Starten og en mulig slutning på endnu et eventyr. (Sakref)

S: sted skifter. Starter på kirkegården, men vil senere flytte sig.
O: Ruin af en stor kirke, gamle gravstene og diverse beplantninger
T: eftermiddag.
V: Solen skinner svagt, men der er nogle store skyer og vinden er næsten kold.

Tiderne havde i den grad ændret sig. Der var sket så mange ting, på så forfærdelig kort tid. Så mange, at han næsten ikke havde haft tid til at tænke over dem og planlægge det næste skridt, hvad han ellers yndede. Trods alt betød kontrol og perfektion noget, faktisk alt, men han mente næsten at han havde klaret det godt nok. Næsten. Som regel kunne det altid være bedre og nu var ingen undtagelse.
Han havde begivet sig fra byen om morgenen. Han havde sagt til sine folk at han ville forsvinde i noget tid og at de måtte klare sig selv. Hans klan var i bedste velgående, hans handelskompagni var ved at starte op, nu hvor han havde sikret sig aftaler med bla. elverne. Det havde været overraskende nemt!
Men så var...Det sket. De ting sket. Og han havde i en overgang overvejet om at han var ved at gå ned med stress. Men som altid skulle man blot ride stormen af. Sygdommen, der kun ramte dæmoner, var faktisk forsvundet igen og havde ikke ramt ham eller for mange af hans mænd. Enkelte var blevet fældet, men slet ikke så slemt, som han havde frygtet.
Vinden var kold. Den kom bag ham, da han trådte ind på kirkens område. Gravstene, i forskellige stand, var spredt ud over det hele. som havde en kæmpet knust nogle sten og kastede resterne her, i tilfældig orden. Nogen var ødelagte, enkelte næsten hele. Klatreplanter og ukrudt havde taget over, mens et par grenet buske stod rundt om og skabte en mere øde stemning her. Kirken havde også set sine bedre dage. Altså...Alt så ud som han huskede det.

På denne kølige dag havde han klædt sig i sit arbejdstøj, som også var noget af det varmeste han havde. Et par sko af læder, der var blevet farvet mørkt. Nogle sorte bukser og en sort trøje. Endelig en lige så sort kappe, der lå over hans skuldre og nu blev blæst rundt om hans krop. Det mørkebrune hår strittede lidt til alle sider, som det plejede. De mørke øjne virkede mere trætte og mere kolde, end de plejede. Mere tillukkede.
Tingene havde i den grad ændret sig.
Han stoppede op et tilfældigt sted og så ned i jorden et øjeblik. Måske kunne han tænke her? Her var faktisk aldrig nogen...Med undtagelse af folk som Zann. Men det var et møde han måtte tænke over en anden gang. Også den lovede store forandringer, som han måtte forberede sig på. Han trak vejret dybt og så ned på sin ene hånd. Den rystede ikke længere. I starten havde den rystede meget. Efter han var kommet hjem, efter han havde fundet Luce, havde den rystet mindre. Efter han havde kunne kontrollerer det lidt...Lidt, men ikke meget. I det mindste var hun ikke død.
Han lukkede øjnene i et øjeblik og lyttede til sine omgivelser. Som dengang han havde lært at kontrollerer sin gamle evne. Han måtte mediterer, slappe af og få kontrollen igen. Kontrollen over hans krop, men i den grad også over hans sind. Det gled fra ham, druknede i skygger og død. Hans nye evne. Den skræmte ham og fascinerede ham. Den var både ubrugelig og brugbar. Men allerhelst ville han gerne være af med den. Men sådan var det ikke.
En fugl kvidrede. Han kunne høre vinden i grenene, blade der raslede. Et dyr der puslede lidt længere væk. Der lugtede ikke af særlig meget. Måske lidt af jord og forfald.

Man kunne altid spørge ham om han huskede missionen. Missionen med den irriterende kvinde, Raf, som han virkelig ikke kunne fordrage. Om han huskede at finde denne bog. Ja, han huskede det, men det var for ham så længe siden. Der var sket så meget siden...At det var gledet i baggrunden og bare blevet endnu et ligegyldigt minde. Han regnede ikke med at se Sakref igen. Denne hersker, der altid var lukket inde på sit slot på toppen af Doomsville, lige så mystisk som altid. han gad godt selv have den position. Det kunne være så sjovt! Han så sig allerede som en konge af Doomsville...Også selv om det var over undergrunden, over kriminaliteten. Han styrede byen fra sin position. Styrede hvilke rygter der florerede, stjal, dræbte. Folk turde snart ikke vende sig mod ham længere. De fleste i byen vidste hvem han var, af omtale. ikke som person, men som omtale. De vidste hvad han gjorde og de vidste der ikke rigtig fandtes nogen styrke i Doomsville der rigtig kunne stoppe ham. Hvem kunne stoppe en archdemon? Et få tal. Sean havde kun mødt meget få. Og han nød denne magt mere end noget andet. Magt var alt der betød noget.
Han åbnede øjnene og gik videre rundt på kirkegården, som en enlig skygge.

dog var der en ekstra skygge der fulgte denne skygge.
uden at vide det havde Sakref fulgt med Sean. observeret hans bevægelser og prøvede at gætte hvad han tænkte på.
Sakref var nok en af de få som havde mere magt end Sean, eller i hvert fald lige så meget.
som en kniv som skar igennem kulden fløj Sakref stemme igennem stilheden.
"du er ikke særlig svær at finde Sean" sagde han med sin mørke stemme.
Sakref balancerede på den ene gravsten på en siddende måde. som var han en gargoyle.
Sakref var iklædt sit fine tøj som viste hans meget høje rang med hans kappe over sig som gik ned over gravstenen han balancerede på som en slags tåge der kom ned fra ham.
hans smaragdgrønne øjne lyste i mørket.

Han kunne grine. Hans tanker gjorde ham sindssyg...Og nu, som toppen af isbjerget, var de ikke det eneste. Og alligevel...Følte han sig faktisk ligeglad. Han kunne altid mærke det...Denne kraft, der var i alt levende og særdeleshed i alt dødt. Denne kirkegård havde mere af det, end noget andet sted og var derfor det perfekte sted. At øve, at få kontrol. Men blandt så mange døde...Ville det være svært at mærke den mindre kraft, der udstrålede fra en levende. Han havde ikke ventet ham.

Han stoppede op og vendte sig afslappet rundt, med et svagt smil. Det samme smil, som han hilste alle andre med, venner eller fjender. Det samme ligegyldige smil, der blot var blevet en vane og fik fremmede til at tro han var en tand mere venlig, end han faktisk var. Sakref. Sjovt, som han netop tænkte på manden, dukkede ham frem, lige så anonym og usynligt som sidst. Men ikke en større trussel. Sakref så fuldstændig afslappet ud, som han sad op af stenen, i sit fine tøj. Og var der virkelig grund til andet?
Og dog...Han vidste at den eneste grund til at Sakref var her, var fordi han ville noget. Han ville ikke bare snakke eller true ham til at forsvinde fra hans by. Niks, han ville sikkert have noget gjort. Igen. Han bad til det ikke havde noget med Rafaela at gøre. Hans sidste snak med Raf havde handlet om Luce og om at Sakref havde holdt hemmeligheden som...Ja, en hemmelighed. Han ville virkelig ikke trækkes ind i den families fortsatte problemer. Men det så ud til at han absolut skulle.
"Jeg prøver heller ikke at skjule mig?" svarede han roligt. Han var ligeglad. Nogen kunne ikke finde ham. Andre kunne. Det hele gjaldt om at vide hvilket person, man ledte efter og så lede i de skygger, hvor personen nok ville være mest. Det undrede ham ikke at Sakref, der nærmest var en skygge i sig selv, fandt ham nem. Men han lod sig ikke irriterer af det. Det var spild af energi og ikke det de var her for. Han slog let ud med armene.
"Hvad kan jeg gøre for Dem denne gang?" spurgte han direkte.
"For sandelig er du her ikke blot for at sludre?"

Sakref grinte og hoppede ned fra gravstenen.
"du kender mig sandelig bedre end de fleste Sean. jeg er her for at bede om noget. men denne gang sender jeg ikke nogle med dig" sagde Sakref hvorefter et smil dukkede op på hans blege ansigt.
"nej denne gang tager jeg selv med personligt." sagde han med et smil.
der var en kort pause hvor der ikke blev sagt en lyd, kun vinden som skar igennem himlen lavede en lyd.
Sakref sukkede derefter "du kan godt huske den bog du fandt til mig sammen med min datter og søn ik? blodets forbandelse" sagde han med et smil.
lige siden Sakref fik den bog i sin besiddelse har han ikke bestilt andet end at læse og studere bogen for alt dens indhold.
i bogen bliver der snakket om en stav. en stav der har en forbindelse med blodets forbandelse hvilket var bare første skridt til at forstå en gammel myte og legende som altid har været i UnderWorld. kødets forbandelse påført af de gamle guder til at gøre Titanernes mekaniske skabninger til væsener af kød og blod. men ikke kun det men blodets forbandelse fortalte også meget om de gaver som væsenerne har fået af blodet. og hvad de kan bruges til for andre. selv hans eget blod stod i bogen og alt blod som har nogensinde eksisteret står skrevet i bogen. og staven var nøglen til at åbne de sidste hemmelige sider i bogen til forståelse og kontrollen af blodet. magten over blod.

Han spidsede læberne, som overvejede han om han burde være kritisk. Var dette en opgave for ham? Sandt. Nu han nævnede det, huskede han noget om en gammel, støvet bog. Den havde lugtet muggent, erindrede han. Og han havde været meget forsigtig med den, for at den ikke skulle gå i stykker på vej tilbage til Doomsville...Som var foregået i stilhed, da hans følgesvende ikke var særlig...egnede. Og de var slet ikke kommet så godt ud af det med hinanden. Alt i alt...en tur af glemme. Og nu skulle der altså endnu en tur til. Han overvejede lidt hvorfor Sakref overhoved behøvede ham. Hvis han var uheldig, var det for at lære ham at kende, så han bedre kunne smadre hans klan til små stykker og drive de kriminelle ud af sin by. Var han heldig, ejede han simpelt de evner Sakref havde brug for og derfor henvendte han sig hos ham. Kun tiden kunne vise hvilken en af dem det var, hvis ikke begge.
Uanset hvad, blev hans smil en smule bredere.
"Det er mit job at kende folk" kommenterede han.
Sakref selv ville følge ham...En mand, han havde kæmpet for at lære mere om, ville faktisk følges med ham. Og give ham så meget større mulighed for at lære ham at kende. Hvor...Interessant. Selv om han arbejdede bedst alene, var det interessant.
"Hvis jeg bliver betalt lige så godt, som sidst, skal du være velkommen til at tage med" han trak let på den ene skulder. Hans mørke blik gled op mod himlen, hvor et par flagermus fløj tværs over himlen, dykkede og steg i en sær dans efter insekterne. Man kunne høre deres skrig...Ikke så tydelige, men de var der.
Hans ene hånd gled igennem det mørkebrune hår, som altid havde haft en tendens til at stritte til alle sider, da hans blik søgte Sakref igen.
"Jojo, gammel bog. Jeg husker den. Og nu...Skal vi finde endnu en bog? Eller...Måske bogen indeholdte oplysninger om nogen eller noget vi skal opsøge nu?" han glædede sig lidt til opgaven. Sidst havde den været en smule kompliceret og spændende, ud over selskabet. Denne gang var der grund til at tro den ville være endnu mere spændende. Han elskede spændende opgaver. Han trådte et par skridt over til den nærmeste gravsten og lænede sig op af den, mens han så på Sakref og afventede hans snarlige fortælling om hvilken form for picnic de skulle på. Det var godt nok ikke det han ville bruge tiden på...Men man sagde aldrig nej til en stor kunde, som betalte godt. Så måtte ens private problemer glide i baggrunden, til senere.

Sakref kunne ikke lade vær med at smile.
Sakref har vidst længe at Sean har prøvet at opsnuse viden om ham, og han har holdt nøje øje med hvad information han fik og hvad han gjorde til gengæld for den information.
Sakref havde øjne overalt. hver eneste vagt i byen var under hans betaling og deres loyalitet over for ham var meget høj. tja hvad skulle den ellers være da Sakref fjernede meget hurtigt dem som ikke gjorde alt for at gøre ham glad.
Sakref så meget frem til denne rejse selv. han havde taget den her beslutning for at lære Sean at kende personligt selv. på den måde kunne Sakref også finde ud af om han havde en fremtidig allierede i Sean eller en fremtidig fjende.
indtil videre som det så ud så havde Sakref og Sean mere til fælles. begge havde et stort behov for information og åbenbart delte de den samme filosofi, at viden er styrke.
"du kan forsikre dig at du altid vil blive betalt godt, men bare rolig denne gang er det ikke en støvet bog vi skal finde men en stav. men hvis du skal have mere information om den stav så må du jo spørge ind til den." sagde Sakref med et smil på læben. Sakref havde det fint med at dele information om hvad han søgte efter da det gav ham mulig for selv at vælge hvad for noget viden andre folk skulle have og ikke have.
"men selvfølgelig så kender jeg dig nok til at vide at du først vil vide hvor meget du bliver betalt før du vælger om det er en opgave du gider eller ej så hvad skal din betaling være hmm? guld som altid eller er der noget du måske ønsker højere. måske en sjælden genstand eller måske er du mere interesserede for noget information, noget information som jeg kun har som kunne interessere dig virkelig meget" sagde Sakref med et snedigt og skummelt smil.

Hans ene finger gled op til hans læber i en tænksom bevægelse. Hans finger trommede let mod hans læber, mens han så over på Sakref, mens manden snakkede. Og da han var færdig, svarede Sean ikke med det samme. Der var ingen grund til at skynde sig for meget. Manden var spændende, men gennemtænkt. Han yndede, som ham selv, at vide tingene og tænke over det, at have de vindende kort på hånden. Og hvis ikke man kunne vinde, kunne man altid tæske løs på vinderen, til man alligevel blev erklæret en vinder. Eller...Sådan gjorde han i hvert fald.
Hvad angik vagterne, havde han sin egne måder at undgå dem, men samtidig sin egen form for afpresning. vagtchefen havde længe spillet uinteresseret i de ting Sean og hans mænd lavede i byen og det var ganske enkelt fordi Sean allerede havde kidnappet hans datter og ville dræbe hende, hvis han ikke gav sig. En pige, som lige nu var der hjemme, men hver dag kunne risikerer at blive en finger mindre...Som hun allerede havde mistet en. En, der var blevet sendt hjem til vagchefen. Åh ja, det var længe siden nu, men han havde kun haft få problemer med vagterne siden. Hans klan kunne arbejde stort set uforstyrret i byen.
Omend...Seans selskab nu sjældent var vagter. Han købte sig ind hos de fattige, der sad rundt om i hele byen og ofte hørte eller så mere, end folk troede. Købte sig til deres ven og deres loyalitet. Og han brugte en hel masse tid med sin klan og de kriminelle i byen. Og derud over havde han nogle mere personlige...Bekendtskaber. Hverken hans klan eller hans bekendtskaber var nogen han mistænkte for at være Sakrefs spioner. De informationer han kunne have anskaffet om Sean måtte komme fra de fattige, fra rygter...Og de få gange hans spioner endelig fik fundet Sean. Men Sean havde været i dette felt i flere år og var god til at holde kortene tætte.

Han smilte til sidst. Igen. Altid et lille smil, når han havde besluttet sig for noget, havde taget et valg eller havde en plan. Og til tider, også blot for at forvirre dem han snakkede med. Men det ville næppe virke på Sakref.
"Ah...Du er klog. Og langt mere interessant end hovedparten af mine kunder. De fleste prøver at spille så mystiske og stærke...Men vi ved begge to godt at de kan væltes ved et lille skub" Han rettede sig op fra gravstenen igen.
"Nå. Men det er jo ikke så anderledes fra normalt. Man må jo spørge for at vide noget. Så lad os starte med hvad det er for en stav, hvad den har en betydning, hvad den kan...Og, hvad der umiddelbart ser ud til at være vigtigst i dette øjeblik, hvilke farer du forventer vi kan møde, for at få fat i den" Sandt. Han havde nogle standard-priser, for det meste altid lidt høje. Så måtte folk selv forhandle det ned i pris...Eller give for meget for opgaven. Men disse...Disse var specielle opgaver. Og til specielle opgaver tilhørte der specielle priser.
Hans klan manglede ikke noget. Han manglede ikke noget. Ingen fysiske genstande eller penge. Han havde allerede en tilpas mængde værdier der strømmede ind, næsten hver dag. Så han vidste allerede hvad han ville have som betaling. Men først ville han vide noget mere om opgaven og bagefter fortælle hvad han mente var en passende betaling.
Sakref havde skam haft ret. Og han havde i sit stille sind også studset lidt over det. Sandt...Han kunne faktisk altid købes. Hans liv handlede om at dræbe, stjæle og vide ting. Han havde sjældent dårlig samvittighed over noget af det og derfor gjorde han det bare. Men for en god pris. Han klarede alle job, også de mest beskidte, og han nød det. Det gav ham den spænding, man ellers kunne savne, når man havde levet så længe, som han selv mente han havde. Og så var det nu engang det han var god til...Kriminalitet og at lede folk. To ting han brugte meget tid på, hele tiden.

Sakref smilte.
"tja staven i sig selv er ubrugelig, den fungere kun som en nøgle og som et mellemled. det den dog kan er at åbne op for noget information i den bog du selv har fundet til mig. i den bog er der blanke sider som kun afsløre sit indhold hvis man har staven i sin besiddelse. derfor vil jeg have den." sagde han med et smil.
"dog det eneste modstand jeg har som forventning er fra de lokale og måske fælder og en vogter eller to som det altid er med gamle genstande, jeg forventer dog at det bliver uanset hvad ikke nemt for hverken dig eller mig, især dig af hvad jeg ved om din nuværende situation." forsatte Sakref med et tydeligt spekuleret smil

Mens Sakref talte, spekulerede han allerede på hvad de ting han sagde, kunne betyde. Hvem disse vogtere kunne være, hvilke fælder der kunne være og hvor staven mon befandt sig, når han specifik nævnte de lokale. Tanker, som han normalt altid ville gøre sig og planlægge ud fra. Da Sakrefs sidste sætning fik ham til at tabe alle tanker. Enhver tanke var som blæst væk, faldet til gulvet og gået i stykker. Hans blik, der ubevidst var gledet over deres omgivelser i betænksomhed, gled hen på Sakref med lynets hast, med et blik der tydeligt truede med at spidde ham, lige her, lige nu.
Det var kommet uventet og Sean havde slet ikke været forberedt på den form for kommentar. Han havde ikke forventet Sakref vidste noget om det, faktisk forventede han ikke at nogen som helst vidste noget om det, medmindre han selv havde delt dem i hemmeligheden. Han brød sig ikke om det. I et øjeblik mærkede han hans temperament røre på sig og han frygtede at han ville miste kontrollen. Miste kontrollen, mens Sakref kunne se hånlig til. Se hånligt til og måske grine af ham, mens han forsøgte at få kontrol, forsøgte at gøre...Et eller andet.

Han trak vejret dybt.
Hans næste tanker gik på at det altid kostede, når en kunde kendte til en svaghed eller at man var ustabil. De ville aldrig betale lige så meget for et job, når de var mindre sikker på om det ville lykkes og hvor godt det ville lykkes. Præcis som Sakref tydeligvis gjorde sig sine bekymringer. Det var en streg i regningen, ikke en han havde regnet med og bestemt ikke en han brød sig om. I lang tid var han stille. Det var lidt som et minefelt. For guds skyld, trods denne slet ikke fandtes, vidste han jo knap selv noget om hans nye evne!
Men hvis Sakref havde forventet at se en rystet og svag Sean, ville han ikke blive andet end skuffet. Sean havde ikke levet så længe, og lavet dette så længe, for blot at give sig. I stedet var det som om han rankede ryggen en anelse mere og sendte Sakref et beroligende smil.
"Du ved tydeligvis mere end du burde...Men også mindre. Mine personlige problemer..." ville hvad? Ikke have nogen indflydelse? Løgn. Hvis han skulle slås...Han vidste ikke om de selv ville gå i gang, hvis han begyndte at slås med nogen eller noget. Han måtte også passe på hvad han sagde, hvis han ønskede at få den samme betaling for opgaven stadig. Sakref havde været snedig. Og hans egen stilhed alt for sigende. Han valgte slet ikke at færdiggøre sin tidligere sætning.
"Jeg kan sagtens klare en opgave. Jeg vil gøre alt jeg kan, ud over at dø selvfølgelig, for at fuldføre min opgave og fuldføre den, så kunden er tilfreds. Men selv hvis du er bekymret over mit helbred, og jeg takker for din betænksomhed, er du her stadig. Du opsøgte mig. Hvilket fortæller mig at du stadig mener jeg kan udføre opgaven" han logik kørte på at Sakref ville have kontaktet en anden til at gøre opgaven, hvis han ikke mente at Sean kunne gøre det. Og det var denne logik han brugte nu. Hvis han altså virkelig vidste hvad der var galt...Måske havde det været et skud i tågen. Uanset hvad, var sket nu sket. Og faktisk...Ville han være skuffet hvis ikke Sakref havde nogle interessante kort i baghånden. Nej, han var langt fra slået endnu.
"Så, for at vende tilbage til det, det hele faktisk handler om. Opgaven. Denne stav er altså vigtig. Og vi skal rejse for at få fat i den. Og helt sikkert slås. Ved du hvilke vogtere der måske er? Eller fælder vi kan støde ind i? Og i det hele taget...Hvor vi skal rejse hen, for at få fat i staven?" Han kom i tanke om en ny ting. Der var kun få folk der vidste noget som helst om ham og hans situation. Delilah. Luce. Hvem mere? Jo. Hans butler og kok. Og hans højre hånd i klanen. Og Elyas. Men...Vidst ikke flere end det. Ingen af dem ville sladre. Ville de?
Der var kun en måde at finde ud af det.
"Snakket med Luce for nylig?" Et umiddelbart helt uskyldigt spørgsmål...Han havde trods alt selv sagt man måtte spørge, for at vide.

Sakref var overrasket over Seans reaktion. han havde ikke regnet med at Sean havde taget den så meget ind til sig. men det fik Sakref til at mistænke at Seans situation måske var endnu mere kritisk end forventet.
Sakref regnede hurtigt ud hvorfor Sean spurgte om han havde snakket med Luce for nyligt. det var sådan lidt åbenlyst med Seans tidligere reaktion.
Sakref havde skam snakket med Luce for nyligt og hun havde nævnt at Seans havde gennemgået en overgangs stadie til at blive Archdemon men mere fik Sakref ikke af vide af Luce. Resten klarede han ved hjælp af sin trofaste højre hånd Mephiles som havde holdt øje med Sean i et stykke tid og overhørt nogle af Seans mest tætteste folk snakke.
Sakref kunne ikke lade vær med at smile lidt.
"ja jeg har skam snakket med Luce for nyligt men hun er ikke den som har informeret mig om dig, ikke andet end det mest åbenlyse. dog kan jeg sige dig så meget at jeg ikke er kendt som skyggernes herre for sjov" sagde Sakref med et ondskabsfuldt smil.
"men jeg har skam hele tiden forventet at du kan klare opgaven. du er skam ikke den type som virker til at bakke ud for en udfordring." sagde han med et selvsikker smil og rettet ryg.

Såå...Luce var ikke skyld i det. Dermed kunne han ikke se hvem der ellers skulle have sladret. Med vilje. Fedt. Der var helt klart noget han måtte se efter i sømmene...Men det blev ikke lige nu. Han var blevet archdemon for længe siden. Men dette andet her, det var nyt. Hvis Sakref havde nævnt noget om det over for Sean, ville Sean vide at Luce ikke havde snakket med Sakref - Eller i hvert fald ikke nævnt noget om Sean, i lang tid. Men det blev ikke nævnt og var endnu uvist for ham.
Skyggernes herre. Og så? Man kunne kalde sig mange ting.
Han ville ikke tage sig mere af det lige nu. Han forvirrede sig selv og det ville være dumt. Han måtte være klar i hovedet og komme i gang med denne opgave. Det ville blive en lang tur og Sakref havde slet ikke svaret på hans spørgsmål, så han stillede dem ikke igen. Manden ville tydeligvis ikke fortælle ham mere. Hans blik gled over Sakref en enkelt gang.
"Min betaling. Jeg bider på krogen og vil gerne have del af den information, du mener jeg vil finde god og nyttig" han smilte svagt. Det var tid til at skifte emne fra Sean til opgaven. Hvilket, set fra hans side, ville være langt mere behageligt. Og han var nysgerrig. Viden var det bedste...Nye informationer. Altid vidste han en hel masse og han elskede at føle sig opdateret og alt-vidende. Og takket være Raf, vidste han også mere og mere om familien Morladin. Det var skønt og især nu, hvor han havde en ny informationskilde. Selv om han fornemmede at der var en form for...Krog, bag forslaget. Noget der skulle fange ham. Men i så fald...Lod han sig bide på krogen. Han var ikke så bange for at tage chancer. Han var stærk og kunne ofte slås sig ud af de situationer der blev farlige.
"Så. Hvis vi er færdige, skal vi så ikke komme i gang? Siden du har været så forudseende at holde stedet hemmeligt for mig, vil du måske vise vej?" foreslog han og slog let ud med armene i en ganske afslappet gestus.

Sakref kunne ikke lade vær med at smile da Sean selv pointeret ud at han bed på krogen.
"den information jeg har som bliver din betaling er information på din evne og information om hvordan man træner den og kan bruge den ordenligt. lad os bare sige det på den her måde så vil din evne blive stærkere end den tidligere" sagde Sakref med et lusket smil.
alting gik efter planen.
"jamen hvis du acceptere så lad os komme videre. så fortæller jeg dig mere om de spørgsmål du stillede tidligere på vejen." sagde Sakref med et smil på læben og svang sin kappe rundt og begyndte at gå imod udgangen af kirkegården.
"i bogen stod der ikke den direkte rute og Lokation af staven. dog det den fortæller som det første er at vi skal til firewood village. der skal vi så løse en gåde for at finde mere information om stavens Lokation." sagde Sakref og forsatte. "i bogen bliver der nævnt noget om et samfund der har kendt til stavens hvilested og har beskyttet den imod alle som de ikke mente var værdige. udover det bliver der ikke nævnt så meget med vogterne og fælderne er der altid. så jeg bliver overrasket hvis der ikke er nogen." sagde Sakref og sluttede sin snak og vendte blikket imod Sean for at se hans reaktion.

Hm. Hvor spøjst, at netop det han søgte mest, var det han kunne give ham. Hvad vidste Sakref om den? Selvfølgelig. Manden havde levet længe og var jo netop kendt som en skyggernes herre...Og det var jo netop en form for skygger der havde jagtet ham. Siden hans ritual for at blive archdemon havde de været her...Men nu havde de åbenbart fået foræret muligheden for at udvikle sig og bruge ham til...Hvad de end ville. Åh ja...Hans skygger var allerede blevet en form for en anden bevidsthed der ønskede noget, ville noget. Han vidste ikke helt hvad han skulle stille op med dem. De var der, han kunne ikke fjerne dem og...På en måde ønskede han det heller ikke. Det var når de overtog hans sind, at han følte sig...Aller bedst tilpas. Mest ligeglad med alt og alle, mest kold og morderisk. Som en ægte dæmon burde være. Så fri for bekymringer! Han kunne gøre hvad han ville og ingen kunne stoppe ham.
Han både beundrede og var skræmt over sin evne.
Hans sidste evne havde været praktisk, selv om han næsten ikke havde haft brug for den til sidst, takket være han var blevet så erfaren i at lede folk rundt på hans spillebræt.

Han fulgte efter manden i stilhed. Hvad dette angik, fandt han det bedst ikke at sige for meget. Hvad dette angik...Var han ikke den der vidste mest og derfor burde han ikke bruse frem og tage føringen.
De var på vej ud af kirkegården.
Firewood village. Han kendte jo byen, havde endda sat penge i at opbygge en butik der, som kunne hjælpe hans forretninger i gang. Selvfølgelig i den del af Firewood der var blevet ødelagt, men som efterhånden snart lignede en del af en by igen.
Gåder. Han kunne godt lide gåder.
Sakref blev stille og hans blik gled hen på manden. Han havde ikke meget at byde ind med. Han kendte ikke disse...Ting, som han søgte eller historierne bag dem. Han var der umiddelbart mest for de praktiske ting. Han trak let på den ene skulder.
"Det er der altid. Jeg tror ikke du vil blive skuffet" kommenterede han med et svagt smil. Og så gik vejen til Firewood village. For Sean vedkommende, med en masse tanker der skulle tænkes igennem. Om missionen, men især også om hans evne. Han havde lyst til at stille en masse spørgsmål, men han havde også altid været van til at finde ud af sådanne ting selv. Det resulterede i at han slet ikke fik spurgt om noget.

de gik længe i stilhed uden nogen sagde et ord til hinanden.
de var kommet ud af Doomsville City og på vej imod Firewood Village uden hverken forsyninger eller lignende.
først da de nærmede sig byen stoppe Sakref op og vendte sig imod Sean.
"husk vi skal være opmærksomme og forsigtige når vi træder ind i byen og leder efter næste ledetråd. vi ved nemlig ikke hvem der er under de vogtere der beskytter stavens hemmeligheder. jo mere tid vi kan købe jo bedre." sagde Sakref med et smil. han var selvsikker i denne mission men stadig forsigtig. han har lært meget tidligt at forsigtighed og snedighed er vigtige nøgler i krig og taktik.
det var også derfor han holdte informationen fra Sean om at kun ved hjælp af Staven vil Sakref kunne give den information Sean søger som belønning. i bogen Sean havde anskaffet Sakref tidligere har evnen sammen med staven til at kunne give oplysninger om ens blod ved at spilde ens eget blod i bogen mens man har staven blandt andet. bogen fik nemlig mange egenskaber ved hjælp af Staven.

Det var næsten dråben, der fik bægeret til at flyde over. Havde han på noget tidspunkt hentydet at han ikke vidste hvad han gjorde? Eller på nogen måde givet indtryk af, at han havde brug for råd om hvordan man gjorde selv de mest simple ting? Sakrefs kommentar var ganske malplaceret. Han snakkede til en kriminel konge om at være forsigtig og snedig? Ikke et godt træk. Umiddelbart skulle man tro Sakref så ned på ham. Et sted følte han sig fornærmet. Han var ikke et barn, men en magtfuld mand. Men han viste det ikke. I stedet smilte han svagt til Sakref. Når folk kom med sådanne udtalelser, plejede han at trodse dem og gøre det modsatte. Og hvorfor ikke? Hvis de blev fanget eller nogen opsøgte dem, ville det hele gå meget hurtigere!
Men han var jo ikke dum og de vidste trods alt ikke hvem de havde med at gøre.
"Jeg ved hvad jeg laver" svarede han blot, en smule kort. Og uden at vente på yderligere instrukser, begav han sig ind i byen.

Han kendte byen. Det var i denne by hans rådgiver, en lokal heks, boede. Hun havde hjulpet ham med at frigive Luces indre drage...som havde ført til ødelæggelser af byen og en meget såret Sean. Men det var længe siden nu og han havde intet mere end nogle ar og måske et ribben, der sad en smule skævt, fordi det ikke var vokset helt optimalt sammen. Og så minderne. Hvor komisk at vide at han havde reddet byen fra total ødelæggelse!
"Så hvad leder vi helt præcis efter? Et tegn? Nogen der opføre sig underligt?" han så tilbage på Sakref efter et øjeblik. Han vidste faktisk ikke rigtig hvad de holdte øje med og det gjorde det svært for ham at...holde øje med det.

Sakref tænkte imens han gik imod byen.
"et symbol. det er nøglen til et hemmelig kammer som indeholder den første gåde og sikkert den første fælde. symbolet ligner en hånd med et blødende sår på håndledet." sagde Sakref og forsatte.
Sakref havde intet ondt ment med sin kommentar. han kendte bare til at selv dem man har nærmest kunne vise sig at være et medlem af en gruppe. han har selv oplevet det før.
de kom ind i byen og Sakref skyndte sig at trække sin hætte over hovedet for at skjule sit ansigt.
det var ikke fordi han frygtede folket og han vidste også godt at de fleste i Firewood Village var glade for ham. men på grund af hans titel og det ry om at hvor han end gik var der eventyr i luften var en ting som fik folk til at kigge meget på en og det var noget han ikke ønskede. ikke endnu i hvert fald. opmærksomhed var lige nu ikke en god ting.
de forsatte imod Kirkegården.
"jeg tænkte på Sean. nu hvor vi skal dele noget tid sammen på denne mission hvad med at vi begynder måske lære lidt hinanden at kende? jeg er især nysgerrig om hvad du allerede ved om mig ud fra dine egne kilder" sagde Sakref helt normalt og ligeud. han var faktisk lidt ligeglad om Sean vidste noget om ham som han ikke skulle vide eller ej men han var altid så nysgerrig, hvilket ville overraske en når man ved hvor gammel han er og med sådan en nysgerrighed burde man ikke leve længe.

Han smilte svagt. De havde været stille så længe, men nu hvor de begge foretog sig noget, kunne de bevæge sig ind over hinandens grænser, forsigtigt, og spørge om lidt mere private eller personlige ting. Han vidste dette blot var starten og at samtalen, for hans vedkommende, ofte gled nemmere, når han samtidig beskæftigede sig med noget.
Han var stille i lidt tid, samtidig med at han lod blikket glide over de nærmeste huse. Nogle var ude og i gang med...Hvad end de havde af ærinder. Men generelt var her en smule øde. Han bedømte byen var kommet sig ret godt over på skaderne og at udfordringen, med at bygge det op igen og huse de familier der havde mistet deres hjem, havde gjort samarbejdet i byen stærkere.
Men hvor meget skulle han fortælle Sakref? Selvfølgelig det mest oplagte, han sikkert allerede vidste. Men så måtte han være mere specifik.
"Jeg kender til Luce og det hun har fortalt. Jeg kender til Rafaela, da jeg på sin vis er blevet hendes...barnepige, når hun lister sig ud om natten. Hun er blevet min store kilde til oplysninger om jeres hemmelige liv inde på slottet" Selvfølgelig kom han ikke ind på detaljerne.
"Og lige for tiden er jeg også blevet en..." han ledte efter det rigtige ord.
"...problemløser, for hende. Hun løb til mig for at så sandheden om hendes familie" han så på Sakref med et smil.
"Hvilket jeg finder morsomt, når jeg slet intet har med familien at gøre. ikke er en del af den og dens hemmeligheder. Men måske ville hun ikke løbe til dig?" Han luftede nogle tanker. Og håbede at Sakref ville løsne lidt op og dele sine tanker eller informationer på området. Men når alt kom til alt...Vidste Sean allerede næsten alt om Luce's familie. Med bortset fra hvem Rafs far var. Åh ja, så var der også den del hvor han ville tage Rafaela med hen til Luce, trods alt havde Raf tigget og bedt for hans hjælp og han kunne ikke bare ignorerer Luces børn. Han følte sig på sin vis ansvarlig.
Luce havde en stor plads i hans hjerte.

Han følte sig sært nok oplivet. Det var rart at komme lidt væk fra Doomsville og måske var denne tur netop hvad der skulle til, for at han fik tid til at tænke lidt og lidt mere styr på hans liv. Og kunne lægge planer mod Delilahs far...Det var også et stort problem han skulle løse. Men en anden dag.
Hans øjne gled altid opmærksomt over omgivelserne, også selv om han virkede ligeglad. og nu var ingen undtagelse. De bevægede sig ind på kirkegården, for han havde fornemmet hvor Sakref ville hen og begynde deres søgning.
"Lad os dele os op" foreslog han. Hvis en fandt symbolet, kunne denne blot kalde. Eller finde den anden. uanset hvad, gik det hurtigere hvis de delte sig. Desuden følte Sean at Sakref åndede ham i nakken.
Han ventede ikke på svar, da han begav sig rundt på kirkegården og tættere mod kirken. Han var ret overbevidst om at tegnet måtte være et sted ved selve kirken...Han kunne ikke helt sætte fingeren på hvorfor. Men han fulgte altid sine fornemmelser, de havde bragt ham så langt, som han var nu.

Han havde næsten ret. Han fandt snart symbolet ved et mausoleum, som stod tæt på kirken. Den var gammel, efeu bredte sine kvælende grene op af væggene og helt op til taget. Navnet på hvem der var begravet derinde var ulæseligt og det samme var datoerne. Han rystede endnu engang fornemmelsen af død af sig, som jo var stærkest på kirkegården og forbundet til hans evne, da han i stedet så sig omkring, for at finde Sakref, medmindre Sakref alligevel var fulgt efter ham.

det ramte Sakref en del af at vide at hans egen datter som måske ikke er født med hans blod i sin krop går hen til sådan en type som Sean. det kan godt være at han ikke var hendes rigtige far men han følte sig som hendes far.
dog var det en følelse han skubbede meget hurtigt væk og ikke viste. han kunne ikke gøre noget ved det lige nu. det måtte vente. dog overraskede det ham så ikke at han så vidste om deres liv på slottet og lignende men han var nysgerrig om hvor meget han vidste.
han havde valgt at gå den anden vej rundt men han havde set at Sean havde fundet noget så han gik derhen til ham.
han trykkede på symbolet og døren ned i mausoleumet åbnede sig op.
et skarpt lys tændte inde fra mausoleumet fra brændende fakler som havde tændt pludselig op.
Sakref begyndte at gå ned af de støvede stenede trapper ned imod det ukendte.

Han tog fat i noget af efeuen, der voksede hen over den skjulte dør, for at komme ind. Han rev det ikke i stykker, det skulle helst ikke være for tydeligt nogen havde været her. Han lod Sakref gå først...Åh, i en situation som denne ville han altid have en mand til at gå først, for man kunne hurtigt aktiverer en fælde og risikerer at dø på stedet. Så hellere gå bagved og undgå det værste. På det punkt var han nok lidt egoistisk. Han lod Sakref gå først og fulgte efter, lidt efter, så der var afstand mellem dem, i tilfældet af der var nogle fælder. Døren lukkede efter dem, noget han i den grab ikke brød sig om. Ganske vanligt bevæbnede han sig med en af sine dolke, bare for at være parat på hvad end der måtte møde dem. Der lugtede indelukket, en blanding af jord og forrådnelse. De fulgte en trappe ned under jorden og snart blev sten skiftet ud med hårdt jord og luften blev mere kølig. Faklerne lyste op på deres vej, men et sted bag dem blev de også slukket igen.
Det pirrede Sean og på et tidspunkt stoppede han helt op for at vejre situationen...Hans nakkehår truede med at rejse sig og han havde ikke længere en fornemmelse af de var alene...De var ikke alene. Problemet var bare...Var der noget foran dem eller noget bag dem?

Sakref stoppede op da han fornemmede at Sean var stoppet med at følge med.
"du kan også fornemme at vi ikke er alene?" spurgte Sakref velvidende at han havde højst sandsynligt ret.
"vi skal være forsigtige imens vi er hernede. ikke så meget for fælder men mere for hvad der kunne leve hernede. det er jo et gravsted og efter krigen er det ikke til at sige hvad er blevet vækket fra sin grav. lad os bare håbe det ikke er en Lich. hvis det er så er vi i store problemer." sagde Sakref. ikke så mange ting kunne stå ligeværdigt i styrke med Sakref. takket været den mængde tid han har levet samt hans titel men dog kunne en Lich sagtens vise sig at være en modstander som han ikke engang ville kunne klare. der var bare et eller andet ved dem som gjorde dem så stærke. dog er der ikke meget viden om Liche. der findes kun myter om dem og det er først efter krigen imod de døde som har vækket denne myte op igen. øjenvidner som fortæller om levende døde så mægtige i magi og styrke at ingen kunne dræbe dem. selve luften ville føle som is helt ind til knoglen bare ved at være i nærheden af en Lich. dog om det passede eller ej er uvist. men det kunne være de måske fandt ud af det meget snart. dog håbede Sakref at det ikke ville ske. ikke kun for hans egen skyld man også for Seans skyld.

Sakrefs stemme ødelagde stilheden der lå tyk omkring dem. Seans øjne skinnede, da han i et håbløst forsøg prøvede at spejde igennem mørket. Først bag dem, så foran dem, ved at se over Sakrefs skulder. For første gang følte han sig villig til faktisk at arbejde sammen med Sakref, hvor han før mere havde haft en fornemmelse af at arbejde for manden eller udnytte mandens umiddelbare venlighed for at opnå noget. Han havde besluttet sig. Hvis der var noget, måtte det være foran dem og var der noget bag dem, ville det være nogle undeads af en slags...Håbede han.
Han så kort på Sakref, før han satte sig i bevægelse igen. Stik mod hvad han plejede, kantede han sig ind foran manden og fortsatte frem. Han mærkede anspændtheden i sine muskuløse skuldre, da han forberedte sig på næsten hvad som helst...åh det var ubehageligt at vandre ind til noget, men ikke vidste hvad var!
Som det mest dårligste tidspunkt gled billederne af ritualet, Delilah var udsat for, ud foran hans blik. Delilah i hvid kjole, Delilah der var bevidstløs, munkene rundt om hende, sækken med hendes børn i hjørnet, pentagrammet på jorden...Sean der sprang ind for at redde en kvinde han normalt hadede. Sean der ændrede sig, takket være ritualet faldt over ham i stedet for, omend han havde ødelagt noget af det. Han kunne slet ikke forstå hvad de ville gøre ved den kvinde! og det ændrede ham for altid...Han håbede virkelig den kvinde var taknemmelig!
Og bagefter...Bagefter, da de sloges mod resten af mændene, hvordan han havde mistet kontrollen og pludselig havde en ny evne...
Han fik kuldegys, hans krop rystede en anelse og han fokuserede på nutiden frem for fortiden. Det hjalp, han fik igen kontrol over sin krop og den stoppede med at ryste. Men der var intet at sige til at tunneller som denne gjorde ham lidt nervøs nu.

Og så var de der. Foran dem åbnede en stor hule sig for dem, stalaktitter og stalagmitter rejste sig eller stod ned fra loftet, store og solide, som vandrede de ind i munden på et monster. Sean stoppede op lige indenfor...
Fakler blev tændt hele vejen rundt. Rummet var ikke så stort, som mørket havde givet indtryk af. Midt på gulvet var der en masse gamle symboler, spredt ud over hele gulvet i en umiddelbar pærevælling af volapyk. Sean genkendte kun få af dem, nogen af dem havde vidst også været på bogen, så vidt han huskede. Det måtte betyde de var på det rigtige spor. Og så mærkede han det...Denne mørke energi, denne fornemmelse af noget...Ikke levende, men dødt, var foran dem. Hans blik gled over til den store stenkiste der lå midt i rummet. Låget var fladt og skinnede næsten i det svage lys, som var den poleret. Sean glemte i et øjeblik helt at Sakref også var der og satte forsigtigt benene foran sig, da han langsomt nærmere sig kisten. Hans øjne gled opmærksomt rundt i rummet, som forventede han at det hele ville sammen om ørerne på dem. Til sidst var han helt tæt på kisten. De hviskede...Åh de hviskede...Han kunne ikke høre dem. Det kunne han sjældent. Hans hånd gled frem, han var ikke helt sikker på om det var af hans egen vilje, og lagde sig på kistelåget. Koldt. Koldt som sten, kold som døden. Hans hånd gled lidt frem og tilbage. Det blev højere. Fornemmelsen tydeligere...Det samlede sig om kisten, om den der lå i kisten, for han vidste der lå nogen i kisten. Rummet blev koldere og koldere...Og til sidst følte Sean at de var i overhængende fare. Normalt ville han være stukket af, han ville være vendt om og løbet over til Sakref. Men dette var deres spor og han havde sagt ja til opgaven, så måtte han også gennemføre det. De skulle igennem det her...Alligevel fjernede han hånden og trådte nogle skridt tilbage, stadig med dolken i hånden, selv om han tvivlede på den ville virke mod deres nye fjende. En fjende der var ved at vågne op.
Kistelåget fjernede sig, rykkede sig med en dybt, skurende lyd. skelet-fingre lagde sig om kistens kant og tingesten satte sig op...
Det var som om hele stedet havde hørt Sakrefs ønske om hvad det ikke måtte være. Og havde opfyldt det manden havde frygtet mest for. Sean ville i hvert fald kategoriserer dette skelet som en Lich. Øjnene var de mest fortryllende...Åh, han havde hørt om dem, men aldrig set en, for de var så sjældne og magtfulde. Han vidste dette var farligt, men samtidig følte han sig dybt fascineret. Og skyggerne i hans sind hviskede, som et helt hvepsebo, tydeligvis begejstrede.

han så hvad der skete. han så hvordan Sean som en der var besat gik hen imod kisten. i starten tænkte han ikke mere over det men da han så Sean bevæge sin hånd imod låget vidste han noget var galt men inden han nåede at stoppe Sean var det for sent. den mørke energi sprang igennem rummet som et kæmpe lufttryk der gjorde rummet 10 gange koldere end det var i starten.
da kistelåget faldt af og han så hvordan Lichen svævede op fra sin kiste. iklædt et gammelt og halvødelagt magiker kåbe med kappe og pyntet med guld. man kunne se ud fra hvordan tøjet så ud at det havde været en magiker af høj rang. nok en som har været ærkemagiker. hvilket ikke tegnede godt.
i en hurtig bevægelse skabte Sakref en kæde ud fra sine skygge kræfter som blev kastet afsted og fangede Sean hvorefter Sakref trak Sean i et kraftfuldt træk Sean hen til sig så Sean fløj igennem luften hen til Sakref.
i Sakrefs anden hånd materieliserede en stav af sort træ. flot slibet og lakeret og øverst en smaragdgrøn krystal som lyste kraftigt. inde i krystallen lignede det som om en sort tåge bevægede sig rundt. krystallen blev holdt fast af nogle udskåret figurer der skulle forestille skorpioner. de holdte krystallen med spidsen af deres haler. de var virkelig realistiske og var skåret ud af det samme træ som resten af staven var og på ingen måde var blevet sat på.
"Sean vågn op! bryd kontrollen. lad døden ikke få hånd over dig!" sagde Sakref kommanderende som rystede hele lokalet.

Det kom helt uventet. Havde lichen set på ham? Det virkede sådan...De tomme øjne, der var koldere end rummet var, den måde skelettet nærmeste smilte, grinte til ham. Kunne Sakref ikke høre det? Stemmen! Den var højere end de andre og sagde noget, noget vigtigt...Han vidste det bare. Og han måtte høre det...Men lige som han mente at kunne høre stemmen aller tydeligst, lige som han mente at han ville modtage et vigtigt budskab eller løsning af en slags, var det som om noget greb fat om ham og rev ham væk med en overnaturlig kraft. Han nåede ikke at gøre modstand, han nåede ikke trække sig tilbage, at forhindre det. I det næste øjeblik lå han med næsen først på det støvede gulv, mens Sakref råbte et eller andet uforståeligt ved siden af ham. Og dog...var det som om noget af sløret lettet, noget af tågen forsvandt, og hans tanker kom lettere og en hel del mere fornuftigt. Åh, men det havde bare føltes så naturligt!
Han spyttede noget jord ud af munden, da han først kom op på alle fire og til sidst helt op og stå.

Det tog ham alt for lang tid at finde ud af hvad der skete. Sakref, der stod noget så magtfuld, med hans stav af skorpioner der holdte om en magisk krystal - At den var magisk sagde sig selv. Hans blik gled videre til Lichen...
Han besluttede sig hurtig for at der ikke var plads herinde til at han forvandlede sig til en dæmon. Han ville måske kunne holde Lichen hen, men ellers hjalp det alligevel ikke at han var i sin anden og mere naturlige skikkelse. Hvad vidste han overhoved om lich? Han koncentrerede sig og mens Sakref havde travlt med sit, lod Sean blikket glide over omgivelserne igen. Der var et eller andet ved Lich, i følge historierne, der mindede om skyggevæsner. Noget....Personligt! Der var det! Han håbede det ikke bare var rygter men sandt...For så ville han have en plan.
Ikke om han ville blive stående her, ved siden af Sakref, og bare vente.
"Hold den hen" råbte han til manden, før han pludselig satte sig i bevægelse og med overmenneskelig hurtighed, men dog ikke en hurtighed som vampyrernes, løb mod kisten. Lichen hvæsede...Hvis man kunne kalde det for det. Den løftede hånden og trods Sean håbede Sakref ville følge hans ide og holde den hen, mærkede han det alligevel, men for sent. Det var som om en ugennemtrængelig mur dukkede op foran ham og han blev kastet tilbage, lidt som hvis den havde givet stød, så han endte halvvejs ovre ved Sakref igen, blot på ryggen denne gang.
Nu var han efterhånden ganske irriteret. Ikke en, men to gange havde han nu fløjet gennem rummet. Heldigvis var han ikke landet forkert endnu og det værste der var sket, var han havde bidt sig i tungen og nu smagte blod. Nåe ja, så havde han efterhånden slået kroppen, men ikke mere end til nogle blå mærker.

Han var kommet op igen og sat sig i bevægelse. Om Sakref holdte Lichen beskæftiget eller ej, vidste han ikke, men denne gang nåede han helt hen til kisten, inden Lichen kunne nå at stoppe ham. Han bandede svagt for sig selv, selv gamle ord der i sin tid var glemt af de nulevnede, da han rodede igennem muld, støv og rester af unævnelige ting. Der måtte ligge noget her! Det skulle der!
Hans fingre blev snavsede og ramte kistens bund. Han sukkede og med sin dæmoniske styrke, han besad, skubbede han kistelåget helt af, for at lede resten af kisten igennem.

Lichen var på vej til at angribe Sean igen da Sakref kom som flyvende igennem luften og sparkede Lichen i brystkassen så den svævede væk fra kisten og landede på gulvet.
inden Lichen kunne nå særlig meget var Sakref landet lige foran lichen og slog den i brystkassen med staven så krystallen slog den.
krystallen sendte et energitryk ud da den ramte lichen så den gled hen af gulvet hvorefter Sakref stillede sig klar i angrebsform.

imens Sean var igang med at grave fandt han en urne som lettere lyste blåt. den var pyntet med runer og tegn som lyste og øverst var en lilla krystal som håndtag til låget.

Hans fingre ramte noget der virkede...en smule rundt. Han brugte begge hænder nu, hurtigt. Han støvede genstanden af og opdagede det var en urne og den havde et specielt lys om sig...Hvad kunne Lichen have af vigtige genstande heri? Han vidste det ikke. og det betød heller ikke noget. Denne ene information kunne han nok leve uden, nu skulle genstanden bare smadres, inden Lichen kom sig og sendte nye forbandelser ned over dem. Han spyttede kort, for at komme af med blodet fra hans bid, før han tog urnen op af kisten og holdte den mellem hans hænder...Den var jo næsten varm!
Han gik over mod lichen. Han kunne ikke lade være, måske var det en smule sadistisk. Han holdte urnen op, så lichen og Sakref ikke kunne andet end se den...Eller lichen i hvert fald, han vidste ikke om Sakref holdte øje med det hele, men det ville ikke undre ham hvis han gjorde.
Så slap han den.
Den fløj igennem luften....I et øjeblik virkede det som om lichen havde et rigtigt ansigt, han kunne i et øjeblik næsten se mandens gamle ansigt, med den papirstynde hud, rynkerne, de mørke øjne der engang havde varme og venlige, men så nu var kolde og fulde af had og ambitioner.
Det var som om manden så på ham, direkte på ham, eller måske igennem ham. Han åbnede munden...Han kunne ikke høre hvad manden sagde...Og så skreg manden.
Urnen ramte gulvet og gik i stykker. Lichen nærmest skreg, samtidig som manden inde i Seans hoved skreg, og en stor vindbølge pustede alt støv omkring dem op. Sean lukkede øjne og mund for at undgå at få støvet ind der, men samtidig var det også fordi skriget overdøvede alt. Hans hænder gled op for ørerne, som prøvede han at holde lyden ude, men da lyden kun var inde i hans hoved, stoppede det ikke. Han stønnede svagt af ubehaget.
"...Den ældste han så, hvortil han ikke måtte gå. Viden så stor og gammel som livet selv gemmer sig der, under dragen stor, en nøgle til den der leder og består..."
Så var der helt stille. Sean lod langsomt hænderne synke og kiggede sig omkring. Resterne af urnen lå der endnu, sammen med hvad der havde været inde i den. Lichen, til gengæld, var nærmest blevet til aske og forsvundet. Kun dens samle klæder og et par knogler lå der endnu, resten var forsvundet. Symbolerne på gulvet var nærmest blæst væk. Lidt efter så han på Sakref. De havde vel klaret første del, havde de ikke? Men hvordan kom de videre nu?
Han vidste ikke om Sakref også havde kunne høre det sidste eller om det kun havde været i hans hoved. Et eller andet sted håbede han at Sakref havde hørt det...Så var han fri for at føle sig alt for meget som en freak. Han gned sig i tindingen med den ene hånd og rystede svagt på hovedet.
"Jeg hader underjordiske rum. De bringer kun dårlige ting med sig. Lad os komme væk" kommenterede han til sidst med, kunne han konstaterer, en dejlig rolig stemme.