Still speachless? (Nephthys)

Tid: 12.00
Sted: Gaderne...
Omgivelser: Nogle folk der går stille rundt. Bygninger...
Påklædning: Afslappet tøj posebukser, og og en løs skjorte.

Sajro kom stille gående ned i gennem gaderne. Han kiggede stille rundt, for at finde ud af om der var noget der var værd at holde øje med. Han kiggede stille rundt for at se om der var nogen der forsøgte på noget eller om der var nogen der ville have hans opmørksomhed.

Han kiggede stille rundt, og satte sig efter lidt tid ned på en bænk. Han havde ikke rigtigt noget han skulle den dag, eller noget han absolut ville. Han kunne bare godt bruge det at møde nogen han kendte og faktisk gad føre en samtale med...

Lyden af de forskellige personer der passerede hende gav hende kvalme.
Alle med hver deres historie, alle velhavende, alle velnærede. Og så var der hende.
Med sort kappe, ildrødt hår der stak frem overalt, blodrøde læber, grå øjne gemt under hætten, og en lang sort victorianernederdel gik Nephthys mellem alle personerne.
Hun havde en lille skuldertaske på, som hele tiden skiftede form, efter de genstande der landede i den.

Halskæder, ringe, armsmykker, punge, mad - alt.
Selvom placeringen ikke var genial for en tyv, kunne hun med lethed undslippe hvis noget gik galt.
Hun smilede for sig selv, mens tasken blev mere og mere fyldt.

Han lagde mærke til en meget malplaceret person i mængden, en person der ikke nok med at virke malplaceret også virkede en smule bekendt i det hele. Han kiggede stille i hendes retning han holdte stille øje med hende, og kunne så småt se at det ikke var helt lovlige ting der foregik... Ikke noget han havde så meeget imod da mange af de folk der fik der alligevel havde alt for mange penge til at de kunne nåe at bruge dem alle sammen...

Han gik dog med rolige skridt hende ved siden af hende...

''Du burde passe en smule på med det der...''

''og du burde passe på hvem du taler med offentligt.'' sagde hun - med næsten perfekt udtale.

Hun hapsede lidt mere, inden hun trak hætten på plads, og forsvandt i mængden indtil hun dukkede op midt i en tumult.

En mand råbte op om en uforskammet knægt, en anden om en lille ussel tøs, en tredje om en forældreløs møgunge.
Ingen tvivl at Nephthys var indblandet.

Og sandt at sige - Nephthys lå på fortovet, på vej til at rejse sig op, mens en mand holdte hende nede med spidsen af hans stok. Manden var knap de 25.
Nephthys ansigt var tegn nok på at den mand snart ikke havde en strube længere.

Hendes taske var ude af syne, men det vidste Nephthys jo godt.

Manden grinte blot, indtil lighteren i Nephthys hånd antændte..

Han kiggede bare på hende, og selvom hun forsvandt havde han stadig en god fornemmelse af hvor hun var henne. Han gik stille i samme retning som hende, og da der pludselig var ved at være problemer for både hende og manden over hende, greb han fast i hende og hev hende bare med sig...

''Nephthys... Lad nu ham bare være...''

Han sørgede for at manden forlod dem. Han genkendte blikket i hendes øjne fra Lyssa og han vidste derfor godt at manden kunne være i fare... Men det kom jo an på hvad han var...

''Kom nu bare med istedet for...''

Han slap hende...

un så arrigt på sajro, ingen hun gik væk fra ham, hen til skyggen af et træ.
Hun satte sig op af det, og stirrede vredt på sine hænder.
Hun havde lige mistet en hel dags arbejde.
Samt at hun havde været tæt på at grille en mand. Hun bed sammen.

stille men arrigt knyttede hun sine næver, og stirrede bare på sine knoer, hvor de blev hvide, og blodet dryppede fra håndfladerne hvor hendes negle borede sig ind i.

Han smed en lille pose med nogle af hendes stjølne varer over til hende. Ikke helt hvad hun selv havde fået sig skaffet men det burde være nok til at dække en hel dags arbejde. Han gik stille over til hende og satte sig ned overfor hende...

''Har du ikke andre måder at skaffe det på? eller gør du det fordi du mener at de ikke fortjener at have al den rigdom?''

Han smilede stille...

''det er ikke til mig!''Hun trak posen til sig, uden at se på ham.
Hun var ikke vant til at folk ligefrem overfaldt hende på gaden, men sådan var det jo en gang imellem.

Hun hev lighteren frem igen, og fumlede med den.
Hun havde en underlig metode til at slappe af når hun var ved at eksploderer;
hun legede med ild.
Det var afslappende, og det var vildt. Det var alt hvad hun havde brug for, for at fjerne knocentrationen fra omverdenen.

''Hvem er det så til? Hvis man da må spørge...''

HAn kiggede bare på hende. Han vidste ikke helt hvad hun havde gang i og hvorfor hun brugte hendes lighter så meget, men han havde soms ådan ikke noget imod at hun gjorde det. Det var jo et valg hun selv måtte tage...

''Hvad er der sket siden sidst? Siden du kan snakke så flydende?''

det er til dem der har brug for det. De rige tumper har ikke brug for alt det de har." hun så på ham mens hun bed lidt sammen.

"og jeg mødte en.... Han hedder Sean. Han hjalp mig med at lære at tale helt.." hun legede forsat bare med lighteren

''Jeg er glad for at høre det er den slags du laver.''

Han smilede stille da han kunne høre at hun gjorde det for at hjælpe andre mennesker, hvilket han helt klart godt kunne lide.

''Ej det er da dejligt at høre.''

Han smilede stille og fulgte så ellers bare med i hendes legen med ild.

hun lagde lighteren væk.
"hellere det end at beholde alt selv." sagde hun stille

''Hvad mener du? Altså bare at du ikke kan lide de rige mennesker fordi de ikke deler ud af deres resourcer?''

Han kiggede stille på hende, og han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv og alle andre der var der... Som godt nok mest af alt var hende der sad med ham. Han kiggede med et blidt blik på hende...

''Hvornår er du begyndt på dette?''

for nogle dage siden." sagde hun bare uden at se på ham.
kendte han til de rigtige grunde til hendes valg om at være tyv, så ville han nok ikke være så glad for hendes valg

''Hvad er grunden til at du pkludseligt er begyndt på det?''

HAn kiggede stille på hende. HAn havde ingen grund til at blive sur på hende over en gruppe hun valgte. Da det eneste der havde relvans for ham, var hvordan han havde oplevet hende selv...

''det.... det er en lang forklaring.'' hun rejste sig stille, og så på ham kort.
''du må nok hellere komme tilbage til dit arbejde. Og jeg må nok hellere det samme.'' hun tog posen og slog kappen over hovedet, inden hun forsvandt ud i menneskemængden.

Hun var ikke glad for at forklare at det var på grund af Sean. At hun havde valgt dette liv, fordi hun ville være så tæt på ham som muligt.
Det ville lyde dumt, og småbørnsagtigt

''Jeg har skam massere af tid... Jeg har intet jeg skal i dag... Det der skulle gøres i dag er skam allerede blevet gjort.''

Han smilede bare stille til hende. Han ville nok være ligeglad med grunden til det, så længe det hun gjorde faktisk gjorde noget godt... For ham var grunden ikke super relevant, men lidt kunne det godt betyde.

''Så hvad er denne lange forklaring så?''

''hør her, Sargonis.'' hun så på ham, en smule bittert.
''Du var Lyssa's mand. Du er ikke min bror, far, kæreste eller mand. Jeg skal ikke forklare dig ting, når jeg ikke har lyst.
Og mit valg om at være hvem jeg er - vedkommer ikke dig.'' Hun gik videre, sammenbidt.
Hendes andre 'venner' havde også før stillet spørgsmålstegn ved hvad hun gjorde og hvorfor. Hun var træt af det.

''Så kunne du tage dig sammen og direkte fortælle mig at du ikke har lyst til at forklare dig overfor mig! Det er ikke noget jeg vil tvinge dig til, men hvis du ikke kan tage dig sammen og fortælle tingene som de er, så skal du ikke forvnete at jeg kan regne ud, eller om andet reagere på det er sådan du ser det!''

Han gik bare med hende...

''det her - '' hun vendte sig om og stirrede ham direkte i øjnene.
''-er derfor jeg aldrig snakkede med Lyssa. Hun ville kun klage over at du intet forstår, at du er nærgående, at du aldrig nogensinde har tænkt dig om!'' hun bed næsten af ham.
''og oven i købet, skule du da lige være hende utro? Great! Mother-Fucking great!'' hun spredte armene ud, for at vise at hun mente hvert et ord.

''se nu her, Sargonis - hun døde på grund af dig. Endnu et latterligt trip, med at hun ville beskytte dig! Hun frygtede at hvis hun vendte tilbage til dig ville Morladin myrde dig også. Vær du nu bare glad for at hun ikke er der ude et sted, og er lykkelig, for det ville knuse dig helt!'' hun vendte sig om igen, og gik nu, hurtigere end før

De føraste ting lyttede han ikke til, da han istedet valgte at lade nogle af Alanes ord kører igennem hans hoved gentagene gange i stedet. ORd som at han skulle være stærk, at han skulle være i kontrol... At lyssa Ville have han var stærk og den slags. Han blev ved med at gentage det, specielt delen med at bevare kontrollen, men så sagde hun noget som han fangede, og han kunne ikke beholde kontrollen...

''HVAD!!!?''

Hans store hånd greb hendes hals hurtigere end man ville tor det var muligt at flytte hans krop... Han holdt om hendes hals og pressede hende bare ned mod jorden... Hans hænder, hoved og krop ændrede sig langsomt til hans varulve form...

''Hvis der er en ting der er løgn... SÅ er det at jeg ønskede noget som helst andet end at hun var lykkelig! KAN DU FATTE DET!? Jeg ønskede intet andet end at hun var lykkelig!!!''

Hun lod ham pinde hende fast til jorden.
Hun så på bare på ham, afventende.
''om jeg kan fatte det? Nej. For hun var ikke lykkelig som mor og hustru.'' hun lå der bare, mens hendes stemme blev svagere og svagere.

''Men hvad så? Så længe hun var i live, og ikke en af Morladins hjernedøde slaver, ikke sandt? Hun havde i det mindste viljestyrke nok til at holde sig væk for at redde dig. Ikke at du havde brug for hendes beskyttelse. Men hendes smerte, ved at være skyld i din død - den ville være ulidelig, ikke sandt?''
Så småt fik hun tårer i øjnene, mens hun snakkede. Ikke nok med at hun havde ramt et ømt punkt hos ham, men også hos hende selv.

''Ville Lyssa have at du så sådan ud?'' Hendes ord var ikke for at såre ham, men for at få ham til at lytte.

''Lyssa var et forkert sted, et forkert tidspunkt. Ikke andet. Slip mig, og jeg forsvinder. Du ser mig aldrig igen, aldrig vil du mindes hende igennem mig igen.'' hun var dybt alvorlig.
Han var ikke den eneste der savnede Lyssa.

''Så sig mig en ting!!! HVorfor fanden ville hun så gøre alt det bare for at jeg kunne være lykkelig! Og hvorfor skulle hun så hele tiden spille som om hun var lykkelig???''

Han græd, mens hans forvandling var ikke stoppet endnu... Han forstod intet ved det hele... Var det virkelig sandt alligevel? Havde hun bare udnyttet...

''Hvis hun virkelig var lykkelig ved at være slave for Melvin... Så ville jeg have respekteret det... Men hun vendte grædende hjem til mig en aften! Hun var ikke lykkelig... Og hvad mener du med at hun i det mindste havde viljestyrke nok? At jeg ikke har nogen viljestyrke?''

Han så bare på hende, og hans ansigt blev normalt igen... Han lagde ikke mærke til hendes tåre... Da hun halvvejs havde fortalt ham at alt hvad Lyssa havde gjort var en løgn...

''Når du som du siger at det er min skyld? Så ville hun ikke ønske andet end hævn over mig!''

Han slap hende ikke... Grebet blev dog blidere...

''se mig i øjnene, og sig at du ikke ser hende!'' råbte hun tilbage.
Kaskader af hendes spyt ramte hist og her i hans ansigt.

Tårerne trillede nu frit ned af kinderne.
''sig det! Se nu bare på mig! Den dag ved hytten. Du så hende, ikke mig.''
hun bed sammen.

'giv slip på mig, og så lader jeg dig være. Jeg forsvinder.'' hun stirrede på ham, prøvede at få ham til at se hende i øjnene

''Det ville være at lyve, men at sige hun er den eneste jeg ser ville også være en løgn... Jeg ser både dig og hende... Nogle gange troede jeg næsten du var hendes reinkarnation... for at straffe mig...''

HAn kiggede stille på hende, og som hendes spyt ramte ham på samme måde ramte hans tåre hende. Han kiggede bare på hende og vidste ikke hvad han mere skulle sige eller gøre, men at slippe hende kunne han ikke...

''Jeg så jer!''

Han slap hende stadig ikke...

''Hvad hvis jeg nu ikke vil være fri for dig?''

Han slap hende så...