The blossom of the evening or the full flower of the evening - (Helia)

Tid: Forår, kort før Doomsvilles større oprør
Lokation: Gader af Angerfort district
Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


En forårsdag i Doomsvilles gader kunne være fornøjelig, og en stund fandt Lena sig i for nu, efterhånden en sjældenhed i omegn. En lun nat kunne det ske at blive endda tænkte Lady Gray for sig som dagen dvælede mod ende og en golden hour sol lyste bronzetrådene i hendes kappe så nydeligt. Hun havde måske passet bedre ind I et maleri ved Forestinas søer and Doomsvilles tunge stenblokke af fæstninger og blodige hændelser i gære, I sine lavendeltonede klæder, broderet til i vilde blomster med bronze og perler. Men anstændig måtte en lady vise sig frem selv under de manglende formaliteter ved Angerfort districts markeder. De kunne have deres charme, de små boder og hun så sig ikke over at føje sig til dem hvis hændelsen tillod. Desuden var det et morsomt tidsfordriv at beskue småfolket reaktioner på en omvandrende venlig kat og på en lady over fra hendes stand, og håndværk kunne findes af formidabel kvalitet. Kobber brocher, antikt porcelæn og en steget mængde liljebroderi havde fanget Lenas blik især denne gang og i et moment af savn for hjemmet i Forestina, havde hun givet sølvmønter fro en hårkam med to kolibrier, faderens fortrukne af fugle. Hvor længe hun frit i alt overdådighed kunne gå ubevogtet på disse gader var Lena begyndt at betvivle som hun begik sig mod sit hjem, en omvej igennem parken og tilbage mod stenblokkene. Disse gader, de høje mure der omringede stigen, vil de mon holde til en reel fare? Mægtige så de ud men stenblokke ældes også. Ikke længe nåede Lena at vandre rundt i dommedags spekulationer som en enkel rosenstok blandt de høje sten fangede dæmonens blik. Som en stråle af aftensolen belyste bladende, vil hende ynglings kunstner, have kaldt synet et mirakel af Elona Dals nåde. Lady Gray bevægede sig tættere på den enlige rose, to blomster i fuld udspring, usædvanligt for denne tid men en komfort af en slag, at blomsterne fandt sin vej selv her, sentimental ville Lena ikke kalde sig men må en dæmon med sans for æstetik ikke have sit moment? Hun blev stående et øjeblik for at beskue synet, med ingen tegn på fare nær.

Helia kom gående. Hans lange blå/sorte hår hang ned over hans ryg. han havde nogle papirer i sine arme, og en lille æske med blyanter, og kul stykker. han havde nogle blodige bandager rundt om sit ene håndled, efter et angreb fra en dæmon tidligere på dagen, helia havde kommet til at gøre en dæmon vred, ved at sige han ikke brød sig om dæmonens kærestes udsende. han stoppede nær nogle vilde blomster, og satte sig ikke langt fra den. han gned sine håndled, og bandt sit hår op i en lavt siddende hestehale, og tog et stykke flat træ, som han placerede i sit skød, inden han lagde et ark papir på det. han tog en blyant ud af den lille æske, og tegnede en af blomsterne, da han ville have blomstens beskrivelse med i en historie, som han gerne ville skrive. Helia sad meget og skrev, da han håbede på at kunne leve af at skrive historier, og han tegnede altid sine egne forsider, og hvordan hans karakter skulle se ud i historien, som han nu engang arbejdede på.

Efter en stund af dæmonens kunstneriske sentimentalitet af den enkelte rose, vendte Lena sig, det var sikrest at drage hjemad inden aftenfald. Svagt melankolsk over at forlade et yndigt syn havde selv en selvangivet kynisk lady lov til at føle. Hun lænede sig på sin vandrestok, af fint hvidt snittet knogle, Gray familiens vinstokke motiver. Ja hendes afdøde ægtemand havde kunne anvendes ganske nydeligt alligevel. Nok havde han været en kvajpande men hvorfor skulle knogler i perfekt stand gå til spilde. Nok om manden, han var langt glemt her. Ikke en bidrager til ladyens vemod.

For en stund var hun tryg fra sorg, for nu kunne intet såre hende. For en lille stund med en blomst af bestandig skønhed selv i snart forfaldne mure, ja der behøvede hun ikke mindes om sine savn for forestina, eller sine gentagende tab, måske vedvarende måske ikke. Det kunne man aldrig vide med en elskerinde som Juniper Graceling. Men hjem mod det tomme hus drog hun, tomt var det ikke, der var kattene (og en flok tjenere) de var en komfort, de var mere end det. Men at mindes om sin veninde, som aldrig helt kunne forudses. Det bragte en smerte, ikke at de havde skiltes på bitre kår denne gang men med Juniper var det næste møde aldrig til at forudse. Langt kom Lena ikke, som hun i blot et sekund havde skænket Doomsvilles frodige områder et sidste blik, havde et hoved af langt hvidt hår fået hendes opmærksomhed og som et fæ havde hun bevæget sig derimod.

Selvfølgelig havde det ikke været Jun dog men en løsladelse af denne fiksering fandt Lena dog som hun i et rimelig uelegant moment, fandt sig snuble over… en fremmed. Ydmyget rejste hun sig hastigt og beskuede den fremmede. En yngre mand af boheme udseende. Frustreret over sit eget manglede fatning, som hun villigt beskyldte andre for når det kom til manerer, samlede hun sig et øjeblik før hun adresserede manden.

”Jeg beklager, dette er forfærdelig ydmygende… Jeg håber ikke jeg har været for meget en ubelejlighed. De… er kunstner?”

Sagde Lena i færd med at genfinde sin værdighed, som hun pegede mod hans papir.

"Jeg er ikke ligefrem kunster miss, jeg er lidt af hvert. Jeg er hvad man vil kalde en forfatterspire, og så kan jeg godt lide at tegne forsiderne til mine historier. Så ved ikke ligefrem om man man kalde for en kunstner" sagde han meget et venligt smil.

Han lagde håret bag det ene øre, og så på sin tegning. Han følte noget ved den manglede, men han kunne ikke direkte beskrive hvad det var, havde han mon mistet grebet for at tegne. Han sukkede lidt og kørte en hånd igennem håret, han manglede virkelig inspiration, for både inden for sin tegning og inde for sin skrivning var han virkelig begyndt at sidde en del fast.

Fortabt i sin egen ydmygelse et øjeblik så Lena blot på den fremmede mand indtil sand forundring kom over hende. Havde han slet ikke bemærket hendes ydmygende fald lige over ham? Rolig så han ud hvert fald men ingen chancer kunne tages. I tilfælde af at denne, skrivespire som han kaldte sig, nu undersolgte sine evner og kom blandt intellektuelle selskaber af de kreative slags. Der havde Lena også et ry at opretholde.

”Ah så arret der er en poetisk skriveulykke måske?”

Et forsøg på at lette stemningen fra egne mangler og den fremmede mands… ikke just strålende anmeldelse af egen kunst.

”Jeg vil anbefale dem et mere flatterende spin på egne værker…bedre for salg de ved... de har en værktøjer og kønne motiver foran dem… ”

Hun henviste omkring sig til parkens vilde flora.

”Sig mig for en god pris vil de tegne mig noget?”

Ja hvad var planen her? Lena vil hellere huskes som en velbetalende beundrer af håndværk end en denne ydmygende mangel på galans de ubelejlige minder om Jun havde frembragt.