Expect the unexpected ~Maeve

Maeve Havde været væk fra omverdenen de sidste tre år. Hun havde været i fangenskab, hos hvem vidste hun ikke og hvis hun fandt ud af hvem, så ville det ende i en dødelig kamp. Hun ville nok ende med at gå så langt til at dø hvis hun tog de skyldige med sig i faldet. Hver gang hun skænkede det en tanke, og det gjorde hun endnu ofte. Det var kun en måneds tid siden Sajro havde fundet hende i rendestenen nede i slummen, hvor hun var blevet dumpet. Helt forslået, uden kræfter til at kunne bevæge en finger og hvor hun var faldet ind og ud af bevidstløshedens magt. Hun skyldte Sajro alt hvad hun havde for at tage sig af hende, men det var ikke noget hun havde tænkt sig at minde ham om, hun ville ikke give ham så meget magt over hende, i hvert fald ikke endnu. Alt med Sajro gjorde hende forvirret, hun var endda begyndt at tvivle på mange ting som hun troede hun vidste om verdenen og hvad man skulle gøre og ikke gøre. Det irriterede hende frygteligt, hun absolut hadede ikke at vide hvad der var det Rigtige.
Maeve havde altid fundet en ro ved at hendes verden havde været opdelt i hvad der var rigtigt at gøre og forkert at gøre ( hun tog alle sine forældres ord for gode varer og troede på at det de sagde var det eneste rigtige at gøre, så naiv hun dog endnu var på nogle punkter...), men nu var nogle af kasserne blevet smadret, primært pga. hende selv, hun var begyndte at stille spørgsmålstegn ved nogle af de ting hun havde lært fra barns ben. Men hun var stædig og trodsig som en i helved, hun var for stolt og holdt derfor fast i kasserne som de faldt fra hinanden. Hun havde altid fået af vide at hun skulle gifte sig til mere magt og flere penge for familiens ære, men behøvede hun virkelig det? ville det virkelig give hende mere magt? Hun var begyndt at tænke hun sagtens selv kunne skaffe den uden et ægteskab.. Men hvordan i alverden skulle hun dog gøre det?

Maeve havde gået så længe i sine egne tanker om netop dette, at hun havde glemt alt om at finde en sjæl og da hun kiggede sig omkring for at se hvor hun var endt, undrede det hende at hun ikke havde bemærket larmen og alle de mange mennesker noget før. Hun befandt sig midt på det store marked i Doomsville. Hun slog tankerne ud af hovedet, hun havde ikke været ude i tre!!! år, hvad kunne det skade at kigge sig lidt omkring inden hun fandt en sjæl? En lille stemme i baghovedet fortalte hende at hun ikke burde dvæle ved markedet, Sajro ville sikkert blive bekymret for hende hvis hun var væk alt for længe og hvem vidste hvor længe hun havde vandret rundt i sin egen lille verden? Og hun var stadig skadet, hendes sår var endnu ikke fuldt helet, hvilket vil sige at hun ikke var 100% på toppen endnu! hvad nu hvis dem der havde bortført hende, så hende nu også prøvede på noget igen?? " Hold nu kæft" Mumlede hun vredt til sig selv og fik skubbet den irriterende stemme langt væk så den ikke var til stede længere.

Maeve bar tætsiddende sortbukser, med en hvid skjorte og en sort kofte med et sort blomstret mønster, et tyndt brunt bælte var spændt om livet, men uden et sværd hængende derfra. Hun bar derudover en sort kappe med hætte der dog var nedslået så hendes lange brune hår bølgede løst nedover hendes skuldre og ryg, samt et par sorte støvler der gik op over knæet med en lille tyk hæl, ellers ville de ikke være mulige at løbe og komme omkring i.
Maeve stoppede ved adskillige boder og kiggede på tingene, hun plejede at elske shopping, men hun så intet hun havde lyst til. Der var mange flotte ting som hun normalt ville have købt alt hvad hun brød sig om, selv bare en lille smule. Men det var som om hun havde mistet lysten. Hun slog det hen og ville ikke tænke over hvordan fangenskabet egentlig havde ændret hende. Som hun gik rundt og kiggede på bodernes udvalg, så hun sig ikke særlig godt for når hun bevægede sig rundt, hvilket resulterede i at hun stødte ind i folk nu og da og de blev da også bedt om at se sig for, det kunne jo umuligt være Maeve der var årsag til det!
Hun nærmede sig en våben bod og hun spidsede pludselig ørene og lyttede til den samtale der foregik ved den. Hun kunne ikke lade være med at grine lydløst da hun hørte kunden sige at han altså VAR Assorian, der gik få sekunder før hendes smilede falmede og hun vendte blikket nysgerrigt mod ham. Hun havde aldrig selv truffet Assorian, men hun var ret sikker på at Sean havde nævnt ham et par gange, den gang hun havde arbejdet for ham. Og selvfølgelig havde hun generelt hørt om ham i folkemunde. Godt nok ikke meget, mest at han var et skyggevæsen og en person der havde folks generelle respekt. hun anede intet om dragons peak og alt det der var sket, da hun jo havde været i fangenskab, det sidste hun vidste var at Sean boede på drageborgen, for det var der hun havde tjent ham. Hun rynkede let på brynene. Hvis Sean ikke var på drageborgen, hvor var han så hende i verden nu?

Da Assorian gik videre slog Maeve endnu engang sine spørgende tanker væk og begyndte at følge efter ham, i baggrunden. Hun var ret ferm til at følge efter folk. Fordi hun var lav, var der mange der simpelthen ikke så hende, næsten alle omkring hende ragede altid op i luften og dækkede for hende. Hun bevægede sig et godt stykke bag Assorian, egentlig ikke helt sikker på hvorfor hun ikke bare gik over og introducerede sig selv. Hvad nu hvis han var en af dem der havde bortført hende? Men hvorfor ville han dog det? Men så igen, hvorfor blev hun bortført i første omgang? I de tre år hun havde været i fangenskab var det aldrig blevet fortalt til hende hvorfor hun var blevet bortført.

Maeve betragtede den fremmede mand som hun forfulgte i stilhed og på god afstand. Hun havde besluttet sig for at hun egentlig bare ville troppe op foran ham og introducere sig selv, men først ville hun lære lidt mere af hans karakter at kende, ikke fordi der ville være meget at lære at kende her og nu, men at følge ham i lidt tid endnu ville lære hende mere end hun vidste nu, og det var egentlig primært bare at, han var Assorian og han var den nu tidligere hersker af Dragons peak… Måske han var hersker før Sean boede der og hun tjente ham? Nej sådan kunne det ikke være, det burde hun have vidst den gang hun tjente Sean! Hun fulgte bare roligt efter ham, men da han svang ind i en gyde tøvede hun i et kort øjeblik.. Hvad nu hvis han vidste hun fulgte efter ham? Men hun var ligeglad, han ville vel høre hende ud først hvis det var så vel?

Maeve stod i et ganske kort øjeblik før hun gik om hjørnet og præcis som hun havde, godt nok ikke forventet, men set muligheden, havde han lavet et ”baghold” på hende og holdt hende for munden og halsen. Hun rullede svagt med øjnene over ham og gav ham et kort enkelt nik. Typisk mænd, altid skulle de prøve at være så dominerende med at holde for munden og halsen, var der virkelig ikke andre ting i deres DNA, end den slags handlinger? ” Altid prøver I at være så dominante” Sagde hun og hentydede til hans hænders placering på hende, efter han havde fjernet hånden fra hendes mund. Hun affejede roligt men bestemt hans hånd fra hendes hals. Det var tydeligt at se på hende at hun ikke havde tænkt sig at rende nogle steder. Hun var nu også mere rolig omkring at han ikke lige umiddelbart vidste hvem hun var og derved var han ikke en del af hendes bortførelse. ” Jeg er Maeve Nimueh Aurora Mithrith.” sagde hun med en stolthed og elegance som normalt kun adelige ville bruge, når de omtalte sig selv.
Hun rettede på sit tøj inden hun forsatte med at snakke” Jeg følger efter dig, hvorfor i alverden skulle jeg dog begynde at skrige? Hvis jeg først ville noget ville jeg da gøre helt andre ting!” sagde hun en smule nedladende. Skrige? Hvad troede han det var!? Et teaterstykke med en stakkels forsvarsløs kvinde? ” Jeg følger efter dig fordi du er Assorian. Jeg tjente en gang Sean, og jeg er ret sikker på at han nævnte dig en eller flere gange, men jeg vidste ikke om du var en fare for mig, så jeg fulgte dig indtil jeg følte mig sikker på at introducere mig selv for dig” Hun kiggede roligt på ham og med en form for ligegyldigt blik som eliten ofte kiggede på underdanige mennesker med.” Jeg har.. været væk i noget tid. Jeg søger grunden til hvorfor, hvad der er sket i mit fravær og de mennesker jeg havde kontakt til før i tiden.” Hun kiggede på ham og forventede det var nok for ham at vide for nu. Det var faktisk meget oprigtigt og ærligt af hende fortalt, men hun så det ikke som noget hemmeligt, dog var fraværets grund noget hun ikke havde tænkt sig at snakke mere om på nuværende tidspunkt.