I don't think so ~ Natalie

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + håret sat i to franske fletninger.

Efteråret stod for døren. Døde blade blev fejet henover de matte gader af den kolde vind, som gik gennem krop og sjæl. Mørket kom tidligere og blev hængende længere. Den tidlige september tydede allerede på, at det ville blive et langt og barskt vinterhalvår. Alt dette foregik lige for næsen af alverdens væsner – nogle mere opmærksomme end andre. Natalie var – måske – en af de mere opmærksomme hoveder, hvilket i høj grad skyldtes, at hun vægtede sæsonerne højt. De var nødvendige at tage med i beregningerne.

Dagen var gået med de samme ting, som hun brugte de fleste andre på. En rolig morgen, tid til en kop te om formiddagen og så en effektiv arbejdseftermiddag. Nu nærmede enden på dagen sig, hvilket betød, at aftensmaden ikke kunne være langt væk. Hun sad placeret i sit arbejdsværelse, hvor blot et enkelt vindue i rummet tillod hende en udsigt til baghaven, som hun satte stor pris på. Den bød hende fred i sindet, og så kunne hun hurtigt spotte, hvis Tempus lod til at have fået færten af noget uvelkomment. Med næsen begravet i nogle dokumenter og regelsæt, som hun havde ønsket at få set nærmere på længe, lod hun sit eneste selskab være de flakkende stearinlys placeret rundt omkring i lokalet. Det var sparsommeligt indrettet. Et skrivebord med en god stol, samt endnu stol en placeret foran skrivebordet til eventuelle gæster. Til højre for skrivebordet befandt vinduet sig, bag hende et portræt af hvad der tidligere havde udgjort hendes familie, til venstre for hende en reol fyldt med diverse bøger, dokumenter og æsker. Foran hende var døren, som ledte ud til resten af palæet, og det var netop gennem den åbne dør, at hun pludselig hørte lyden af et par hårde dunk imod hoveddøren. Hendes hoved løftede sig langsomt fra papirerne, imens de slanke øjenbryn løftede sig i undren, inden hun så mod uret som stod på skrivebordet. Hun ventede ikke gæster, og det var næsten for sent til, at det var et rent tilfælde. Dog rejste hun sig ikke. Hvis det var vigtigt, så ville hendes butler overbringe nyheden.

Nær hoveddøren, hvor Jazmin stod placeret, lød der en stille rumsteren. Det var tydeligt, at hun ikke skulle vente længe. Dog bød hendes omgivelser også på en forsmag om, hvad der ventede hende, hvis hun overhovedet kom indenfor. Palæet var mørkt, smukt og tydeligt ældre end dæmonen som levede i det. Adskillige forbedringer og vedligeholdelse kunne dog spottes rundt omkring, såsom jern ved de mørkelagte vinduer, hvor giftige planter lå på lur neden under. Hele facaden var i en smuk mørk farve, der virkede misvisende i det sene aftenslys, men tillod lyset inde fra huset at stråle frem. Hoveddøren var mørk og tung, men gled pludselig op let som en fjer efter, at en lås blevet rodet med. En blond, mandelig skikkelse med en langt ar over venstre øje trådte så frem i døren, og hævede et øjenbryn imod den fremmede kvinde.

”How can I help you, miss?”

//Det er skam helt i orden! Eventuelt kan du finde butleren under Natalie’s profil som ”Jamie” Ps. Jeg håber ikke, at du har noget imod engelsk! Du kan bare fortsætte på dansk, hvis du vil :3 /

//Det er i orden! Beklager det sene svar xD

Jamie, tydeligvis en anelse forvirret over kvindens spørgsmål og tilstedeværelse, hævede nu begge de blonde øjenbryn over hendes spørgsmål. Han havde svært ved at tyde, om hun jokede eller ej, men som den pligtfyldte butler - ahem slave - han nu engang var, lod han samtalen fortsætte lidt endnu. Desuden havde hun vakt hans nysgerrighed. Det var ikke synderligt ofte, at de fik uanmeldt besøg.

"No. My name is Jamie. I believe the one that you're searching for is the lady of this house... Miss Natalie Mania von Tenebris."

Han lod det retoriske spørgsmål synke ind, eventuelt lod han det også besvare inden, at han fortsatte.

"Who may I tell the lady wishes to speak? And why?"

Han vidste udmærket, at dagen var ved at gå på hæld. Natalie havde sine rutiner, og hun brød sig ikke voldsomt meget om unødvendige forstyrrelser som brød hendes skema. Derfor blev han i det mindste nødt til at vide kvindens navn og grund til at komme indenfor, inden han potentielt ville gøre yderligere.

Jamie sænkede sine øjenbryn igen, og lod det overraskede udtryk forsvinde. Han var stadigvæk forvirret omkring kvinden, men han var efterhånden mere frustreret over, at de ingen vegne kom. Hun syntes at nægte at svare på hans simple spørgsmål, hvilket ikke hjalp nogen af dem, og han havde rigeligt at gøre inden middagen. Derfor forsøgte han med det høfligste smil, som han kunne præstere, at sende hende på vej igen.

”Cute… Look, miss, I’m afraid-…”

Først der gik det op for ham, hvad der havde generet hans øjne et par sekunder. Hendes øjenfarve. Den var skiftet. Som et menneske levende blandt dæmoner, så var han udmærket klar over faren ved selv de mindste skift i stemninger, udseende og den slags. Derfor tog han det ikke just som noget godt tegn, og besluttede hurtigt, at han ville slutte samtalen før andet potentielt kunne nå at udvikle sig.

”… As I was saying; I’m afraid that you’ll have to leave. The lady is not taking in any visitors tonight. Goodnight, miss.”

Med de ord, gjorde han derefter hurtigt mine til at lukke døren. Dog nåede han ikke særligt langt før, at en ’ny’ stemme havde talt, hvorefter han mærkede en stærk hånd blokere døren. Jamies menneskelige styrke kunne ikke matche en bloddæmon, og han mærkede sig selv blive skubbet væk fra døren og ind i hall’en. Irriteret over dette pludselige skift, og urolig over kvindens idéer trådte han et skridt nærmere.

”Miss! This is unacceptable. Leave now, or I’ll have guards escorting you out.”

Hall’en var stor, smukt dekoreret og mørkt i farverne som med ydersiden af huset. En mægtig trappe, som ledte ovenpå, dominerede det meste af hall’en, men skyggede dog ikke for udsigten ind til stuen, som var direkte frem for indgangen af hoveddøren. Gik man til højre efter hoveddøren kom man til køkkenet, og gik man til venstre kom man til spisestuen. Natalie der befandt sig ovenpå i sit kontor, fornemmede hurtigt postyret nedenunder, og lagde derfor dokumenterne fra sig igen og bevægede sig derefter mod trappen. Da hun endelig nåede trappen, sænkede hun farten en smule, imens hun spejdede igennem gelænderet. Der stod en kvinde i hendes hall, som hun aldrig havde set før, men som tydeligt havde lukket sig selv indenfor uden nogens tilladelse. Natalie bevægede sig langsomt ned af trappen, og holdt samtidig skarpt øje med den uvedkommende.

”Jamie, who’s this?”
”I don’t know, my lady. She refuses to answer.”
”Well, well. Blood demons aren’t known for their intellect, but I still expected them to have some sort of common sense. Wouldn’t you too, Jamie?”
“Of course, my lady.”
“So… just in the hope that you’re not entirely lost of mind… who are you? And what are you doing in my home?”

Natalie var omsider nået foden af trappen. Hun standsede derfor, og sendte kvinden et misfornøjet blik, imens hun lagde armene over kors. Hendes udseende var stadigvæk menneskeligt – et barns faktisk – men Jamie vidste bedre. Bag det lille skrøbelige udseende gemte der sig et skræmmende men genialt sind, og evner der havde knust voksne mænd. Derfor trådte han blot et enkelt skridt væk fra deres ’gæst’ igen, og lod Natalie om sagerne medmindre andet blev sagt.

//Lidt inspiration til hall'en! De er ikke 100% identiske, men meget derhen af... ! [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det bekymrede sådan set ikke Jamie, om kvinden respekterede ham eller ej. Det var ikke hans job at bekymre sig om den slags, og generelt havde han ikke meget tilovers for dæmoners meninger undtagen en ganske bestemt lille djævel. Det var der flere grunde til, men ikke nogen som han følte nødvendige at spytte ud til fremmede som pludselig stod ved dørtrinnet. Kvindens pludselig skift i humør gik ham dog på, da det kunne tyde på noget overnaturlig aktivering eller noget der havde ligget skjult i starten, som nu desværre lod sig vælte ud.

”Wonderful. I don’t recall ever having heard you name before, so therefore I’ll go ahead and assume that you bear no title of importance. So… I will ask you one last time, Jazz; why are here?”

Navnet sagde hende ganske rigtigt intet, og da Natalie var kendt for sin eksemplariske hukommelse, så betød det næsten sikkert, at kvinden hverken var adelig eller af nogen anden vigtig position. Hun var en dæmon, det havde Natalie ikke svært ved at tyde på færten, men hendes tilstedeværelse og opførsel var langt fra ønsket denne aften. Derfor ville hun gerne hurtigst mulig vide, hvorvidt hun kunne tillade sig at smide kvinden ud af huset eller i gabet på Tempus.

”I am Natalie, yes. Your newly selected leader if that rings a bell.”

Natalie stod fast placeret ved fodenden af trappen, imens hun afventede en eller anden form for reaktion. Jazz var tilsyneladende vældig fikseret på at opspore ’den rette’ Natalie, hvilket Natalie formodede at være hende selv. Med sin nylige titel var det efterhånden vel ikke svært at få hende lokaliseret, hvilket kunne være lidt af en plage – men den var en ting, som hun tog som en del af det at være leder. Kom Jazz for tæt, så ville Natalie række en hånd ud og fysisk stoppe hendes bevægelse.

Selvom Jazmin intet sagde hende og hun ikke var adelig i Terroville, var hun det ganske rigtigt i Sunfury City sammen med Noah. De boede trods alt sammen, når hun befandt sig derover, hvilket havde været ganske ofte inden for de seneste årstid.
Fay havde ikke været hjemme og tiden skulle trods alt bruges med en, så hun ikke ville ende med at slå sig selv ihjel af kedsomhed.

'' I'm here for my own reason, and propely also the rest of the blooddemons. We don't have a leader. We live by our own rules. We don't need anyone to speek for us. ''

Hun gav et kort selvtilfredst smil, som hun var kommet ud med de ord hun havde tænkt og hun udmærket også vidt af hendes søster var helt enig med hende i.
Dæmoner ville altid hver, hver i sær deres egen herre, en herre ingen skulle have tilladelse til at bestemme over.

'' I'm not afraid of you. I'm older, wise and more intelligent than you will ever be, my darling. ''

Inden hun havde set sig om, var det som om at Jazmin lukkede sig selv helt inde. Det var en følelse Jazz tydeligt kunne mærke, at Jazmin var skræmt og bange. Måske var der også god grund? Men Jazz frygtede intet og ingen.

Det var en vigtig ting for Natalie at holde styr på folk og titler, specielt dem, som faldt under hendes ledelse. Hvad enten det gjaldt Terrorville eller Sunfury City, så havde hun styr på alle de nødvendige informationer, som hun følte nødvendigt at vide om emnet. Og ikke én gang syntes navnet "Jazz" at være dukket op i en samtale eller dokument, hvilket for hende i øjeblikket betød, at ord skulle vælges med omhu.

"Correction. You do have a leader. Wether you like it or not."

Selvom hendes ord var skarpe i tonen, forblev der ikke andet end et overbærende smil på det lille barneansigt, inden en undrende finger tappede hende let på hagen.

"And if they need none to speak for them... then what exactly are you doing right now?"

Det selvtilfredse smil havde ingen virkning på Natalie, og da slet ikke de næste ord, som kom fra den kvindelige dæmon. Ikke andet end en høj klar barnelatter fra den lille krop, som pludselig virkede utroligt underholdt.

"You might very well be much older than me - you certainly look that way - but that doesn't necessarily make you any wiser. As an intelligent adult one would expect you to know this. Yet all I see is utter arrogance and stupidity..."

Som et fingerknips var stemningen skiftet. Den lille pige fra førhen var forsvundet, og i stedet stod et menneskebarn med gloende orange øjne og stirrede rasende imod Jazmin, imens hun langsomt løftede en finger imod hende.

"...Because there's NOTHING wise about barging into another demons territory, unwanted and insulting, thinking that you could POSSIBLY outsmart a souldemon. So; Leave. Now. And I might be able to forget that you ever set foot here in the first place."

Egentlig så var hun ikke meget for en potentielt konfrontation med en anden dæmon. Det var dog hendes job at sætte sig respekt, og med bloddæmoner, der som regel kun forstod én ting, så hun ikke andre muligheder, hvis hendes sidste åbne tilbud blev skudt i sænk. Dog var hun ikke bange. Hun var fornærmet og ikke mindst vældig irriteret over nedgørelsen, men hun vidste, at styrken var på hendes side. Hun var trods alt ikke blot en sjæledæmon, men meget mere endnu.

Natalie modstod den overvældene frist, og valgte ikke at rulle øjnene af kvindens kommentar omkring valget af lederskabet blandt dæmonerne. Fattede pigebarnet dog ingenting? For at distrahere sig selv lidt, så hun ikke blev helt så oprevet, som 'Jazz' måske ønskede det, greb hun fat om en af sine fletninger og gav sig til at stryge den let imens hun talte.

"Please, dear Jazz. Even you should be having some sort of idea about how this society works. How the demons work at least... If we would all gather up in one nice group to discuss what is right and what should not be, we would be stuck there for the next 1000 years! Not once has there or will there ever be a situation where everyone completely agrees! That's why people smarter than you, myself included, figured that I was the best solution. I have the intellect, the wealth, the recourses and the connections required to be somewhat of a stable ruler. If you think you know someone better, very well, they might get a chance... maybe in a few hundred years. But at this moment... I rule."

Ordene ville ikke stoppe. Jazz' var mulig nok fornærmet over situationen - at ingen havde haft overskuddet til at spørger hende til råds under kapløbet om lederskabet - men sådan var livet nu engang. Og ikke i Natalies vildeste drømme havde hun lyst og tid til at stå og diskutere den slags med en småforvirret bloddæmon, som efter hendes bedste mening, egentlig blot var her for at spille lidt med musklerne.

"I figured."

Natalies hånd stoppede med et enkelt ryk i fletningen, hvilket fik hende til at skære en grimasse, inden hun yderligere irriteret smed håret fra sig igen.

"If wisdom comes in lots of sizes, why shouldn't I be able to posses any wisdom? And my outer age is none of your concern!"

Da Jazz' pludselig at råbe op, faldt den sidste brik for Natalie. Nok var hun en voksen dæmon af indre, men hendes barnlige krop havde fået nok. Hun trængte i den grad til et godt måltid, og en rolig legestund, muligvis med lidt beroligende toner til. Ikke at stå og diskutere med et hysterisk kvindefolk efter en lang arbejdsdag. Skyggerne omkring dem begyndte at vride sig uroligt i lyset, imens Natalie langsomt knyttede begge af de små hænder.

"Well, good thing it WASN'T someone important then! Unlike YOU my staff actually KNOWS something about manners! And what part of barging in trough my door and ignoring the people living here ISN'T trespassing? Creatures of any kind knows the stupidity and lack of intelligens it takes to invade strange territory! Now... Give me ONE good reason why I shouldn't kick you out of here... MYSELF."

Natalie stampede hidsigt foden i gulvet ved det sidste ord, hvilket i samme øjeblik fik hendes skygge til at rejse sig fra gulvet med et hidsigt hvæs. Ganske langsomt fik den slibrige mørke substans form, og et øjenløst slangelignende væsen rejste sig faretruende over det lille pigebarn og blottede et par voldsomme tænder i Jazz' retning. Det var helt tydeligt en skygge, der faktisk stadigvæk sad forbundet til Natalie. Dog havde den nu en form og bevægede sig flydende, og tydeligvis på egen hånd, kun fokuseret på Jazz.