Fremtidens ansigt er ikke så kønt i fortidens skygge ~ Nemesis

I dag havde været en god dag. Eleverne havde ikke været dummere end de plejede og vejret var ikke værre end i går. Ezra var kommet direkte fra Fønix Skolen(han anede stadig ikke, hvorfor han ikke havde taget jobbet på Academia of Knowlegde). Eftersom han ikke var menneskelig, følte han ikke, at der var brug for hastværk. Med en alder på kun 73 havde han evigheden foran sig. Nogle ville føle det foruroligende, men for Ezra var det sært nok beroligende i stedet for.
Han fremdrog en cigaret fra sin inderlomme og antændte den. En dårlig vane han havde fundet ved et tilfælde, men tja, så meget kunne det vel ikke skade? Han sugede ind, lod røgen fylde ham og trak vejret ud. Gaden var ikke overfyldt, ikke det fjerneste, så han ikke ryge uden at irritere en sjæl.
Han stoppede op for et øjeblik, kastede et kort blik ind i tøjbutikken. Intet af interesse. Et suk. Rastløsheden var ved at slå rod i ham igen. En stikkende fornemmelse. Endnu en dårlig vane. Ezra tog endnu et sug. For et par år siden havde han hadet røgen, men nu kunne han tolerere den. Den første gang, han underviste, smed han næsten en elev ud af skolen for at lugte af cigaretrøg.
Han overvejede at gå, men talte sig selv fra det. Det var ingen grund til at spilde unødvendig tid. Måske var det også ved at være spise tid? Det var noget tid siden, at han sidst havde spist en god sjæl. Med cigaretten mellem fingrene, satte han gang i tempoet på jagt efter et godt offer. Helst en veludseende person, men en, som han aldrig kunne sættes i forbindelse med. Naturligvis. Han valgte ofre, som var mellem de tyve år og de tredive. Det gav ham en eller anden form for retfærdighed, at han ikke tog livet fra børn(og de gamles sjæle var noget af det mest forfærdelig han nogensinde havde smagt).
Terrorville var et dårligt sted at spise, ikke nok små, mørke gyder designet for mord eller forbudt sex. Desuden, der er lod altid et ramaskrig, når en af de rigtig blev myrdet, eller i det her tilfælde, fik sin sjæl suget ud. Han tog endnu et drag fra cigaretten, lod langsom røgen forsvinde. Hans blik fandt på en ung kvinde med mørkt hår. Ja, hun ville nok gå an. Han satte kurs mod hende. Det her kunne gå at blive både sjovt og interessant.

p: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Nemesis havde igennem flere år nu draget nytte af hendes races evne til at sky kulde. Hun havde som altid en god grund til at være ude i byernes gader, frivillige donorer. Mange ønskede faktisk at være donoreraf blod ti en tørstig skønhed. Hvad pokker de så end tænkte på??
Hun var endt i Terrorville, og af en eller anden grund, var der ikke så mange mennesker som hun ønskede sig. Hun havde tilnærmelsesvis ønsket sig endnu et shapeshifteroffer. Nu forstod hun jo endelig sin skabers nydelse over denne races blod - det var himmelsk! Kun engle var bedre. Men som hendes gamle ven Alistair nu havde erfaret, drak hun aldrig fra ofre. Hun tvang aldrig folk til at give hende blod. At hun kunne benytte sin telepati til at overtale dem ubevidst, var en anden sag.
Hun gik langs den hovedgade der allerede var pyntet op til en højtid folk her kaldte julen. Ikke noget nu benyttede sig så meget af. Folk der gik og ventede på at de fik gaver af deres elskede. Hvorfor skulle hun bruge tid på det, når hun ingen havde der elskede hende. Hun havde jo Alistair, som var hendes nærmeste. Han var nok mest hendes bror, til trods for deres raceforskelle.
Hun tog en dyb indånding, men valgte så at stoppe op da en flok yngre børn løb rundt omkring på den store plads på hovedgaden og kastede med boldte mod hinanden. Hun sukkede.
Hendes søn ville have været på deres alder nu. knuden i brystet rørte lidt på sig, og hun så væk fra børnene..

Han smed cigaretten på jorden og tværede den imod dens undergrund. Han trak sin jakke tættere omkring kroppen og kantede sig fra vej frem til kvinden. Han stoppede op lidt fra hende, da han det mærkede... Hun lignede ikke et menneske. Selvom nogle mennesker var smukke, var denne kvinde ikke smuk, men mere som om hun var...
Normalt var han genert af natur, følte ubehag ved at være tæt på andre, men hun var jo op indtil nu, intet andet hans offer. Et værdiløst stykke liv. Han lagde hånden på hendes skuldre for at vende hende rundt. Han så kun hendes ansigt kort før han trak hånden til sig igen. Hurtigt. Selvom det var år siden, genkendte han hende. Hendes navn var gået i glemmebogen, de var noget med N dog. Nem, Nep, Net. Noget i den stil, uden tvivl. Hun var blevet slankere, langt kønnere, hun havde vokset sig ind i hendes egen krop. Hun var en gammel elev. Den præcis klasse eller årgang var væk, men han huskede, at hun havde haft et velfungerende hoved skruet fast på hendes skuldre.
Han tog hendes ansigt ind. Hendes hud var bleg, øjnene glitrende. Alle hendes ansigtstræk virkede skarpere, mere markerede. Det var vist ingen tvivl. Ezras gamle var ikke længere menneskelig, end ikke dødelig. Hun var trukket i de gamles vampyrs gevandter.
Han fik et lettere stramt træk om mundvigen. Det havde aldrig været hans mening at dele viden med vampyrer. Det havde rent faktisk aldrig været hans mening at dele, men selv ikke de klogeste eller stærkeste dæmoner kan leve i fuldkommen ensomhed.
”Undskyld, jeg ulejlige dig, frøken. Du lignede blot en jeg kendte engang. Du ligner hende ret meget faktisk, som om du var hendes udødelige spejlbillede.” Bare så hun vidste, at han vidste, hendes mulige hemmelighed. Han smilede kort. ”Nephthys”.

Hun var parat til at blotte tænder og gå direkte efter struben, da en ung mand havde grebet fat i hende. Ansigtet var ikke at glemme, det var som om han havde haft mere end bare almindelig stor betydning i hendes liv.
''Det gør skam intet Sir. Vi kan alle tage fejl.'' sagde hun, men da han så endelig sagde hendes gamle navn blottede hun hurtigt hugtænder. Hun trak sig straks væk fra ham. Skyldte hun ham noget? Havde hun prøvet at myrde ham? Ansigtet var ungt, maskulint og elegant, dog med uldne træk der gjorde ham en smule ældre i udseende end hvad han burde. Først da det gik op for hende hvem han var, trak hun hugtænderne til sig.
''Professor Matthews?'' hun så undret på ham.
''Det må De virkelig undskylde!'' hun rettede ryggen og stod nærmest skoleret foran ham. En gammel indgroet vane.
Hun sukkede kort og slappede så lidt mere af.
''Jeg genkendte Dem ikke, sir..'' undskyldte hun sig, inden hun så lidt rundt. Gad vide hvad han lavede her nu? Burde han ikke undervise på dette tidspunkt?

Hendes hugtænder var ude og han rejste et øjenbryn uimponeret. Wow, det så virkelig ud som om hun prøvede at gemme sin tilstand. Gad vide, hvad der var sket med hende? Hun havde været hurtig, lærenem og vigtigst hun havde lugtet langt væk fra stupide tankestrømme. Og så skulle hun ende som vampyr. Typisk. Åh, så typisk. Han tsk'ede for sig selv.
Hun trak sig væk, da han ytrede hendes navn. Som om det havde brændt hende. Interessant. Meget var åbenbart sket i de sidste par år. Han misundende hende ikke, normalt kunne han godt lide ingen til lille forandring.
”Professor Matthews?” Hun lød forvirret. Han smilede, da hun derefter rettede ryggen, som om han stadig være hendes professor.
”Det gør skam ingenting. Jeg forventer ikke, at mit ansigt skal huskes af alle.” Ezra prøvede med et lille, venligt smil. Udsigten til eftermiddagsmad var forsvundet, men derfor kunne han vel godt prøve at være høflighed.
”Jeg er smigret over, at du kan huske mit navn. Er du stadig interesseret i Medicin og Lægekundskab?”. Måske kunne det her være et glædeligt gensyn. Måske. Ezra nød ikke tit andres selskab, men dette kunne måske være anderledes. Han var endnu ikke så gammel, at han troede, at han vidste, hvordan enhver given situation ikke ende.

Hun lyttede til ham, men vidste ikke helt hvad hun skulle sige.
Hun så opgivende på ham i et kort sekund. Hvad skulle hun sige til ham - hvad skulle hun gøre? Han havde været hendes professor, ja, men ikke mere end det. Til trods for hendes dengang så naive ungpigeforelskelse i ham.
''jeg arbejder for tiden som sygeplejerske privat.'' sagde hun inden hun så undrende på ham.
''Underviser De stadig?'' spurgte hun inden hun begyndte at fumle lidt ved det armbånd hun havde om håndleddet. Læder, bredt - designet til en mand - med en englevinge på den ene side af en ryggrad og på den anden side var en dæmonvinge. Et citat stod under vingerne, men det var udvisket. Det bar præg af mange års brug. Stille og roligt prøvede hun at gemme det væk ved at lægge sin anden hånd på det.
Stille og roligt så hun rundt - hvad lavede hun egentlig her? Hun havde ingen grund til at skulle være i Terrorville, havde hun? hun kunne lige så vel være på vej på arbejde...

Og måske ikke. Nephthys så mere ud som hun kede sig og ville videre end at small-talke med ham. En skam. “Privat sygeplejerske? Lønnen må i det mindste være bedre.” Sygeplejerske var måske ikke ligefrem, hvad han havde spået for hende, men måske forhastede han sig. Minderne var begyndt at komme tilbage til ham. Havde der ikke været noget om hende? Hun havde ikke virket... menneskelig? Og hun virkede til at være typen, som holdt sig for sig selv. Tit og ofte i sociale sammenhænge var det ham som var akhavet eller nervøs, men det virkede mere som om det var hende at dømme efter den måde hun fingrede ved sit armbånd. Armbåndet var yderst mærkværdigt og han håbede, at det indehold en sentimental værdi for hende for kønt var det ikke. Som en modreaktion på hans tanke, glemte hun båndet under sin arm. Det havde en usædvanlig form og udsmukning, som enhver desginer burde have været klog til enten at sige hårdt 'Nej' eller i det mindste løbe skrigende i den anden retning.
“Sig mig engang, Nephthys. Hvor længe har du været vampyr?” Han lagde hovedet lidt på skrå. “Jeg håber ikke, at ung kærlighed var grunden til forandringen?”.

Hun bed sammen i det sekundt han spurgte ind til hendes 'nye' liv.
''Faktisk, Sir, så er det en... svær sag, at forklarer. Hun vidste jo godt, at han udemærket godt vidste at hun aldrig havde været menneskelig.
''Kan vi ikke tage den snak et mere privat sted?' spurgte hun så. Seans mænd var uden tvivl alle vegne - i hvert fald i hendes fantasi. Hun tog ingen chancer.
Hun så lidt ned på armbåndet som hun engang havde foræret Sean. Men i raseri havde han smidt det ud den sidste gang de havde set hinanden som kendinge. Nu huskede han hende ikke længere, og godt det samme. Det der var sket mellem dem var for længst gået fra underligt til selvmordsværdigt.
Hun så kort på ham igen, denne gang en smule bedende. Hun ville med glæde fortælle ham alt, bare ikke offentligt.

//sorry for kort svar, skulle lige sætte noget mad over..//

// Det går nok. Mit svar var også noget forsinket. Og heller ikke så langt ^^//


Åh, hun så ikke ud til at have det specielt godt eller som om hun havde det sjovt. Hvilket gjorde situation mere behagelig for ham. “Selvfølgelig” Han slog med armen, “Før vejen”.
Det her kunne være interessant. Det var altid interessant at høre om en andens tragedie. Han havde resten af aftenen fri, så det komme endnu godt tage lang tid. Normalt spildte han ikke tid på andre, men denne gang kunne han muligvis gøre en undtagelse. For old time's sake and all. Han var dog lidt mistroisk; hvem i alverden ville fortælle sin egen ulykke, frivilligt, ingen løgne eller overdramatiseringer til, hvad der reelt set var en fremmed? Han ville aldrig. I. Nogen. Situation gøre det. Hun havde været shapeshifter før, havde hun ikke? Han var lige ved at udråbe et stort, 'Aha!', men tog sig heldigvis i det. Havde han været alene, ville et stort smil være formet på hans læber, men dette var offentligheden. Her kunne han ikke tabe ansigt.
”Jeg vil mere glæde høre alt omkring det.” Hun kunne trods alt ikke have været vampyr i lang tid. Hvis slemt blev det værre, kunne han nok overmande hende. Gad vide om vampyrers sjæle er spiselige? Eller eksisterende?

Hun nikkede og begyndte at gå, indtil de nåede hvad der lignede en faldefærdig rønne. I virkeligheden var det her hun hjalp Seans mænd, når det havde brug for akut hjælp. Almindelige småskrammer osv blev behandlet i Doomsvilles Rotten Root-distrikt.
Hun åbnede døren og ledte ham ind i et ovalt hvidt rum.
Midt i rummet var der en bårde som blev brugt som operationsbord, diverse fade med værktøj, nogle med vand og sprit. Hendes hjem var en operationsstue. En dør i den modsatte ende af rummet ledte ind til et lille kammer hvor hun kunne sove.
''Velkommen til mig arbejde.'' sagde hun roligt, inden hun lukkede døren efter ham.
Hun vidste egentlig ikke hvorfor, men hun stolede på sin gamle professor. Der var jo ingen grund til at lade være.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Nephthys drejede rundt på hælen og fortsatte i en ny retning med sin gamle professor i omtalte hæle. Rønnen hun havde ført ham til virkede ikke som det mest behagelig sted, hvor at være ærlig, men han kopierer dens lokation ind i hans hukommelse; se det her var et godt sted at spise.
Derefter ledte hun ham ind, hvad der kun kunne være et mindre hospital for akut skadet personer, hm, fattige personer, burde jeg tilføje. Døren blev åbnet og ledte ind til et stort ovalt rum. Hvidt som kun et hospital kan være det(dog mindre hvidt end, lad os sige, et bedre hospital i Terrorville District). Der var fuldt med det sædvanlige; båre, operationsborde, forskellige værktøj, som praktisk nok også kunne bruges til tortur(om han ikke vidste det).
Deres slutdestination viste sig at være et lille sovekammer, som sikkert tilhørte hende.
”Nå,” sagde han og et tog et granskede blik af rummet ”Efter som du snart skal fortælle mig alting, kan du lige så godt kalde mig Ezra. Mit fulde navn er Ezra Lloyd Matthews. Det er bedst at være på første navns basis, når man deler hemmeligheder. Hvilket bringer mig til... Nephthys er ikke længere dit rigtige navn, er det?”. Han huskede, hvordan hun havde opført sig, da han nævnte det. Hvis det var noget Ezra var det god til så, hvad der lave konklusioner mellem A og B.

Hun så roligt på ham, mens han fortalte hans navn. Hun nikkede derefter kort og så en smule opgivende på ham.
''Mit navn har aldrig være Nephthys. Det var noget jeg blev kaldt, dengang jeg havde et normalt liv. Mit rigtige navn er Sephthys Nemesis Storyteller, men jeg kaldes for Nemesis.
'' sagde hun roligt inden hun så den lille bogreol bag sengens fodende.
''Jeg er født shapeshifter.'' sagde hun, inden hun så på ham igen. ''Men at være født som shapeshifter har intet med sagen at gøre. Jeg blev forvandlet til vampyr for fire år siden.'' sagde hun og så roligt på ham inden hun lukkede øjnene kort.
''jeg havde en ven, som jeg var forelsket i. En dæmon... Vi havde længe talt om hvordan han ville overleve mig, og jeg havde fået nok. Jeg ville ikke dø, jeg ville ikke miste ham. Jeg blev forvandlet til vampyr. Men efter alle de ting vi havde været igennem, kunne han ikke holde mig ud længere. Det blev til et had. Et had der blev så stærkt at han ikke længere husker mig, genkender mig...'' hun begyndte igen at pille ved armbåndet mens hun så lidt ned i gulvet, tøvende.

Løgn og løgn. Det var nok virkelig, hvad verdenen var lavet af. For tusind år siden og nu.
“Nemesis. Virkelig?” Han smilede kort. Hvem navngiver sit barn Hævn? Noget så både dumt og hadefuldt, burde et barn ikke kunne genkende som sig selv. Som sit eget navn. Shapeshifteren deler kom ikke bag på ham, men det var rart at få det bekræftiget alligevel.
Han havde gransket rummet færdigt. Det så ikke ud at holde nogle åbenlyse gemmesteder, hverken for stort eller småt. Det var virkelig så lille og sølle som man ville forvente en sygeplejerskes sovekammer er. Det var vist seks år siden, at hun havde været hans elev. Sikke som tiden går. Dengang barn, nu vampyr. Og så for kærlighed. Selvfølgelig havde det været for kærlighed. For typisk, hvor næsten skuffende forudsigeligt. Forhåbentlig havde hun mere på hjertet.
Før havde han tænkt på hendes skæbne som en tradegie, men han havde ingen anelse, hvor meget den lignende. Udødelig kærlighed forvandlet til uigenkendeligt had. I sandhed sørgeligt. Hun pillede igen nervøst ved armbåndet. En gave fra denne elsker, måske?
“Du må hellere begynde fra starten, kære. Hvordan mødtes I? Hvad er hans navn?” Han lagde ansigtet i hans bedste sorgmodige folder. “Hvor længe siden er det du sidst så ham?”.

Hun satte sig på sengekanten, og så lidt på ham. Hvorfor i alverden interesserede han sig for hende? hun havde jo bare været en elev dengang?
''efter jeg blev færdig som din elev, kunne jeg ikke få arbejde. Jeg levede på gaden, og han hjælp mig med et hjem, et arbejde og en familie. Han blev som en bror for mig, men det hele gik galt. Der er ikke så meget at fortælle om hvad der skete.. Han husker mig ikke længere... Så jeg arbejder for ham som sygeplejer, for hans sårede mænd. Så har jeg i det mindste en smule kontakt til ham, til trods for at jeg faktisk aldrig ser ham eller taler med ham..'' sagde hun og så lidt på ham, inden hun så ned på armbåndet igen. Hun savnede ham, uden tvivl, men sådan var det.

Hun fik det forvirret ansigtsudtryk igen. Det var usædvanligt at tage en interesse i en andens liv, men at vide noget om andre, mens de stadig ikke ved noget om ham selv, tilfredsstille ham på et eller andet niveau i underbevidstheden. Efter at have lytte til historien, den meget korte historie vel og mærke, tsk'ede han en enkelt gang. Kærlighed, uuh. Stakkels, lille Nemesis. Lille Hævn. Kunne være et fantastisk kælenavn.
Fra bror til kæreste til dement. Hun kiggede op på ham, dernæst på armbåndet. Det var helt klart fra denne mindesforladte mand. Hun arbejdede for ham? På grund af hans sårede mænd? Det betød, at denne person muligvis var betydningsfuldt. Interessant.
”Hvad hedde denne glemsomme person, Nemesis?” Han gjorde sig umage med de sorgmodige folder. Hun var åbenlyst til stor sorg og fortrydelse; det var bedst at være varsom.

''det kan være ligemeget hvad han hed...'' sukkede hun inden hun tak benene op under sig og lukkede øjenen lidt.
Hun savnede ham, mere end noget andet. Hans latter, hans smil, hans kærtegn når han igen var i sit andet sind. Hun rystede på hovedet.
''ligemeget hvad, så er det slut. Jeg arbejder kun for ham ikke andet.'' sagde hun og så kort på ham.
''hvorfor er du egentlig interesseret i det? Jeg er jo bare en af dine elever...'' sagde hun og så lidt ned på sine støvler. Hun havde engang haft fantasier om ham, Ezra. Men det var med tiden gået over, efter hun stoppede på skolen.

Ikke hel, tænkte han uenigt. Navnet betyder næsten alting. Hun samlede sig i en form for sammenkrøllet position, som om hun prøvede at beskytte sig selv fra alverdens grusomhed. Hun lignede nedbrudt, opgivende kvinde. Så anderledes end den unge elev.
Hvilket var derfor, at han mildt rettede ”Nej, du var en af mine elever. Og jeg interesser mig for meget desværre, især når jeg keder mig.” For første gang prøvede han faktisk fortælle lidt af sandheden. ”Men hvad der sket til andre, som jeg tidligere har mødt eller kendt, holder altid en eller anden form for interesse, for selvom jeg er god til det, kan jeg ikke forudsige alt. For eksempel, med din mystiske forglemmelsesperson”. Han smilede kort; Nej, det havde han virkelig ikke forudset.

Hun lyttede til ham - den evigt bedrevidende.
''der er mange grunde til at vi gled fra hinanden.'' sagde hun og så direkte på ham nu.
''Han var desværre en incubus... Og jeg ønskede mig en familie dengang.. En familie som jeg selv var med til at skabe..'' hun bed sig i læben og så lidt ned af sig selv, ned af sin mave. Dean... Hun savnede sådan sin søn. Men hvad der skete med ham havde været hendes egen skyld. Hendes og Seans...
''Jeg påskønner at du interesserer dig bare en smule for mig. Hvordan går det med undervisningen? Er dine elever lige så stædige som dengang?'' spurgte hun roligt med et lille smil, mens hun prøvede at få lysten til at græde til at gå væk.. Guder, hvor hun savnede Dean og Sean...

Da hendes blik faldt fra ham til hendes mave, sagde han ”Et barn? I havde et barn sammen?”. Vantroen lå skjult i hans stemmeleje. Med en Incubus. Sikke et uheldigt sammentræf. Han mødte hendes blik, hvilket nærmest aldrig gjorde, men af en eller anden grund virkede Nemesis, sikke et navn, ikke truende. Ikke det fjerneste. Der skulle noget til før hun gik amok, selvom hun var vampyr. Sådan virkede det i hvert fald.
Alligevel, tænkt, at hun havde et barn. Eller havde haft, måske. Et barn ændrer alting.
”Tak ikke, da det er ikke udelukkende for dit bedste, at jeg interessere mig.” Han smilede kort igen,
”Nogle føler jeg, at eleverne kun bliver dummere og langsommere, men nogle af der lysglimt. Ikke alle er stædige, nogle knækker let i modvind.” Hendes øjne var blev at blive slørede, og han var nød til at bryde øjenkontakten. ”Og før jeg glemmer det,” Et lille ordspil, ”Jeg er ikke et menneske, Nemesis, men en sjæledæmon.”

Hun så lidt på ham, og så lidt væk.
''Det var et uheld... Et svagt øjeblik fra begges side..'' sagde hun, og så lidt på ham igen.
''Sjæledæmon. Du lever af andres sjæle, som jeg lever af blod... Hvor længe siden er det at du har spist?'' spurgte hun inden hun rejste sig op. Selvom hun ikke have et problem med dæmoner, var hun en smule usikker omkring sjæledæmoner. Hun vidste ikke om hun overhovedet havde en sjæl... Hun så på ham igen. Afventende.
//kort svar, i know...//

//Mon ikke det går.

”Jeg dømmer dig ikke, men et barn burde aldrig omtales som et uheld.” Også han kiggede væk. Ved hendes næste kommentar kunne han ikke holde det skæve smil inde. ”Oh, noget tid, Nemesis, men jeg skal nok lade være med at spise din. Desuden har jeg på fornemmelsen, at vampyrsjæle ville smage noget så grusomt. Ikke en oplevelse jeg har lyst til at udsætte mig selv for.” Endnu et kort smil. ”At få din sjæl spist af mig lyder til at være din mindste bekymring. Hvad er der sket med barnet nu? Har din elsker det stadig?”. Rollerne skiftede og nu var han den afventende.

Hun så på ham, inden hun sukkede og lagde armene over kors, for at holde styr på sig selv.
''Min søn blev myrdet da han var lille.'' hun bed sammen, og kort kom et glimt af vrede frem i hendes øjnene. Det kløede i hendes hygtænder efter blod nu.
''Han blev myrdet af sin far, for at han kunne få mere magt.'' sagde hun så, inden hun rastløst så rundt.
''De må have mig undskyldt..!'' sagde hun inden hun stormede ud af kammeret og et ordenligt brag fra operationsstuen hvor hun havde væltet en bakke med skalpeller. Hun rystede af frustration og raseri, sorg og opgivelse. Det var flere år siden Dean var død, men det ville nok aldrig blive mindre smertefuldt. Hendes håndflader brændte, og hun vidste at hvis hun ikke snart slappede af, ville de antænde.
Hun gled ned på knæ og lagde armene om sig selv, mens hun hev efter vejret - på randen til gråd.

Den krammende, beskyttende position var tilbage. En myrdet søn, en Incubus-elsker, som havde glemt alt og som var barnets morder, ja, livet havde ikke været lige så nemt for Nemesis, som det havde været for ham. Ikke at han begræd det, men alligevel. Derefter skyd hendes hugtænder ud, han skulle I sandhed nok være mere bange for hendes tørst, end hun skulle for han sult, og hun styrtede ud af rummet. Han rullede med øjnene, før han fulgte efter hende med hænderne i lommerne. Et brag kunne høres indefra operationsstuen. Pigebarnet rystede af hendes stærke følelser og for et kort øjeblik både misundte han hende og havde ondt af hende. En sær kombination. En tanke slog i ham. En ung vampyr, som hende kunne ikke havde den bedste kontrol over hendes evne. Hvis hun altså havde en. Interessant. Positionen var tilbage og Nemesis virkede som om hun var på kanten til et panikanfald. Og om han kendte dem.
Han satte sig på hug tæt ved hende, men rørte hende ikke. Han hadede berøring, så han tænkte, at hun nok heller ikke satte pris på det.
”Jeg er ked af, hvad der skete med din elsker, men jeg endnu mere ked af, hvad der skete med dit barn. Uheld eller ej. Intet kan retfærdige hans død.” Han rystede på hovedet og vendte blikket fra Nemesis til gulvet.

Hendes hugtænder var frit fremme, klar til at udføre det ældgamle ritual det var at få føde fra et andet væsen.
Hun hev efter vejret, klar til at angribe, klar til at forsvare sig selv med.
''du ved intet om min søns død. Eller om hans morder. Eller om mig. Du var min professor! Intet andet. Jeg fatter ikke engang at jeg nogensinde var forelsket i dig..'' hun var blændet af vrede nu, blind vrede over sig selv og alle omkring hende.
''lad mig være... Gå din vej...''hviskede hun og tog sig stille til hovedet, var hun ved at blive skør? En hvisken blev til et skrig - var hun den eneste der hørte det? Hun krøb sammen, babygråd ble højere og højere indtil hun bare sad rystende og grædende på knæ.
''Professor Matthews, jeg tror det er bedst at de går nu..'' mumlede hun, mens hun prøvede at skelne de virkelige lyde fra dem der var i hendes hoved..

”Du har fuldkommen ret. Jeg ved intet udover, hvad du har fortalt mig. Men din skæbne har været uretfærdig og derfor kan jeg godt føle sorg på dine vegne. Dæmonisk sorg og...” Han afsluttede ikke. For han blev afbrudt af en gammel kærlighedserklæring. Tænkt at skulle ske på gulvet i et fattigt hospital. Ikke at man kunne bebrejde hende noget; mange teenagepiger blev naivt og falsk forelsket i deres professorer. Det havde faktisk set den anden dag, hvor han havde mødt... Lige meget. Nemesis. Nuet. ”Jeg går ikke min vej før du har beroliget dig selv. Det ville på ingen møde være ansvarligt.” Han prøvede at holde sin stemmeføring langsom og rolig, hvilket også delvist lykkedes ham, men pressede situationer blev hans fremmedartede accent en anelse tykkere; en ting som han altid have været frustreret over. Han rejste og tog lidt afstand fra hende. Men han svarede hende ikke og han forlodt ikke rummet.