Fortidens charme (Genevira)

Sted: Udendørs, området omkring Doomsville by
Tid: Aften, i tiden før oprøret blev så slemt
Vejr: Frost og sne

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

En kane stod, pudset og poleret, med to flotte sorte heste foran. Kanen var ikke en billig kane, til at bære træ eller varer rundt i verden, men tværtimod beregnet til en fornøjelig tur en vinteraften.
Præcis som lige nu.
Kanen var ny, Sean havde lige fået den hjem, da kaneture normalt ikke var noget han gjorde sig i. Manden, der skulle styre kanen for ham, stod og aede hestene og sikrede selerne sad som de skulle. Sean selv stod ved siden af kanen, med en varm og mørk kappe om sine brede skuldre. Kappen var vandafskyende og varm, indenunder havde han en varm uldtrøje og et par varme læderbukser. Et par forede læderstøvler og selvfølgelig stadig sit sværd ved siden.

Doomsville lå lige bag ham, men Seans blik var rettet mod verden omkring ham. Det var en vinteraften, så mørket var tungt. Var det ikke for det svage lys omkring lanterne på kanen, ville han slet ikke kunne se noget. Der var stjerner og månelys, som lyste omgivelserne op i et svagt koldt skær.
Et lag sne omringede ham, og som han stod her i stilheden, sneede det ganske langsomt. De små fnug lagde sig om hans mørke hår og på hans skuldre. Hvis Genevira ikke snart kom, ville de sne fast. En tanke der både var absurd og svagt underholdende, som Sean smilte svagt for sig selv.
Denne stilhed...
Modsat larmen og stanken i byen bag ham.
Han satte pris på Doomsville. Det havde altid været det eneste sted han kunne føle sig hjemme. Men til tider...Søgte selv han stille tider, som disse. Det var blot en belejlig undskyldning for at overraske Gene med noget andet end undervisning og politisk snak. Mon hun overhoved ville kunne lide ideen?
Seans smil voksede en anelse.
Selvfølgelig. Det var han slet ikke i tvivl om. Måske ikke nødvendigvis som et barn elskede søde sager, men nok til at de burde få en flot tur. I mørket, væk fra andre øjne og ører.
"Alt er klart, My Lord" meddelte manden, og Sean kvitterede med et svagt nik. Det eneste de manglede var den sidste passager. Sikkert lydløs som natten omkring dem.

Det meste af den tidlige aften var gået med hendes sædvanlige undervisning. Samt at forsøge at engagere slotskøkkenet i hendes nyeste projekt. Fodring af hendes folk her i vintertiden. Ikke noget storslået eller noget, bare lidt brød. Suppe, den slags. Når borgen havde et køkken, der alligevel købte ind for det tilfælde at herskeren, der ikke selv spiste, alligevel endte med at have spisende gæster, der ellers ville mangle noget, og desuden affodrede de utallige tjenestefolk, som en hersker var nødt til at have, hvorfor så ikke benytte det til noget. Velgørenhed ville kun, forhåbentlig, styrke fornemmelsen af at styret rent faktisk bekymrede sig om folkene i byen på et personligt plan. At det måske mest var et spil for deres egen vindings skyld betød ikke så meget. Selv de, der måske ville gennemskue de reelle hensigter, ville med stor sandsynlighed holde kæft, når der var gratis mad på lovning, så længe man spillede sin rolle korrekt og støttede op om byens ledelse.

Alt i alt en udmærket dag til planlægning, hvis hun selv skulle sige det. Og hendes underviser havde rost hendes håndskrift i dag, på trods af, at hun havde været bekymret for, at hun nu ville miste grebet, når nu hun ikke skrev breve længere. Hun kunne åbenbart ikke takke Valentine for ret meget, men hun havde da haft gavn af skriveøvelsen, hvis ikke af noget af det andet.
Et øjeblik stak det i hende, som om noget frøs i hende lige så meget som i vintervejret. Hun stirrede ud i luften et øjeblik, havde en fornemmelse af at være ved at kløjes i et eller andet, måske bare sine egne følelser. Hun tvang det hele ned og lagde resten af sine undervisningsmateriale væk, imens hun nynnede for sig selv, ind til hun lykkedes med at berolige sig selv.


En blød banken på hendes soveværelsesdør rev hende ud af sine tanker og en stuepige informerede hende forsigtigt om, at herskeren havde sendt bud efter hende.
Uden for Doomsville. Hvorfor udenfor? Det var ikke normalt? Men hvis der var noget i vejen, havde det været tydeligere, vurderede Gene. Så sikkert endnu en lektion.
Så Genevira kom hurtigt i overtøjet, en lang blågrå uldkappe med en matchende bredskygget kyse, strikkede handsker i grå uld. Var det strengt taget nødvendigt? Nej, kulden ramte hende ikke. Men vaner var svære at bryde.

Hun fandt Sean, lige så lydløst som hun plejede at være, fodtrinene så lette, at de knap satte spor i sneen.
Det var hendes intention i begyndelsen at ønske ham en god aften, som hun ville have plejet.
Men det syn, der mødte hende, gjorde hende et øjeblik mundlam. Det lignede noget fra et vintereventyr.

”Hvad er det her?” udbrød hun, inden hun kunne nå at stoppe sig selv.

Sean stod optaget af egne tanker. Den kolde luft stak næsten i hans lunger, og gjorde hans kinder og næse røde. Men han nød det, på sin egen måde. Kulden, der på sin egen måde mindede ham om at han var et levende væsen. Nød det - og hadede det. For han var mere end bare et levende væsen. Han var en archdemon, og der skulle mere end et lag sne og nattefrost til at bekæmpe ham.
Så smuk den glintrende sne kunne være, lige så farlig kunne den også være. Denne ambivalens fascinerede ham. Var han ikke selv sådan? En indbydende incubus, der var lige så drabelig som han var charmerende?
Sagt i al beskedenhed. Eller...

Geneviras stemme brød stilheden. I en hurtig og elegant bevægelse vendte han sig om og mødte vampyrinden med et svagt smil. Til at starte med så han bare på hende - så hende kigge på kanen. Og glædede sig svagt ved at han endnu kunne overraske og gøre visse folk omkring sig glade. Uanset hvilket forbandet væsen man var, kunne øjeblikke som disse stadig betyde noget. For ham, i det mindste. Ja, Natalies spioner - gå hjem og fortæl hvor blød han kunne være. Lad hende håne ham næste møde de havde, kun for at han kunne håne tilbage.
Let trådte han over til hende, med frosten der knaste under hans solide støvler. Langt mere larmende end hendes lette skridt, der kunne gøre en elver stolt.
Han tilbød hende en hånd, hans egne beklædte med læderhandsker.
"Genevira. Min dygtige elev, og dygtige butlerinde på borgen. Du arbejder hårdt og vedvarende. Kvaliteter jeg sætter pris på. Lad os tage en lille pause og nyde livet som de rige adelige vi leger vi er. Hvad glæde er der ved at betræde en høj stilling, med god betaling, hvis man ikke nyder det for sig selv en gang imellem?"
En belejlig undskyldning for at invitere hende med på en tur, som han selv havde lige så meget lyst til. Men hans ord var ikke løgn - det var noget han havde tænkt over på det sidste. Nok var økonomien udfordret, men der lå altid lidt til Herskerens liv og levned. Da han sjældent holdt store fester og ikke spiste overdådigt, havde han gemt pengene til ting som denne her. Dette, eller tøj, eller til andre praktiske formål. Nuvel...Borgen købte stadig mad ind. Men ikke de dyreste råvare i hele Underworld, trods alt, så man bort fra hans forsigtige importerede sorte the fra syden.
"Kan jeg tilbyde Ladyen en tur i nattens vinterlandskab?"
Foreslog Sean med et svagt buk i overkroppen, som hans hånd tilbød at hjælpe hende op i kanen. Smilet var vokset, fremstod lige dele drillende og...Glad?

På aftener som disse var Genevira ikke i tvivl om at noget andet og højere end dem selv havde skabt verden. Ikke at der nogensinde havde været meget rum eller tolerance overfor tvivl, eller spørgsmål i det hele taget, når man var blevet slæbt med i kirke hver uge også selvom man ikke forstod et hak af, hvad der blev sagt, når det meste af det var på latin. Var det ikke det, Valentine sagde at sproget hed? Nå, det kunne også være lige meget. I hvert fald, trods Geneviras, i ungdomsårene især, tiltagende bitterhed mod, Elona Dal, for hvad havde gudinden egentlig nogensinde gjort hende? Så kunne hun alligevel skrive under på, at denne skønhed måtte skyldes overnaturlig indblanding.
For hendes skarpe blik skinnede sneen så klart, at det var som om selve stjernerne var faldet ned fra himlen for at gøre dem selskab. Den mørke vinterhimmel var tusind nuancer af mørkt blå og hun havde for sit indre, ondt af de menneskeøjne, der aldrig ville se andet end kulmørke, når de så opad.
Det gyldne lys fra kanens lanterner var blødt og varmt. Indbydende som en omfavnelse ville have været det.
Seans ord fik hende til at le. En overrasket boblende lyd. Hun vidste godt, at det ville være bedst, hvis hun holdt en vis afstand til ham. Lod deres forhold være udelukkende professionelt. Det ville alligevel bare ende med at gøre ondt. Alle forsvandt jo alligevel. Åbenbart. Det ville være smartere, hvis hun kunne forholde sig til, at han kun værdsatte hende i det omfang, at hun arbejdede godt og så ikke mere end det. Men det var svært, når han gjorde sådan noget her, udelukkende…lod det til, for at gøre hende glad.
Selvfølgelig ville han ikke bare forsvinde. Efterlade hende i kulden. De havde bygget noget sammen. Noget der kun ville blive mere storslået med tiden, det var hun overbevist om. Og det kunne man vel kun holde af hinanden for, når man var gået igennem så meget.

Der var noget næsten drenget over smilet på Seans ansigt. Gavtyveagtigt. Måske havde det her været lige så meget for hans egen skyld, for det var nok det mest ubekymrede Genes mindedes åbent at have set ham i lang tid. Et smil bredte sig på hendes eget ansigt og afslørede et glimt af hugtænder.

”Når nu herskabet spørger så pænt,” svarede hun med en affekteret overklasseaccent. Hun kvalte en fnisen og rakte ham dramatisk sin ene hånd, så han kunne hjælpe hende på plads.

Stadig med et smil hjalp støttede han hende på vej op i kanen. Bløde skind lå hen over kanens sæde, og ekstra skind til deres ben lå klar. Noget Genevira måske ikke havde brug for, men som Sean i hvert fald ville gøre nytte af - hvad han også gjorde, da han satte sig op lige efter hende. Med en hurtig bevægelse havde han løsnet sværdet ved sin side og lagt det på gulvet af kanen, kun for at trække det pelsede fåreskind over sine ben. Så sikret mod kulden, som han kunne, lænede han sig tilbage og lagde en arm bag Geneviras. Armen hvilede på kanten af kanen.
"Fremad!"
Ordet var som et piskesmæld i sig selv, da kusken selv svang sin egen pisk. Uden at ramme dyrene, men udelukkende som en lyd, der gav hestene besked på at gå. Med et ryk og knasende sne satte kanen i gang. Normalt ville et par lette bjælder fortælle omverden hvor de var, men da Sean ikke forventede trafik og ikke ville tilkalde sig unødvendig opmærksomhed, havde han beordret dem taget af.

Lanterne svang let i bevægelserne, og der var intet støtte i kanen mod vejens og sneens bump. Ikke mere end hvad sneen gav i forvejen. Men det var charmen, og skindene ville både holde dem varme og fungerede som støddæmpere på deres egen måde. Medmindre Gene havde noget at sige, sad Sean afslappet i et stykke tid. Mens kanen blev trukket afsted, og Doomsville forsvandt længere og længere væk bag dem.
Kun lyden af hestene der prustede, og deres hove. Lyden af kusken, eller dem selv, når de flyttede på sig. Lyden af knasende sne under dem, eller lyden af nattens dyr omkring dem. En ugle, en flagermus eller noget helt tredje.
Og den voksende lyd af en flod, som de nærmede sig Soul River.
Endnu en grund til at undgå bjælder, som de ville tilkalde vilde monstre - såsom de alt for store edderkopper - eller zombier fra vandet.
"Jeg håber du er faldet godt til hos mig?"
Sean drejede hovedet og så på Gene i det svage lys fra lanternerne og månelyset. Det var et fortryllende syn, som Gene var en smuk kvinde. Noget han satte pris på i sit stille indre, uden at gøre noget for at flirte eller lægge an på hende. Det havde på en eller anden måde aldrig været relevant, og han ville heller ikke risikere at ødelægge noget.
Hverken mellem dem...Eller for fremtiden.

For en tid sad Genevira blot og nød turen. Hun kunne ikke sige stilheden, for for hendes ører var verden stort set aldrig stille. I hvert fald ikke på den paradoksalt øredøvende måde, den fra tid til anden kunne være for et menneske. Vindens sagte sang blandt nøgne træer og sneens knasen under hestenes hove og kanens meder skabte en naturlig underlægningsmusik, der var helt sin egen. Et sted derude langt fra lanternernes trygge strålekrans tudede en ugle melankolsk. Måske savnede den nogen.
Et øjeblik blev hendes skarpe blik gengældt af et sæt gulligt lysende øjne langt derfra, men hvad end det var, kom det hurtigt på bedre tanker og vendte om for at lunte gennem sneen tilbage, hvor det kom fra igen. En ulv måske.
Hun blev revet bort fra sine tanker, da Sean talte til hende og hun drejede hovedet i hans retning. Ellers ville hverken den ene eller den anden af dem have noget udsyn til den andens ansigt takket være hendes kysse.

”Det er jeg skam, milord,” sagde hun og sendte ham et forsigtigt smil. Hvad der var tilladt mellem herskab og tjenestefolk.

”De…har gjort mere for mig, end De kunne ane,” tilstod hun så, efter en tid, da denne taksigelse, proper som den end var, kom til at føles for fattig, Seans indvirkning på hendes livsvilkår taget i betragtning. Ansigtsudtrykket blev alvorsfuldt, de enorme mørke øjne syntes at sluge alt lyset omkring sig.

”I…I begyndelsen…af mit…uliv, mener jeg, troede jeg, at jeg, for at skulle blive til noget, var nødt til at blive et helt nyt menneske. At jeg skulle fjerne mig selv fra…alting, men…det er som om, at jeg gradvist har fundet ud af, at, måske var jeg i virkeligheden den person, jeg skulle være hele tiden. Jeg kunne bare ikke, fordi, jeg ikke havde vilkårene til det. Så det…og så meget andet, vil jeg gerne takke Dem mange gange for…jeg håber, ikke at jeg har været en skuffelse,” sagde hun og knugede sine egne hænder. Pludseligt nervøs for, om hun måske havde sagt for meget.

Sean trak let sin arm til sig, mest fordi det i længden var hårdt for den at lægge bag dem. Hænderne blev begravet under det varme skind, på trods af læderhandskerne der ellers holdte dem varme. Vampyrer havde det nemt hvad det angik. Endnu et punkt hvor vampyrerne var bedre end dæmonerne - også selv om dæmonerne var bedre og stærkere på deres egne måder.
Sean så på Genevira, som hun svarede ham. Og nikkede let for sig selv, og så ud på deres omgivelser, da hun uddybede. Ikke fordi hun ikke havde hans opmærksomhed. Han lyttede skam.
"Det er som et eventyr, at en af fattige kår som dig selv, bliver næsten adopteret ind til et adeligt liv" bemærkede han let. Ikke for at understrege hvor heldig hun var, og hvor glad hun burde være - men alligevel lidt for at bekræfte hvor fantastisk og heldig den mulighed alligevel havde været. Slet ikke noget han gjorde ofte, eller nogensinde ville gøre ofte. Faktisk var det nok første gang han havde gjort det på det niveau, som han havde med Gene.

"Du behøver ikke takke. Og venligst...Vi er på en hyggelig kanetur. Kald mig bare Sean" forsikrede han med et svagt smil, før han så fra hende og ud på deres snefyldte omgivelser igen. Der var kommet flere træer rundt om dem, og vandet fra floden kunne skimtes mellem dem - glimtende fra det svage månelys, der blev kastet rundt mellem sneen og vandets overflade.
"Du er på ingen måde en skuffelse. Tværtimod har du levet op til de forventninger jeg havde. Det var vores samtale, der gav mig ideen om at tilbyde dig en plads hos mig. Ved du hvor få der kan besvare mine ord og følge mine tanker så vel, som du virker til at kunne? Lad mig give dig et hint..."
Han så direkte på hende. Der lå et svagt smil om hans læber, og hans øjne lyste i et skær af drilleri.
"...Ingen. Ingen kan. Nogle kommer tæt på, eller er fascinerende på deres egen måde. Men du kan. Og det var alt for fascinerende, til bare at lade dig forsvinde ud i verden, hvor dine evner ville være spildte"
Om hun så det som en kompliment, var forvirret eller fornærmet over hans ord...Det vidste han ikke. Forhåbentlig ikke det sidst.
"De evner har du fortsat imponeret med lige siden" forsikrede han.
"Må jeg stille dig nogle personlige spørgsmål? Det er...Helt i orden...Hvis du beslutter dig for ikke at besvare dem, eller kun at besvare dem tildels"

Adopteret, sagde han med en sådan lethed, at han umuligt tog vægten af dette simple ord særlig alvorligt. Genevira tvang sig selv til ikke at føle, at dette var en bekræftelse, en lettelse af noget hidtil ubekræftet, men dog alligevel anet, der aldrig reelt ville blive sat ord på mellem dem. Det var bedst at undertrykke den pludselige trang til begejstring. Skuffelsen, ville kun gøre mere ondt senere, hvis hun først havde lagt byrden af usikkerhed fra sig og så skulle samle den op igen bagefter. Desuden sagde han ko også kun nærmest, mindede hun strengt sig selv om. Der var langt til forskel mellem nærmest og rigtigt.
Men så er du vel stadig NÆRMEST hans datter, ikke? Nærmest er bedre en slet ikke, insisterede en lille stemme allerbagerst i hendes hjerne, som hun pænt bad om at holde kæft, imens hun i sit stille sind taksagde, at hun helt siden barndommen havde lært at holde sine følelser ude af sit ansigt.

”Eventyrligt er ordet for det. Det har De ret i. Jeg troede aldrig, at det skulle være mig. Eller…faktisk var jeg nok ret overbevist om, at noget lignende ville finde sted, da jeg var helt lille, men…forestillingsevne kan bankes ud af en om nødvendigt, De ved.”

Åh…Alt for mørkt…hvordan redede man den?

”Det jeg mener er bare, at min familie havde ret mange…andre ting at overveje, De ved,” mumlede hun med en affærdigende håndbevægelse.
Hans næste ord fik hende til gengæld til at le. Ikke som sådan fordi, der var noget grinagtigt ved dem. Det var en simpel nok ting at bede om, burde det i hvert fald være, mente hun, men der var bare noget grundlæggende underligt ved nu at være på fornavn, i privatøjemed altså.

”Okay, nå, men så bliver De Sean fra nu af,” lovede hun, stadig en smule befippet, men ikke ubehageligt til mode.

Da han rent faktisk ordret bekræftede, at hun ikke havde været en skuffelse for ham, lyste hun helt op. Strålede om kap med den måneglimtende flod og den stjerneklare sne omkring dem. Smilet var af en sådan lettelse, at man skulle tro, at der aldrig var nogen der havde taget sig tid til at rose hende før. Næsten en smule forvirret.

”Det glæder mig, at De føler sådan,” sagde hun, stemmen ikke ret meget mere end en hvisken. Hun knugede om stoffet på sin kjole for at holde hænderne i ro.

”De kan spørger mig om hvad som helst,” svor hun hurtigt. For ivrigt? Hun håbede ikke.

Han fornemmede et væld af følelser fra hendes side af kanen. Nervøsitet, glæde, usikkerhed, iver...
Han kunne ikke lade være med at sidde og studere hende en smule. Nogle dage - måske de fleste dage - var hun selvsikker. Hun beordrede tjenestefolkene rundt, som om hun altid havde gjort det, og tog sine studier seriøst. Kunne planlægge og diskutere politik på samme niveau som ham selv, blot med en anelse hjælp. Og andre tidspunkter...Som nu...Var det fordi han havde taget hende ud af hendes sikre havn? Væk fra borgen, og det hun kendte der, til en helt ny situation? En hun måske ikke vidste hvad hun skulle forvente af?
Ja, han havde adopteret hende på alle måder end rent officielt. Han havde taget hende ind, givet hende tøj og uddannelse, og en stilling med løn. Men han havde ikke officielt forbundet dem. Ikke officielt indlemmet hende i hans slægt, om ikke andet så af navn. Den korte benævnelse af adoption, og hendes glæde og lettelse...Var det noget der kunne være ønsket? Fra hende...Fra ham selv?
Han havde ikke tænkte meget over det. Ikke før lige nu og her. Men hvad ville navnet McGivens overhoved give? Han var ikke født adelig, selv om han havde kæmpet sig op i de rækker med ren snilde, manipulation og rigdom. Og hvad ville hun arve? Navnet på en mand der i nogle munde blev elsket, og i andre hadet. Det kunne give muligheder, men også fjerne dem.
Det var et seriøst emne. Og hvad ville det betyde for hans fremtidige barn? En storesøster, på en eller anden underlig måde. En beskytter, sværget til at beskytte barnet, fordi de delte slægt og slægtens ære - en stolt dæmonslægt, der pludselig inkluderede en vampyr.
Der var mange aspekter at overveje, hvis det nogensinde skulle komme på tale. For dem begge, på trods af Sean slet ikke havde nævnt muligheden for Genevira. Og var usikker på om han burde.
"Jeg er med" forsikrede han med et svagt smil.

Han tvang tankerne om adoption og familie væk, selv om de fyldte meget i øjeblikket. Der var andre ting han nysgerrig omkring, og som han sjældent kunne sætte ned og spørge om direkte. Fordi det kunne være en fornærmelse, et smertefuldt traume, fordi han ikke havde tæt nok på de relevante at spørge...Og mange andre undskyldninger.
"ja..."
Han vædede let sine læber, kun for igen at tvinge tankerne om familie i baggrunden og fokusere på det han ville spørge om.
"...Jeg er nysgerrig på hele processen omkring at blive vampyr. Kære Genevira...Har du lyst til at dele din historie med mig? Hvordan skete det? Hvordan oplevede du det? Alt du har lyst til at dele, kunne være interessant viden for mig. Jeg er klar over dine oplevelser er en ud af manges, og måske ikke hvordan gennemsnittet oplever det. Men alligevel. Alt du har lyst til at dele, vil jeg gerne høre"
Han så på hende igen, med et svagt smil. Det var formentlig nok et smertefuldt emne, for hun havde aldrig nævnt at hun havde haft en til at tage sig af hende og oplære hende i det nye liv. Hvor mange blev forvandlet fordi vampyrer var uforsigtige eller ligeglade?
Men nu tog han fordommene på forskud, for han kendte jo rigtigt nok ikke hele hendes historie.

Hun åndede lettet op, da han lod det være. Ikke gravede i hverken den pludselig intense lettelse over hans ordvalg og heller ikke i hendes families måde at løse deres problemer. Problemerne ofte værende, hvad moderen så som Genes uforbederlige adfærd. Hun kunne godt have svaret ham, hvis han havde spurgt om det, men de havde det lige så hyggeligt og hun orkede ikke at skulle tage sine forældre i forsvar overfor andres dømmende adfærd, selvom de ikke anede, hvad der reelt foregik.
Så på trods af, at vampyrismen, eller måske rettere hendes forvandling i sig selv og ikke så meget følgerne, var lidt et…mørkt punkt for hende også, så var hun lykkelig, da emnet skiftede.
Hans tøven var på en måde næsten sød. Et bevis på, at han egentlig tænkte på hende. Overvejede hvilken betydning denne samtale potentielt ville have for hende. Hvis ikke det var fordi, hun havde en fornemmelse af, at han ikke brød sig om at blive rørt ved, så ville hun have kunne kramme ham for så lidt som bare at overveje, om det måske kunne være ubehageligt for hende overhovedet at diskutere det her.

”Det var en…underlig oplevelse. Jeg var på vej hjem fra et arbejde. De ved, at jeg sang? Før os?...Tja, man bliver altid advaret om, hvad og hvem, der kan være i gyderne, eller jeg gjorde i hvert fald, min mor tudede mig ørerne fulde af alt muligt, også at verden er fuld af overnaturlige væsner, der vil æde en, når man bare er et lille menneske. Hun tog jo for så vidt ikke fejl vel, men…man regner aldrig med, at det skal ske for en selv. Ligesom med alt andet af den slags. Overfald, død. Heller ikke selv hvis man bor lige så meget midt i det som jeg gjorde. Hver gang der sker noget nyt, priser man sig bare lykkelig for, at det ikke var en selv eller ens nærmeste, det endte med at gå udover.”

Hun vendte ansigtet bort. Et øjeblik betragtede hun blot floden uden rigtig at se den.

”Jeg tror det var et uheld.” Det var sjældent hun sagde det højt. Efter det var sket, havde hun haft et behov for at mytegøre hændelsen og sig selv. Lade som om, at hun var blevet skabt med et specifikt formål. Nyt liv. Det havde gjort den smerte, hun havde gennemgået til at bære.

”I hvert fald gik han bare. Enten havde han ikke gennemtænkt, at det ville forvandle mig, eller måske fortrød han. Eller også var han bare ligeglad. Det er som at blive flået midt over og…tja din krop skal jo dø uden at du gør, så…du kan så bare få lov at ligge et eller andet sted, imens alle dine organer sætter ud. Jeg fandt et forladt kælderrum at være i for en tid, da jeg endelig kunne bevæge mig en lille smule. Ellers havde solen taget mig ud. Ikke særlig glamourøst. Jeg levede af rotter i et par dage, fordi jeg ikke kunne samle styrken til at gå ud.”

Endelig vendte hun sig mod Sean igen.

”Men Sean da jeg endelig gjorde. Har De nogen idé overhovedet om, hvor blinde mennesker er? Verden er perfekt og vi lægger mærke til absolut intet. Jeg kunne bruge timer på at stirre på én blomst, dufte til regnen. Lytte til vinden. Og jeg var så hurtig. Og så stærk. Det var som at finde ud af, at man har gået rundt i lænker hele sit liv og først lægger mærke til dem, når nogen har taget dem af.”

Det forklarede ikke hvad der specifikt skete under en forvandling. Hvad skete der? Var det instinktivt Gene vidste hun skulle gemme sig, enten for overlevelsesskyld, eller fordi allerede ved bidet fornemmer kroppen at solen var farlig? Forvirringen eller smerten ved at drikke rotteblod, og senere fra mennesker....Var det instinktivt, eller noget man var smertende bevidst om?
Men det at være døende, at være i smerter over en forvandling man ikke så komme...Var det anderledes, hvis man vidste det på forhånd? Måske lidt. Det måtte det være. I hvert fald hvis det var ønsket, om ikke andet.
Det pludselige skift fra noget mørkt og smertefuldt, til hvordan Gene havde fundet en glæde ved det...Det forvirrede ham et øjeblik. Som om der både lå en stor smerte og forvirring, men bagefter også en glæde ved hvad der var sket eller givet. I hvert fald over for en del af det.
Dog kunne han ikke relatere til det. Og ville aldrig kunne det, medmindre han en dag selv blev forvandlet. Men hvem ville turde prøve at påtvinge ham det?
Hver race havde sine fordele og ulemper.

Sean trak vejret dybt, velvidende Gene sikkert kunne høre ikke bare hans vejrtrækning, men hans hjerte. Og sikkert kunne høre den slags konstant. Det måtte blive til baggrundslyde med tiden. Man ville vel ikke altid gå og tænke over den slags?
Så meget nemmere det ville være at gennemskue om folk var fulde af løgn, velvidende man altid kunne høre deres hjerte, og hvordan pulsen steg ved den slags.
Det...Og meget mere.
"Tak fordi du delte historien med mig. Jeg beklager hvad du har måtte gennemgå..."
Han så lidt på hende, og det svage smil vendte tilbage.
"Jeg kan ikke relatere til det. Jeg tror på dig, når du siger det. Men at vide præcis hvad du mener...Det er jeg ude af stand til. Dæmoner har ikke samme forhøjede sanser eller hurtighed, selv om vi på flere punkter har styrken" bemærkede han let.
Der var stadig så meget han ikke forstod om processen. Måske han skulle opsøge bøger eller mere erfarne vampyrer.
Det skete, at han blev ramt af et emne, han ønskede at vide meget mere om. Sidst han var så optaget af noget, var det ritualet til at blive archdemon. Ikke at han regnede med at denne nysgerrighed ville ende i at ændre race...
Og dog måtte han indrømme tanken havde strejfet ham et sekund. Ikke fordi han hadede at være dæmon, men fordi han lige dele var nysgerrig over hvordan det var at være vampyr, og vampyrernes fordele på flere punkter. Men også fordi han helt og aldeles ville være ude af hænderne på Natalie. Hun kunne ikke kommandere rundt med en vampyr, trods alt, på samme måde.
Tanken underholdt ham og fik ham til at smågrine svagt for sig selv.
"Undskyld. Jeg er glad for du har fundet noget godt ved det pludselige skift i dit liv. Opsøgte du din familie igen bagefter?"

”De skal ikke være ked af det, Sean, hvis ikke alt det var sket, havde jeg ikke været her.”

Hun smilede varmt til ham.

”Nej jeg ville sandsynligvis have været sadlet med en flok unger, jeg aldrig ønskede mig og en mand, der ikke engang ville lade mig sidde i møblerne, så alt i alt, synes jeg, at jeg har været ganske heldig.” Hun trak på skuldrene.

”Jeg ved jo heller ikke, hvordan det er at være en dæmon, så der er vi på lige fod. Hvordan smager en sjæl?” spurgte hun nysgerrigt. ”Jeg mener, hvis man kan smage det og det ikke bare er næring. Blod smager meget anderledes fra race til race. Jeg kan bedst lide elvere, tror jeg. De smager lidt sødligt. Men har folks sjæle forskelligt…indhold baseret på race? Eller er det mere en individuel ting?” Selvom hun følte, at hun havde en reel forståelse af Sean på et eller andet reelt relativt dybt plan, nogle gange var det som om, de nærmest kunne kommunikere uden overhovedet at sige noget til hinanden, så var der meget, hun ikke vidste om manden, når det kom til stykket.
Da hun var ung havde dæmoner altid været en rædselshistorie. En af tusind grunde, som hendes mor kunne finde til, at Genevira faktisk bare burde blive indenfor altid. Men det var svært for hende, efter at have knyttet sig så tæt til Sean var det svært at frygte dæmonerne som en helhed. Hun var bange for Natalie, men det var fordi Natalie var dødsens uhyggelig og ikke så meget, fordi hun var en dæmon.
Sean havde en mørk side, selvfølgelig, det kunne selv Genevira ikke benægte. Hun havde set det, men hun var inderst inde fuldt ud overbevist om, at han ikke ville gøre hende noget. Hun var ikke bange for ham. Kun for at skuffe ham.

For en tid havde hun været så tabt i sine tanker, at hun ikke helt hørte ham og lige måtte bruge et øjeblik på at backtracke, hvad han havde sagt.

”Nej, det ville have sendt min mor til en tidlig grav og selv min far ville nok have været ude af sig selv. For slet ikke at tale om, hvordan i alverden, jeg skulle forklare det for mine søskende. Det var nemmere ligesom bare at…forsvinde?” forsøgte hun at forklare.

Sjæle...?
Sean prøvede at tænke over det. Noget, der var så naturligt, som at trække vejret. Hvordan man på den ene side skulle lære at spise, og lære at holde igen. Sean kunne jo sagtens have sex med alverdens, uden at spise nogen sjæl. Han havde også lært en anden incubus at spise, eller nok nærmere, at få kontrol over sin sult og spise pænt. Lori, manden der ikke havde hjertet til det, men var nødt til det. Selv dæmoner kunne fødes med et blødere hjerte end de burde. Burde, fordi det ødelagde deres muligheder i livet. En dæmons liv var ikke en dans på torne-frie roser.
Nej, ingen havde som sådan spurgt ind til den del før. Men den var vel logisk, hvad ellers? Der var jo ingen forvandling med en dæmon. I hvert fald ikke...Til det meste af det.
Sean trak vejret dybt og lydløst. Eller så lydløst det nu var med en vampyr tæt op og ned af sig. Så tæt, at han bildte sig selv ind at han kunne mærke den kølige fornemmelse fra hendes krop.
"Det er en mæthedsfølelse. Følelsen af...Ren energi...Der absorberes. Der er ingen smag. Der er kun oplevelsen, og tilfredsstillelsen" forklarede han let.
"Tilfredsstillelsen af at blive mæt, vel at mærke. Men måske også seksuelt. Der er jo flere slags dæmoner. Hvordan det opleves for alle andre, skal jeg ikke kunne sige" Han smilte let for sig selv, mens han overvejede hvad han mere kunne fortælle om det.

"Det sværeste...Er at vågne op til sin appetit. Som incubus fødes man ikke med en appetit der kun kan tilfredsstilles seksuelt. Hvordan skulle en baby kunne håndtere den slags? Uden kroppen, uden evnerne? Nej, appetitten vågner senere. Det er forskelligt hvornår. For mig var det..."
Han så lidt stille frem for sig. Ville han virkelig gå der? Ned af en personlig historie, når han nu altid holdt dem meget for sig selv? Han havde aldrig snakket om dette til nogen før. Det havde ikke været et emne folk interesserede sig for, måske ganske enkelt af mangel på viden om området.
"...Det er lige meget. Det er så længe siden nu. Pointen er bare at overgangen kan være svær, især hvis man ikke har en forældre eller bekendt der kan forklare og hjælpe. Tænk dig..."
Blikket, der var vendt væk og mod den snefyldte jord ved siden af dem, gled op på Gene igen. Det svage smil var tilbage.
"...Som teenager, hvor kroppen i forvejen udvikles med stor hast, også at have en større seksuelt lyst end alle andre...Ja, et fysisk og mentalt behov. Man tiltrækkes ukontrolleret til andre, og vil lokke dem med sig, uden at forstå hvad der skal ske eller hvorfor...Selv hvis man ved det på forhånd, tror jeg det kan være en ubehagelig eller skræmmende oplevelse. Præcis som for jer, tænker jeg"
Sean lænede sig frem, kun for at fiske en læderflaske med vand frem. Han løsnede låget og tog en tår af den yderst kolde væske, før han tilbød den til Gene med en afslappet bevægelse. Kanen hoppede lidt hårdere end normalt, og et par dråber vand svulpede ud over hans behandskede hånd. Sådan kunne det gå, og det generede ikke Sean yderligere.

Hun lyttede tavst med hænderne foldet foran sig i skødet, betragtede Sean alvorsfuldt, som om han vidste alting, på trods af, at han netop selv indrømmede, at det modsatte var tilfældet. ”Måske har vampyrer og incubi egentlig mere tilfælles end som så,” reflekterede hun fascineret, nysgerig.

”Ikke at vi spiser ens, mener jeg, men det her med at vågne op til sin sult og det potentielle chok der kan være i det. Jeg mener, selvfølgelig er det markant anderledes, når en incu eller succubus selvfølgelig ved fra begyndelsen, hvad de er, men alligevel. Den der…tilvænningsperiode virker genkendelig for mig,” fortalte hun ham. Et eller andet sted, ville hun gerne have haft hans personlige historie, bare fordi der var noget anerkendelse i, at han overhovedet overvejede at fortælle hende den, men hun vidste bedre end at presse på, når først han bøjede af fra at fortælle hende noget, han ikke reelt ønskede, at hun skulle vide. Desuden var han hendes arbejdsgiver, for slet ikke at tale om, at han næsten sådan lidt var hendes far, bare en lille smule. At vide noget, der hurtigt kunne komme til at være så seksuelt betonet, som en incubus’ vækkelse, ville hurtigt have potentielle til at blive mærkeligt, så måske var det bedst, at de ikke gik videre med den retning af samtalen, som de ellers havde været på vej nedad.

”Det giver mening, at det må være skræmmende. Og at der er noget tilfælles der også. Jeg tror måske, uden at jeg kan sætte mig helt ind i det selvfølgelig, for jeg har aldrig været en dæmon, at I har lidt mere…forståelse for jeres sult, end en nyskabt vampyr har.
Det gjorde så ONDT i starten og det optager bare ligesom…alt ens bevidsthed. Der er noget næsten…dyrisk over det. Det bliver bedre med tiden,” forsøgte hun at forklare ham.

”Gør det det egentlig aldrig svært?...når man spiser ved…seksuelt samvær, føles det så ikke mærkeligt at have sex af andre årsager?” Bare hende, der var vokset op med at sex kun eksisterede for reproduktion, havde det været mærkeligt at vænne sig til, at det eksisterede for andet.

Ved fra begyndelsen...?
Seans blik var igen fanget på et ukendt punkt langt væk fra dem. Mod mørket på den anden side af floden, som han sad nærmest på. Hestene travede tungt afsted, kæmpede sig igennem sneen, der virkede dybere og mere uforstyrret her, end foran Doomsvilles porte. Kusken, der sad stille for sig selv.
Vandflasken fik prop på og lagt ned igen.
"Hvis man ved...Hvad man er"
Ordene var så lette, så svage, at de næsten forsvandt i den svage brise. Forsvandt bag en ugles tuden, eller sneens knasende lyde.
Det var en fortid han ikke havde tænkt over meget længe. En ulykkelig en, som han var flygtet fra. Først fra sin restende og ulykkelige familie, siden fra hele deres verden. Til denne verden, til dette nye liv, hvor incubus var en ting meget mere end det havde været i hans egen oprindelige verden.
Seans mørke blik gled ned på hans hånd, som han bevægede fingrene let. Fanget, i en læderhandske, begrænset i deres bevægelser. Som om der var et eller andet ved de lette bevægelser der holdt ham fanget i en let trance.
Til sidst var han nødt til at bryde ud af det. Det skete med en svag hovedrysten. Han havde ikke lyst til at snakke mere, flygte som han altid gjorde fra emner der blev for personlige - på den ubehagelige måde. Hvor mange havde ikke mødt hans vrede og ligefrem voldelighed, fordi han ganske enkelt ikke havde haft ordene til at beskrive hans fortid, sine følelser, sine meninger?
Det var også i fortiden. Men lige i dette øjeblik følte han det kunne ske igen. En mangel på kontrol han ikke havde følt længe. Tænk sig...At Gene var nået til det punkt, hvor hun presse ham ind i dette hjørne af hans mørke sind. Kun en håndfuld af personer havde gjort det. Havde stillet disse spørgsmål...Selv om de fleste nok havde gjort det mere bevidst end Gene.

Nej.
Rastløst besvarede han ikke længere Genes spørgsmål. Han lænede sig frem i kanen for at komme i kontakt med kusken.
"Vi stopper her. Giv hestene et lille hvil"
Kusken nikkede let og med nogle lyde og et træk i selerne, stoppede hestene til sidst op. Det var en let og glidende bevægelse. Næsten ingen kanen stod stille, havde Sean allerede forladt de varme skind og sprunget ned i sneen. Hans støvler sank igennem de centimeter der var her. Uberørt, og lige nu ikke særlig glat.
Så, som ved et trylleslag, var det alligevel som om han huskede deres samtale.
"Sex er sex. Når man først har lært at kontrollere sin sult, kan sex være lige så sjovt som for alle andre. Og fordi vi alligevel gør det så tit for at spise, har vi også tit prøvet det meste. Det kan man lige så godt, når man skal gøre det...Om og om igen. Prøve nye ting. Jeg finder det lige så sjovt, som enhver anden med interesse på det punkt. Det er så naturligt for mig, en del af mit væsen. Men bare rolig..."
Han så tilbage på hende og tilbød hende en hånd, som hjælp til at komme ned, hvis hun ville.
"...Vampyrer har vist ingen sjæl. Selv hvis du var i tvivl, skal du intet frygte fra mig. Jeg har ingen interesse i dig, på den måde" forsikrede han. Det svage smil var tilbage, men på trods af det var svagt, var det næsten...Endnu svagere...End de andre smil havde været. Den gnist, der tidligere havde været, var som forsvundet.
"Vores samtale har vækket nogle dårlige minder og fanget mig i et dårligt humør. Jeg beklager"
Som kunne han vifte det hele væk, gled hans hånd let igennem luften, før han vendte sig og gik tættere på floden ved siden af dem. Kanten var fuld af frost, og et let lag is bredte sig langs kanten - men resten af den brede flod flød let foran dem, og lod sig ikke stoppe af frostgraderne i luften.

Som ved et trylleslag blev stemningen tung. Som sådan ikke noget, hun ikke var vant til. Det hændte af og til, at hendes og Seans samtale endte her. I et midlertidigt eller permanent dødvande ind til den ene part valgte at tage et andet emne op. Og med hendes opvækst, læren at gå på æggeskaller, eller måske snare glasskår for at danse uden om ubehagelige situationer, vurderede Genevira, eller var det, det der var tilbage af Ginny Isherwood? At den bedste løsning ind til han selv talte igen, ville være komplet stilhed, ind til han igen sagde noget. Det var aldrig til at vide, hvad hun potentielt ville få sat i gang med et forkert ord på det forkerte tidspunkt.
Så hun vendte ansigtet bort og så udover landskabet, der i sneens sarte skær blev ensformigt som de tågede drømmelandskaber, hun så ofte havde befundet sig i i søvnen, før hun døde og aldrig syntes at komme nogen vegne i. En slags øvelse i meningsløshed velsagtens. Lige meget hvor meget hun havde prøvet dengang var landskabet altid det samme og lige meget, hvor meget hun prøvede at undslippe sin fortid nu, sad den gravet fast i hende og ville ikke ud. En betændelse, der gradvist ville brede sig til resten af hende og gøre hende syg eller slå hende ihjel. Rent metaforisk. Måske havde hun altid været død. Var det det folk så i hende, der fik dem til at kaste hende bort? At hun var så fundamentalt i stykker, at det ville være en umulig opgave at ændre?
Hun og Sean havde, tydeligvis et vist fælles mørke, dog bestående af markant forskellige dele, størstedelen af hvilke hun formodede, at den anden part slet ikke, eller kun i begrænset omfang kendte til.
Overvejelsen af, om de kun var så knyttede som de var, fordi alle andre forlod dem ramte hende, som den nu engang gjorde engang i mellem.
Ikke at Sean snakkede meget om det, men han var et gammelt væsen. Der måtte være mange der var passeret gennem hans liv og så var forsvundet.
Og Genevira var stadig ung, men nogen gange følte hun sig tusind år gammel. Lige når hun troede hun havde noget..eller nogen, forsvandt det mellem fingrene på hende som sand.

Hun lod Sean hjælpe sig ned. En lille livløs dukkehånd i hans egen. Støvler der ikke engang rigtig sank i snelaget.
Hun forholdt sig tavs et øjeblik længere. Vidste ikke, hvordan hun skulle svare på det første han sagde for det kom så tydeligt fra en mand, eller i hvert fald fra en person, der var så højt oppe i samfundet, at deres krop var deres egen. Noget hun stadig ikke anede hvad hun skulle gøre med. Hun havde oplevet det et flygtigt øjeblik, men det havde været lige så falsk som så meget andet havde vist sig at være det.

”Jeg frygter intet fra Dem. Overfor mig, har De nu engang altid opført Dem ganske hæderligt,” forsikrede hun ham om og hendes mundvig trak op i et forsonende smil, der dog virkede langt væk.
For en tid stod de blot side om side, så udover den brusende flod.

”Jeg er ked af, hvis jeg har trådt ved siden af,” sagde hun.

Det kolde mørke omsluttede dem. Skræmmende for de fleste. Men Sean havde altid fundet...Noget...I det. Noget...Spændende? Berigende, på sin egen måde? Eller ligefrem noget trygt? Noget, der var anderledes, i hvert fald. Og ikke kun på den dårlige måde. Et svagt smil gled over ham, som han stod i sine egne tanker.
Kusken havde forladt kanen og fodrede hestene et par tørrede æbler imens de ventede. Den gumlende og knasende lyd nåede helt over til dem i stilheden. Ved en indskydelse så Sean op i mørket over sig og...Svælgede i det. Nød det. Mørkt, stille og typisk for et mørk væsen, fuld af ondskab. Som nogen ville sige det.
De funklende stjerner, den svage måne, de tunge skyer. Mørket havde altid været der.
Han trak vejret dybt og satte sig på hug. Genes ord lød over ham, mens han knyttede en lille håndfuld sne og kastede det ud i den brusende flod. Måske det ville vække en zombie og give lidt spænding til deres tur?
"Du har ikke trådt ved siden af" bekræftede han, i en overraskende let tone, den førhenværende stemning taget i betragtning. I et øjeblik blev han siddende, så sneen forsvinde i vandet, før han let rejste sig igen og klappede sine hænder mod hinanden for at befrie dem fra den smule sne der var. Så kiggede han på Gene igen. Vurderende, som de mørkegrå øjne gled ned over hende.
"Jeg kan være forfærdelig dyster, når humøret rammer mig. Jeg bærer rundt på mange ting...Men det forestiller jeg mig vi alle gør. Nogen siger dem bare højt, hvorimod jeg har fundet det nemmere at lade være"
Han trak let på den ene skulder.

Han trak vejret let igen, langsomt hævede hans arme sig, som han lagde en hånd på hver af hendes lette skuldre. Et fast tag, men uden at være ubehageligt, og uden direkte at holde hende fanget. I stedet søgte hans øjne hendes, som en ny ild tændte sig i dem. En intens en. En ild, der havde taget nogle valg og åbenbart ville inkludere hende i dem.
"Genevira. Tro det eller lad være - men der er mere til vores hverdag end du tror. Til livet på borgen. Vil du, hvis jeg en dag banker på din dør og beder dig om det, gøre mig en tjeneste? Uanset hvad det er?"
Der var ingen forklaring til dette pludselige behov. Men der var en tanke til det hele. En Sean ikke vidste om han et eller andet sted håbede på eller ej.
"Jeg er ikke min egen herre. For noget tid siden blev jeg fanget i et net, der holder mig pænt på borgen, selv om jeg i mit inderste hader det. Jeg ønsker ikke at være nogen hersker af en hel by. Jeg ønsker at arbejde med de ting jeg selv ønsker at være herre over, såsom min klan. Og jeg arbejder på en stor plan for at vende tingene til min fordel. Men i sidste ende...Er intet garanteret. Så hvis jeg får behov for det. Ville du da, uanset hvad jeg beder om, eftergive mig det ene ønske?"
Om ikke andet...Så som betaling for at han havde åbnet hendes dør til dette nye liv? Men de ord kom ikke over hans læber. Af en eller anden årsag. I stedet stirrede han intenst på hende, med et håb om at hun ville bekræfte dette. Ellers...Ellers måtte han...Finde på noget andet. Ganske enkelt. Men han foretrak at det var hende, og at han havde muligheden.

Det var som om det sortnede for hendes blik. Ikke ret længe blot en brøkdel af et sekund, før hun genkaldte sig til virkeligheden. Berøringen havde blot været uventet, pludselig, og hun skulle derfor bruge et øjeblik på at fortælle sig selv, at hun var i sikkerhed. Hun befandt sig ikke i nogen mørk gyde uden nogen udvej og det var trods alt stadig bare Sean, der var tale om. Mørket var ikke længere en kilde til uro. Alle hendes mors mareridt som Edith, måske ikke helt med fuld viden om, hvilken skade det ville gøre, havde overført til datteren. Mørket var i stedet Geneviras hjem nu. Reelt var hun vel det der gemte sig i det. Det andre var bange for. En underlig tanke, når man betragtede det på den måde, Det føltes sådan lidt forkert. Urealistisk.
Hun stirrede alvorligt op på Sean..
Hun skulle til at åbne munden for at sige noget. For at bekræfte, at selvfølgelig ville hun det. Hjælpe ham. Med hvad som helst. Det var lige meget, hvad. Hun havde ikke vendt ham ryggen, da han slog hendes bror ihjel, for at beskytte hende, og hun havde heller ikke tænkt sig at gøre det nu.
Ligegyldigt hvor ubehageligt det så potentielt ville blive for hende selv, kunne hun ikke komme i tanke om noget, hun ikke ville gøre for Sean, hvis han bad hende om det. Ikke kun grundet den livsgæld, som hun havde opbygget til ham. For han havde trods alt løftet hende bort fra et liv, der enten i sidste ende, ville have slået hende ihjel alt for tidligt eller have efterladt hende som en tom skal. De var hverken familie af blod eller navn, men de var familie af handling og som familie, var de nødt til at støtte hinanden.
Hun nåede dog ikke at forsikre ham, at hun selvfølgelig nok skulle hjælpe ham, før han talte videre.
At Sean ikke reelt ønskede sin herskerstilling kom ikke bag på hende. Hun havde altid mistænkt det. Især efter samtalen i byens kloaker, hvor han mere eller mindre havde sagt til hende, at han ikke ønskede at gøre mere, end hvad der kunne anses for absolut nødvendigt.
Hun var klar over, at dette kunne få skumle udsigter. Ønskede han måske at bytte dem rundt? At trælbinde hende i stedet for sig selv? Skulle hun falde på sværdet for hans skyld? Uanset hvad, kunne hun ikke undsige ham. Til det elskede hun ham for meget.
I det mindste gik hun ikke blindt, ind i sin situation.

”Ja,” var alt, hun sagde. For alt andet var ligegyldigt.

Han så på hende, afsøgte hendes ansigt efter hvad som helst. Tvivl, vrede, utålmodighed, håb, beslutsomhed...Alt der kunne fortælle ham om hun reelt følte som hun gjorde, eller om han var gået over stregen. Selv om det ikke var intensionen, havde han næsten fanget hende. Holdt hende fast med de to brede hænder solidt placeret på hendes små skuldre. Som så mange kvinder... Enten var de skrøbeligt små, eller fedladne adelige. Der var få der lå i mellem de to ekstremiteter. Og langt de fleste af Seans ønskede selskab var som Genevira - spinkle. På den ene eller anden måde.
Okay. Der var også muskuløse. Som Delilah. At kalde hende spinkel ville være en fornærmelse og ukorrekt.
Præcis hvad denne unævnte tjeneste handlede om...Vidste kun han. For han ville ikke sige det højt. Alle havde ører alle steder, og selv om de var midt i ingenting, bildte han sig ikke ind de var fuldstændigt alene. Måske var det bare hans paranoia, og måske var det bare sandheden.
Og fordi han frygtede hun ville sige nej til ham, hvis han sagde det højt. Eller selv fortryde tankerne han havde gjort sig.

Han slap hende. Armene gled let ned langs hans side, og en svag fornemmelse af lettelse så omkring ham. Han smilte svagt, før han så på hende igen.
"Det kræver mod at sige ja til noget, som man ikke ved hvad er" bekræftede han. Ville normale folk kramme nu? For at bekræfte den uudtalte tjeneste der allerede lå i at sige ja til noget ukendt i fremtiden? Den tillid der måtte ligge mellem dem, for at det var det svar han havde fået?
Måske. Men fra tanke til handling var der lang vej, og på trods af han var incubus, brød han sig ikke meget om berøringer der faktisk betød noget. Som potentielt kunne skrabe hul på det panser han beskyttede sig selv bagved. Ikke noget blødt og sødladent til ham. Og dermed, heller ikke til de omgivelser der måske fortjente det.
For på trods af det hele...Var der lang vej til hans hjerte. På trods af deres relation, følte han stadig der lå en grænse af en formel afstand mellem dem. Hersker og personlige tjenerinde, eller hvad den slags kaldte sig. Butlerinde, tjener-herskeren af borgen, Seans uofficielle højre hånd hvad angik praktiske foranstaltninger.
"Tak"

De skulle tilbage til kanen. Og kanen skulle tilbage mod byen. Igen tilbød han sin hånd til hende, som de steg op i kanen. Hestene blev sat i gang, inden de blev for kolde til at bevæge sig videre. Prustende og ivrige efter en varm stald, gik turen hjemad en smule hurtigere. Eller også følte Sean det bare sådan.
"Genevira...Jeg ved at jeg stiller mange krav. At jeg kan være hård og perfektionistisk. Samtidig er jeg ikke altid god til at...Rose eller sige når noget er godt. Fordi det er hvad jeg generelt forventer af folk omkring mig: Et godt stykke arbejde"
Han så ud foran sig en stund, før han så tilbage på hende. Han tøvede et øjeblik, før han løftede sin ene arm og stiltiende inviterede hende til at sidde op ad ham, hvis hun havde lyst.
Han sagde ikke mere. Et eller andet sted i de ord, lå der en ros og forsikring til Genevira. Og i hans handling lå der en ømhed, han ønskede at vise hende og give plads til - i hvert fald så længe de endnu ikke kunne se byen foran sig.

”Der er en hårfin grænse mellem mod og dumhed. Tiden vil velsagtens vise, hvor på den skala, min beslutning falder. Hvorom alting er, så har jeg tiltro til, at De ikke vil udsætte mig for noget, De aktivt ikke mener, at jeg vil kunne klare,” sagde Genevira, selv lidt forbavset over, hvor fattet og rolig, hun fra tid til anden formåede at føle sig i Seans selskab. At andre havde tiltro til hendes evner, at hun rent faktisk kunne håndtere sin omverden og ikke blot burde spendere evigheden låst inde i et hus, eller gemt væk i et afsides skab, gjorde også, at hun nogle gange næsten havde den frækhed at tro på sig selv.

Hun forventede ikke mere til gengæld for denne loyalitetserklæring, end hvad han allerede havde givet hende. For Genevira at se, var det blot et faktum, der hidtil havde ligget usagt mellem dem, men nu var blevet verbalt bekræftet. Hun havde fra dag ét lagt liv og sjæl, ikkeeksisterende om end den så måske var, i sin stilling som tjenerinde og hvis det sidste hun gjorde for Sean blev at indfri en tjeneste, som han endnu ikke kunne sætte ord på, jamen så måtte det være sådan det var.

I stilhed lyttede hun til ham. Var dette en…undskyldning? Sært, han havde ikke noget at undskylde for. Hård, sagde han. Som om han nogensinde havde gjort hende noget. Han havde aldrig slået hende og hun blev ikke tvunget til at sidde på gulvet. Selvom der var ting hun skulle, så var hun stadig, mere et frit væsen, end hun nogensinde, før havde været. At det var sjældent, der faldt et rosende ord her og der var ikke så vigtigt, når der for hende allerede var simpel, men afgrundsdyb, glæde i det simple fravær af fysisk og emotionel smerte og fornedrelse.

”Bevares, De har bare standarder. Vi skulle nødigt ende ligesom Dragon’s Peak,” konstaterede hun i en mild tone.

Overrasket betragtede hun ham i et par sekunder. Hun skulle lige være sikker på, at hun ikke havde fejltolket situationen og, at det ville ende med en afvisning.
Da hun var så tæt på sikker, som hun kunne være, lænede hun sig forsigtigt ind til ham. Det tog hende et øjeblik at finde sig tilrette i denne nye nærkontakt, men snart løsnedes uroen i hendes krop og hun fandt en vis tryghed i hans varme, levende tilstedeværelse.

Der. Ømheden, om ikke andet for et øjeblik. Han havde for længst vænnet sig til vampyrernes kolde tilstedeværelse, og fandt ingen ubehag deri. Om han selv ønskede den? Måske lidt. Men langt det meste af tiden var det mere frygten - ja, frygten - for at hun pludselig ville vende ham ryggen og flygte fra ham, der gjorde at han ville dette her. Og hvad var de, andet end brugbare for hinanden? De havde brug for hinanden. Nytte af hinanden. Og Sean ønskede trods alt ikke at være fuldstændigt alene, på trods af han tit gjorde alt han kunne for at holde folk på afstand. Alle skred. Alle forsvandt. Alle døde.
Genevira var måske hans nyeste trøst, et fornøjeligt selskab, en personlighed han kunne spejle sig lidt i. Og mere end det, for havde han ikke for kun et øjeblik siden overvejet deres relation, og overvejet ting såsom adoption? For at undgå hun forsvandt...?
Jo mere han tænkte over det, jo mere forvirrende var det. Så derfor lod han være.
I stedet sad han bare, lod sin krop slappe af, velvidende det også kunne give Gene ro til at slappe af og bare være. Være, og nyde hinandens selskab i let stilhed, som kanen bragte dem hjem.
Hans blik studerede de hvide bunker af sne omkring dem. Lyset, stilheden, der ikke var fuldstændig stille. Og i et øjeblik nød han bare det smukke i øjeblikket, og det smukke i deres omgivelser. Det gav en form for ro og tilstedeværelse han ikke altid havde.

Tilbage ved byen måtte de forlade kanen. Sneen var ikke så tyk her, da folk gik ind og ud af byen. Det var bedre at hestene slæbte den tomme kane ind, end at overbebyrde hestene og kanen ved at blive trukket igennem mere mudder end sne det sidste stykke tid. I stedet blev der tilbud dem en hest hver, så de kunne tilbagelægge det sidste stykke op til borgen.
I byen var det nemmere at føre en let samtale om stort og småt, ting de burde huske når de kom tilbage, og som de så på deres vej.

//Out