The Unexpected (Lenore)

@Lenore
Det var vel godt og vel 10 år siden. Siden den dag, han officielt fik blod på sine hænder. Siden den dag, hvor han mistede det eneste familiemedlem, han nogensinde havde kendt. Siden den dag, hvor han valgte at flygte fra Minotaris, uhæmmet af de konsekvenser, der ville være, hvis han var blevet opdaget. Hvad ville de overhovedet have gjort? Dræbt ham? Det ville næsten være en benådning fremfor alle de pinsler, tortur og psykisk terror, de havde forårsaget ham. Især efter alt det med Magni.
Alle disse minder gentog sig stadig i hovedet på ham. Måske var det derfor, at han havde en tilbøjelighed til at lade den smule rådighed af mønter, som han besad, gå til den sædvanlige tur på kroen. Og med sin lut, var det nemt at tjene lidt i mellemtiden, blive budt på flere drinks, og når humøret var til det, et engangsknald eller to. Det var måske ikke den tilværelse, Vidar havde forventet, da han flygtede, men overordnet set var han ganske tilfreds.
Alligevel vidste han godt, at han ikke kunne blive hængende et sted i for lang tid ad gangen. Eller, det havde han i alt fald overbevist sig selv om. Det løb ned ad ryggen på ham, hver gang han potentielt syntes at se hans tidligere ejere eller deres mænd ved kajen. Måske var det derfor, at han normalt ikke opsøgte havnebyer? Den eneste grund til, at han var endt i Aquener denne gang var et velbetalt job. Hvor næste stop ville føre ham hen, havde han endnu ikke vurderet, men det skulle ikke være så svært at finde noget i disse egne. Han kunne trods alt godt bruge den ekstra skilling. At være en omvandrende skjald gav ham kun så meget stillet til rådighed, trods alt.

Alligevel befandt Vidar sig den aften i den lokale kro, hvor han havde bestilt sig en stor omgang af husets øl. Han snakkede let med bartenderen, som han efterhånden havde lært godt at kende ved at komme regulært nok, de gange han altså var i Aquener. Mørkt hår, en skovelver der var træt af skovlivet. Han kunne ikke lade være med at grine let, som elveren brokkede sig over, hvor skuffede hans forældre var over hans valg i livet. De skålede på det og deres dårlige beslutninger, hvorefter de begge endte med at bunde. “You know, people may not appreciate it, but I do admire your desire to go your own way.” Vidar smilede let. Bartenderen rømmede sig, men gav ham endnu et glas. Husets regning. Hans favorit!
“Perhaps. Now I just have to find my way out of /this/ hellhole here.” Han pointerede ned mod baren selv for at vise, at han mente selve sit job. De grinede begge højlydt denne gang. “That reminds me, I thought you would be hundreds of miles away from here by now. What? Gonna miss me that bad?” Vidar trak sig let på skuldrene.
“I still need a big enough gig to pay the final fees. Then..” Han bankede hårdt sin håndflade ned i bordet mellem dem, for den dramatiske effekt. “Then you might never have to deal with me emptying all of your barrels again.”

Dagene som adelsfrue er ofte ensformige og livsdrænende. Vi skal ikke dræne vores kære læser ved at gå unødvendigt i detaljer med en nobel frues pinsler. I hvert fald ikke for nu.

Det rækker at fortælle, at Sigfred Von Umbra, som det så ofte var tilfældet for den evigt opadstræbende forretningsmand, havde forretningsforbindelser på besøg og Lenores forsikring om, at han jo havde bedt hende om at gå, så hun var gået (imens hun stadig stod i rummet) havde ikke virket, så hun var blevet sendt på shopping sammen med nogle andre fruer i deres kvarter.
Lenore huskede ikke, hvornår hun var blevet alene, om hun selv var sakket agter ud eller om de andre blot havde været hurtigere end hun, men hvor om alting var, nød den særegne dæmonfrue nu en målløs gåtur gennnem Aqueners gader og stræder. Friheden vidste hun ville være kort, så hun klyngede sig til den, imens hun havde den. Kun med de fire ravne, der cirklede som et sagnagtigt varsel over hendes hoved, som selskab spadserede Lenore af sted og betragtede byen, som hun ellers stort set kun så fra bag ruderne i en indelukket karet fra en ny vinkel. Sugede indtrykkene af arbejdere på havnen og handlende i gaderne til sig, tog sig ikke af de forundrede lidt stirrende blikke som hun blev mødt med. Nok fordi hun var klædt i en hvid kjole, hvis overstykke var kunstfærdigt broderet med anatomisk korrekte organer og ribben. Vinden blev hun skærmet for af en tung bordeauxrød kappe med bronzebroderi af døde vinranker, hvor imellem der dansede en flok skeletter.
Nå, men der gik hun altså. Det er svært at fortælle vores læsere, hvad præcis der drev hende til den lokale kro. Måske vidste Lenore det ikke engang selv helt inderst inde, måske en følelse af nostalgi, genkendelighed fra aftener, sneget bort hjemmefra og spenderet blandt bønderne, som Gray-søskendende var så sikre på, at de forstod, til diverse festligheder, dansende som ingen andre helt kunne det.
I hvert fald endte hun pludselig med at stå der i døråbningen og tiltrække sig undrende blikke. Det var ikke fordi hun stod der ret længe.
I total stilhed skred hun indenfor og satte sig på en ledig stol ved baren, som hørte hun til der, scannede lokalet med de enorme næsten lysende sølvgrå øjne og smilede sælsomt, sært afslappet.

”Wine please. Red as the blood of a newly hanged corpse if you can acquire such.” Bartenderen så bekymret ud. Ikke så meget over hendes ytring, men fordi han kendte hende. Ser du, selvom Lenore hverken rigtig kunne huske stedet eller manden, så havde hun altså været her før i et andet af sine langt borte øjeblikke. Og sidst havde hun begejstret spurgt ham, om han kendte til en Luciano. Det anede han ikke hvem var og skuffelsen i hendes ansigt, da han havde fortalt hende så meget, havde et øjeblik næsten været lige så ubehagelig som, da dem der ledte efter hende fandt hende igen.
Han forholdt sig tavs, skænkede vin op, ivrig efter at vende tilbage til sin tidligere samtale partner. Imens Lenore tænksomt drejede den snoede bronzering med den dyb lilla sten på sin ene hånd. Diamanterne i sølvringen på den modsatte hånd lynede i solen, men forblev urørt.

Bartenderen grinede nu af hans bortforklaring omkring hans næste store plan for sin tilværelse, før han gik videre for at hjælpe et andet væsen. I første omgang var Vidars fokus ikke just på hverken bartenderen eller vedkommende, der havde sat sig ved siden af. Tværtimod havde han godt travl med at bunde sin omgang nummer... 3? 5? Han havde faktisk ikke helt fulgt med, men det var vel heller ikke så vigtigt. Det korte af det lange var, at han lod sig selv nyde, før han atter måtte yde. Og hvem ved? Nogle gange var det den lette beruselse, der kunne være med til at få kontakt til de rette personligheder.

Når man talte om personligheder dog.. Vidar kunne ikke undlade at overhøre kvinden ved siden af hams beskrivelse af vin. Ganske let og diskret lod han blikket falde på hende. At dømme ud fra hendes påklædning, var det her sted nok ikke ligefrem et sted skabt til hende med de knirkende gulve, dårlig akustik og folk, der formentlig gerne ville tage nogle af de smykker for hende. Selv skulle Vidar ikke være bleg for at indrømme, at tanken ganske kort strejfede ham, men succesraten for, at han slap afsted med det, var nok ikke just på sit højeste. Alligevel var det måske den chance, han manglede. Hun lignede trods alt en, der kunne betale godt.

"Hey, why don't you give me the very same thing." Bartenderen så ikke just begejstrede ud. Om det var fordi, at han villigt lod sig kontakte en lettere creepy kvinde med ravnene over hovedet, som sikkert havde ressourcerne til at gøre sig af med ham, eller om han blot var fornærmet over, at Vidars opmærksomhed var fløjet, kunne han ikke tolke. Men det var vel egentlig også ligegyldigt. "I don't think I recall having seen you around here before? Som han fik sit eget glas med den vin, som kvinden havde bestilt, hævede han blot glasset i tegn på at skåle med hende. "Are you here with someone? Or is it just you and the fine birds of yours?"

Stolen knirkede, da Lenore i en mærkværdigt langsom bevægelse vendte sig mod manden, der talte til hende.
Man kunne måske fristes til at antage at de mekaniske bevægelser var en slags æstetisk valg, at hun bare havde en naturlig hang til at fremstå halvuhyggelig i blodet. En ikke helt usand observation, måske, men sandheden var, at to fødsler der nær havde taget livet af hende havde efterladt hendes krop..anderledes. Hun var så vant til at have ondt at en langsommelig, nervøs forsigtighed i mange af hendes bevægelser, var rent instinkt. Det var næsten kun når hun dansede, at hun glemte sig selv.

Hun stirrede ublinkende på manden med et enormt sæt blege lampeagtige øjne.


”That could mean anything, perhaps you just do not recall well. Or I was invisible any of the other times you were here,” foreslog hun I en næsten spøgelsesagtigt hviskende tone, sagt som om, at disse ord var de mest naturlige i verden.
Hun hævede dog alligevel sit bæger vin for at skåle med ham. Tilsyneladende upåvirket, da en ravn stak hele næbbet ned i koppen for at få en slurk vin. Det var ikke en uset hændelse.

”Only with the ravens and the ghosts of my past. Is that not why people come to places like these? To drink their sorrows away? It only helps for a moment of course, but I guess moments are all human lives really are.”

Et øjeblik, så hun ud i ingenting, tabt i sine egne tanker, eller måske var hun rent faktisk bare væk indeni et øjeblik.

”Are you here with anyone? Apart from your own ghosts?” ?” spurgte hun så denne fremmede, imens hun strøg en ravn over hovedet.

”You look like a traveler. Must be pleasant, if you mislike a place, you can just leave.”