This is no accident (Maeve)

Det var et forfærdeligt vejr denne sene december aften. Alt var øde og de farm huse der lå langs landevejen fra Doomsville City, var de eneste der viste tegn på at der endnu var liv fra i området. Husene lyste op med orange lys skabt af flammerne inde i fra bålstederne. Det eneste der kunne høres denne sene aften på landevejen, var en enkelt rytter og hendes hest. Stædig trodsede de det snefygende vejr og den stive kuling fra nord, som hærgede natten og i let galop nærmede de sig målbevidst Firewood village. Det var en nobel hest, en hver ville kunne se, selv på afstand, at dette var et pragteksemplar. Sort som stjernehimlen på en skyfri nat med skinnende pels af sved fra de anstrengelser den gjorde sig, for at bære sin rytter fremad. Kvinden der sad på hesten havde mørkt hår og et sammenbidt ansigtsudtryk. Dog alligevel var hun køn med sin blege hud, mørke hår og lysegrå øjne. Hun var klædt i en sort kappe af uld, foret med sortbjørns pels. Sorte læder støvler også foret med sortbjørnspels og sorte skindhandsker med uld indvendig. Under kappen bar hun en kort hvid uldskjorte med snørre i v-udskæringen, som var bundet stramt for at holde kulden ude. Ud over skjorten bar hun en mørkebrun læderjakke og hendes ben var omsluttet af et par sorte varme bukser, der sad tæt om hendes figur. Håret var flettet i en langt fransk fletning, dog ikke så elegant pga. vinden, der havde fået enkelte lokker hår til at rive sig løs og flyve ind over hendes ansigt.

Endelig lysnede himlen op i det fjerne, ikke fordi morgenen kom, men fordi Firewood Village endelig var inde for rækkevidde. Maeve satte tempoet en smule ned for at give hesten lidt pause, nu hvor hun endelig kunne se sit mål. Ikke meget mere end et kvarter efter red hun ned gennem byens gader, ikke at der var mange. Hun red ind til kroen og da hun langt om længe stod af hesten, sukkede hun lavt men lettet. En staldknægt kom løbende for at tage imod hesten, og hun rakte ham ivrigt tøjlerne.

”Giv ham din bedste boks og ekstra pleje, det har han fortjent”

Drengen bukkede for hende og trak hesten med sig væk og ind i stalden. Maeve vendte sig mod kroens dør, ivrig efter komme i læ for vejret, men inden hun skubbede døren op, trak hun hætten over hovedet. Hendes tøj ville normalt gøre at folk vidste hun havde penge, men hun havde levet i det i noget tid nu og vejret havde sat sit tag i det. Det var beskidt og krøllet, det gav hende muligheden for bedre at kunne blande sig i mængderne og det passede hende helt perfekt. Da hun var sikker på at hendes hætte dækkede hende ordentligt, skubbede hun døren op og skyndte sig inden for. Hun vidste præcis hvem hun ledte efter, hun havde fået et meget specifikt udseende beskrevet for hende. Hun ledte efter en mand, skaldet med et stort gedeskæg og et ar ned langs halsen under højre øre. Hun stod der kun i kort tid før hun fandt ham. Hvad hun kunne bedømme ved første øjekast var han allerede lettere beruset og uden penge. Perfekt! tænkte Maeve. En fattig mand var let at købe, især når det eneste han skulle for pengene var at tale over sig, og det var endnu nemmere for dem når de allerede havde fået noget indenbords, havde hun erfaret.
Maeve stilede bestemt over mod ham, han sad alene lige nu, hvorfor kunne Maeve ikke svare på, han så ikke voldelig ud som det så ud lige nu, men hvem vidste, hun gjorde i hvert fald ikke. Hun satte sig ned overfor ham og smed en skindpose foran ham.

” her har du 10 sølv, du får 100 mere hvis du fortæller mig alt om bortførelsen af en pige der fandt sted for 3 år siden. Det skete i Doomsville.”

Hendes stemme var lav men ildevarslende, hun havde ikke tålmodighed til endnu en der ville prøve at løbe om hjørner med hende igen.  Hun tog herefter hånden ind under kappen og hev et stykke pergament frem. På pergamentet var en tegning af det brændemærke der hærgede hendes brystkasse.

” Hvad kan du fortælle mig om dette?”

Manden kiggede på posen og derefter op på den hætteklædte kvinde.

” Jeg ve’ ikk’ no’et. Det mang’ år siden, sikkert æt betalt job der lige ku’ betal for varm barm i bordel. Den slags opgaver æ ik unormal for en mand som mig”

Manden snøvlede ordene ud med en tyk nordendialekt, men da han så kastede blikket på tegningen rynkede han kort på panden.

” mærket der… ham der betalt os, bar det på sin kappe, som et våbenmærke… Men jeg har aldrig set æ før eller siden... Han var æ fin mand, adelig? Kongelig? Noget i den dur, men meget anonym. Æ af min kammerat ble’ dræbt efter opgave. Han snakkede over sig på bordel.”

Maeve sukkede opgivende, endnu en blindgyde... Alt havde indtil videre været blindgyder, eller vage ledetråde som så endte i blinde, som med manden foran hende. Hun kastede utålmodigt endnu en pose foran ham, hvor de 100 stykker sølv som lovet lå i. Hun rejste sig og gik op til kroens bar og bestilte et værelse for natten, samt en kande vin og satte sig ned ved et bord inde i en krog nær pejsen. Hun trak kappen af sig og dernæst den brune læderjakke, for at få varmen ind i kroppen igen. Hun hængte klæderne over stolens ryg, satte sig ned og hældte et glas vin op til sig selv. Dybt begravet i sine egne tanker lagde hun ikke rigtig mærke til omgivelserne, hun lagde end ikke mærke til at hun sad ved det selv samme bord som hun havde siddet ved første gang hun kom til kroen og mange ting efter dette ændrede sig for Maeve.

Maeve havde kun lige taget en tår af sin vin, sat glasset fra sig, gjort i meget lange langsomme bevægelser, grundet hendes fravær til omgivelserne. Hendes tanker var dybt begravet i de indre diskussioner hun havde om hvad hun nu skulle gøre. Men da et glas pludselig dukkede op foran hende efterfulgt af et par store mande hænder, blev hun halvt kastet ud af sine tanker, og hende blikkede rettede sig sløvt op mod manden. Hun virkede ikke det mindste intimideret af ham, men hendes kolde grå øjne fæstnede sig ved hans øjne inden de hurtigt gled ned over ham og tog notits af ham. Hun skulle til at sige noget, men manden kom hende i forkøbet og hun lukkede sin let åbnede mund og lyttede til hans ord, som var en klar indikation for hende om, at denne mand ikke talte den fælles tunge, som var i landet og generelt på hele kontinentet.
Hun kiggede lettere fornærmet på hans finger da han pegede på hende, men forstod så at han gjorde det for at supplere sit sprog, for bedre at kunne kommunikere med hende og lod det derfor skippe denne gang. Normalt ville hun have påtalt det, men hun havde også en mistanke om, at han nok ikke ville kunne se at det var uhøfligt at pege på andre, især på denne måde.

Hun lod ham tale ud og var egentlig blevet en smule nysgerrig på manden. Hvordan kunne det være at han ikke kunne tale sproget? Hvor kom han fra? Hvorfor ville han hjælpe hende, hvis han intet vidste? Eller vidste han noget? Selvfølgelig ville han have betaling for det, men det bebrejdede hun ham ikke for. Alle krævede betaling for deres service.
Da han tav, rakte hun armen ud som i gestus til at han kunne sætte sig ved bordet.

”Hvor meget forstår du af den fælles tunge?”

Ordene blev sagt langsomt og tydeligt, hun ville gerne vide hvor meget han egentlig forstod, ellers kunne hans hjælp gå hen og blive ubrugelig. Hun havde brug for informationer men også hjælp. Kunne han tilbyde hende det, ville hun ikke takke nej til det, hun havde desperat brug for hjælp på dette tidspunkt i sin søgen efter de skyldige i hendes bortførelse. Egentlig var hun normalt ikke meget for at få hjælp, heller ikke købt hjælp hvor hun kendte prisen. For man vidste aldrig om folk pludselig vendte sig mod en, hvad nu hvis han pludselig solgte hende til dem hun ledte efter, skulle de nu komme tæt nok på? Eller andre grusomheder.
Hun ville selvfølgelig kæmpe for sig selv, og de frygte hun havde var så normale, at det jo egentlig var noget alle og enhver kunne gøre. De behøvede slet ikke at komme så tæt på, de kunne bare følge hende og snuppe hende midt om natten, men hun følte altid at folk havde en bagtanke nu. Og følelsen var ikke til at ryste af sig igen!

” Jeg betaler dig, hvis du kan hjælpe mig. Jeg leder efter de skyldige, som bort…”

Hun tænkte sig om en ekstra gang og kom i tanke om at tale mere simpelt ville nok være bedst.

”som tog en ung pige for 3 år siden.”

Afsluttede hun sin sætning. Hun tog sit glas og tog endnu et par tåre før hun satte glasset fra sig, og ventede på svar fra ham.

Hun lagde mærke til at han ikke svarede på spørgsmålet om, hvor meget han forstod af sproget og det fik hende til at rynke svagt og kortvarigt på panden. Et træk man måske ikke lige sådan ville lægge mærke til. Hun betragtede ham med skjult nysgerrighed, hun brød sig ikke om at folk kunne læse hendes tanker og derfor bar hun altid et udtryksløst ansigtsudtryk. Men efter de sidste tre år i fangenskab, glemte hun nogle gange at holde på facaden og den faldt kortvarigt, indtil hun opdagede det og hurtigt satte den op igen, så den skærmede for hendes følelser, tanker og hvilke indtryk andre gav hende. Kort sagt, hun kunne lide at holde kortene tæt ind til kroppen.

”Hvor meget forstår du af mit sprog?”

Denne gang valgte hun at spørge ham anderledes, af en eller anden grund, fandt hun det bedst, hvis hun vidste hvor han cirka lå sprogligt. Hun vidste godt at det ikke ville gøre det bedre eller værre, men ville være rart at vide hvor meget han egentlig kunne.

” Hun er ikke død.. Hun er tilbage nu. Men jeg vil gerne vide hvem der tog hende. De skal straffes med tortur og sidenhen døden.”

Hun forklarede ham tingene langsomt og tydeligt, så hun var sikker på at han ville forstå så meget som muligt. Hvis der var ord han ikke forstod måtte hun prøve og forklare det anderledes til ham.
Maeve lagde hovedet let på skrå, da han spurgte om hvem pigen var.

”Jeg er pigen”

Svarede hun langsomt og hendes blik havde fæstnet sig på ham med indsnævrede øjne der viste at hun iagttog ham med sin fulde koncentration. Hun havde jo ingen ide om hvem der stod bag dette, hvad nu hvis han var en af dem?
Hendes nysgerrighed for ham begyndte igen at prikke til hende. Hvem var han? Hvorfor kunne han ikke sproget? Hvor kom han fra? Hvilket væsen var han? Hans aura var ikke en hun nogensinde havde følt før. Det var helt tydeligt at han ikke var et menneske. Men han var heller ikke af nogen anden race som levede i Underworld. Maeve lænede sig tilbage i stolen og betragtede ham åbenlyst. Hendes øjne tog hele hans væsen ind. Hun betragtede hans ansigtstræk, hans lange viltre hår. De mørke øjne og arret henover det ene. Ned til hans skuldre og brystkasse, hun bed mærke i at han ikke var klædt ordentligt på til vejret, men syntes ikke at han virkede til at bide mærke i kulden. Han var godt skruet sammen, han var stærk! Det kunne man se ved bare at kaste blikket over ham.

” Hvem er du? Hvad er dit navn? Hvor kommer du fra? Hvad race er du?”

Hun spurgte endnu engang langsomt og tydeligt så han forstod hende. Hun rakte ud efter sit glas, tømte glasset og hældte mere op fra den kande der havde stået på bordet. Hun lagde godt mærke til at han pegede på sit øre og øje, da han spurgte om hvad hun havde behov for. Hun tog en tår mere og lænede sig så lidt ind over bordet. Hun placerede albuerne på bordet, foldede hænderne og hvilede derefter hagen herpå.

” Jeg har ikke noget at gå efter længere. Jeg har brug for alt. Andre der har hørt eller set ting.”

Svarede hun og slog ud med armene som en gestus mod andre væsner, der kunne lægge inde med information hun kunne bruge og tage hende videre til at komme tættere på de skyldige.

Maeve nikkede da han sagde nok, det kunne hun leve med. Hun tog sig ikke af hans langsomme reaktioner, hun gik udfra at han lige skulle tage ordene ind, smage på dem, vende dem, forstå dem. Endnu engang nikkede hun da han gentog Tortur, men et lille smil gled også over hendes læber da han ikke så ud til at blive stødt over hvad hun ønskede over dem hun ledte efter, tværtimod så han tilfreds ud med sagens størrelse.

" Tortur især, tortur uden grænser. Slip din kreativitet løs."

Maeves øjne nærmest lyste op, som var der flammer i dem, ved tanken om at torturere dem der var efter hende. Maeve følte ingen samvittighed ved at slå ihjel, slet ikke når det var så personligt som dette var.
Hun betragtede denne Savas, han kom syd fra? det måtte være fra land der endnu ikke var opdaget, eller måske et lukket stamme samfund langt nede i syden, som han var kommet fra? hun vidste det ikke. Lige nu gik hun egentlig ikke helt vildt meget op i det, hendes egen agenda var vigtigst for hende.. Og selvfølgelig at holde hende hemmelighed skjult. Den hemmelighed som gemte sig bag den udposede skjorte hun bar. Hun var heldig at hun var en af dem der ikke blev stor, det havde indtil videre ikke været svært for hende at skjule den voksende bule. Maeve vidste tiden var knap, hun havde absolut intet ønske om at nogen skulle finde ud af at hun var med barn, og indtil nu havde hun holdt det succesfuldt hemmeligt. En hytte ude i skovene var endda ved at blive bygget, så hun snart kunne gå i skjul, derfor håbede hun at hun ville kunne afslutte dette kapitel i hendes liv inden da.

"døds engel? hvordan fungerer det?"

Endnu engang talte hun langsomt til ham. Hun kiggede indgående på ham da han spurgte om hendes navn og det tog hendes en rums tid før hun svarede ham.

" Mit navn er Maeve Nimueh Aurora Mithrith"