The hunter and his prey - Lori

Sted: Angerforge District, Loris hus
Tid: sen aften
Vejr: køligt men vindstille.
Påklædning: den sædvanlige læderjakke, beskidte, sorte bukser og læderstøvler.

Tag: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Kace havde efterhånden været på mange jagter i sit liv, og selvom vampyrer var hans primære mål, gik han sommetider også efter andre racer - man måtte trods alt tage, hvad man kunne få. Denne gang var det en dæmonjagt, som en af hans kollegaer havde hevet ham med på. Flere kollegaer faktisk, men han kendte kun den ene, der var blevet tilbudt jobbet. Arbejdsgiveren havde givet udtryk for, at denne dæmon var stærk, og at det nok ville kræve mere end én person at nedlægge den, så de var taget hele fire afsted.
De havde alle forsynet sig med masser af våben, inden de tog afsted, og Kace mærkede sin blodlyst vokse, som de nåede tættere og tættere på deres mål - lige indtil han fik øje på huset, som en af de andre pegede på. Loris hus. Det var åbenbart der, de var blevet fortalt, dæmonen holdt til.

Kace mave snørede sig sammen i ubehag, og den hjerne, der ellers sjældent for alvor blev taget i brug, kæmpede nu for at finde på en plan, der kunne få de andre lokket væk fra huset. Bare i en stund, så Lori kunne nå at stikke af. Han forsøgte først at foreslå, de burde vente, til det var nat, men det blev ikke taget godt imod. Derefter påpegede han, at huset så mørkt ud, og at dæmonen nok ikke var hjemme, men det stoppede dem heller ikke. Da de listede rundt om huset for at kigge ind af vinduer og tjekke efter liv, prøvede han lige så stille at banke på ruderne for at advare Lori, men der var ingen reaktion.
Da de indså, at der nok ingen var hjemme, lirkede en af dem - en muskuløs kvinde, Kace ikke kendte - låsen op, og de sneg sig alle indenfor. Kace bumpede med vilje hoften ind i en kommode for at lave så meget larm så muligt for at vække Lori, hvis nu han var hjemme og lå og sov, men det resulterede ikke i andet end et vredt blik fra de andre, der hurtigt vendte tilbage til at undersøge huset efter deres fangst. Kace listede rundt alene. Forsøgte soveværelset, forsøgte ovenpå, hviskede panisk hans navn, men der var ingen svar.

"We'll stay here. It's bound to come home at some point, right? Come on, let's place some devil's traps," sagde en af dem, og de begyndte alle at finde stof med malede pentagrammer på frem og placere dem strategisk under tæpper og steder, man nemt kunne misse dem.
"I'll take the entrance," skyndte Kace sig at sige, da det var der, han umiddelbart regnede med, Lori ville træde ind, når han engang kom hjem. Lagde pentagrammet under tæppet i den lille hyggelige entré og skubbede med vilje et hjørne om på vrangsiden, så Lori ikke ville blive fanget i det. Så var ét problem da løst.
Han bed sig nervøst i læben, stadig i tvivl om, hvad fanden han skulle gøre, og stillede sig hen i indgangen til stuen, "guys, don't you think this place seems a bit too... cozy, huh? I mean, it's not exactly a demon'ey house." Han hævede spørgende øjenbrynene og håbede, de ville bide på den, men en af dem rystede bare på hovedet, "it's probably not its home. I bet it killed the former owner."

Det havde været en lang dag i butikken! En alt for lang en faktisk! Egentlig havde han jo haft ansat en til at stå i butikken, så han selv havde mere fritid. Men de mange naturkatastrofer, havde mange mistet både hus og familie. Og den unge mand han havde haft ansat, havde valgt at rejse til en anden by! Så nu stod Lori selv med butikken igen!
På den ene side var det rart at være tilbage! Men på den anden side, så var det udmattende! Særligt på det sidste, hvor hans krop ikke havde det for godt!...
Nu var det heller ikke fordi hans hovede havde det super! Den seneste tid, havde han ændret sig! For hvorfor blive ved med at være så sød og omsorgsfuld, når folk alligevel bare forlod ham?

Det havde taget ham længere tid end normalt! Han havde været forbi en af de mere skumle handelspladser! Han var nød til at få nye forsyninger!
Hans tur gik nu hjemad, men da han nåede til dit hus, var der noget der fik ham til at stoppe! Noget der fangede hans blik. En skygge? I hans vindue?
Hans blik studerede intens vinduet, men han så intet. Måske var det bare eftervirkninger fra gårsdagens koger!

Han begav sig derefter over mod huset, tog fat i dørhåndtaget. Hvorfor var der ikke låst?
Denne tanke gled gennem hans hoved, i det samme at han åbnede døren. Han skubbede den op, men stoppede brændt i døren da der faktisk STOD en i hans hus.. og af alle... Kace.
Lori stod lammet. For i virkeligheden anede han ikke hvordan han skulle reagere.
På den ene side var han lykkelig over endelig at se manden igen! Han havde savnet Lave noget så grusomt!
Men samtidig.. samtidig var der en vrede i ham der blussede op! En vrede over at Kace blot kom brasende ind, og sikkert som sædvanligt bare lod som om det kun var et par dage siden de havde set hinanden!

Han skulle til at sige noget, da der dog var noget der fangede hans opmærksomhed. En lyd fra stuen. Og ud af øjenkrogen så han nogle folk bevæge sig.
Og han var ikke i tvivl! Det der var jægere!...
De måtte havde hørt om "monsteret" der raserede byen. Men hvordan havde de fundet ud af at det var Lori? Og hvordan havde de fundet ud af hvor han boede? Hans blik vende sig mod Kace, med et vredt blik.
Så det var derfor Kace ikke havde været her længe? Fordi han. Var ude og finde legekammerater der kunne hjælpe ham med at gøre det af med Dæmonen en gang for alle?

Lori smed sin taske og posen med svampende han lige havde købt mod Kace, inden han vende rundt på hælen, og stak af ud af døren.
Han begynde at løbe! Alt hvad han kunne ned af gaden. Han måtte væk! Disse jægere, var der ikke for a indlevere ham til herskeren! Nej!! De var der for at slå ham ihjel.

Kace sukkede lydløst og himlede med øjnene, da han var sikker på, de andre ikke ville se det. Hvad skulle han gøre? Hvad KUNNE han gøre? Han havde aldrig fortalt nogen om sin dæmonven og havde heller ikke planer om det - slet ikke andre jægere. De ville dømme ham og aldrig lade ham arbejde sammen med dem igen. Udstøde ham som 'dæmonelskeren' og sprede ordet om ikke at ansætte ham. Hans gode ry ville blive ødelagt.

Kace gned sig på siden af næsen, da han ud af øjenkrogen kunne se noget bevæge sig. Døren gik op og ind trådte den person, han nok allermindst ville se lige nu. Pis. Kace havde ellers tigget og bedt guderne om, at Lori var ude og rejse eller noget andet, der ville holde ham væk fra huset.
Kace reagerede på samme måde som dæmonen foran sig. Frøs fuldstændig, ude af stand til at sige noget som helst. Først da Lori opfangede de andre jægere, der var klar, så snart lyden havde lydt fra entréen, kom den meget sene reaktion.
"No, no, no-" hviskede han panisk og rakte ud efter Lori, da han fik smækket en pose i hovedet, der satte ham ud af spillet i lang nok tid til, at fyren kunne nå at løbe.

De andre jægere fløj forbi ham efter Lori. Et klynk forlod mennesket, før også han satte efter dem ud i mørket. De fleste i distriktet var på vej i seng på dette tidspunkt, så der var ikke mange, der stod i vejen for deres jagt. De trænede jægere arbejde sammen som en flok ulve, skønt Lori normalt var den, der blev anset som rovdyret, og delte hastige informationer om, hvordan de bedst kunne få ham trængt op i en krog. De brugte våben i et forsøg på at tvinge dæmonen ind i en blindgyde. Kasteknive og pile fløj om ørerne på Lori.
Kace anede stadig ikke, hvad han skulle gøre. Han ville ikke have Lori skulle dø, og han ville da slet ikke dræbe ham. Men han ville virkelig, virkelig heller ikke have, at han dræbte sine medjægere. Hans pil lå konstant spændt og klar på buen, som han løb med, men ikke en eneste blev affyret. Forhåbentligt lagde de andre ikke mærke til det.

Det var kun et held for Lori at han kende disse gader og gyder bedre end de fleste! Dette var hans hjem, hans territorium, og der var han hjemmebane! Eller det skulle man mene! Men hver gang han skulle til at lave et sving, var han ved at få den ene skabe genstand efter den anden i hovedet.
Han knurrede irratabelt hver gang han var nød til at ændre på ruten, og hans plan for at komme væk.
Og samtidig havde han svært ved at koncentrere sig! Hvordan kunne Kace gøre det! Efter alt hvad Lori havde gjordt for ham!? Efter alt det de efterhånden havde haft sammen?! Vreden blussede op i han, mere og mere.
Og da en af de mange kasteknive strejfede hans arm, og lavede en dyb flænge, kammede det over!

Og det blev KUN værere af, at der skete præcis det der ikke måtte ske. Han ramte en blindgyde.
Jægerne havde ikke indhentet ham endnu, men de var dog for tæt på til at han ville kunne løbe ud af huden igen.
Han vende rundt, med fronten mod dem der snart ville løbe ham imøde.
Hans øjne havde ændret sig! De sølvgrå øjne der normalt var det mest blide i verden. Havde nu ændret sig, til to rød/orange øjne der flammede af vrede.
I et enkelt sekund nåede blikket af ramme Kace, ide jægerne kom mod ham.

Han dyb knurren lød fra hans bryst! I det hans krop begynde at ændre sig! Aftegningerne på hans arm, som de fleste troede var en tattoo, afslørede nu sin sande hemmelighed! For mærkerne begynde at brede sig over Loris krop, dækkede hele hans hud, voksede og gjorde samtid Loris hud tykkere! Et panser bredte sig! Et nærmest uigennemtrængeligt sort panser, bredte sig over hele Loris krop, ud gennem hans pande, voksede 2 spidse horn. Loris negle, voksede og blev derimod til lange skarpe klør! Loris størrelse ændrede sig også, og pludselig var manden over 2 meter.

Langs Loris arm, fra håndled til albue, var der lange spidse pigge, der også havde bredt sig fra hans nakke, ned langs ryggen, og ned til hans haleben, hvor en lang hale havde taget form, hvor der i spidsen sad endnu 2 pigge.
Loris blik ramte atter jægerne, som han undvigede nogle af de ting de kastede efter ham.
Og de ting der ville have ramt ham, stoppede han med panseret på hans arme.
En høj og bred knurren rettede sig mod menneskene foran ham.

Det var ikke længere den søde milde fyr der stod foran dem! Men derimod det monster der havde hærget byen de sidste måneder! Et monster der bestemt ikke så ud til at overgive sig frivilligt.

Kace kunne kun klynge sig til sit sidste desperate håb om, at Lori på en eller anden måde kunne løbe fra dem, men selvfølgelig skulle det ikke være sådan. Planen fungerede til perfektion, og snart stod de i en blindgyde. Der gik et par sekunder, hvor de andre fortsat skød en sværm af skarpe våben efter Lori, men det standsede, da de indså, det ikke virkede. Panseret, der havde formeret sig var for tykt.
Kace havde endnu engang fundet sig selv i en fastfrosset position bagerst i flokken. Buen var ikke længere spændt og hang nu bare løst ved siden. Han kunne næsten ikke tro på, at dette væsen, der stod foran ham, var Lori. En dæmonform - det havde han i den grad glemt at nævne. Han ville ønske, han øjeblikkeligt kunne se ind bag piggene, det tykke lag af panser og de blodrøde øjne - se den blide fyr, der havde behandlet ham så pænt alle de gange - men alt i ham skreg efter at nedlægge dette bæst. Der var ingen godhed at finde i den tingest, der stod foran ham.

"Holy water!!" råbte den ene pludselig, og de trak alle små glasflasker op af deres bælter med en klar væske skvulpende indeni, klar til at kaste den mod monstret.
Men nu kunne Kace ikke klare sin passivitet mere. Det måtte bære eller briste, var det eneste, han kunne tænke, som han flygtigt stillede sig op foran dem med ordene, "no! No, just- stop!" Nu var det de andres tur til at være frosne. De gloede forvirret på ham, stadig med flaskerne klar til at kaste.
"Let's just... talk. He- its not gonna hurt us," sagde Kace i en stålfast tone med en snert af vrede i øjnene, selvom han vidste, der ikke var noget at være vred på dem over. De gjorde bare deres arbejde, og Lori var tydeligvis lige så klar på at slå dem ihjel, som de var ham.
Han drejede blikket tilbage mod Lori, og den overbevisende attitude, han netop havde oset af, fes straks ud af ham. Det var ikke let af overbevise andre om, at Lori ikke var farlig, når så stor en del af ham selv var bange for ham. Usikkerheden lå som et tykt lag i både stemme og ansigt, da han med glimtende hundeøjne og knækkende stemme peb, "right...?"

Panikken og chorkeringen i jægernes øjne, var ikke ualmindelig! Og selvfølgelig ikke! For hvem ville se på en mand der forvandlede sig til et monster, uden at blive chorkeret?
Lori var klar! Klar til at kæmpe! Også til sidste mand, hvis det blev nødvendigt! Hans blik gled et kort sekundt over Kace. Han havde aldrig troet at han skulle stå her, foran Kace, men manden som sin egen fjende!
Allerede da de mødte hinanden første gang, havde Kace valgt at tro på Lori, tro på, at han ikke var som alle andre dæmoner! At han faktisk slet ikke brød sig om at være en dæmon!

Men tiderne havde ændret sig! MEGET! Lori var langt fra den skræmte og nervøse lille fyr mere!
Og han var udemærket klar over, at netop et menneske som Kace, og endda en jæger, ville ikke se på Lori som et mildt, uskyldigt og kærligt væsen. Og slet ikke nu, i denne form.

En dyb knurren kom fra ham da jægerne fandt flasker med helligt vand frem. Han var klar til at springe, og endnu mere klar, til at dræbe!
Dog stoppede han selv op, og så hvordan Kace trådte ind mellem dem. Hvad gik det her nu ud på? Havde han fortrudt? Eller var han bare bange for at de ikke ville kunne klare ham.
Han rynkede panden da Kace sagde at Lori intet ville gøre dem. Og hvad fik så lige mennesket til at tro det?
De havde brudt ind i hans hjem, lavet en fælde for ham, jagtet ham gennem byen, og nu stod de her, klar til at dræbe ham på stedet!
Hvorfor skulle Lori ikke gøre dem noget.

Han lagde dog mærke til, hvordan Kace vende sig med ham, og så på ham, med et nærmest bedende blik. Lori stod stille lidt, inden han trådte et par skridt tættere på Kace. Han stoppede op et stykke foran mennesket, bukkede sig en smule ned mod ham.
"Og hvad er så din plan?... Menneske!... At jeg frivilligt følger med jer? At i får lov at indlevere mig til byens hersker? Du ved godt hvem han er ikke? Og hvad jeg betyder for ham?"
Loris stemme lød anderledes. Kende man ikke Lori ville man sikkert ikke kunne genkende den! For trods hans stoppe var der, var den forvrænget, med en dyb brummende lyd, samt en nærmest vislende lyd! Det var nærmest som om den lød.. giftig!

Lori rettede sig lidt op, han betragtede stadig Kace. Hans blik gled roligt over mod de andre jægere der heldigvis holde sig i ro. Loris opmærksom faldt atter på Kace.
"Så fortæl mig menneske... Hvorfor skulle jeg lade jer slippe levende her fra? Lader jeg jer gå, kommer i blot igen med flere jægere! Så hvad er din løsning på det her?... Menneske!" Loris tryk på menneske, lignede ham ikke!
Normalt vat Lori ikke betaget af om folk var den ene eller den anden race.
Men desværre havde Seans holdning til de laver stående væsner smittet af på ham.

Klumpen i Kaces hals blev større, da Lori trådte tættere på, og i et øjeblik var han sikker på, dette var enden. Han havde godt nok ikke set fyren bruge sine faktiske evner, men noget fortalte ham, at Lori med lethed ville kunne bore neglene ind i hans mave og rive organerne ud. Åh gud, han havde ikke lyst til at dø... Ikke nu. Ikke her. Ikke med Lori som sin morder.
"No. No, that's not my plan at all," forsikrede Kace om og løftede armene halvt op for at berolige sine medmennesker, der alle var trådt et halvt skridt tilbage, da dæmonen var kommet tættere på. Det VAR ikke hans plan. Han havde ingen plan. Kunne han på en eller anden måde overtale de andre til at lade Lori være i fred? Til at informere deres arbejdsgiver om, at dæmonen var dræbt, jobbet var gennemført og så bare... sige det var det? Ville Lori overhovedet gå med til det?

"Because," Kace smagte lidt på ordene, inden han vendte sig ordentligt om mod ham. Frygten var aftaget en smule, nu de havde stået der i i hvert fald 20 sekunder uden at have angrebet hinanden. Det var godt - det betød der var håb. Også selvom de andre jægere så forargede ud, og Loris attitude ikke ligefrem var venlig. Faktisk var den enormt overlegen på en måde, som Kace ikke havde set før, "because killing us would make you feel awful. We're not bad people. And you only kill bad people, isn't that right?“ Kace hævede spørgende et øjenbryn og håbede blot, han kunne minde Lori om, hvem han var. Han dræbte og spiste kun de sure æbler - det havde han selv fortalt ham. Han var en dæmon, der følte anger.
"We can talk about this. Return to your normal self and we'll lay down our weapons-" det var de ord, der skulle til for, at en af jægerne havde fået nok og kastede flasken mod Lori, så den splintrede, og det hellige vand sprøjtede ud over ham. De andre fulgte snart med med vrede kampskrig, og flaskerne fløj mod dæmonen.
"Stop!!" Kace forsøgte at afværge de pludselige kasteskyts med armene, men det var kun en enkelt, han reagerede hurtigt nok til at ramme, så den i stedet smadredes mod jorden under dem.
Det var det. De havde ikke ville høre hans bøn om en fredelig slutning, og der var ikke mere, Kace ville kunne gøre ved det.

Det flammende blik, hvilede mod Kace, dog med en hvis opmærksomhed på de andre jægere. Han var ikke dum nok til at glemme dem.
Han afsluttede sin runde om Kace og stoppede foran manden, da han nævnte at Lori blot ville have skyldfølelse hvis han dræbte dem, og at Lori jo kun dræbte folk der var onde!.
Han rynkede lidt på brynene.
"I er her for at slå mig ihjel!... Så hvorfor skulle jeg ikke gøre det samme ved jer?" Knurrede han.
Dog var der noget ved den sætning der fik det til at krumme sig sammen i ham. Han havde ikke lyst til at dræbe Kace! Egentlig ingen af dem, men de andre kunne han undvære! Han kende dem ikke, og de var her kun for en ting! Betalingen! Kace derimod betød noget! Eller... Gjorde han? Manden havde lige ført en hel flok jægere hen til Lori! Så... Det han havde troet der havde været mellem dem.. trods Kace længere fravær fra tid til anden.. det var bare en løgn? Var det sådan det var?

Var Kace kun blevet hængende for at holde øje med hvornår Lori lavede en fejl? Hvornår han overskred grænsen mellem at slå ihjel, kun for at overleve, eller blot for at gøre det?
Hans blik blev dog mindre vredt, da han hørte Kace tale om, en form for våben hvile? Om at Lori kunne få lov til at tage tilbage til dit normale liv!

Dog nåede Kace ikke at gøre sætningen færdig, før en flaske kom flyvende mod Lori, og han mærkede en ætsende fornemmelse mod sin skulder. Noget der fik ham til, at komme med et smertefuldt brøl, og en akrasiv knurren. Han vende blikket mod de andre jægere, nåede heldigvis at undgå de rastenede flasker.
Inden blikket ramte Kace.
"Snedigt trick" knurrede han blot.
Så Kace havde kun sagt alt det vås, for at aflede Loris opmærksomhed?

Han vende blikket mod de andre jægere, inden han satte i spring mod dem. Greb den ene om halsen, og kylede manden flere meter gennem luften.
Hans hale svang en enkelt gang, og vældede en anden omkuld.
Lori var tydeligt rasende. Og han havde ikke tænkt sig at holde igen. Hans arm svang, og se lange klør, ramte den ene af jægerne, og krassede mandens arm op, så blodet vældede frem.

Kace vendte og drejede sig i vilden sky. Først mod Lori, der tydeligt gav udtryk for at være blevet ramt, så mod de andre jægere, der én efter én blev sat ud af spillet af den rasende dæmon. Den ene lå bevidstløs længere nede i gyden, den anden skreg af smerte af sin opsprættede arm, men den sidste - kvinden - var hurtigt kommet på benene igen og satte i spring mod Loris ryg. Hun havde en lang, tynd daggert i hånden, som Kace ikke var sikker på kunne trænge igennem panseret, men han kunne ikke tage chancen. Fik hurtigt placeret en pil i sin bue og skød den ind i hendes skulder, hvilket fik et smertens støn til at forlade hendes læber. "You fucking moron! I'm gonna kill you!" skreg hun og veg tilbage med et greb i den ende af pilen, der poppede ud fra hendes krop.
Kace tog sig ikke af det. Skyndte sig hen til den af mændene, der var blevet kastet og tjekkede efter en puls. Den var der stadig. Pyha...

Da han vendte blikket mod de andre, slog det ligesom klik for ham. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, men han vidste, hvad han i hvert fald ikke kunne gøre. Han kunne ikke slå Lori ihjel, og eftersom deres chancer for at overmande ham nu alligevel var ret smalle, var der kun én vej tilbage.
"Kill him, Lori," sagde han hurtigt, inden han kunne nå at ombestemme sig, med et fast nik mod fyren. Fandt selv en ny pil frem og affyrede den mod kvinden, der netop havde fået gravet den anden ud af sig. Den landede i hendes pande og i samme sekund lå hun livløs på jorden.
Kace havde slået masser ihjel før hende, og helt ærligt, så kendte han ikke særlig godt og brød sig faktisk slet ikke om hende - men derfor trykkede det alligevel ubehageligt i brystkassen over at slå et andet menneske ihjel.

Han løb tilbage til sin besvimede kollega og daskede ham blidt på kinderne for at sikre sig, han nu også virkelig var slået ud. Ingen reaktion. Det måtte have været et hårdt slag.

Midt i alt tumulten, havde Lori haft svært ved at holde fokus på alle jægerne samtidig. Han vidste at minimum en var slået ud af spillet. Men kvinden bag ham, havde han ikke haft fokus nok på.
Han vende sig rundt, da han hørte hende komme brølende imod ham med en daggert, han nåede dog dårligt at reagere før der sad en pil i skulderen på hende. Loris blik flyttede sig hurtigt til Kace. Han rynkede brynene lidt. Prøvede Kace nu at være heltagig? Trods han havde været med i alt det her fra starten.
Hmm ham måtte han tage sig af senere. Lige nu lå fokuset skiftevis på de nu to sårede jægere. Lori var ikke dum! Han var udemærket klar over at jægere som disse snildt kunne kæmpe videre trods de var såret!

Dog havde Lori også et vågent øje på Kace! For han var i tvivl, om manden blot ventede på at Lori ændrede skikkelse, før han skød en pil gennem Loris hud. Kace vidste sikkert udemærket at hans pile ikke ville kunne trænge igennem Loris panser?!
En undrede mine bredte sig hos Lori, da Kace bad han dræbe manden der lå på jorden, og skreg af smerte over sin arm.
Og endnu mere da der fløj en pil gennem luften, som dræbte kvinden. Lori holde blikket på Kace lidt tid, inden han dog trådte hen til den sårede mand. Han tog fat om halsen på manden, og løftede manden op på denne måde. Op over jorden. Noget der fik manden til at gispe efter vejret.
"Hvor mange andre kender til hvor jeg bor?" Knurrede han mens han så på manden.
"SVAR MIG!!" brølede han arrigt. Lori var nød til at vide sig sikker i at der ikke ville dukke flere jægere op så snart han havde sluppet disse!

Kace så op fra sin medjæger, da Loris stemme, der havde ændret sig noget så heftigt, lød og begyndte at afhøre den sårede mand. Først var der intet svar, kun gispen og brummen, men ligeså stille forvandlede det sig til en lav, hoverende latter. "Everyone knows. Every hunter out there..." sagde han sammenbidt med et gennemborende blik på dæmonen, "they're gonna kill you..." Han vred sig en anelse for at slippe fri, men det var tydeligt, at blodmanglen havde svækket hans styrke en del.

Kace rynkede brynene og rejste sig. "No one knows, Lori. Only the guy who payed us to get rid of you," forsikrede han ham om og gik tættere på. Manden sendte ham et vredens blik ud af øjenkrogen, hvilket Kace ikke kunne bebrejde ham for. Han havde trods alt forrådt dem, "someone tipped him off. Told him you might lived there. But he didn't know for certain, we were just told told to go there and check it out. No one is coming for you." Han var helt ærlig ikke helt sikker i sin sag. Deres arbejdsgivere kunne vel sagtens sende nye jægere afsted til Loris hus - især nu hvor de andre ikke vendte tilbage. Det var mistænksomt. Men hvis nu Kace vendte tilbage... sagde de havde fundet dæmonen, at den havde dræbt de andre, og at den ikke boede i det hus, de var blevet sendt hen til. Så burde Lori være i sikkerhed, ikke?

Kace flyttede blikket frem og tilbage mellem dem. Var et øjeblik stille, inden han med et suk lod fingrene glide tilbage gennem det mørke, fyldige hår, "just kill him. Or I'mma have to do it myself."
"Fuck you!!" manden spjættede med en nyfunden energi og forsøgte at vriste sig fri af grebet.

Lori blev noget alvorlig og vred i udtrykket. Så snart ville alle jægere være efter ham? Klar til at dræbe ham? Hvis det var tilfældet, måtte han væk! Men han var ikke klar til at forlade doomsville!! Men det måtte han hvis jægerne kom.
Loris tanker kom dog tilbage på manden der lige nu hang oppe i luften i Loris hånd. Han knurrede da manden sagde at de andre jægere ville slå Lori ihjel.

Loris blik gled dog over på Kace da han begynde at snakke. Han så undrende ud. Hvad var det her? Og hvem skulle han tro på?
Selvfølgelig ville det give mest mening hvis han troede på Kace! Men så igen... Manden var også den der sikkert nemmest kunne manipulere med Lori! Og måske vidste de det alle sammen?!

Lori holde blikket mod Kace, idet han lukkede sine klør sammen om mandens hals, og trak armen til dig, så struben blev flået over og blodet sprøjtede ud. Manden faldt til jorden, og Lori vende sig mod Kace.
Hans blik var stadig hårdt, og han lignede ikke ligefrem en der var helt venligt stillet overfor Kace.

"Læg dine våben! Dem alle sammen!!" Knurrede han dog roligt. Han betragtede Kace, ventede på at han ville lægge sine våben. Lori nægtede at forvandle sig tilbage mens Kace stadig var bevæbnet.
Da han syntes det gik for langsomt, knurrede han dybt.
"NU KACE!!!" knurrede han hårdt, og blottede de spidse tænder, hans hale piskede irratabelt, som en kat der var vred! Forskellen var bare at Loris hale var af hårdt panser, pikke og spyd på spidserne

Kace så væk, da Lori rev mandens strube over. Gurglende lyde var det sidste der forlod ham, inden han lå på jorden. Kace lod blikket finde ham igen. Kiggede ned på liget, der lige så stille dannede en pøl af blod under sig. En hurtig død. Godt.

Opmærksomheden blev stjålet af Lori, hvis vrede attitude stadig bragede løs. Efter et sekunds tøven, nikkede Kace, "uh... yeah, okay," og lagde forsigtigt sine pile og buen foran sig. Det gippede i ham, da dæmonen råbte, at han skulle skynde sig, og fik fart på med at trække samtlige knive, han havde på sig, frem.
Havde Kace været for naiv at tro, at Lori ville være glad efter at have undgået døden? Måske ikke glad men så i det mindste - lettet? Taknemmelig? Rolig? Kunne det være, han ikke stolede på Kace?
"Are you gonna make me strip, too?" jokede han, da den sidste kniv blev lagt på jorden, men smilet forsvandt straks, da han fangede Loris blik, og han huskede på, det ikke var tid til at lave sjov.

Han rejste sig op igen og strak kort armene ud til siden for så at lade dem falde ned igen, "there you go. All clean." Rettede på den slidte læderjakke og gav sig selv et øjeblik til at kigge på Lori ordentligt, nu han var tæt på. Detaljerne i huden. Det var som om, tatoveringerne havde spredt sig. Det måtte være derfor, han havde dem - Lori slog ham heller ikke som typen, der villigt fik sprøjtet blæk i huden.

"So, this is a look I haven't seen on you before. It looks good," sagde Kace endelig efter at have rømmet sig. Det lykkedes ham at sende et smil afsted, trods situationen de stod i, og der blev drilsk tilføjet, "who knew you could look this scary, huh?"
For at være helt ærlig, så var Kace stadig lidt bange. Lori havde lige vist en helt ny side af sig selv, som mennesket i den grad ikke havde set før, så pludselig virkede denne søde fyr enormt utilregnelig. Men han stolede på ham. Næsten.

Loris blikke var låst på Kace mens mennesket lagde alle våbende fra sig. Han skulle været 100% sikker på at Lave ikke pludselig tog røven på Lori!
Det var ikke en rar situation! For egentlig ville han bare gerne stole på Kace. I virkeligheden, ville han bare gerne havde lov til at kramme ham, trykke sig ind til ham og vide at det hele var overstået nu!
Men hvordan kunne han det? Når Kace var den ENE person blandt jægerne der vidste hvem Lori var og hvor han boede.
Havde hele deres baggrund sammen mon været for det her?
Kace havde for første gang de mødtes allerede vidst at Lori var en dæmon! Men.. hvad hvis alle de besøg Lori havde fået, blot havde været spionage?

Kace lille joke, ville normalt havde været en af dem som Lori ville smågrise af, mens han rystede på hovedet. Men ikke denne gang, den fik ham derimod kun til at småknurre.

Først da Kace havde fjernet alle våben, så Lori ud til at kunne slappe mere af.
Han blik lå stadig på Kace. Han svarede ikke da Kace begynde at omtale Loris udseende. Lori vidste udemærket godt, at for et menneske måtte dette var netop.. et monster.
"Det ser kun uhyggeligt ud, for dem der har noget at frygte" brummende han lidt.
"For andre dæmoner, er det her slet ikke særligt frygtindgydende.." lød det blot fra ham. Inden hans krop atter begynde at ændre sig.
Og snart stod Lori i sin menneske skikkelse. Dog... Havde hans forvandling ødelagt hans tøj, og Lori stod nu tilbage helt nøgen.

Han stod nu foran Kace, og lignede sig selv på alle tænkelige måder. Ud over at mandens skulder stadig i menneske skikkelse ikke havde det så godt, efter det hellige vand.
Loris blik var låst fast på Kace.
"Vidste du det?... Og var det dog der førte dem her hen?" Spurgte han bestemt, en også med en vis.. tristhed!.. i stemmen. Selvom det var noget han prøvede at skjule

"Touchė," indrømmede Kace og så hen på sin besvimede kollega ud af øjenkrogen for at sikre sig, han stadig var slået ud. Da Lori fik opmærksomheden tilbage, var forvandlingen næsten til ende, og den velkendte krop var tilbage.
Kace blev straks mere rolig. Næsten rolig nok til at kommentere et eller andet upassende om fyrens nøgenhed, men noget holdt ham tilbage fra helt at kunne lægge seriøsiteten fra sig. Måske fordi det var Lori, og de langt fra var sikre endnu.

Han satte sig på hug ved manden, hvis hals var blevet flået, og begyndte at trække bukserne af ham. Nåede dog ikke engang halvvejs, før dæmonens ord stoppede ham, og fik Kace til at lave en grimasse, man kun sjældent så - oprigtig forargelse.
"What?" deres vrede og tristhed matchede et øjeblik. Mennesket kunne slet ikke forstå, hvordan Lori var kommet til den konklusion. At tanken havde strejfet ham var fair, men at han decideret troede, at det var sådan, det stod til, var mildest talt sårende. "No, I didn't. I had no idea you were the demon we were hunting, I was described a totally different person. As soon as I saw your house I did everything I could to make them leave," forklarede Kace med en anelse oprevethed gemt i stemmen, mens han fik trukket bukserne resten af vejen ned og smed dem hen til Lori. Trøjen var sølet ind i blod, så den kunne ikke bruges, og Kaces eget tøj lå i rygsækken, der stadig lå hjemme i dæmonens hjem.
Det endte med, han blot rakte sin jakke til Lori. Ville godt være en gentleman og hjælpe ham i den, men den formentlig ømme skulder holdte ham fra det. Flere lag hud var ætset væk og afslørede en kraftig lyserød farve under. Det skulle nok heale hurtigt, men lige nu så det for smertefuldt ud til, Kace ville røre ved det.
"You know, it kinda sucks that you think I'd wanna kill you. If I did, don't you think I would've done it already?" halvmumlede han og forsøgte ikke engang at skjule sin skuffelse. Lori havde helt sikkert været venligere mod Kace end omvendt, men han havde aldrig givet udtryk for at ville slå ham ihjel.

Loris blik fulgte Kace. Måske også lidt for meget. Men han var stadig nød til at holde et vågent øje med mennesket, i tilfælde af at hans frygt havde været grundet.
Han hørte hvad Kace forklarede. Og han kunne tydeligt se hvor støt Kace var blevet over at blive mistænkt for den slags.
Han sagde ikke noget til Kace forklaring. Men det gav ham dog en beroligende fornemmelse i maven. Han vidste jo egentlig godt at det nok var torske dumt at tænke de tanker om Kace. Men efterhånden turde Lori ikke stole på ret mange.

Han greb bukserne og trak dem på. Hans skulder gjorde helvedes ond, og han skar et par grimasser. Han fik trukket bukserne helt op og lukket dem. De var en anelse for store, men det klarede han med bæltet der sad i dem.
Han så mod Kace jakke, og derefter over på Kace, men tog så imod den.
Han var igang med at trække den forsigtigt på, da han høre hvad Kace sagde.

Lori sukkede lidt. "Kace hvor skulle jeg i virkeligheden vide det fra??.. jeg ser der et, aller højest 2 døgn med flere måneders mellemrum... Og jeg har ingen idé om hvad du foretager dig når du rejser her fra?" Sagde med et træk på skuldrene. Der dog brænde lidt i den ene.
"Du havde en overbevisning om at du kende mig, og vidste hvem og hvad jeg var... Men havde du forventet at se min dæmonform?" Spurgte han så.
"Jeg havde da ihvertfald bestemt ikke forventet at se dig med en flok jægere i mit hjem" konstaterede han så.

Han sukkede lidt tungt.
"Jeg er ked af min mistro til dig Kace... Men det hele har vendt op og ned i lang tid nu... Og ærlig talt.. så var jeg ikke sikker på at jeg overhovedet fik dig at se igen.. alle disse natur katastrofer.. jeg anede ikke om du havde overvejet" Loris stemme virkede anstrengt! Som om den virkelig gjorde et ihærdigt forsøg på at vedligeholde sin normalitet, og seriøsitet.

Skuffelsen i menneskets ansigt svandt lige så stille hen ved Loris forsvarende tale. Okay, så måske havde han nogle pointer. Måske kendte de i virkeligheden slet ikke hinanden særlig godt. Og måske gav Loris reaktion mening.
Men derfor gjorde det stadig ondt ikke at blive stolet på, når han selv - af en eller anden mærkelig, uforklarlig grund - stolede på dæmonen.

Kace vidste ikke helt, hvad han skulle sige, og kommenterede i stedet bare på det sidste, med et kæphøjt smil siddende i mundvigen, "of course I survived. I'm like a cockroach." I virkeligheden havde han kæmpet for overlevelse nogle dage. Når stormen var kraftigt nok til at rive træer op, havde det været en dødsdom at tage i skoven - og skoven var ofte der, han fik sin mad fra. Da det var værst, var han gået hele tre dage uden føde. Heldigvis var vejret blevet bedre nu - denne vindstille aften var bevis for dette.

Kace var nysgerrig efter, hvordan Lori havde taklet det. Om det overhovedet havde været et problem. Men det måtte vente.
"Listen, I've got an idea. Well... half an idea, anyway. We gotta get rid of the bodies - I say we throw them in the sewers," sagde han og bakkede lidt tilbage, for til sidst at vende sig om mod kvinden med pilen i hovedet og gribe fat under hendes armhuler, "the live one... we gotta take him to your place. Tie him up, talk some sense into him. I know him, he's a good guy."

Lori kunne kun små skulle lidt af Kace! Som altid havde manden der utrolig svært ved at forholde sig seriøs, i en samtale der var mere alvorlig.
"Jah som altid..." Brummede Lori blot.
Det var ikke fordi han var vred på Kace, eller på anden måde havde noget imod ham! Men det var vel ikke så underligt at man var i lidt halv dårligt humør når man lige havde været oppe og slås med folk der ville slå ham ihjel!

Lori vende blikket mod Kace, da han snakkede, og så derefter på ligende der lå på jorden.
"Det med at komme af med ligende skal jeg nok ordne" brummede han blot.
Der skulle hurtigt være nogle der kunne tage sig af de lig! Om ikke andet, så gik kødet ikke til spilde!

Han så på manden der lå og var besvistløs. Et lettere suk kom fra ham! Det var ikke lige frem fordi han orkede at skulle til alt det her.. men hellere det, end at der kom flere jægere.
Han sukkede lidt, inden han gik over til manden.
"Fint!... Men så lad os få det overstået!" Brummede han, inden han satte sig på hug ved manden, tog fat i ham, og løftede ham over skulderen. Lori havde jo en del kræfter, trods det ikke så sådan ud.
Han så på Kace med et lidt alvorligt blik.
"Du er klar over, at hvis han nægter at samarbejde..... Så bliver jeg nød til at dræbe ham?" Det var tydeligt at dette ikke var en spøg!

"... Okay," sagde Kace blot og slap kvinden. Kunne ikke lade være med at forestille sig alle mulige grimme måder, Lori kunne skille sig af med dem på, men vidste også, det ikke var vigtigt lige nu. Så længe de var væk.

Han rejste sig og gik i stedet hen for at hjælpe med at bære den overlevende, men det havde Lori helt fint styr på selv. Havde han altid været så stærk? Eller havde Kace bare forfalsket en lykkelig uvidenhed?
Det næste, Lori sagde, fik mennesket til at blive tavst i et par sekunder. Det føltes mest naturligt at svare, at det kom ikke til at ske, og at de nok skulle få det hele til at fungere - men faktum var, at det endnu var usikkert. Så Kace nikkede i stedet og sagde det, han regnede med, Lori ville høre, "sure. Of course."

Han bakkede tilbage og snuppede sine våben igen og gjorde tegn til, de skulle komme afsted. Skævede en sidste gang tilbage mod de to livløse kroppe, inden den tomme gyde forvandlede sig til den ligeså tomme hovedgade.
Kace sørgede for hele tiden at holde øje, mens de gik. Heldigvis var de eneste ude et par hjemløse, der sov på bænkene, og selv hvis de vågnede, ville det ikke være et problem - ingen af vagterne ville tage de hjemløse alvorligt, hvis de sladrede.

Turen hjem var problemfri. Kace lukkede døren i efter Lori, og spurgte, "you got any rope? Or chains?" Tjekkede samtidig mandens puls igen - stadig i live. Det måtte have været noget af et gok i nødden, der formåede at slå ham ud så længe.

Det var ikke fordi Lori selv havde det super fedt over hvad der var sket denne aften!
Han kunne godt forstå hvis Kace tvivlede på Lori, og hans intentioner, men i virkeligheden syntes Lori jo heller ikke at dette var noget af det fedeste.
Han havde ikke ligefrem grubler over at have slået nogle ihjel! Eller at han havde forsvaret sig over for disse jæger. Men at KAce skulle se den side af Lori, var nu ikke noget han havde regnet med skulle ske! Han havde ikke haft en lyst til at vise Kace at denne side af Lori også var der!
Lori var altid sæd, venlig og kærlig i nærheden af Kace, og det var jo også sådan Lori egentlig var det meste af tiden! Men denne aften havde gjort, at han var nødsaget til at vise denne del af ham.

Kace gik med til det Lori sagde, i virkeligheden var Lori nok en smule overrasket over at Kace ikke protesterede. Men så igen.. måske vidste mennesket også at dette var en nødvendighed.

Han bar den bevidstløse mand over skulderen hele vejen hjem. Han sagde ikke noget på gå turen, han var ikke ligefrem positiv over denne situation, og han var ikke ligefrem i det snaksaglig hjørne, lige nu.

Da de kom hjem til Lori, og trådte ind af døren, bar Lori manden ind i stuen, og satte ham ned på en stol.
”Der er reb ude under trappen” brummede han blot, mens han tjekkede manden en smule. Han virkede til egentlig at have det fint, men slaget havde selvfølgelig slået ham ud!
Han vende blikket mod Kace da denne kom ind med rebet.
”Har du fået mad på det sidste?” spurgte han blot. Som altid gik han op i Kace sundhed, om han havde fået mad og den slags på det sidste!
Lori var jo ikke bare blevet et monster, jo han lignede et, tidligere på aftenen, og han havde måske udviklet sig i en retning, som Kace aldrig havde set, men det betød jo ikke at han bare var et monster, og ikke inkasserede sig for Kace længere.