der holdt hendes brændene lyst, til at dræbe denne Nicodemus i gang.
Da Chase spurgte hvordan i helvede hun havde mødt Nicodemus, siden Renata ikke kendte fyren i forvejen, så hun på Chase med et roligt blik. Lige som i så mange andre situationer, havde hun mødt Nico gennem et netværk af folk, hvor kun nogle få væsner vidste hvordan man kunne få fat i hende, eller rettere hvor man kunne få fat i hende, mens resten af netværket var folk der havde hyret hende før, og vidste hvem de skulle have fat i, for at få fat i hende.
Hun arbejdede aldrig fast for nogen bestemt person, ingen vidste mere om hende end højest nødvendigt, og hun var altid alene.

"Han kontaktede mig gennem en af de få væsner, der ved hvordan man finder mig, lige som alle andre gør, når de har en opgave til mig! Som de fleste andre nye væsner, jeg ikke har arbejdet for før, sagde han at han havde hørt om mine egenskaber, og at han havde en opgave!" nu hvor denne opgave havde vist sig at være en fælde, havde opgaven ændret sig i hendes øjne. Det var ikke længere en kidnapnings opgave, som hun ofte hadet på grund af besværget, for hende var opgavens natur nu et mord, og Nicodemus havde gjort sig selv til målet.

"Åh lad vær med at pive, bare fordi den her version af teleportering ikke er dig, betyder det ikke at du bør udelukke alle de andre typer!" sagde hun roligt, mens hun alligevel arbejde på vampyrens mund. Da Chase begyndte at stille vampyren spørgsmål, kunne Renata mærke på hende at hun reagerede mærkeligt på ham. Hun forbandt det til at have noget med blodet at gøre, men hvorfor hun reagerede på den måde hun gjorde, kunne Renata ikke helt regne ud. Hvis der blev mulighed for det senere, kunne hun godt finde på at spørge ind til dette, men lige nu valgte hun at lade det ligge grundet den situation de var i.
"Jeg ved ikke hvem de er, jeg blev bare betalt for at lade dem gøre mig til en vampyr, og lade mig sove hos dem, indtil forvandlingen var gennemført!" svarede manden i et skræmt toneleje. Renata kunne godt høre på hele situationen, at den her fyr bare var en tilfældig fremmede, der ikke anede noget om hvad der foregik her, så i en hurtig bevægelse førte hun sin kniv ind i hans bryst, for at slå ham ihjel, hvorefter hun lænede sig ind over ham, og begyndte at suge det livs energi der var tilbage i ham. Set ude fra, så det ud til at en næsten ubemærkeligt lysende energi, bevægede sig ud af vampyrens krop og ind i Renatas mund, indtil hun havde spist de sidste dråber der var i ham, og han faldt død om. Hun tørrede sin kniv af i vampyrens tøj, før hun rettede sig op, vendte sig mod Chase, og satte kniven på plads.

"Jeg har tænkt mig at spore den stodder, lade ham betale for det besvær jeg har haft indtil videre, med den her åndssvage opgave, og derefter regner jeg med at dræbe denne Nicodemus!" hendes stemmeføring og måden hun bevægede sig på, indikerede at hun var blevet mere rolig og fokuseret igen, nu hvor hun havde fået noget at spise "Hvis du har lyst til at deltage, tror jeg godt jeg kunne leve med det! Dit selskab har været mere interessant end at være alene indtil videre, så jeg tænker det vel kunne være rart at fortsætte med dette!"

Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare, til deres samtale om at blive jagtet. For hende var det bare en ting der skete, folk der ikke brød sig om hende, af den ende eller den anden grund og i sådan en grad, at de ville have hævn over hende for noget hun havde gjort, eller bare gerne ville se hende død, af hvad der for hende var en ubetydelig grund. For hende var det bare en arbejds relaterede ulempe, som hun havde valgt at leve med, den dag hun valgte dette arbejde.
Det var først da Chase nævnte, at Nico havde kontaktet hende gennem systemet, at hun kunne komme på noget at sige. Hun nikkede let med hovedet, som en slags anerkendelse af at det var sådan hun var kommet i kontakt med denne fremmede, og ved lyden af hendes næste spørgsmål begyndte hun selv at tænke over, hvad der kunne have været grunden til, at hun var blevet valgt. Trossalt vidste hun bedre end nogen anden, hvad hun var i stand til, og hvad for en baggrund hun havde inden for faget, så selvom hun ikke vidste hvad denne Nico kunne have af planer, kunne hun måske regne noget ud, omkring hele denne situation de var havnet i.

"Sig endelig til hvis jeg tager fejl, men du virker ret bekendt med denne Nicodemus type, i modsætning til mig der ikke aner hvem han er, men bare tog den her opgave for pengene og maden!" sagde hun tænkende, mens hun så på Chase. Renatas pupiller virkede meget mere bemærkelses værdige, og for en med et opmærksomt øje, kunne man nok bemærke at hendes krop nærmest så yngre ud, end den gjorde før hun havde spist af vampyrens livs energi.
"Har du overvejet den mulighed, at den her fælde måske var beregnet specifikt til dig, mens jeg var hyret som værende en del af fælden? Jeg er trossalt blot en tilfældig morder der godt kan undværes, men mit ry taler ret godt for at jeg ikke har noget problem med at dræbe, især hvis nogen kommer i vejen for mit mål, så måske var planen at vi skulle støde på hinanden, blot for at vi ville angribe hinanden, fordi vores opgaver modstrider med hinanden! Denne kamp kunne nemt lede til, at vi enten dræbte hinanden, skadet hinanden så meget at vagterne kunne dræbe os, eller en situation hvor en af os dræbte den anden, hvorefter vinderen blev dræbt af vagterne! Hvis dette var fælden, betyder det at Nicodemus kom af med dig, alt imens jeg kom med i faldet, som værende en der ikke ville blive savnet, eller være et tab for ham!"

Hun så over på Chase og lagge hovedet lidt på skrå af hende, da hun bad Renata om at holde kæft, efter hun havde kommenteret på hendes reaktion på teleportering.
"Hold dog selv kæft dit pive dyr!" svarede hun uden det mindste tegn på fortrydelse i sin stemme, tværtimod virkede hun mere bestemt, nærmest som om hun selv var bekendt med følelsen af at opleve en evne, der havde dårlige virkninger på hende. Som et væsen der var i stand til at kopiere andres evner, havde hun trossalt oplevet meget, så hun havde for længst lært, bare at bide den slags i sig uden at pive.
Alt imens hun så på Chase lagge hun godt mærke til den måde hun opførte sig, nu hvor vampyrens blod var markant nemmere at dufte. Det var ret nemt at regne ud, at hun ikke reagere sådan på grund af mordet, eller fordi vampyren var død da Chase trossalt var snigmorder, hun havde sågar nævnt at hun var kommet for at dræbe ynglet, så Renata vidste et eller andet sted at hvad end denne reaktion gik ud på, så måtte det være noget med vampyrens blod at gøre.

Da Chase trådte tættere på hende, og begyndte at opføre sig på den måde hun gjorde, mens hun svarede på den måde som hun nu gjorde, så Renata på hende som om Chase var blevet komplet åndssvag. Hun daskede sågar Chases hånd væk med en halvvjertet bevægelse, som var det en irriterende flue, hvorefter hun begyndte at følges med hende, så snart Chase begyndte at lede vejen til Nicodemus.
"I succubus dæmoner er så mærkelige, og jeres hanner er ikke et hak bedre! De er nærmest desideret dumme, når de begynder at snakke!" mumlede hun olmt. Hun mente det ikke ondt, dette kom bare fra et sted bestående af manglende forståelse for, at det hun så når en succubus eller incubus flirtede med hende, rent faktisk var flirting og ikke bare en mærkelig måde, at snakke med andre på. Det blev heller ikke bedre af, at hun ikke anede noget om sex. Hun havde aldrig haft det, hun havde aldrig tænkt over at have det, og hendes manglende interesse for sex og potentielle partnere, gjorde det svært for en incubus såvel som succubus, at påvirke hende med deres naturlige evne, da der ikke rigtig var noget for deres evne at arbejde med.

Et så massivt skift i hendes humør, var nærmest åndsvagt svært at overse, selv for en person som Renata, der til tider godt kunne være ret tykpandet, når det kom til andre personers følelser. I Renatas hoved måtte hvad end der gik igennem Chases hoved, være noget der påvirkede hende ret meget, siden det kunne få hende til at gå fra hendes førhen gode humør, til dette trist udseende humør. Hun valgte dog ikke at kommentere på det for nu, hun gad ikke at skulle til at grave i en fremmede kvindes fortid, under deres nuværende situation, eller gøre hvad end normale væsner nu gjorde, for at hjælpe en der var i et trist humør.
"Om han vil have dig dræbt, afleveret til en eller anden, eller noget helt tredje, så ændre det ikke på det faktum, at jeg gerne vil dræbe ham! Og hvis jeg kan skaffe nogle penge for besværget undervejs, ville det kun være bedre!" denne sætning startede godt nok ud med, at blive sagt i en hævngerrig stemmeføring, men da hun nåede til at sige penge delen, blev Renatas stemmeføring mere eftertænksom, omend der var noget ved den måde hun sagde det på, der godt kunne give en skræmmende følelse af, at hun nok var den sidste til at bekymre sig om en anden persons liv. Det kom nok som en side effekt af, at hun ikke lige frem havde særligt mange venner, faktisk havde hun kun en ven, en elver kvinde hun havde mødt for nyligt, som havde været sød mod hende, og udover hendes mangel på et ordentligt social liv, kunne det nok også være et problem, at andre levende væsner var for hende, som et måltid mad var for disse selv samme væsner.

Da de nåede frem til indgangen ind til bunkeren, kunne hun godt se på det hele, at Chase måtte have været her før, siden hun var gået direkte til denne dør, som ellers så ud til at være svær at bemærke. Hun så på Chase da hun virkede i et bedre humør, over det modspil Renata gav hende, samt hendes kommentar omkring succubus racen. Da Chase nævnte deres hanner var dumme, skulle hun i et kort sekund til at være enig, men stoppede så ved lyden af hendes kommentar omkring hunnerne.
Et undrende udtryk kom over hendes ansigt, som passede meget godt med det blik hun sendte i retning af Chase, da hun snakkede om at hun ville vise Renata noget senere, som omhandlede hvor fantastiske hunnerne af hendes race var.
"Hvis det er lige som det hannerne altid vil vise mig, hvad end det så er, så kan du vise det til dit spejlbillede, for jeg vil helst være fri!" sagde hun i et mere olmt toneleje, der nok tydeligvis indikerede, at hun ikke anede hvad det var folk ville "vise" hende, når det kom til sex. Det var nærmest som om at hendes manglende viden om sex, skinnede hårdere og hårdere igennem, jo mere man prøvede at komme ind på emnet, uden rent faktisk at sige ordet. Hun var som den perfekte modsætning til en nymfoman, der hellere ville lave alt andet i verdenen, end at følge med nogen ind i et soveværelse.

Da de kom ind i bunkeren, så hun sig lidt omkring mens hun hørte Chase byde hende velkommen til bunkeren. Hun trak roligt hætten tilbage, så hendes spidse ører kom ud af åbningerne i den, som de normalt stak ud af, og så hun fik et bedre udsyn til siderne, nu hvor hun forventede at skulle kæmpe mod nogen. Så snart de første 3 vagter dukkede op, var det som om en kontakt blev flippet i Renatas sind, da krigeren i hende vågnede op for fuld skrue.
Som i et blink med øjnene, forsvandt Renata og dukkede op i en svingene bevægelse, da hun teleporterede sig frem mod den midterste vagt, og nu havde benene låst om hans hoved, mens hun snurrede sin krop rundt med sådan en kræft, at manden fuldte med, og snublede over sig selv. Da Renatas hænder rørte jorden, kom der et knæk fra mandens nakke, da hun fik drejet hans hoved mere end hans krop kunne tåle, før hun satte af med benene fra ham, så hun kom op og stå på hænderne, før hun placerede sine fødder på jorden, så hun stod med front mod de 2 andre, i en position der lignede en gepard som skulle til at springe på sit offer.

I det de så gik til angreb, sprang hun frem og nikkede den ene en skalde i brystet, for at slå luften ud af ham, og det var nu hendes valg af rustning virkelig kom til bekendelse. Hvis vagterne prøvede at angribe hendes korpus, blev angrebene enten undviget med hendes smidighed, hvilket ville være umuligt med en solid rustning på, eller afværget med hendes arme der var dækket af rustning, og nærmest hver eneste bevægelse hun lavede, førte videre til en ny bevægelse, enten i form af et mod angreb, eller en anden nødvendig bevægelse. Efter blot et par minutter, havde hun allerede fået flere slag ind på vagterne, slået den ene halvt bevidstløs så han lå på gulvet, og med kun en tilbage kunne hun trække sin kniv, dræbe den sidste stående ved at skære hans hals over, hvorefter hun vendte sig mod den sidste, for at færdiggøre kampen med hans død.
"Jeg trængte til at varme lidt op, før det endelige mål! Kunne du være så venlig at vise vej lidt endnu? Og hold dig endelig ikke tilbage, skulle der komme nogen i vejen!" sagde hun mens hun rettede sig op. Hendes øjne nærmest glimtede da hun så på Chase, og der var noget intenst over hende, nu hvor hun i sandhed kunne udfolde sig, og få afløb for den vrede hun havde fået over problemerne, denne opgave havde skabt hende. Hun strakte let sin krop, hvilket kortvarigt inkluderede at hun struttede med brystkassen, mens hendes mavemuskler blev mere markante, før hun igen slappede af i kroppen, og nu lignede en der var klar til at følge Chase igennem denne bunker.

"Man kan sagtens leve uden, men med penge kan man gøre livet nemmere! Og siden penge kan være nemme at skaffe i denne branche, når man har mine egenskaber, hvorfor så ikke nyde godt af dem?" sagde hun med et let smil på læben. Det var ikke fordi hun var besat af penge, omend hun var glad for at have det ved hånden, det var nok mere det faktum at hun allerede nu, havde puttet arbejde i at gennemføre denne opgave, blot for at finde ud af at det hele var en fælde. Hun satte trossalt en værdig på hendes evner, hver gang hun tog en opgave, så når modparten gik imod aftalen på nogen måde, var det for hende det samme som at blive spyttet på, hvilket blot rettede hendes vrede mod dem.
"Jeg ved ikke hvad jeg håber mest på: at der er mere end et par skillinger, eller at der er mindre! Hvis der er flere, bliver jeg tilfreds og han dør hurtigt, hvis der er færre bliver jeg mere sur, og så bliver det en laaang dag for Nicodemus, før jeg dræber ham" hun virkede lidt mere tænkende, som om hun rent faktisk funderede over, hvad hun ville gøre ved ham. Hun stoppede dog med disse tanker, da hun hørte en velkendt sætning, komme over Chases læber "Haha sjovt, du er som snydt ud af næsen på hannerne, men du har bryster og langt hår!" bemærkede hun med et dovent blik i Chases retning, og måske antydning af drilleri i hendes stemme, om hun var bevidst om det eller ej.

"Det kan være rart med flere, bare så længe det ikke bliver for meget, jeg vil gerne gemme en god andel til værten, så han ikke går glip af noget!" glimtet i hendes øjne var ikke til at tage fejl af. Hun havde en brændene lyst til at dræbe, en tørst der lige nu kun kunne slukkes, ved indtagelsen af Nicodemus's livs energi.
Da deres bevægelse gennem bunkeren blev forstyrret af flere personer, ventede Renata et øjeblik mens Chase dræbte de 2 første, hvorefter hun angreb de 2 andre. Hun greb armen på den ene da han slog ud mod Chase, brækkede armen på ham og plantede så et sollidt slag, lige i struben på den anden, så han var beskæftiget mens hun dræbte ham med den brækkede arm. Hun tvang manden op mod en væg, slog ham med en knytnæve i nakken, og blev ved sådan et par gange mere, ind til hans nakke knækkede så han døde. I en hurtig bevægelse, trak hun dog sit sværd, da den sidste prøvede at hoppe på hende, så hun kunne rette det mod ham og lade ham dræbe sig selv. Hun så på ham med et skuffet blik, som han faldt sammen efter hun havde trukket sit sværd ud af ham.

"Det er tilladt at være dum, men det der var åndssvagt dumt, selv for en hjernedød!" sagde hun mens hun så på den sidste af dem. Hun trak dog på skuldrene, trådte henover de døde kroppe, og så på Chase "Kom så, lad ikke dumheden stoppe dig! Vi har en idiot der skal frigives fra hans evne til at leve!" så snart Chase begyndte at gå igen, ville hun følge med. Skulle der komme nogen andre i vejen, var hun mere end villig til at flyve i flæsket på dem, og dræbe hvad end Chase ikke dræbte.

"Alkohol virker som lidt af et spild, det er spiseligt men har ikke rigtig den samme værdig som mad, lige som mad er det midlertidigt, så det forsvinder nemt, og det bedøver sanserne, så det gør blot en midlertidigt dummere og nemmere at dræbe!" sagde hun roligt. Det var vist ret tydeligt for den opmærksomme sjæl, at hun havde haft lidt for meget tid, i en verden hvor hun måtte klare sig selv, og finde ud af hvordan ting fungere på egen hånd, for jo mere hun snakkede om ting, jo nemmere var det at høre, alle de underlige holdninger hun havde dannet sig, i en verden uden særligt mange input fra nogen, hun kunne kalde en ven.
"Jeg gider ikke høre om dine andre dele! Din race er alle sammen ens, i vil alle sammen vise mig et eller andet, jeg ikke gider at se!" svarede hun lidt slukøret, da hun var ved at blive træt af denne samtale. Hun havde mødt sin fair andel af væsner, der ville have sex med hende, og selvom hun sikkert havde skudt en god andel af disse forsøg i sænk, uden overhoved at have en eneste ide om, at en person prøvede at score hende, så var der stadig en portion af dem, som havde ledt op til det på forskellige måder, eller sagt det lige ud til hende, men alle sammen uden held. Efter at have oplevet det så mange gange, kunne det nemt blive trættende, at støde på endnu en person, der virkede til at ville noget med hende, som hun ikke rigtig anede hvad var.

"Jeg har bemærket at de er ikke alene om at være hjernedøde, i tide og utide, er de er bare de mest bemærkelsesværdige!" sagde hun eftertænksomt, mens hun fulgte efter Chase ned af gangen. Hun havde oplevet lidt for mange væsner, der var dummere end snot, på den ene eller den anden måde, nogle gange var det svært at se et mønster, men i andre tilfælde kunne det nogle gange godt virke som om, at en specifik race virkede dummere end alle de andre.
Da hun informerede Renata om, at der plejede at være flere vagter, nikkede hun mens hun blev mere opmærksom på sine omgivelser, end hun allerrede havde været op til nu, bare i tilfælde af at der kunne være brug for det. Da de kom til lokalet med de 2 mænd, så Renata mistænkeligt på dem, da hun hurtigt kunne se at ingen af dem, var den mand de var kommet efter. Dog ændrede hendes blik sig en hel del, da en af dem sagde hendes navn. Kortvarigt var der forvirring i hendes blik, ved navnet Delilah da hun ikke genkendte navnet, men lyden af hendes navn bragte vreden op i hende.

Hun kontrollerede sit humør lidt endnu, så hun kunne åbne sin tredje pose, tage maden op af den og spise den, mens hun med rolige skridt gik hen mod de 2 mænd. Så snart hun havde slugt den sidste bid, vidste hun at hun havde energi til 9 minutter og 45 sekunder, i den sidste evne hun havde bragt med til denne opgave. Hun havde godt nok taget den med, fordi evnen var god til kamp, men hvis brugt korrekt kunne denne evne sagtens bruges til tortur, og hun var mere end vred nok til at torturere disse 2 fremmede. Da hun nåede hen til stolene, strøg hun begge stole på ryglænet, hvilket fik begge ryglæn til at lyse der hvor hun havde rørt dem, indtil hun havde trådt et skridt tilbage, lige før stolene eksploderede fra der hvor de lyste, og smed begge mænd fremad.
"Godt så! Nu hvor i ved hvad jeg kan gøre, er det blevet tid til en lille leg!" sagde Renata i et toneleje, der kunne løbe koldt ned af ryggen, med en undertone af brændene vrede over, ikke at finde Nicodemus herinde, men derimod 2 væsner der virkede til at vide hvem hun var "Jeg har tænkt mig at stille nogle spørgsmål! Hver gang jeg får et svar jeg ikke er tilfreds med, eller slet ikke får noget svar, vil en af jer opleve hvordan det føles, når jeg bruger min evne på en af jeres kropsdele! Hvis jeg derimod får et tilfredsstillende svar, får i lov til at beholde hvad end i har på det givne tidspunkt, er det forstået?"

For nu, valgte Renata at lade deres samtaler omkring alkohol og dumme væsner ligge, da de kom til døren, de kunne trossalt altid samle den samtale op senere, skulle det blive nødvendigt at fortsætte. Da de stod indenfor, og Delilah nævnte det med hendes navn, så hun over på hende, med et halv komisk vredt ansigt.
"I det mindste kaldte jeg ikke mig selv ved et drenge navn, såsom Chase dit kødhoved!" fordi hendes vrede ikke var rettet mod Delilah, virkede dette skift fra hendes vrede selv, til det humør hun viste overfor Delilah nærmest mere som et komisk indslag, fordi det ikke passede ind i den givne situation. Hun vendte derefter tilbage til sit vrede humør, gjorde sin ting mod mændene, men blev så afbrudt endnu engang, da Delilah stoppede hende, for at få en besked fra disse mænd.

Efter lyden af denne besked, skete der en stor ændring i Renatas humør, som tydeligt var aftegnet i hendes ansigt, med noget der lignede en blanding af glæde, og galskab i sin reneste form. Så snart Delilah flyttede sig, nærmest sprang hun på ham der havde givet beskeden videre, satte et knæ mod hans brystkasse, og tvang ham til at gentage beskeden, bare så hun kunne være helt sikker på, at hun hørte helt rigtig. Hun udbrød et nærmest vanvittigt grin, da han havde sagt det igen, før hun begyndte at banke løs på mandens ansigt, mens hun lignede en der gjorde det af glæde.
"Det... her... er... fantastisk!" sagde hun med aggressiv glæde i hendes stemme, mellem nogle af hendes slag, som hun først stoppede med da hun havde banket ham ihjel. Hun rejste sig op mens hun trak vejret dybt, for at komme sig over den forpustelse hun havde fået, før hun vendte sig mod den anden, og knejsede med sine blodige fingre "Godt så, den herlige besked betyder, at du har lidt under et kvarter, til at fortælle mig hvad jeg vil vide! Hvis du gør det rigtige, lader jeg dig slippe, hvis ikke vil jeg slå dig ihjel før jeg går ud og dræber den patetiske magiker, jeg har brugt så lang tid på at lede efter!"

Dette voldsomme skift i hendes humør, kom af at hun havde brugt lang tid på at finde og dræbe, de magikere som overlevede hendes flugt fra forsøgs fængslet, og som stadig ikke var døde af alderdom. Der var næsten ingen af dem tilbage, og lige meget hvilken af de tilbage værende magikere, der var på vej her hen, så var hun ekstatisk ved tanken om at dræbe endnu en af dem, siden det var så længe siden, hun havde dræbt en der rent faktisk kendte hendes fortid.
Alt efter hvordan den stadigt levende mand reagerede, ville hun torturere ham ved at eksplodere små dele af hans krop, indtil han fortalte Renata alt hvad han vidste om Nicodemus, og hvordan man fandt ham. Lige meget hvor meget han fortalte, var der dog en ting der var sikkert, og det var at så snart der var gået næsten 15 minutter, siden den døde gut havde fortalt beskeden, ville Renata dræbe den sidste med en kniv, også selvom han havde fortalt alt, da hun ikke ville have at han løb tilbage til Nicodemus, for at fortælle hvad han havde sagt til dem. Derefter rettede hun sig op, gik hen til Delilah og trak hendes pistol, så hun kunne åbne op for der hvor patronerne var, røre ved dem alle sammen så de blev eksplosive, lukke den igen og aflevere den tilbage til Delilah.

"Dine patroner er nu eksplosive, så de eksplodere så snart de rammer hvad end du peger på! Jeg regner med at den info Nicodemus tror han har på mig er forkert, siden han troede det var en god ide at sende en af magikerne direkte til mig, men jeg har tænkt mig at dræbe den idiot, for det lort han gjorde mod mig og mine forældre!" sagde hun i et nu skræmmende roligt humør, og med et mildt smil på hendes læber, som om hun havde genvundet fatningen, ved hjælp af det sidste kvarters tid, med den fyr hun nu havde dræbt.

Nu hvor de stod i en situation, hvor hun var nød til at sætte Nicodemus situationen på pause, for at tage sig af det problem han havde skabt for hende, var Renata begyndt at overveje situationen. Hun havde godt hængt sig i, hvad Delilah nævnte tidligere, angående at Chase var hendes efternavn, men hun havde ikke tid til at overveje den slags nu, da der var en forestående kamp, som hun var nød til at fokusere på. Hun vippede hovedet, så hun rettede et øre i retning af Delilah, da hun snakkede igen.
Hun havde ret. Det var en dårlig position at være 2 alene, mod en ukendt mængde fjender, i så små omgivelser og med kun en udgang som de kendte til. Derfor lavede hun et hurtigt valg om, at de skulle ud herfra så hurtigt så muligt.
"Kom så vi må hellere komme videre!" sagde hun med en fokuseret tone, der kom af at hun nu var klar i hovedet, og fokuseret på den nuværende situation. Hun satte i fuld firspring ud af lokalet, og videre ned af gangen i den retning de kom fra, om Delilah var med hende eller ej. Hun kunne allerede mærke på sin krop, hvor meget hun havde brugt den, men hvis hun ville overleve denne nat, og have sin hævn over denne magiker, måtte hun bide det i sig lidt endnu, og gøre hvad end der nu var krævet, for at dræbe det dumme svin og overleve længe nok til at komme væk.

De var heldige. Hvis man da kunne kalde det held, at de kom til døren, før deres nuværende problem var kommet ind, men det var vist også så langt, som deres held kunne nå for dem, da man kunne høre nogen udenfor. Renata stod stille ved døren, mens hun fik vejret og tænkte sig om, hun måtte finde en måde hvorved hun effektivt kunne bruge det sidste af sin nuværende evne, således at hun kunne bruge det med mest muligt resultat. En hurtig tanke ramte hende, hvilket fik hende til at gå ind i det nærmeste rum, hvor hun samlede en helt masse små genstande. Hun greb også et stort stykke stof, som hun lagge tingene på, mens hun aktiverede sin evne på dem, så alle tingene blev forvandlet til individuelle bomber.
Så snart hun løb tør for sin evne, foldede hun stoffet rundt om tingene, så det dannede en byldt, som hun kunne tage med sig hen til døren. Hun havde bevidst undladet at binde byldten, men hun holdt den lukket ved at holde den, på den måde som hun gjorde, da hun havde en plan om at tingene skulle spredes over et større område, for mest mulig effekt. Hvis Delilah var fuldt med hende, ville Renata se på hende med et blik, der nærmest brændte igennem af selvsikkerhed, et blik der indikerede at hun havde tænkt sig at kæmpe for at vinde, lige meget hvad det krævede.

"Udover livsenergi, kan jeg også spise energi fra magiske evner, og derved kopiere evnen så jeg kan bruge den midlertidigt, men jeg kan kun gøre det 3 gange, så hvis du har nogen magiske evner, ville det være rart at vide nu!" sagde hun selvsikkert, mens hun lagge en hånd på dørhåndtaget til den tunge dør "Når det så er sagt, har jeg ind til videre tænkt mig at åbne den her dør, gå derud så jeg kan se hvad vi har med at gøre, og når situationen byder sig, vil jeg smide den her byldt med skrammel, så de eksplodere udover det hele og skaber en masse kaos! Min plan er at dræbe magikeren og slippe væk herfra, hvis du gerne vil have det, kan jeg godt prøve at få din far med i faldet! Men om alting er og hvor meget det end strider mod min natur, tror jeg for en gangs skyld på at mine odds er bedre, hvis du er villig til at kæmpe med mig!" hun afventede Delilahs svar, for at se om hun var med på at kæmpe sig vej ud herfra. Lige meget hvad Delilah valgte ville Renata først åbne døren, når hun havde hørt hendes svar på planen, og havde reageret i følge det Delilah nu engang valgte.