Rafael - A partner?

t - omkring 03.22
v - tordenvejr og kraftig regn
s - the shadow peaks
o - tja... intet sådan rigtigt. Regn?


lyden af den svage torden i det fjerne fik Nephthys til at ryste svagt. Torden havde aldrig været hendes stærke side.
Hun sad i regnen, i en gennemblødt hvid top, så man kunne skimte hendes bh under stoffet, og gennemblødt nederdel, der klistrede til hendes ben. Hendes hår hang slasket om ansigtet på hende, mens hun stirrede ned i afgrunden.
Hun havde egentlig ingen grund til at være der, ikke nu. Men på en eller anden måde, følte hun at hun var nødt til det.

I regnen havde hendes evner ingen effekt. Ingen ild.
Kun hendes formskifterevner kunne være til gavn i regnen og det hjalp hende alligevel ikke særlig meget.
Hun kunne ikke styre dem. Langtfra. Blev hun bange, blev hun til et dyr, blev hun vred blev hun til et andet. Hun kendte ikke årsagen, men hun vidste at det en dag ville blive hendes død.

Hun krøb endnu mere sammen da den sorte nattehimmel blev flænset af et øredøvende brag, og et lyn.
Hun begyndte lavt at klynke lidt.

dråbe for dråbe.. hårde klask ramte jorden fra det endeløse regn som faldt fra himlen, skåneløst og upartisk som naturens kræfter nu engang er. intet sted, ingen skabninger kunne føle sig hævet over de guddomlige dråber som faldt ned over os alle. klokken var ved at blive mange, og i dette cirkus af lyn og vand sad en mand, godt skjult væk under en stor munke kutte, med tilhørende hætte, hvor ansigtet var gemt fra verdens syn. manden havde et djævelsk smil på læben, men et køligt og afslappede blik.

hans tanker begravet dybt i et eller andet, men om det var noget komisk eller sørgeligt var svært at tyde på den åndeløse facade som han havde oppe. manden lå ikke mærke til meget omkring ham lige nu, han stirret bare ud i det skumle mørke, som var det en sort afgrund. tomt og øde.

mandens munke kutte var meget gennemblødt og udentvivl kunne han mærke vand gennem det tynde stoff, så at danse nøgen tango i natte mørket, ville sikkert holde ham mere tør, end den her usle kutte, men han følte sig ikke intimideret af hverken regn eller torden, så han havde skam fin sindsro i naturens rasseri.

Lyden af tordenen fik Neph til at rejse sig hurtigt, og stirrede kort frem for sig, inden hun begyndte at småløbe væk fra Dragons Peak.

Hun var ikke den mest tordenglade person, og regnen fik hende til at ryste noget så voldsomt.
Hun gled, få meter fra en kutteklædt skikkelse.
Hun prøvede febrilsk at komme på benene igen, men endte med at sidde på sine knæ, og stirre på den kutteklædte.