What I need is your suffering. What I dont need is your permisson.. Rafael is back, and you have the honor of being my happy meal - Åbent

En lydløs hvisken flyv gennem de mørklagte gader, og den berejste natte gænger, må tage sig til takke med månens svage lys som eneste følgesvend, og kæmpe sig gennem et hav af faretruende natte kulde, og den bedragerske vinds milde lyde, der råber løgne i dit øre, og lader dem give ekko i øret, mens skyggerne maler monstre på by murene som aldrig var der, og mange stærke sjæle har på denne nat smidt indkøbs posen, og bare løbet i skræk og rædsel hjem, med den mystiske nat som boogieman.
På denne tvivlsomme og paranoia fyldte nat, var stanken af blod dominerende i nogen af de mest undgået og farefulde gyder, hvor kun slemme bander, og desperate sjæle, kalder for deres hjem. men den uhyggelige og tyggende lugt af menneskeligt rødt væske var fuldt af skrig, hyl og et ubehjælpeligt hulkeri, fra en fuld voksen mand, der hang med hoved ned af, spænd fast med store jern kroge boret ind i hans ankler, og blodet løb ned af hans ben, og hele vejen ned til hans hoved som hang få centimeter over jorden, og mens han hang der med en ubeskrivelig smerte i benene, og han tiggede guderne om at hans ben ikke knækkede som nødder af at skulle holde hans enorme krop hoppe.. i den situation hvor smerte tåre, blod, og savl fra hans ustyrlig mundvand løb ned af hans krop, hørte han nogen store støvler gå over den hårde sten belagte jord, som gik han til lyden af torden og lyn ild. man kunne mærke de store kæder der holdt ham hoppe svinge ham frem og tilbage ved hvert skridt han hørte, og endelig ud af skyggen kom et par tyske militær støvler til syne, de tilhørte en skaldet dæmon, med en bredskuldret krop, som ville få selve den grønne Hulk, ville sige ´I dont wanna make him angry´. dæmonen havde en morderisk lyst i blikket, som var to sorte huller, så sorte som to små grotter.. tomme...åndeløse.. døde og opslugte af glød rødende sadisme, og mandens aura skreg af ondskab.. eller måske var det den store et håndsøkse i den højre hånd, som gav det indtryk.
Dæmonen havde en fin sort silke skjorte, og uden på den havde han en motherfucker af en læderjakke. et keltisk kors hang om halsen på ham. Dæmonen hed Rafael, en mand af simple men stadig eksotisk smag. smag for brutalitet, og efter et undercover arbjede i de sidste par uger, havde han et større raseri inden i sig, end en vulkan der begynder sit udbrød.
Manden der hang med hoved ned af, hed Jasmin, og Jasmin.. havde snydt i sit sidste spil kort.

\\ Var beskrivelserne ikke gode nok?

Hun var nok ikke hvad man ville have gættet sig til ville begive sig ud i den mørke og dystre nat. Hun var jo ret ung. Men måske var det ungdommen der skabte vovemodet og dumskaben. Det var ikke til at vide. Men man så hende der ude, i natten helt alene. Et let offer ville nogen sige. Men lige meget hvad så hørte hun til der... Ude i natten, dagen, i måneskinnet, i solen. Blandt træerne. Imellem husmurene. Hun var Gypsy på sin vis, ikke en man ville have ind i huset. Hun var sær og mystisk. Der var dette dyriske over hende, over hendes handle måde, over hendes personlighed.
Det var Alice... En Shapeshifter. Hun var en nips tig, ikke ret stor, spinkel, lav med bleg hud og nogle dyriske øjne der afslørede alle hendes tanker og følelser, de afslørede også den voksende sindsyge hun bar dybt i sig, som var undertrykt af hendes lallede humør. Men den sad stadig i hendes helt sorte og pjuskede forvirrede hår. Hun var en ung kvinde. Hun bar formerne der kun hørte til det feminine.
Igen. Hun var langt fra hvad man ville regne med gik rundt ude mellem husmurene. Men det gjorde hun! Hun søgte efter et sted at falde til ro, et sted hun kunne samle kræfter til den næste morgen. Men det i sig selv var ret umuligt. Hun gav dog ikke op. Hun endte normalt altid et sted som lige bar sig ad. Men efter at have vandret rundt med tankerne snoet rundt og ind i hinanden i et par timer var det ikke et sted at sove hun fandt.

Hun var vandret lige ind i noget der mest af alt lignede noget fra en underlig ofring til satan. Det var en mand der hang i anklerne og med hovedet ned ad. Det var to store spidse og uhyggelige kroge der var sat ind i kødet på hans ankler. Blodet løb ned langs hans krop og dryppede ned på jorden. Sammen med blodet var der ud fra lugten også sved og savl med. Hendes øjne betragtede manden, men hendes øre hørte ham endnu ikke. Hendes øjne var det der først havde kommet sig over chokket over synet og lyden af manden.
Der var gået en rumtid før det var gået op for hende at manden der hang der ikke var alene. En anden mand var til stede. Det var dog klart at det var ham der var den dominerende i dette sammenhæng. Alice havde endnu ikke ramt muren af frygt, hun var stadig i chok over manden med anklerne. Ikke at hun var bange eller frastødt, hun havde bare ikke været klar på det.
Alice stod så den dominerende mand ville kunne se hende i måneskinnet. Men hun var ikke en trussel, hverken af udseende, eller af kropssprog.

Jasmin hørte et svagt ekko af sit eget hjerte, og en urolig rytme spredte sig gennem hans krop, en velkendt sang af frygt og rædsel bliv spillet i hans tanker, mens hjertet fungeret som tommer. De brutale skridt der bliv gjort af den store dæmon, fik en kold fornemmelse ned af rygraden på Jasmin, som var hver eneste af de hårde og følelseskolde skridt placeret på hans skuldre, og havde dæmonen lavet sin egen dørmåtte af ham.
En fast mandehånd bliv lagt på Jasmins hage, og hvad der kunne ligne en kærtegning mellem to elskere i en vildeste romance film, fik en lyd fra helt anden genre film til at blive skudt gennem den næsten forladte gyde, en lyd af knækkende tænder, og kød der gav efter for den voldsomme styrke, og man kunne se hvordan tand stumber bliv spyttet ud af munden, i en blanding af blod, spyt og tand stykker. endelig efter at se Jasmin desperat prøve at skilde sig af med den ødelagte undermund for ikke at blive kvalt, gav den store dæmon Jasmin ikke et sekunds pause, før en lussing af enorm kraft bliv lagt på den højre kind, og hvis ikke Jasmin var bundet af kæder, ville han falde til jorden som en pose rådden frugt. Jasmin kiggede med blodskudte røde øjne, og drejet sit ømme hoved op mod det store bjerg af en mand, og selv supermand ville få det hvide til at flygte ud af øjnene af synet af den groteske pisk, der bliv taget frem for hans øjnes synsvinkel, noget fra en horror film, var det eneste der ville kunne beskrive denne knogle pirrende pisk. det var en lang læder pisk, i sort håndsyet kerne læder, med fugle næp, store skarpe fugle næp, var syet med tråd ind i læderet, til et enkelt formål, at skilde kødet fra knoglerne i hvert eneste slag, og lade næpene gå ind under den nøgne hud, og flå væv, kød, og knogler.. alike.
Den store dæmon vendte sit tomme blik mod den ny ankommende, og med et blik som tomme sorte grotter, og en stemme så dæmonisk, så dyrisk, så dyb og hæs, sagde han som en åndeløs skabning "En ære frøken. Rafael Dominatrix, tidligere dæmon leder til deres tjeneste." han holdt en meget meget kort sekunds pause, og forsatte "Ophold dem selv, mens jeg afslutter min aftens mad... sæt dem ned" selvom man kunne tyde en gentlemand gennem den ændring af kropssporget overfor en kvinde, så var han tone da han sagde hun skulle sætte sig, der var ingen fe støv over den, og han lød ikke til at ville siges imod, kvinde eller mand.

Der var lige en aften efter denne kvindes hoved for i nat var der stor chance for at hun kunne finde sin morder som der havde slået hendes familie ihjel på en alt for brutal måde som hun helt ville glemme men kunne ikke rigtig for den dag ville aldrig forsvinde fra hende. Hun havde brugt sin vind evne til at flyve rundt over det hele men var kommet til et sted hvor det bare skreg smerte over alt.
Hun var hoppet ned fra luften og havde set en kvinde ikke langt fra hende og syntes hun virkede alt for ung til at gå her ude så sent men var hun overhoved et menneske? Hun snussede stille ind og fik en helt anden lugt end menneske men vidste kun ikke lige hvad så hun ville følge efter hende for at se hvad hun kunne og hvad hun var.
Meriko som denne kvinde hed følget stille efter kvinden foran sig men stoppede hurtigt da hun så at hun stod og kiggede ind et sted. Hun snussede ind igen og kunne lugte blod, sved og savl der inde fra.
Hun blev meget overrasket da hun hørte en mandlig stemme og brugte hurtig sin evne til at komme op i luften og hen til siden af indgangen hvor de ikke kunne se hende overhoved. Hun kiggede på den store mand der var der og der var ingen tvivl om han var dæmon for han menede hende om hendes far for han var også en meget stor dæmon men ja nok om hendes familie tænkte hun og holdte øjne med den lille kvinde og store mand men fik hurtigt øje på den mand der hang i sine fødder og det var ham der lugtede af blod, sved og savl og det var da klart at han lugtede som han gjorde for han blev virkelig pint af dæmonen som der overfor ham.
Meriko glemte sig lidt bedre for hun vidste at en dæmon hurtigt ville opdage andre dæmon og vænser da de næsten ikke skulle snusse ind for lugten kom frem til dem.

// i må undskylde hvis jeg bare har mast mig ind i jeres emne? :-( det er ikke med vilje //

\\Jeg vil ikke tale på Alice vegne. men for mig, så er det helt nice og okay \\

// Fedt :-D så må vi se hvad Alice siger jo :-) //

/// Det gør ikke mig noget ^^ Jeg skal bare lige samle lidt krea til et svar Undskyld ^^///

\\Du samler bare alt du vil. men når du er færdig må du gerne svare \\

///Det skal jeg nok^^//

Alice bed sig hårdt i læben for at komme til sig selv og kunne bevæge sig igen. Hun nikkede svagt da den store dæmon pludselig havde opdaget hende og nu snakkede til hende. Hun skulle have vendt om og flygtet! Hun var sikker på dette møde ikke ville ende godt. det hele var så presset selve stemningen var så presset og frygtindgydende, ikke just noget hun elskede. Man kunne godt kalde hende fej, men hun ville helst væk fra kampe og andet der medførte død.
Hun var på den måde meget sky.
Dæmonens stemme og hans kropsprog fik hende dog ikke til at tøve så meget, hun satte sig ned på en kantsten, og trak sine ben op til sig så hun kunne holde om dem. Hun var ikke bange for blodet eller manden der hang der og led. Hun var bange for dæmonen der sikkert så let som ingen ting kunne knække hendes hals og på den måde taget alt fra hende. Hun ville ikke komme på tværs af ham. Hun bed sig i læben imens hun så over på ham. Hun overvejede meget kort sine flugt muligheder. Hun ville sikkert godt kunne flygte, men ville det overhovedet være klogt? - Måske det ville provokere ham. Hun så sig lidt rundt i mørket imens hun bare håbede på der ikke ville ske noget.
Af en eller andet grund kunne hun ikke lade hver med at have en følelse af at hende og dæmonen og ofret ikke var komplet alene. Hun bed sig i læben, og så lidt rundt igen. Det kunne måske være en af hans dæmon venner eller noget.
Alice krympede sig lidt imens hun kort så over på ham. Han skræmte hende. Ikke noget hun var videre stolt over. Hendes sorte og pjuskede hår gled lidt ned overhendes hasselbrune og dyriske øjne imens hun så ned i jorden og prøvede at tænke på noget andet end død. Ikke at det var let.

///Så er jeg igang igen! Jeg undskylder hvis der kommer til at gå lidt tid imellem mine svar er lidt tidspresset:) ///