Mulig alliance?? Rafaela, Natalie og Genevira - Afsluttet

" For en gangs skyld har De helt ret, Lord Black. Jeg er ikke specielt knyttet til det, som jeg hverken kan se eller røre ved. Og dette er ganske aktuelt, da jeg har været alene de sidste mange hundrede år eftersom, at min kære fader tog sit eget liv. Han mente vel, at det ville styrke mig at se den slags. Inspirere lidt selvstændighed om man ville.”

Stemmen var kølig, som hun hævede et øjenbryn imod Jake. Natalies ensomme barndom var ingen hemmelighed. Det havde i forvejen været temmelig svært som 14-årig at skjule det for diverse tjenestefolk og vennepar af forældrene, som plejede at besøge familien. Det havde taget hende et par år at få styr på den slags, men sikke meget hun var vokset siden dengang. Mentalt i hvert fald. Desuden, hvis nogen skulle skamme sig, var det faderen. En svag sjæl i hendes øjne, knust af sine egne ambitioner – eller måske rettere, manglen på samme.

” Hvis noget, som De sagt kan bruges? Hvilken del af det? Det eneste jeg har hørt, er Deres argumenter for, hvordan De udelukkende agter at klare tingene selvstændigt, hvilket efterlader meget lidt rum til en alliance, og hvordan De på det kraftigste nedværdiger vor racer så meget, at De tror lidt daggammelt blod vil klarer Deres såkaldte ’pest-problem’? Et problem som lader til at være større end De selv er klar over eftersom, at meget få dæmoner alene formentlig kan og vil slå sig til tåls med blod alene. Jeg skal ikke kunne tale på vampyrernes vegne, men min opfattelse er, at de fleste væsner foretrækker et friskt måltid. Vi er ikke dyr, Lord Black. Vi er blot født anderledes en De.”

Natalie sukkede tungt, og klemte næseryggen imellem to små fingre. Hun havde hovedpine. Diskussionen syntes atter at køre i ring, men hun valgte alligevel at fortsætte med en rolig tone, til trods for hans provokerende fysiske tilnærmelser. Hun fik lyst til at trække sig et skridt tilbage, men undlod. De fleste voksne for hende var frastødende at være for tæt på, da hun både havde læst, set og hørt, hvad mange af dem brugte deres tid på. Sådan som parret havde opført sig tydeligere, var de formentlig ingen undtagelse. Og det var ikke noget, som hun ønskede at nærme sig, hvilket også havde været en underliggende årsag til hendes irritation over Rafeales tilstedeværelse.

” De har ikke givet mig noget, Lord Black. De har nævnt, hvad De selv søgte, som hersker af Dragons Peak, og hvad De har kunne tilbyde Deres borgere – men ikke deres potentielle allierede. Kong Leidolf var muligvis unødvendig indblanding, da truslen trods alt kan komme alle steder fra. Hvad jeg blot ønskede at pointere var, hvad vi kunne tilbyde på dæmonerne, vores allieredes og Doomsvilles vegne. Og dette er ganske simpelt, at skulle De nogensinde finde Dem selv i nødens stund og få brug for nogen til at støtte op omkring Dem, hvad enten det er politisk, krigsmæssigt eller andet, så ville De kunne regne med vor support. Det vi forventer i retur er selvfølgelig det samme, som vi tilbyder. ”

Dæmonen fastholdt afventende blikket rettet imod Jake. Hun havde givet ham så meget, som situationen havde tilladt hende. Nu var det blot at se, hvordan han tog det.

Det gik egentlig udmærket for hende bare at lytte. Hun rettede forsigtigt på sin hovedbeklædning, der var blevet rodet efter de tidligere vindstød. Så sad hun ellers stille og nippede til sin te. Holdt opmærksomt øje med parternes ansigtudtryk, fulgte enhver lille bevægelse med øjnene, imens hun i tota stilhed drak sin te og absorberede alle detaljer. Forstod ikke helt, hvorfor de sådan kørte i hinandens familier. Eller Natalie til dels måske, Rafela havde trods alt været her og havde tydeligvis generet hende. Det måtte man så mene om, hvad man ville, men hvilken baggrund havde Jake egentlig for at udtale sig, om Lady Von Tenebris’ egen familie. Genevira skrev sig bag øret, at hun ikke havde tænkt sig at sige noget, der kunne få hendes egen familie bragt på bane. Ikke at hun ikke havde rigeligt at snakke udenom med, så Rotten Root ikke kom ind i billedet, men alligevel.

Og så. En blodbank. En Fucking blodbank. Den unge vampyr gjorde en dyd ud af ikke at røre sig ud af flækken. Lyttede til dæmonens ord og værdsatte disse i stilhed, alligevel kunne hun til sidst ikke dy sig. Ja, hun var her for at repræsentere andre interesserer end sine egne, men at se hele sin egen art blive smidt under en metaforisk hestevogn af en mand, der ikke anede, hvad han snakkede om, hvad han selv sagde var så provokerende, at hun mest af alt havde lyst til at bide hovedet af ham. At blive reduceret til….som at flå kløerne af en kat ikke at lade dem følge deres naturlige instinkter for jagt. Hvad blev det næste, ville han også til at tage deres tænder?
Forhåbentlig ville Lady Von Tenebris tillade at hun sagde noget her og ikke tage hendes øje på vej hjem eller noget.
Hun undertrykte en ubehagelig gysen ved tanken. Så måtte hun virkelig skaffe sig en cute klap, for hun var ikke sikker på, at hun ville kunne holde sit ansigt ud, hvis det ikke længere var symmetrisk. For slet ikke at tale om Valentine.
Oh well here goes nothing.

“Your Grace. Jeg mener ingen fornærmelse, men jeg føler, ikke blot som vampyr, men som et almindeligt følende tænkende væsen, at jeg er nødt til at tale her. De mener det sandsynligvis godt. At holde så mange i live så muligt er et nobelt mål.”

Nogle folk er bare ikke besværet værd og jeg skal også spise, tilføjede hendes tanker.

”Faktum er bare, at dette….hurtigt kan blive tolket som en fornærmelse. Jeg bryder mig med alt ærlighed ikke om, at det pludselig skal statsreguleres, hvordan jeg spiser kun på baggrund af, hvilken race jeg er skabt som og jeg garanterer Dem, at der vil være mange der har det på samme måde og ikke bryder sig om at blive reduceret til andenrangsborgere, der skal tigge mad af folk på baggrund af en stædig fastholdelse af negative stereotyper, der maler os som koldblodige, ukontrollable barbere, der ikke kan styre os selv og myrder alt i mildes omkreds, hvis vi ikke bliver sat i snor.” Hun holdt en kort pause.

”Vi vælger ikke at genfødes ind i dette liv. Sultne og alene. Og nu straffer De os fordi…vi ønsker at leve? Infantiliserer os på trods af at folk dør hver dag? Nej. Det her kan jeg ikke stå inde for, sir.”

Pest-problem??? Han glippede overrasket med øjnene et par gange, mens han tænkte nærmere over hvad hun sagde. Vampyrens ord kom ligeledes bag på ham og fik ham til at glippe et par gange mere. Hvordan kunne de to få hans tale til at blive vendt på den måde? Han gennemgik sin tale og fandt nogle punkter, hvor han var gået ret overfladisk hen over tingene. Med et suk gik han hen til en reolerne og tog en flaske rom, som han på et tidspunkt havde fået sat der. Han kunne ikke huske hvornår det var, men han var ligeglad. Han trængte til noget stærkere end te.

Efter at have åbnet flasken, snuste han til indholdet og sukkede lettet, hvorefter han gik tilbage til stolen og hældte lidt i den halvfulde kop. Han satte flasken på bordet og drak et par mundfulde, der medvirkede til at hans hudfarve faldt til den normale.
”Jeg kan se at mine ord omkring blodbank ikke var fuldt forståelige, hvilket jeg beklager. Ja, der er nogle som kun donere til opbevaring i poser eller flasker. Men der er andre, særligt blandt de unge, som tilbyder at der kan drikkes direkte fra dem, så længe den aftalte dosis overholdes. Jeg har også hørt at nogle ligefrem ønsker at blive jaget rundt, inden der drikkes fra dem. Ikke at jeg forstår det, men jeg respektere det. Jeg ser det ikke som et 'pest-problem', men som en udfordring der skal løses i fællesskab.” Han drak det sidste i koppen og så fra den ene til den anden.
”Og nej, Lady Genevira. Jeg dømmer ingen og straffer ingen ud fra deres race... Rafaela og jeg ønsker at folk, uanset race, skulle kunne befinde sig godt her. Og ja... Det er lidt underligt at hun ikke er her nu, da vi samarbejder om tingene. Ved godt De nok ikke vil syndes om det, Lady von Tenebris. Men jeg vil være meget taknemlig, hvis jeg må sende bud efter hende. Hun har selv en del ideer til hvordan vi kan gøre byen god for alle. Naturligvis havde det været min mening at nævne mit ønske, i brevene, om at hun var med til mødet.”


//Jeg tænker at de er i Rafeala's gamle arbejdsværelse – nu hyggerum/mødelokale, da det er det største af mødelokalerne Tjenestefolkene har flyttet stole og bord ind, af hensyn til dette møde.
Billederne kan ses her //

Normalvis ville Natalie ikke have tøvet med at rive tungen ud på en simpel undersåt, der valgte at tale over sig af egen fri vilje. Fodret dem med selvsamme tunge, imens de høfligt blev belært om deres retsmæssige plads. Men ak… Genevira var – desværre – ikke hendes ejendom. Og fin som hun var tvivlede dæmonen desuden på, at Sean ville tage det let, hvis den unge vampyr blev beskadiget på rejsen – mere end højst nødvendigt, selvfølgelig. Derfor lod hun det ske. Lod Genevira stjæle spotlightet for en stund, imens hun selv lyttede i baggrunden, og stille noterede sig, at Marcus, vampyrernes leder, nok havde delt samme mening omkring blodbankkonceptet – om end han sandsynligvis havde været en kende mere direkte i sit sprog. Noget hun både hadede og påskønnede ved manden. Men, hvad Genevira manglede i alder i forhold til Marcus, gjorde hun heldigvis op for med sin veltrænede personlighed og gode talegaver. Natalie betragtede derfor Jake imens, at vampyren fik ordet for en stund. Manden så pludselig meget gammel ud, selvom hans alder ikke engang nåede i nærheden af hendes egen. Dødelighed. Det havde aldrig klædt nogen.

Natalie kunne ikke skjule et lettere frastødt udtryk, da Jake valgte at gå i dybden med hans planer for blodbanken, og derved afslørede, hvordan diverse væsner åbenbart havde planer om at melde sig frivilligt fordi de kunne… lide det? Ganske vist havde hun aldrig delt den for interesse, men som dæmonernes leder havde Natalie tilbragt mere end rigeligt tid i selskab med incubus- og succubus-dæmoner til at vide, hvad den slags kunne dreje sig om.

” Så De ser hellere, at disse former for perverse handlinger tager plads på åben gade frem for, at naturen går sin gang, som frie væsner af alle racer ville ønske det? Tilgiv mig, Lord Black, men jeg har svært ved at se, hvordan det løser ret meget i forhold til at skåne befolkningen. Desuden løser det stadigvæk ikke Deres dæmon-problem. De påstår, at De ikke dømmer, men alligevel forsøger De at finde løsningen på et ’problem’ med racernes vaner og natur.”

Dæmonen lagde armene over kors, tydeligvis ikke tilfreds med konceptet selv efter forklaringen. Bedre blev det ikke, da Jake pludselig anmodede endnu engang om at lade Rafaela deltage i mødet til trods for hendes protester tidligere. Hørte manden virkelig ikke hendes ord?

” Jeg lader alkoholen tale for Dem, og tager det som et tegn på, at De tydeligvis ikke kan fungere uden en kvindelig hånd i situationer som denne. Er dette tilfældet, så foreslår jeg, at De får gjort det officielt mellem Dem og Lady Morladin til en anden gang, Lord Black, således at lignende situationer ikke opstår. Men udmærket så… hidkald De blot deres mage. Mit problem ligger trods alt udelukkende med hendes status, som jeg forklarede tidligere. Ikke med Lady Morladin personligt… selvom hendes adfærd omkring dæmoner og min status umiddelbart sætter hendes villighed for samarbejde i tvivlsomt lys.”

Han viste ikke rigtig hvad han kunne sige eller gøre uden at dæmonen ville misfortolke det. Enten gjorde hun det med vilje, eller også forklarede han sig ikke tydelig nok. Han sukkede ved hendes påtale om at det alkoholen der talte for ham. Han havde for pokker kun taget en kopfuld. Men han var glad for at Raf kunne slutte sig til dem. Derfor bar hans stemme også kun præ af en let knurren, mens han gik over til døren.
"For pokker kvindemenneske. Der skal mere end en lille kop til at alkoholen taler for mig." Han åbnede døren, bad tjenestefolkene om at finde Raf og sige at hendes tilstedeværelse var ønsket. Derefter lukkede han igen døren og gav sig til at studere dæmonen, eftersom han havde en fornemmelse af at det vil være klogest at holde øje med hende. Godt nok havde hun givet Raf lov til at komme tilbage, men at hun gjorde det i den tone, sagde en hel del.
"Jeg har ikke sagt at det skulle foregå på åben gade. Der er huse som er blevet indrettet, så alle har det bekvemt. Ligeledes hvis vampyre og dæmoner ønsker at det skal foregå i deres eget hjem, så vil det også blive tilgodeset med folk der er villige til det." Han gik lidt frem og tilbage for at gå noget af sin ophobende aggeration af sig.
"Hvad angår min situation om at jeg endnu ikke har ægtet Rafaela, så kan jeg ikke se at det kommer andre ved. Hun bliver fuldt ud anset som borgens og byens frue. Jeg vil ikke tvinge hende til noget som helst." Han fornemmede Raf et sted, men han var for distraheret til at mærke om hun var meter væk eller om hun stod i døren uden at han så hende.

Tjenestepigen havde sluppet Raf, hvor efter hende og de andre tjenestepiger løb ind på borgen igen for at passe deres arbejde. Rafaela var gået op på deres kontor og var gået igang med at kigge nogle mapper igennem som omhandlede nogle af de slaver hendes klan lige havde fået fri fra slaveejere som ikke behandlede dem ordentligt, hvor slaveejerne enten var blevet dræbt eller fået taget alle sine ting og forsvundet fra deres by og placeret et andet sted i verdenen kun iført nogle klæder.
Rafaela var stadig lettere irritabel indvendig imens hun kiggede mapperne igennem og fandt nogle andre mapper frem om slaver som der var igang med at blive planlagt til at blive befriet, hvor de fleste kom fra Doomsville hvor slaveejerne enten var dæmoner eller vampyrer, samt nogle enkelte var faldne engle. Rafaela snerrede kort for sig selv med tanken om slaveejerne og det gjorde det ikke ligefrem bedre der var en dæmon i hendes hjem som fik hendes vrede til at koge. Nok var hendes familie primært dæmoner som hun var opvokset med, men det havde ikke ligefrem været det behageligste i familien de sidste mange år imellem hende og hendes forældre, lillebror og storebror. Hendes søstre var hun bare irriteret på som man ville være normalt som søskende. Der stak jo andre ting imellem hendes brødre og hendes forældre der gjorde at hun havde denne form for vrede og had i sig.

Da en af tjenestefolkene bankede på ind til kontoret blev Raf kort irriteret da hun bare ville være alene og blive et sted hvor hun ville kunne undgå at møde dæmonen og vampyren indtil de tog afsted og på deres kontor vidste hun de ikke ville komme. Hun kiggede undrende på tjeneren som fortalte hun var ønsket til mødelokalet, hvor Jake var med gæsterne. Først var hun ikke ønsket der og så var hun pludselig alligevel? Hun havde mest af alt lyst til at sige til tjeneren at han kunne gå tilbage og fortælle hun ikke kom, men hun måtte vel også støtte Jake hvis det var han virkelig ønskede hende ved mødet og havde fået overtalt dæmonen til at lade hende være der. Hun nikkede blot til tjeneren som igen forsvandt.
Rafaela blev siddende kort for at få styr på sine frustrationer og tanker som kørte rundt i hovedet på hende. Hun rejste sig fra sin stol og gik langsomt hen til mødelokalet.
Rafaela blev stående lidt udenfor døren og trak vejret dybt nogle gange før hun gik roligt ind i mødelokalet. Hun kiggede sig rundt på dæmonen, vampyren og Jake. Hun kunne tydeligt mærke der ikke var den bedste stemning i lokalet og det fik hende til, at undre sig over hvorfor hun pludselig var ønsket for hun kunne ikke se hendes tilstedeværelse kunne gøre noget godt for mødet. Rafaela lukkede døren efter sig, men blev stående ved den og fulgte Jake med øjnene som han gik rundt i lokalet "Du kaldte" sagde hun stille henvendt til Jake med en undertone af hun indirekte spurgte hvorfor hun skulle komme.

… Knurrede han af hende? Natalie stirrede næsten målløs efter Jake, som han bevægede sig imod døren. Som om, at den nedladende tiltale i form af hendes køn pludselig blev bragt på banen, så havde de tilsyneladende nået en ny grænse. Natalie var ikke bange for en træt mands sølle lyde, men hun var fornærmet langt mere end tidligere. Det var blot ganske lidt tid siden, at dæmonerne og vampyrerne stod for tur i forhold til deres naturlige vaner, og så lod han blot temperamentet løbe afsted med sig på den måde? Skammeligt.

”I så fald vil jeg bede dem huske Deres manerer, Lord Black. Dette er trods alt en civil samtale.”

Natalie kneb øjnene sammen, som en misfornøjet kat, og mødte Jakes blik uden tøven, da han vendte sig imod dem igen. Hun var udmærket klar over, at han studerede hende. Den lille skikkelse havde dog intet at skjule. Hendes ydre fortalte rigeligt om, hvor lidt tilpas hun var med situationen, hvis hendes ord ikke gjorde det klar nok i forvejen. Til hans næste kommentar voksede et lille smil dog pludselig frem. Natalie lagde tænksomt en finger mod hagen, imens hovedet blev lagt en anelse på skrå, hvilket fik et næsten uskyldigt udtryk frem hos den lille barnekrop.

”Så… De planlægger simpelthen at udlove fast føde til byens mørke væsner? På såkaldte væsners egne præmisser, så længe, at De, Lord Black, står, for udvælgelsen af fødekilderne? Fødekilder, som jeg formoder, vil være bundet af en kontrakt som frivilligt underskrives, således ingen misforståelser senere kan komme i vejen for Deres projekt. Måske endda en skilling gives til Dem eller fødekilderne i denne forbindelse. Dette lyder alt sammen… uhyre familiært, synes De ikke, Lord Black? Næsten som en form for… handel. Slavehandel endda? Ah ja, blodslaver! Der har vi den.”

Til hans snak om ægteskab viftede hun afvisende med hånden, da han endnu engang fuldstændig lod til at misse hendes pointe omkring fordelene ved arrangementet.

” Deres ægteskab er sådan set ubetydeligt i min verden, Lord Black. Jeg ønskede blot at pointere, at De ikke kan forvente at leve som De gør nu uden, at det får konsekvenser i fremtiden. De finder muligvis mine påtale nok så ubehøvlet, men jeg har mødt mange væsner og ledere, som ikke ville se mildt på det, som De foretager Dem. De har intet officielt forhold, og ingen ægte børn. Tror De ikke, at medierne står klar til at skyde Dem ned efter den massive mængde af uroligheder, som foregik ved Deres festligheder for draconianerne? De bærer en titel nu, som ikke fungere særlig godt med familielivet. Udelukkende derfor foreslog jeg ægteskab – for at gøre tingene nemmere for Dem selv i fremtiden.”

Netop som det sidste ord forlod hendes mund, dukkede Rafaela pludselig op i døråbningen. Natalie tog et øjeblik med stilhed for se, hvad kvindens humør bragte med sig, men da hendes ord kun rettede sig imod Jake, tillod Natalie sig en kort indskydelse, da hun snart ikke orkede flere forsinkelser i mødet.

”Lord Black insisterede på, at De burde være her, Lady Morladin. Så måske vi omsider kan komme til bunds i emnet, hvorvidt de faktisk er interesseret i alliancen eller ej nu, hvor Deres emotionelle support er her igen, Lord Black?... Eller er der andet De mangler?”

Og hvad spiser drager, lord Black? Har De også tænkt Dem at regulere Deres eget folks spisevaner?

havde hun nær spurgt. Men hun bed det i sig. Det virkede ikke særlig smart at sige noget længere. Måske kunne hun have sluppet af sted med det, havde hun været en person af nogen reel stand, ligesom de andre, der var til stede her i dag, men hun var trods alt blot en tjenerinde og Jake var en drage, så hun holdt sin mund.

Klogskaben i at holde sig tilbage blev kun bekræftet, i hvert fald overfor hende selv, da Jake pludselig knurrede som et andet dyr. Hendes nok stadig ret menneskelige sides første indskydelse var at trække sig helt tilbage i stolesædet og gøre sig så lille så muligt. Det kunne godt være, at Jake Black var travlt optaget af at lege hyggelig gavmild familiefar. Så travlt optaget, at han glemte hvilke pligter, der fulgte med at være hersker åbenbart. Men han var altså på et eller andet plan et potentielt menneskeædende bæst og her sad han alligevel og belærte hende om, hvordan hendes egen race burde spise. Det var så fornærmende, at hun næsten glemte at være forskrækket. Der var dog også en anden reaktion, der kæmpede om ret til at nå overfladen. Noget helt andet og mere…vredt. Noget, der ville have reageret på en potentiel trussel ved at fare direkte i flæsket på det og forsøge at flå det i stykker, hvis ikke hun påpasseligt undertrykte det. Forsigtigt lukkede hun fingrene om armlænene på sin stol. Sad et øjeblik stiv som et bræt og kvalte den advarende skingrelyd, der ellers meget gerne ville have flået sig ud fra et sted, bagerst i hendes hals. Heldigvis lykkedes det hende at kvæle den fuldstændig. Alt andet ville have taget sig dårligt ud i denne, som Lady Von Tenebris påpegede, civille samtale. Tja. Om hun havde helt ret efterhånden, ville Genevira ikke turde udtale sig om, men hvis der var noget, hun efterhånden kunne så var det at holde på formerne og hun havde absolut ikke tænkt sig at sidde tilbage og se dum ud.

Da Rafaela trådte ind i lokalet rejste Genevira sig lydløst fra sin stol. Nok ville mange have noget at sige om Rafaelas status, Natalie blandt andet, men Geneviras egen mor ville absolut heller ikke have haft noget pænt at sige om kvinden (ej heller om sin egen datters nye bekendtskaber, skulle det måske tilføjes). Genevira var udmærket klar over, at lille familien Dragon’s Peak her ikke ville være faldet i god jord hos den meget puritanske Edith Isherwood. Hun ville nok have insisteret på, at Rafaela kunne have haft et fint liv, hvis bare hun havde været anstændig og giftet sig ordentligt, men nu… værdiløs. Og Jake? Hun kunne næsten høre moderens beklagelser: En horekarl af en anden verden, der potentielt holdt en ung kvinde i sit hus og ikke engang kunne finde viljen til at gifte sig med hende. Han gjorde det sikkert med vilje. Undlod altså. Så længe de ikke var gift, kunne han nemt kassere hende, når hun blev kedelig. Som var hun ikke andet end skrald. Og hvem ville så overtage hende? Ingen. Det ville moderen i hvert fald have sagt og et eller andet sted var det nok en frygt, Genevira dybt inde bar for sig selv. At have blottet sit inderste for nogen kun for så at finde ud af, at de reelt var ligeglade. Et stik af noget, der næsten kunne være medlidenhed ramte hende et øjeblik for den anden kvindes situation, men samtidig kunne hun mærke, at noget af moderens fordømmende attitude havde sat sig dybere i hende, end hun nogensinde ville have ønsket. Måske var det faktum, at hun altid havde skulle gå på æggeskaller og derfor allerede i sin tidlige barndom havde lært at anlægge et ansigtsudtryk, der var komplet blankt, hvad der ville redde hende flere gange på denne tur.

Alligevel. Genevira var på ingen måde af samme status og godt nok var Rafela ikke officielt fruen af borgen, men Jake betragtede hende, hævdede han i hvert fald, som sådan, gad vide om det også ville være sådan om et halvt års tid? Og de var gæster i Jakes hus, så hun måtte som tjenerinde handle derefter. Og for fruen og borgen var det forventet at hun rejste sig. Hun foldede hænderne foran sig og bøjede hovedet.


”Velkommen tilbage, Lady Morladin.”

Det var tydeligt for ham at han havde ramt en nerve hos dæmonen. Men lige nu var han faktisk ret ligeglad. Hun mindede afgjort om en kat, der var misfornøjet over at det ikke gik som hun ville have det. Selv hendes ord om at han burde huske sine manerer, fik ham bare til at trække lidt på smilebåndet. Så hun troede at han lod temperamentet løbe? I så fald havde hun ikke set en dragonianer vred.
Men noget tydede på at hun snart ville finde ud af hvordan en vred dragonianer var… Hendes sjofle måde at tale om at det lignede slavehandel og blodslaver, gjorde at hans hud blev mørkere og nærmede sig en sort farve. Ligeledes blev hans øjne sorte og det var tydeligt at se på ham, at han kæmpede for at holde sig i skindet.
Hendes afvisende viften virkede nærmest, som en flok myg der bed ham. Ligesom hendes ord omkring hans manglende ægteskab virkede som et par løse lussinger. Men alligevel hårde nok til at irritere ham gevaldigt.

Da han hørte sin mages skønne stemme, var det nærmest som en blid kærtegn på hans efterhånden godt sorte humør. Han nåede dog kun at dreje sig halvt og åbne munden for at svare hende, inden dæmonen igen blandende sig. Denne gang kunne han ikke tilbage holde en dyb knurren, der kom rullende hele vejen fra bunden af hans brystkasse. Raf eller børnene ville være de eneste der nu kunne få ham ned.
”Det skulle da lige være at De kunne få ind i Deres lille hoved, at vi prøve på at hjælpe de forskellige racer her i byen…” Han lagde tryk på måden at han tiltalte dæmonen, for at vise hende at han syndes at det var hende, der manglede noget.
Hvis han fortsatte med at ophidse sig, ville han inden længe forvandle sig til den sorte drage. Godt nok var det ikke hans tanke at vise at han var i stand til det, men dæmonen trykkede godt nok på de forkerte knapper.

Rafaela kunne tydeligt se på Jake, at han var blevet godt vred og var på kanten til at springe i luften. Hun kiggede hen på dæmonen med et lettere irriteret udtryk for hun vidste der havde været noget hun havde sagt der havde trykket på hans tålmodighed og hun vidste der alligevel skulle en del til før Jake normalt kom derud så der må virkelig være sket et eller andet i den periode hun ikke havde været der. Hun sukkede kort og kiggede derefter hen på vampyren som hilste hende velkommen. Hun smilede venligt til vampyren "Tak miss Allaire." sagde Raf venligt, hvor hun derefter kiggede på Jake og så han lige til skulle svare hende før dæmonen blandede sig i det hun rent faktisk spurgte Jake om. Rafs blik gik direkte hen på dæmonen med en lettere frustration. "Det da ufatteligt at den lille tøs skal fylde så meget." tænkte Raf for sig selv.
Hun lukkede kort sine øjne og begyndte at tænke tilbage til sin tid i Sunfury hos sin onkel og fætter. Der kom langsomt en mere rolig kropsholdning på Raf som hun stod der og tænkte på alt det hendes onkel havde lært hende dengang for at hun kunne finde ro bare ved tanken om hendes lillebror og far som ellers var noget som kunne få vrede, had, hævn, mord og ødelæggelse frem i hende som ikke var en normal del af en draconianer, men nærmest fra dæmonerne af. Hendes familie havde før sagt hun lignede sin far for meget eller at han havde haft en for stor imdflydelse på hende.
Da hun åbnede sine øjne igen gik hun roligt hen til Jake og lagde en blid og lidt varmere hånd på hans skuldre. Varmen var ikke på nogen måde så han kunne blive skadet, men for at han tydeligere kunne mærke hun var der hos ham for hun vidste hun ville have svært ved at berolige ham nu, hvor han var blevet så sur. "Rolig min kære" sagde Raf varmt til Jake før hendes blik landede på dæmonen. Hun så på dæmonen med rolige øjne. "Ikke for noget miss Tenebris, men hvis de ønsker at få en alliance oppe at køre med draconianerne, hvor der endda skal komme støtte fra draconainernes side af må de begynde at tænke over hvordan de snakker til folk som de vil være allierede med ellers vil folkene vende sig imod alliancen udefra også derfor det er vigtigt at have folket på sin side både by og racemæssigt for ellers vil de vælte en af pinden eller kæmpe imod det alliancen går ud på" sagde Rafaela med en rolig stemme. Under alt det Raf sagde havde hun ikke hævet sin stemme på nogen måde og kun haft en rolig facade på, men indvendigt blev hun ved med at tænke de ting ind hendes onkel lærte hende for flere år siden. "Jeg ved De ikke ser mig for noget, men jeg er opvokset blandt dæmonerne fra jeg blev født. Det er først da jeg mødte min kære mage jeg begyndte at omgås draconainerne så jeg ved hvordan dæmonerne er, men samtidig har jeg svært ved at respektere Deres race på grund af den kun har forvoldt mig og min biologiske mor skade. Jeg kan kun komme i tanke om en dæmon som jeg respektere lidt og de er ikke den person miss Tenebris. Det er derimod Sean McGivens, men det er på grund af måden han taklede min biologiske mors tilstand på og reddet hendes liv og fandt frem til hende for mig da jeg søgte svar på hvem jeg var, men ellers har jeg ikke til meget overs for dæmonerne" fortalte Raf roligt. Da hun snakkede om Sean havde hun kigget hen på vampyren for at se hendes reaktion før hun igen kiggede på dæmonen. Hun trak vejret dybt og fortsatte sin tale "Det jeg siger er, at draconainere generelt ikke har den store tiltro til dæmonerne selv ikke os der er opvokset blandt dem igennem hele vores liv, men det kræver en kæmpe indsats at få folk til at stole på en alliance blandt dæmonerne og draconainerne når de 2 racer normalt ikke har tiltro til hinanden. Så hvis vi vil undgå at folket går imod alliancen så skal der være ligevægt imellem jer ledere og som er kan jeg ikke se ligevægten her. Hvad tænker de miss Allaire?" sagde Rafaela roligt og havde fortsat en rolig kropsholdning og et roligt blik vendt mod dæmonen indtil hun stillede vampyren et spørgsmål hvor hendes spørgende blik landede på hende.

Det var dog absurd som den mandsperson kan blive ved med at tale om noget, der så tydeligt ikke faldt i god jord. Gad vide hvad Marcus ville tænke om ideen med en blodbank.  Et kort øjeblik morede hun sig ved tanken for sig selv. Hun brød sig ikke ret meget om Marcus Davison, snare tværtimod faktisk, men hun ville betale penge for at se Jake forsøge at sælge ideen til vampyrernes leder. En mand, der sikkert ville have set hende blive flået i stykker levende for sjov, hvis ikkehun havde vist sig mere…hvad underholdende? ”i live”. Han ville næppe tage det særlig pænt at nogen forsøgte at regulere, hvad der egentlig var hans område.

Og at hjælpe hvem egentlig? Hvad var det han ønskede? Ikke at hjælpe vampyrerne i  hvert fald, for de klarede sig udmærket yde. Hun kunne ikke forestille sig en verden, hvor nogen vampyr med den mindste form for selvrespekt ville foreslå det her som værende en god ide. Men der var meget, hun ikke rigtig forstod, om hvordan tingene kørte i Dragon’s Peak. Måske var alle vampyrerne bare små bitte nuttede væsner, der gerne afgav deres tænder, hvis de bare blev bedt nok om det af mean old lizard man.

Det var en lettelse, da Rafaela kom tilbage. Ikke så meget på grund af Rafela selv, men fordi det lod til at få Jake til at falde ned igen. Genevira var ellers næsten begyndt at frygte, at han ville sætte ild til alting , før kvinden nåede at indfinde sig. Var der overhovedet plads til en drage herinde? Hvis han forvandlede sig herinde, måtte han da både ødelægge møbler og vægge. Godt nok havde Genevira kun set drager i dukketeaterformat før, men de måtte vel immervæk være større i virkeligheden ud fra hvad hun havde hørt.
Hvor om alting var, tog Natalie nok ikke helt fejl, når hun kaldte Rafaela for Jakes emotionelle support. Lige meget, hvor vred han blev over det. Tja. Nogen gange gjorde sandheden vel bare ondt at høre. Men egentlig var det at være emotionel support vel ikke ubestridt en dårlig ting. Granted, Genevira undrede sig over, hvor afhængige af hinanden, de virkede, Jake kunne jo knap nok fortsætte mødet på en meningsfuld måde uden hendes konstante tilstedeværelse (hvis nogen nogensinde blev sådan for hendes skyld, ville hun bonke dem oveni hovedet og bede dem passe deres arbejde), men der var så meget i det  her hus, hun ikke forstod sig på.

Hun lyttede til Rafaelas tale. Undrede sig over, hvordan de kunne brande sig selv som åbne og tolerante med den tydelige holdning til dæmoner, at de som hovedgrundlag ikke var til at stole på. En hel race flot skåret over en kam. Altså med undtagelse af Sean åbenbart. Genevira lyttede nysgerrigt. Så han havde altså reddet flere nødstedte sjæle end hende. Måden Rafaela så på hende virkede som om, hun afventede en reaktion. Men Genevira var her ikke for at klappe over at andre også brød sig om Sean. Det virkede uprofessionelt at stå her og falde i svime over sine farproblemer.

Så hun holdt ansigtet i behageligt neutrale folder.
At tale direkte henover Natalie på den måde. Åbent erklære, at hun ikke stolede på hende? Ville Rafaela aktivt gerne dø en langsom og smertefuld død?
Og så…Genevira glippede med øjnene. Nu blev hun simpelthen trukket med i faldet?Var dette en slags hævnplot? Vidste Rafaela ikke, at hun altså skulle rejse med Natalie hele vejen hjem i en karet?  Meget kunne nå at gå galt.
Hun var nær ved at sige, at det ikke var hendes sted at udtale sig, men det virkede også forkert, når nu hun mere eller mindre var blevet beordret at tale.
Men hun var også nødt til at anerkende, at dette var en overlagt fornærmelse mod Natalie.

Hun vendte sig mod den lille dæmonskikkelse og nejede så dybt, at hun næsten lige så godt kunne have knælet. Blikket havde hun stift rettet ned i gulvtæppet.

”Lady Von Tenebris. Hvis De tillader?” Hun ventede på svar fra dæmonernes leder og såfremt dette blev en bekræftelse, ville hun sagte bevæge sig ud i midten af rummet. For en tid var det eneste der hørtes hendes hæles klikken og stoffet fra hendes kjole, der hviskede henover gulvet.

Da hun nåede rummets midte stillede hun sig dødstille, trak vejret en enkelt gang. Det mindede hende i et sært øjeblik om, når hun gik på scenen, dengang hun sang på bare og til selskaber. Før alt det her.

Jeg må ikke kende til frygt, formanede hun sig selv.


”For det første vil jeg i alt beskedenhed sige, at jeg finder den måde I italesætter dæmoner som værende ikke til at stole på kun på baggrund af deres ophav….beklagelig. En alliance kræver tiltro og med denne negative omtale virker I, I må have mig meget undskyldt , nærmest som om, at I forventer et forræderi på forhånd.” Hun bevægede sig stilfærdigt frem og tilbage. ”En alliance kræver tiltro. Både i ord og handling. Og for at være ærlig mener jeg ikke, at I behandler Lady Von Tenebris med den respekt, hun som leder fortjener. Hun ankom her med en håndsrækning til Draconianerne og Dragon’s Peaks borgere og De, Lady Morladin, erklærer, at De ikke stoler på hende og vælger derefter aktivt at tale henover hovedet på hende til mig, før hun overhovedet kan give svar på tiltale.”

Hun viftede lidt med hånden for at undslippe eventuelle indvendinger. Hun ville gerne blive færdig med at tale, før hun nåede at blive bange for, hvad hun havde gjort.


”Angående Deres anden pointe om, at folket ska være med på alliancen er jeg i og for sig enig,men nu vil jeg vove at påstå, at det egentlig er simplere at læse, end De gør det til. For det første er det min erfaring, som en del af folket.”

(Hun undlod specifikt at sige i hvilken social klasse)

”Så vil store dele af befolkningen egentlig være ligeglade med, hvilke alliancer der bliver indgået, så længe det ikke påvirker dem negativt.”

Hun kunne have fortalt dem mangt og meget om, hvor lidt fucks de ordinære folk generelt gav for deres herskere så længe, de ikke var decideret tyraniske. Småtfolk bad ikke for deres herskeres alliancer, deres ægteskaber, noget som helst faktisk. Ikke normalt i hvert fald. De kunne lade som om, eller manipuleres til det med god nok propaganda, men generelt havde de for travlt med at bede for deres egne ting. En god høst, en tålelig vinter, sunde børn…
Genevira fortalte dem dog ikke noget af dette.


”For det andet mener jeg, at det er et spørgsmål om italesættelsen af alliancen. Hvis I gør det til en anledning til fejring, italesætter hvor stort et fremskridt det er for begge racer, hvor historisk det er, et venskab mellem to racer, der hidtil har…haft visse indbyrdes spændinger, så vil folket følge jer. I lader umiddelbart til at være ganske vellidte her i byen, hvis jeres tjenestefolk er et tegn at gå efter, så så længe I forholder jer positivt og åbent, skal folket også nok gøre det,” fastslog hun.

Der var et eller andet ved den dybe knurren, som kom rullende ovre fra Jake, som fik sat gang i noget ildevarslende hos dæmonen. Som sjæledæmon var hun et yderst fornuftig og velovervejet væsen det meste af tiden, men truslen bag hans voksende skikkelse samt den vrede tone, var ikke til at tage fejl af. Men frygte ham… det gjorde hun ikke. I stedet forberedte barnekroppen sig, som så mange gange før i fortiden, hvor hun havde måtte forsvare sig fysisk – fra bøller værre end Jake. Det var simple instinkter der tog over. Selvom hun stadigvæk var nogenlunde klar i hovedet, mærkede Natalie tydeligt, hvordan vreden skyllede ind over hende, da han spyttede endnu flere fornærmelser i hendes retning. Havde dæmonen ikke været så optaget af sin egen vrede, ville hun måske endda have bemærket, hvordan Genervira ligeledes lod til at kæmpe med at holde sin natur i kontrol. Blikket der atter havde skiftet til en faretruende orange kulør, var dog udelukkende fokuseret mod Jake, som Natalie åbnede munden for at forsvare sig. I munden befandt der sig desuden ikke længere de sædvanlige små fine perlehvide rækker af tænder man ville forvente at finde hos et barn, men i stedet rækkevis af spidse rovdyrslignende tænder der mest lignede noget hos en kødæder. Hænderne der hang knyttede ned langs siderne, blev langsomt farvet af sorte grene der strakte sig fra fingrene og langsomt fandt vej længere op ad armene inden, at de sagtnede farten omkring albuerne. Og da dæmonen endelig talte, var det en frygtelig lyd der fulgte. Barnestemmen fra før var borte, og i stedet fulgte en forvrænget samling af høje og uharmoniske ekkolignende lyde, som tilsyneladende udgjorde en stemme, da den formede ordene.

” Racerne i byen siger De?... Har De nogensinde overvejet, at det er DEM som har brug for hjælp, LORD BLACK? Eller er den slags for svært at forstå for en IMBECIL. GAMMEL. MAND?”

Og ind kom Rafaela. Natalie, som havde bevæget sig nærmere Jake uden egentlig at tænke over det, standsede i sine spor. Da kvinden begyndte at tale, langsomt og belærende – som var hun ikke andet end et simpelt barn – fnøs dæmonen, og trak sig lidt tilbage igen, imens hun betragtede, hvordan nærheden fra Rafeale påvirke Jakes fysiske skikkelse. Mænd. Så sølle. Selv forblev hun i et stadie af sin halvt udviklede dæmonform, men stod dog tavs imens, at hun med stor anstrengelse slugte ordene. For Geneviras skarpe hørelse ville det ikke være svært at opfange den hurtige vejrtrækning, samt den øredøvende puls, der kunne tyde på, at dæmonen var blot ét forkert skridt fra at springe i luften. Og der kom det selvfølgelig, da efter alle fornærmelserne var slut, så valgte Rafaele pludselig at henvende sig direkte til Genevira. Nej… nu havde hun da aldrig! Den frækhed?! Og så efter, at Natalie faktisk lod sig overtale til at hidkalde kvinden endnu engang. Tydeligvis fanget mellem at ville flå Rafaela verbalt (og fysisk), vendte Natalie i stedet opmærksomheden mod Genevira i form af et meget skarpt blik, tydeligvis afventende vampyrens reaktion til spørgsmålet.

Geneviras handlinger kom heldigvis som en positiv overraskelse. Det stadigvæk skrig-orange blik fulgte den blege skikkelse, som hun vendte sig og nejede dybt. Et øjeblik stod den lille skikkelse helt tavs. Som om hun overvejede, hvorvidt Genevira egentlig måtte fortsætte, eller om det var nemmere bare at rive hovedet af hende og bruge det som dukke. På den måde kunne hun vel egentlig tale med Rafeala, og få vampyrens mund til at sige lige præcis de ord, som hun ønskede? Men nej. Endnu engang sad en væmmelig lille dæmon på hendes skuldre og mindede hende om, at det i forvejen skrøbelige forhold til Sean formentlig ville tage stor skade af for mange ridser på hans fine ting. Så hun sukkede tungt. En lyd der stadigvæk lød underlig forvrænget, næsten som en snerren, men hun viftede Genevira afsted, som et tegn på, at det var i orden.

Som de alle tre betragtede vampyren i midten af rummet, og sugede hendes velvalgte ord til sig, lod Natalie omsider paraderne sænke sig igen. Den kulsorte farve der førhen havde dækket det meste af hendes arme, trak sig ned langs armene og forsvandt uden at efterlade nogen spor. Usynligt for de fleste blev tænderne desuden erstattet af det typiske humane tandsæt, imens øjnene som det eneste fik lov til at forblive dæmoniske. Ud fra hendes blik kunne man tydeligt fornemme, hvordan Natalie tog ordene til sig, og måtte se sig tilfreds med, at Genevira delte flere af hendes egne synspunkter. Da Genevira var færdig med at tale, og Natalie sluttede sig til, var hendes stemme endelig vendt tilbage til det normale igen.

” Først og fremmest, Lady Morladin, så vil jeg pointere, at Sean McGivens oprindeligt havde planer om at deltage i dette møde, men blev forhindret. Som allerede tidligere forklaret, så er Miss Allaire her i hans sted, og har indtil videre formået at fremføre hans budskab på en måde, som jeg er sikker på, at selv Lord McGivens ville være tilfreds med… at de så vover at bringe Deres personlige problemer ind i et politisk møde, omhandlende en race De tydeligvis har lagt for had, det kan jeg ikke ændrer meget på i dette øjeblik. Men De bør vide, at dette var en af årsagerne til, at jeg var imod Deres tilstedeværelse. Jeg kender deres forhistorie, Lady Morladin, og havde en kraftig mistanke om, at dette ville vægte sig i Deres beslutninger, selvom jeg håbede, at I begge ville være i stand til at lægge følelserne bort for en stund og fokusere på dette som ledere. Man kan mene, hvad man vil omkring mine metoder og holdninger, men modsat De fleste er jeg opdraget med henblik på ledelse og politik. Der er REGLER og TITLER i denne verden af en årsag, og jeg agter at følge Dem, selvom det må give lidt misforståelser på vejen. ”

Dæmonen glattede kjolestoffet for at få lidt uro ud af kroppen inden, at hun bevægede sig ud mod midten, hvor Genevira befandt sig. Alt imens fortsatte hun.

” Jeg er udmærket klar over, at en alliance mellem racer så forskellige vil være et stort stykke arbejde. Jeg har aldrig antydet andet. Men indtil videre, har jeg ikke modtaget en eneste bekræftelse på, at I faktisk er interesseret i denne alliance, på trods af, at det var jeres idé at inviterer os denne lang vej til Dragons Peak til netop dette møde. Jeg har spurgt Dem gentagende gange i løbet af natten, hvorvidt det stadigvæk ønsker alliancen, og er hver gang blevet mødt med afvigelser eller undskyldninger. Jeg ønsker blot et simpelt ”ja” eller ”nej”, hvorefter vi ville være i stand til at fortsætte derfra med de små detaljer. Jeg vil dog pointere, at De gentagende gange i aften har givet udtryk for bekymringer og fordomme omkring dæmonracen – noget, som jeg finder yderst usmageligt. Dracoianerne er specifikt blevet holdt ude af dette som race, da vi fokusere på det overordnede billede som ledere. Men De vælger at nedværdige min race, igen og igen, og taler desuden om problemer der skal løses blandt racerne, når De eneste som finder disse ting problematiske, er JER. De forslår dette som noget at tilbyde i alliancen? En snor om halsen? Jeg kan sige, at det ingen interesse har. Vampyrer og dæmoner har INGEN kvaler med deres madvaner, og selvom jeg ikke kan styrer, hvad der sker i Deres by, Lord Black, så fandt jeg det passende at ytre min mening omkring emnet. For selvom De måske har boet med dem, Lady Morladin, så er de IKKE en dæmon. Og det vil De aldrig blive. Så tilgiv mig, når jeg har en kende svært ved at finde ligevægten her… personlige kvaler er én ting, men racediskrimination på det groveste? Tilgiv mig, hvis jeg havde ventet noget bedre.”

Imbecil... Tja. Han kunne godt glemme ting, men at han skulle være dum. Ikke tale om. Gammel... Ja, okay, han var ved at nærme sig otte hundrede og tredive, men det var da stadig ungt af en dragonianer. Mand... Ja, det gav jo sig selv.
Alligevel var dæmonens ord en hel del fornærmende, der var med til at gøre ham vred.

Han mærkede tydeligt varmen fra Raf og hørte hendes ord. Alene det var nok til at få ham til at falde ned igen. Selvfølgelig var han stadig vred over at dæmonen ikke kunne se at han ville hjælpe, men også på grund af at hun fik ham til at tvivle på om det var den rigtige måde at han ville gøre tingene på.
Da Raf talte, brugte han tiden på både at lytte og til at gennemgå sine ideer med alt det der var blevet sagt. Det betød at han mere eller mindre indså at han havde fået fremstillet tingene på en forkert måde. Hvilket ikke hjalp på hans humør.

Det blev dog heller ikke bedre da vampyren, med sin ærbødighed, gav sin milde mening til kende. Hendes ord om at de ikke behandlede dæmonen med den respekt hun fortjente, gav ham en dårlig smag i munden. Mest fordi han, lige nu, ikke kunne finde ud af hvor dette var gået galt. Han måtte virkelig prøve at tænke det hele igennem senere.
Han lyttede også til dæmonens ord, da hun talte til Raf. Men det var tydeligt at nogle af ordene var lige så meget myntet på ham. Særligt da dæmonen kom frem til at hun blot ønskede et simpelt ja eller nej. Samt det med at de havde nedværdiget dæmonerne igen og igen.

Et dybt suk kom fra Jake og han så nærmest opgivende ud.
”Jeg tror det er klogest, at vi afslutter mødet for nu. Sådan som vi alle er lige nu, så kommer vi ingen vejene. Hvilket jeg beklager meget efter jeres lange rejse.” Han så afventende på de tre kvinder i rummet.

Rafaela blev stående stille og roligt uden at trække på en mine imens hun lyttede til det vampyren og dæmonen sagde. Inderst inde havde hun mest af alt lyst til at vende øjne af dem, men valgte i stedet at undertrygge sine egne frustrationer over dette møde. Rafaela havde en ide om, at vampyren kun snakkede sådan om dæmonen fordi de skulle rejse hjem sammen. Det kom sådanset ikke bag på hende. Det blev endnu tydeligere for Rafaela at vampyren var af den lave klasse og ligesom hende før i tiden bare var der og sendt ud når hendes far ikke kunne være til mødet og så nærmest slikke røv verbalt på personen der var med til mødet.
Rafaela havde regnet ud hun ikke kunne trænge ind til dæmonen og det bekræftede hende i dette var en alliance som hun ville have svært ved at støtte, hvis Jake valgte han ville dette. Det var lige før hun var kommet til den beslutning at han skulle finde sig en anden mage, hvis han valgte at støtte den dæmon og lade sig underkue over det dæmonen ville for det ville overfor hende vise han ikke have ryggrad og ikke ville kunne tale for og stå ved sin egen race.
Hun stod og vendte sine ord flere gange for at kunne formulere nogle sætninger i hovedet da hun ikke ville tilbage til der hvor følelserne styrede hendes tankegang så hun ville hellere tænke det igennem flere gange og så måtte de vente på et svar og så var hun ligeglad med hvor mange følelser de alle havde på ydersiden der kørte rundt for det var nærmest dem alle efterhånden. Hun havde ladet sin frustreret side blive væk denne gang.

Rafaela skulle lige til, at åbne munden for at svare dæmonen da Jake snakkede. Hun ville sådanset gie ham ret i det ville ikke komme noget godt ud af, at mødet fortsatte for der ville ikke komme nogle logiske tanker fra nogle af dem på dette tidspunkt. Det var ihvertfald det Rafaela tænkte om situationen. Rafaela kiggede på dæmonen "Jeg vil give ham ret i, at vi ikke kommer nogle vegne med mødet nu. Men de skal vide Miss Tenebris at jeg ville være åben for alliancen hvis det var tydeligt, at der ville være ligeværdighed imellem dem og min mage og min leder, men det ikke det jeg har observeret og det er det der gør jeg har svært ved at støtte en alliance imellem draconainerne og dæmonerne og ikke det had som de så fint kalder det jeg har overfor deres race som de har misforstået for det ikke et had jeg har, men svært ved at respektere dem" sagde Rafaela roligt imens hun kiggede direkte på Natalie med et roligt blik. "Så kan de garantere og love der bliver ligeværdighed imellem jer raceledere og det bliver fair for alle dæmoner og draconainere høje rangerende som lav rangerende er jeg åben for at høre deres tanker om en alliance. Jeg kan ikke tale for min mage på dette punkt, men ligesom de ønsker støtte fra Mr McGivens siden de har en repræsentant med derfra ønsker han at have min støtte for at dette kan lykkes. Men det er deres valg Miss Tenebris om mødet skal fortsætte eller om de vælger at afslutte mødet nu og så ligesom min mage vil jeg beklage de skulle tage denne lange rejse og undskylde på mine vegne hvad der er blevet sagt her til aften" sagde Rafaela roligt, men det var tydeligt Rafaela var ærlig og mente hvert et ord hun sagde og bevarede den rolige fremtoning hele vejen igennem. Dette var det sidst hun ville spilde sin tid på for hvis dæmonen ikke ville fortsætte mødet var det fint med hende for hun havde besluttet sig for, at ligemeget hvad mødet endte med ville hun indenfor den nærmeste fremtid opsøge Race og gøre et forsøg på, at begrave stridsøksen imellem dem.

Natalie var på grænsen til lamslået. Forsøgte de virkelig at afbryde mødet? Med undskyldningen om, at det var den bedste løsning for alle parterne? Skuldrene faldt opgivende ned på den lille skikkelse, og hun vidste ikke, om hun havde mest lyst til at grine eller græde… eller flå nogen. Nok egentlig mest den sidste del. Mødet havde virket tabt fra starten, men på trods af modparternes uvilje, så havde hun alligevel forsøgt sig med sine bedste argumenter. Sandt nok, var de blevet kørt en smule af sporet, da race-snakken blev bragt op, men hendes ord fastholdt stadigvæk deres mening. Hendes blik stillede sig skarpt imod Rafeala, da hun trods alt havde det sidste ord, og desuden valgte at bruge dem til at trampe på Natalies egen titel. Miss? Aldrig!

”Nej.” Stemmen var menneskelig, men tonen var ikke til at tage fejl af. Hun var færdig. Det orange blik var rettet imod Rafeale med et alvorligt udtryk. ”Det er Lady Von Tenebris. Ikke 'miss' som De forkasteligt antyder, Rafeala."

Efter næsten at have fnyset hendes navn ud, valgte dæmonen at vende sig helt imod parret således, at det nu var tydeligt, at de havde hendes fulde opmærksomhed.

” Og det er ikke mit valg, hvorvidt dette bør fortsætte eller ej. Jeg, Natalie Von Tenebris, tog valget som dæmonernes leder om at kontakte Dem, Lord Black, angående en alliance. Jeg tog beslutningen om at accepterer Deres invitation, og jeg rejste tog derfor et valg om at rejse i dagevis blot for dette møde. Jeg valgte at fortsætte mødet på trods af Deres forglemmelser og tilbud om at udsætte, præcis som De gør nu. Jeg tog valget at medbringe Sean McGivens, og senere hen Miss Allaire, som hans stedfortræder. På en måde for at fungere som en simpel støtte, som de så frækt antyder, men udelukkende af den grund, at de to repræsenterer byen Doomsville. En vigtig faktor i denne alliance.”

Hun modstod trangen til gnubbe sit hoved. Hovedpinen fra tidligere var blevet værre, og selvom tanken om at forlade scenen var fristende, så brød hun sig ikke om at tabe ansigt. Derfor fastholdt dæmonen stædigt blikket rettet imod parret, som hun fortsatte roligt med sin forklaring.

”Så, jeg kan ikke love Dem noget, Lady Morladin. Hvad jeg kan forsikre Dem om, Lord Black, er at De har et valg nu. Den første mulighed er, at De accepterer en alliance mellem dæmonerne og draconiaerne, og derved også byerne som hører under racernes respektive ledelse – altså Dragons Peak og Doomsville. Accepten ville selvfølgelig blive gengældt fra vores side, eftersom det er resultatet vi ønsker. Accepten er ikke et løfte om fred mellem de to racer, men en invitation til at få styr på detaljerne senere. Det vigtigste er løftet om, at parterne står klar til at hjælpe, skulle der nogensinde være brug for det. Hvad enten det drejer sig om krig, hungersnød, naturkatastrofer eller lignende. Deres anden mulighed, Lord Black er, at de IKKE accepterer alliancen. Skulle dette være tilfældet, så afsluttes mødet selvfølgelig, og vi vil derfor trække os tilbage som De ønsker det. Hvad angår jeres individuelle personlige holdninger mellem hinanden til denne alliance, så foreslår jeg, at dette bliver diskuteret privat. Jeg håber dog, at De forstår, at vi ikke har tænkt os at forlade mødet uden et svar. Så, hvad er Deres beslutning, Lord Black. Accepterer De eller accepterer De ikke alliancen?”

Jake måtte anstrenge sig for ikke at tække på smilebåndet, da dæmonen bestemt og alvorligt sagde nej. Hun virkede lidt som et barn der ikke kunne få sin vilje. Både Reine og Emeli kunne være på den måde fra tid til anden. Men de var dog ved at være der, hvor de havde lært at et nej var et nej.
Ja, okay. Raf havde 'glemt' hendes title, men om det var med vilje eller ubevist, skulle han ikke gøre sig klog på. Særligt ikke nu her. Måske kunne han spørge Raf senere.

Da dæmonen igen talte, lyttede han roligt og høfligt, selv om han var ved at mærke antydningen af træthed i kroppen. Han måtte igen kæmpe for at holde masken alvorlig, da dæmonen satte sig selv i første person. Igen lignede hun nu mere den alder som barnekroppen havde end den alder dæmonen havde.
Hendes ord, om at hun ikke kunne love noget omkring ligeværdighed mellem racelederne og racerne, gjorde at Jake løftede det ene øjenbryn en anelse. Og det røg da også lidt længere op, da hun begyndte at tale om at Jake havde to muligheder. Godkendelse af alliancen på godt og ondt, eller afvisning. Tja.. Han kunne da godt forstå at hun helst ville havde dette afsluttet.
”Hvis jeg skulle godkende denne alliance, så ville et af mine krav være at I ligeledes som jeg, afskaffede slaveri. Et andet ville være at arbejdede på at gøre vilkårene bedre for de fattige, så de kunne få en chance i livet. Så som tag over hovedet og varmt tøj til den kolde årstid, samt mad og drikke. Jeg ved at handelshuset ”Robins Nest” har fuld gang i dette. De ansætter blandt andet byens gadebørn til at hjælpe til eller løbe ærinder, så de ikke behøver at stjæle og tikke. Børnene får desuden muligheden for at lære at læse, skrive og regne. Det samme gælder for handelshuset ”New Hope” i Sunfury City.” Han gned sig letter tankefuldt om hagen, mens han tænkte højt og stadig så på dæmonen.
”Jeg er lidt i tvivl om handelshuset ”Red Arrow” i Aquener også er begyndt. Men uanset hvad, vil dette være nogle af de ting jeg vil kræve af mine alliancepartnere. Og skulle der opstå problematikker om at alliancepartnerne ikke gør deres for dette, ja så vil jeg forholde mig til min ret om at afbryde alliancen.”

//Alle 3 handelshuse er en del af klanen Blackfire. Jakes svigerdatter, Taliia, styre ”Red Arrow” og Jakes barnebarn, Katrina, styre de to andre sammen med et par npc'er.//

Genevira stirrede stumt på den mellemting mellem dæmon og barn, som Natalie var blevet til. Det tog virkelig alt hun havde ikke at bakke så langt væk fra dæmonernes leder, som hun overhovedet kunne komme, men hun var bange for, at en afstandtagen, selv af åbenlys frygt, ville blive set som en fornærmelse. Hun var fristet til at dække sine ører til. Dæmonens stemme skar i dem. En lyd lidt som metal mod med metal, men så dog alligevel langt andet og mere end det. Og langt værre. Hun vidste ikke om hun nogensinde før, havde hørt noget lignende og hun havde ikke lyst til at høre noget lignende igen. Hvor hun tidligere på dagen havde været forundret og sært betaget af de andre dæmoner i Natalies families underfundige skønhed, mindede Natalies dæmonform mest Genevira om, hvad et lille barn ville forestille sig, hvis de blev bedt om at beskrive det forestillede monster under deres seng eller i deres klædeskab. Hvis hun nogensinde var vågnet op til at have det der stirrende på sig fra et hjørne af sit værelse, ville hun i hvert fald have været død af skræk. Alt for mange tænder. Hun ville ikke se, hvordan en fuldbyrdet forvandling så ud. Næh ellers mange tak.
Kongeparrets totale mangel på reaktion over, at de faktisk havde gjort Natalie så rasende, at hun havde skiftet, ufrivilligt eller med fuldt overlæg, det var sådan set lige meget, forvirrede Genevira, men hun fik hurtigt andet at tænke på, da diskussionen fortsatte.
Smed de dem ikke mere eller mindre på porten for så og vende rundt og sige, at det var deres valg, eller nærmere Lady Von Tenebris’ valg, om de ønskede at blive. På Genevira virkede det som om, at de havde erklæret mødet dødt. Hun kunne ikke engang rigtig føle skuffelse over det. Hun havde virkelig prøvet. Følte hun i hvert fald selv. Og Lady Von Tenebris havde erklæret hendes argumentation tilfredsstillende! Det var på en eller anden måde endnu bedre at få at vide af en, der kunne have knust hende til sand. Sean ville have været tilfreds, hvis han havde været her. Den tanke klyngede hun sig til. Han ville ikke være skuffet specifikt over hende. Hvis hun om lidt vendte vejen tomhændet hjem.
Hendes hjerte føltes mindre tungt nu og faktisk ville hun virkelig helst bare hjem og ae sin kat. Gad vide om han savnede hende. Hun håbede lidt.
Og dog. Det lod til, at der godt kunne gå noget tid endnu, før hun blev genforenet med Sir Miawmiaw. For argumenterne fortsatte nemlig.
Hun betragtede Jake totalt udtryksløst, selvom hun indvendigt væmmedes. Det var som at se en eller anden uhumsk unge putte sine fingre ned i en anden persons tærte og forsøge at æde den. Hvem i alverden troede han i det hele taget, at han var? Sådan at komme vadende og stille så store krav til langt mere kompetente herskere end han selv? Mest af alt havde hun lyst til at stikke ham en lussing, der ville have sunget i hans kranie i timer efterfølgende. Men hun holdt sig i skindet. Hvad ville Sean have gjort? Forholdt sig roligt. Som hans stedfortræder, måtte hun gøre det samme ligegyldigt, hvor meget hun måtte ønske at friske mødelokalet op. Måske med en ny farve på en væg. Rød signalerede styrke, sagde man ikke det?
Hun så hen på Natalie. Fangede forsigtigt hendes blik og håbede, at dæmonen forstod en hentydning. ’Må jeg tage denne her?’
Hun ventede kort på en bekræftelse, før hun tog en dyb indånding.

”Your Grace. På trods af, at Lady Von Tenebris og jeg ikke har været enige i alle Deres valg for byen her, men vi har ikke pålagt Dem, hvordan De skal styre den. Snare har vi forsøgt at give den vejledning, vi er i stand til, som medlemmer af to af de påvirkede racer. Vi forstår udmærket, at der er ting, det er herskeren, der ved bedst for sin egen by. Jeg er sikker på, at lord Mcgivens ej heller vil tvinge Dem eller Deres by ud i en situation, som De måtte anse for værende ugunstig. Og at han ville værdsætte, at De ligeledes lod vurderinger af hans eget domænes bedste være op til ham,” erklærede hun. Til trods for, at hendes stemme ikke var ret meget mere end en hvisken, talte hun med en ro og autoritet, der næsten overraskede hende selv. Måske var Sean alligevel smittet lidt af. Hendes bundløse blik fastholdt Jakes eget. Ikke uforskammet, men til sammenligning med tidligere…ufrygtsomt.

”Jeg skal nok forelægge Deres forslag for Lord Mcgivens,” lovede hun mildt. Sendte ham et smil.

En dag vil jeg overstråle dem alle sammen, svor hun for sig selv.

Rafaela kiggede på dæmonen med et roligt blik. Rafaela havde bevidst underkuret Natalie ved at kalde hende for miss fordi så længe dæmonen ikke vidste et lille glimt som gjorde Rafaela ville enten respeltere hende lidt eller acceptere hende ville hun ikke blive set som lady for Rafaela. Da dæmonen så endda rettede hende på det lukkede hun blot øjnene kort og kiggede igen på dæmonen med et roligt blik. Inderst inde havde Rafaela lyst til at vende øjne af dæmonen så barnligt dæmonen begyndte at opfører sig. Rafaela måtte endda tage sig selv i tanken om at smide dæmonen for porten og sige hun ikke var ønsket i byen så længe hun var frue på borgen og for byen, men hun valgte at holde sin rolige og neutrale facade fremme overfor dæmonen og resten af forsamlingen.
Hun lyttede stille til det dæmonen fortalte, men så snart hun sagde hun ikke kunne love at racernes ledere var ligeværdige havde Rafaela besluttet sig for hun ikke ville kunne acceptere alliancen og derfor ville nægte at støtte den om Jake så gik med til aftalen eller ej. Hun nægtede ihvertfald at støtte ham i det og hører på hans ønsker, krav eller noget helt tredje overfor hendes egen race som ville have med alliancen at gøre. Så det først der hun ville være mere aktiv i sin klan end hun allerede var og så røg der hurtigere flere fra listen over slaveejere selv draconianere. Imens tankerne fløj rundt i hovedet på hende havde hun haft en rolig facade og det havde ikke kunne ses på hende at hun planlagde endda at gå imod Jake hvis der kom en alliance uden ligeværdighed imellem racernes ledere.
Rafaela fortsatte blot med at lytte til hvad både Jake og Genevira sagde. Hun kunne på en måde godt forstå Jakes holdning, men hun vidste også dette var nogle krav der ville blive svære at slå igennem specielt fordi hun vidste der fandtes slaver som overhoved ikke fungerede uden en rettesnor dagen lang, men der vidste hun der fandtes andre måder at behandle slaver på eller tidligere slaver. Det var jo Sean der havde fået hendes biologiske mor ud af slavelivet eller rettere hjulpet hende på vej og fået hende til, at indse hun var mere værd end blot en slave.
Rafaela vidste ikke helt hvad hun skulle svare for hun havde sådanset sagt det hun ville og hun havde sagt at var der ikke ligeværdighed imellem dæmonernes og draconianernes leder så ville hun ikke støtte op om det ikke en gang om Jake tvang hende til det for hun frygtede ikke Jake og hun frygtede sådanset heller ikke Natalie. Der var kun en i hele denne verden Rafaela frygtede og det var hendes far og ham vidste hun de ikke bare kunne finde.

Natalie kunne ikke undgå at smile. Ikke et smil der på nogen måde nåede øjnene, men tydeligt fortalte, at hun underligt nok fandt sig selv en smule underholdt. For… hun kunne ærlig talt ikke sige, om han lavede sjov med dem. De krav som Jake listede, som grundlag for alliancen, var langt over grænsen for, hvad en partner kunne tillade sig. Han bad hende egentlig om at styre byen, som han så det passende. Idet Natalie fik samlet kræfterne til at svare Jake endnu engang på hans latterlige krav, fangede dæmonen ud af øjenkrogen, et par mørke øjne der søgte hendes. Tilfreds med vampyrens indsat indtil videre, nikkede hun derfor stille, og lod sig selv falde tilbage for et øjeblik for at lytte. Hendes smil voksede da også en smule, da hun hørte ordene flyde fra en anden mund, men de kunne lige så godt have været hendes egne. Ingen af dem lod til at være enige i de urimelige krav. Det eneste der kunne irriterer Natalie var det faktum, at hun ikke havde kunne skubbe temperamentet helt så meget til side, som ønsket under dette møde. Genevira fremstod derimod med en urokkelig form for ro, som Natalie ikke kunne regne ud, kom fra døden eller god uddannelse – eller begge dele. Pigen virkede i hvert fald fast besluttet på ikke at bryde sin rolle, hvilket dæmonen syntes rigtig godt om. Det gav da én mindre personlighed i rummet at bekymre sig om. Da Genevira var færdig med at tale, klappede Natalie begejstret hænderne sammen, og kastede så et drillende blik imod Jake. Hun var så færdig med dette møde.

” Som Miss Allaire excellent pointere, så stiller de frygtelig store krav af deres alliancepartnere, Lord Black. Jeg bør minde dem om, at De kan regne med alliancen som en form for venskab – ikke en fuldmagt til byens ledelse.”

Dæmonen lagde en tænksom finger imod hagen imens, at det skrigende orange blik fortsat holdt Jake fangede i dets søgelys. Smilet gik ingen vegne, og stemmen virkede faktisk en del lettere en tidligere.

” Underhold mig et øjeblik, Lord Black. Sæt nu, at vi faktisk beslutter at overveje Deres ekstreme krav om at ændrer byens styrelse og omlægge hele økonomien, og endda tager idéerne med hele vejen hjem til Lord McGivens… hvad havde De så tænkt Dem at tilbyde Deres alliance? Et velgørenhedsprojekt i Deres egen by? For jeg tror allerede nu, at vi kan konstatere, at Deres lille ’projekt blodbank’ ikke ligefrem vakte begejstring hos målgruppen, så jeg håber sandelig, at De havde andet oppe i ærmerne, med SÅ store krav. Hvad siger De til Det, Lord Black?”

Han gned sig for panden, da han fornemmede en begyndende trykken. Selvfølgelig mente de ikke at han IGEN havde talt klart nok og misforstod hans ord. Hvor typisk for disse personer... Hvordan kunne det være at de mørke væsener, som han havde sejlet med, var mere forstående?? Det kunne han virkelig ikke finde ud af.

Elona'dal og Hydra, skænk mig ro og forståelse bad han i sit stille sind, inden han prøvede at gøre sig mere forståelig.

”Det jeg mente var at jeg forventer at alliancepartnerne gør hvad de kan for at standse slaveriet. Jeg ved godt at Doomsvilles hersker er en særlig mand med visse evner. Men ud fra hvad jeg har hørt indtil videre har jeg desværre ikke fundet meget, der kunne forsikre mig om at ord og løfter vil blive holdt. Derfor vælger jeg, på nuværende tidspunkt, at sige nejtak til en alliance. Måske om et års tid eller to, hvor jeg har haft tid til, som De beskedent har lagt vægt på, at vokse med titlen som Dragons Peaks Hersker og Dragonianernes raceleder.”
Ordenene: beskedent har lagt vægt på, blev sagt med en tone der tydeligt fortalte at han var letter træt af dæmonen.

Han viste at der var stor risiko for at dæmonen ville gå til angreb, men alligevel gik han hen til døren og åbnede den helt op.
”Vær venlig at gøre Lady Von Tenebris's vogn klar til afrejse. Sørg for at de har forsyninger nok til turen.” Tjeneren bukkede og skyndte sig afsted for at få det udført. Over på den modsatte side af gangen, stod en anden mand og smilede skælmsk. Han sagde intet, men meget tydede på at han havde hørt noget af den sidste del af mødet. Jake så på ham og hævede et øjenbryn.
”Darren, hvad bringer dig hertil?” Darren skubbede sig fri af væggen og rakte Jake et dokument, som hurtigt blev læst. Et dybt suk undslap Jake, inden han gik hen til Raf og gav hende dokumentet.
”Jeg beklager meget, men et alvorligt problem i byen kræver min tilstedeværelse.”

//Raf er bekendt med dokumentets indhold//

Nei det mener han bare ikke. Han har ingen forslag, han prøver ikke engang. Det eneste han har er krav. Det i sig selv var slemt, at han ikke ville svare på et simpelt spørgsmål, nemlig hvad han havde at tilbyde sine eventuelle allierede, men denne åbenlyse mangel på respekt? En mand med visse evner? Ja, evner indenfor blandt andet diplomati og forståelse for andre mennesker, som du tydeligvis ikke besidder, gamling. Tag hellere tilbage til havet, hvor der ikke kan kræves andet af dig, end at du nogenlunde kan svinge et svar og…ja jeg ved ikke…sejle på et skib. Genevira lukkede diskret en slank hånd om kjolens stof. Det ville ikke have set godt ud, hvis hun havde kvalt Dragon’s Peaks hersker, ligegyldigt, hvor meget hun så end måtte have lyst til det. Det behagelige smil veg ikke et øjeblik fra hendes ansigt, men en dæmpet næsten sydende hvislen hørtes fra hende et kort øjeblik, inden hun fiskede et lommetørklæde op af lommen og dækkede over sit dalende humør med en sart lettere teateragtig hosten. Han måtte have lagt mærke til, at det generede hende, men det var på sin vis ikke et problem. Dette spil for galleriet var knap så meget for, at dække over sig selv, som for at give ham et øjeblik til at indse, at han havde kvajet sig med sin formulering og at give ham tid til reelt at undskylde.

”Jeg vil minde Dem om, your grace, at hverken vi eller min arbejdsgiver har lovet Dem noget endnu og selv hvis vi havde, vil jeg igen påpege, at denne mistro ikke ligefrem er nogen god grobund for at fremtidigt venskab som en alliance vel netop er en form for. Selv hvis vi allerede nu havde besluttet at leve op til Deres krav, har de netop udtrykt en ringeagt for oprigtigheden af vores ord, som jeg vil være ærlig og sige ikke blot er beklagelig, men en fornærmelse mod alle de åbenhjertede intentioner vi kom her med. Endsige, at De nægter at fortælle os, hvad vi eventuelt ville få ud Inviterede De os her til blot for at udskamme os?” ?” spurgte hun. Stemmen komplet uskyldig. De store mørke øjne undrende på grænsen til sårethed. Og dog forsvandt det milde oprigtigt interesserede udtryk aldrig.

”Hvor om alting er, så tror jeg, at de ville have fundet et venskab mellem vores byer og racer, fordelagtigt, your grace, så det smerter mig, at det skal ende således, men jeg vil ønske dem held med fremtidige alliancer og se frem til, hvad De eventuelt vil have at tilbyde os om nogle år.”

Se frem til at se dig komme kravlende tilbage på dine grædende knæ, når ingen vil allieres med dig, på grund af dine sindssyge krav, kun for at blive sendt bort, da De ikke så os som værdige førhen.

Ved hans næste ord, om karretten, smilede hun blot endnu mere.

”Lad os ikke spilde Deres tjenestefolks tid på at lede efter noget, der ikke eksisterer, synes De ikke, your grace. Som De ville have vidst, hvis De havde været her, er vi på nuværende tidspunkt logerende hos Lady Von Tenebris’ slægtninge i byen. De har været meget generøse værter. Vi valgte at ankomme til fods for derved bedre at kunne værdsætte byen,” konstaterede hun for derefter at vende sig mod Lady Von Tenebris.

”Er De klar til at gå, my lady?”

Dermed underforstået, at hun ikke havde tænkt sig at lade firbenet smide dem på porten, før dæmonernes leder, havde sagt, hvad hun var kommet for at sige.

Rafaela stod roligt inde i mødelokalet og observerede kun hvad der foregik omkring hende. Hun var lige ved at grine over hvor latterligt dette møde var endt ud i og samtidig blev hun bare mere og mere træt, at høre på de 2 kvinder nærmest nedtrampe alt Jake sagde og hun var blevet sikker på det var bevidst de gjorde det og det fik hende lyst til, at sige til dem de skulle være ude af byen indenfor 15 min ellers ville hun flå hovedet af dem, men hun blev ved med at bevare sin rolige facade og smilede venligt til dem alle som om hun var blevet placeret i lokalet som en eller anden pyntedukke. Det var bevidst hun ikke åbnede sin mund for hun var nærmest bange for hvad der ville ryge ud af hendes mund hvis hun åbnede dem.
Rafaela kiggede på Darren da han var kommet hen for, at give Jake et dokument. Det var først der Rafaelas facade gik fra at være rolig til mere alvorligt. Hu tog imod dokumentet Jake rakte hende, hvor hun læste det roligt igennem. Hun kiggede på Jake og smilede venligt til ham "Jeg skal nok tage mig af dette bagefter mødet min kære" sagde Rafaela roligt og kiggede derefter hen på dæmonen og vampyren og smilede roligt til dem "Jeg håber De får en rolig og behagelig tur tilbage til Doomsville uden for mange problemer og stop på Deres rejse dertil. Jeg har hørt fra flere den rejse kan være besværlig med alle de landevejsrøvere som er der" sagde Rafaela roligt med ærlighed og varme i sin stemme. Rafaela smilede fortsat roligt til dem og havde en rolig kropsholdning imens hendes hale roligt flavrede bag hende. Inderst inde havde Rafaela lyst til, at brække sig over at sige det til dem, hvor hun nærmest ønskede de ikke fik andet end problemer på rejsen retur til Doomsville.

Natalie slog opgivende ud med armene, imens et lettere manisk smil klistrede sig desperat til det forholdsvis uskyldige barneansigt. Men dæmonen var alt andet end uskyldig – i virkeligheden var hun blot millisekunder fra at slynge et eller andet tungt ud ad det nærmeste vindue i ren protest. For det krævede ikke ligefrem nogen skarp hjerne for at regne ud, at Jake smed dem på porten. Og uden så meget som at forklare sig? I stedet sendte han dem afsted med den mest sølle undskyldning, hun havde hørt i mange år, som Genevira heldigvis var hurtig til at respondere på. Natalie havde alt for travlt med at bide sig selv i kinden for ikke at bide hovederne af parret. Først da hendes tunge opfangede smagen af blod, lod tænderne den sarte hud slippe igen. Udadtil virkede hun dog forbavsende rolig – skræmmende rolig måske – så man bort fra, at hun var begyndt at trave frem og tilbage, imens Genevira fik lov til at afslutte sin snak med Jake. Hun havde bestemt ingen idé om at give parret mere opmærksomhed end højst nødvendigt længere, og så derfor ret lige ud, imens at de små ben bevæge sig. De fortjente ikke hendes tid. Ikke mere. De havde allerede spildt så meget, og hun havde ikke engang fået noget tilfredsstillende ud af oplevelsen overhovedet. Rafaela var her trods alt stadigvæk. Natalie standsede ved lyden om, at butleren blev ordret til at gøre deres karret klar. Undrede stirrede hun efter manden, som hastigt forsvandt ud ad døren, og opdagede så, som endnu en ubehagelig overraskelse, at der stod en fremmede ude på gangen. Ud fra mandens smil at dømme var det tydeligt, at han havde lyttet. Havde disse mennesker ingen skam i livet?! Jake lod sig i hvert fald ikke påvirke, men lod pludselig til at glemme alt om sine gæster, og henvendte sig i stedet direkte til Darren. Natalie fnøs.

” Forsyninger til turen, Lord Black? Spar De endelig på Deres dyrebar tid og tjenestefolk. Jeg tror efterhånden, at det er fastslået, at vores ressourcer ikke lige er Deres stærkeste side. Desuden ved jeg, at min slægt i byen vil tage sig af alle nødvendighederne. Brug De hellere energien på Deres nye lederrolle. Og Deres slot, som lader til at kunne bruge en opstramning. Jeg regnede trods alt ikke med skjulte øre hos herskeren selv, men hvem ved selvfølgelig, om dette var intentionen? Dette var desuden et retorisk spørgsmål, Lord Black, så besvær Dem endelig ikke med at tænke over at formulere et svar. Jeg vil i stedet videregive idéen til min familie her i Dragons Peak. Det må være rart at have mit blod lige i nærheden, ikke sandt? Så har De da lidt til at holde dem på tæerne… Inden vi tager afsked, vil desuden pointere, at Deres valg er selvfølgelig en beklagelig drejning – næppe en overraskelse – men stadigvæk ærgre det mig. Jeg vælger dog at trøste mig med, at De i det mindste får mulighed for at arbejde lidt på Deres vilkår… Der er tydeligvis plads til forbedring.”

Natalie sukkede tungt. Med et enkelt blink var hendes øjne atter midnatsblå, og hun kørte de små hænder over kjolen et par gange for at glatte stoffet inden, at blikket vendte sig mod Rafaela efter kvindens kommentar. Et køligt smil dukkede kortvarig op.

” Landevejsrøvere er det mindste af vor problemer, Lady Morladin. Jeg har mødt værre så sent som i dag.”

Endelig valgte dæmonen at nikke til Genevira, som tegn på, at hun var klar til at gå. Uden et ord valgte hun derefter at bevæge sig imod udgangen at rummet, uden så meget som at se op mod Darren, da hun passerede manden. Det eneste han ville bemærke, var måske en kende ubehag, da hans skygge vred sig underlig forpint på gulvet et øjeblik. Næsten som for at feje benene væk under ham. Ikke noget det blotte øje dog ville have nemt ved at spotte, for dæmonen lavede ingen bevægelser. Først da hendes skikkelse endelig befandt sig i døråbningen, og hun var sikker på, at Genevira var med hende, vendte Natalie sig igen. Hendes blik faldt på parret inden hun med den roligste tone længe bød dem farvel.

” Jeg takker Dem for opmærksomheden denne aften, og håber at lidt betænkningstid vil gøre Dem godt. Må vi mødes igen under bedre forhold… og håbe, at De stadigvæk har en by til den tid, Lord Black.”

Natalie overdrevet høfligt inden, at hun – uden at vente på svar fra nogle af dem – forsvandt. Den lille skikkelse lyttede ikke engang efter om, hvorvidt Genevira forsøgte at redde trådene ud denne gang. Hun var også ligeglad. Hun skulle bare væk. NU.

Han så direkte på vampyren mens hun talte. Der var noget ved hendes ord, som fortalte ham at hun var alt andet end uskyldig, som hun prøvede at lyde som. Og af en eller anden absurd grund overraskede det ham ikke en millimeter, at de igen klagede over hans ’urimelige krav’. Han måtte prøve at gennemgå hvad han havde sagt og gjort forkert, for at finde ud af om noget kunne redes eller om tanken helt skulle opgives. Selvfølgelig skulle Rafs mening være med i dette. Og hvad angik det med at hun ikke var borgens officielle frue… Ja, så havde han afgjort nogle tanker omkring det. Han måtte se om han stadig havde den ring han havde fået lavet til Raco og om den kunne ændres til at passe Raf, eller om han skulle få lavet en a…
… Dæmonens slægt her i byen… Bang. Der faldt den bombe for Jake. Det var alt andet end han havde håbet på og forventet. Og alt andet end hvad han havde lyst til at høre og vide…
Men alligevel lykkedes det ham at skjule sin uro bag et venligt smil. Og da dæmonen overtog opmærksomheden med sin tale uden at give ham en chance for at forklare, hvilket han alligevel tvivlede på ville blive hørt, tillod han sine tanke at samle så mange oplysninger som han kunne. Han var ved at være godt træt af dette møde og ønskede bare at kunne trække sig tilbage. Muligvis tage en sparrings kamp med Darren eller Raf for at få afløb for nogle af de indespærrede frustrationer.

Ude på gangen, ved siden af døren stod endnu to tjenestefolk og ventede på borgens herskab. Da de hørte dæmonen tale om at Jake skulle spare hans dyrebare tid og tjenestefolk, så de to på hinanden og skar ansigt. Den ene løb afsted for at fange den anden og aflyse Jakes bud. Den anden smuttede lydløst ind i en af de andre lokaler for ikke at være synlig, når gæsterne forlod stedet.

Darrens krop havde en næsten usynlig skælven. Men om det var af latter eller frygt var så godt som umuligt at se på manden. Han bukkede høfligt for dæmonen og måtte bide sig i læben for ikke at give et gisp fra sig, da han mærkede ubehaget. Hans øjne fangede kort at hans egen skygge vred sig, som om han selv var forpint. Det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham. Så dæmonen var i stand til at manipulere med ens skygge… Det skulle både Jake og Raf have at vide senere, lige nu galt det om at skjule ubehaget så meget som muligt.
Når vampyren forlod lokalet, ville han ligeledes bukke høfligt for hende. Denne gang dog forberedt på lidt af hvert.
Rundt om i borgen sørgede tjenestefolkene for at være så langt væk som muligt fra gæsterne. Kun butleren Fritz stod klar ved borgens hoveddør og bukkede respektfuldt for gæsterne, når de forlod borgen.
”Må guderne være med Dem og må De få en behagelig rejse.” Denne hilsen var en han gav til alle, der kom langvejs fra, og forlod borgen efter et besøg.

Stadig ingen undskyldning fra Jake på trods af, at hun ganske høfligt havde givet ham tid til at korrigere uhøfligheden i sine ord, endda venligt nok til ikke direkte at drage opmærksomheden over på hans fejltagelse. Dette var absurd skammeligt. Smilet blev endnu mere glitrende. Snehvidt og bredt med fuldt udsyn til de sylespidse tænder i hjørnerne af hendes overmund. I kombination med tomheden i de kæmpestore øjne, tomme som sorte huller, der syntes at stirre direkte ind i hans sjæl og granske ham for alle hans fejl, måtte der nok være noget ret foruroligende over det under det bløde fint klædte ydre. Hun lod Lady Von Tenebris tale uden at gøre indvendinger, hun havde meget lidt at tilføje. Inden hun vendte sig mod lady Morladin og smilede varmt. Var det en trussel? Et skjult ønske om, at de ville komme til skade? Der var for lidt informationer til at kunne konkludere noget konkret, men hun ville ikke undre sig efter den opførsel, hun havde været vidne til i dag.

”Vi takker Dem for Deres bekymring, my lady. Men jeg forsikrer Dem om, at vi nok skal nå ganske sikkert hjem. Lord Mcgivens ville desuden nok ærgre sig en smule, hvis vi kom noget til.” Det sidste var tilføjet blot som en strøtanke. Som om det ikke bar nogen særlig vægt, men det lå da, at ’Der skulle helst ikke ske nogen af os noget på vejen fra jeres by, vel?’

Så vendte hun sig, så hun kunne se begge parter, imens hun talte.

”Vi takker for jeres tid og jeg lover Dem, at dagens hændelser nok skal nå tilbage til lord Mcgivens. Jeg ønsker Dem og Deres alt vel. Og det samme til borgerne i Dragon’s Peak.” Hun nejede flydende, før hun fulgte med dæmonernes leder ud. Noterede sig, at en mand, Darren, stod…suspekt tæt på døren.
Hun sagde ikke et ord til ham. Så bare på ham i påtaget uskyldig undren et kort øjeblik, der for ham nok muligvis ville føles meget langt. På trods af hendes tavshed, eller måske netop på grund af den, var beskeden klar: ’Sikke et signal, De sender’. Så bøjede hun hovedet. Fulgte i hælene på dæmonen som en skygge, noterede sig tjenestefolkenes rungende manglende tilstedeværelse.
Tænk engang. Og ikke engang herskeren selv fulgte dem på vej. En anden leder og vedkommende blev ikke behandlet ret meget bedre end det laveste rakkerpak, der blev smidt på porten? Dette var latterligt på alle punkter.

De mødte butleren ved indgangen og Gene stod et øjeblik og så bare tomt på ham, afventende. Hun måtte dog tydeligvis affinde sig med, at hvis man ville have gjort noget ordentligt her, så måtte man gøre det selv. Så hun fandt selv deres overtøj. Rakte forsigtigt lady von Tenebris en kappe, der virkede så lille, at det næsten var nuttet. Overvejede et kort sekund om, hun skulle ligge den om skuldrene på hende, men besluttede, at lade hende iføre sig den selv. Godt ok havde hun set flere adelige, der forventede, at blive klædt på, men hun ville ikke risikere at behandle Natalie som et barn. Selv svang hun hjemmevant en tung uldkappe over skuldrene og fæstnede den med en broche af tin ved halsen. Dernæst den bredskyggede kyse. Hun åndede næsten lettet op indvendigt. Hun kunne fuldstændig skjule sit ansigt, når hun så ned, hvilket betød, at hun for første gang i dag kunne få lov til at nedstirre noget, så meget som hun havde behov for. Altså gik det udover gulvet og sidenhen jorden under hendes fødder.

”Mange tak og alt vel til Dem, sir,” kvidrede hun muntert af butleren, da hun nærmest svævede forbi ham et par respektfulde meter bag dæmonernes leder.

//Out tænker jeg? ^^//