Tasty... (Nephthys)

''Det skal du da ikke undskylde for...''

Han grinede lidt, og slap hende så og lod hende få noget tøj på, da hun jo havde brug for det...

''Og det er en god ide ja...''

Hun så på ham, stille.
Medmindre... Du hellere så mig uden?

hun havde ikke været sammen med mennesker, siden hendes families død..

Han blev helt chokeret over hendes spørgsmpl, og vidste slet ikke hvad han skulle svare...

''Dit valg...''

han rødmede

Hun nikkede lidt.

Hun løsnede håndklædet, og lod det falde til jorden.
Hun lignede ikke en på de 17 år. Hun lignede måske en på 13. Hendes krop var lille og spinkel, som en dukkes. Hun havde bryster - dog var de ikke specielt udviklede.

Hun så lidt på ham, spørgende

Han blev lidt overrasket over at hun valgte at lade det falde til jorden... Og egnetligt var han bare glad for at hun ikke var smurt ind i blod...

Han kiggede på hende, og vidste ikke helt hvad hun spurgte om...

''Du er smuk...''

Hun tog stille håndklædet op igen, og tog det om sig.
Du burde sove..

Hun forlod badeværelset, og gik ind i et mørkt rum

Han forstod hende ikke... Hvad var hun ude på, men han valgte at gøre som hun sagde, og gik bare ind på værelset og lagde sig til at sove igen...

han sov dybt...

Hun satte sig på sin egen seng, i det mørke rum. Væggene var en dyb rød farve, gardinerne var sort, som sengetøjet også var.

Hun så ned, og tog en skjorte på, en der sad tæt om hendes krop, men gik ned til hendes lår. Hun redte sig hår igennem

Han var faldet i søvn, og sov bare til han blev vækket eller til det blev morgen... Hvad end der kom først... Han mumlede om Lyssa, og ellers sov han bare...

Men hans drømme var sære nogle gange var det Lyssa og andre gange var de Nephthys...

Nephthys var faldet i søvn, men vågnede ved at noget hamrede på hendes dør.
En mand, en vred mand, stod foran døren.

Nephthys gik forsigtigt hen og åbnede op.
''Din skøge! Du burde være død som din skøge af en mor!''
manden var tydeligvis fuld - ligesom den gruppe mænd bag ham der var ved at flække af grin også var.

Hun bed sammen.
''din mor skreg den nat hun døde - hun bad mig stoppe!'' manden grinte.
''hun bad mig om at lade hende slippe, den lille horekælling.'' Han hviskede det.

''og snart bliver det din tur!'' grinte han, direkte op i hendes ansigt.
Nephthys sagde stadig intet.

''hvad er der galt? Har katten taget din tunge?'' grinte manden, inden Nephthys uden tøven blev til en ulv, for øjnene af manden.

Hun knurrede højlydt, højt nok til at vække Sargonis.
Ud fra hendes knurren at dømme, ville hun meget snart angribe denne mand, hvis han ikke forsvandt fra hendes jord.

Mændene satte i løb væk fra hende, mod skoven. Hun blev rystende til sig selv, og bakkede indenfor. Hun skyndte sig ned af gangen, forbi hans værelse, og ned til sit eget, for at få noget tøj på. Hun var ved at græde højlydt

Sajro var allerede blevet vækket da der blev hamret, og han væltede derfor ned da han kunne høre hvordan der blev talt, og han dukkede derfor op bag hende, lige inden hun blev en ulv...

''Respekt tak!''

Han talte til mændene og så blev hun til sig selv igen... Han så undrende på hende...

hun bakkede væk fra ham, indenfor. Hun rystede på hovedet, inden hun smækkede døren ind til sit værelse.

Hun skyndte sig at tage en trøje på og et par truser, inden hun bed sammen og satte sig på sin seng

Han satte sig uden for hendes dør, og satte sig bare og kiggede sig omkring... Han havde sat sig tungt nok til at hun burde vide at han var der... Han brød sig ikke om hvad de havde sagt, men vidste hvad han skulle sige til hende...

Hun bed sammen, rystende.

Hun var tæt på at græde nu, da hun vidste at hun ikke kunne forklare sig for Sargonis.

''Nephthys... Lad være med at lytte til dem... Om det så er sandt, gør det ikke noget ved at du er et dejligt menneske... Og jeg er sikker på at resten af din familie også var elskelige...''

han sad bare, og prøvede at huske nogle af de ting han havde sagt til Lyssa gennem tiden...

''elskelige...'' mumlede hun.
langtfra. Hun var en ignorant tåbe...
ingen følelser... og alligevel kunne hun mærke følelserne for Sargonis vokse.

HAn rejste sig op, og åbnede forsigtigt hendes dør, ganske stille mens han spurgte hende still...

''Må jeg komme ind?''

Hans stemme var venlig og varm... Modsætning af de fulde mænds...

hun svarede ham ikke. at tale var ikke det hun havde mest lyst til.
hun nikkede bare lidt istedet

Han gik stille ind til hende, og satte sig så ned på sengen ved siden af hende... Han smilede forsigtigt til hende og aede hende ned over den ene arm ganske stille... Han kyssede hende blidt på kinden...

''Prøv at få sovet?''

hun rystede på hovedet. Hun turde ikke. Det gjorde hun aldrig.

hun så på ham, stille.

''Jeg skal nok være ved din side hvis det hjælper?''

Han smilede vneligt til hende, mens han aede hende over armen igen...

Hun så lidt ned. Den sidste mand hun havde været i værelse med når hun sov, var hendes bror.
Hun bed sammen, mens hun bandede over de følelser der voksede i hende

''Hvad er der galt?''

Han så forsigtigt og en smule skræmt på hende... Havde han dummet sig? Eller var hun bare vred på sig selv, eller hvad skete der... Han vidste det ikke helt...

Jeg er bare ikke vant til selskab..
Hun løj, men hun kunne ikke sige til ham at hun var ved at nære følelser for ham.

Hun så lidt ned igen

''Vil du få et bedre hvis jeg går ind til mig selv?''

han aede hende lidt over kinden og over håret, mens han bare sad og smilede stille til hende...

''Hey prøv at smil... Du er meget smukkere sådan...''

Han smilede blidt og varmt til hende, og kyssede hende på kinden...