Another formal dinner, another boring evening - Genevira

Sensommeren var snart ovre, det kunne allerede mærkes at det tidlige efterår havde meldt sin ankomst. Temperaturen var faldet drastisk fra den hede sommer. Doomsville var slet ikke nær så varm som Sunfury, men alligevel havde det været en varm sommer dette år. Måske det var på grund af det voldsomme uvejr der havde hersket før sommeren? - Det var ikke til at vide. Det eneste årstiderne betød for Marcus var hvor tidligt på aftenen han kunne bevæge sig udenfor, uden at blive ramt af solens dødbringende stråler. Det var især relevant for en aften som denne, hvor Marcus var inviteret til en fin middag i Terrorville distriktet. Det hang Marcus langt ud af halsen at skulle deltage i middagsselskaber, men med titlen raceleder var det ikke nemt at komme uden om dem. Det var tvæt imod forventet at han deltog aktivt i disse selskaber. Denne aften var den en af de yngere slægter der havde inviteret ham. De var heldigvis en smule mere friske end nogle af de gamle familier, men ikke desto mindre værnede de også om fine traditioner, så som høflighed og at man er pænt påklædt til middag. Begge dele noget som Marcus ikke fandt vigtigt. Han foretrak at folk talte direkte og uden alt for meget høfligheds pladder. Hvad angik tøj, så havde gadedrengen aldrig helt forladt Marcus. Han foretrak stadig praktisk tøj man kunne bevæge sig i, og som ikke strammede eller kradsede.

Middagen skulle starte kl 21 og som altid var der en forventning om at folk mødte en halvtime før til velkomstdrinks og snik-snak. Marcus havde dog ingen intentioner om at deltage i den slags, så på trods af Nicks opfordring til at komme til tiden, havde Marcus begivet sig på en mindre omvej. Han havde først besøgt en kro i nærheden af det palæ der skulle huse middagen. På kroen havde Marcus nydt et glas rom og en ung kvindes blod i en gyde bagefter. Fordi dette var i Terrorville havde han ladet hende leve, da drab ikke var lige så normalt i disse finere lag.
Da han endelig var dukket op ved palæet havde klokken været omkring 21.30, forretten ville allerede have været sat på bordet. Selvom det i sig selv var til grin, da vampyrer ofte ikke spise almindelig mad. Tjeneren der havde taget imod ham ved hoveddøren havde dårligt lukket Marcus ind, da han ikke lignede en der hørte til selskabet. Han var iklædt en gammel mørk stofskjorte, som tydeligvis havde set bedre dage, samt et par bukser der havde indtørret mudder langt op af benene og ikke mindst hans læder støvler der var mindst lige så beskidte som hans bukseben. Hans krøllede hår sad som altid lidt vildt om hans ansigt.

Han stod i stor kontrast til palæets udsmykning og farverige værelser og gange. Den var dog først da han trådte ind i den store formelle spisestue i palæet at kontrasten var enorm! Inde i spisestuen sad selskabet allerede til bords. Der var et langt træbord, som var dækket med en stofdu, der havde et blomster mønster syet ind i det. Langs midten af bordet lå en stofløber matchende til de mange vaser med udsøgte buketter og blomster der stod oven på. Der kunne sidde omkring et dusin rundt om bordet, men en for hver ende af det lange bord.
Rundt om på væggene i spisestuen hang flotte store malerier af sikkert vigtige eller velhavende folk. Tapetet var lyst med et mønster som fik rummet til at se meget travlt ud. I den modsatte ende fra døren man kom ind i rummet af, var to store vinduer med lange mørke og tunge gardiner, - kendetegnet for et hvert hjem der husede vampyrer. Gardinerne var dog ikke trukket, da mørket var faldet på udenfor. De lukkede dog kun en sparsom mængde lys ind fra lygtepælene udenfor, så spisestuen var i stedet oplyst fra en stor lysekrone med levende lys. Rundt om i hjørnerne af rummet stod der også store kandelabre med levende lys, som også kastede en gulligt lys ud i rummet.

Der var kun en tom plads tilbage ved bordet, den var i den ende af bordet der lå tættest på døren. Selskabet var blevet helt stille da han var kommet ind i spisestuen til dem. Værtinden rejste sig hurtigt fra sin plads ved bordet og nejede kort før hun inviterede ham til at sidde ved bordet. Som hun havde rejst sig var flere af gæsterne begyndt at rejse sig op, men Marcus havde hurtigt signaleret med den ene hånd til at de skulle blive siddende. "Tak" lød det tørt fra ham til værtinden der stadig stod og ventede på at han skulle tage plads ved bordet. Med faste skridt gik han hen til den tomme plads og satte sig til rette. En tjener kom små løbende med en tallerken der havde forretten fint anrettet. Tallerkenen blev sat foran Marcus og et glas vin blev hældt op til ham. Marcus så kort på vinen før han talte. "Noget stærkere" lød det hentydende fra ham til tjeneren, som hurtigt nikkede og forlod stuen for at finde noget stærkere alkohol til Marcus. I mellemtiden var selskabet igen så småt begyndt at summe. Marcus gættede at værtinden og hendes bedre halvdel allerede havde budt folk velkommen, så folk var gået i gang med at sladre og snakke med hinanden på kryds og tværs af bordet. Marcus lænede sig dog bare tilbage i stolen og ventede tålmodigt på tjeneren ville vende tilbage.

Da hun først havde fået invitationen havde hun været ovenud himmelhenrykt. Eller altså. Hun skulle lige have en af de andre tjenestefolk til at læse det for hende først. Det var så snirklet skrevet, at hun ikke anede, hvordan hun skulle lykkedes med at stave sig igennem det selv. Hun havde været til fester før ja, men som gæst? Nah aldrig. Det blev så overtaget af stressen, for hvad i alverden skulle hun tage på? På den anden side betød det, at hun kunne få lov til at finde en festkjole. Så var den begejstring igen blevet erstattet af mistro. For hvad ville de hende i det hele taget? Hun kom frem til, at selv bare som en tjenerinde for en betydningsfuld person, måtte hun have en vis betydning. Noget, der glædede hende ganske meget. Det var vel trods alt det hun ville. Men samtidig var hun jo igen bare en tjenerinde. Ønskede denne familie en kort vej til herskerens øre? Måske i så fald, syntes Genevira, at de havde overdrevet hendes indflydelse på Sean ret markant. Med den konklusion skubbede hun alle eventuelle bange anelser ud af sit hoved. Men samtidig var hun efterhånden klar over, at verden opererede efter et princip om noget for noget. Pludselig venlighed ville det nok være smart at betragte med i hvert fald en vis skepsis. Imens hun lakerede sine negle i en rødlig gylden farve, lovede hun sig selv at være på vagt over for samtlige gæster. Et svært løfte at holde, når hun samtidig havde sommerfugle i maven over at skulle af sted. Og at møde andre vampyrer. Teknisk set kunne hun nok egentlig have snakket med Dannika, men Sean havde sagt, at Genevira ikke måtte forstyrre hende. Det havde Genevira meget bogstavelig talt taget til sig som 'Tal ikke til hende, hvis ikke hun taler til dig først'. Yes. Sådan blev det så og hun havde kun betragtet sin medvampyr på behørig afstand. Måske også lidt fordi, der simpelthen var noget akavet i tanken om at opsøge hende. Genevira kunne lige så godt have været en baby ved siden af alle de vampyrer hun nogensinde havde hørt om. Desuden var Dannika en læge og læger var uhyggelige per definition, så Genevira holdt sig pænt væk. Så, imens hun gjorde sig klar var hun blevet mere og mere enig med sig selv om, at det her faktisk var en ganske udmærket idé. Hun lærte nye folk at kende og forhåbentlig havde de folk ikke en taske fuld af knive...eller gift...eller...hvad læger nu gik rundt med.

Hun ankom til sit bestemmelsessted til hest. Ikke lige så fancy som folk i deres kareter eller bærestole, men stadig mere passende end hvad hun ville have kunne præstere for et halvt år siden.

Aftenens værtinde omfavnede hende næsten og hilste på hende som om, de havde kendt hinanden altid. Hvis ikke hun øjeblikkeligt var blevet opslugt af stedets glamour og ideen om at være både ventet og vellidt, ville Genevira nok have sporet en vis falskhed bag denne måde at blive hilst på, men for nu følte hun sig bare varmet og velkommen. Lod sig hvirvle ind i denne nye verden, som hun hele sin barndom havde fået at vide ikke tilkom hende. Ha. De skulle bare se hende nu. Som hun stod der i sin glansfuldt orangegyldne kjole og bløde røde uldsjæl, følte hun sig praktisk talt royal i sammenligning med den pige hun havde været. Også selvom brochen der holdt hendes sjæl på plads var til låns.

Det viste sig dog også hurtigt, at folk var næsten lige så nysgerrige, når det kom til hende, som Genevira var overfor dem. Det var vel forventeligt. Hun var bare dukket op i Doomsville en dag, en eller anden tøs ingen havde hørt om og så i følge med byens hersker af alle folk, det kunne have været.

"Åh mine forældre er handlende. De handler med krydderier. Eksotiske tekstiler, den slags ting, men de rejser meget," fortalte hun sin sidemakker ved bordet. Hun var blevet placeret pænt i midten. Havde fået at vide af sin sidemakker, en ung blond fyr med så syregrønne øjne, at det forekom foruroligende, at bordenerne var de virkelig vigtiges pladser. Så kunne man så overveje, hvor vigtig man var ud fra, hvor tæt på man sad. Rige folk var underlige, men Genevira lod meget pænt som om, at hun var ganske indforstået med den slags traditioner.
Da en anden spurgte hende, på hvilket grundlag hun egentlig havde fået stillingen som personlig tjenerinde for Sean Mcgivens, lo hun bare klirrende og sølvklokkeagtigt. "Jeg troede, at De havde set mit meget nuttede ansigt?" Om det helt kun var en joke eller, der var sandhed i det svar fremstod ikke helt klart. Svar der ikke var reelle svar var altid gode. I hvert fald havde Genevira en fornemmelse af, at det gjorde det svære at sige noget gennemgribende forkert.

Da der var gået en rum tid og stadig ingen havde rørt deres mad, på et niveau, hvor Genevira overvejede, om den vitterligt  var til pynt, måtte hun igen vende sig mod sin sidemakker.
Klemte tænksomt øjnene sammen bange for at fremstå totalt dum lige om lidt.
"Hvem...venter vi egentlig på?" spurgte hun hviskende.
Han så på hende, som om hun var en meget nuttet, men også meget uvidende lillebitte ting. En baby. Eller en hundehvalp. Sådan noget.
"Vores leder ankommer, når det passer ham," fik hun at vide til svar.

Da han rent faktisk troppede op troede Genevira vitterligt, at han havde sendt en af sine tjenestefolk i forvejen eller sådan noget. Han afsatte mudder på gulvet.
Men det var åbenbart ham. Hvis ikke hun havde kunne regne det ud ud fra, hvordan alle opførte sig omkring ham, havde hun aldrig grejet den.
Skomagerdatteren inde i hende fnøs mentalt over, hvor lidt han tilsyneladende tog sig af sine sko.
Alligevel kunne hun ikke undgå at betragte ham med en vis nysgerrighed gennem middagen, som de hverken havde brug for eller kunne tage nogen næring fra at spise.
Hvordan var sådan en type endt som raceleder? Hun besluttede sig for, at når hun gik herfra ville hun vide alt.

Den velkendte summen steg og faldt i takt med selskabets samtaler. Selvom der kun var omkring et dusin i selskabet, uden at tælle husets tjenere med, så kunne folk alligevel godt fylde rummet med deres stemmer. Det var vel altid noget at folk kunne finde ud af snakke med hinanden, det betød at Marcus forhåbentligt slap for konstant at skulle besvare alle på en gang. Det var aldrig til at vide hvor selvstændige folk var til disse middagsselskaber. Indtil videre havde det kun været værtinden og hendes mand der havde talt direkte til ham. "Vi håber de finder middagen behagende" lød det fra værtinden, med en så venlig stemme at den nærmest spandt som en kat. Det var til grin i Marcus' øjne at 'spise' denne middag, den gjorde ingen forskel for vampyrer. Marcus nikkede blot som svar, før han så lidt rundt på folks tallerkener. Der sad alligevel enkelte i selskabet og skar i maden med kniv og gaffel, dog uden at spise noget faktisk. Måske det var et levn fra deres fortid som mennesker eller andre væsner? Det eneste Marcus stadig holdt fast i var alkohol. Der gik heller ikke længe før tjeneren han før havde sendt efter alkohol kom ind i spisestuen igen. På et mindre fad stod et lavt glas med en gylden væske og nogle klumper is. Glasset blev sat ved Marcus' side, hvor efter tjeneren hurtigt bukkede og trak sig væk fra bordet igen.

Marcus tog glasset og studerede det kort før han duftede til væsken. Whiskey... Det var whiskey. Han tog derefter en mindre tår før han satte glasset fra sig igen. Det var en udmærket whiskey, men det var vel til at forvente når det var en rigere familie der var værterne. Som han sad og nød smagen fra whiskeyen lod han igen sit blik vandre ud i selskabet. De fleste ansigter var nogle han havde mødt før, men hist og her sad der enkelte som var nye for ham. Det var ikke så underligt, der var næsten altid enkelte nye personer med til disse middage. Men hvem det var havde han ingen anelse om på nuværende tidspunkt. Det havde heller ikke den største betydning for ham, da det mest var vigtige folk han holdt styr på, for eksempel gamle slægter der husede mange magtfulde vampyrer, vampyrer med høje stillinger i samfundet, vampyrer med evner der havde potentiale i hans øjne og selvfølgelig også hans 'børn' så som Dannika.
Dette selskab indeholdte dog heldigvis ingen af hans 'børn', det var nok meget godt da de ofte ikke opførte sig særlig pænt i hans selskab.

Efter noget tid rejste værtinden sig igen fra sin stol og selskabet blev igen stille. "Jeg håber alle har nydt forretten, for vi vil nu servere aftenens hovedret" i det hun var begyndt at tale trådte samtlige tjenere til og fjernede alle gæsters tallerkener med forretten. Næsten alle tallerkenerne var stadig fyldte og urørte. Værtinden fortsatte så med at præsentere hovedretten. "I lys af Hr. Davison er her, har vi importeret udsøgte råvarer til denne middag, vi håber derfor at alle vil være tilfredsstillet når i har smagt hovedretten!". Med et blev døren åbnet indtil spisestuen og ind af døren kom tjenere der holdte personer der var lænket på deres ankler. Der var både mænd og kvinder, men det passede med at der var en person til hver af middagsselskabets gæster. Tjenerene stilte personerne op på række og afventede så at blive kaldt frem. Værtindens blik landede på Marcus, som ellers havde fulgts hele optrinnet med en større interesse end hvad han ellers havde vist denne aften. "Shapeshifters, alle sammen i alderen 18-21 og alle sammen med et godt heldbred. Hr. Davison vil de vælge først?" hun lød henrykt over aftenens overraskende hovedret. Marcus var nu også en tand overrasket, det var langt fra alle middage der serverede frisk blod, hvilket også havde været årsagen til hans lille snack inden han var taget til middagen.
Marcus rejste sig fra sin stol og gik med rolige skridt hen til rækken af shapeshifters, ingen af dem var Alanis - heldigvis. Marcus' blik gled langs hver af shapeshifterne, før han besluttede sig. "Dig" lød det kort fra ham imens han udpegede en ung kvinde med skulderlangt brunt hår. En tjener skubbede hende frem mod Marcus, men det var ikke ligefrem fordi hun gik villigt med ham. Ikke desto mindre tog Marcus shapeshifterens hånd blidt, som kunne hun gå i stykker. Han ledte hende med sig tilbage til sin plads, hvor han satte sig  og fortsat holdte hendes hånd blidt i sin.

Værtinden så der efter tilfreds ud på resten af selskabet før hun med åbne arme bad alle om at rejse sig og vælge en shapeshifter selv. På overraskende rolig vis rejste folk sig fra sine stole et par stykker af gangen, de gik derefter hen og udvalgte en shapshifter som de bragte med sig til bordet. Der var ingen tvivl om at alle shapeshifterne var utrygge, men ikke desto mindre var der endnu ingen gråd eller voldsomme udbrud.

I begyndelsen af middagen var Genevira alvorlig talt bekymret for, om værtsparret forventede, at hun skulle putte den serverede mad i munden af ren og skær høflighed. Det hele føltes lidt fjollet, for da hun var lille, havde hun altid ønsket sig, at hun kunne komme til at spise mad, der var så fint, som det der netop stod foran hende lige nu. Som det var kunne hun dog kun se forvirret på det. Af en eller anden grund, kunne hun kun forestille sig, at hvis hun først puttede det i munden, ville det have samme ubehagelige effekt som at sluge en mundfuld grus eller sand. Fanget mellem ønsket om ikke at være uhøflig overfor højerestående folk, der sikkert ville kunne flå hende i småstykker og servere hende som næste ret, hvis hun fornærmede dem og ønsket om ikke at udsætte sig selv for unødvendigt ubehag, observerede hun nøje, hvordan de andre ved bordet bar sig ad. Ingen af de andre spiste noget og hun talte det som en mindre sejr, at hun ikke havde gjort sig selv til at grin ved at putte noget i munden, imens alle andre kiggede på hende.
"Bare vendt til hovedretten. Vores værter har altid et eller andet vildt planlagt," fortalte hendes sidermakker ivrigt. Han lod til at nyde, at der var nogen, han havde bedre styr på tingene end. Noget sagde Genevira, udfra hvordan folk nær hende talte til hinanden og hende, at hun var blevet placeret ved, hvad der for denne middag svarede til, ungdomsbordet. Og dog var disse andre, muligvis nyere vampyrer, sikkert stadig langt ældre end hende. Om ikke andet var de dele af magtfulde familier. Genevira kendte ikke engang sin skaber. Et faktum, som hun ikke anede, hvordan ville blive modtaget til et selskab som dette. Så ind til videre holdt hun det pænt for sig selv. Det ville muligvis ikke være positiv opmærksomhed og derfor var det ikke nødvendigt at fremhæve denne...mangel ved sig selv. Kain havde sagt, at man aldrig skulle skabe fokus på, hvad man manglede. Okay...dybe indåndinger. I hvert fald mentalt.

Marcus virkede i grunden ikke særlig imponeret over et selskab, der trods alt mere eller mindre lod til at være holdt i hans ære. Genevira undrede sig og tog en slurk vin. Betragtede ham indgående, og dog forhåbentlig ikke alt for åbenlyst, henover kanten af sit glas. Måske var det bare sådan det var at være leder, man måtte måske bare ikke udvise for meget begejstring over noget som helst, så man ikke fremstod uprofessionel eller partial overfor bestemte personer? Politik var forvirrende og det lod til at være over det hele. Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun konstatere, at han ønskede at være et hvilket som helst andet sted end her. Ikke at Genevira anede noget som helst om ham, men hun mente, at der var visse ting, man kunne læse ud af andre mennesker. Hun tænkte ikke over, at vampyrernes leder næppe var så nem at læse. Eller at han i det mindste kun lod andre se, hvad han ville have dem til.
Hun tolkede dog alligevel hans påklædning som en åben provokation, som folk bare måtte leve med, fordi han var så højt oppe, at ingen ville kunne gøre noget ved det alligevel. Hvad skulle de gøre? Skælde ham ud? Pft. Held og lykke med det. Det kunne ikke være mere forskelligt fra Genevira selv, der gik så meget op i, hvad andre tænkte om hende og hvordan hun fremstod generelt, at det næsten havde karakter af en besættelse.
Der var et eller andet fundamentalt fascinerende over at kunne være så ligeglad.

Det gik op for hende, at hun havde betragtet ham alt for længe og hun slog hurtigt blikket ned. Hvis hun havde kunne rødme, havde hun sikkert gjort det. Akavet. Tag dig sammen, skældte hun sig selv ud.

Og så blev hovedretten serveret. Burde hun væmmes? Løbe sin vej i rædsel? Eller måske nærmere have dårlig samvittighed over, at hun ikke følte nogen af disse ting? Hun prøvede at fortælle sig selv, at hendes opvækst havde lært hende, at man aldrig sagde nej til et fyldestgørende måltid mad og hendes ligegyldighed overfor disse væseners forestående lidelse blot skyldtes dette. Egentlig var sandheden nok nærmere at hendes følelser omkring vold, der ikke gjaldt hendes absolut nærmeste efterhånden var slukket.

Til gengæld scannede hun mængden grundigt for en velkendt rødhåret skikkelse. Da Alanis ikke var at finde i rækken, blev hun synligt mere afslappet og hun rejste sig næsten svævende for at hente sin mad. Ret imponeret over, hvor stilfærdig en affære det hele lod til at være. Et eller andet sted tvivlede hun på, om det helt var gået op for hovedretten hvad der egentlig foregik. Kvinden, som Genevira havde med sig tilbage virkede i hvert fald noget glasøjet. Chok, gættede hun.
Stilheden fortsatte indtil nogle af de yngre blev enige om at sætte deres middage fri i huset. Det var nok egentlig noget, de havde planlagt hele aftenen og at det sandsynligvis var noget de havde gjort før. Værtsparet virkede i hvert fald bemærkelsesværdigt tolerante, da alle dem Genevira hidtidigt havde siddet sammen med forsvandt jublende ud af lokalet i jagten på en flok vaklende, grædefærdige shapeshifters.
Det sidste der hørtes, før de sikkert var udenfor hørevidde var: "Åh jeg hader, når de bliver til fugle. Hjælp mig med at få hende ned derfra.".

Igen sad Genevira og undrede sig over, hvordan hun egentlig skulle bære sig ad med det her. Og nu sad hun endog relativt exposed midt for bordet, fordi der ikke sad nogen omkring hende længere. Øh tak for det?
Det blev hellere ikke bedre, da kvinden, der snart ville lade livet som hendes aftensmad, endelig lod til at være kommet en smule til sig selv og begyndte at græde.
"Hør," sukkede Genevira opgivende og fik med nogen besvær øjenkontakt med hende. Faktisk var Genevira nødt til at holde fast i hendes hage.
"Hvis jeg ikke tager meget fejl, så er jeres eneste alternativ til det her på nuværende tidspunkt er et liv som slaver. Og er det så ikke helt ærligt bedre at dø hurtigt end at have et helt livs potentiel lidelse foran sig?" spurgte Genevira og håbede, at hendes evne faktisk ville virke denne gang og ikke bare give hende en gedin hovedpine.
"Jeg mener, hvis du virkelig gerne vil lide, så kan vores værter sikkert sende dig tilbage, men helt ærligt, synes jeg, at du skal se det her som en mulighed for sparet smerte. Jeg gør noget for dig og du gør noget for mig. Det gør ikke ondt særlig længe. Hvorimod livet som andres ejendom...ja det tør jeg slet ikke begynde at overveje, gør du?
Geneviras store brune dådyrøjne virkede trods manipulationen og den underliggende trussel uskyldige og velmenende. Genevira selv mente enddog hvad hun sagde. Var overbevist om sin egen godhed i denne situation, selvom den næppe eksisterede. Dog var det muligvis hendes egen overbevisthed om sine ords sandhed kombineret med kvindens i forvejen nok ret smadrede vilje til at leve, der fik noget til at knække indeni staklen.
Hun græd ikke længere.
Når det kom til stykket gjorde hun faktisk slet ikke noget.
Hvis ikke det var fordi, at kvinden trak vejret, ville Genevira oprigtigt have troet, at hun sad med et lig i favnen. Og hun havde hovedpine igen.
Oh well...blod ville sikkert hjælpe.
Uden nogle egentlige skrupler plantede Genevira tænderne i hendes hals.

Det var ikke unormalt at unge vampyrer ville have en 'rigtig' jagt ud af deres måltid, der var noget ophidsende ved det, som fik blodet til at smage bedre. For Marcus var jagten kun sjov, hvis han faktisk var ude og jage for alvor. Så lige som så mange andre middage blev han siddende ved sin plads, alt imens kaosset omkring bordet groede. Det var kun nogle få andre der kom tilbage og satte sig med deres shapeshifter ved sig. Der i blandt var værtsparret og et par enkelte andre gamle vampyre, og så selvfølgelig et nyt ansigt.
Hun havde lige som alle andre i selskabet sat sig efter ham, da han havde valgt først. Så han havde haft god mulighed for kort at følge hende med blikket da hun satte sig. Marcus holdte stadig sin shapeshifter i hånden så hun ikke kunne løbe nogle steder. Måske det var fordi han endnu ikke havde givet hende særlig meget opmærksomhed, at hun stod helt stille ved hans side, eller måske var hun fastfrosset af sin frygt? Det var ikke til at vide. Marcus klagede dog ikke, da det gav ham rig mulighed for at se hvad der skete rundt om middagsbordet. Værtinden og hendes mand sad afventende, alt imens Marcus' opmærksomhed endnu engang var landet på den nye vampyr kvinde. Hun talte med sin hovedret... Spændende.

Til middage som disse så han ingen grund til at tale med sin mad, da det kun gjorde processen mere svær. Så det var interessant at set en der faktisk brugte tid på at tale sin mad ned. Det så også ud til at virke. Han så til som shapeshifterens gråd stoppede og vampyren endelig bed. Marcus' blik gled først der tilbage på hans egen shapeshifter, han lænede sig derefter tilbage i stolen. Hans greb strammede sig om hendes hånd, før han førte hendes håndled til sin mund. Det var først nu hun begyndte at live op. Hun begyndte at skrige og prøve at trække sin hånd til sig. Frygten i hendes ansigt var nu total. Hendes kamp virkede dog ikke. Marcus åbnede munden og lod så sine tænder synke i hendes håndled. Han mærkede hvordan hendes hud strammede op i takt med han bed sammen. Så kom blodet - det var varmt og sødt, men også metallisk. Det havde en velkendte dyriske smag, som de fleste shapeshiftere virkede til at have. Det var ikke alle der fandt den lige god, men Marcus nød gerne denne mere eksotiske smag. Han kunne nu få den lige så ofte han ønskede, efter Alanis var flyttet ind. Det var en luksus han ikke ville miste.

Som han slugte blodet prøvede shapeshifteren fortsat at trække sin arm til sig, tårerne løb ned af hendes kinder imens hun prøvede at kæmpe imod ham. Marcus' tålmodighed var ved at løbe tør. Med en hurtig bevægelse trak tog han fat i hendes frie arm, så hun ikke længere kunne bevæge sig ligeså meget. Det så ud til at hjælpe, da hun nu stod væsentligt mere stille end før. Der ville dog ikke gå langtid før hendes resterende energi ville forsvinde fuldstændigt. Marcus var sulten, også selvom han havde fået en snack tidligere, så var hans sult stor.
Ganske rigtigt gik der ikke langtid før kvindens øjne blev blanke og hendes arme slappe. Derefter gav hendes knæ efter og hun kollapsede på gulvet ved siden af Marcus' stol. I takt med hendes fald slap han hendes arme fuldstændigt. Hun var død, og Marcus var tilfreds. Han blik hvilede kort på liget, før han så ud i rummet igen. Værtinden og hendes mand var stadig i gang med at drikke fra hver deres offer. Det lød som om de fleste andre havde fanget deres måltid, da der kun kunne høres enkelte fodtrin ellers.
Hans blik vandrede så fra værtsparret til den fremmede vampyr.

Alle andre lod til at foretrække, at deres middag forløb i total stilhed. Eller. Det var ikke rigtig den korrekte betegnelse. For stilheden var netop ikke total. Deres måltid græd, skreg og kæmpede tydeligvis for at slippe fri. Ikke at Genevira regnede med, at de ville komme langt. I stedet ville de med al sandsynlighed ende som en ekstra ret for dem, der jagede rundt i husets gange. Det bekymrede reelt set ikke Genevira som sådan, men hun fandt skrigeriet forstyrrende. Havde der været et sådant postyr ved middagsbordet hos hende forældre, havde de alle fået en på hovedet med grydeskeen. Eller værre. Oh well. Hver sin smag. Desuden ville der være meget mere end larmen hendes forældre ikke ville bryde sig om ved hele det her arrangement. Genevira skubbede dem ud af sine tanker. Siden hun nu engang var en anden, end hun var for tre år siden, nægtede hun at bekymre sig om dem og deres mening om hende. Det fortalte hun i hvert fald stædigt sig selv. Det var da også mere hendes søskende der reelt set bekymrede hende. Hvad var der egentlig foregået med dem de sidste år? Før hun kunne begynde at overveje at gøre noget dumt, som at tjekke op på dem, lod hun sig i stedet fortabe i blodet. Sødt, sundt, nærende. Hun kunne allerede nu tydeligt mærke forskel på dette og sine måltider i gyderne i Rotten Root Discrit. Egentlig havde hun før nu altid tænkt, at blod vel var blod og det ene var vel lige så godt som det andet. Åh, hvor havde hun taget fejl. Og hvor havde hun været ukultiveret uvidende. Det var det værste af alt. Altid uvidende. Bagud. Hendes egne mangler generede hende et øjeblik så meget, at hun knap kunne være i sig selv og hun gravede neglene på den ene hånd så dybt ned i skulderen på sin middag, at kvinden, trods det næsten vegetative stadie, hun befandt sig i, twitchede i ubehagelig overraskelse. Genevira trak hastigt hånden til sig. Pinlig over, at hun havde været sådan i sine følelsers vold et øjeblik.
Hun var så optaget af sin mad, at hun end ikke nåede at overveje, om de egentlige overhovedet måtte slå dem ihjel, før det gik op for hende, at hendes shapeshifter ikke længere trak vejret. Genevira løftede hovedet, duppede forsigtigt sine mundvige med en snehvid serviet, der lå foran hende på bordet. Lignede et øjeblik nærmere en, der fjernede krummer efter at have spist noget til et teselskab end en, der vitterligt lige havde slået nogle ihjel ved at dræne dem for blod.
Et øjeblik betragtede hun blot sin shapeshifters afsjælede legeme med tænksomt sammenknebne øjne. Ikke helt sikker på, hvad hun skulle gøre af hende. Til sidst satte hun liget fra sig i den tomme stol ved siden af sig, for det virkede på en eller anden måde mere upassende bare at smide noget, der engang var levende på gulvet.
"Tak," sagde hun så og lukkede kvindens øjne. Knap så meget et ritual som det måske så ud til at være. I bund og grund var det bare fordi, hun følte at tomme døde øjne stirrede fordømmende på hende, selvom det langt fra var særlig logisk.
Det gik op for hende, at nogen betragtede hende et eller andet sted fra og hun drejede hovedet. Fik øjenkontakt med vampyrernes leder af alle personer. Hvad gjorde man?
Efter nogen tids overvejelse vovede hun at smile. Lagde hovedet en anelse på skrå som for at spørge, om han ville noget.
Genevira håbede ikke, at hun på en eller anden måde havde fornærmet ham.

Sikke en speciel opførsel. Marcus havde set folk snakke med deres mad før, det var ikke så unormalt, men lige frem at sætte et lig ved bordet og takke det! Det var første gang han var vidne til den slags vanvid. Var hun overtroisk? Var der en mening med at takke noget der ikke længere var levende? Denne gæst havde på mærkværdigvis fanget hans opmærksomhed i en sådan grad at han ikke havde opdaget den tjener der var kommet hen til ham og talte til ham. I stedet så han bare på det forsigtige smil kvinden sendte ham. Da tjeneren gentog sit spørgsmål om måltidet havde været godt og om Marcus ønskede liget flyttet så han endelig væk fra kvinden og i stedet for på tjeneren der tydeligvis var en tand nervøs. "Det var fint" svarede han kort imens han viftede lidt med den ene hånd mod liget der lå ved siden af hans stol. Det virkede til at tjeneren forstod hvad den lidt automatiske viften havde betydet. Tjeneren begyndte i hvert fald at samle op på kvinden og trække hende ud af rummet.

Marcus' blik gled atter hen på kvinden og hendes afdøde sidemakker. "Din bordskik er omtrent lige så dårlig som min var for mange år siden." lød det roligt fra ham imens hans kølige øjne betragtede den unge vampyr. Det lød nok som en fornæmelse, men det var mere bare en konstatering. Marcus var selv en gadedreng og de fleste finere selskaber han bliv inviteret til have været målløse over hans manerer, eller nok nærmere mangel på manerer.
Hun så fin ud, men hendes opførsel afslørede hende, hun var ikke fra det finere lag. Selv ikke det modige 'legede' med deres mad på den måde som hun havde gjort ved at sætte det til bords. Det ville ikke gå uset hen, selvom værtinden stadig var i gang med sit eget måltid, så ville Marcus vædde med at hun nok skulle få det fortalt af en tjener eller en gæst af selskabet.
Det så dog ud til at en tjener kom for at hente liget så hurtigt som muligt. Tjeneren kæmpede kun kort med at få ordentligt hanket op i den nu tunge og livløse krop, før tjeneren med hurtige skridt fik transporteret liget væk fra bordet og ud af spisestuen. Marcus' blik fulgte tjeneren kort, men fandt igen sin vej tilbage til denne unge kvinde.

I mellemtiden var værtinden og hendes mand så småt færdige med deres måltid, der ville ikke gå længe før værtinden ville begynde og bombadere Marcus med høflig sniksnak, som han ingen interesse havde i.

Genevira følte en vis prikken i sin nakke. Den var ganske velkendt. Man kunne ikke vokse op i Rotten Root District uden fra tid til anden at have fornemmelsen af at blive betragtet et eller andet sted fra. Holdt øje med af mere eller mindre lyssky mennesker. Hun skrev sig mentalt bag øret, at hun nok havde foretaget sig noget, der ikke just blev set som normen her i huset. Når hun tænkte over det, gav det i for sig også mening. Hun så sig om og konstaterede, at hun rigtigt nok var den eneste, der ikke blot havde ladet liget af sit måltid ligge på gulvet. De havde vel en pointe, men for Geneviras øjne virkede det bare forkert på en eller anden måde. Shapeshifteren havde trods alt engang, for meget kort tid siden faktisk, været et levende tænkende væsen med sine egne følelser og mål. Hendes liv havde givet Genevira næring og hun mente derfor, at hun på et eller andet plan skyldte en vis respekt til kvindens jordiske rester. Ikke noget voldsomt, men om ikke andet, at kvindens afsjælede legeme blev behandlet med større varsomhed end kyllingeben. Ikke, at hun på noget tidspunkt overvejede, at ytre disse overvejelser højt for de andre tilstedeværende. Hvorfor skulle hun blande sig i, hvad de gjorde med deres mad? Det så hun i princippet ingen grund til, men samtidig kunne hun dog godt fornemme, at hun her havde trådt ved siden af. Der var altså visse forventninger til, hvordan man i sociale lag håndterede den slags, kunne hun konstatere og kunne have skældt sig selv ud for ikke at have undersøgt, hvad der ville blive forventet af hende på forhånd. Men så igen. Hvad skulle hun i grunden have gjort? Det var ikke fordi hun var omgivet af folk i sin daglig dag, der lige nemt og fikst kunne forklare hende, hvordan vampyrer fungerede.
Hun ville lyve, hvis hun påstod at Marcus’ ord ikke sved en smule, for de udgjorde en reminder om, at hun netop manglede en viden, der her blev betragtet som en selvfølgelig. Ind i mellem føltes hendes kamp for at undslippe fortiden håbløs. Eller i hvert fald urimeligt svær. Det var som at bevæge sig gennem et tågelandskab. Hver gang hun var nået et stykke videre og tågen lettede en smule afslørede det også bare, at vejen stadig var uendelig lang og, at hun ville være nødt til at fortsætte endnu videre gennem et stykke land, hun anede så godt som intet om.
En anden ville måske have fortvivlet, men Genevira var ikke kommet så langt kun for at sætte sig ned og tude et eller andet sted. Om ikke andet så var hun stædig.
I stedet for at hænge sig i det faktum, at hans ord ganske muligt var en fornærmelse, hægtede hun sig fast i håbet.
”De lærte, sir, så kan jeg vel også,” konstaterede hun mildt og betragtede ham nysgerrigt. Kulden i hans blik var i for sig en anelse foruroligende, men Genevira kunne helt ærligt ikke rigtig placere, om det var fordi han allerede på nuværende tidspunkt agtede et eller andet mishag mod hende eller, om det blot var den karakteristiske tomhed, der eksisterede i alle vampyrers blikke, som hun bare ikke var vant til at være på den modtagende side af.
Siden han havde startet en samtale, slog hun fast, at hun næppe nærede hende nogen umiddelbar fjendtlighed. Om ikke andet så håbede hun.
Genevira registrerede kun kort, at en tjener bar shapeshifterens lig ud. Hvis ikke han havde set så underligt på hende, ville hun nok slet ikke have lagt mærke til hans tilstedeværelse. længere
Hurtigt vendte hun dog opmærksomheden tilbage på sin samtalepartner. Eller well. Måske kunne det ikke sådan rigtig betegnes som en samtale.
Men hun havde, på godt eller ondt, fanget hans opmærksomhed og han besad viden, som hun i aller højeste grad manglede. Så et eller andet sted forekom det hende dumt, at lade interaktionen dø ud her.
Hun rejste sig fra sin plads i en glidende bevægelse og gik et stykke. Stoppede ved en stol tættere på Marcus.
”Må jeg sætte mig, sir?” Hun foldede en langfingret hånd om toppen af stolens ryglæn.
”Det føltes underligt at føre en samtale med Dem, når vi er placeret så langt fra hinanden.” En placering der klart gav mening, men i og med, at mange ikke var tilstede ved bordet længere, kunne man lige så godt udnytte de tomme pladser.
Såfremt hun fik et positivt svar, ville hun sætte sig ned og folde hænderne i skødet.
Der var så mange ting, hun gerne ville vide, men samtidig vidste hun ikke rigtig, hvilke spørgsmål hun burde stille eller hvordan. Hun kæmpede lid med, at finde de rigtige ord et øjeblik. Håbede næsten, at han ville redde hende fra sin pine ved at sige…tja et eller andet.

Marcus så til som den unge kvinde endelig kiggede direkte på ham uden at vige sit blik. Det var ikke underligt for ham, der var mange der ikke så direkte på ham mere, det var en ting der fulgte med magt... Folk var ikke længere i stand til at forholde sig rolige overfor ham, som de havde kunne før han blev leder.
Hendes kommentar om at han havde lært fik ham kort  til at læne sig tilbage i stolen og se en tand overrasket på hende. Hun talte også... Sikke en overraskelse. Havde han virkelig lært? Eller havde folk omkring ham bare accepteret hans opførsel? Det var ikke helt til at vide, der var gået så meget tid. Da han stadig havde været en ung vampyr havde han levet i gaderne og var slet ikke fin nok til at komme til middage som denne. Det var kun efter han tilegnede sig nok kløgt og fjender at han begyndte at stige i graderne.

Da hun rejste sig og gik hen til ham, fulgte han hende med blikket. Det var ikke unormalt at folk byttede pladser efter maden var serveret. Det var dog unormalt at en så ny vampyr byttede pladser så hun kom så tæt på en æres gæst. Marcus så dog intet problem i at hun kom hen til ham. Han husede hjemløse lusede vampyre i hans huse, så en fint på klædt kvinde var langt fra den værste at side tæt på. Som hun spurgte om hun måtte sidde, så han op på hende med et skævt smil før han svarede hende. "Spørger du altid om lov før hun gør noget?" spurgte han roligt imens han afventede hendes reaktion. Han mente ikke at han skulle give hende lov til at sidde hvor hun ville, det burde hun selv være i stand til at vurdere. Han havde ikke meget til overs for de finere vampyrer der legede adel, de havde sjældent nogen ide om hvad der faktisk skete omkring dem. Marcus foretrak at bruge sin tid i gadebilledet hvor folk var nemmere at snakke med, der kunne man udrette ting hurtigere end steder som denne middag. Her var alt gemt bag et slør af falske venligheder og sniksnak der ikke gav Marcus noget brugbart ofte.
Men for ikke at miste de finere lag blev han nød til at ofre sig og deltage i arrangementer som denne. De var trodsalt stadig en del af hans race og de havde (selvom det irriterede ham grænseløst) stor magt, som han skulle bruge. Det havde taget ham mange år at optjene sin plads som en respekteret person blandt de gamle familier og klaner, så han måtte vedligeholde det så godt han kunne.

Denne unge kvinde lignede dog mest en der bare legede udklædnings leg. Hendes ageren havde afsløret hende lynhurtigt. Hvad hendes årsager var til at deltage til middagen var uklare for Marcus, han var i bund og grund også ligeglad.

Genevira kunne efterhånden ikke andet end at konstatere for sig selv at Marcus var…sær. Hun havde efterhånden dannet sig et ret konsekvent billede af, hvordan ”de fine” opførte sig og så kom vampyrernes leder her og vendte hendes opfattelse på hovedet. Rystede den som om det var en kasse fuld af små ligegyldige dimser, hun havde fundet et eller andet sted.
Faktisk mindede han hende grundlæggende mere om alle de ting hun havde brugt årevis på at flygte og distancere sig fra end om de folk, som de lige nu var omgivet af. Et eller andet sted væmmedes hun nok ved tanken. Ikke så meget, fordi han var frastødende, men mere fordi det at se ham i øjnene betød, at hun ikke helt kunne gemme sig fra det faktum, at hun endnu ikke rent faktisk passede ind her. Principielt passede han nok heller ikke helt ind. Forskellen var bare, at det virkede til, at han ikke kunne være mere ligeglad. Et eller andet sted var der noget dragende over den absolutte mangel på angst for, hvad folk tænkte om ham. Det var nok også derfor, at Genevira ikke bare gjorde sit bedste for at undgå ham og i stedet gjorde stort set det præcis modsatte.

Hun følte sig ret…betragtet. Ikke blot af ham, men også af vise af de andre tilstedeværende. Hun formodede for meget lod det til. Måske havde hun sat sig selv for højt i et hierarki, som hun endnu ikke var fuldt ud klar over, hvordan fungerede. Hun tog en dyb indånding, slappede af i kroppen og satte sig ned i en flydende graciøs bevægelse, før hun svarede. Hun havde besluttet at se hans spørgsmål som et ’du kan bare sætte dig’, Måske fejlagtigt, men hvad havde han tænkt sig at gøre? Slå hende ihjel? Næppe.

”Tja, det er vel blevet en vane,” svarede hun, imens hun foldede de slanke hænder foran sig i skødet, betragtede ham indgående. ”Men ser De, som de nok kan regne ud i forvejen er jeg relativt ny til alt det her. Og at lægge sig ud med folk, der garanteret er langt ældre og mere magtfulde end mig selv på grund af noget så basalt som manglende høflighed, virker ikke umiddelbart som nogen god idé.”

Desuden var hun trods alt en tjenerinde. At lytte til andres ønsker lå ligesom i jobbet og på et eller andet tidspunkt, var det blevet svært ikke at gøre det samme i relation til andre folk. Nok også fordi det fratog hende en del af ansvaret for, hvordan tingene forløb, at hun kunne lægge beslutningerne over til andre mennesker på den måde.

Genevira befandt sig ganske godt i simpliciteten.

”Og der er så meget, jeg ikke ved. De kunne have ventet en anden for all I know.” .” Hun trak let på de spinkle skuldre og rettede lidt på sit sjal, mest for at lave et eller andet med hænderne. Ellers ville hendes nervøse energi sikkert bare skinne igennem.
Egentlig var det ikke så meget, fordi han specifikt gjorde hende nervøs. Men situationen var ny og hun forsøgte stadig at finde ud af, hvordan hun skulle navigere i den. Et eller andet sted, følte hun sig mest af alt som en meget lille fisk, der var blevet smidt i et hav fuld af hajer for sjov. Hvilket var emotionelt smertefuldt, for det fremhævede blot yderligere, hvor uvidende hun var.
Hun så lidt rundt, klemte øjnene tænksomt sammen. Så vovede hun noget. Med fare for at udstille præcis, hvor lidt hun vidste, men hvis hun ikke spurgte, lærte hun jo heller ikke vel?

”De folk der bor her referere til hinanden som familie, af hvad jeg har hørt i hvert, men…hvordan fungerer det? Ser folk de vampyrer de selv har skabt som familie eller?”

Og var hun så teknisk set forældreløs? Ideen fik hende til at føle sig lidt ekstra efterladt.

Hans blik fulgte hende roligt som hun satte sig til rette i stolen. Det var da altid noget at hun ikke blev skræmt væk af hans spørgsmål. Nogle ville nok have opgivet og sat sig tilbage på deres oprindelige plads. Et lille smil kom kort til syne som hun forklarede sin brug af høflige spørgsmål. Hun havde i bund og grund nok ret, det var sjældent en god ide at gøre som det passede sig til middage som disse. Værtinden var kendt som en ægte rappenskralde der gerne fandt de mindste ting at klage over hvis hun kunne. Marcus havde dog allerede en gang sat hende på plads, da hun betvivlede hans evne til at overtage Carolines plads efter så mange år hvor racen havde været foruden hendes lederskab. "Jeg ventede intet selskab. Ikke andet end værtindens, men hun kan vente" lød det tørt fra ham imens hans blik kort vandrede til værtinden. Hun sad stadig i den anden ende af bordet. Hun havde spist færdig og sad nu i en samtale med sin mand og en anden kvinde, dog var hendes vandrende blik meget afslørende. Hun ville sikkert helst hen til Marcus og forhøre sig om maden var god, eller om der var nogle nye planer hun skulle kende til - hvilket der ikke var. Marcus vidste at hun på inden måde kunne holde noget hemmeligt. Det ville sikkert pine værtinden at se Marcus snakke med en anden og så endda en ny vampyr. Det ville Marcus nyde i stilhed.

Hans opmærksomhed vendte igen tilbage til den unge kvinde da hun begyndte at spørge ind til familie ordet. Det var ikke et unormalt spørgsmål. Ikke desto mindre var det et svært spørgsmål for Marcus da hans 'familie' ikke ligefrem fungerede som så mange andre gjorde. Ikke desto mindre nikkede han kort før han gav sig til at forklare. "Familie er et lidt løst ord. De fleste betragter dem de har genfødt som familie, men der er også mange der genføder deres originale familie fra før de var vampyre." han holdt en kort pause og så lidt på værtsparret før han fortsatte. "Andre stifter familie med de vampyre de kommer god ud af det med, det er en måde at overleve på når man ikke har kontakt til sin skaber." konstaterede han roligt imens han trak lidt på skuldrene. Hans forhold til sine 'børn' var ikke just godt. Den eneste der virkede til at være glad for sin genfødsel var Micah. De andre havde et tydeligt had overfor Marcus, han var dog ikke så mærket af det.

"De gamle familier holder sig gerne for dem selv, de genføder ikke særlig tit nye vampyre og tager heller ikke fremmede ind i deres familier. Det forpurre det rene blod" forklarede Marcus imens han næsten himlede med øjnene. Der var intet blod der kunne forpurres... Kun gammel magt politik der kunne blive skubbet til hvis nye kom til. Han lod dog ikke den unge kvinde tænke over hvad han havde fortalt særlig længe.
"Du har glemt at præsentere dig.. Så meget for at være høflig" den sidste halvdel var noget tørt sagt, men ikke desto mindre mente han det. Hun havde været så ivrig for at virke høflig, men en simpel præsentation havde fuldstændig forbigået hende.

Hun fulgte nysgerrigt Marcus’ blik over på værtsparret. Faktisk kunne hun let bilde sig ind, at der var en vis snert af mishag at spore i både hans blik og måden han omtalte værtinden på. Noget sagde hende, at han for længst havde gennemskuet hele spillet her og ikke havde særlig meget tilovers for hverken kulisserne eller skuespillerne, der var blevet sat på den scene, som spisestuen vel i for sig var.

”Kender De hende godt?” spurgte Genevira, da hun atter vendte blikket tilbage på Marcus. Hun lagde hovedet en anelse på skrå.
Hun lyttede til hans forklaring i fuldstændig stilhed. Slugte denne nye viden, som om den en dag ville blive det allervigtigste hun havde. I hvert fald følte hun, at det var på høje tid, at hun begyndte rent faktisk at sætte sig ind i, hvordan tingene omkring hende rent faktisk fungerede, når det kom til stykket. Især nu, når det sådan liiidt virkede til, at værtinden hovedsageligt havde inviteret hende i håbet om, at hun kunne bruges til et eller andet.
Genevira fornemmede egentlig til at begynde med, at de måtte være skuffede over, hvordan hun tog sig ud og hvor lidt hun vidste om noget som helst, men jo mere hun overvejede det, des klarere stod det, at det måske netop var hendes uvidenhed, de havde regnet med at kunne udnytte på en eller anden måde.
Tanken fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, men var samtidig en øjenåbner. Hun måtte se at få styr på ting, så hun ikke til sidst endte i et hul, som hun ikke kunne komme op af igen.

At hun muligvis allerede var og stadig blev udnyttet af andre mennesker omkring sig faldt hende slet ikke ind som værende en mulig risiko.

”Det giver mening,” sagde hun så, da hun havde hørt hans forklaring til ende. ”Tror jeg nok…,”tilføjede hun så, som en indrømmelse. Der var så mange facetter af ting, som hun aldrig nogensinde selv ville have overvejet og hun følte sig mildest talt på dybt vand her.
Tænk at forvandle sine blodslægtninge. Tanken om hendes søskende og forældre som vampyrer, var så absurd, at hun måtte gemme et smil bag hånden, Skulle hun så have haft dem på slæb for resten af evigheden? Ellers pænt tak helt ærligt.
Tanken kom som noget af et chok for hende selv. Hun havde altid vidst, at hun gerne ville ud af sit barndomskvarter, men at det også var selve familien, som hun på et eller andet plan gerne ville skilles fra, stod hende først i sandhed klart nu, da ideen om, at hun kunne have været sammen med dem for evigt var blevet præsenteret for hende og hun kun mødte den med dybfølt aversion og morskab over ideens latterlighed.
Hun havde nær spurgt Marcus, hvordan han så var endt, som han var, men nåede lige akkurat at tage sig i det, da det pludselig forekom hende, som værende et ret ubehøvlet spørgsmål.
Måske også fordi det faktisk var et spørgsmål, hun ikke så gerne selv ville være tvunget til at svare på. For svaret var hverken pænt eller ordentligt. ’Nå jeg blev såmænd bare overfaldet i en gyde og efterladt til at dø for mig selv. Jeg måtte leve af rotter i to dage og jeg tror muligvis min videre eksistens skyldes et uheld mere end noget andet’ var ikke nogen særlig værdig oprindelseshistorie og hun væmmedes i høj grad stadigvæk selv ved den, så hun undgik helst helt at tale med folk om det. Nøjagtig som det var tilfældet med tiden før hendes genfødsel.

Det gav hende et ubehageligt sug i maven, da han pegede hendes manglende præsentation ud. Her havde hun virkelig forsøgt og så glemte hun alligevel noget så fundamentalt som at fortælle, hvem hun var. Hvor dum har man lov at være? Åbenbart meget.

Hun lo klokkeagtigt og rystede på hovedet af sig selv, købte sig et øjebliks tid til at finde ud af, hvordan hun skulle bære sig ad med at svare og rode bod på sin tidligere overivrige fejltagelse.

”Beklager min uforskammethed, sir,” undskyldte hun.

”Genevira Allaire,” ,” præsenterede hun sig så. Hun gav ham ikke hånden. Rangforskellen mellem dem bød hende at lade være. Hvis hun havde stået op endnu, ville hun have nejet. Som sagerne stod, nøjedes hun med kort at bøje hovedet.

Hendes spørgsmål var overraskende direkte, men det var en god overraskelse. Han foretrak direkte frem for skjult og vagt. Uden videre overvejelse gav han sig til at svare på hendes spørgsmål før han forklarede familie opfattelsen. "Vi har kendt hinanden i nogle år, så man kan vel sige at vi kender hinanden så godt som man kan uden at være gift" lød det lidt små tørt fra ham. Værtinden var på mange måder ikke den mest stilfærdige når det kom til deres 'venskab'. Hun kunne som sagt ikke holde på selv den mest banale hemmelighed, det eneste hun godt kunne holde til sig selv var sladder der ville ødelægge hendes eget omdømme. Hun var i sandhed en slange. Ikke desto mindre nød Marcus godt af hendes egoistiske drifter da hun også var drevet af et konstant ønske om mere magt og prestige, hvilket betød hun var nem at få til at gøre ting for sig hvis bare der var den mindste gulerrod i den anden ende for hende.

Marcus dvælede ikke længe ved tankerne om værtinden i stedet lod han sin opmærksomhed hvile på den unge vampyr ved hans side. Hun virkede til at lytte til hvert et ord der forlod hans læber. Noget der ikke var helt nyt for ham mere, men alligevel virkede denne kvinde meget ærlig i sit ønske om at lære mere om den verden hun var blevet genfødt ind i. Hans egne blodbørn ville sikkert have ædt hans ord rå lige som denne kvinde gjorde nu, hvis altså han var blevet sammen med dem efter deres genfødsel... Var det en snert af fortrydelse der ulmede i den dybeste afgrund af hans sind? - Nej... De skulle lige som ham selv lære at stå på egne ben og overleve i denne mørke verden som genfødslen havde budt dem!
"Familier er ikke hvad der burde bekymre dig mest.." konkluderede han roligt imens han lænede sig en smule over mod hende. "Når nu du er inviteret til en middag som denne, ville jeg være mere bekymret over dem der anser dig som konkurrence" hviskede han lavmælt til hende imens et skævt smil gled over ham. Han vidste at der var mange der ville ofre flere lemmer bare for at få lov til at skaffe maden til middage som denne. Han lænede sig igen tilbage i sin stol på den mest afslappede vis. Han så til som han afventede hendes reaktion.

Hendes latter var ikke nok til at fjerne Marcus' opmærksomhed fra hendes forglemmelse af den mest basale høflighed. Ikke desto mindre valgte han ikke at lade hende høre mere fra den på dette tidspunkt. I stedet nikkede han bare roligt da hun undskyldte og præsenterede sig selv for ham. "Genevira.."han smagte lidt på navnet imens han så lidt ud i rummet. Hun var sandlig en komplet fremmed for ham. Hendes navn var ikke et han havde stødt på før, hverken i sladder eller ved omtale. Forfriskende var det vel. "Marcus Davison" sagde han kort før han stak den ene hånd frem. Måske det var gadedrengen i ham, eller måske hans diabolske humor skinnede for meget igennem denne aften, men han ville se om hun tog hans hånd eller ej. Hun havde virket en tand befippet tidligere da han havde udpeget hendes manglende mannerer, så en invitation til at give ham hendes hånd ville sikkert være yderst morsomt. Om ikke andet ville det sikkert give Genevira uønsket opmærksomhed fra værtinden, hvilket også kun ville være mere interessant for ham.

Så godt som man nu kan uden at være gift huh? Ikke at Genevira anede, hvad det dækkede over. I grunden var det relativt kryptisk sagt, for hun var ret sikker på, at mange ægtepar havde sidder, som de hver især omhyggelig skjulte for hinanden. Desuden havde hun sine egne forældres ægteskab mistænkt for at være bygget langt henad vejen på praktikalitet fremfor alt andet. Hun havde svært ved at forestille sig, at det nogensinde var de dybe følelsesmæssige emner, der var blevet vendt mellem de to. Heller ikke når børnene ikke var til stede. Gad vide, hvad værtindens mand egentlig ville syntes om den forklaring. Og hvor meget var nogle år i det hele taget? Det kunne være alt fra to til firehundrede for hvad Genevira vidste. Og Marcus og værtinden lod heller ikke ligefrem til at være sjælevenner. Så igen. Nogle ægteskaber faldt fra hinanden efterhånden. Måske havde deres forhold været varmere engang. Genevira tvivlede dog. Marcus slog hende i det hele taget ikke som typen, der havde et særligt tilgængeligt følelsesliv, når alt kom til alt.

Hun havde en vag fornemmelse af, at de måtte tiltrække sig en del opmærksomhed, som de sad der. Meget tydeligt placeret ved siden af hinanden ved et næsten tomt bord og han tilmed lænede sig frem mod hende for bedre at kunne videregive sit budskab. Hun kunne dog næsten ikke lade være med at le, da hun først hørte hans ord. Konkurrence? Hende af alle personer i verden? Med hvem dog?

Alligevel var det rart nok at vide. Det var ikke svært at forestille sig, at blev man først anset som et mål for nogen, så kunne det hurtigt gå hen og blive brutalt. Her ville hendes opvækst visdom have lært hende, at så var det bedst bare at holde hovedet lavt og ikke tiltrække sig nogen opmærksomhed overhovedet. Tal ikke, hvis du ikke bliver talt til og synk så meget i med baggrunden, som du overhovedet kan. Ellers bliver det kun værre for dig selv.

Men ved guderne. Der var en grund til, at hun var flygtet fra alt det. I øvrigt var det lidt sent at begynde at overveje, om hun kunne undgå at tiltrække sig i hvert fald en eller anden mængde opmærksomhed.

Som sagerne stod havde hun, på godt og ondt, vidst allerede skaffet sig den på halsen, om hun så kunne bære den eller ej.

”Det vil jeg have i tankerne,” lovede hun så med et kort nik.

Da han rakte hende sin hånd lagde hun hovedet en smule på skrå. Et udtryk for nysgerrig uskyldighed. Nu var det hendes tur til at læne sig frem mod ham.

”Men, sir. Var det ikke Dem, der netop for et øjeblik siden bad mig være på vagt overfor folk, der ville se mig, som konkurrence?” Hun genkendte en udfordring når hun så en og det havde vækket noget i hende. Måske det barn hun engang havde været. Hende der som elveårig var kravlet op i kirketårnet på trods af risiko for liv og lemmer, bare fordi Billy fra længere nede af gaden havde sagt, at det ville hun i hvert fald ikke kunne. Hun havde vel og mærke også troet at hun skulle dø flere gange på den tur og Kain havde vidst nok været lettere exasparated over, hvad hun havde gang i, men hun havde gjort det og hun havde vundet. Der var noget næsten trodsigt muntert i det smil, hun sendte ham, da hun endelig tog hans hånd.

”Det glæder mig at gøre Deres bekendtskab,” erklærede hun.

Denne middag skulle måske alligevel vise sig at være værd at deltage i! Da Genevira lænede sig hen mod ham for at spørge ind til hans intentioner fik det et meget udfordrende smil frem hos ham. Hun så ud til at bide på krogen...
I det hendes hånd rørte hans lukkede han sine fingre om hendes hånd før han vendte den og førte den op til hans ansigt. Han så hende i øjnene før et diabolsk smil bredte sig over hans ansigt. Så kyssede han hendes hånd, som en ægte gentleman. Derefter bøjede han kort hovedet for hende før han igen slap hendes hånd og rettede sig op i sin stol.
"Det håber jeg..." lød det roligt fra ham imens hans blik gled fra Genevira og hen til værtinden.

Værtinden var mere end rød i hovedet... Marcus var yderst selvtilfreds med hele situationen. Ikke nok med at han havde smidt Genevira ud på dybt vand så havde han også for alvor vækket værtindens vrede og misundelse. Det havde næsten været for let...
Marcus havde på ingen måde lagt mærke til Geneviras reaktion til hans hilsen, han blik havde været fæstnet på værtinden. "Tag en dyb indånding. Hun kommer her hen nu" lød det kækt fra Marcus, og ganske rigtigt så havde værtinden undskyldt til sit eget selskab og rejst sig fra sin stol. Efter hun havde rettet lidt på kjolen satte hun det lange ben for, og i løbet af få sekunder var hun nået hen til Marcus og Genevira. Marcus så på værtinden med et afslappet blik før han så på Genevira. "Vil du ikke side?" spurgte han med en kølig stemme. Der var ingen falske venligheder overfor værtinden fra hans side længere. Værtinden så ned på Genevira først, men dernæst på Marcus da han inviterede hende til at sidde med dem.

"Tak... Jeg ser at de er i selskab af frk. Allaire. Jeg håber ikke at hun keder dig?" værtindens tone var næsten så skinger at den gjorde ondt. Hun var tydeligvis ikke tilfreds med hvad hun havde været vidne til. Hvordan kunne en ny vampyr som Genevira tage hendes mest ærede gæsts opmærksomhed?! Det var ufatteligt og en fornærmelse. Ikke detso mindre prøvede værtinden at holde masken. Hun trak en stol ud modsat Genevira og satte sig tilrette med foldede hænder. "Jeg håber ikke frk. Allaire har kedet dem for meget?" hendes forsøg på at lyde bekymret var ikke det bedste.

Marcus rystede blot på hovedet, dernæst kiggede han på Genevira før han talte. "Genevira har været yderst spændende at tale med, det tror jeg også du vil se" svarede Marcus imens han stadig kiggede på Genevira, med et blik der virkede helt optaget af hende. Jo mere han kunne spille værtinden ud mod Genevira desto mere underholdning ville han få.

Åh så det var altså sådan de legede huh? Well. Nu var der ingen vej tilbage. Værtinden bevægede sig bemærkelsesværdig hurtigt. Hvordan mon man kunne blive så rød i hovedet, når man, teknisk set, var død? Så mange spørgsmål. Genevira var ikke i tvivl om, at Marcus havde besluttet sig for, at hun måtte blive aftens underholdning. Om han blot ventede på at se hendes destruktion eller noget andet var svært at sige, men det første skulle han altså ikke for lov til at overvære i dag. Eller på noget senere tidspunkt for den sags skyld. Samtidig besluttede Genevira sig med knivskarp klarhed for, at deres værtinde, falske snog som hun var, havde været for komfortabel i sin magt position for længe. Ikke at Genevira anede, hvor længe, men ud fra kvindens reaktion på Marcus’ lille opstillede scenarie, så var det sikkert i stor grad netop hendes relation til Marcus, der sikrede hende en vis status blandt de andre vampyrer. Hun lignede en af konerne hjemme fra kvarteret, der havde taget sin mand i sengen med en anden og nu ikke helt kunne finde ud af, hvem hun skulle smadre først. Hvilket principielt var ret morsomt, da hendes mand var placeret ikke ret langt derfra.

Genevira tog en dyb indånding. Ikke så meget fordi Marcus havde opfordret til det, som af rent instinkt. Som om det kunne hjælpe hende med at klare hjernen på trods af, at hun slet ikke længere behøvede at trække vejret generelt. Et kort øjeblik lukkede hun øjnene.

Jeg har ikke tænkt mig, at blive trådt på. Aldrig nogensinde igen. Og slet ikke af en eller anden gammel aristokrat, der har glemt hvad virkeligheden er eller måske aldrig har vidst det. Hun anede ikke, hvor denne beslutsomhed kom fra, men der var noget grundlæggende rart over den. Nok er jeg måske ikke velkommen, men i det mindste er jeg her. Jeg er nået så langt og jeg har ikke tænkt mig, at lade en eller anden gammel kælling ødelægge det for mig. Er jeg bange for, hvad hun potentielt kan gøre ved mig?...ja, men det må hun ikke se. Hun åbnede de store brune øjne igen, sendte værtinden et varmt og uskyldigt smil på trods af, at det næsten var svært ikke at skære ansigt over, hvor gennemtrængende skinger, hendes stemme var gået hen og blevet.

Prøv lidt hårdere, dame. Folk har set ned på mig hele livet. Hvis blikke kunne dræbe, ville Genevira have mødt sin endelige død for længst. Værtinden så på hende, som om hun prøvede at bore hul i hendes kranie med tankens kraft. Stolens skraben mod gulvet lød ubehageligt høj i det nu gravkammerstille lokale.
Der var ikke længere skyggen af tvivl om, hvor alles opmærksomhed var rettet hen.
Genevira var blevet smidt ind på spillebrættet som en brik i et spil, hun givetvis ikke havde en jordisk chance for at kende reglerne til. Men hun var ikke dum. Ikke helt i hvert fald. Hun havde visse fornemmelser af, hvad der foregik trods alt. Stemningen i rummet var til at tage og skære i. Ingen vovede at sige noget, for hvem ville misse så meget som ét enkelt ord af et sådant optrin, når aftenen ellers, sikkert, forløb som den havde tusind gange før? Og alligevel var det som om lokalet summede intenst.
I denne larmende stilhed fornemmede Genevira noget vigtigt. Ved offentligt så skødesløst at have forkastet selskabets værtinde havde han gjort selskabet usikkert. Burde de alle sammen gå til modangreb på den særling, der somehow havde stjålet, lod det til, deres leders opmærksomhed så nemt? Men ville det ikke blot være at risikere at påkalde sig hans vrede, hvis de gjorde hende noget? Denne usikkerhed lod til at være det der holdt forsamlingen i sæderne, næsten lige så meget som den helt simple underholdningsværdi. Pludselig var der reel forvirring om, hvem af dem der ville komme sejrende fra denne konfrontation. Værtinden havde sin alder og erfaring til fordel, men Genevira havde lige øjensynligt for øjnene af dem vundet deres leders agtelse.
At det hele var spil for galleriet i et forsøg på at pisse værtinden af på hende, behøvede de jo ikke at vide. Og Genevira havde ikke i sinde at tabe. Så hellere destruere hende i deres øjne, før hun kan slå mig ihjel eller noget.

”Tror De at han svarer bekræftende, hvis De insisterer og stiller det samme spørgsmål to gange?” spurgte hun med munter nysgerrighed. Det var anden gang, at hun havde spurgt ind til, hvorvidt Marcus kedede sig i Geneviras selskab. Hun måtte være virkelig desperat efter at få et ja og slippe af med hende.

Genevira lagde hovedet på skrå og betragtede værtinden afventende. Værtinden snerpede munden sammen. Lignede mest af alt en, der var blevet tvunget til at spise noget grimt.

”Men selvfølgelig. At stille de samme spørgsmål er måske bare Deres måde at føre samtaler på? Så kan vi vel ikke rigtig bebrejde hr Davison, at han har brug for et afbræk…synes De?” Værtinden lød som om, hun var ved at blive kvalt i sit eget spyt og i et sted i lokalet maskerede nogle, hvad der kunne have været en latter bag et host.
Genevira mødte Marcus’ blik. Han spillede en næsten lovestruck knægt ganske godt egentlig.

Jeg håber fandme du er underholdt, din satan, tænkte hun alt, imens hun smilede varmt til ham. Hun vovede at læne sig en anelse frem mod ham, lagde sin ene slanke hånd på bordet. Så tæt på hans egen, at de kun lige netop ikke rørte ved hinanden. En lillebitte del af hende kunne ikke lade være med også at nyde spillet en smule selv. Der var et eller andet sted noget sjovt ved det alligevel.
Forhåbentlig døde hun ikke af det.
For nogen tid lod hun det virke som om hun simpelthen havde glemt selskabets værtinde. Hvilket hun ikke havde.

Så vendte hun sig mod hende igen, glippede med øjnene. Som om, hun var overrasket over, at hun stadig var der.

”Savner Deres mand Dem ikke?” spurgte hun.

Denne unge kvinde var da fuld af overraskelser! Marcus kunne ikke andet en at nyde udvekslingen mellem de to kvinder, det var næsten lige så godt som en slåskamp. Genevira havde ikke skuffet, hendes bemærkelsesværdige opførsel under middagen havde været en velsignelse for ham. Nu ville han både have en mulighed for at gøre sig et måske godt nyt bekendtskab og få stukket lidt til værtindens selvtillid.
Han forholdt sig dog relativ tarvs imens Genevira huggede til. Værtinden var gammel nok til selv at kunne forsvare sig. Marcus ville kun bryde ind hvis de to kvinder for i flæsket på hinanden. Men det regnede han ikke med skulle ske.

Det var dog ikke til at vide med værtinden. Hun havde en kort lunte... Genevira og Marcus' varme blikke var ikke noget værtinden ville finde sig, ej heller Geneviras direkte fornærmelser. Med et så hun ud til at bløde lidt op, dog ikke helt. Det 'venlige' smil var stadig enormt stramt og en tand anstrengt. "Det glæder mig at mine gæster kan underholde dem. Jeg ville blot sikre mig at de ikke følte dig overset" værtindens stemme var spids og ikke spor blød. Hun havde rettet alt sin opmærksomhed hen på Marcus da hun talte, men hans blik lå stadig på Genevira og blev først brudt da Genevira selv brød øjenkontakten mellem dem. Geneviras ikke særlige stilfærdige spørgsmål og værtindens mand var nok til at få blodet til at bruse hos værtinden.
Rummet var helt stille, de gæster der var vendt tilbage efter deres lille jagt rundt i huset, var nu samlede i døren og langs væggene i spisestuen. Ingen sagde noget, men alles øjne var på Genevira og værtinden.

Med et slog værtinden en hånd i bordet, men en sådan kraft at flere tallerkener og glas væltede om eller faldt på gulvet og gik i stykker. Flere gisp undslap gæsterne, det fik enkelte til at lave et lille forskrækket hop hvor de stod eller sad. Selv Værtindens mand var faret op og stå fra sin stol. Han skulle lige til at tage et skridt i deres retning da værtinden sendte ham et dødbringende blik før hun igen så tilbage på Genevira. "Hvor vover du! Ingen taler sådan til mig!.. Og da slet ikke små gaderotter som dig! Du burde takke mig for så meget som at have overvejet din invitation til dette selskab..." værtindens stemme var iskold og hendes øjne var så vrede at man næsten kunne se flammer i dem. Værtinden rejste sig langsomt fra sin stol og så ned på Genevira før hun fortsatte. "Selvom du tjener Herskeren af denne by, så kan din plads nemt udfyldes af andre, og det gælder også i det her selskab..." med en hurtig bevægelse vendte værtinden sig om og marcherede fra sin stol og lidt op af bordet. Hun stoppede igen og så ned på servicen der nu lå lidt over alt. Hun bøjede sig ned og samlede en kniv op før hun igen vendte sig om mod Genevira og Marcus. "Ingen her vil ofre sig selv for at beskytte dig, husk det" værtindens stemme blevet en tand mere rolig, men vreden var tydeligt mærket. Selvom værtinden var gift med en fin mand og levede et godt liv med mange goder fra hendes ægteskab så var hun lige som så mange andre meget selvstændig. Hun havde ikke taget det pænt at Genevira havde talt ned til hende, som om værtinden kun kunne færdes sammen med sin mand og dermed ikke var noget uden ham.

Hvis bare Genevira havde vidst hvordan værtindens mand i virkeligheden var ret uduelig og at værtinden selv var det ledende parti der sørgede for at familien ikke så dårlig ud udad til. Samt at værtinden gerne var den der fik skaffet de fleste af hendes mands arbejdsaftaler. Værtinden nægtede at blive talt til som om hun var et vedhæng til hendes mand.

Fra det øjeblik værtinden havde rejst sig, var Marcus klar. Der kunne have været sket hvad som helst! Hun var ikke altid til at forudse når hun var vred. Men til hans overraskelse var hun ikke hoppet over bordet for at flænse Genevira. Ikke desto mindre var kniven i værtinden en tand bekymrende. Men Marcus forholdt sig i ro imens hans blik lå på værtinden. Han vidste godt at værtinden havde ret, de andre gæster ville ikke beskytte Genevira hvis der skulle ske noget alvorligt. Marcus var dog ikke sikker på han ville lade det gå så galt længere. Geneviras mod havde vækket en interesse i ham som mindede meget om den samme interesse han havde for både Alanis og Dannika. De havde også begge udvist stort mod og trodsighed i situationer hvor de allerede havde tabt. Noget Marcus så en stor værdi i.

Det her var gået galt. Rigtig hurtigt. Ikke at hun ikke op til et vidst punkt havde regnet med det, men at værtinden var eksploderet som spildt olie, nogen havde sat en tændstik til var alligevel kommet bag på Genevira. Tja, hun kunne ikke træde tilbage nu og det var nok ikke meget hjælp i at forsøge at glatte vandene ud mellem dem. Det bedste hun kunne gøre nu, var sandsynligvis at lade være med at opføre sig lige så aggressivt som værtinden ellers lod til at være på vej ud i. Da tallerkener, bestik og glas faldt på gulvet under højt påstyr kunne Genevira da heller ikke lade være med at trække sig forskrækket tilbage i sin stol. En barndom, hvor pludselige bevægelser og uventede høje lyde som regel var blevet efterfuldt af slag havde nok mærket hende mere end, hvad hun selv var klar over og for nogen tid sad hun der bare helt handlingslammet, imens hendes hjerne fik styr på, at hun altså ikke var blevet tævet ind i næste uge. Endnu.

Alt det pæne porcelæn, sikke en skam, var et øjeblik alt hun kunne observere på en sært distanceret måde. Hun havde det lidt som om, at det først indhentede hende nu, hvor presset hendes situation egentlig var og et øjeblik var det overvældende. Det var lige før, at hun mest af alt havde lyst til at finde et skab og kravle ind i, ligesom, da hun var lille. Bare håbe på, at de andre så efterhånden ville glemme, at hun vart til stede eller måske køle nok ned til at beslutte sig for, at det ikke var værd at smadre hende over. Når hendes mor havde været virkelig vred, havde det bedste man kunne gøre altid være at forsvinde. Eller i hvert fald forholde sig fuldstændig i ro og ikke sige et ord overhovedet.

Barndommens instinkter sagde hende, at hun ikke kunne gøre andet end at gøre sig så lille og underdanig så muligt. Det tog hende en kraftanstrengelse at trække sig selv ud af den tankesump.

Tag dig sammen. Du er ikke den pige mere og hun er ikke din mor. Hende her er værre, men hvis du lader hende tryne dig nu, kan du lige så godt vende dig til, at det fortsætter hele livet.

Genevira kæmpede for ikke at skære ansigt. Gaderotte. Det var svært at forestille sig, at værtinden kunne have ramt et ømmere punkt for hende.

”Jeg ville foretrække at være en kat, tror jeg, det passer bedre,” sagde hun mildt med skyggen af et smil. Måske mere for at bevise, at hun ikke helt havde tabt fatningen end så meget andet. At vise at på trods af værtindens vrede forholdt hun sig roligt.

Udad til. Indeni havde hun mest lyst til at kaste sig skrigende ud af vinduet, men det ville værtinden sikkert med glæde arrangere for hende og den fornøjelse skulle hun ikke have.

”Desuden kan rotter være ret farlige,” tilføjede hun tænksomt.

”Selvom Lord Mcgivens uden tvivl kunne finde nogen at erstatte mig med, tror jeg nu stadig, at han ville være….skal vi sige…en smule ærgerlig?-hvis det skete mig noget,” Hun så op på værtinden med store alvorsfulde øjne. Hun lod mere eller mindre som om, at hun havde overset kniven i sin ”modstanders” hånd, men egentlig, registrerede hun, hver evig eneste lille bevægelse værtinden lavede lige nu. I lang tid sagde hun intet. Lod det i stedet ligesom hænge, at selvom hun nok næppe var beskyttet af folk her, var der andre, der helst så hende komme helskinnet hjem.

Hun foldede hænderne i skødet.

Jeg sværger, hvis jeg har klaret mig gennem så meget, kun for at blive myrdet med en brødkniv for den her mands underholdning, så hjemsøger jeg Marcus Davison, ind til han bliver sindssyg.

Hun gjorde umiddelbart ikke nogen forsøg på at finde noget at forsvare sig med, men skulle værtinden alligevel beslutte sig for at angribe hende, havde Gene ikke nogen intentioner om at give sig uden kamp. Ikke at hun på nogen måde troede, at hun ville vinde, men selv gaderotter kunne et par tricks.
Hun rejste sig fra sin stol. Ud af øjenkrogen lagde hun vagt mærke til, at folk så noget forvirrede ud, hvad regnede de med, at hun ville gøre? Hun vidste det ikke.

Hun nejede i en flydende elegant bevægelse for selskabets værtinde.

”Jeg beder om Deres tilgivelse for min tidligere fornærmelse og håber, at vi kan lægge dette bag os, my lady,” erklærede hun stilfærdigt. Næsten hviskende.
Hun regnede næppe med, at det ville virke, men nu havde hun offentligt udtrykt et forsøg på at holde tingene…høflige. Forhåbentlig gik det op for værtinden, at det ville se dumt ud, hvis hun insisterede på at bruge Geneviras blod til at omdesigne spisestuen.

Der var en pressende fornemmelse i spisestuen, som ingen kunne overse, den selv samme fornemmelse var hvad der fik Marcus til at rette sig en tand op i sin stol før han lænede sig en smule frem. Skulle Genevira gøre noget yderligere ’dumt’ ville han nemmere kunne reagere nu. Det skulle dog vise sig at Genevira endnu ikke helt havde lært hvornår man bare skal holde sin kæft. Hendes kommentarer om katte og rotter så ikke ud til at virke på værtinden.

Selvom værtinden ikke svarede på kommentarerne med ord var hendes blik ikke til at tage fejl af, rynkerne mellem hendes øjenbryn var dybe og hendes læber var ikke længere i et ’venligt’ smil. I stedet kunne man se anstrengelsen i de stramme læber. Det var først da Genevira nævnede Sean McGivens at værtinden ikke længere kunne holde sig selv tilbage. Et fnys kom fra hende først, hurtigt efterfulgt af en mindre monolog. ”Truer du mig?! I mit eget hjem?...” hendes stemme var skinger og skarp, men med et forvrængede hendes ellers vrede og anspændte ansigt sig til et halv psykotisk grin imens hun fortsatte. ”Måske har dit kønne ansigt kunne beskytte dig hos Sean McGivens, men i dette hus er det mig der bestemmer og ingen gaderotte taler sådan til mig uden konsekvens! Måske kan du slippe afsted med den opførsel blandt mænd, men jeg kan kun se en lille tøs der skal have sin plads tegnet op så hun ikke er i tvivl! Jeg tegner den gerne op med dit eget blod, så du ikke bliver i tvivl i fremtiden…” værtinden havde bøjet sig en smule frem over for bedre at kunne se ned på Genevira. Værtindens fremtoning var mere anspændt end en optrukket bue, hun var klart til at springe over bordet når som helst.

I det Genevira bevægede sig skulle Marcus næsten til at rejse sig fra sin stol for at stoppe hende, men Geneviras nejen stoppede ham alligevel, han var endnu klar til at reagere, men hans blik gled endnu en gang tilbage på værtinden for at se hvad der skulle ske nu.
Værtindens hånd strammede grebet om kniven så man kunne se det, hele denne situation var en stor tilsvinelse af værtinden. Hendes mand var endnu engang så småt begyndte at bevæge sig, denne gang fik han dog lov. Mest af alt fordi Genevira var den stolte ejer af værtindens fulde opmærksomhed. Med en hurtig bevægelse løftede værten den ene hånd og viftede kort med den i retning af Genevira. Blandt tilskuerne der var inde i stuen, kom to tøvende tjenere frem. De hastede begge to små tøvende hen mod Genevira. En på hver side af hende forsøgte at tage fat i hver af hendes overarme, for at trække hende ud af stuen. Værtindens dræber blik var nu ikke længere på Genevira, men fandt hurtigt hendes mand, som så yderst bekymret ud. ”Min kære.. Vi har gæster. Vigtige gæster” mindede han hende om med en stemme der tydeligvis var trænet i at tale hende ned.

Det var første gang i lang tid at værtinden havde skænket Marcus noget opmærksomhed, hendes øjne fandt hans, og med et kom der et yderst tvunget smil frem. ”Jeg beklager min opførsel… Jeg må undskylde for mine gæsters opførsel, jeg håber du stadig vil blive til desserten” lød det næsten spindende fra hende. Dog var vreden fra før stadig at se i hendes øjne. Marcus lænede sig atter tilbage i sin stol og så fra værtinden til Genevira der havde en tjener på hver side, som stod klar til at trække Genevira afsted eller i hvert fald forsøge hvis hun skulle vise sig at være besværlig.

Marcus kiggede ikke længe på Genevira før han selv rejste sig op. ”Jeg tror desværre ikke jeg har tid denne aften, men det har som altid været en underholdende middag” man kunne høre det smørrede smil på Marcus’ læber imens han talte. Hans blik gled atter tilbage på værtinden ”siden frk. Allaires arbejdsgiver sikkert allerede savner hende, så må jeg hellere følge hende sikkert hjem” han nikkede kort mod værtindens mand før han så på de to tjenere, der med det samme slap Genevira. En lav knurren kunne høres fra værtinden der tydeligvis ikke havde fået sin vilje og havde fået stjålet sin chance for at torturere Genevira.

Marcus gik med rolige og faste skridt hen til Genevira, hans blik var dog forblevet på værtinden. ”Tag dine ting så går vi…”

Værtindens udtryk var…foruroligende, men på den anden side gav det Genevira en sær ro, at hun nu havde smidt masken af anstrengt høflighed.  Genevira følte på en eller anden måde, at det således blev nemmere at regne hendes reaktioner ud. Mere simpelt.
”Jeg truer Dem særdeles ikke, milady. Jeg påpegede blot et faktum.”

Værtindens næste ord fik hende til at skære ansigt. ’måske kan du slippe af sted med den opførsel blandt mænd’??? Hvad antydede hun lige, at hun var? En eller anden luder?

”Tja, jeg kan være meget behageligt selskab, når jeg er sammen med folk, der ikke grundløst hader mig, men ak. Det må De vel så gå glip af,” sagde hun spidst.

”Og jeg synes nu egentlig, at jeg kender min plads meget godt, frue. Jeg er muligvis ikke helt nået dertil endnu, men…det kommer vel med tiden går jeg ud fra. Jeg går ud fra, at alle her har skulle starte et sted. Og at hvis alle skulle være fanget, der hvor de startede for evigt, ville der være mange her, der slet ikke sad ved dette bord.”

Hun anede ikke, hvor modet kom fra og det var nok mere dumhed end mod, når det kom til stykket. Men faktum var, at det at blive trådt på af folk, der havde haft hundredvis af år til at opbygge sig selv til rigdom og privileger gjorde ondt og det brændte i hende efter at påpege, at mange af dem sikkert ikke altid havde besiddet det de havde nu. Og dermed underforstået fremhæve for dem, at hun havde lige så meget chance for at nå dertil hvor de var, og videre, med tiden.
To be fair. Hun var ret sikker på, at Marcus kun havde sørget for, at hun stadig var i live so far, fordi hun var mere underholdende sådan, men bare det, at hun var vadet herind, helt ny og uden at ane hvad hun lavede, og alligevel var havnet i en reel samtale med vampyrernes leder var vel på et eller andet plan lidt en magtdemonstration i sig selv.
Samtidig var det nok det, der var størstedelen af kilden til værtindens vrede. Ikke så meget selve samtalen, men at Genevira vovede at komme rendende her og agere, som om, at hun kunne opnå det, som værtinden havde brugt årtier, hvis ikke århundreder, på at opbygge på en enkel aften.
Derfor var Genevira også udmærket klar over, at hun mere eller mindre stak hele armen ind i en metaforisk hvepserede her. Hun kunne praktisk taget mærke fornærmetheden i lokalet. Tja. Hun havde allerede fornærmet nogen, så så kunne hun vel lige så godt gå hele vejen.
De var tydeligvis ikke specielt glade ved at blive mindet om fortiden, men når værtinden insisterede så besat på at grave i Geneviras egen, kunne de sagtens være to om den leg.
Genevira havde aldrig eget ret meget og hun og hendes familie var blevet trampet på og udnyttet hele livet. Hendes far så underbetalt, at det han lavede praktisk talt kunne kategoriseres som slavearbejde. Hendes mor, der var blevet totalt efter at have brugt hele livet på at gøre rent i huse, de aldrig ville kunne få råd til at bo i. Og hendes bror, der havde mistet foden i en ulykke, han pådrog sig i andre folks tjeneste. En ulykke han aldrig på nogen måde var blevet kompenseret for.
De her forstokkede for længst døde mennesker regnede velsagtens med, at hun kunne holdes nede lige så let som dengang, men Genevira havde aldrig accepteret  den status, der var blevet givet hende ved fødslen. Heller ikke selvom, hendes mor havde prædiket uendeligt om, at alle havde deres plads i livet, givet af guderne og dem gik man ikke imod. Well, guderne var fulde af lort og kællingen her var ikke engang på højde med en gud, så Genevira havde ikke tænkt sig at tage hendes ord for gode vare.

”Og jeg er andet og meget mere end et kønt ansigt, milady. Nu ved De det. Så De ikke bliver i tvivl i fremtiden.”
Hun slyngede denne drejning af værtindens egen sætning tilbage i ansigtet på hende med en så skærende skarp kulde, at det sikkert næsten ville have fremstået som værende imponerende, hvis ikke det var fordi det virkede fuldstændig selvmorderisk. Genevira ikke så meget som blinkede.
Hendes øjne var efterhånden blevet endnu mere livløse end, hvad man almindeligvis ville kunne forvente af en vampyr. I kontrast til værtindens flitsbuespændte kropsholdning, lod Genevira til aktivt at slappe så meget af i kroppen, som hun kunne komme til.
I virkeligheden, var det fordi, hun var ved at trække sig fuldstændig ind i sig selv. Det var ikke altid, at hun havde kunne nå at flygte i tide, når hendes mor var et af sit rigtige slemme hjørner. Hun havde hurtigt lært at fjerne sig fra situationen rent psykisk. Så gjorde slagene knap så ondt.
Hun forberedte sig på det samme nu. Smerte. I gamle dage, ville Genevira decideret have kunne bilde sig selv ind, at hun havde fortjent den, men i denne sammenhæng over for en kvinde, der stort set ikke anede, hvem hun var og bare havde besluttet, at hun ikke kunne lide hende af komplet arbitrære årsager, var der ingen underdanig resignation i den måde, hun trak sig på. Nok forsøgte hun at undgå smerte, men det var med trods i hjertet, at hun affandt sig med det, der virkede uundgåeligt.
Og smerten kom aldrig.
Hun var kun vagt opmærksom på de to tjenestefolk, der holdt fat i hendes arme og lod til at være mere forvirrede end lettede over, at hun ikke decideret strittede imod.

Det var først, da Marcus talte igen, at hun kom i tanke om, at hun nok burde være bare lidt opmærksomhed på situationen.
Hans totale afvisning af værtinden lykkedes med at få Genevira til at smile og hun gevandt ret hurtigt sin virkelighedsfornemmelse, da tjenerne slap hende og lod hende gå.

”Selvfølgelig. Jeg henter mine ting med det samme.”

Hun sendte Marcus et tindrende muntert smil, mest til ære for værtinden selvfølgelig, før hun på det nærmeste svævede ud af lokalet for at hente sit overtøj. Tilsyneladende fuldstændig upåvirket af aftenens mere ubehagelige hændelser.
I virkeligheden kunne hun næsten ikke vente med at flygte herfra og det virkede som en befrielse at kunne gemme sig i sit overtøj bare en smule.
Det var først, da hun skulle binde sløjfen på det fløjlsbånd, der holdt hendes bredskyggede sorte kyse fra at falde af i tide og utide, at det gik op for hende, hvor meget hendes hænder egentlig rystede og selvom hun ikke burde kunne det, følte hun sig gennemkold. Et øjeblik blev hun ståede der i total ensomhed også efter, at hun havde fået styr på sin kappe og sine handsker. Ventede, imens hun fik styr på sig selv.
Så gik hun tilbage til de andre.

Eller det vil sige, hun stillede sig i døråbningen ind til rummet.
”Skal vi?” spurgte hun Marcus. Lige så uformelt, som hvis de havde kendt hinanden meget længere end en aften.

Som Genevira svarede igen, kunne man næsten se hvordan det fik værtinden til at skumme mere over. Denne middag ville nok sent blive glemt for både værtinden og Genevira, de havde begge to fundet sig nye fjender. Da Genevira insinuerede at flere af vampyrene denne aften nok alle kom fra dårligere positioner før deres genfødsel, fik flere til at gispe fornærmet. Det fik dog Marcus til at trække på smile båndet. Hun havde sikkert ret, Marcus kendte langt fra alles fortid, men det ville ikke komme bag på ham hvis hun havde ret. Han selv var heller ikke fra de bedste kår før hans genfødsel, selv langt ind i hans vampyr liv havde han levet et usselt liv, men modsat mange andre nød han den simplere livsstil. Så snart man skulle være blandt de finere folk så var der så mange ubetydelige ting, der desværre fyldte alt for meget.

Værtinden så dog ikke ud til at kunne lide Geneviras spydige bemærkninger. Man kunne se på hendes anspændte kæbe hvordan hun bed så hårdt sammen. Men hendes mand var nu ved hendes side og kunne lægge en rolig hånd på hendes ryg, imens han så på Genevira. Før han kunne nå at stoppe sin kone, havde svarede hun sammenbidt på Geneviras bemærkning om at hun var mere end et kønt ansigt. ”Hvis jeg ser dit ansigt igen, så vil det ikke være kønt mere… Jeg håber du kommer godt hjem og at der ikke sker dig noget næste gang du er alene i Terrorville” lød det fra hende med en stemme der var essensen af alvor. Hendes mand sukkede næsten lydløst over truslen. Det var sikkert ikke første gang hun havde lavet den slags trusler.

Marcus blandede sig ikke i den slags trusler medmindre det var folk der arbejdede for ham, der blev truet. Genevira var dog indtil videre kun underholdning, og så længe hun kun var det ville han ikke assistere hende med sikkerhed. Der var jo grænser for hvor meget han kunne hjælpe hende.

Marcus så kun Geneviras smil som en hån af værtinden da hun tog imod hans forslag om at følge hende hjem. Hun var modig… Måske en smule for modig? Hans blik forlod hende dog så snart hun var ude af spisestuen. Han rettede det derfor tilbage på værtinden og hendes mand. Værtinden havde endelig lagt kniven fra sig på bordet og prøvede ihærdigt at vende tilbage til den venlige værtinde hun havde været i aftenens begyndelse. ”Vi håber at de har haft en god aften” lød det undskyldende fra værtinden imens hun så indgående på Marcus. Han lagde hovedet en tand på skrå før han svarede den afventende værtinde. ”Det har været en meget underholdende aften” lød det en smule tørt fra ham. Værtindens blik blev en smule hårdt igen, men hun sagde ikke noget. Dette var ikke stedet til endnu en scene og da slet ikke med Marcus. Hun havde tabt nok ansigt denne aften.

Værten bukkede for Marcus og sendte Marcus et bestemt nik, som Marcus hurtigt svarede på med et nik tilbage. Det passede med at Genevira igen var dukket op i døren ind til spisestuen. Så snart værtinden hørte Geneviras stemme vendte hun om på hælen og gik tilbage mod hende oprindelige plads ved bordet, som var i den anden ende. Hun var uden tvivl ikke i godt humør.

Marcus vendte sig mod Genevira i døråbningen. Han nikkede afklaret til hende før han kort så på nogle af gæsterne der stod tæt på døren. Nogle af den nejede og bukkede andre sendte ham rolige nik. Derefter gik han med rolige skridt mod Genevira. Som han gik, faldt der indtørret mudder af hans støvler, man kunne høre den knasende lyd af tørt mudder der blev knust under hans støvler mod det ellers rene trægulv. Stilheden blev ikke brudt før Marcus var helt henne ved Genevira, hvor han galant tilbød hende hans arm. Skulle hun tage imod tilbuddet ville han lede hende ud af huset, hvis ikke ville han bare gå og forvente at hun ville følge efter ham. Først da de var ude af spisestuen begyndte en lav summen af stemmer igen, der var tydeligvis massere at snakke om nu.

Genevira stirrede på værtinden. Totalt tomt. Hvis ikke man kendte hende, ville det sikkert have været let at vurdere, at værtindens trussel ikke havde haft den store virkning på hende. Så stille som hun stod, ublinkende og kølig som en statue, ville det have været naturligt nok at overveje om det bare pralede af på hende som vand på en gås. I virkeligheden var Genevira så tilpas forfængelig, at hun var ved at have en nedsmeltning over truslen mod sit ansigt indvendigt.
Hvorfor skulle du også absolut rode dig ud i det her? Dit absolutte fjols. Havde du virkelig troet, at en vampyr, der sikkert er flere hundrede år gammel, vil lade dig fornærme hende i sit eget hus?
Hun skal ikke have lov til at røre mig. Nogensinde. Ikke om jeg så skal destruere hende selv.

Egentlig var selve truslens indhold kun overfladeårsagen til, hvorfor hun var ved at gå i panik, men den anden og dybere årsag var svær at anerkende, fordi den krævede en anerkendelse af de mere ubehagelige dele af Geneviras fortid. Ting som hun helst fortrængte til et mørkt hjørne af sin egen hjerne og ikke håndterede på nogen måde. Men i for sig var det mere fordi, at hun havde måtte leve hele sit liv med at kigge sig over skulderen for at sikre sig, at hun var i sikkerhed, hvilket ikke engang altid var nok i sig selv. Og nu, med denne nye trussel hængende over hovedet, tegnede det altså således til, at hun skulle ende ud i sin gamle barndomsparanoia igen.
Denne gang bare endnu værre. Da hun boede i Rotten Root, havde hun været et ganske almindeligt lille dumt menneske. Og de fleste af de folk, hun blev antastet af på gaderne i sit hjemkvarter, havde også været mennesker, ind til sin forvandling godt nok.
Nu? Nu havde hun skaffet sig en halvpsykotisk, muligvis jaloux? Vampyrkællings fjendskab på halsen. Skønt. Ingen problemer her overhovedet. Hahaha. Hvis nu Genevira gravede sig ned i et hul i kælderen derhjemme i et par hundrede år, kunne hun måske undslippe sine problemer?
Nej. Hun kunne ikke leve i frygt resten af livet. Hun forsøgte at finde tilbage til den tidligere selvtillid, hun havde fundet inde i sig selv et eller andet sted, men det var lettere sagt end gjort.
Så hun var glad for at flygte fra hele situationen. Utrolig voksent, men lige nu var det det bedste hun kunne gøre.

Hun ænsede ikke de andre, der var til stede i lokalet, da hun kom tilbage. Det virkede nemmest at lade som om, at værtinden simpelthen ikke eksisterede. Det lod til at værtinden havde valgt at anvende samme strategi for øjeblikket anyway.
Hun lyttede til lyden af nedtrådt tørt mudder under Marcus’ sko og modstod trangen til at være ansigt. Han havde brug for et par bedre sko. Og i det hele taget at lære, at man ikke dukkede op alle mulige steder og lignede noget, der havde trukket sig selv ud af en mudderpøl.
Hvis ikke det var fordi, at hun rent faktisk havde set bare lidt af, hvad han var i stand til og havde ført noget, der lignede en samtale med ham, ville det have været hinsides hendes fatteevne, hvordan han havde vundet disse forstokkede folks respekt nogensinde.

Men han havde hjulpet hende her til aften. Så hun undlod at sige noget. Det var ikke fordi, at han ville lytte til hende alligevel. Hvorfor skulle han?
Dog havde Genevira heller ikke glemt, at hvis det ikke var for ham, så ville alt det her ikke være sket. Det var ham, der i begyndelsen havde besluttet at smide hende for hajerne og det havde hun, trods hans, i forvejen lettere tvivlsomme, hjælp, ikke helt tilgivet ham for.
Hun linkede sin arm sammen med Marcus’, mest til ære for de resterende gæster, og fulgte med ham ud. Tog helt automatisk en dyb indånding af den friske aftenluft. Faktisk havde hun det muligvis allerede en smule bedre.

En lille smule, men det var noget værd i sig selv vel sagtens.

”Bruger De ofte de yngre vampyrer som underholdning, sir?” spurgte hun sødt efter nogen tid i stilhed. Hendes blik var rettet mod hendes sko, imens de gik

De gik i stilhed. Det var en tand skuffende for Marcus, i sær fordi Genevira havde vist mod og en skarp tunge tidligere. Han lod dog stilheden hænge over dem indtil hun selv brød den. Da hun talte så han ikke på hende, men blot fremfor i den retning de gik.
Spørgsmålet var helt fair, han havde nok spurgt om det samme hvis rollerne havde været omvendt. Han indledte sit svar med at dybt suk. "Af og til. Det er ikke tit unge vampyrer er inviteret til middage." svarede han tørt. Den underholdning der var planlagt til middage som den denne aften var oftest ikke noget der faldt i hans smag mere. Det var for forudsigeligt og derfor kedeligt i hans optik.
De finere folk kunne ikke rigtigt gøre for det, de var så vant til at ses med hinanden at der sjældent var nogen der udfordrede standarderne, så når muligheden viste sig, nød han at starte ballede ved at presse på de svagere deltagere.

Efter lidt stilhed fra hans side så han på hende igen og spurgte "Følte du dig ikke underholdt?". Hans blik var undersøgende og afventende. Ville hun føle skam over den scene hun havde taget del i denne aften? Han var nysgerrig, hendes moralske kodex virkede så langt fra hans. Han havde bidt mærke i det da hun havde snakket med sin 'mad'.

"Hvor skal vi hen hvis jeg skal følge dig hjem?" spurgte han roligt imens han ledte hende mod Terrorvilles hovedvej automatisk. Han gik ikke ud fra at hun levede i denne del af byen, men hun kunne stadig overraske ham. Han selv havde planer om at vende 'hjem' til Rotten Root distriktet igen inden morgentimerne. Han var ikke sikker på at Alanis ville være der, men man kunne altid håbe. Natten var dog stadig ung, så der var god tid endnu. Han havde ikke andre ærinder denne nat. Han havde frygtet at være fanget til middagen meget af natten, men det var tydeligvis ikke et problem længere.

Selvom gaderne var stille var de ikke tomme. Der var endnu enkelte skikkelser af folk der var sent ude, det var svært at sige hvad de lavede udenfor, men et godt gæt var at nogle startede nattens jagt, andre var på vej hjem og enkelte var på afveje.

Som det var tilfældet med Marcus, så hun heller ikke på sin samtalepartner, da han svarede på hendes spørgsmål. Hun var koncentreret om vejen foran sig og gik desuden med let bøjet hoved, som hun havde gjort det hele sin opvækst. Visse holdninger var bare svære at ligge fra sig. Desuden bevirkede kysen, at hvis hun skulle have set direkte på Marcus, skulle hun have drejet hele hovedet, hvilket ville have været meget indiskret.

”Det er vel sagtens også sjældent at unge vampyrer lander en stilling hos en byhersker,” sagde hun og viftede kort med en spinkel hånd. ”Jeg pålægger mig ikke nogen illusioner om, at jeg faktisk var inviteret for mit selskabs skyld. Og selv hvis jeg havde været forvirret, så gjorde værtinden det meget klart for mig, at det ligesom ikke var for mine kønne øjnes skyld, at jeg var inviteret vel? Selv hvis De ikke havde blandet Dem, var det nok gået galt før eller siden, når folk fandt ud af, at jeg ikke reelt er en envejs billet til frit at kunne manipulere, hvad herskeren hører.” Et øjeblik talte hun næsten lige så meget til sig selv, som hun talte til Marcus. At tale højt hjalp hende med at systematisere sine overvejelser, få tingene til at falde på plads.Om det så var de rigtige konklusioner, hun kom frem til, kunne hun jo af gode grunde ikke være sikker på, men i hvert fald blev tingene sat i en sammenhæng, der gav nogenlunde mening, hvilket gjorde situationen både mere overskueskuelig, men også, og dette var nok egentlig det vigtigste på nuværende tidspunkt, mindre skræmmende.

Hun åbnede uden særlig meget overvejelse for at svare at ved guderne havde hun ej været underholdt af hans lille mærkelige stunt, men hun fandt, at hun ikke kunne få ordene ud, når det kom til stykket.

”Så De hendes ansigt?” spurgte hun i stedet, meget stille. I skyggen af kysen trak hendes ene mundvig op i noget, der kunne minde om et smil, men dog ikke helt var det. Tænk at hun havde kunne provokere nogen så meget.