Mulig alliance?? Rafaela, Natalie og Genevira - Afsluttet

Sted: starter omkring markedspladsen
Tid: August, 1165. Først på aftenen, efter solen er gået ned.
Omgivelser: markedspladsen er der fyldt med folk
Vejr: Inden i bjergets gange og korridorer er der en lun sensommer brise, som bringer energi og lidt varme. Store krystaller sørger for lyset

Emnepartnere og rækkefølge: Jake, @Rafaela, @Natalie og @Genevira – Rækkefølgen kan ændres undervejs alt efter ønske og behov fra emnepartnerne

Outfit: tøjet. og medaljonen med 2 portrætter.
(det ene portræt viser en kvinde med grålig og blålig hud og hale, gule øjne og hvidt hår. En dreng som er blålig i huden, har mørkebrunt hår og brunlige øjne. Og en pige som er lys i huden, brunt hår og blålige øjne: Rafaela, Emily og Reine. Det andet portræt viser en elverkvinde med langt rødt hår og brune øjne. Lys hud, som er en anelse solbrun. Ved siden af hende stod en mand med solbrun hud, gråblå øjne og hår. Han var et par hoveder højre end elverkvinden. Sammen holdt de et spædbarn med rødt hår, lys hud og gråblå øjne: Taliia, Seuzan og Katrina.)

Markedspladsen var fyldt godt op med folk. Der var flest draconianer, men man kunne også finde mennesker og skovelver her. Samt en dæmon eller vampyr hist og her. Ligeledes kunne man se Jake sammen med sin mage og deres børn, der alle nød den fest som forgik på markedspladsen her til aften. Et ungt draconianer par var lige blevet gift og det blev fejret af størstedel af byens beboer.
Hvis der var noget vigtigt som han skulle huske, ja, så havde han glemt det. Hans tanker havde været meget optaget af hvad han skulle gøre omkring sin stilling i Blackfire klanen. Noget som fyldte hans tanker ofte fortiden. Han havde nævnt det overfor Kat nogle gange og hver gang var hun selv i tvivl om hvad de skulle gøre. Han viste at hun nød at styre handelshusene i Doomsville og Sunfury. Men viste også at hun havde sin tvivl om hun skulle tage imod stillingen, som leder af klanen sammen med sin farfar Raco.
Så for at få det hele på afstand, havde han valgt at tage familien med ud i byen og lave noget andet. Alligevel var der noget i hans bevidsthed som ikke ville gå helt væk. Var der ikke noget med at han skulle møde en eller anden til et møde, på et eller andet tidspunkt? Han sukkede. Hvis der var, så håbede han ikke at det var her i aften. Han havde virkelig behov for blot at være far og mage for en stund.
Armen han havde rundt om Raf, strammede han en smule for at sikre sig at dette var virkeligt og ikke blot en drøm, mens hans øjne fuldte børnenes leg.

//starten er aftalt med Raf//

Tøj

Rafaela havde tydeligt kunne mærke på Jake at han havde haft en masse tanker kørende rundt i hovedet, men hun havde også valgt at lade være med at spørge ind til det eftersom hun selv havde haft en del at se til med sin klan og få styr på nogle af de ting der skulle ordnes som hun havde opdaget og reflekteret over under hendes og Jakes tur rundt om i verdenen, hvor Jake havde fået lov til, at få et indblik i hendes lille skjulte og dunkle verden hvis man spurgte andre udefra ihvertfald.
Rafaela havde syntes det havde været en god ide Jake havde fået med at tage ud på markedspladsen og bare være en lille familie hvor man ikke behøvede at være fokuseret på sine statuser hele tiden og få tankerne væk fra deres arbejde.
Rafaela havde en arm om Jakes lænd imens de gik og så på den liv der var i byen, hvor hendes øjne primært var opmærksomme på børnene der løb rundt og legede, stoppede op for at kigge på de ting de kom forbi, hvor de derefter løb videre og legede. Rafaela nød at se sine børn lege og var som biologiske søskende selvom der var en så stor aldersforskel på dem samt en raceforskel da Reine jo var draconianer ligesom hende selv og Emily var en menneskepige Rafaela havde adopteret for flere år tilbage.

Tøj

Det havde været en lang tur. Rigtig lang faktisk. Og kold. Havde det ikke været fordi de begge havde virket så enige om, at dette var en god idé, så var Natalie højst sandsynligvis aldrig rejst fra Doomsville. For korrespondancerne mellem hende og Sean var steget i antal. Siden de valgte at begrave stridsøksen, og forsøge sig med noget der mindede om en form for venskabeligt forhold, så var brevene også blevet til flere. Specielt angående planlægningen af dette møde. Det havde været planen at de skulle rejse sammen. Som ligeværdige. Næsten. Men som ansigterne af Doomsville og dæmonerne. To efterhånden ganske magtfulde positioner. I stedet havde Sean meldt afbud – i sidste øjeblik. Det havde ikke passet hende godt. Langt fra faktisk. Dette var ikke et møde hun så frem til, og endnu mindre med udsigten til at gennemfører det alene. Men Sean havde forsikret hende, at han ville finde passende erstatning. Natalie havde dog svært ved at se, hvordan en tjenestepige skulle udgøre noget der mindede om en værdig erstatning for en af hans position. Men afsted kom de.

De tre kvindelige skikkelser; Natalie, Poppy og Genevira, havde tilbragt mange dage i hestevognen. Som dagene gik, og dæmonens rastløshed voksede, syntes englen at synke mere og mere sammen. Specielt da selv bøger, dukker eller søde sager ikke havde nogen virkning til sidst. Det havde tydeligvis været anstrengende tur for dem alle. Derfor var dog også med et lettet suk, at Natalie spottede familiens slot i horisonten ud ad de ellers tildækkede ruder. Sean lod til at have fået en svaghed for lyssky væsner, hvilket han heldigvis havde gjort klart i sit brev. Natalies karavane var blevet mødt af en mindre hær. Tjenestefolk af alle racer samt dæmoner i alle mulige farver vimsede rundt mellem hinanden for at modtage de rejsende. Det mest bemærkelsesværdig detalje lod til at være dæmonernes forkærlighed for deres naturlige skikkelser. Horn, vinger og haler samt bizarre hudfarver kunne spottes alle vegne. Da det blev tydeligt for dæmonerne, at den tidlige morgensol var til gene for et af medlemmerne i Natalies gruppe, var de hurtigt blevet rykket indenfor i sikkerhed, hvor en velklædt kvindelig dæmon havde snuppet Natalie op i favnen til et stor kram, til barnedæmonens tydeligt store ubehag. Eclipsa, som var kvindens navn, samt de andre dæmoner i slottet, havde brugt resten af dagen på at underholde gæsterne, samt beundre Genevira. Poppy var tydeligvis gammelt nyt, men Genevira derimod, var frisk, velholdt og åh så nylavet. Hun var lige til at spise! Dæmonerne flokkes om hende, og Natalie gjorde ikke meget for at forhindre dette, men brugte i stedet tiden til at koble fra. Meget modsat Natalies egen rolige personlighed, lod dæmonfamilien til at være et virvar af samtaler, musik og folk.

Efter et par timers hyggestund med familien, havde kvinderne fået mulighed for at trække sig til deres værelser, hvor deres ting var blevet placeret. Der var mulighed for et bad, en lur eller et tøjskift. Mad var også blevet tilbudt i det omfang, som man ønskede. Det var trods alt vigtigt at være sit bedste jeg ved mødet senere. Adskillige timer senere, da mørket endelig viste sig på himlen, bevægede gruppen sig udenfor igen. Denne gang var det dog kun Genevira og Natalie, der forlod slottet for at finde deres vej til Drageborgen. Natalie huskede tydeligt de få breve, som var blevet udvekslet med Jake. De var ankommet i rette tid med hensyn til dagen, men stedet var aldrig blevet specificeret. Det var dog svært at forestille sig, at de ville finde den nyvalgte leder mange andre steder end byens hjerte, som borge udgjorde. Kvinderne gjorde derfor opmærksom på deres ankomst ved indgangen til borgen, og afventede derfra en reaktion fra vagterne eller tjenestefolkene, som modtog dem.

// Håber ikke, at det blev for langt! Havde lige en del, som skulle med xD //

Tøj

Genevira havde været ved at gå til af angst over at skulle møde Natalie. Sean havde sagt til hende, at hun både var barnlig og farlig. En dårlig kombination. Børn var langt hen af vejen utilregnelige, når bare de var mennesker. Og når de så samtidig reelt var femhundrede år gamle dæmoner og slet ikke rigtige børn, kunne det da næsten kun blive ti gange værre. Men Sean ville ikke have sent hende ud i en situation, han ikke troede, hun kunne klare. Den tanke klyngede hun sig i hvert fald desperat til, da hun mødte Lady Von Tenebris på gårdpladsen foran dennes palæ, knælende duknakket på pladsens brosten, indtil dæmonen tillod hende at rejse sig. Hun anlagde generelt en aura af ekstrem forsigtighed og blid høflighed omkring denne lille skikkelse, der kunne have flået hende i stykker så let, som at skille vådt papir fra hinanden. Men hun var nødt til at tage med. Sean havde bedt hende om det og hun ville ikke skuffe ham. Ikke tale om. Så hun undlod frembrusende adfærd på noget som helst punkt og talte mest, når hun blev talt til. Observerede forholdet mellem Natalie og Poppy med…en vis mængde bekymring. Til trods for Geneviras indgroede rædsel for engle, så virkede den her komplet i stykker. Hun var ikke sikker på, hvad englen havde gjort for at genere Natalie på et niveau, hvor hun var endt sådan og det var ikke kun det manglende øje, hun tænkte på her. Der var en sær tilknytning mellem dem, som Genvira ikke var sikker på, hvordan hun skulle håndtere. Hun vidste bedre end at sige så meget som et ord om det og forholdt sig i stedet stilfærdigt rolig, balancerende på en knivsæg, for det var vigtigt, at hun ikke kom til at virke uselskabelig og unapproachable, samtidig med, at hun ikke måtte virke omklamrende, casual eller som om de på nogen måde var ligestillede væsner. Hun settlede for en aura af underdanig blidhed og holdt sig en stor del af turen beskæftiget med at sy dukketøj og svarede lydigt på alle spørgsmål, for det tilfælde, at Natalie måtte have nogen. Dog uden at give for meget væk.

Og dog var turen til Dragon’s Peak i sig selv næsten vand taget i betragtning af, hvad hun blev mødt med på Von Tenebris slægtens slot. Hun havde aldrig set dæmoner bare vade rundt i deres naturlige skikkelser sådan og der var noget intimiderende ved hele energien. Alligevel kunne hun ikke lade vær med at være fascineret. Hun havde altid regnet med, at dæmonernes naturlige skikkelser alle sammen ville være ubehagelige at se på. Skræmmende, frygtelige. Men mange af disse besad en særegen skønhed. Måske var det egentlig mere skræmmende. Hun gjorde sig heller ikke nogen forestillinger baseret på deres mærkværdige gæstfrihed. De kunne kvase hende, hvis de havde ønsket. Så hun fandt sig i at blive klappet på hovedet, knebet i kinderne, løftet rundt på som en anden dukke og at blive snakket mere om end til. De virkede underligt henrykte over selv de mest simple ting, hun kunne foretage sig. Om så det bare var, hvordan hun drak det blod hun fik serveret i en fin lille porcelænskop.

Det var næsten en hel lettelse, da hun og Natalie begav sig mod Drageborgen. Ikke, at det på nogen måde ville blive afslappende, men hun regnede absolut med ikke at blive overøst med mærkelig opmærksomhed fra blodtørstige væsner.
Men da de ankom var kongen…ude? En flok dybt beklagende tjenestefolk gennede dem ind i en lille stue og serverede diverse forfriskninger, sandsynligvis i et forsøg på at dæmpe gemytterne overfor, hvad der i den grad lignede en intentionel provokation. Ikke at dukke op til et alliancemøde? Det var jo en skændsel, Sean ville aldrig!!!!

Genevira skævede forsigtigt til Lady Von Tenebris, klar til at træde til, hvis der på en eller anden måde blev nødvendigt. Mest af alt virkede de begge frustrerede dog. Hun tog et par dybe indåndinger og lukkede øjnene et øjeblik. Faldt gradvist til ro. Det var ikke dem, der havde gjort noget galt, men dette møde lod til lige a være blevet mere besværligt meget hurtigt.

Kort efter at de to kvinder var ankommet, kom borgens butler ind og bukkede for dem. Ligesom borgens andre tjenestefolk, var han draconianer.
”Mine ærede damer. Jeg beklager den forhåbentlige korte ventetid. Herskeren vil snart slutte sig til jer.” Han sørgede for at damerne ikke manglede noget, indtil Jake kom tilbage.

Jake nød turen i byen, men blev afbrudt af en løbedreng, der kom spurtende gennem gaderne og kaldte på ham. Drengen havde knap nok afleveret sit budskab fra Fritz om at han havde gæster oppe på borgen, før Jake hastigt kyssede Raf på kinden, knipsede en sølvmønt til drengen og løb op til borgen.
Omkring tyve minutter senere, trådte Jake ind i stuen, hvor gæsterne sad og ventede. Han satte et venligt smil på læberne og bukkede høfligt for dem.
”Godaften mine damer. Jeg undskylder at jeg ikke var her ved jeres ankomst.” Han håbede at Raf snart sluttede sig til dem, men hun skulle jo lige tilbage og putte børnene først. Han gik hen og satte sig i en af stolene, mens han tog i mod det krus rom, som Fritz kom med til ham, og drak en mundfuld inden han fortsatte.
"Hvad skylder jeg æren af jeres besøg?"

//Fritz: Er lige så loyal og lige så munter som en terrier. Han er diskret, respektfuld og styrer borgen med perfekte manere. Han er en ældre dragonianer og rynket som en valnød, men alligevel er han hurtigere, end man kunne forvente.
tøj med hvide handsker

Imens de gik og hyggede sig som en rigtig lille familie blev hele stemningen afbrudt af en der kaldte på Jake som havde fået dem til at stoppe op og høre på hvad drengen havde at sige. Rafaela vidste Jake hurtigt ville smutte for, at snakke med dem som var kommet op til borgen for, at snakke med ham. Rafaela smilede kort da Jake havde kysset hende på kinden og nikkede kort til ham som tegn på det var okay at han løb op til borgen igen.
Reine kom hen til hende med et lettere forvirret blik i sine øjne "Hvor skulle far?" spurgte han forvirret og med en lidt trist mine i ansigtet. Rafaela satte sig på hug foran ham og tog ham ind til sig. Emily var også kommet hen til dem og kiggede spørgende på Rafaela "Far har lige besøg og et møde jeg tror han har glemt kunne det se ud til" svarede Rafaela på Reines spørgsmål. Det sidste havde hun sagt lidt som drilleri for, at få børnenes humør op igen som havde fået Reine og Emily til at trække på smilebåndene. "Men jeg lover jer at han ikke får lov at komme i seng før han har været inde ved jer og sagt ordentligt godnat til jer også selvom i allerede sover" forsikrede hun børnene om. Rafaela vidste godt at Jake ikke ville svigte børnene og derfor kunne hun forsikre børnene om at han ville gøre det.
De begyndte stille og roligt gå hjem imod borgen, hvor Rafaela fik puttet dem, hvor hun fik en guvernante til at læse en godnathistorie for dem så snart hun var færdig med at kramme og kysse børnene godnat.

Efter lidt tid sluttede Rafaela sig til Jake og kvinderne som var kommet op til borgen for, at snakke med Jake. Rafaela nikkede høfligt til de andre kvinder som en lille hilsen og kiggede lettere undersøgende på dem. Hun undrede sig over hvad det var for et møde de havde eller ville have med Jake. Rafaela var normalt ikke en der blandede sig i Jakes møder ligesom han ikke blandede sig i hendes, men denne gang var Rafaela noget mere nysgerrig og havde valgt hun ville deltage medmindre Jake sagde hun ikke skulle, men det var så også noget hun var sikker på han ikke ville sige til hende.
Rafaela stillede sig ved siden af Jake og lagde en arm om hans læn også for at vide han var hendes og kvinderne ikke skulle tage ham fra hende. Rafaelas hale hang blot roligt hvor der kun en gang imellem var lidt bevægelse hvor den svingede let til siderne.

På selve turen havde det ikke været svært for Natalie at opfange Geneviras lille hobby. Ikke blot virkede hun usædvanlig veltrænet for en vampyr så ung, diskret men opmærksom, men kreativiteten fejlede tilsyneladende heller ikke noget. Det mørke blik der ellers i starten havde forsøgt sig diskret med en luren, var langsomt gledet over i noget der mest af alt mindede om genuin barnlig fascination, som hun fulgte de slanke fingre kreere noget af det, som Natalie vægtede meget højt. Dukker. Mon Sean ville være meget ked af at bytte tjenestefolk? Manden havde trods alt en del væsner til at rende rundt på borgen, og vampyrer kunne man altid skabe flere af. Men dukker var derimod altid en mangelvare hjemme hos Natalie. De havde det med at falde fra hinanden end tand hurtigere, end hos den gennemsnitlige ejermand. Den lille dæmon kunne sagtens se Genevira passe ganske fint ind i hendes samling derhjemme. Og det samme kunne resten af hendes familie tilsyneladende også.

Forklaringen der mødte dem ved borgen, faldt ikke i god jord hos Natalie. Slet, slet ikke. Hun måtte virkelig bide sig selv i kinden for ikke at få et hysterisk anfald på stedet, og nøjedes i stedet med at stampe en enkelt gang i jorden inden, at hun med en yderst fornærmet mine fulgte tjenestefolkene indenfor. Hun var træt. Meget træt. Det var heldigvis lykkedes hende med et varmt bad og et måltid inden mødet, men de havde været på farten temmelig længe, og hun så virkelig frem til en god nats søvn i en rigtig seng efter at have brugt mange døgn i kareten. Nu syntes den drøm at briste, da ingen tilsyneladende kunne svare på, hvornår herskeren af borgen kunne forventes at dukke op. Natalie frygtede, at de ville fanget her den halve nat. De var blevet placeret i et mødelokale, og tilbudt alverdens ting, formentlig i håbet om at distrahere dem fra den pinlige kendsgerning, at de var blevet glemt. Det eneste Natalie havde takket ja til var en skål med noget sødt, samt en kande te. Hun havde desuden ordret, at de skulle bringe Genevira, hvad end hun bad om. Sean ville sikkert blive mopset, hvis hun ikke sørgede for hans ejendom.

Natalie var næsten nået igennem sin anden kop med the, da døren omsider gik op. De mørkeblå øjne fangede hurtigt et glimt af Jake, og hun gled derfor ned fra sin siddeplads for at neje kort, da han skyndsomt gled indenfor og bukkede for dem. Officielle hilsner var der dog ikke meget af, da han satte sig umiddelbart efter, og Natalie gled derfor selv op på plads igen, hvorefter hun straks greb sin mere eller mindre tomme tekop. Hun tillod sig at færdiggøre indholdet, som Jake kom med sin sølle undskyldning, mest af alt for at undlade at nogle spydige kommentarer skulle slippe forbi. Hun var stadigvæk langt fra tilfreds med forløbet. Meget bedre blev det heller ikke, da Jake pludselig satte spørgsmålstegn ved hele deres tilstedeværelse. Lyden af knust porcelæn fulgte hurtigt, og Natalie sad et øjeblik med et meget påtaget smil inden, at hun med stive bevægelser fik placeret den knuste tekop fra sig på nærmeste overflade.

”Jeg formoder, at De spøger… ikke sandt? Fordi hvis ikke De spøger, så vil det betyde, at vi netop har brugt mængder af unødvendige ressourcer og tid på at rejse i DAGEVIS gennem iskoldt territorie blot for at sidde her og indrømme, at De absolut ikke har den fjerneste anelse angående… noget som helst?! Jeg… De… UGH!... Genevira! Lord Black har tydeligvis brug for en hjælpende hånd. Forklar ham, hvad vi laver her netop denne aften.”

Med et en dyb indånding, røg Natalie helt tilbage i sit sæde, imens hun kæmpede med at falde til ro igen. Øjnene havde fået en faretruende orange kulør, der stammede fra hendes dæmonform, og de stirrede ret frem for sig imod Jake, imens Genevira fik overtaget forklaringen. I mellemtiden meldte en ny skikkelse sig pludselig på banen. Natalie hævede undrende et øjenbryn, som kvinden nikkede i deres retning inden, at hun uden tøven bevægede sig over til Jake og lagde en arm omkring ham. Nu var Natalie ikke voldsomt familiær, hvad angik forhold og kurtisering, men hun var yderst observant – og havde efterhånden tilbragt en del tid sammen med horny voksne – så gestussen slog hende som territorial, hvilket i høj grad undrede dæmonen. Hun havde ingen interesse i kaste sig ud i nogen former for romantiske tilnærmelser, nogensinde, og hun tvivlede stærkt på, at Seans egne tjenestefolk ville kaste sig for fødderne af ret mange andre efter mødet med en incubus. Og da slet ikke til et alliancemøde. Blot tanken alene var frastødende! Natalie blinkede et par gange, så øjenfarven vendte tilbage til den normale mørkeblå, og ventede til efter, at Genevira havde talt færdig før, at hun rømmede sig, og henvendte sig til parret igen.

” Og hvem skylder vi ellers ’æren’ af at afbryde dette møde?”

På trods af, at de aldrig havde mødtes fysisk, så havde Natalie en meget klar idé om, hvem kvinden foran dem var. Hun havde læst mere end rigeligt til at kunne genkende Rafeala ud fra beskrivelse alene, og parret var ikke ligefrem diskret omkring deres forhold… på nogen måde. Alligevel nægtede hun at give Rafaele den anerkendelse. Kvinden havde intet at gøre i rummet med dem, og da Natalies lunte i forvejen var ualmindeligt kort, så var det sidste hun havde brug for, at Jake tilsidesatte deres møde for unødvendig kissemissen.

Lige så nemt, som det var for Natalie at ligge mærke til, hvad Genevira foretog sig, lige så nemt var det for Genevira at finde ud af, at hun blev iagttaget. Hvilket kun lagde et sært pres på hende. Hvad skulle hun sige? Ingenting? Noget. Det hele var besværligt. Genevira nøjedes med at sende den lille dæmon et forsigtigt smil. Ikke som man normalt ville smile til et barn, men nervøst, sky, genert. Det var tydeligt hvem af dem, der reelt var ældst her og det var ikke Genevira. Dæmonens årvågne blik foruroligede hende på trods af, at der ikke lod til at være noget mishag i det. Endnu. Tanken om på et eller andet tidspunkt at komme til at lave en..fejl, som dæmonen ikke brød sig om, var nok til næsten at havegivet hende koldsved, hvis hun havde kunne svede. Det endte dog alligevel med, at dæmonernes leder forsigtigt blev tilbudt, det færdige produkt, da de steg ud af kareten. Hun virkede så fokuseret på dukken, at det næsten ville have virket uhøfligt ikke at give Natalie den.

*
Ankomsten til Drageborgen virkede undervældende. Især set i forhold til den velkomst, de tidligere havde modtaget af Natalies familie. Det havde været stressende ja, men de her folk havde ret tydeligt decideret glemt dem. Ikke vigtigere end, ja…hvad egentlig? En aften i byen? Og her havde Genevira ellers altid troet, at folk på toppen skulle forestille at være påpasselige. I hvert fald, når det gjaldt andre folk fra toppen. Ikke at Genevira gjorde sig nogen illusioner om at være en af dem. Næh, hvis Natalie havde vidst hvilke kår hun kom fra, så ville hun nok have mere end blot rynket på næsen over at have rejst sammen med hende og bare generelt have befundet sig i hendes nærhed så længe, men Natalie!! De havde glemt dæmonernes leder!! Genevira kunne allerede se den mulige alliance potentielt løbe ud i sandet lige der. Hvis hun havde været Jake Black, ville hun kun have været meget bange. Hun havde nær forventet, at slottet ville styrte i grus omkring dem, da den lille dæmon stampede med foden. Selv var Genevira for forvirret til rigtigt at være fornærmet. Det her var for absurd. Ønskede de set ikke en alliance alligevel? Var det hele bare en spøg? Hun havde ondt af tjenestefolkene, der arbejdede under en hersker så uprofessionel. Hvordan skulle de nogensinde kunne tage nogen stolthed i at sige, hvor de arbejdede og for hvem, når dette var sådan tingene kørte. Det var jo et galehus!! Den var aldrig gået derhjemme ikke tale om. Patetisk. Okay måske var hun faktisk ret fornærmet alligevel, men af andre årsager end Natalie nok var det.

Og da kongen så kom vadende blev det heller ikke meget bedre. Først var Genevira lige ved at tage ham for endnu en tyende. Og en dårlig klædt en af slagsen endog. Måske kunne han med lidt god vilje have arbejdet gemt væk i en stald et sted, hvor de finere kredse ikke skulle kaste deres åsyn på ham. Men nej, det var altså åbenbart kongen af hele denne by. Et eller andet sted, gav hans adfærd pludselig mere mening. Når man kunne være så skødesløs med sin ydre fremtoning, kunne man vel også være det overfor sine gæster.
Hun nåede dog heldigvis at redde den. Nejede i en flydende graciøs bevægelse, før hun atter rettede sig op. Hun havde forholdt sig stående under al ventetiden, usikker på, om hun havde kunne tillade sig at sætte sig, eller foretage sig noget i det hele taget. Godt nok var hun, på nuværende tidspunkt, udsendt i herskeren af Doomsville’s navn, men hun var trods alt stadig bare en tjenerinde og regnede derfor med, at hun ville gøre klogest i ikke sætte sig på niveau med Natalie og opføre sig, som den lille dæmon gjorde det. Så altså havde hun ind til videre stået i komplet tavshed i skyggerne tæt ved Natalies stol. Hvis ikke det havde været for den tunge kjoles klare farve, ville hun sikkert have været relativt nem at overse.
Først da Lady Von Tenebris bad hende overtage bevægede hun sig rigtigt igen. Det måtte være lidt som at se en statue komme til live, da hun forsigtigt, næsten lydløst, nærmest svævede ud i midten af lokalet. Her nejede hun igen, dybere denne gang, men hun undlod at knæle, som hun havde gjort for Natalie. Natalie var teknisk set Seans overordnede og hun var farlig, så Genevira havde kalkuleret med at skylde hende en vis respekt. Jake vidste hun ikke rigtig, hvor hun skulle placere, men han havde tydeligvis ikke ret meget til overs for at holde på formerne selv.
Det tog hende et øjeblik at finde ud af, hvad hun skulle gøre med sit blik, men efter en overvejelse endte hun med direkte øjenkontakt og håbede ikke, at det ville blive tolket som uhøfligt.

”Your Grace,” hilste hun.

”Lord Mcgivens sender sine hilsner til Dem og Deres. Som De sikkert kan relatere til, er der mange pligter at se til og han har sent mig i sit sted. Jeg håber De vil finde mig værende et tilstrækkeligt talerør og jeg skal selvfølgelig sørge for, at det De har at sige, når tilbage til ham,” lagde hun ud med. Et øjeblik var hun oprigtigt virkelig glad for, at hendes krop teknisk set var død. Det mindskede alle ydre tegn på nervøsitet. Ingen røde kinder eller svedige håndflader. Kun en svag skælven i fingrene, som hun skjulte ved at folde de porcelænsdukkeagtige hænder foran sig.

”Som De sikkert husker, når jeg siger det, så er vi her for at diskutere muligheden for en alliance mellem draconiaerne og dæmonerne. Jeg forstår at Doomsville og Dragon’s Peak allerede drager nytte af hinanden på baggrund af handel, your grace. Ville dette ikke netop være en god mulighed for at knytte endnu stærkere bånd? Vi har for nyligt set, hvad blot naturens egne kræfter kan gøre ved os med uvejret, der hagede kontinentet sidste år. Måske vil vi kunne klare os bedre igennem lignende fremtidige kriser, hvis vi står sammen,” sagde hun.

”Jeg vil overlade det til Lady Von Tenebris at klarlægge dæmonernes synspunkt om sagen nærmere,”afsluttede hun og bøjede hovedet. Her registrerede hun, at endnu en person havde sluttet sig til dem. Under normale omstændigheder, ville Genevira næppe have regnet hende for ret meget. Kvinden havde et smukt ansigt og et generelt velplejet udseende, men var det ikke derfor, ville hun sandsynligvis have taget hende for en, der tilfældigt var blevet trukket ind fra gaden. Genevira havde dog efterhånden lært, at man ikke kunne regne med noget som helst på det her sted. Så hun nejede. Hilste på kvinden med et stilfærdigt ”My lady,” og undrede sig privat over kvindens besidderiske adfærd. Hvad frygtede hun?

Da gæsten, som lignede et barn, knuste tekoppen blev Jake overrasket. Hvad tænkte kvin... Hans tanker blev afbrudt af kvindens meget påtaget smil, stive bevægelser og kolde tone, der tydeligere end de ord hun sagde, fortalte Jake at han havde jokket i spinaten. Hele hendes kropsadfærd gjorde ham ret sikker på at hun var dæmon. Og dét fik hans tanker i gang.
Nu huskede han pludselig de breve han og dæmonernes leder havde udvekslet. Men han havde aldrig i sit liv regnet med at lederen var i et barns krop.

Hvad den anden kvinde angik, havde han en god fornemmelse for at hun var vampyr. Måden hun bevægede sig og talte på, gav ham indtryk af at hun tjente en fra adlen. Og hendes ord om at Lord Mcgivens, fik endnu et kort frem på hans tanketavle: Sean, Doomsvilles hersker. Hvorfor undrede det ham ikke... Måske fordi manden var incubus.
Jake nikkede forstående og anerkendende til hendes tale omkring deres tilstedeværelse. Nu var han glad for at han havde bedt Raf om at være med til mødet. Spørgsmålet var bare om hun kom, nu hvor han selv havde glemt at mødet skulle holdes i aften.
Derfor reagerede han, uden at vende sig, med et smil, da han hørte Raf ankomme. Ligeledes gav han en kort blid brummen fra sig, da han mærkede hendes arm. Som svar til barne-kvindens spørgsmål, sagde Jake.
”Må jeg præsentere min mage og Dragons Peaks frue: Rafaela Zain Dreadheart Morladin. Jeg er dog ret sikker på at jeg nævnte i et af brevene, at jeg agtede at have hende med til mødet.”

Der lød en kort banken på døren, og efter tilladelse fra Jake, kom butleren Fritz ind og bukkede for dem. Jake så fra den ene gæst til den anden og smilede venligt.
”Hvis I ønsker at friske lidt op inden vi fortsætter mødet, så er der mulighed for det. Skulle I ønske at skubbe mødet til i morgen, så I kan hvile ud, respektere jeg det naturligvis.” Han smilede over til vampyren.
”I behøver ikke at være bekymret. Gardinerne er tunge og lukker nemt sollys ude. Både her i mødelokalerne og på værelserne. Skulle der være noget specielt, som I ønsker under jeres ophold her. Så skal I blot henvende jer til tjenestefolkene.” Fritz lignede et barn der havde fået sit ynglings legetøj i gave og strålede i forventning om at få flere folk at tage sig af.
”Vi er beæret. Intet er for godt til Masters gæster.”

Rafaela kunne godt mærke på stemningen i lokalet der var noget anspændt fra dæmonen og vampyrens side af og de ikke anerkendte Rafaela for hvad hun var i byen og på borgen. Rafaela var vant til at hun ikke blev anerkendt for det hun var og nedgjort, men denne gang irriterede det hende faktisk. Rafaela begyndte automatisk kører alle de sager hun og hendes klan havde kørende med dæmoner og vampyrer som behandlede slaver dårligt og holdt dem ulovligt. Hun overvejede kort at kun gå efter disse 2 racer og tage dem om de holdt slaver lovligt eller ej og godt eller dårligt samtidig med hun overvjede at lade de andre racer slippe som holdte slaver ligemeget om det var lovligt eller ulovligt eller godt eller skidt. Rafaela havde kigget længe nok undersøgende på dæmonen og havde hørt en del om dæmonen fra folk i byen til, at regne ud dette var dæmonernes leder.
Rafaela blev hevet tilbage til selskabet da hun hørte Jake præsentere hende og fortalte han havde nævnt i breve imellem dem at han havde ønsket at have hende med. Hun tænkte kort tilbage og kom i tanke om hun selv havde glemt dette møde og udfra udtrykket der var fra dæmonen og vampyreren var det tydeligt de også havde glemt det ligesom dem. Forskellen var bare de havde glemt datoen, men samtidig havde de ikke kunne forvente de var hjemme når der ikke var noget bestemt tidspunkt for hvornår de havde været her for det havde Rafaela aldrig fået noget at vide om det var hun sikker på.
Rafaela spekulerede kort over om hun skulle lade sit hævngerrige og vrede side overfor dæmonenerne styre som var blevet skabt af hendes far som var dæmon eller om hun skulle lade hendes biologiske mors side være fremme som var mere mild i det som hendes onkel og fætter havde brugt flere år til, at få frem i hende.
Rafaela kiggede skiftevis på dæmonen og vampyren og smilede venligt til dem. Rafaelas blik var bevidst mindre fokuseret på dæmonen for så længe hun ikke vidste bare lidt respekt overfor hende kom der ingen respekt frem fra Rafaelas side af. "Jeg beklager alt denne forvirring og de har måtte vente, men som i nok opdagede da i kom til byen er det en lille fest, hvor nogle af byens fineste par er blevet gift og der kræver det at byens leder og familie viser sig som en erkendtlighed" sagde Rafaela venligt. Hendes blik gik skiftevis fra dæmonen til vampyren imens hun snakkede men hendes blik var generelt kortere når hun så på dæmonen end vampyren. "Men i skal vide vi hjertens gerne sætter vores tid af til, at holde dette møde og jeg er sikker på vi i fællesskab nok skal finde en løsning som er god for alle parter" fortsatte Rafaela "Men som min mage siger ønsker i at friske jer op eller skubbe mødet til i morgen vil det være helt i orden med os" sagde Rafaela venligt. Rafaelas blik var roligt og mildt imens hendes hale roligt flavrede til siderne, men det var tydeligt at se på hende hun ikke var glad for at blive underkendt på den måde og havde fortsat planen om hævn imod dæmonerne kørerne i baghovedet og Rafaela vidste udemærket godt hvordan hun skulle gøre det uden det ville vende tilbage til hende.

Et øjeblik ærgede Natalie sig gevaldigt over, at hun havde efterladt sin nyvundne dukke i sit værelse tilbage på familiens slot. De urolige små børnefinger der havde en forkærlighed for rive og flå i ting, hvis temperamentet først fik taget over, kæmpede en brav kamp med ikke at flå i dit fine stof fra kjolen, som de ellers knugede mellem sig. Det var først, da Genevira gav sig i kast med at præsenterer dem, at den lille dæmon mærkede, hvordan kroppen langsomt slappede mere af igen. Midt i al den ophobede vrede, havde hun fuldstændig glemt sine bekymringer, som var begyndt at dukke op under turen til Dragons Peak. Sean havde ganske vist insisteret på, at Genevira var perfekt trænet til at kunne påtage sig hans rolle i et sådant møde, og derfor havde Natalie ikke protesteret yderligere. Og hun havde med vilje også afholdt sig fra at udspørge Genevira på turen, da det måske havde kunne ødelægge noget af den tillid, som de to dæmonherskere så forsigtigt var ved at bygge op omkring hinanden. Det var dog stået ganske klart, at kvinden ikke bar den naturlige karisma og selvtillid, som altid lod til at følge herskeren af Doomsville. Men… som hun hørte ordene forlade kvindens mund, fik hun en idé om, hvad Sean havde set i den unge vampyr. Kvinden bevægede sig yndefuldt, og hendes tale var både respektfuld og velovervejet. Meget mere kunne Natalie næsten ikke ønske sig i en lignende stund. Derfor lyttede hun blot med nyfunden ro, som hun ihærdigt forsøgte at gemme til snakken med Jake. Hun nikkede derfor tilfreds, da Genevira færdiggjorde sin tale, og lod gav ordet tilbage til overhovederne.

”Thank you, miss Allaire.”

Det var med et sammenbidt udtryk, at Natalie arbejdede sig igennem processen, hvor Jake fuldstændig ignorerede hendes ord om hans forglemmelser, hvorefter han skyndte sig videre uden så meget som en undskyldning – blot for at introducerer Rafaela, hvis relevans for mødet Natalie stadigvæk manglede at få forklaret. Alligevel holdt hun sig i skindet. Knap og nap. Kvindens intense blik, der tilsyneladende nægtede at fokusere på meget andet end Genevira, som var tjenerinden hendes overlegne, var én ting. Men da begge draconiaerne pludselig begyndte at snakke om noget så ligegyldigt som et bryllup? Som åbenbart var vigtigere for den royale familie end deres møde? Der knækkede filmen for hende. Natalie tog en dyb indånding, og mærkede djævlehalen piske uroligt under kjolestoffet, men valgte at folde hænderne stramt for ikke at ødelægge noget. Hendes iskolde blik fæstnede sig hårdt mod de to voksne, som hun begyndte at tale med en stemme der dryppede af afsky

” Hvis De absolut insistere på, at mænge Dem selv med pøblen, så foreslår jeg at gøre det på et andet tidspunkt - en anden DAG faktisk - end lige netop den dag, som har været aftalt i månedsvis. En aftale, som DE ikke var en del af, Lady Morladin. Men det lader til, at aftaler ikke er noget der bliver agtet højt her i forvejen, så jeg burde nok ikke have forventet andet. Jeg skal huske at dæmpe mine forventninger til eventuelle fremtidige besøg. Og før De protestere, Lady Morladin, vil jeg skynde mig at pointere, at Deres tilstedeværelse alligevel er nyttesløs. Så vidt min fremragende hukommelse fortæller mig, så er De ikke officielt fruen af borgen. Korrekt? På trods af magtfuldt blod, så er det eneste De egentlig har bidraget til dette kongerige, en håndfuld uægte avl... fra andre hankøn, ikke sandt? Så. Jeg må formode, at Lord Black har valgt at medbringe Dem denne aften udelukkende af egne komfortable behov, hvilket jeg finder en anelse morsomt af en mand Deres alder og status. Har jeg ret, Sir Jake? Eller skal jeg blot se det som værende særdeles upassende?"

Endelig stoppede dæmonen. Ikke længe, men nok til at trække vejret et øjeblik, og lade virkeligheden af hendes ord synke ind. Dog, før at nogen reelt set kunne nå at protestere, rejste hun en afvisende hånd, og rettede i stedet blikket mod den lidt for begejstrede butler blot for at fortsætte.

” Vi har ingen intentioner om at blive længere end højst nødvendigt. Dette møde har allerede trukket sig unødvendigt, og vi har intet behov for at gentage oplevelsen en anden dag. Som miss Allaire fremragende fik forklaret, så er vi her med en plan. Derfor ser jeg helst, at mødet fortsætter som planlagt… medmindre De har andre undskyldninger, Lord Black?”

Det havde hjulpet at få raset ud. Med ord altså. Fingrene kriblede stadigvæk, men for en stund virkede det som om, at der var faldet en smule mere ro over den lille barneskikkelse. Et minimalt smil syntes endda at have fundet sin vej frem, da hun lod de sidste ord falde, som det mørkeblå blik vendte tilbage mod Jake.

Geneviras ansigt var en uigennemtrængelig maske af et mildt høfligt, men neutralt udtryk. En barndom, hvor hun og hendes søskende, men nok hende i særdeleshed, skulle gå på æggeskaller for ikke at tirre en mor for hvem selv det mindste forkerte blik eller et smil på et uoplagt tidspunkt kunne få filmen til at knække fuldstændig havde trods alt lært hende en del. Derfor fortrak hun heller ikke en mine, selvom det stak, da alle hendes ellers nøje formulerede pointer blev skubbet bort for, at Dragons Peaks konge i stedet kunne introducere dem for borgens frue. Hun havde vel i og for sig en ret til at blive introduceret i kraft af sin status, men alligevel. Hvis hun havde været en anden, ville hun da aldrig være blevet fejet af på denne respektløse måde, ville hun? Det var svært at forestille sig og så alligevel overhovedet ikke. Ikke i det her hus. Hvad ville Sean have gjort? Genevira foldede hænderne foran sig, væbnede sig med tålmodighed, men så brød helvedet løs omkring hende.
Hun brød sig ikke om kvindens smil. I Geneviras øjne forekom det hende at bag venligheden var der en dyb afsky.
Du har gjort noget galt og jeg har ikke tænkt mig at lade dig slippe for det. Jeg smiler kun sekundet før, jeg får dig til at græde, syntes det at sige. Genevira var for opslugt af sine endnu ikke helt anerkendte traumer til rigtig at tænke over, at det meget vel kunne være hendes opvækst og den voldsomme uligevægt, der havde præget den, der som så ofte drillede hende igen.
Hun skævede til skabet i rummets ene hjørne. Overvejede i et kort øjeblik at kravle derind og ikke komme e igen, men ak nej. Hun var ikke nogen lille pige, der kunne gemme sig for alt, hvad hun frygtede længere. Hun var her på en diplomatisk mission og den måtte hun se til ende, hvor galt den så end var ved at gå. Tanken om at skuffe Sean ved at vende tomhændet hjem var nok til at give hende kvalme.
Dette var hendes første…test og det måtte for alt i verden ikke gå galt. Ikke at hun anede, hvad konsekvenserne ville være, men måske netop derfor var tanken nok til at få det til at løbe koldt nedad ryggen på hende.
Hvad ville der ske med hende? Ville han simpelthen erklære hende utilstrækkelig og smide hende ud? Bag det ulæselige ansigtsudtryk stak det voldsomt i hende.
Med små diskrete skridt trak Genevira sig bagud, væk fra Rafaela og tættere på de trygge skygger i det hjørne, hun havde stået i før de kom. Hun var nødt til at signalere, at hun ikke af samme status som Natalie og at det derfor ville være forkert at ignorere hende med vilje, men hun kunne ej heller falde helt tilbage i sin vante rolle som tjenerinde, for hun var her trods alt som udsending for Doomsville. Altså måtte hun forventes at kunne stå fast og ikke blot knæle i underdanighed på gulvet for hvem som helst.


”Som Lady Tenebris også giver udtryk for, tror jeg, at det vil være forsvarligt, hvis vi fortsætter mødet som oprindeligt planlagt. Vi har alle opgaver der venter os på den anden side af dette, så at skubbe det vil også betyde en forskubbelse af udførelsen af disse pligter. Vi har i forvejen en lang re jse hjem foran os, så at skulle skubbe denne rejse vil det med alt sandsynlighed betyde en større administrativ byrde ved hjemkomsten. Jeg håber, at I forstår at dette ikke vil være optimalt og at I ikke er for udmattede til at afholde mødet på trods af, at det muligvis vil resultere i manglende nattesøvn.”
Hun bøjede respektfuldt hovedet for værtsparet.

”Til gengæld kunne vi sikkert alle sammen godt bruge en forfriskning, imens vi taler.” Her vendte hun sig mod butleren.

”Sir, en kande te og fire kopper, hvis De vil være så venlig.” bad hun roligt.

Herefter vendte hun sig mod herskeren af Dragon’s Peak og skabte øjenkontakt.

”Skal vi begynde?” spurgte hun mildt. I ordene var vævet hendes evne. Hendes egen overbevisning om, at det ville være bedst at gå direkte i gang og vævert danse uden om drama, skulle meget gerne smitte af. Som for at underbygge sin opfordring slog hun ud med hånden i retning af bordet i midten af rummet, hvor de alle ville kunne sidde overfor hinanden.

Forhåbentlig uden, at nogen ville kaste sig henover bordet for at slå hinanden ihjel.

Da dæmonen startede sin nedgørende og rasende tale, blev Jake mere og mere klar over hvilket temperament den barnlige dæmon besad. Noget han ikke havde meget lyst til at blive ramt af for fuld blus. Alligevel kunne han ikke lade vær med at tænke på om Raf kunne måle sig med dæmonen når det kom til det aggressive temperament? Dog noget som han ville afholde sig fra, da han viste hvordan Raf kunne være. Og det var selv om han endnu ikke havde oplevet hende total rasen.
Han sukkede indvendigt og måtte indse at han muligvis havde glemt at nævne Raf i brevene, og kun havde gjort det i sine tanker. Hvad skulle han gøre? Han var nysgerrig for hvad der fik dæmonen til at ønske en alliance mellem deres racer. Godt nok kendte han nogle forskellige dæmoner fra hans tid i klanen og på havet, men dette stak dybere end almindeligt samarbejde. Gad vide om det havde noget at gøre med at kongen af Sunfury var ved at udvide sine områder?
Men da dæmonen begyndte at rase ud på Raf, fik han en dårlig smag i munden. Han viste at der ikke skulle meget til at Raf mistede temperamentet, så han greb hurtigt ud efter hendes arm, med tanke på at stryge den med tommelfingeren på den måde der plejede at virke afslappende.
”Lady Von Tenebris. Jeg beklager at mødet er startet på denne måde, og har ingen ønske om at føje mere til Deres vrede.” Han så direkte på dæmonen mens han sagde dette, hvorefter han så op på Raf. Han ansigt og øjne blev kærlig mens han så på sin mage.
”Jeg er ked af det min skønne. Men meget tyder på at jeg desværre ikke fik sat den tanke på papiret. Jeg lover at fortælle dig alt senere. Men lige nu tror jeg det er bedre at vi efterkommer vores gæsters ønsker.” Han viste at dette muligvis kunne gå galt, når hun først var blevet slået verbalt af dæmonen, men han var nød til at prøve.

Da dæmonen i sofaen brød ud i vrede udbrud, var Fritz klar til at forlade mødelokalet. Og heldigvis gav vampyren ham undskyldningen.
"Naturligvis, Madam." Han bukkede for hende og lukkede hurtigt døren efter sig, inden han løb ned til køkkenet efter det efterspurgte.

Efter at butleren, og forhåbentligt også Raf, var gået så Jake på vampyren. Så snart hans øjne mødtes hende, fornemmede han en mere åben og afslappet tilstand til det hele. Han smilede venligt til hende.
”Naturligvis Lady Genevira.” Han var lige på nippet til at bede hende om ikke at tiltale ham med royal status, men kom til at tænke på at det nok ville skabe flere problemer. Derfor så han lidt rundt på dem begge, mens han lænede sig lidt frem i stolen, satte sine albuer på knæene og flettede fingrene sammen for at hvile hagen på dem. Øjnene lyste af nysgerrighed. Selv hvis Raf var blevet, ville han forsøge at holde opmærksomheden på gæsterne.
”Jeg kan erindre at De skrev om at styrke racerne og derfor ønskede en alliance. Men jeg er nysgerrig efter hvad der ligger bag dette ønske? Har det noget at gøre med at Kongen af Sunfury har udvidet sit område til Minotaris?”

Rafaelas krop blev langsomt varmere og varmere som dæmonen tale og så snart dæmonen begyndte at snakke nedværdigende til hende og nævnte hendes børn begyndte vreden blive tydelig at se på hende. Hun kiggede hen på vampyren der bakkede væk fra hende og derefter hen på dæmonen. Rafaelas krop var blevet så varm så det lige var på punktet hvor hendes flammer ville komme frem.
Rafaela skulle lige til at sige noget fa hun mærkede Jakes hånd på hendes arm. Hvis Jake ikke flyttede sine hånd ville han jo længere tid hans hånd rørte hendes arm blive mere og mere forbrændt. Hun kiggede advarende på ham for hun vidste at hun skadet ham på dette tidspunkt pga hendes vrede var ved at antænde hendes flammer. Hun lyttede stille til det Jake sagde “Overvej grundigt hvad du gør min kære for jeg har taget mit valg” sagde Rafaela lettere sammenbdt hvor hun derefter kiggede nedværdigende på dæmonen “De mener jeg ikke er god for selskabet, men de er en elendig leder for deres race. Der findes flere døde dæmoner end draconianere eller nogen anden race med et mærke i panden. De beskytter ikke deres egen race kan jeg formode” sagde Rafaela og kiggede nedværdigende på dæmonen “Jeg håber for deres efterkommere at de får mere fornuft end de har for ellers er der en risiko for at dæmonerne ender med at være en uddød race så længe dæmonracen er hadet” sagde Rafaela nedværdigende
Rafalea kiggede på vampyren da hun snakkede og bad Fritz om at hente en kande te og 4 kopper. Rafaela kiggede efter Fritz da han gik ud af lokalet, hvor hun derefter igen kiggede på vampyren. Rafaela smilede venligt til hende ”De skal ikke tænke på mig jeg trækker mig fra mødet for det er tydeligt at dæmonernes leder ikke ønsker et ordentligt møde og få dette løst men er igang med at skabe mere had racer og byer i mellem som jeg ikke ønsker at være en del af.” sagde Rafaela venligt og vendte sig hurtigt rundt og gik ud af døren. Hun lod døren bevidst stå åben så de selv ville blive nød til at lukke døren.
Rafaela gik ned af gangen i et rask tempo og alle hun mødte på sin vej flyttede sig for ikke at stå i vejen for hende da det var tydeligt Rafaela var blevet vred. Ikke så vred at hun mistede fuldstændig kontrollen over sig selv, men vred nok til der ikke skulle meget til før hun sagde eller gjorde noget hun sikkert ville fortryde senere. Men hun fortrød ikke det hun havde sagt til dæmonernes leder.

Natalie frygtede ikke vreden i Rafaelas blik. Ej heller kvindens styrke. Kom det til stykket, var dæmonen ikke bleg for at forsvare sig selv, hvis det blev fysisk, og hun brød sig ikke om at tabe. Hun havde trods alt gjort det mange gange før. Derfor betragtede hun blot, hvordan Rafaeles nærmest fysisk sydede af raseri fra den anden ende af rummet, imens Jake forsigtigt forsøgte at berolige sin kommende hustru. Der voksede et frydende glimt i øjet hos den lille barneskikkelse, som hun fulgte de nappende ord mellem parret, samtidig med, at hun nød lyden af Jakes længe ventede undskyldning. Ah ja, tingene begyndte endelig at falde på plads.

”Det glæder mig at høre, Lord Black.”

Tilføjede hun blot til Jake’s ord om, at han ville forsøge at rette sig ind fremover. Til gengæld mødte hun Rafeale med et hårdt blik, da kvinden pludselig begyndte at kritisere hendes rolle som leder. Ikke nok med det, så smed hun pludselig en detalje, som fik Natalies tanker til at summe. Dæmonen skjulte overraskelsen godt bag sin egen irritation, men hendes tanker var allerede i fuld gang med at søge information fra århundredes læsning og arbejde. The Secret Angels. Således hed klanen, som var blevet mere eller mindre berygtet over det meste af Underworld gennem en længere årrække. Natalie havde egentlig aldrig skænket dem megen tanke, da der aldrig havde været noget personligt for hende involveret. Men hun var klar over, at klanen lod til at operere i det meste af Underworld. Deres signaturmærke, som netop var det Rafaele bragte på banen, var næsten det eneste, man lod til at kunne kende dem på. De gik tilsyneladende efter alle racer, men lod til at have en svaghed for de særligt udsatte. Dette omhandlede typisk kvinder og børn, og endda gerne af slavetypen. Noget som der var en del af i Doomsville, eftersom slavehandel stadigvæk var lovlig i byen, hvilket gjorde, at ofrene for The Secret Angels havde været nemme at spotte. Det var en irritation som leder at vide, at specifikke racer og folk blev udvalgt. Men død var en naturlig del af livet, og specielt i store dele af Doomsville, hvor store bestanddele af byen bestod af væsner som vampyrer og dæmoner, hvis hovedkost som regel betød mindst ét liv gik til i processen. Hverken hende eller Sean lod dog til at have planer om at stoppe det foreløbigt, da racerne ellers så ud til at trives. Dog ville det være en behagelig overraskelse at kunne fjerne den gerende klan, som spredte deres vamle tankegang blandt diverse slaveflokke, som de ’befriede’. Natalie sendte Rafaela et udfodrende blik, som hun snakkede om hendes egen potentielle efterkommer.

” Mørkets væsner, som man så høfligt tiltaler os, har været lagt for had i årtusinde. Til trods for dette vokser racerne og deres styrke stødt, så jeg vil næppe bekymre mig efter en sølle trussel fra Deres side. Specielt ikke eftersom, at vi konstant søger nye måder at forbedre og fremme os selv, hvilket var hele grunden til, at jeg rakte ud til Lord Black for at foreslå dette møde. Et møde, som De ikke har gjort andet end at forstyrre med deres negative kommentarer og blotte tilstedeværelse.”

Natalie sukkede taknemmeligt, da Rafaela endelig forlod rummet, og da hun samtidig overhørte Genevira bestille lidt forfriskninger til dem alle. Dæmonen skyndte sig at bede om et kort over Underworld i samme omgang, og vendte så opmærksomheden tilbage mod Jake, som pludselig lod til at være i usædvanlig godt humør til trods for omstændighederne. Det glædede hende, at han for en gangs skyld virkede reelt interesseret i forholdet mellem racerne og byerne. Alligevel kunne hun ikke helt slippe de nagende tanker, som Rafaela havde efterladt angående pestilensen af en klan der hærgede Underworld. I et forsøg på at holde sig fortsat rolig, gled hun roligt ned fra sin siddeplads, og vandrede lidt frem og tilbage på stedet, imens hun ventede på, at butleren skulle vende tilbage. Med blikket glidende undersøgende rundt i lokalet, begyndte hun dog at tale roligt.

” Det kan ikke afvises, at Kongen af Sunfurys nyvundne interesse for udvidelsen af sit kongerige har haft en effekt på alliancerne i landet. Denne inklusiv. Som De nok har bemærket, så har Kong Leidolf tilsyneladende udviklet en hastigt tiltagende smag for at erobre og gå i krig. For en mand i hans alder er det vel et eller andet sted at forvente. Flere er dog bekymrede omkring det faktum, at man kan tvivle på, hvornår Kongen får nok? Om han vil lade sig stoppe ved de allerede eksisterende grænser, og respektere de forskellige byer og deres ledere? Rygterne går trods alt. Nu var De der ikke personligt, så jeg vil gøre historien kort. For blot år siden inviterede jeg Underworlds øverste hjem til mit eget palæ, som en del af en mangeårig tradition for at fejre Midsommer. Under festen demonstrerede Kongen så balstyrisk og skræmmende side af sig selv, hvor mange har kunne nikke gentagende til lignende episoder senere hen. Altså… er man begyndte at tvivle på, at Kongens sindstilstand er så stabil, som den har været. Manden mistede trods alt sin hustru ganske kort tid efter titlen, hvilket efterlod ham med en overvældende mængde ansvar, som ingen almindelig person har kunne forberede sig på – for ikke at tale om hans datter.”

Dæmonen standsede. Tillod sig en kunstnerisk pause, imens hun lod de ’bekymrende’ ord synke ind hos Jake. Natalie havde en klar idé om, at fornærmelser ikke kom langt hos den ny udvalgte konge af Dragons Peak, så hun forsøgte sig med lidt god gammeldags ærlig bekymret snak i stedet. Hendes mørke blik fæstnede sig mod Jake, som hun foldede hænderne bag ryggen, og trådte et par skridt nærmere.

”Jeg er ikke bekymret for Doomsville. For dæmonerne eller vampyrerne, om man vil. Vi er en stærk by, med flere allierede bag os, og skulle den skæbnesvangre dag falde, så ville vi forsvare os og triumfere. Mine tanker, da jeg rakte ud i form af brevet – i samhørighed med Lord McGivens - lå hos Dem, Lord Black. Som raceleder og ny udvalgt konge af Dragons Peak står de med enormt ansvar og en meget sårbar by. Falder De så falder tusindvis. Mænd, kvinder og børn. Kongen af Sunfury holder ikke tilbage. Doomsville er den største by mellem Dem og Sunfury. Pointen med alliancen ville, blandt andet, være en mulighed for support mellem byerne, og racerne – skulle trusler af nogen art ramme.”

Natalie standsede, stadigvæk med behørig afstand til Jake, men så hun var sikker på, hvor hans fokus lå. ”Min største bekymringer lige nu angående den alliance… er Deres ’mage’, Lord Black.” Hun skyndte sig at holde en hånd oppe, hvis han protesterede, og fortsatte roligt. ”Det drejer sig om The Secret Angels. Noget Deres mage lader til at have kendskab til, samt det faktum, at dæmonerne lader til at være særligt udsatte. Jeg undre mig, hvorledes Lady Morladin kunne have anskaffet sig så ømtålige informationer? For skulle De eller Deres mage vide noget angående den omtalte klan, så gør De klogt omkring at dele dem. Vi ønsker ikke dette startet på en løgn trods alt. Og det sidste vi ønsker er desuden, at alliancen brydes ved at man forsætter klanens uønskede arbejde på racer eller byer hørende under denne alliance. Forstår De mine bekymringer, Lord Black?”

Den vrede dæmon var borte. I stedet var en næsten skræmmende uskyldigt udseende pige foran Jake, med store blå øjne, der undersøgte ham for de mindste tegn på løgn eller usikkerhed, samt en honningsød stemme der næsten virkede lidt for klæbende til de voksne ord, der forlod hendes mund. Folk havde det med at lade sig lokke. Falde for det barnlige udseende, som deres natur næsten tiggede dem om. Give efter for det lille smil der havde vokset sig frem, og glemme alt om, at barnet gerne brugte dagen på at suge livet ud folk.

En dårlig leder? Vovede kvinden virkelig at kalde en anden en dårlig leder efter den….ja, Genevira vovede ikke engang at kalde det en ledelsesstil, de havde været vidne til allerede siden før lord Blacks ankomst? Ikke at hun havde de store sentimentale følelser for Natalies egen ledelsestil, men dette føltes som at blive spyttet i ansigtet. Ikke at det direkte fornærmede hende, hun havde jo intet med ledelsen af dæmonerne at gøre, men det føltes som en underkendelse af alles intelligens. Som om hun ikke troede, at alle kunne se, hvor snarligt Dragon’s Peak sikkert ville falde sammen ned om ørerne på den nyligt kronede konge på grund af netop dette. Manglende lederevner. Man kunne sikkert sige mange ting om Natalies lederstil. Hun var, så vidt Genevira var orienteret, langt mere frygtet end elsket, selv blandt andre dæmoner. Sean havde, før hun tog med på rejsen, advaret hende om, at Natalie var både barnlig, temperamentsfuld og farlig. Men med det in mente, virkede det også bare langt mere sigende, at de to dæmoner hver især holdt henholdsvis Doomsville og hele dæmonernes race i et ubestridt jerngreb, imens denne mand lod til at være mere optaget af at lege familiefar…eller giftigt ægteskab end reelt at tage sig af sine royale forpligtigelser. Tanken om, hvorvidt hun selv kunne have gjort det bedre strejfede hende et kort øjeblik. Absurd. Men det ændrede ikke på, at Jake Black måske burde være blevet på havet, hvor hans ravage dog trods alt måtte anses for kun at gå udover andre fremfor en hel bys uskyldige befolkning, der muligvis snart ville se deres ellers stolte hjemby synke ned i en afgrund af dårlige beslutninger.
Og at lade sin mage slynge en sådan trussel mod samtlige dæmoner ud i rummet på en så nonchalant måde? Det virkede som intet mindre end en politisk katastrofe.
Ak ja, Genevira, som den simple tjenerinde hun var, kunne ikke gøre så meget. Eller sige noget. Det havde hun dog heller ikke tænkt sig på nogen måde. Hende? Frivilligt skabe mere drama? Aldrig i livet.
Det var ikke uden en vis følelse af triumf, at hun lagde mærke til, at hendes evne virkede. Kongen slappede rent faktisk mere af en før. Det var lykkedes hende at berolige en konge. . Nu kunne hun da aldrig blive unyttig at have i baghånden vel?
Kongens mage var dog en anden sag. Hende havde den unge vampyr ikke engang tænkt sig at forsøge på.
Hun holdt sit ansigtsudtryk komplet blankt og nejede dybt for Rafela, som hun forlod lokalet. Der var ikke noget, hun kunne have sagt, der ville have stoppet hende i at gå. Ikke engang hendes egen mage var hun åbenbart hævet over, at gøre skade på, hvis han gjorde hende vred. Tja, det var vel ikke så meget anderledes end så mange andre forhold. Hun havde set gamle skræmmer og blå mærker hos sin ældste søster Tessie nok gange til at vide, hvordan tingene forholdt sig bag lukkede døre. Måske var det bare størstedelen af forhold, der reelt var sådan? De fleste var bare bedre til at holde det skjult, når der var gæster. Tessies mand havde i hvert fald aldrig gjort hende noget åbenlyst.

I Guder, hvis Val nogensinde…nej aldrig.

Hun rystede tankerne af sig og satte sig til bords med de to andre.
Samtalen lod hun for nuværende Natalie føre. Hun så til i en slags fascineret skjult rædsel, som alt vreden fra før blev gemt bort. Pakket ind i sødmefuld bekymring. Hun havde tidligere frygtet, at Raf gemte noget bag sit smil, men dette var et helt andet niveau. Hvis ikke Genevira netop havde set Natalie være rasende, ville hun aldrig have gættet, at hun overhovedet var i stand til det.
Da butleren kom tilbage med teen tog hun kopper og kande fra ham, serverede den selv, således at tjenerens tilstedeværelse ikke var et forstyrrende element. Måske var det også lidt fordi den hjemmevante rolle, hjalp hende med at genfinde en indre ro et øjeblik. Lige så stille og næsten ubemærket som en anden skygge ind til hun satte sig ned igen og lukkede de slanke fingre om sin egen kop.

”Hvis jeg må komme med en tilføjelse, your grace,” indskød hun forsigtigt, da Natalie havde påpeget sine for en alliance mellem draconierne og dæmonerne.

Hun ventede på hans tilladelse og fortsatte så.

”Som jeg allerede har påpeget, så har Dragon’s Peak og Doomsville jo allerede en handelsaftale, som jeg håber, at De stadig kan se relevansen i. Min pointe er blot, at en styrket alliance mellem dæmonerne og draconierne jo med stor sandsynlighed også vil medføre større opmærksomhed på sikkerheden af vejene mellem vores to byer og dermed medføre endnu sikre og friere handel, hvem ved, måske vil borgene her have bredere adgang til vare direkte fra Doomsville.” Hun holdt en lille pause, lænede sig en anelse frem i stolen i sin iver.
Hendes store brune øjne var bundløst mørke og smilet på hendes blege læber var imødekommende og mildt.
Hun ville få den sygeste hovedpine, hvis ikke værre efter i dag, men hun kunne sove ud på vej hjem. I hvert fald lod hun igen evnen flette sig vej ind i hendes næste ord.

”Jeg håber, at De vil kunne se fordelene at sætte vores forskelle til side og indgå et samarbejde, der ikke blot vil være til gavn for os, men for befolkningerne i vores respektive byer, your grace,” erklærede hun blødt, høfligt, håbefuldt. Hun var udmærket klar over, at hun ingenlunde kunne tankekontrollere ham, men forhåbentlig kunne kombinationen af et udmærket argument og en smule magi skubbe ham i den rigtige retning. I hvert fald plante ideen om, at det var en god idé hos ham.

Hun lyttede til Natalies ord om Rafela, atter med hænderne foldet om sin tekop. Her blandede hun sig ikke. Hun anede intet om The Secret Angels, men hvorfor dæmonen stillede sig undrende overfor, hvorvidt kongeparret havde noget med dem at gøre, kunne hun godt se. Så hun lod blot Natalie tale ud.

Han mærkede varmen allerede før hans hånd nåede hendes arm, så han afholdt sig fra at gøre det han tænkte på. Han havde ved flere andre lejligheder bogstaveligt brændt sig på hende, så han viste hvad der var i vente, hvis han rørte hende… Han forstod udmærket meningen med hendes ord, om at han skulle tænke sig grundigt om og nikkede til hende inden hun forlod dem.

Måden som dæmonen fremhævede sig selv, fik ham til at tænke på en selvoptaget og forkælet rigmands tøs. Og ved hendes ord om Raf, flyttede hans indre drage uroligt på sig, noget som foregik usynligt for andre. I sit stille sind sad han og overvejede hvad han kunne gøre for at vinde den bedste deal her, eller om han skulle afslå alliancen…
Han lyttede nysgerrigt til dæmonens fortælling om kongen af Sunfury, og dannede sig et billede af hvordan manden muligvis var. Det var tydeligt at dæmonen ikke var tilfreds med måden denne konge var på og at hun sikkert ønskede at vælte ham.
Den kunstneriske pause var et fint træk fra hendes side, men Jake lod det ikke gå sig på og ventede roligt til hun fortsatte.
Det næste som hun fortalte, fik ham til at smile lumsk og hans øjne fik ligeledes et særligt glimt, som han for år tilbage var kendt for. Dem som havde sejlet med ham, viste at de skulle træde varsomt når han smilede og så på dem på den måde. Men han forventede ikke at en dæmon som hende her, ville reagere særligt på det. Derfor blev han heller ikke helt så påvirket af vampyren som før. Godt nok fornemmede han en særlig følelse af… ja, han viste ikke hvad han skulle beskrive den som. Mens vampyren talte, fik han ubevist sat gang i luften omkring dem. Luften stod ikke længere stille, men begyndte at hvirvle rundt som en brise, hvilket klarede hans hoved en del.
Da Fritz kom ind med teen og vampyren tog den, rakte butleren en stak sammenrullede kort til Jake. Han nikkede og sad med kortrullen i hænderne, som om han ikke rigtig kunne bestemme sig for hvad han skulle med dem.

Han lod dog dem begge tale færdig, med vampyrens ord om handelsaftalen mellem Dragons Peak og Doomsville, og dæmonens bekymring omkring Raf og klanen som straffede slaveejere, inden han selv tog ordet.
”Så betænksomt af Dem, Lady von Tenebris og Lady Genevira.” Stemmen fortalte tydeligt at han ikke mente det fuldt ud. Og hans kropssprog ændrede sig også til det mere utilregnelig, samt hans hud blev en smule mere mørk.
”Nu ved jeg ikke, hvor meget De kender til min fortid? Før jeg blev raceleder og hersker af Dragons Peak. Men jeg kan sige Dem at jeg er mere en klar på at forsvare min by og race, selv med livet som indsats. Desuden er jeg langt fra grøn, når det kommer til kamp. Jeg er ældste søn af piratslægten Black, der stammer fra Blodsøerne. Klansleder for klanen Blackfire, der startede som piratklan og senere blev en handelsklan. Jeg har sejlet og kæmpet til søs gennem flere århundrede, end de fleste. Min besætning og klanmedlemmer var en blanding af nærmest alle racer, som på tros af deres forskel, lærte at arbejde sammen. Den handelsaftale der er med Doomsville og Sunfury er med Blackfire klanen. Ikke med Dragons Peak, som De havde forstået.” Han holdte selv en kunstpause, inden han fortsatte igen.
”Hvad angår min mage, som jeg tydeligt kan høre, at De ikke finder behagelig. Så er hun ikke den eneste der har hørt og læst forskellige informationer omkring den omdiskuterede klan. Jeg har selv flere rapporter og breve, fra både mine egne folk rundt om i verden og mit barnebarn, der indtil for kort tid siden har forvaltet Blackfire klanens handelshuse i både Doomsville og Sunfury. Og jeg må sige at jeg respekter The Secret Angels for deres holdning mod slaveejer. Dog kan det diskuteres hvor vidt deres afstrafningsmetoder bør ændres. Her i byen har jeg indført forbud mod at holde slaver. Og de slaver som var her skulle, uanset race og alder, ophøjes til tjenestefolk. Samt have løn efter samme omstændigheder som andre tjenestefolk.” Han holdt grundigt øje med dæmonens reaktion på hans ord, for han havde på fornemmelsen at det ikke ville passe hende. Ligeledes var det tydeligt at han ikke længere ville finde sig i at de bagtalte Raf.
”Jeg kan desuden fortælle at min mage selv har været slave og blev redet af denne klan. På det punkt kan jeg kun føle taknemlighed for dem. Jeg ved hvor store problemer hun har været igennem, og grunden til at hun er blevet som hun er… OG jeg respekter hende. Det er mere end hvad jeg fornemmer hos Dem. Så hvis der skal diskuteres mere på det punkt, vil jeg anbefale at vi inviterer hende til at slutte sig til os igen.”

Inden Raf var nået ud af døren stoppede hun op og lyttede kort til det dæmonen havde at sige. Hendes vrede blussede i hende og det krævede en del af hendes viljestyrke at holde sig selv nede og ikke gå amok på dæmonen. Hun lukkede sine øjne kort og tænkte tilbage til sine dage i Sunfury hos sin onkel. Forestillede sig kort sidde ved springvandet og høre på dens rislen. Rafaelas krop blev mere rolig, men det var stadig tydeligt, at se hun var vred.
Hun fnyste kort og rystede stille på hovedet "Hvis de opfatter en information som trussel er det deres problem. For jeg truede dem ikke og lige en sidste ting de eneste her der startede med at være i negativt humør med negative kommentarer er dem, men i forhold til dem kan jeg høre jeg er mere voksen end dem og trækker mig fra dette som er blevet for barnligt, men som passer til dem kan jeg se" sagde Rafaela koldt. Rafaela var ligeglad med at hun igen nedgjorde dæmonen og hun var sådanset også ligeglad med om alliancen imellem racerne blev til noget. Hvor hun fortsatte sine vrede skridt ud af lokalet og ned af gangende.

Imens Rafaela gik og tjenestefolkene hun mødte flyttede sig spekulerede Rafaela ihærdigt på om hun skulle gå igang med at planlægge de næste opgaver som hun selv ville tage sig af med fokus på dæmonerne i flere forskellige dele af verdenen end kun Doomsville. Rafaela overvejede også om hun bare skulle skrive et brev til Jake og lade Fritz give ham det med besked om hun forlod ham og lod børnene være i hans varetægt da hun ikke var god nok som hans mage og kun ville kunne skabe problemer for byen og racen. De tanker hendes far Sakref havde brugt år på at få i hende som nedgjorde hende mere end slaverne rundt om i landet som hendes onkel og fætter havde brugt flere år på at få ud af Rafaelas system var så småt træde frem i hendes mørke sind. Hun var måske alligevel uduelig og ikke kunne andet end ødelægge og bare gøre hvad der blev sagt? Tankerne gjorde hende endnu mere vred ikke bare på sig selv, men på sin familie som havde startet tankerne fra start af og hele situationen der var denne dag gjorde det jo ikke bedre.

Imens Rafaela gik og hendes tanker kørte rundt om at forlade Jake og børnene så han kunne få byen og racen op at køre uden hun ødelagde noget, at gå ind på kontoret og gå igang med at planlægge mord på alle sager der har med dæmoner at gøre i hele verdenen gik hun ind i en af vagterne som også var dragonlycan. Rafaela kiggede op på vagten som undskyldte mange gange for, at han ikke havde set sig for havde Rafaela rystet på hovedet og sagt det ikke var ham der skulle undskylde men hende da hun havde sine tanker alle andre steder end hvor hun gik. Vagten var en der før havde set Rafaela sur til festen der havde været på borgen hvor han havde regnet ud det der virkede hurtigst på hende for at køle hende ned var at kunne bruge sin energi på noget andet. Han foreslog hende at tage med udenfor og flyve rundt i bjergene, flyve om kap og måske tage nogle dragekampe indbyrdes og tage nogle af de unge vagter med som godt kunne bruge noget træning og det kunne ikke være mere perfekt end en vred drage som Rafaela kunne være. Rafaela havde stået kort og tænkt over tilbudet vagten havde givet Rafaela og havde derefter nikket kort til det.
Rafaela opdagede Fritz da han var på vej til lokalet med kortene og forfriskninger til dem. Hun stoppede ham kort og spurgte om han havde et styk papir og skriveredskab på sig som hun kunne låne kort, som han normalt altid havde i lommerne. Han havde nikket kort og rakt Rafaela det, hvor Rafaela skrev en lille besked og rakte den igen til Fritz som hun bad ham om at give Jake. Fritz havde nikket og smilt varmt til Rafaela hvor han fortsatte ind i lokalet. Da han gav Jake kortene lå der også et lille papir fra Rafaela til ham "Er taget op i bjergene med nogle af vagterne for at afreagere kommer tilbage senere. Har du brug for mig så ved du hvem du skal sende afsted. Kys Raf" var det eneste som stod i brevet.

Rafaela var fortsat ud af borgen sammen med vagterne, hvor de havde forvandlet sig og fløjet op i bjergene.

For en som pludselig virkede til at have frygtelig travlt med at komme ud ad døren, fandt Natalie det utroligt frustrerende, at Rafaela alligevel lod til at insistere på at have det sidste ord. Det var i hvert fald sådan, at dæmonen opfangede det, da kvinden pludselig vendte sig om døråbning, blot for at smide en personlig fornærmelse afsted. Natalie mærkede farven stige til de ellers blege kinder, som det blå blik borede sig imod ryggen af Raefale, som havde vendt sig igen. Barnlig var bestemt ikke et positivt ord i hendes verden. Om end hendes fysiske skikkelse lod til at være forbandet med evig ungdommelighed, så gjorde Natalie meget ud af at fremstå på lige fod med alle andre på hendes alder. Hendes intellekt tillod hende endda ofte at overgå væsner der havde levet det dobbelte. Så at Rafeala, som ellers havde insisteret på at skabe sig som et andet barn, blot fordi Natalie pointerede det åbenlyse, insisterede på, at hun var lavere stående af den grund… utilgiveligt. Et øjeblik overvejede hun muligheden. Dette ville være så nemt, med blikket allerede i kvindens retning. En enkelt tankestrøm, og skyggen ville rejse sig. Spænde ben for Rafeala, som forhåbentlig ville trille hele vejen ned ad gangen – brække en knogle eller to, hvis det gik rigtig godt. Men hun undlod. Sugede tanken til sig i sidste øjeblik, og lod i stedet blot en knyttet hånd gribe hårdt fat om det blege kjolestof. Rafeala ville dog ikke kunne undgå at høre et hvæs bag sig. Et hvæs så lavt, mørkt og ondt, at kun en vampyrs gode hørelse ellers ville kunne opfange den slags. Men det kom ikke fra dæmonen selv. I stedet, hvis Rafeala overhovedet overvejede at tjekke, var det som om, at det kom fra skyggen under hende. Hendes egen skygge.

Da den del endelig lod til at være overstået, og hendes taletid var overstået, trak Natalie sig tilbage til sin egen siddeplads. En kende overrasket kunne hun dog konstatere, at Sean havde efterladt lidt gode idéer hos Genevira, som vampyren fik fremlagt ganske fremragende. Selv besluttede hun at nyde en kop te, som butleren vendte tilbage med, imens hun selv lyttede fascineret. Dette var nyt for hende – men den del var i sig selv ikke så overraskende. På trods af det voksende ”venskab” imellem de to dæmoner, så var der stadigvæk ting, som hun afholdt fra Sean og omvendt. Alligevel havde han vurderet det sikkert nok at afsløre det igennem en tjenerinde på et tidspunkt som dette. Hun fik lyst til at rulle øjne, men nøjedes med at smide en ekstra portion sødemiddel i sin te. En midlertidig afbrydelse opstod dog pludselig, da en ukendt vindstyrke gav sig til at gennemstrømme lokalet. Jake virkede rolig, næsten triumferende ved oplevelsen, og man måtte hurtigt formode, at det var mandens værk. Natalie havde dog yderst svært ved at se begrundelsen for den pludselige vind, andet end at være til stor irritation, da den sendte hendes mørke hårlokker flyvende, hvilket nær havde landet dem i hendes te.

Det pludselig skift hos Jake generede hende. Ikke fordi det virkede ildevarslende overhovedet, men mere fordi det lod til, at nye tanker pludselig havde taget form. Tanker og ord, som tilsyneladende gjorde det meget svært for ham at tale om ret meget andet end sin familie. Med et olmt udtryk, stadigvæk med næsen begravet i sin tekop, lyttede Natalie til den allerede kendte fortælling om Jake og hans tid til søs. Hun var ikke dum. Det var ikke kun blot eventyrbøger hun brugte tiden med. Nej, dæmonen fandt stor fornøjelse i at opstøve mest mulig information omkring de væsner hun mødte. Jake var ingen undtagelse. Det eneste anderledes her var, hvor nemt det havde været denne gang. Hele denne royale familie havde allerede noget af et ry i aviser over hele Underworld. Skandaler og sladder i massevis, om deres turbulente forhold og hvad vides ikke. Og så var de glade for at tale. Om dem selv, deres historie og deres folk. Ingen skam. Så meget kunne man da tyde ud fra mandens valg af partnere – hvad enten det var mandlige eller kvindelige. Natalie sænkede tekoppen og placerede den i sit skød, inden hun sukkede tungt, og sendte et træt smil i Jakes retning. Smilet nåede ikke de mørke øjne, men stemmen var rolig. Han forsøgte at tirre hende.

”Tilgiv mig, Lord Black, hvis jeg finder det en kende svært at respektere en kvinde, som fornærmede min rolle som leder og mere eller mindre ønskede min race uddød – udelukkende fordi jeg valgte at pointere det åbenlyse. Slave eller ej, så nægter jeg at tage denne samtale med Lady Morladin, da hun stadigvæk ikke har nogen rolle brugbar for vores møde i dag, udover Deres personlige behov. Behov som jeg føler upassende at efterkomme, blot så De kan føle Dem bedre tilpas i deres forhold, Lord Black. Dette er trods alt et møde mellem ledere. Folk at titler. Bærer Lady Morladin nogle af disse egenskaber? Nej. Jeres forhold er ingen undskyldning for at slække på reglerne, og det håber jeg, at De forstår.”

Natalie sad et øjeblik, stirrende ned i tegrumset i sin tomme kop, mens tankerne gled afsted. Et eller andet sted overvejede hun, hvor meget krudt hun magtede at bruge på dette møde, da følelsen af at blive modarbejdet konstant ikke ligefrem var, hvad hun havde forventet, da hun skrev sig op til dette møde. Blikket gled fremad igen, og fæstnede sig ved Jake, som hun rankede sig i sit sæde. Smilet var væk, men tonen var stadigvæk rolig.

” Jeg er desuden ikke interesseret i, hvorledes De personligt støtter klanen eller ej, Lord Black. For min skyld måtte den hærge alt det den ville, alle andre steder end der, hvor jeg har mine interesser og allierede. For Doomsville er modsat Dragons Peak en by, hvor slavehandel stadigvæk lever i bedste velgående. Det er en stor del af byens økonomi, og det ser jeg ikke ændrer sig lige foreløbigt. Så jeg beder Dem ikke kopiere, hvor tilgang til visse emner. Jeg beder blot om respekt og forståelse som allierede, og at De deler eventuelle sensitive oplysninger, som kunne skabe splid i denne potentielle alliance i fremtiden. For De nævner nok så mange kilder til disse, men undlader stadigvæk at svare på mine bekymringer, Lord Black. Deres mage har lige konstateret en potentiel trussel mod dæmonerne, og De sidder med informationer. Jeg tænker næppe, at De har noget at skjule?”

Natalie stillede koppen fra sig, og gled atter ned fra sit sæde. Hun bevægede sig resolut over til Jake, hvor en af de små barnehænder rakte frem mod en af kortrullerne. ”Tillader De?” Skulle Jake vælge at give hende kortrullen, ville Natalie bakke et par skridt således, at det blev synligt for både Genevira og Jake. Kortet var forholdsvis stort, og Natalie brugte derfor begge hænderne til at strække det ud. Pludselig dukkede der en meget mørk djævlehale op, hvis spids gav sig til at glide demonstrerende hen over kortet, som hun snakkede. Hvis ikke Jake gav hende kortet, ville hun blot snakke videre uden at vise noget.

” I forhold til Deres dramatiske fortællinger om livet til søs, Lord Black, så er tingene trods alt en kende anderledes, når man har en fast liggende by involveret. Ser de; Doomsville er som tidligere nævnt den største barrikade mellem Dragons Peak og Sunfury. Ikke nok med, at vi har Doomsville, så har vi allierede i andre byer, som ville kunne bruges. Ligeledes har Kong Leidolf. Men De, Lord Black? De har intet. Jo, de har Deres mandskab og Deres vagter. Men… De har også pludselig ansvaret for en hel by. Dragons Peak ligger udsat som det gør takket væres jeres barske omgivelser i form af rå natur og klippeafsatser. Hvad har De tænkt Dem at gøre, den dag byen bliver invaderet fra alle vinkler, og de står med tusindvis af liv, som De er ansvarlig for alene? Jeg tænker, at modsat mange af Deres mænd, så er de fleste familier næppe taknemmelige ved tanken om at dø i krig. King Leidolf har magten over Shapeshifterne, Sunfury, Minoritarus og mere. Han er enorm kraftkilde, som jeg virkelig bør insistere på, at De tager seriøst. Jeg beder Dem genoverveje, hvad De virkelig vil, Lord Black, og om et par hundrede år til søs kan måle sig med det ansvar de står til måls for nu. De har også en familie at tænke på.”

… Hvor uægte end den så end var. Den del undlod Natalie selvfølgelig at nævne. I stedet foldede hun kortet pænt sammen, og trak djævlehalen tilbage under kjolen igen, imens hun kastede et afventende blik imod Jake.

Genevira følte et stik af skuffelse. Det virkede ikke denne gang. Ikke lige så godt i hvert fald. Hun tog en slurk te i stedet for at reagere ud ad til. Heller ikke selvom en ringede hovedpine efterhånden formede sig i hendes tinding.

”Beklager min misforståelse, your grace. Jeg er kun en ung pige og har stadig meget at lære. Jeg havde blot regnet med, at Deres klan var underlagt Dragon’s Peak’s jurisdiktion, når nu De har ledet begge dele. Jeg kan forsikre Dem om, at jeg ikke mente nogen fornærmelse.”

Hvis han ledte klaner lige så dårligt, som han administrerede alt muligt andet, så var det da noget af et under, at klanen stadig havde nogen styrke til at indgå handelsaftaler.
Hun bøjede undskyldende hovedet og smilede mildt og intetsigende. Vaskede alle former for potentielle provokationsforsøg af sig, men hun fremhævede også herved at fejlen var udelukkende hendes og ikke Seans. Aldrig Seans nogensinde. Hellere at hun tog faldet end hele Doomsville.
Hun ville nok have nedstirret sin te noget mere, hvis hun havde været gemt under en af sine kyser.
Selv hvis hun ikke havde brugt sin evne, ville Jake Black dog efterhånden have givet hende hovedpine. Manden virkede ikke som om han overhovedet havde tænkt sig at reagere på de argumenter, de gav ham. I stedet ævlede han derud af om sin…sin…hvad end hun så var. En elskerinde? Hun var ikke sikker og hun var også ligeglad, hun lyttede. Hun kunne ikke tillade sig ikke at lytte. Det var også hendes job at rapportere tilbage, så hun lagrede det hele i sin hjerne, også herskerens evindelige jamren over hans ukontrollerbare kvindemenneske. Ikke at hun vidste, hvordan det på nogen måde kunne blive nyttigt for Sean, men han havde flere århundreders erfaring mere end hun selv, så hvad vidste hun i det hele taget? Såfremt alliancen gik galt og han ønskede at starte en smædekampagne mod Blackparret i stedet, følte hun i hvert fald efterhånden, at hun og Nat måtte have samlet rigeligt skyts. Hvilke mennesker opførte sig professionelt sådan her? Var det Dragon’s Peak’s royale par følte for hinanden reelt kærlighed eller bare besættelse? Om ikke andet, regnede hun ikke med, at Lady Von Tenebris, havde tænkt sig at kysse Morladins fødder for at få hende tilbage. Genevira havde i hvert fald ikke i sinde at være den, der hentede hende.

Hun lyttede til Natalies salgstale, havde på fornemmelsen, at dette var dragekongens absolut sidste chance, før de tog hjem. Pakkede sammen velvidende, at det ikke var dem, der ikke havde gjort et forsøg.

Genevira ønskede i sit stille sind, at hun var hjemme hos sin kat.

Han nikkede venligt til vampyrens ord om at hun forsikrede ham om at det ikke var ment som en fornærmelse.
”For at svare Dem først, Lady Genevira. Blackfire klanen er og har altid været selvstændig, uden nogen form for underlæggelse af andet end klanens råd og de to ledere, hvor jeg endnu er den ene. Jeg tror det som De har fået at vide kan skyldes at jeg, for nogen tid siden, havde et møde med herskeren af Doomsville, hvor der blev drøftet muligheder om at tage hånd om en gruppe røvere, som stjal vare fra de vogne der transporterede dem fra Aquener til Doomsville og Sunfury. Men problemet er ved at blive løst.”

Men dæmonens undskyldning... Hendes ord om Raf sved og hans øjne blev en anelse mørkere. Meget tydede på at dæmonen mest var interesseret i at få ham under kontrol, så hun kunne dominere hans ønsker for byen og ham selv. Afgjort ikke noget han havde lyst til at bruge tid på, men han forholdte sig ind til videre roligt.
Og hendes holdning til slaveri. Ja, den var han ikke enig i. Han så gerne at slaveriet blev en fortid, selv om det ville få problemer hos mange adelige. Det med at hun bad ham om at respektere og forståelse som allierede, fik ham til at løfte det ene øjenbryn en smule. Og undren blev kun større da dæmonen direkte sagde at hans mage var en potentiel trussel mod dæmonerne. Han måtte virkelig koncentrere sig for at undgå at kommet til at knurre over dette.

Da hun så rakte sin hånd frem mod ham og bad om kortrullen, så han ned på den og fik øje på et lille stykke papir. Han tog papiret ud og lod dæmonen få kortrullen, der bestod af samlet fem kort. Og hun valgte selvfølgelig et af de største, der viste det meste af fastlandet. Han skimtede hurtigt beskeden på det lille papir og smilede skævt, mens han lagde beskeden i en af sine lommer på jakken.
Han lyttede til dæmonens snak og nedgørelse. Så hun troede ikke at han viste hvordan man beskyttede en by og dens beboer? Og heller ikke at han havde nogen særlig vagtbemanding. Indvendigt fnøs han foragteligt over hendes ord, men ud ad til forholdte han sig ganske neutral... For nu... Synet af hendes djævlehale fik ham til at løfte øjenbrynet en tand mere, men ellers forblev han stille.

Først da hun havde talt færdigt og foldede kortet pænt sammen, samt kastede et afventende blik imod ham, rettede han sig op og så mere grundigt på hende. Hvor meget skulle han sige om sin tid på Dead Mans Rock, hvor han havde været i spidsen for at forsvare byen mod Racos familie? Ville hun tro ham eller ville hun bare tage det som endnu en undskyldning fra hans side??
”Noget siger mig, at uanset hvad jeg siger. Så vil De tage det som enten en undskyldning eller en fornærmelse.” Han så hende direkte i øjnene, selv om han var sikker på at det nok var en fejl.
”Deres ord får det til at lyde som om jeg intet kender til at forsvare en by. Der tager De fejl. Jeg har flere gange være med i fronten til at forsvare byen på klanens ø og min familie, mod slavehandler, mordere og andre pirater... Jeg tænker utroligt meget på de folk som bor her og i skoven. Uanset om de er draconianer eller anden race. Om de er rige eller fattige. Unge eller gamle. Mit barnebarn har skam holdt mig opdateret med hvordan det står til i både Doomsville og Sunfury. Jeg er udmærket klar over at kongen af Sunfury har en stor hær og at han er leder af shapshifterne. Men umiddelbart slår han mig ikke som en der slår ned på en, uden at man har prikket til ham. Men det kan godt være at jeg tager fejl. De shapshifter jeg har kendt, havde godt nok et hæftigt temperament der kunne være en dragonianer værdigt. Men de var ikke warmonger.”

Rafaela var så indebrændt af vrede og frustration at så snart hun var gået i sin drageform havde fået mørke lilla nærmest sorte flammer omkring sin hale og vinger. Hun lettede hurtigt og fløj op i mod bjergende. Vagterne holdt sig i starten lidt på afstand af Raf for ikke at blive ramt af flammerne på hendes vinger og hale, men jo tættere på bjergene de kom jo mere pressede vagterne til Raf for at pirre hende så hun satte flere kræfter i at flyve hurtigere og væk fra dem eller for at undgå at flyve ind i dem i starten. Raf havde flere gange blevet irriteret på nogle af vagterne når de pressede hende ved at flyve for tæt på hende hvor hun havde vendt sig rundt så hun var fløjet ind i siden på ham. Vagten var blevet skubbet ud af kurs og dalede kort ned, men havde hurtigt fået kontrollen igen og fløjet videre.
Flere gange havde vagterne og Rafaela nærmest haft dragekampe op i luften både fysiske, men også psykiske for at Rafs hjerne fik brændt det vrede frustrationer ud om mødet der havde været til aften, hendes familie i Sunfury samt hadet til hendes far som hun ikke vidste hvor var hende, men fortsat i perioder ønskede at få slået ihjel. Normalt var Raf egentlig meget ligeglad med dæmonerne og hvad de gjorde bare de ikke var ondskabsfulde overfor slaverne for der var nogle tidligere slaver som hun havde sendt tilbage til nye slaveejere som var gode ved dem og behandlede dem ordentligt. Det der kunne sætte Rafs vrede igang var hvis slaver blev behandlet dårligt og lignede noget der var løgn.

Efter lidt tid var Raf blevet træt af at afreagere på vagterne og flammerne på hendes vinger og hale var også gået ud. Rafaela fløj til sidst hen imod bjergene hvor hun fandt en grotte som hun kunne lande ved. Da hun landede forblev hun i sin drageform og sad og kiggede ud imod drageborgen. Hun sad og spekulerede på om hun kun var til besvær for Jake og måske skulle forlade ham? Det kunne da gøre et samarbejde med andre byer og raceledere bedre uden hende som en klods om benet. Tankerne var igen kræset rundt om hendes fars måde at behandle hende på. Som var hun lort om det måske kunne hjælpe Jake i sidste ende hvis hun prøvede at finde ham og han måske kunne rette hende ind til højre for han var den eneste i denne verden hun rent faktisk frygtede og som måske var den eneste der kunne få den mørke side frem i hende men også den som bare stod i et hjørne og nærmest ventede på nogen snakkede til hende. Raf tænkte kort på måden vampyren så ud og rystede kort på hovedet. Det mindede for meget om hende når hendes far sendte hende afsted for at snakke med nogle af dem han havde aftaler med.

Rafaela havde ikke lagt mærke til, at de fleste af vagterne var fløjet tilbage til drageborgen undtagen 2 som var landet lidt fra hende, men var blevet der i tilfælde af Raf var blevet for træt til ikke selv kunne flyve tilbage til borgen. Rafaela kiggede kort på dem med et blik der ikke kunne læses helt da det både vidste vrede, frustration, frygt og som om hun var ked af det. Hun kiggede tilbage imod borgen og spekulerede på om hun skulle blive væk til det begyndte at blive lyst for så var der en chance for at gæsterne var taget afsted eller om hun skulle flyve tilbage og bare sætte sig foran pejsen og stirre ind i flammerne indtil Jake var færdig med mødet. Det eneste Raf var helt sikker på var at hun ikke opgav sin klan uden videre og havde hun gjort det havde hun blot givet sin post videre til en anden og stadig gjort alt hvad hun kunne for at støtte dem på den ene eller anden måde.

Et eller andet sted kunne Natalie aldrig se sig selv stå i Geneviras sted. Hun fandt det behageligt at tænke på, at vampyren tog sin rolle som tjenerinde ganske seriøst – måske endda for seriøst, med den undskyldning – men hun ville aldrig kunne gøre det samme. Hun så hendes opvækst og blodlinje som værende skylden til det. Og hendes stædighed. Natalie ville aldrig bøje sig i støvet for nogen for, at hun var overbevist om, at der var sket en misforståelse eller fejl. En ting var at fedte for folk eller komme på undskyldninger på andres vegne, men det lå simpelthen ikke i hendes natur at føje sig på den måde. Blandet med hendes enorme intellektet og medfødte egenskaber som sjæledæmon, skulle der være en uhyre god grund til, at hun nogensinde så det blive nødvendigt – og hun havde endnu at møde en.

Natalie lyttede dog opmærksomt til deres samtale angående handelsruten. Det lignede ikke Sean at sende folk afsted med fejlagtige informationer. Hvor meget hun til tider afskyede manden og hans personlighed, så bar han en unik sans for detaljer og orden. Det var en af de grunde til, at hun havde genindført ham som hersker. Natalie nægtede desuden at tro på, at Sean skulle have sendt Genevira afsted blot for at lave en fejl. Dette var tydeligvis noget, som hun måtte diskutere med ham senere. Potentielt kunne lidt informationer fiskes ud af Genevira på vejen hjem mod Doomsville.

”Og noget siger mig at uanset, hvordan jeg formulere mig, så vil De stadigvæk få emnet ledt hen mod deres familie… Lord Black.

Den lille dæmon snappede, og stemmen blev for et øjeblik skarp. Hun var træt af konstant at være den eneste, som arbejdede for at få parterne til at mødes. Én ting var, at stemningen ikke var den bedste, men Jake lod kun til at høre hendes ord, som en undskyldning til at forsvare sig selv. På trods af at det var rart at vide, hvad ens fjender eller allierede stod til rådighed med, så var det eneste egentlig et klart svar fra kongen. Derfor lukkede hun øjnene, sukkede hun tungt, og vred kortet let imellem sine hænder et øjeblik, imens tankerne samlede sig. Et øjeblik åbnede de midnatsblå øjne sig, og blikket hvilede atter mod Jake. En snert af træthed kunne spores over det unge ansigt, men stemmen var stadigvæk klar og rolig.

”Tillad mig at spørger, Lord Black, hvad fik Dem helt præcist til at gå med til dette møde? For det var tydeligvis ikke en interesse om samarbejde fra Dem eller Deres mages side, siden I begge lader til at modarbejde tanken alene på det kraftigste. Jeg er udmærket klar over, at Draconianerne er en stærk race, og at De sikkert regner med at gøre det godt som hersker. Men mødet her var trods alt en fælles idé. De har haft månedsvis til at genoverveje, og et simpelt brev ville have sparet os for adskillige dages unødvendige rejser og dagens ubehageligheder. Så, jeg spørger Dem igen… hvorfor bad De os komme til Dragons Peak? Hvad var deres intentioner med dette møde?”

Natalie blev stående ude midt på gulvet. Jakes næste svar kunne meget vel betyde, hvorvidt de blev eller ej, så hun afventede mest af alt, hvor hun burde bevæge sig hen mod. Egentlig var hun mest frustreret over den spildte tid. Hun blev let frustreret over lange rejser uden stop, og for at maksimere deres tid ved denne tur, havde de været nødt til at sørger for så få stop som muligt. Der var vel en fordel ved, at det meste af deres kost kunne indtages relativt hurtigt og uden alt for mange forberedelser. Men hun savnede sine vante omgivelser. Sin egen seng – egentlig bare en rigtig seng – og friske måltider. Og Tempus. Tanken om de tre store hoveders gensynsglæde holdt hende kørende meget af tiden. Dyret var trods alt det eneste væsen, som hun oprigtigt interesserede sig for derhjemme. Poppy kunne trods alt erstattes, selvom hun nu var ganske tilfreds med hendes daglige plads i huset. Engle var bare så… skrøbelige. Men der var hun heldigvis ganske modsat Jake. Slaver ville der altid være i Doomsville, og hun havde absolut ingen problemer med at eje eller slagte lige så mange, som det passede hende. Et eller andet sted ønskede hun, at Jake gav hende et svar hurtigt, hvad det så end var han ville. For det betød hjemturen kunne begynde, og at de kunne nå at forsvinde inden Rafaela formentlig dukkede op igen. Natalie bekymrede sig meget lidt om kvindemennesket, men hun magtede ærlig talt ikke flere fornærmelser denne aften.

Han rejste sig op i sin fulde højde og så ned på dæmonen. Måske ikke det bedste, men han var træt af at hun altid skulle kritisere alt hvad han sagde.
”Måske fordi klanen er en del af min familie og byen her ligeledes er begyndt at føles på den måde. I det mindste skal jeg ikke lade som om at jeg har en, modsat Dem... Lady von Tenebris. For har ikke det indtryk at De, hvis De har en, er særlig knyttet til den.” Stemmen var bestemt og fortalte tydeligt at han ikke fandt sig i meget mere. På mange måder fortrød han at han havde sat ja, til at de skulle komme. Særligt eftersom han muligvis havde været dum og blødsøden nok til at tro at dæmonernes leder kunne være venlig og åben sindet.

”Grunden til at jeg gik med til dette møde, var fordi jeg var nysgerrig efter hvad dæmonerne søgte og kunne tilbyde. Selv har jeg ønsker om at hjælpe så mange som muligt til at få et bedre liv. Kald det en bod for de liv jeg har taget eller ødelagt i min tid som pirat. Klanen og byen her er blot begyndelsen... Jeg kan godt gætte mig til at de forskellige mørke væsener er letter afhængige af de fattige og evt. slaver, for at overleve. Men det betyder ikke at de skal behandles dårligt. Ligeledes er jeg ikke interesseret i en alliance, hvor den anden part ønsker at kontrollere det hele.” Han gik uden om stolen og begyndte at gå frem og tilbage, mens han forsatte med at tale.
”Jeg forstår godt Deres nervøsitet overfor hvad kongen af Sunfury kan finde på. Han har ambitioner og talent for at udvide sit rige. Men som det er nu, ser jeg ham ikke som en trussel, mere sin en ung knægt der udforsker sine muligheder, og hamre på metallåg for at skabe mest mulig opmærksomhed. Hvor træls krig og kaos end er, så har det siden tidernes morgen altid været en del af verden. Vi dødelige kan kun gøre os forhåbninger og ønsker om, hvordan vi gerne vil leve livet. Og naturligvis er ingen total enige. Skov- og højelverne lever i harmoni med naturen og forstår dens gang. Shapshifter lever for manges vedkommen i frygt for at blive indfanget og solgt som slaver, legetøj eller hvad ved jeg, grundet deres evner til at forvandle sig. Jeg har fået rapporter om at skovelvernes konge og kongen af Sunfury har indgået en alliance, med henblik på at beskytte begge folkefærd. De mørke væsener, deriblandt dæmoner af forskellige arter og vampyrer, lever hovedsageligt af at dræne eller dræbe andre væsener. Draconianerne lever ret neutralt, mange har dog en indgroet mistanke mod mørkevæsener, der iblandt vampyrer, som er ret glade for vores eksotiske blod. Her i byen er befolkningen ved at opstarte en blodbank, hvor vampyrer og bloddæmoner kan hente det blod de har brug for. Sjældæmonerne har det lidt værre, eftersom der ikke er mange som frivilligt ønsker at give afkald på deres liv. Men ud fra hvad jeg har fået at vide, lider de endnu ikke nød.” Han stoppede op en meter fra dæmonen, så hun ikke skulle bøje nakken forlangt tilbage.

”Hvis noget af det jeg har sagt, kan bruges i en alliance, hvor alle parter er ligeværdige og ligevægtige... Ja, så vil jeg gerne snakke mere i dybten med hvordan vi kan få det til at fungere.” Han sukkede tungt.

”Ellers vil jeg sige tak for fremmødet, og ønske Dem en god rejse. Borgens folk vil naturligvis sørge for at De får de fornødenheder, som de mangler inden afrejse.” Dette kunne gå hvilken som helst vej her fra... Han havde faktisk overvejet om han skulle stable et møde på benene ved elverskoven, hvor både skovelverkongen og kongen af Sunfury var til stede. Og sådan som tingene gik med dæmonernes leder, ja, så virkede tanken mere tiltrækkende. Men han ville under alle omstændigheder snakke med Raf om det. Han ville også skrive til Taliia, hvis mødet blev til noget. For han ville gerne have lidt oplæring i god opførsel overfor skovelverne, samt genopfrisket den smule af deres sprog som han havde lært af Taliia.

Rafaela havde siddet et godt stykke tid og are stirret på borgen imens hendes tanker fløj rundt om at finde hendes far og få den frygt for ham ind så hun kunne stå i et hjørne og holde sin mund. Det ville kunne hjælpe Jake i det lange løb. Troede hun ihvertfald. Hendes tanker fløj også rundt om hun skulle forlade Jake da det at han var sammen med hende ikke havde gjort meget godt for ham udover han havde fået en familie. Måske var der enkelte i Dragons Peak som havde haft glæde af hende, men hun ikke ikke rigtigt se det ville være godt på længere sigt.
Tanken om at opsøge Raco som hun følte et stort had til var blevet så absurd for hende at tænke for at begrave stridsøkserne og starte på ny bare for at der var flere der støttede Jake i tilfælde af der ville komme problemer med dæmonernes møgforkælede tøs som opførte sig som om hun ikke vidste hvordan livet var fra alle sider både fra fattige, slaver og dem der havde noget at sige. Hun rystede lidt på hovedet, men tanken om at begrave stridsøksen med Raco blev ved med at kører selvom hun stadig følte en form for vrede og had ved tanken om ham, men den anden tanke gav på en måde også mening for hende så underligt som noget kunne være. Hun skulle måske snakke med Jake om det inden? Eller skulle hun bare gøre det? Hun måtte have mere tid til at tænke over det kunne hun mærke.
Hun kiggede på vagterne, hvor hun kort tid efter lettede fra klippeafsatsen og fløj tilbage til drageborgen. Hun håbede hun kunne undgå at møde dæmonen eller vampyren eller endnu bedre de var skredet hjem. Hun magtede ikke flere barnlige mundkampe med dæmonen det var hun ærligtalt blevet for gammel til.
Da Raf landet i haven kom nogle tjenestepiger med nogle lagner og Rafs tøj for at dække Raf til imens Raf tog noget tøj på når hun forvandlede sig tilbage til sin menneskeform.
Raf forvandlede sig tilbage og tog hurtigt noget tøj på hvor hun derefter smilede venligt og nikkede pænt som tak til dem hver og en ”Gå i ind og få jer noget varmt at drikke imens i venter til mødet er ovre så vi kan sende disse gæster godt afsted og sov derefter længe i morgen jeg skal nok sørge for i ikke bliver vækket” sagde Raf venligt til tjenestepigerne som smilede stort og takkede Raf. En af de yngste tjenestepiger kom ligefrem hen og gav Raf et kram som tak. Det var ikke helt det Raf havde forventet for det var ikke normalt, men Raf ville ikke pointere det overfor hende for Raf vidste godt denne tjenestepige havde været vågen siden tidligt om morgenen uden rigtigt at holde nogle pauser.